Vi udgiver denne artikel som et led i fejringen af 100-års jubilæet for kvindernes internationale kampdag. Artiklen blev første gang udgivet i den italienske marxistiske avis FalceMartellos teoretiske magasin ‘In difesa del marxismo’ i 2002. Selvom den oprindelig blev skrevet til et italiensk publikum, mener vi, at den er af interesse for arbejdere og unge verden over.

Artiklen blev første gang trykt under titlen “Fra rismarkerne til nutidens moderne call centre – marxisme versus feminisme”. Anden del af artiklen kan læses her

Denne oversættelse er foretaget af Socialistisk Standpunkt (nu: Revolution) fra www.marxist.com.

“Kvinden befriet fra manden, begge befriet fra kapitalen”
Camilla Ravera i L’Ordine Nuovo, 1921

I 1808 forklarede Fourier i hans Theory of four movement, at “sociale fremskridt måles ved kvindens fremskridt mod frihed”. Senere analyserede Marx og Engels udviklingen af det menneskelige samfund i detaljer, ikke bare ud fra et økonomisk synspunkt men også kulturelt og i forholdet mellem kønnene.

Marxismen analyserede kvindeundertrykkelsens oprindelse og lagde det teoretiske grundlag for at overkomme den. Især Engels i ”Familien, staten og privatejendommens oprindelse” (1884), viste, med udgangspunkt i den videnskabelige og antropologiske viden på det tidspunkt, de sociale strukturers dynamiske natur og hvordan disse strukturer hænger sammen med udviklingen af produktivkræfterne.

”Stigningen i produktionen inden for alle grene – kvægavl, agerbrug, husligt håndværk – satte den menneskelige arbejdskraft i stand til at fremstille en større produktion, end der krævedes til at holde den ved lige. (…) Hvorledes og på hvilket tidspunkt hjordene fra at være stammens eller gensens fællesejendom gik over til at tilhøre de enkelte familieoverhoveder, det ved vi til nu intet om. Det må dog væsentligt være sket på dette trin. Med hjordene og med de øvrige nye rigdomme undergik familien en revolution. Det havde altid været mandens sag at skaffe det fornødne til veje, og midlerne dertil frembragtes af ham og var hans ejendom. Hjordene var det nye erhvervsmiddel, deres oprindelige tæmning og senere røgt og pasning hans arbejde. Altså tilhørte kvæget ham, og de varer og slaver, som man byttede sig til for kvæget, tilhørte også ham. Hele overskuddet, som erhvervet nu gav, tilfaldt manden; konen nød også godt af det, men hun havde ingen andel i ejendomsretten dertil. Den ”vilde” kriger og jæger havde været tilfreds med andenpladsen i hjemmet efter konen; den ”blidere” hyrde, som pukkede på sin rigdom, trængte sig frem til førstepladsen og konen tilbage til pladsen som nr. to. Og hun kunne ikke beklage sig. […]

Med mandens faktiske herredømme i hjemmet var den sidste hindring for hans eneherredømme faldet. Dette eneherredømme blev befæstet og styrket ved moderrettens omstyrtelse, faderrettens indførelse og parringsægteskabets gradvise overgang til monogamiet. Men derved kom der en revne i den gamle gensordning: enkeltfamilien blev en magt og rejste sig truende mod gensen.”
(Frederik Engels, Familien, staten og privatejendommens oprindelse, Kapitel IX: Barbari og civilisation.)

Siden denne oldgamle oprindelse er kvinderne blevet anset som underlegne væsener. Abbed Rosmini, Marx’ samtidige i Italien, der gav inspiration til opdragelsen af mange ”unge damer” fra gode familie og appellerede til naturen for at understrege deres ældgamle underkastelse under mændene:

“Det er for manden, ifølge naturens bekvemmelighed, at være herren og herskeren; det er for kvinden, og sådan bør det være, at være nærmest et tilbehør, et supplement til manden, fuldstændig viet til ham og domineret af hans navn.”
(Citeret i Gabriella Parca, L’avventurosa storia del femminismo, Mondadori, Milano 1981. Egen oversættelse.)

Disse teorier kan måske få nogen til at le og de lyder forældede, men de dannede grundlaget for familielovgivningen i Italien helt op til 1975, hvor de endelig blev reformerede efter meget hårde kampe.

Mens kampe og debatter mange gange i historiens løb om blusset op om dette spørgsmål, markerede kapitalismens fremkomst et afgørende skridt, der radikalt ændrede forholdene mellem individer.

