1931: Teksten på plakaten siger noget i retning af: vi slår til de dovne arbejdere.Alle har en holdning til det gamle Sovjet. Ikke mindst på venstrefløjen deler dette spørgsmål vandene. Det er ikke tilfældigt. Den russiske revolution var en af verdenshistoriens vigtigste begivenheder. Hvordan politiske strømninger stiller sig til den Russiske Revolution og de stalinistiske regimer, har nemlig betydning helt op til i dag i forhold til, hvilket klassestandpunkt man tager i forhold til for eksempel Cuba eller den såkaldte ”anti-imperialistiske” fundamentalisme i Mellemøsten.

Et spørgsmål der splittede

I slutningen af 40'erne og starten af 50'erne var der en heftig debat i den trotskistiske bevægelse omkring karakteren af de stalinistiske regimer i Øst. I denne debat stod især to personer frem, nemlig Toni Cliff og Ted Grant. Spørgsmålet kom til at få afgørende betydning i skabelsen af to politiske tendenser, der stadig eksisterer den dag i dag: International Socialist Tendency (hvis danske sektion hedder Internationale Socialister) og den Internationale Marxistiske Tendens, som Revolutionære Socialister tilhører.

På trods af voldsom forfølgelse fra Stalins apparat, fastholdt Trotskij, indtil han blev dræbt den 21. august 1940, en knivskarp analyse af karakteren af det stalinistiske regime og dens økonomiske basis. Han forklarede, at trods det horrible diktatur og undertrykkelse, så var den nationaliserede planøkonomi et fremskridt, og at arbejderstaten, om end den var degenereret, måtte forsvares imod de imperialistiske angreb. Men samtidig understregede han, at det bedste forsvar for planøkonomien i Rusland var, at arbejderklassen generobrede magten, sparkede bureaukratiet på porten og indførte arbejderdemokrati.

Men det var ikke alle i den internationale trotskistiske bevægelse, der havde samme solide teoretiske fundament. Efter Trotskijs død stod Fjerde Internationale med en ledelse, der mildest talt ikke havde det politiske niveau, som historien krævede af den.

Fjerde Internationales ledere var, efter Trotskijs død, faldet for presset fra den ”offentlige mening”, og havde tilpasset sin karakteristik af de Østeuropæiske regimer af moralske årsager. De turde imidlertid ikke gøre op med Trotskijs karakteristik af Sovjet, dertil var hans autoritet for stor. Men med hensyn til de Østeuropæiske lande, hvor økonomierne først blev nationaliseret efter Trotskijs død, var sagen en anden. Disse var, ifølge Fjerde Internationales såkaldte ledere, ”statskapitalistiske” økonomier.

I naturlig forlængelse af dette kom Toni Cliff fra den britiske trotskistiske bevægelse frem med idéen om, at Sovjet heller ikke længere var en degenereret arbejderstat. Han mente, at den nu var blevet til ”statskapitalisme”. At bureaukratiet havde forvandlet sig til en egentlig klasse, en ny kapitalistklasse.

Det er da også fristende at kunne afskrive det stalinistiske regime som ”kapitalisme”, i stedet for at skulle komme med en lang, og hvad der kan virke som en, indviklet forklaring. Stalinismens frastødende undertrykkelse fik mange på venstrefløjen til at se bort fra den materielle basis og afvise, at Sovjet var en arbejderstat. De stillede sig selv spørgsmålet: hvordan skal vi forsvare at kæmpe for oprettelsen af en arbejderstat, hvis vi karakteriserer dette bureaukratiske uhyre som en arbejderstat? Spørgsmålet blev for dem et moralsk spørgsmål: det er ondt, ergo må det være kapitalisme.

Imidlertid er den slags forsøg på at ”skyde teoretisk genvej”, som at tisse i bukserne for at holde varmen, blot er konsekvenserne noget større. For én ting er at lave en fejl. Noget andet er at give køb på teoretisk klarhed af opportunistiske årsager, for at tækkes den ”offentlige mening”. Det vil nemlig, netop fordi det er et teoretisk spørgsmål, sætte sig igennem inden for alle områder. Udvander man for eksempel klassebegrebet inden for ét spørgsmål, som her i forhold til Sovjet, så vil det naturligvis også have effekt på éns klasseanalyse inden for alle andre områder, som for eksempel i forhold til de såkaldte ”anti-imperialistiske” fundamentalistiske ledere og bevægelser i dag.

