For mange mennesker virker politik meget abstrakt. De politiske beslutninger bliver taget af professionelle politikere, og de bliver taget langt fra almindelige menneskers hverdag. Politik virker som noget udefrakommende, og som almindelige mennesker kun har indflydelse på hvert fjerde år til valg. Samtidigt har det store flertal af befolkningen både familie og et stigende arbejdspres at se til, og derfor heller ikke meget tid til at sætte sig ind i politik.

Men historien udvikler sig i spring, og det samme gør massernes bevidsthed. En situation som på overfladen virker stabil, kan meget hurtigt ændre sig til sin modsætning. På få dage kan massernes bevidsthed ændres, og politik kan gå fra at være abstrakt til meget konkret. Store historiske begivenheder, som den russiske revolution eller de arabiske revolutioner, bliver ikke skabt af store personligheder, men igennem massernes bevidste kamp.

Efter en periode mod stilstand i klassekampen følger perioder med store ændringer, hvor masserne politiseres og bliver aktive. Marxisterne har længe forklaret, at vi står i en ny periode præget af hurtige ændringer og opsving i klassekampen. Arbejdernes forhold, som under den nuværende krise, angribes og presser dem ind i politik. I mange lande har vi set, hvordan før ikke politiske lag af samfundet, under presset af kapitalismens krise, for første gang vågner til et politisk liv.

Radikalisering af masserne
I foråret opblomstrede den arabiske revolution, og tog alle såkaldte ”Mellemøsten-eksperter” på sengen. De arabiske masser, som i de vestlige medier er blevet kaldt fundamentalistiske og reaktionære, rejste sig til kamp mod – de vestligt støttede – undertrykkende diktaturer i Egypten, Tunesien, Libyen og andre lande. I løbet af sommeren ramte den revolutionære bølge Europa. I Spanien og Grækenland indtog arbejdere og unge de store byers centrale pladser, med inspiration hentet fra massernes heroiske kamp og besættelse af Tahrir pladsen i Egypten. Som ringe i vandet har protesterne spredt sig til Italien, Israel, USA og så videre. # Occupy Wall Street, som er det udtryk protesterne har fået i USA, er i flere lande smeltet med de nationale protestbevægelser til, hvad der nu udgør en international bevægelse mod nedskæringer og angreb på arbejdere og unges leveforhold.

Protest og besæt bevægelserne, især anført af ungdommen, har været meget uorganiserede og præget af politikerlede. Politikerleden er langt fra et udtryk for bevægelserne er apolitiske, som nogle har anklaget dem for. I stedet er det udtryk for, hvordan højredrejningen i arbejderbevægelsen har frastødt de protesterende. Masseorganisationerne, fagforeningerne og de traditionelle arbejderpartier er ikke gået forrest i kampen mod angrebene på arbejderne og ungdommens forhold. I stedet har de stiltiende accepteret højrefløjens angreb på forholdene, og ikke givet deres fulde støtte til protestbevægelserne. Det har skabt politikerleden og de protesternes skepsis over for arbejderpartierne.

Højredrejningen i arbejderbevægelsen har ført til, at de utilfredse unges protester har fundet andre kanaler udenom arbejderbevægelsen. Bevægelsernes uorganiserede og spontane karakter har både været deres styrke og akilleshæl. Mens bevægelserne som en hvirvelvind har samlet de utilfredse unge, så har bevægelserne ikke givet noget alternativ, og derfor ikke vist nogen vej frem.
Bevægelsernes uorganiserede og spontane udtryk vil i sidste ende føre ind i en blindgyde. Bevægelserne mangler et politisk program og organisering – og det er, hvad de mest udviklede lag begynder at forstå.

Politikerleden har skabt kunstige skillelinjer mellem protesterne og arbejderbevægelsen. Men i Grækenland, hvor bevægelsen er gået længst, er de kunstige skillelinjer i opløsning. Kampen mod nedskæringerne i Grækenland viser, at kun igennem en alliance med arbejderklassen kan protesterne vinde en reel styrke. Revolutionen i Egypten viste yderligere, at kun ved, at arbejderklassen tager lederskabet af protestbevægelserne, kan de sejre.

