Forfald
Den ujævne udvikling af kapitalismen i den såkaldte ”tredje verden” har skabt en rædsel, der er aldeles uhyrlig. 15.000 afrikanere dør hver dag af sygdomme, der sagtens kan kureres. Basale faciliteter som kloakering, boliger og uddannelse er ikke fulgt med befolkningens vækst i Afrika, Mellemøsten og det sydlige Asien. Store byer som Dhaka (i Bangladesh) og Lagos (i Nigeria) er i dag 40 gange større end i 1950. Jakarta (i Indonesien) og Cairo (i Egypten) er mindst 11 gange større end i 1950. Til sammenligning var London i 1910 (efter den industrielle revolution) kun syv gange større end i 1800. Den store befolkningsvækst, kombineret med den ringe udvikling af industri, infrastruktur og sanitære faciliteter, betyder, at slumkvarterer er en enorm del af storbyerne i de fattige lande.
Et konservativt skøn fra bogen Planet of Slums af Mike Davis anslår, at 12 af verdens største slumbyer er i ”muslimske” lande – blandt andet slumkvarterer i Lagos (to mio. i slum), Sadr City (1,5 mio. i slum), Gaza (1,3 mio. i slum) Cairo (3,3 mio. i slum). De reelle tal er en del højere. Men de giver et billede af en enorm bybefolkning, som på grund at kapitalismen ikke har været i stand til at industrialisere og udvikle disse samfund, er låst fast i fattigdom som deklasserede elementer, der ernærer sig i uformelle erhverv. Desuden findes der i landområderne enorme lag af ruinerede bønder, hvis levegrundlag bliver fjernet af verdensmarkedets ubønhørlige pres. Disse lag kan enten gå med arbejderklassen, hvis den viser en klar vej frem, eller følge med individuelle, ”populistiske” ledere, hvoraf nogle kan være fundamentalister.
Det Muslimske Broderskab og Hamas
De fundamentalistiske partier og grupper har historisk været brugt som et bolværk imod arbejderne og den socialistiske bevægelse. I Egypten støttede imperialisterne sig op ad det Muslimske Broderskab for at gennemføre kontrarevolutionen med angreb på arbejderne og de fattige under Saddat i 1970’erne. Det ideologiske samlingspunkt imod Nasser-tidens ”kommunisme” (som ikke var kommunisme eller socialisme, men et forsøg på at opbygge en moderne velfærdsstat inden for kapitalismens rammer) var islam. Det var også på dette tidspunkt, at de senere ledere af Hamas og Islamisk Jihad i Palæstina blev hvervet til islamisk fundamentalisme.
I Palæstina blev det Muslimske Broderskab (der i 1987 blev til Hamas) aktivt støttet af Israel efter krigen i 1967. De israelske generaler var i panik over den stærke venstrefløj blandt palæstinenserne, og de forsøgte at skabe en modvægt. Det Muslimske Broderskab var det eneste palæstinensiske parti, der fik lov at organisere sig og holde møder.
Våben imod venstrefløjen
Hamas hævder, at de forsvarer palæstinensernes nationale rettigheder. Men sandheden er, at de aldrig har gjort dette. Da den jordanske Kong Hussein i 1970 sendte sin beduinhær ind for at massakrere tusindvis, måske titusindvis af palæstinensiske mænd, kvinder og børn i flygtningelejrene i Jordan, forsvarede det Muslimske Broderskab åbent Kong Hussein.
Jihad imod socialismen
Den samme konklusion gælder for fundamentalismen i Afghanistan, Yemen, Indonesien, Pakistan, Irak og andre steder. Det er velkendt, at det var CIA, der i sin tid bevæbnede og støttede Osama bin Laden, Taleban-grupperne og andre jihadister, der kæmpede imod Sovjetunionen i 1980’erne. Lars Løkke Rasmussen, der dengang var formand for Venstres Ungdom, red personligt ind i Afghanistan på et æsel for at aflevere 600.000 kroner til de hellige krigere. Pengene var blevet samlet ind af de borgerlige ungdomsorganisationer som et højreorienteret modstykke til Operation Dagsværk.
Ud af blindgyden
Bevægelser som det Muslimske Broderskab i Egypten havde sin storhedstid i 1930’erne og 1940’erne. De var stort set forsvundet efter Anden Verdenskrig, hvor den store bølge af nationale befrielsesbevægelser (der ofte hældte i retning af socialisme) fejede over Afrika, Mellemøsten og Asien. Af forskellige årsager – især på grund af, at de stalinistiske ledere underlagde sig lokale kapitalistiske ledere i stedet for at kæmpe for at arbejderne og bønderne tog magten – led disse bevægelser nederlag.
Masserne i den ”tredje verden” er i en desperat situation. Årtiers IMF-dikteret politik med privatiseringer, afskaffelse af tilskud til brændstof og fødevarer, udsalg af den offentlige sektor og faldende levestandard (i Egypten er mindstelønnen i dag den samme som i 1984!) har forværret en i forvejen uudholdelig situation. I mange år var de socialistiske traditioner stort set forsvundet. Reaktionære strømninger har været i stand til at gå frem i takt med at arbejderbevægelsen er gået tilbage. Men processen er ved at ændre sig. Revolutionen i Iran, der begyndte i juni sidste år, viser, hvilke begivenheder, der er i vente i det ene land efter det andet. I Egypten har en massiv strejkebevægelse rystet det USA-venlige diktatur. Regimet – og regimerne i Jordan, Saudi Arabien og andre lande, hænger i en tynd tråd. De seneste års klassekamp i Egypten har vist, at fundamentalismen fuldstændig bliver fejet til side, når arbejderklassen bevæger sig.