Her har Cliff's tendens, helt i forlængelse med klasseanalysen af Sovjet, konkluderet ud fra moralske overvejelser, og skubbet klassestandpunktet i baggrunden. Derfor bliver det underordnet, hvilken klasse der danner basis for en given bevægelse, som for eksempel Hizbolla I Libanon eller Det Muslimske Broderskab i Egypten, selv om dets program og ledelse er åbenlyst borgerligt. Cliff's tendens har støttet begge disse. Rødderne til denne fejltagelse kan findes i spørgsmålet om Sovjet.

Den historiske baggrund

Skal man forstå diskussionen mellem Ted Grant og Tony Cliff, så er det nødvendigt med et hurtigt blik på tilblivelsen af verdens første egentlige arbejderstat. Oktober 1917 lykkedes arbejderklassen i Rusland i at tage magten. Men det skete i et af de mest tilbagestående lande i verden. Økonomien var primært baseret på landbrug, og størstedelen af befolkningen var analfabeter og bønder. Rusland anno 1917 kan på mange måder sammenlignes med Pakistan i dag.

Derfor var det fra start af Lenin og Trotskijs perspektiv, at revolutionen var helt afhængig af at sprede sig til de udviklede kapitalistiske økonomier, primært den tyske. Ellers ville den være prisgivet.

Den russiske revolution sendte da også bølger ud over hele verden, og særligt Europa. På trods af utallige muligheder led revolutionerne i de udviklede lande dog nederlag, af grunde vi ikke kan komme ind på her. Nederlaget til den internationale arbejderklasse og udmattelsen af de russiske arbejdere resulterede i sidste ende i, at et bureaukrati var i stand til at hæve sig over arbejderklassen og etablere et sandt rædselsregime.

Den trotskistiske bevægelse blev født som opposition til det fremvoksende bureaukrati i Sovjet, og helt indtil 1935 betragtede Trotskij og Den Internationale Venstreopposition (forløberen for Fjerde Internationale) sig som en del af Kommunistisk Internationale (Tredje Internationale), omend ekskluderet. Men ved Hitlers magtovertagelse i Tyskland i '33, uden så meget som et pip fra Tredje Internationales sektioner, konkluderede Trotskij, at Kommunistisk Internationale og Sovjetstyret ikke længere kunne bruges som et redskab for socialistisk revolution. Trotskij dannede Fjerde Internationale, og tog kampen op for en politisk revolution for at redde planøkonomien og arbejderstaten fra bureaukratiets knusende vægt.

Trotskij kæmpede imod dette bureaukrati og dets bannerfører Stalin. Det blev en kamp, der kostede ham landsforvisning, størstedelen af sin familie og i sidste ende hans liv. Det var denne tradition og historie, som lå forud for diskussionen om Sovjets karakter i slutningen af 40'erne.

Ted Grants modsvar

Det var i vakuummet efter Trotskijs død, at Toni Cliff lancerede teorien om Statskapitalisme. Dette fik Ted Grant til at skrive et omfattende modsvar, som tog et helt andet udgangspunkt end Toni Cliff, der startede med konklusionen. I følge Ted var svaret på spørgsmålet om regimets og økonomiens grundlæggende karakter at finde i de grundlæggende omstændigheder, og det vil sige den økonomiske basis. I sidste ende er det denne, der er afgørende. Det er produktionsmåden, der er afgørende for at bestemme karakteren af et økonomisk system.

Arbejderstaten var en overgangsøkonomi. En økonomi der nødvendigvis var modsætningsfyld, med elementer af både det gamle og det nye samfund. På den ene side var kapitalistklassen blevet eksproprieret og en planøkonomi indført. På den anden side var der stadig handel, lønarbejde og så videre. Oveni dette betød Ruslands enorme tilbageståenhed, at disse modsætninger mellem det nye og gamle samfund blev kraftigt forstærket.

Det er rigtigt, som Toni Cliff fremførte, at der også kan være endog store nationaliserede sektorer under kapitalismen. For eksempel nationaliserede den britiske regering store dele af den tunge industri efter krigen. Betød det, at Storbritannien var en arbejderstat? Naturligvis ikke. Formålet med nationaliseringerne i Storbritannien var at opbygge produktionsapparatet efter krigen for at styrke britisk kapitalisme, ikke afskaffe den. På samme måde er hundreder af banker verden over blevet nationaliseret efter krisen i 2008, uden på nogen måde at være til gavn for andre end finanskapitalisterne selv.

Men i Rusland var en så stor del af økonomien nationaliseret, at kvantitet var slået over i kvalitet. Kapitalismens virkemåde var, forklarede Ted, sat ud af kraft. Det var ikke længere udbud og efterspørgsel, der regulerede markedet. Der var ikke længere profitmotivet, der var det drivende element, men derimod planen.

