Dette er stenogrammet af én ud a seks diskussioner, som Leon Trotskij havde med en delegation af ledere af det amerikanske SWP (Socialist Workers’ Party), i dagene 20.-25. marts 1938. Hovedformålet med disse diskussioner var det forberedende arbejde op til Fjerde Internationales stiftelseskongres, som blev afholdt den 3. september 1938 i Paris. Udover Trotskij deltog James Cannon, Max Shachtman, Vincent Dunne, Rose Karsner og Diego Rivera i diskussionerne. I den første diskussion var fokus rettet på forberedelserne til den internationale konference, samt de problemer, som flere af Fjerde Internationales grupper stod over for. De resterende fem diskussioner handlede dels om overgangsprogrammets metode og om forskellige specifikke politiske problemer i USA, der var forbundet til det amerikanske SWPs arbejde. [Oversættelse til dansk af disse fem stenogrammer er påbegyndt.]

Af stenogrammet fremgik det, at dette var et ”råudkast”, som ikke var blevet godkendt af deltagerne i diskussionen. De forklarende noter i denne tekst fremgår ikke i originalen, men er indsat af den engelske udgiver, Pathfinder Press. Enkelte supplerende noter er indsat af den danske oversætter.

Oversat fra spansk af Andreas Bülow

Kilde: Leon Trotskij: Escritos. Tomo IX (1937-38). Volumen 2. Editorial Pluma, Bogotá, 1977.

---

Trotskij: Alle sektioner har haft diskussioner om begivenhederne i Spanien, den japansk-kinesiske krig, Sovjetunionens klassekarakter, og sektioner har haft deres splittelser, som den tyske. Jeres teser er kendt af alle sektioner, ligeledes er de franske teser.[1]Problemet består nu i at sætte teksten i orden.

Cannon: Vi mangler stadig at forberede teksten til konferencen.

Trotskij: Vi har forberedt programudkastet her; det er muligt at færdiggøre det på to eller tre uger og derefter oversætte det til engelsk og fransk. Kan jeres principerklæring bruges til den internationale konference?

Shachtman: Nej, det er mere en national sektions erklæring.

Trotskij: Adolphe [Rudolf Klement] har sendt mig sit udkast til vedtægter.[2] . Den tyske sektion forberedte teserne om Fjerde Internationales karakter. De blev sendt til alle sektioner for tre måneder siden og vil nu blive udgivet i Unser Wort.[3]

Shachtman: I et par måneder har vi ikke modtaget Unser Wort.

Trotskij: Måske fordi at I i jeres ophold i Socialistpartiet mistede jeres internationale kontakter og ikke har kunnet genetablere den fuldstændigt bagefter.

I har også modtaget Diego Riveras teser. [4] Den eneste indsigelse imod dem er, at de er for lange for konferencen. Jeg læste hans forslag, om at jeg skulle skrive om problemet med krigen i lyset af de seneste begivenheder. Jeg accepterer dette forslag med god vilje for at færdiggøre og konkretisere vore teser i lys af de seneste begivenheder. Vi har vigtige gøremål foran os. Det kan gøres i de næste par dage. Vi har her et råudkast, men der er ikke nok personer, som kan oversætte det fra russisk. Men der mangler et program med paroler og overgangskrav [5]. Det er nødvendigt at lave en opsummering med konkrete og præcise krav, såsom arbejderkontrol med industrien i modsætning til teknokrati. Af og til nævnes det i avisen, om end det kun er overfladisk. Men jeg mener, at det er en af de vigtigste paroler i USA.

Lundberg skrev en bog om de tres familier. Bladet The Analyst siger, at bogens statistikker er overdrevne. Vi bør kræve forretningshemmelighedernes ophør – at arbejderne har ret til at undersøge regnskabsføringen – som forudsætning for arbejderkontrol med industrien. Et sæt overgangskrav der svarer til etapen imellem den monopolistiske kapitalisme og proletariatets diktatur, med et kapitel der svarer til de koloniale og semi-koloniale lande. Vi har forberedt dette dokument. Det svarer til det kapitel af Det Kommunistiske Manifest, som Marx og Engels selv anså for forældet. Det er kun til dels forældet. Til dels er det samtidig pragtfuldt og bør blive afløst af vores konference.