Frigørelse udenfor hjemmets fire vægge

Som Engels forklarede, var undertrykkelsen af kvinden indenfor hjemmet resultatet af forandringer udenfor det. I det omfang som mandens arbejde, forbundet med kvægavl og agerbrug, begyndte at producere et overskud ud over familiens behov, der blev ”solgt”, ophørte det huslige arbejde med at udgøre den fundamentale rigdom. Det var af en privat natur, kunne ikke udveksles for andre varer på markedet og tabte dermed sin værdi. Mandens arbejde, hvis produkter blev udvekslet med et overskud, blev produktivt, mens kvindens, hvis produkter ikke var til salg, blev uproduktivt. Denne forandring uden for familien markerede en omvæltning af magtbalancen indenfor den.

For igen at citere Engels:

”Her viser det sig rigtigt, at kvindens frigørelse, hendes ligestilling med manden, er og bliver en umulighed, så længe kvinden lukkes ude fra samfundets produktive arbejde og henvises til at tage sig af det huslige privatarbejde. Kvindens frigørelse bliver først mulig, når kvinderne i stor, samfundsmæssig målestok kan tage del i produktionen, og det huslige arbejde kun i ubetydelig grad lægger beslag på den. Og dette er først blevet muligt ved den moderne storindustri, som ikke alene tillader kvindearbejde efter en større skala, men ligefrem har brug for kvinderne, og som også mere og mere går i retning af at opløse det private husarbejde og gøre det til en offentlig industri.” (Frederik Engels, Familien, staten og privatejendommens oprindelse, Kapitel IX: Barbari og civilisation.)

Udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde havde faktisk vigtige følger for alle kvinder, fra overklassens kvinder til proletariatets. Det var præcis den proces, som Engels forklarede, der pressede borgerskabets kvinder, og endda nogen fra adelen, til at kræve flere rettigheder, og derigennem ruskede op i bevidstheden og det sociale system, som vi skal forsøge at klargøre her gennem beskrivelsen af nogle af disse kampe ved overgangen mellem det nittende og tyvende århundrede.

Klassekampen og kampen mod det patriarkalske samfund

Men den kapitalistiske produktionsmåde markerede et uforsonligt brud mellem de udbyttede og udbytternes interesser. Det kapitalistiske system tvinger individet til at finde en rolle i den sociale produktion. Derfor kom ikke bare borgerskabets kvinder ud af deres ”forgyldte fængsler” for at kræve et sæde i parlamentet eller en plads i de mandlige professioner, men også millioner af bondekvinder og husmødre blev af nød tvunget ind i storproduktionen: fabrikken, spinderiet, minen, kontoret og call-centret er blevet scenen for en yderligere form for undertrykkelse: klasseundertrykkelse. Denne anden byrde bringer dem dog ud af ensomheden indenfor hjemmets fire vægge, giver dem muligheden for at finde andre kvindelige og mandlige kammerater i kampen mod deres undertrykte position, blive hovedpersonen i deres egne liv, bryde med deres underkastelse under mændene og rette et stød mod det patriarkalske samfund.

Al erfaring fra arbejderkvindernes kampe lærer os dette; kampen på arbejdspladsen følges altid af en krise i familien, hvor mændene ser mistænksomt på de nye kvindelige hovedpersoner, mens kvinderne, der vinder tillid til deres egne evner, ikke længere finder sig i misbrug og latterliggørelse fra fædre, mænd og brødre.

Indtræden i arbejdets verden, indtægten fra en løn og til slut klassekonflikten fører ikke af sig selv til kvindens frigørelse, men kommunister, der sætter sig selv dette mål, må forstå sammenhængen mellem disse to aspekter; det er klassekonflikten, der for kvinder generelt mest klart afslører familiens reaktionære natur som et sted, hvor individer og især kvinder og børn undertrykkes. Kommunisterne må drage fordel af dette objektive forhold til at fremsætte ideen om, hvordan mennesker kan leve sammen, baseret på socialiseringen af de økonomiske ressourcer, husholdningsopgaverne og omsorgen for og opdragelsen af børnene.

Men frem for alt må de gøre det klart, at årsagen til spændingerne og volden, der er en del af det daglige familieliv, ligger i den private karakter af det ansvar, som kapitalismen nødvendigvis læsser over på familiens skuldre og især kvindens.

Så at nedbryde kvindens undertrykkelse, at nedbryde dennes private karakter, betyder at gøre kampen for kvindens frigørelse til en del af kampen imod kapitalismen. At tage kvindespørgsmålet op er ikke bare et ekstra, men et afgørende spørgsmål, der bringer kampen mod kapitalismen ind på mere avanceret terræn. Kommunister bekæmper ikke blot dette system, fordi det tvinger tre fjerdedele af verden ned i den mest umenneskelige fattigdom, men også fordi det er en bremse på dets udvikling af kultur, videnskab og menneskelige ressourcer, og fra en simpel bremse udvikler det sig mere og mere til et system, der leder til barbari i menneskelige relation selv i de mest udviklede kapitalistiske lande. Derfor er kampen også en ideologisk kamp.