Selv om protestbevægelserne kan lide et midlertidigt nederlag, vil utilfredsheden ikke forsvinde. I stedet vil den få et nyt udtryk. Hvad protesterne manglede – et politisk program og organisering – vil de utilfredse søge efter. Det vil de finde i masseorganisationerne. Kun igennem disse organisationer kan kampen føres videre, og kun igennem arbejderpartierne kan protesterne finde et politisk program.

Masserne og masseorganisationerne
Historien viser, at i periode med øget klassekamp, som den vi står i nu, vil massernes utilfredshed på et tidspunkt få et udtryk i deres traditionelle organisationer. Masserne søger altid den mest ligefremme vej til forandring, og vil derfor vende sig mod masseorganisationerne. For at kæmpe imod nedskæringer og angreb, vil masserne organisere sig i fagforeningerne og i de traditionelle arbejderpartier. Arbejderklassen har givet ydre ofre for at opbygge deres organisationer, derfor bortkaster de dem ikke uden kamp.

Processen er allerede startet i Grækenland, hvor den massive utilfredshed med systemet har fået udtryk inde i de græske fagforeninger, som nu er blevet et aktivt våben i massernes hænder. Det samme er sket i det græske kommunistparti KKE, hvor arbejderne har presset lederne til at gå med i kampen, selv om de på alle måder har forsøgt at holde sig udenfor.

Marxisternes forhold til masseorganisationerne er ikke bestemt af smarte idéer eller et forsøg på at skyde genvej. Det er bestemt af de historiske erfaringer, som viser, at masserne søger mod masseorganisationerne.

Den sidste periode med generel intensiv klassekamp, lig den vi står i nu, nemlig 70’erne, viste, hvordan masserne bevæger sig, når de først er sat i bevægelse. Opsvinget efter 2. Verdenskrig gav de europæiske lande råderum til økonomiske reformer til gavn for masserne. Derfor var perioden også præget af generel fremgang og udpræget støtte til de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen. I slutningen af 60’erne stod det klart, at selv om økonomerne prædikede evig fremgang, ville opsvinget ikke fortsætte evigt. Med tilbagegang for kapitalismen forsvandt reformismens eksistensgrundlag, og reformismen blev nu et forsvar til angreb på arbejderklassens leveforhold. Begivenhederne i Paris 1968 markerede startpunktet for en ny periode: en periode med øget klassekamp og venstredrejning i masseorganisationerne.

Maj 1968
De fleste forbinder maj ’68 med studenteroprør. Hvad historiebøgerne ofte undlader at fortælle, er, hvordan studenternes kamp var gnisten, som antændte en langt bredere kamp. Inspireret af kampen på universiteterne gik arbejderklassen til kamp for bedre forhold, og pressede fagforeningslederne til at indkalde til strejke. Strejken blev historiens største generalstrejke, som til slut omfattede 10 millioner franske arbejdere. Strejken politiserede arbejderne, og mange millioner opvågnede til et politisk liv.

Mange tusinde arbejdere meldte sig ind i, eller betragtede sig selv som medlemmer af et de traditionelle arbejderpartier: Kommunistpartiet og Socialistpartiet. De organiserede sig ikke i små ”revolutionære” partier på yderkanten af arbejderbevægelsen, som måske havde de mest konsekvente krav, og som reflekterede de yderliggående konklusioner som arbejderne drog, men i stedet i de traditionelle arbejderpartier. Selv om det var tydeligt, at lederne af disse partier var utrygge ved at skulle lede en så revolutionær bevægelse, valgte arbejderne de mest velkendte og traditionelle arbejderpartier. Da generalstrejken kulminerede, stod lederne af arbejderbevægelsen med magten i hænderne, men i stedet for at tage magten og gennemføre arbejderklassens krav, nægtede de at tage magten, og indkaldte i stedet til valg. Ved valget fik lederne af arbejderpartierne en massiv lussing af arbejderne for ikke at have taget magten, da den blev dem tilbudt. En dybdegående analyse af de revolutionære begivenheder i 1968 kan du finde på vores hjemmeside Marxist.dk. På baggrund af generalstrejken voksede socialistpartiet til det største arbejderparti, og efter strejken kunne partiet åbne 80 nye afdelinger alene i Paris og omegn.