Jeg har også et råudkast til teser om demokratiet. Essensen i disse teser er, at demokratiet er den mest aristokratiske form for regering. Kun de lande i verden, der holder slaver, er i stand til at opretholde demokratiet. F.eks. Storbritannien, hvor hver indbygger har ni slaver, Frankrig, hvor hver indbygger har halvanden slave og USA. Sidstnævntes slaver kan ikke beregnes, men det er næsten hele verden, begyndende med Latinamerika. De fattigste lande, såsom Italien, har frasagt sig deres demokrati.

Det er en analyse af demokratiet i lyset af de seneste begivenheder. Hvorledes bliver et demokrati til fascisme? De demokratiske småborgere er i bankerot. Kun de almægtige, de store røvere, de mest rige slaveejere, osv. fortsætter med at være demokrater. En sådan fremsætning af problemet er særlig nyttig i forhold til USA. Naturligvis er det ikke for, at landet indskriver sig i fascismens lejr, men derimod bliver til et proletarisk demokrati. Selv for det rigeste land som USA bliver demokratiet hele tiden mindre sandsynligt.

Jeg tror, at dette er så godt som alle de forslag, som vi har til den internationale konference. De andre vigtige spørgsmål; Sovjetunionens klassekarakter, den kinesisk-japanske krig, spørgsmålet om Spanien, er allerede blevet diskuteret af alle sektioner. Vi er godt forberedte på konferencen.

Således vil jeg forberede; 1) Overgangskrav; 2) Problemet med demokrati; 3) krigen; 4) Manifestet om verdenssituationen; separat eller i form af et basishæfte.

Cannon: Hvad med et programmatisk manifest? Bør vi ikke have sådan et dokument?

Trotskij: Det ville være fremragende at have et sådant. Det kan laves i Europa eller her. Det kan vedtages af den internationale konference eller det kan udgives af det internationale sekretariat i konferencens navn.

Cannon: Fra den organisatoriske vinkel; bør vi anse denne konference som et provisorisk møde eller som den faktiske stiftelse af Fjerde Internationale? Holdningen iblandt os er, at stifte Fjerde Internationale på denne konference. Vi mener, at de vigtigste elementer nu er blevet krystalliseret. Vi bør afslutte vore forhandlinger og manøvrer med centristerne og fremover forhandle med dem som separate og eksterne grupperinger.

Trotskij: Jeg er helt og aldeles enig med, hvad kammerat Cannon siger. Jeg tror, at I vil støde på nogen modstand fra Belgien, især fra Vereecken. For ham består livet i at diskutere, så snart man kommer frem til en beslutning, er det en katastrofe for ham. I vil også støde på en vis modstand fra de franske kammerater på konferencen. Jeg ved ikke hvilken holdning, de britiske kammerater har, men jeg er helt enig i, at det ville være naivt at udsætte stiftelsen. Naturligvis er vi en svag internationale, men vi er en internationale. Den vil blive stærk ved vor egen ageren, ikke igennem manøvrer med andre grupper. Naturligvis kan vi tiltrække mellemliggende grupper, men det vil være undtagelsesvist. Den generelle linje er vor egen udvikling. I Spanien havde vi en prøve, hvad angår disse mellemliggende organisationer; POUM [6] var den vigtigste del af London-bureauet og viste sig at være det mest skadelige for revolutionen. Jeg mener, at vor amerikanske sektion bør erklære sin holdning med energi; vi har ingen grund til at prale af at være stærke, men vi er det, vi er.

Cannon: Jeg tror, at vi må give en forklaring til visse kammerater omkring dette punkt, måske i form af artikler og diskussioner. Nogle af dem har taget taktikken med at manøvrere og give indrømmelser til centristerne som en permanent politik, modsat os som mener, at alle vore manøvrer med dem er udtømt. For to, tre, fire år siden kunne det retfærdiggøres at udsætte organisatoriske handling med det formål at færdiggøre manøvrerne og eksperimenterne med disse folk, men det er ikke længere sagen. Vi har i vore diskussioner bemærket, at der er visse kammerater, som ønsker at fastholde denne taktik ud i det uendelige (med visse manøvrer, som er dømt til at slå fejl på forhånd). Af denne grund mener jeg, at vi bør forklare sagen til kammeraterne.