 Feminismens natur

Indtil nu har vi undgået at bruge begrebet feminisme i relation til kvindebevægelsens kamp, og vi mener, at et par afklaringer er nødvendige omkring dette begreb.

Det var Fourier, der først talte om feminisme og gav begrebet en positive værdi, eftersom det betød kvinders kamp imod deres undertrykkelse. Men historisk er begrebet basalt set blevet overtaget af bevægelser med en borgerlig eller småborgerlig ledelse, der ofte kom i konflikt med arbejderbevægelsen og dens organisationer.

Den feministiske bevægelse producerede, især efter anden verdenskrig, ideer og analyser, der uden tvivl var gyldige og i nogle tilfælde indtog de revolutionære marxistiske synspunkter. Men det ændrer ikke det faktum, at begrebet overordnet forblev en fange af et indskrænket syn på kvindespørgsmålet, der så det som en central kamp med alle kvinder skåret over en kam uanset deres sociale baggrund og adskilt fra andre kampe (løn, sociale forhold, osv.).

Mens det er sandt, at fornægtelsen af rettigheder påvirker kvinder fra forskellige sociale klasser, er der enorm forskel på forholdene for kvinder, alt efter hvilken klasse de tilhører, og denne forskel reproduceres uundgåeligt i de mål, de sætter sig.

Først og fremmest er der spørgsmålet om ejendom. Borgerlige kvinder må se efter deres egen, deres families og deres bekendtes ejendom. Arbejderkvinder med deres klassekrav, sammen med deres krav som kvinder, er en konstant trussel mod den borgerlige ejendom, der udfordres ikke bare af arbejderbevægelsens program (der kan være mere eller mindre udviklet) men især af kampens metoder (strejker, besættelser, o.l.) og disse kampes massekarakter.

For det andet er der problemet med kampens mål. Historisk har den feministiske bevægelse haft mange forskellige udtryk, som vi vil analysere senere i denne tekst. Her vil vi forsøge at opsummere disse formål: det centrale tema for borgerskabets kvinder i den feministiske bevægelse er den kulturelle kamp. I begyndelsen af det tyvende århundrede blev dette udtrykt i udvidelsen af de demokratiske rettigheder såsom retten til at stemme, retten til at studere og adgang til de ”mandlige” professioner (advokater, læger osv.), men senere gik den over til krav om at lade kvinden spille hovedrollen i deres eget liv og krav imod den katolske kultur, der så kvinder som ”hjertets engel” (krav om skilsmisse, ret til abort).

Denne kulturelle kamp blev ofte ledsaget af en stærk retorisk radikalisme og også af “eksemplariske” aktioner med det formål at vise disse kravs revolutionære og universelle karakter. Men selvom demokratiske rettigheder for kvinder grundlæggende set er universelle, det vil sige, at de omfatter alle, giver det kampen en delvis karakter, hvis man rejser den kulturelle kamp adskilt fra det økonomiske system.

Det har måske bemærkelsesværdige resultater, men det underminerer ikke systemet. Heraf den evige debat om hvorvidt vi skal kræve kvinders frigørelse eller befrielse. (Det er ikke en debat vi på samme måde har haft i Danmark, og derfor skelner vi ikke mellem de to begreber i denne oversættelse – oversætteren.) De mest moderate dele af bevægelsen begrænsede sig naturligvis til at kræve et par forbedringer af kvindernes forhold og argumenterede for en mere eller mindre langsom befrielsesproces. Andre dele, der var mere radikale, men ofte mere forvirrede, krævede reel frigørelse, men forstod ikke, at for at opnå dette måtte de gå ud over feminismens snævre grænser og tage del i kampen mod kapitalismen og fremsætte et mere radikalt, revolutionært program indenfor arbejderbevægelsen.

Arbejderkvinder og den patriarkalske ideologi

På den anden side er arbejderkvinders undertrykkelse indenfor hjemmet helt sammenkædet med sociale forhold. For kvindelige arbejdere repræsenteres det af husarbejdet og børnepasningens kvælertag. Ulig borgerskabets kvinder kan de ikke aflæsse disse pligter på lønarbejdere (babysittere, rengøringskoner o.l.). I løbet af de sidste årtier har der været en vis involvering af mændene i børnepasningen og husarbejdet i de udviklede lande, men det endelige ansvar påhviler stadig kvinderne. I de fattigere lag, og arbejderklassen er dette ansvar endnu større, eftersom det kapitalistiske samfund ikke har nogen interesser i at socialisere det. Denne situation ændrer kvindens, og især den kvindelige arbejders, rolle i samfundet; tiden dedikeres til hjemmet, børnene og husførelsen generelt på bekostning af studier, fagforeningsaktiviteter, politik, forbedring af arbejdsforholdene osv.