Under kapitalisme har man produktion til hele samfundet (social produktion). Det vil sige, at en fabriksejer ikke bare producerer for eksempel sko til sig selv og sin egen familie. Tværtimod. Hans produktion dækker et socialt behov - behovet for sko - for tusinder af mennesker. Men årsagen til at han producere, er ikke at dække dette behov, men at tilegne sig profit. For fabriksejeren er det ét fedt, om han producerer sko, fødevarer eller bomber. Målet er at klemme profit ud af de ansatte, og sælge sine produkter for at realisere denne profit. Ikke at dække et socialt behov. Tilegnelse er altså privat. Han producerer desuden til et marked, hvor efterspørgslen er ukendt, herfra udspringer kapitalismens anarkistiske og kaotiske karakter.. Det er denne grundlæggende modsætning, der baggrunden for de tilbagevendende kriser, fordi de brede masser ikke er i stand til at købe den værdi tilbage, de selv producerer.

I og med at økonomien i Sovjet var nationaliseret, påpegede Ted, betød det, at produktionen også her var social, men at tilegnelsen ikke længere var privat, men statslig, idet at overskuddet fra udbytningen af arbejderne gik til staten. Det vil sige, at en af de helt grundlæggende modsætninger i kapitalismen var afskaffet i Sovjet. Derfor så man også, at den sovjetiske økonomi, trods sine mange fejl, aldrig løb ind i en overproduktionskrise, som det var tilfældet i de kapitalistiske lande.Hvis Cliff havde ret, og den sovjetiske økonomi var en form for kapitalisme, påpegede Ted Grant, måtte det betyde, at den sovjetiske ”statskapitalisme” var progressiv, et nyt trin op ad menneskehedens og civilisationens udvikling, i og med, at her var en kapitalisme uden overproduktionskriser. Men Ted afviste, at der var tale om et nyt stadie mellem kapitalisme og socialisme.

Spørgsmålet om staten

Et af hovedargumenterne for statskapitalisme-teorien var, at arbejderklassen ikke havde den politiske magt. Der var sandt. Bureaukratiet og statsapparatet undertrykte den sovjetiske arbejderklasse massivt. Derfor, mente Cliff, kunne der ikke være tale om en arbejderstat.

Imidlertid kan staten, inden for visse grænser, spille en uafhængig rolle. Den kan i særlige tilfælde ”hæve sig over klasserne” og balancere mellem dem, som Stalin gjorde mellem arbejdere og rige bønder i 20'erne og 30'erne.

Staten kan endda vende sine undertrykkelsesmidler mod den herskende klasse selv. Det så man efter den franske revolution – blandt andet ved Napoleons kup i 1851, hvor hans soldater, i ”lov og ordens” navn nedskød borgerskabet, som de objektivt set repræsenterede. Netop dette fænomen kom til at lægge navn til begrebet bonapartisme. Det samme fænomen inden for kapitalismen er der utallige eksempler på i moderne tid. For eksempel Hitlers fascister, der også politisk eksproprierede kapitalisterne, men hvor kapitalistklassen stadig, objektivt set, var den herskende klasse. Det, der adskilte det russiske statsapparat fra Napoleons og Hitlers, var, at dets base var planøkonomien, altså proletarisk. Bureaukratiets privilegier afhang af denne. Deraf fremkom Ted Grant med begrebet proletarisk bonapartisme.

Cliff mente imidlertid, at bureaukratiet selv havde omdannet sig til en social klasse. Men det der karakteriserer en klasse, er dens forhold til produktionsmidlerne: Ted stillede derfor spørgsmålet: hvad var bureaukratiets forhold til produktionsmidlerne? De ejede dem tydeligvis ikke, som det ellers er karakteristisk for kapitalister eller småborgere. Nej, forklarede Ted, det sovjetiske bureaukrati var et parasitisk lag eller kaste, ligesom statsbureaukratiet under nazisterne var det, og ikke en social klasse.

Til det svarede Cliff, at godt nok ejede bureaukratiet ikke produktionsmidlerne, men de administrerede dem, og planlagde industrien. Igen er det sandt. Men det gør funktionærer også under kapitalismen. Det gør dem ikke til ejere af produktionsmidlerne, og dermed er vi nået lige vidt.

Hvad med Østeuropa?