Trotskij: London-bureauet er for os ikke en platform for handling eller for manøvrer, men en forhindring, en dødsdømt centrisme uden masser. Det, der interesserer os på det politiske plan, er kommunistpartiet, men dette er ikke et spørgsmål om manøvrer, men om en stålsat politisk kamp.

Shachtman: Har du modtaget nogen nyheder om ændringer i POUM, i forbindelse med fremkomsten af en venstrefløj?

Trotskij: Lederne er nu fra højrefløjen – de værste elementer fra Maurin-gruppen- [7] og de har anklaget dem fra Nin-fløjen for at være ansvarlige for katastrofen i Spanien med deres alt for revolutionære politik.

Shachtman: Og i Holland?

Trotskij: Det er den sorte plet på vores politiske kort. Det er et klassisk eksempel på en sekterisk politiks omdannelse til en opportunistisk politik, kombineret med en række nederlag. Som du ved, har disse venstreorienterede fagforeninger eksisteret de seneste tredive eller fyrre år. De er ikke en improvisering fra den stalinistiske tredje periode, de er resultatet af fagforeningsfordomme. Sneevlivet [8] blev formand for denne organisation. De havde 25.000 arbejdere og statslige ansatte – halvdelen af hvert i sine skarer. Men statens funktioner udføres igennem fagforeningerne. De modtager statsstøtte. Sneevlivet og hans venner havde et apparat som ikke passede til eller passer til fagforeningernes eller partiets styrke, men som havde statsstøtten som sit grundlag.

Cannon: En direkte støtte?

Trotskij: Ja. Det giver fagforeningerne mulighed for at opretholde deres apparater. Hvis statsministeren fratager dem støtten (og han truede med at gøre det), vil de øjeblikkeligt stå overfor en katastrofe. Colijn viste simpelthen de venstreorienterede fagforeninger en truende pegefinger.[9a] Øjeblikkeligt forlod alle funktionærerne disse fagforeninger og gik over til andre fagforeninger, og nu har Sneevlivet ikke 25.000 men maksimum 11.000 eller 12.000. Det var hans tidligere radikale position, især på det koloniale spørgsmål, som gav ham autoritet iblandt arbejderne. Han blev arresteret, og så snart han kom ud af fængslet, blev han parlamentsmedlem.

På det tidspunkt, i Frankrig, talte vi med ham og sagde til ham, at det var umuligt både at være fagforeningsformand, semi-funktionær for staten og medlem af et revolutionært parti. Han svarede, at han var enig, men at han ville fortsætte som formand med det ene formål at vinde 2.000 medlemmer fra fagforeningerne til det revolutionære parti. Jeg sagde; okay, lad os se. Da han gik ind i parlamentet, forventede vi en ægte revolutionær tone, eftersom at det var første gang, at Fjerde Internationale havde opnået et parlamentsmedlem. Men alle hans taler var forkerte. Overfor hans første minister, Colijn, var han meget venligsindet, på ingen måde revolutionær. Han vil give jer tusind forklaringer på hans attitude, men han gemmer den egentlige forklaring; hans bukken under overfor staten med det formål at fastholde den finansielle støtte til hans fagforening. Meget flovt, men sandt. I denne situation kan han ikke tåle nogen kritik. Når et medlem spørger ham; ”Hvorfor sagde du ikke dette eller hint i din tale?”, kan han ikke svare. Han afviser al kritik.

Med det formål at kæmpe imod os – Fjerde Internationale – søger han efter revolutionær kamuflage i Spanien og erklærer: ”POUM er mit parti”. Han tog til Spanien med 500 floriner til POUM – det blev alt sammen fotograferet af aviserne – han tog derned og støttede POUM imod os.