Men mens arbejderkvinderne, ulig borgerskabets kvinder også undertrykkes af deres mænd, er de tvunget til at tage en mere besværlig og anstrengende vej for at befri sig selv. Mændene i deres sociale klasse har ikke en rar velbetalt profession, som de kan misunde eller konkurrere om. Selvom mandlige arbejdere i gennemsnit betales bedre end kvindelige arbejdere, er det stadig lønarbejde. Hvad, der er tilbage, er et par og familieliv, der er uholdbart ud fra et menneskeligt og økonomisk synspunkt, og som uundgåeligt kommer i krise. Og her ser vi igen, at de største vanskeligheder påvirker de kvindelige arbejdere; for dem betyder skilsmisse et liv som enlig, højst sandsynlig med børn (der i 98 procent af tilfældene går til moderen), på en sulteløn og med en ekstra husleje at betale. Kapitalismen pålægger kvinden den dobbelte byrde med arbejde indenfor og udenfor hjemmet. Når denne byrde bliver ubærlig, gives der ingen løsning bortset fra ensomhed og et opløst socialt liv. Omkring halvdelen af husholdningerne i Italien er ikke længere af den traditionelle type (far, mor og børn); i de fleste tilfælde er det kvinder, der desperat leder efter en vej til frigørelse fra familieundertrykkelsen, men mens de måske undslipper deres pligter overfor deres mand, kan de ikke undslippe den kvinderolle, som kapitalismen uanset hvad pålægger dem. Børnepasningen forbliver, diskriminationen på arbejdspladsen forbliver, økonomiske behov forbliver og øges endda, ligesom behovet for menneskelige solidaritet, men her reproduceres opdelingen af kønsrollerne endnu engang.

Arbejderkvinder kan ulig middelklassens kvinder reagere på undertrykkelsens private ensomhed ved at tage del i kampen på deres arbejdsplads. Klassekampen er en kollektiv kamp og viser de kvindelige arbejderes magt, øger deres selvtillid og er medvirkende til at gøre brede lag af kvindelige arbejdere bevidste om deres undertrykkende forhold som kvinder i samfundet og viser hvordan, kollektiv handling også kan bekæmpe undertrykkelsen af kvinder.

For at dette kan udtrykkes i en bevidst kamp for deres egen befrielse, er der brug for en revolutionær analyse og et revolutionært program. Men arbejderbevægelsens reformistiske organisationer er gået fra en til nogen tider åben fjendtlig attitude (se på de italienske socialister, der gik imod kvinders stemmeret) til at rejse spørgsmålet på udelukkende økonomisk vis (ligeløn, arbejdsforhold, arbejdstid osv.), uden at tage de revolutionære implikationer af kampen imod kvinders undertrykkelse op og endda at hævde, at problemerne var noget, der udelukkende angik middelklassekvinder.

Siden kapitulerede de reformistiske ledere, i fraværet af en uafhængig klasseanalyse, fuldstændig til feministiske opfattelser, og adopterede ideerne og kravene fra de mest moderate dele. Til det skal tilføjes, at den feministiske bevægelse altid har set de kvindelige arbejdere som ”andenklasses søstre”, delvis fordi de var mindre åbne overfor deres argumenter, og delvis fordi de blev anset for praktisk talt at være uoprettelige ofre for den mandlige dominans i arbejderorganisationerne. Denne opfattelse af selvtilstrækkelighed vises i det næsten fuldstændige fravær af tekster om arbejderkvindernes kampe sammenlignet med det langt større antal publikationer om den feministiske bevægelse, for ikke at nævne den øredøvende tavshed vedrørende kvindernes fremskridt i Sovjetunionen takket være Oktoberrevolutionen.

Feminisme og arbejderbevægelsen

Når det er sagt, må vi søge et korrekt forhold mellem feminismen og arbejderbevægelsen og mellem konflikten mellem kønnene og klassekampen. Mens kvindespørgsmålet må tages op af kommunisterne, som forklaret ovenfor, må vi gå imod en halv tilgang, der placerer den kulturelle kamp i centrum for vores kampagner, uafhængigt af klassetilhørsforhold. Denne tilgang medfører en sænkning af kvindernes bevidsthed i tilgangen til deres egne forhold, hvor kvinder kun kan se en beskrivelse af deres undertrykkelse uden at tilbydes midlerne til at overkomme den.

Som vi har forklaret, udsprang kvindeundertrykkelsen ikke af kapitalismen, men kapitalismen repræsenterer den afgørende forhindring for at overkomme den. Dette system er tvunget til at basere sit styre på undertrykkelsen af arbejderklassen og må derfor tilskynde alle mulige splittelser indenfor den. Den patriarkalske ideologi er fundamental for at garantere et bredt lag kvindelige arbejdere, hvor den kan indføre lavere lønninger og dårligere forhold, og som kan indtræde på og forlade arbejdsmarkedet efter behov, og dermed fungere som et konstant nedadgående pres på hele arbejderklassens lønninger og forhold. Racismen bruges på præcis samme måde til at splitte arbejderklassen på racelinjer. Derfor må kapitalismen, selvom den kaster kvinderne ind i den sociale produktion sammen med immigranter fra mere tilbagestående dele af verden, på samme tid promovere ideen om, at kvindens pligt er at blive hjemme og se efter hendes børn og familien.