Inden Anden Verdenskrig var de Østeuropæiske lande karakteriseret af svage borgerskaber og halv-feudale diktaturer. I krigens begyndelse indtog Hitler disse lande, og eksproprierede stort set det ”indfødte” borgerskab. Lunserne fra plyndringen blev givet til kollaboratører. Men alle disse var fuldkommen underlagt tysk kapital. Da den tyske imperialisme kollapsede, og Den Røde Hær gik sejrrigt frem i slutningen af krigen så man, med enkelte undtagelser, derfor en bølge af revolutionære bevægelser i alle de Østeuropæiske lande. Masserne organiserede sig i komitéer, overtog fabrikkerne og så videre.

Men disse elementer af den proletariske revolution blev hurtigt fulgt af stalinistisk politisk kontrarevolution, da Den Røde Hær trængte frem. Moskva indgik i starten samarbejde med borgerskabet i de Østeuropæiske lande – eller rettere resterne af dette, da de fleste var flygtet sammen med deres nazistiske herrer. Det var en fortsættelse af politikken, stalinisterne havde fulgt under den Spanske Borgerkrig, og som havde resulteret i fascisternes sejr. Men én ting gjorde de nu anderledes: alle nøglepositioner gik til Moskvas folk. De overtog kontrollen med hær og politi ved hjælp af udrensninger af officerskorpset.

Som eksempel kan tages Tjekkoslovakiet. For at tilfredsstille sine amerikanske allierede, samarbejdede Stalin ikke bare med det tjekkoslovakiske borgerskab, men overlod endda ejendomsretten til produktionsmidlerne i borgerskabets hænder. Men den afgørende magt; hvad Friedrich Engels kaldte særlige grupper af bevæbnede mænd – altså hær og politi – beholdt Moskva selv.

Da amerikanerne ved hjælp af tilbud om Marshall-hjælp, forsøgte at skabe sig en base af det tjekkoslovakiske borgerskab, handlede det sovjetiske bureaukrati, og eksproprierede borgerskabet.

På samme måde i hele Østblokken skabte sovjetbureaukratiet en verden, ikke i billedet af 1917, men i sit eget billede, så at sige. De Østeuropæiske regimer startede, hvor Sovjet-Rusland sluttede. Hvor Rusland til at starte med var en sund arbejderstat med arbejderdemokrati, der siden hen degenererede, var andre stalinistiske lande deforme fra fødslen. Karakteren af de Østeuropæiske regimer kan kun forstås i sammenhæng med tilstedeværelsen af den degenererede arbejderstat i Rusland. Uden denne havde der kun været to muligheder for udviklingen i de Østeuropæiske lande efter krigen: sunde revolutioner eller kapitalisme.

Klassespørgsmål

Spørgsmålet om karakteren af regimerne i den gamle Østblok er essentielt. Det er er klassespørgsmål, og tager man fejl på dette punkt, så vil det uundgåeligt ramme én i nakken senere. For hvis man ikke kan se ud over moralske aspekter og identificere den klassemæssige basis for et politisk fænomen, havner man uundgåeligt på vildspor.

Ted Grants analyse konkluderede, at de Østeuropæiske regimer var udtryk for, hvad han kaldte proletarisk bonapartisme: At bureaukratiet i en arbejderstat har hævet sig over sin klasse, og hersker ved hjælp af politimetoder. Men Ted, og siden vi i IMT, forsvarede de progressive elementer i Sovjet, nemlig planøkonomien, der gjorde det muligt at afskaffe arbejdsløshed, og kunne være fundamentet til et nyt skridt i menneskehedens historie. Men samtidig bekæmpede Ted Grant indædt det stalinistiske bureaukrati, der tyngede planøkonomien og arbejderklassen med en enorm vægt. Han forklarede åbent, at blev dette snæversynet og nationalistiske bureaukrati ikke kastet fra magten af arbejderklassen ved en politisk revolution, og blev revolutionen ikke spredt internationalt, så ville planøkonomien før eller siden bukke under.

Teorien om statskapitalisme fik sin logiske konklusion ved Sovjets sammenbrud: I og med at der, ifølge Cliff, var tale om kapitalisme, så var det, ifølge tilhængerne af denne teori, ikke et tilbageskridt, at Sovjet brød sammen, det var ”et skridt til siden”. Det på trods af den sociale katastrofe, der ramte arbejderklassen i de pågældende lande. Massearbejdsløshed blev igen en realitet. Én million mænd i den arbejdsdygtige alder døde, ifølge The Lancets undersøgelse i 2009, som direkte konsekvens af de forringede leveforhold som følge af masseprivatiseringerne fra 1999 til 2002, og den russiske økonomi er endnu, den dag i dag, ikke kommet sig over det næsten kvarte århundrede i socialt mørke, som kapitalismens restauration og følgende krise har betydet.