POUM havde 40.000 medlemmer. Det er ingenting. Hvis man har blot 10.000 medlemmer – men medlemmer som er i kontakt med de oprørske masser – kan en revolution vindes. 40.000 medlemmer separeret fra masserne er ingenting. Men Sneevliet, Vereecken og Serge viste sig at være strejkebrydere, i ordets bogstaveligste forstand. I denne situation udviste de solidaritet med POUM imod os, hvortil POUM sagde: Hvis så vigtige individer er imod Fjerde Internationales officielle position, så er det muligt, at vi har ret. Dette styrkede de opportunistiske kræfter i POUM i det kritiske øjeblik. Det er vor amerikanske kammeraters pligt at fordømme dem hårdt, for Spanien var en vigtig historisk lektion.

Resultatet af Sneevliets politik er, at ud af 25.000 medlemmer af fagforeningerne, er der nu 11.00 tilbage, og ved det seneste valg tabte han sit mandat, han fik ikke 50.000 stemmer, men mindre end 30.000; hans diplomatiske taler vakte ingen interesse hos arbejderne.

Nu løber han til London-bureauet. Vi kan ikke give nogle indrømmelser til Sneevliet. Vi har været tålmodige, ikke bare i et tidsrum af to eller tre uger; problemet har varet ved i minimum seks år, og vi var tålmodige, alt for tålmodige. Nu bør vi forberede en evaluering, for i den spanske revolutions mest kritiske periode viste han sig at være en skruebrækker. Husk på, hvordan han opførte sig under den sidste internationale konference. Han ankom, men som turist. Han deltog i et af møderne, bagefter telegraferede han til Schmidt, som han godkendte, og som bagefter forlod arbejderbevægelsen fuldstændigt, og på få måneder gik over til borgerskabet.

Cannon: Har vi en gruppe i Holland?

Trotskij: Ja, vi har en gruppe, som er blevet ekskluderet af Sneevliet og sympatisører i hans parti. Vi mener, at konferencens attitude vil være afgørende for det hollandske parti. Vi må gøre det klart, at det ikke er en simpel detalje.

Hvad angår Vereecken, anerkendte han Sneevliets eksklusion af vores kammerater, fordi han sagde, at de havde udviklet en fraktionel attitude inde i partiet. Den belgiske sektion har en del, der taler hollandsk, og disse kammerater støttede os, hvorefter Vereecken truede dem med eksklusion. De udgør en international klike, de kæmper uafbrudt imod det internationale sekretariats linje. Til en hvis grad er Vereecken en værdifuld arbejder, meget dedikeret til bevægelsen og energisk, men denne arbejder har alle en intellektuels defekter.

Cannon: Det, der ikke tilfredsstiller os ved de europæiske grupper, er, at det ser ud som om, de aldrig afslutter et problem, de konkluderer aldrig en kamp. Halvdelen af den succes, som vi har opnået i USA, skyldes, at vi definerer situationen for de folk, som ikke kan optages. Vi diskuterer kun med dem op til et vist punkt. Når de bryder med organisationen, stopper alle vore relationer med dem.

De europæiske kammerater konkluderer ikke på deres diskussioner. Det ser ud til, at de opsplittes med lethed og bagefter forener sig meget hurtigt igen. Med personer som Vereecken har vi fulgt politikken med at nå til en definitiv konklusion efter en grundig diskussion. Vi kan ikke opbygge Fjerde Internationale med specialister i den permanente diskussion.

Jeg mener, at konferencen må formulere sin politiske linje og sige til alle: Her er vores program og vores platform. Alle dem, der er enige med os, må være det på dette grundlag. De andre, må gå deres egen vej.

Jeg synes, at vi må bede de unge kammerater fra de franske og belgiske sektioner om deres holdning og bryde alle relationer med dem, der afviser konferencens grundlæggende beslutninger, ligegyldigt hvem de er.