Derfor er kapitalismen sammen med dens kirkelige ideologer blevet kvindeundertrykkelsens fundamentale anstifter. For alle, der beskæftiger sig med kvindespørgsmålet, er det umuligt at slippe uden om at afsløre denne forbindelse, at vise hvordan den patriarkalske kultur bruges og promoveres af kapitalismen for at opretholde sit styre. Enhver kamp, der ikke tager dette med i betragtning, er ikke blot dømt til nederlag, men vil være ude af stand til at lede arbejderkvinderne og de middelklassekvinder, der ikke blot ønsker at justere deres forhold, men som stræber efter ægte befrielse.

Til sidst må vi behandle årsagerne til, at klassekampen har en central plads i forhold til kampen mellem kønnene. For det første er det, ud fra hvad vi har sagt ind til nu, tydeligt, at kvindens frigørelse, eller i det mindste skabelsen af grundlaget for hendes frigørelse, først og fremmest betyder frigørelsen af de økonomiske ressourcer, der muliggør socialiseringen af husarbejdet og børnepasningen, pligter der binder kvinden til deres arbejdsopgaver og til deres rolle som kvinder i samfundet. Frigørelsen af disse ressourcer medfører en konflikt med den herskende klasses private ejerskab af produktionsmidlerne. Det betyder, at der er behov for en revolutionær proces i retning af socialisme, hvor arbejderklassen tager magten; de multinationale selskaber og de vigtigste dele af økonomien nationaliseres og ressourcerne planlægges under masserne, der i dag undertrykkes, egen kontrol. Kun i en sådan kontekst, i et socialistisk samfund, kan ressourcerne bruges til gavn for masserne selv.

Arbejderklassens central position i denne proces bestemmes af dens rolle i den samfundsmæssige produktion, af det faktum at det er arbejderne, som en klasse af lønarbejdere, der gør kapitalismen i stand til at fungere og eksistere, selvom de måske ikke er bevidste om deres magt i normale tider. Deres involvering er derfor afgørende, så deres styrke kan blive en bevidst kraft, der kan udfordre den etablerede orden.

Denne centrale position er på det seneste blevet et stridspunkt på venstrefløjen, hvor der er en række folk, der hævder, at der er andre lige så vigtige konflikter som præcis kampen mellem kønnene eller over miljøet. Vi bestrider ikke her vigtigheden af disse spørgsmål. Det, vi understreger, er, hvad der er den centrale modsætning, som alle andre modsætninger drejer sig omkring.

Kvindespørgsmålet kan, ligesom miljøspørgsmålet, ikke løses uafhængigt af afskaffelsen af kapitalismen, et system der nu er ude af stand til at garantere en harmonisk udvikling for kvinden og for menneskeheden generelt. Derudover er det ikke muligt at føre en kulturel kamp uden at rejse det centrale spørgsmål om at bryde drivkraften for denne kultur og omstyrte den herskende klasse, der udtrykker sine interesser gennem denne kultur.

Derfor falder opgaven på arbejderklassens skuldre, der har potentialet, som forklaret ovenfor, og ansvaret for at gennemføre disse opgaver, som det kapitalistiske system ikke kan garantere, startende også en ideologisk kampagne nu, først og fremmest blandt de kvindelige arbejdere selv, og når først magten er vundet at gennemføre vores forslag til frigørelse.

De korte noter, der følger, er af hovedsageligt historisk karakter og har det formål at illustrere de ideer, der er fremsat ovenfor. Som allerede nævnt, er vi interesserede i at fremhæve både gyldighed og begrænsninger i middelklassebevægelsen internationalt, hvor den vigtigste var de britiske suffragetter, men af pladsmangel fokuserer vi på de italienske erfaringer.

Den borgerlige ‘revolutionære’ kvinde

Så tidligt som i 1700-tallet voksede der i både Amerika og Europa diskussionscirkler om kønnenes lighed frem, men de var af en ekstremt moderat karakter, med uddannelse som hovedemnet. Selv i Italien debatterede adelskvinder nyttigheden af studier og dets overlegenhed over fine klæder.