Som sagt markerede maj ’68 kun starten på en periode med øget radikalisering af arbejderklassen internationalt. I løbet af 70’erne blev masseorganisationernes altafgørende rolle gang på gang slået fast. I kampen mod militærdiktaturet i Grækenland gik socialistpartiet PASOK fra at være næsten ikke eksisterende til at være et masseparti på få år. Lignende eksempler på de traditionelle partiers og organisationers rolle kan man finde i Portugal og Spanien. Her er socialistpartierne gentagende gange gået fra at være komplet tømte for medlemmer til at blive fyldt under afgørende kampe, for igen i næste periode at udtømmes.

Klassekampen i 70’erne viste, at arbejderklassen i afgørende kampe vælger først og fremmest at organisere sig i de traditionelle massepartier. Kun på grundlag af kolossale historiske begivenheder vil arbejderklassen begynde at lede efter et alternativ, - og det er først, når de gentagne gange har prøvet at ændre deres traditionelle organisationer.

Marxisterne og arbejderbevægelsen
De brede masser bliver ikke vundet til de marxistiske idéer igennem teoretiske artikler eller abstrakte diskussioner. Den eneste måde at vinde opbakning til de marxistiske opgaver er ved at bevise idéernes rigtighed igennem klassekampen. Derfor er marxisterne en selvfødt del af arbejderbevægelsen.

Karl Marx og Friedrich Engels forklarede allerede i 1848 i det Kommunistiske Manifest marxisternes forhold til masseorganisationerne:

”Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.”

Marxismen er i virkeligheden kun en generalisering af de allermest konsekvente krav fra arbejderklassen. Kun ved at give den generelle kamp for et bedre liv et socialistisk perspektiv, kan de revolutionære vinde opbakning til deres idéer. Kampen for at vinde masserne til de marxistiske idéer kan kun ske inden i arbejderbevægelsen – og altså inde i masseorganisationerne.

Når masseorganisationerne igen fyldes af arbejdere, vil der udkrystalliseres venstrefløje i arbejderpartierne. I 30’erne, en periode med intensiv klassekamp, opblomstrede store venstrereformistiske og centristiske tendenser, som er tendenser der bevæger sig mellem marxisme og reformisme, inde i de europæiske arbejderpartier.

På baggrund af en ny bølge af klassekamp, vil der igen opstå lignende tendenser inde i arbejderpartierne og fagforeningerne. Dem vil marxisterne indgå i, og i dem vil vi forsvare de revolutionære marxistiske idéer.
I Danmark har de ”revolutionære” i mange år stået uden for arbejderbevægelsen og belært arbejderne, at de må følge det selvstændige revolutionære parti, og bryde med de borgerliggjorte arbejderpartier. At det er en fuldstændig forkert tilgang, ses tydeligt ud fra, at ingen af disse ”revolutionære” partier har nogen base i arbejderbevægelsen. Marxisternes forhold til arbejderbevægelsen har intet til fælles med sekterne.

Perspektivet i Danmark
Marxisterne er arbejderbevægelsens hukommelse. Vi baserer vores perspektiv på erfaringerne fra 200 års klassekamp. I Danmark udgør fagforeningerne og de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, Socialistiske Folkeparti og Enhedslisten, de traditionelle masseorganisationer. Det er igennem disse organisationer, masse vil udtrykke deres utilfredshed.

Vi orienterer os mod SF og SFU fordi det er i disse organisationer, vi mener, modsætningerne er størst, og fordi vi mener, at diskussionerne i SF og SFU er utrolig vigtige. Samtidigt kæmper vi også i fagforeningerne for modstand mod nedskæringer og angreb, og for en socialistisk politik.

Som før forklaret i forhåndenværende avis er de tre arbejderpartier under et enormt pres. SF’s og Socialdemokraternes korte regeringsperiode, støttet af Enhedslisten, har allerede budt på flere alvorlige angreb på arbejderklassens leveforhold. Angrebene vil fortsætte så længe, arbejderpartierne samarbejder med Radikale Venstre, som fungerer som borgerskabets agenter i regeringen
I arbejderpartierne, på arbejderpladser og på skoler er det et voksende lag, som begynder at forstå, at for få en virkelig rød regering må de radikale smides på porten. Socialistisk Standpunkt opfordrer til, at der dannes en alliance i arbejderbevægelsen imod de radikales deltagelse i regering. Inde i en sådan alliance vil marxisterne kæmpe for de socialistiske idéer. Vi mener, at for at stoppe nedskæringerne og forbedre forholdende for arbejderklassen og ungdommen, er der brug for en arbejderregering på et socialistisk grundlag.