På konferencen må en diskussion tages om problemet med ”diskussion”. Det er afgørende, at klarlægge at vi diskuterer, ikke for at diskutere, men med det formål at nå til en konklusion og handle. For os syntes det aldrig klart, for eksempel at Vereecken efter at have brudt så fortumlet med den belgiske sektion og bagefter genforenet sig med denne på letsindig vis, kunne blive politisk sekretær, partiets højeste position. Dette skaber et indtryk af, at man ustraffet kan ødelægge organisationen og bagefter forene sig med den igen, som om intet er sket. I vores optik, er dette en håbløs politik. Kammeraterne i Fjerde Internationale bør have en vis værdi; hvis der er en splittelse, må den være definitiv.

I USA betragter vi en splittelse fra organisationen som en kriminel handling. Vi vil ikke starte forfra med disse folk den næste dag.

Vi forsøger at inkorporere denne stemning blandt kammeraterne, på en sådan måde at de forstår, at loyalitet overfor organisationen er noget helligt. De værdsætter organisationens enhed i højeste grad. Dette er årsagen til, at vores sidste diskussion havde så meget succes; ingen truede med at forlade organisationen, og som konsekvens heraf kunne partiet tillade sig den største grad af diskussionsfrihed, uden frygt for at blive splittet eller for at diskussionen skulle forlænges i al evighed. Jeg mener, at noget som de europæiske kammerater bør udvikle, er et koncept om, at Fjerde Internationale er udviklet som en defineret organisation, som medlemmerne bør være loyale overfor. Dem, der laver letsindige splittelser, bør adskilles og afvises.

Trotskij: Jeg er enig med hvert ord, som kammerat Cannon har sagt. Jeg vil kun tilføje, at situationen i det belgiske parti var blevet kompliceret, eftersom at der var medlemmer, der kom fra socialistpartiet uden en revolutionær uddannelse. Vi har Dauge, en meget aktiv ung kammerat, men uddannet i Vereeckens partis miljø, uden en ånd af revolutionær disciplin.[9b] Dernæst har vi Lesoil en virkelig god kammerat, opslugt af hans lokale aktionssfære. [10] Der er en svær situation.

Det var også grunden til, at Vereecken i denne situation kunne blive national sekretær endnu engang. Det alvorlige var, at kammeraterne fra Socialistpartiet, da de splittede med ham, med det samme blev talsmænd for uafhængige fagforeninger Det blev et enormt tilbagestød for det nye parti. Jeg udvekslede breve med Dauge om dette problem, under vort ophold i Norge og politiet fik fat i vores korrespondence, de udgav det og anklagede os for at være sabotører; situationen blev kompliceret.

Vereecken er ikke interesseret i problemet med fagforeningerne; kun for at diskutere det. Dauge gik ind for de uafhængige fagforeninger. Nu har han lært lidt, men imens var det en katastrofe for partiet. Lesoil var i starten imod denne attitude, men støttede i praksis Dauge.

Jeg tror, at Sneevliets separation er fuldstændig, og at han ikke viser sig på konferencen. Han svarede ikke mit sidste brev, hvor jeg erklærede at på trods af alle uenigheder, hvis han ønskede at være med i Fjerde Internationale, osv. men han er meget farlig for partiet.

Cannon: Hvilke fremskridt har den franske sektion gjort over det sidste år?

Trotskij: Den har ikke noteret nogen stor fremgang i løbet af det forgangne år. Det var året med illusioner til folkefronten, og kun de modigste elementer kunne tilnærme sig vores parti. På den anden side skabte denne situation nogle sekteriske elementer. Nogle elementer søgte forklaringen på stagnationen og den langsomme udvikling, ikke i den objektive situation (den store folkefrontbølge), men i utilstrækkeligheden af vores slogan, dvs. at vi ser det som vores mål at forsvare Sovjetunionen i tilfælde af krig. Dette er Craipeaus tendens – et godt og tappert element, men dogmatisk og med en lidt skolastisk mentalitet. På mange måder er hans synspunkter overensstemmende med Vereeckens, men han har en mere disciplineret attitude og er mere modtagelig for indflydelser o.l.