Den franske revolution var første gang, at disse begrænsede cirkler blev oversvømmet af masserne, af det jævne folk, der så den revolutionære proces som deres chance for at ende deres fattigdom og skabe lighed mellem kønnene. Olympia de Gouges, en borgerlig Ironist, tog fat i disse bestræbelser og fremlagde i 1791 sin Erklæringen om kvindens og den kvindelige borgers rettigheder (jf. Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, vedtaget under den franske revolution – red.). Her ser vi dog tydeligt, hvad marxister senere har analyseret, klasseinteressers fortrin frem for kønsinteresser. Da den revolutionære proces gik ind i et kritisk stadie, hvor reaktionen organiserede sig for at kvæle revolutionen, forstod de Gouges ikke, at for at forsvare de rettigheder, som hun påstod, at hun kæmpede for, var det nødvendigt at besejre monarkiets støtter, ellers ville de oprørske masser blive forrådt og lide nederlag. I 1793 gik hun imod kongens henrettelse og Robespierres terror, og af den grund blev hun selv slået ihjel af guillotinen.

Men de kampe der antog massekarakter, kom først senere og med et klart politisk indhold: retten til at stemme.

En kvindebevægelse udviklede sig i USA begyndende med krigen mellem Nord og Syd for slaveriets afskaffelse. Kvinderne havde ikke lov til at underskrive Nordstaternes erklæring mod slaveriet, og af den grund dannede de ”Kvindernes antislaveri selskab” i 1830. Dette selskab begyndte en kampagne, der drog paralleller mellem forholdene for sorte og kvinder og begyndte en lang række af offentlige debatter, (der praktisk taget var forbudt for kvinder på det tidspunkt) med publikationer, der krævede stemmeret, retten til at disponere over ejendom og indtjening, forældremyndighed over børnene ved skilsmisse og bedre uddannelse for kvinder. I 1850, da den første nationale konference for kvinders rettigheder blev afholdt, udgjorde kvinderne omkring det kvarte af 1 million arbejdere. Selvom det betød, at der var en betydelig andel af kvinder blandt proletariatet, var kvindesamfundenes interesser, udover spørgsmålet om stemmeretten, fokuseret på beskyttelsen af deres rettigheder i en borgerlig klassesammenhæng.

Emmeline Pankhurst adresserer folkemængdenDe britiske suffragetter (stemmeretskvinder)

Den bevægelse, der især vækkede bevidstheden gennem sine radikale kampmetoder, var de britiske suffragetter, der krævede universel stemmeret. Labour partiet havde, lige fra sin fødsel i 1900, krævet stemmeret for kvinder. Kvindelige aktivister i fagforeningerne og the Independent Labour Party lavede kampagner for kvindelige arbejderes stemmeret, og i 1903 blev Kvindernes politiske og sociale bevægelse stiftet af Emmeline Pankhurst. Denne forening erklærede, at metoderne med optog og adresser var forældede og begyndte en kampagne med boykot af liberale kandidater og symbolske aktioner.

Suffragetterne forstyrrede liberale optog, lænkede sig selv til lygtepæle og intervenerede i alle politiske begivenheder med plakater med kravet om stemmeret. Regeringen mødte bevægelsen med hård undertrykkelse. Der var masseanholdelser, og mange kvinder blev dømt til strafarbejde. I fængslet gik de i sulte-, tørst- og søvnstrejke; og for at forhindre dem i at dø beordrede regeringen tvangsfodring. Labour, der støttede bevægelsen, fordømte torturen i fængslerne, men regeringen ændrede ikke strategi. I november 1909 blev to suffragetter dræbt af politiet i en demonstration. Det førte til en opadgående voldsspiral og feministerne reagerede ved at sætte ild på bygninger og jernbanevogne, og butiksvinduer og postkasser blev ødelagt. Fængslerne blev fyldt med kvinder, der øjeblikkeligt begyndte en sultestrejke. Politiet løslod dem, for at genarrestere dem kort efter, for at undgå at torturere dem, og begyndte dermed den berømte ”kat og mus” strategi. I 1913 foretog politiet en razzia af feministernes lokaler, undertrykte deres avis og opløste deres organisation.

Det samme år, i et anfald af fortvivlelse over den blindgyde som bevægelsen var endt i, kastede en suffragette sig selv ud foran hestene i et væddeløb overværet af kongen og dronningen og blev trampet til døde.

Første verdenskrig brød ud kort efter, og mange af lederne af den feministiske bevægelse omfavnede patriotisk propaganda. Emmeline Pankhurst blev løsladt fra fængslet, og regeringen gav hende ansvaret for at organisere kvinder til at erstatte mændene der var blevet indkaldt til hæren, på deres arbejde.

Suffragetternes bevægelse bestod hovedsageligt af unge kvinder fra middelklassen, der gjorde oprør mod samfundets hykleri, der påbød dem at være intet andet and gode hustruer til deres gode mænds tjeneste. de vandt dog, uden tvivl sympati og støtte blandt arbejderklassen for deres selvopofrelse og udholdenhed, især i de første år. Derefter åbnede der sig et split i bevægelsen i takt med, at strategien med de skandaløse aktioner begyndte at miste pusten. En fløj ledt af Emmeline Pankhursts datter Sylvia, kom i kontakt med kvinder i arbejderbevægelsen i Londons East End, og forstod at for virkelig at forsvare kvinderne, var stemmeretten bare et middel til at udvide den mere generelle kamp imod undertrykkelsen af kvinden og imod kapitalismen. Sylvia var med til at stifte det britiske Kommunistparti.