Situationen i vores internationale er ikke dårlig på trods af den udbredte diskussion af det russiske spørgsmål. Jeg mener, at det er et spørgsmål om at verificere, kontrollere, bekræfte sektionens attitude til fagforeningerne. Fagforeningerne i Frankrig er i de seneste år blevet mægtige organisationer. De to fagforbund havde tilsammen en million medlemmer. Derefter lagde de sig sammen. Nu har de fem millioner medlemmer i den forenede organisation, ledelsen er mere eller mindre i hænderne på stalinisterne og de maskerer sig med hjælp fra folkefronten. Der er allerede begyndt en splittelse imellem Kommunist- og Socialistpartiet. Dette bør give et rygstød til, at vor franske sektion kan gå fremad. De har de rigtige principper, men vore amerikanske kammerater kan hjælpe med det praktiske arbejde.

Der var to sager, som skadede organisationen; et medlem af den nationale komité forfalskede penge. Jeg ved ikke, om det var for at gøre partiet lykkeligt eller af personlige årsager. Naturligvis blev han ekskluderet, og partiet beviste, at han ikke havde gjort det under dets ledelse. Den anden sag handlede om to kammerater, Fred Zeller og Corvin. [11]

Zeller besøgte os i Norge, med et mandat fra de unge socialister. Jeg sagde til ham; ”Eftersom at I nu er centrum for stalinisternes angreb, bør I være forsigtige”. Med det samme skrev han et postkort til en stalinist og sagde ”Ned med Stalin!”. De udgav det i den stalinistiske presse. Derefter skrev han til mig, og sagde at han havde lært en lektion, og at han ville være mere varsom med stalinisterne; men han faldt i kløerne i en vis mistænkelig intrige, og det samme skete med en anden ung kammerat, og begge blev ekskluderet. De var ledere af ungdomsbevægelsen, og dette var et stort tilbageslag for denne.

Jeg tror, at vi må forberede vores unge i USA. Vi har nye elementer, ivrige men uerfarne. De ved ikke, hvad stalinisterne kan gøre for at provokere dem. Underlige forslag vil komme fra forskellige sider. Det er muligt, at I kan finde en ung revolutionær arbejder, eller studerende som er kompromitteret med ægte fascister (de kan være fra Gestapo og GPU på samme tid), og sådanne intriger kan være absolut fatale for vores organisation, for den revolutionære internationalisme.

R. [12]: Hvad med Indokina? Har vi ikke en stærk sektion dér?

Trotskij: Ja, det er en fantastisk sektion. Lederen sidder i fængslet. De havde en stor ugeavis, og jeg tror, at organisationen er blevet erklæret illegal af vor franske socialistiske minister for kolonierne [13] Jeg tror, at det samme gælder avisen; jeg ved ikke, om den udkommer regelmæssigt, jeg har ikke set den i to måneder.

Shachtman: Jo, den udkommer, jeg har set eksemplarer.

Cannon: Og Molinier?

Trotskij: Molinier udgiver et teoretisk organ. Han erklærer, at han principielt er enig med os, men at vores organisatoriske politik er dårlig, og at han har en bedre. Hans organisation er gennemsyret af had til vores. Det er meget sandsynligt, at i vil se jer nødsaget til at afsætte tid til dette problem på konferencen, og Vereecken forsvarer ham. Molinier bør forblive udenfor, men de andre – hans medlemmer – kan optages, hvis de melder sig ind individuelt, og han forbliver udenfor. Han er et element, der kan være nyttigt, men kun når vi har stor organisation. I en organisation som vores vil hans folk kun desorganisere. I kan foreslå ham, at han tager til USA og love ham at fastholde venlige personlige relationer, og at vi så ser på sagerne efter et år.

Hvad angår den tyske sektion, er problemet frem for alt at organisere dens avis. Eftersom at det er en bevægelse af folk i eksil, har den naturligvis ikke et stort antal medlemmer. Den har Unser Wort, som udkommer regelmæssigt. De tyske sektioner i Schweiz, Østrig og Tjekkoslovakiet har etableret et månedligt teoretisk organ, Der Einzige Weg (Den eneste vej). Den tyske sektion er som sådan ikke repræsenteret, men Walter Held deltager i den.[14] Jeg har skrevet til ham og spurgt ham, hvorfor sektionen ikke deltager, og jeg forventer et svar. Det bedste ville være at omdanne den til organet for alle tysktalende, og jeg tror, at det er muligt. Vi har fantastiske kammerater, som Johre og Fischer.[15]

Johre er en virkelig god marxist. På spørgsmål om immigration er de meget dårlige. Han er forbitret, og det var årsagen til, at han afslog at udgive en månedlig teoretisk avis for sektionen, men det er nødvendigt at gøre det. Kammeraterne er meget veluddannede teoretisk. Adolphe var f.eks. rimelig umoden for nogle år siden, men er nu en uddannet marxist. Han skriver rigtigt godt på tre sprog og kender yderligere seks. Men det slemme er, at Sneevliet, Vereecken og nu også Serge nægter at anerkende det internationale sekretariats autoritet, fordi det er sammensat af unge, og fordi dets politik er tusind gange bedre.

Cannon: Og Maslow-Fischer?[16]

Trotskij: De er Maslow-Fischer. På alle de spørgsmål som fremprovokerer diskussion – Rusland, Spanien, Kina – er de imod vores linje. De har en avis og underskriver artiklerne ”Buntari” (oprørere). De er altid oprørere; de har en anden mentalitet.

Serge er en glimrende poet, en mand af litteraturen. Han skriver rigtig godt og har en lang anarkistisk fortid. Han var i årevis i Rusland i de stalinistiske fængsler. Han var modig og kapitulerede ikke, hvilket er et pragtfuldt karaktertræk. Men han fulgte ikke Fjerde Internationales udvikling. Han ankom med nogle meget underlige ideer, med en poets indbildning; han ville give kram til alle; til POUM, til anarkisterne, til os. Jeg modtog et personligt brev fra ham, hvori han refererede til Sedov og sagde, at på trods af de sekundære uenigheder osv., osv., var han med os. Det eneste problem er, at de ikke er sekundære. Det ville være godt, hvis vore amerikanske venner rådede ham til ikke at gå ind i politik. Jeg vil forsøge at skrive til ham – det er et ømtåleligt spørgsmål – at jeg anser ham for en af de bedste revolutionære og skribenter, men ikke en politiker. Rosmer er meget venlig over for os. Han havde forbindelse til Sneevliet, men er nu utilfreds med ham. Jeg tror ikke, at han tager aktiv del i vores bevægelse, men hans moralske autoritet kan være nyttig for os.

Situationen er meget hård for vore franske kammerater, eftersom at de lever midt i den økonomiske elendighed; der er ingen sammenligning med vore rige gringoer overhovedet. En dollarseddel, tredive frank, er en formue på det internationale sekretariat.

Cannon: Vi har sendt halvtreds dollars; vi har et månedligt kontingent til det internationale sekretariat.

Trotskij: Ah, dette er rigtig, rigtig godt. De er meget nødvendige.

Det er nødvendigt at have et under-sekretariat i New York, med perspektiv om at det bliver til det rigtige sekretariat. Jeg ved ikke, hvad Europas skæbne er, hvis fascismen fortsætter med at gå fremad. I det tilfælde vil Nordamerika være det eneste sted, og det er nødvendigt med et under-sekretariat.

NOTER
[1] SWP’s stiftende konference, som mødtes i Chicago den 31. december til 3. januar 1937-38, vedtog en principerklæring og en række resolutioner (teser). Det franske trotskistparti, POI [Det internationalistiske arbejderparti], holdt sin anden kongres den 30. oktober 1937 og vedtog ligeledes en række resolutioner.

[2] Adolphe: Rudolf Klement (1910-1938): Sekretær for Trotskij i Tyrkiet og Frankrig. Medlem af det internationale sekretariat og hovedansvarlig for forberedelsen af Fjerde Internationales stiftelseskongres. Bortført og dræbt af GPU i Paris, Stalins hemmelige politi, kort før kongressen.

[3] Unser Wort (Vores ord): Den tyske sektions avis, som blev produceret i udlandet og smuglet ind i Tyskland.