De kvindelige italienske arbejderes kamp

Den britiske bevægelses energi blev ikke afspejlet lige i alle de andre lande. Især det italienske borgerskab var for svagt og tilbagestående til at være i stand til at blive påvirket af feministisk propaganda. Så sent som 1908 deltog alle de politiske partier i den første nationale konference om kvindespørgsmålet, med dronningens tilstedeværelse og var inspireret af den såkaldte ”tværklassisme” [på tværs af klasser – oversætteren]. I introduktionen kan man læse følgende: ”Vores feminisme kalder ikke til kamp men arbejder tværtimod for klassernes forening, der er en af dets mest dyrebare bestræbelser”. Deltagernes inspiration var så mat, at de ”glemte” at inkludere spørgsmålet om stemmeret til kvinder i dagsordenen.

I Italien blev kvindespørgsmålet faktisk ikke rejst af borgerlige kredse først, men at arbejderbevægelsen, der viste livskraften hos en ny klase, der søger en vej ud af sin egen og hele samfundets fattigdom.

Ved slutningen af det 19. århundrede var der halvanden million kvindelige tekstilarbejdere, såvel som 300.000 bondekvinder i hytteindustrierne, hvor de spandt lærred og hamp. I tekstilindustrien udgjorde mændene kun 10 procent af arbejdskraften. Andre industrier med en høj andel af kvindelige arbejdere var tobaks- og tændstikproduktionen. Den første form for organisering af de kvindelige arbejdere opstod i tekstilindustrien. I 1889 blev ”Selskabet for arbejdets søstre”, der ledte et stort antal strejker for at forbedre lønninger og reducere arbejdsdagen til 10 timer, stiftet. I fagforeningerne blev de første kvindeafdelinger dannet. Den første blev dannet i 1890-91 i Milano af tre socialister: Linda Malnati, Giuditta Brambilla og Carlotta Clerici. De måtte arbejde under meget hårde vilkår; fattigdom og udbredt analfabetisme blev forværret af chefernes enorme muligheder for afpresning, og den foragt kvinderne blev udsat for fra deres egne mænd, som nogle breve udgivet af det socialistiske dagblad Avanti, viser. Her nogle uddrag fra et af dem:

“Startende med vores brødre, der hovedsageligt er medlemmer (af fagforening – red.), ville de ikke tolerere, at vi fremsatte et sådan ønske. Så du kan forestille dig, hvordan det er med vores forældre, og hvorfor ikke, selv med vores sønner. Det er til ingen nytte, vi kvinder må ikke tænke over visse ting, hvis vi ikke har tænkt os at opgive familiens glæder. Så er det bedre at være slaver, som vi kaldes, af ejendommen, end latterliggørelsens slaver. Der er meget lidt at vinde og meget at tabe.”
(Citeret i Gabriella Parca, L’avventurosa storia del femminismo, Mondadori, Milano 1981. Egen oversættelse.)

Men de dramatiske forhold som kvinderne arbejdede under, tvang nogle af disse “ejendommens slaver” ud i hårde kampe og til at gå med i arbejderorganisationerne. Fra 1880 til 1890 førte en bølge af kampe til stiftelsen af de første arbejdersammenslutninger og organisationer i Italien; forbund, venskabsforeninger, fagforeninger og dannelsen af Socialistpartiet i 1892.

Bevægelsen var meget aktiv, især på landet, med en høj kvindelig deltagelse. De kvindelige risarbejderes første strejke fandt sted i Molinella i 1883 med kravet om en lille lønstigning. Tre år senere kom ris-lugernes tur i Medicina med lignende krav. I Monselice blev strejken blodigt undertrykt, hvor tre kvinder blev dræbt og 11 andre alvorligt sårede. I den nedre Po-dal tvang mobiliseringerne rismarkernes bosser til at søge tilflugt i organiseret skruebrækkeri. Andre kvinder blev bragt ind fra Ferrara og Romagna for et erstatte de strejkende, men kampen var så militant, at også skruebrækkerne gik med i strejken, og cheferne blev tvunget til tilbagetog. I kølvandet på denne kamp blev 42 kvindelige arbejdere stillet for retten på anklager om ”angreb på friheden til at arbejde og modstand mod og krænkelse af offentlige embedsfolk”.