[4] Diego Riveras teser om Latinamerikas udviklings problemer, blev udgivet i Clave, et teoretisk organ, som blev støttet af den mexicanske sektion af Fjerde Internationale. [5] Se dokumentet Kapitalismens dødskamp og 4. Internationales opgaver (Overgangsprogrammet) http://www.marxister.dk/vis.php?id=134&forf=4&bog=35&type=one

[6] POUM: Partido Obrero de Unificacion Marxista. Et centristisk parti, som vaklede imellem revolutionære og reformistiske standpunkter. Se en længere artikel om POUM’s historie her (side 20): http://www.marxist.dk/pdf/sp.pdf

[7] Joaquín Maurín Julia (1897-1973): leder af Arbejder og Bonde-blokken (BOC) i Katalonien, Spanien, som i 1935 fusionerede med de tidligere venstreoppositions-medlemmmer, anført af Andrés Nin. Denne fusion resulterede i stiftelsen af POUM. Blev valgt som medlem af parlamentet i februar 1936. Da borgerkrigen brød ud, blev han fængslet af Francos tropper. Undgik døden, fordi politiet ikke kunne identificere ham, flygtede til USA og trak sig ud af politik.

[8] Henk Sneevliet (død 1942). Hollandsk kommunist, grundlægger af det indonesiske kommunistparti. Senere repræsentant for Komintern i Kina. Forlod Kina i 1927 og vendte hjem til Holland, hvor han grundlagde RSDAP, det revolutionære socialistiske arbejderparti, som tilsluttede sig bevægelsen for en Fjerde Internationale. Efter en række uenigheder med Trotskij og andre ledere i bevægelsen, forlod han denne i 1938. Blev i 1942 arresteret af nazisterne og henrettet.

[9a] Hendrik Colijn (1869-1944): konservativ primierminister for Holland imellem 1925 og 1926 og fra 1933 til 1939.

[9b] Walter Dauge: belgiske leder af den trotskistiske bevægelse i 30’erne blev valgt til den Internationale Eksekutivkomité stiftende konference i Fjerde Internationale. Han forlod bevægelse under Anden Verdenskrig. [10] Leon Lesoil (1891-1942): grundlægger af pc Belgien og medlem af dets centralkomité hjulpet med at organisere den belgiske afdeling af oppositionen og var en af lederne i resten af sit liv. Arresteret af Gestapo i juni 1941, døde i en koncentrationslejr. [11] Fred Zeller: leder af Unge Socialister i Frankrig og sekretær for Ungdom internationale kommunistiske League (forløberen for MFI). Han blev senere en frimurer. Han og Matthias Corvin blev udvist fra den franske afdeling i november 1937 af lovlig forbindelser med stalinisterne. [12] R.: formodentlig Vincent R. Dunne og Rose Karsner, men kan også være Rae Spiegel, der tog stenografi referatet af mødet. [13] Marius Moutet (1876-1968): Den socialistiske minister for kolonier i den franske folkefront regering, var ansvarlig for at fængsle Ta Tor Thau, lederen af den indokinesiske trotskister. [14] Walter Held (død 1941): Den tyske trotskist, som udvandret til Norge efter at have Hitler kom til magten. Når Trotskij var i dette land, der blev afholdt var et af hans sekretærer. Mens rejser lovligt gennem Sovjetunionen blev anholdt på et tog fra den sovjetiske hemmelige politi og henrettet. [15] Johr og Oskar Fischer (Otto Schuessler): ledere af trotskist landsforviste. Fischer var sekretær for Trotskij i Tyrkiet og derefter i Mexico. De brød med den fjerde lnternational enten under eller efter Anden Verdenskrig. [16] Arkady Maslow (1891-1941) og Ruth Fischer (1895-1961): centrale ledere af den tyske CP i ‘20s. Drevet af stalinisterne i 1927, fordi som Sinovjev tilhængere forsvarede det russiske oppositionen United. I 1928 hjalp han fandt den tyske Leninbund, der samarbejdede med den Venstreoppositionen indtil 1.930. Maslow og Fischer Leninbund trak sig fra midten af trediverne og kom til den Venstreoppositionen. I 1935 Trotskij Fischer nomineret til co-option på det internationale sekretariat, hvor han arbejdede mindst et år. Men i 1938, begge trak sig tilbage fra den trotskistiske bevægelse.