Det enestående mod hos disse kvinder, der i kollektiv kamp havde formået at vinde tillid til deres egne evner og deres virkelige kræfter, kunne ikke undgå at have konsekvenser på hjemmefronten. Latterliggørelsen for den nyvundne interesse for fagforeningsspørgsmål og ”mandesager” måtte vige for respekt og frigørelse i tankemåden hos deres ligeså udnyttede fædre, mænd og brødre. De vigtigste tegn på denne ændring kan ses i organiseringen af kvindelige arbejderorganisationer, selvom skepsissen blandt mandlige arbejdere forsatte, og mange af deres organisationer var lukkede for kvinder.

Og her ser vi, hvordan undertrykkelsen af kvindelige arbejdere fra mænd af samme klasse er af en anden natur end undertrykkelsen fra borgerskabet. Abbed Rosmini og den herskende klasses fordomme imod kvinder var en følge af ønsket om at sikre borgerskabets styre over kvinderne og arbejderklassen for evigt; fordommene fra mandlige arbejdere og bønder, der ofte udtrykkes meget brutalt, er baseret på den uvidenhed, som den herskende klasse bevidst må holde dem, de dominerer, i. Borgerskabets fordomme kan ikke overkommes, fordi de er den kulturelle betingelse for deres styre, mens de undertryktes fordomme, selvom de er dybt rodfæstede, kommer i modsætning til deres behov for social frigørelse og kan overkommes gennem kollektiv handling. Arbejderklassen har en fælles interesse i at befri sig selv fra kapitalismens åg: igennem klassekampen kommer den til at forstå sine styrker og overkomme den kulturelle fattigdom, som borgerskabet ønsker at binde den til.

Anna KuliscioffSocialistpartiets rolle

Så klassekampen er central. Det nydannede Socialistparti (PSI), hvis vigtigste kvindelige leder var Anna Kuliscioff, fokuserede sin opmærksomhed på præcis dette spørgsmål. I Kuliscioffs appel i 1897 valgene kan vi læse:

“Dette er første gang, at vi kvinder har følt behovet for at tage os selv i nakken. Den tid, hvor kvinder kun deltog i familien og livet udenfor kampene, der har rystet det moderne samfund, er ovre. Maskinerne, storindustrien, de store butikker, den generelle omdannelse af den sociale økonomi har revet os væk fra familiens hjerte og kastet os ind i den kapitalistiske produktions hvirvelvind. På den måde er tyngdepunktet for vores interesser nødvendigvis skiftet fra familielivet til det sociale liv. […]
Men hvad værre er, at kvinderne udnyttes og gøres til martyrer langt mere end det såkaldt stærke køn. Cheferne ser efter sine egne interesser og forsøger at få os til at arbejde så meget som muligt, mens de betaler os så lidt som muligt, og eftersom han ikke møder nogen modstand, finder han på nye tricks hver dag. […]
De seneste strejker blandt spinderskerne og væverskerne i Bergamo og Cremona har blotlagt hele den borgerlige civilisations skam. Nær Bergamo, hvor 11.000 ud af 17.000 spindere og vævere er kvinder eller piger, arbejdsdagen i nogle fabrikker varer fra klokken 4 om morgenen til 8 om aftenen, og de kvindelige arbejdere betales i gennemsnit 43 cent (af en lire – red.) om dagen, hvis de ikke er gift. De gifte kvinder får kun 40 cent, fordi cheferne ønsker at sikre sig imod forsinkelser på grund af arbejdsstandsninger på grund af graviditet, børnefødsel og sygdom. Og jeg har end ikke nævnt vores kammerater, der er efterladt i markerne, riskvinderne, hvis blod suges af såvel overarbejde, og igler, der klynger sig til deres kød og er smittet med malaria, der kaster dem ind i de huler, der tjener som sovesteder, gule og opsvulmede. Nej, for den kvindelige arbejder er det ikke et liv længere, men et langsomt martyrium!” (Ibid.)

Denne lidenskabelige appel var del af en central kamp for partiet for en lov, der beskytter kvindelige arbejdere og børnearbejde. Sådan en lov blev vedtaget i 1902, som et resultat af hårde klassekampe, dog i en betydeligt udvandet form sammenlignet med det socialistiske forslag. Men Socialist partiet var involveret i en ophedet debat over kvindespørgsmålet. Så længe det begrænsede sig til at kræve større beskyttelse for den slags arbejde, der tydeligvis var umenneskelig, var alle enige, men når det kom til en dybere analyse, åbnede der sig store revner. Den første kamp var imod økonomismen, dvs. tendensen hos flertallet af de socialistiske ledere, inklusiv Kuliscioff, der argumenterede for, at når først kvinderne havde sikret sig økonomisk frigørelse og dermed fjernet deres økonomiske afhængighed af manden, ville problemet med deres undertrykkelse være løst.

Især Anna Maria Mozzoni, en kvinde fra borgerskabet i Milano, der havde startet sin aktivitet præcis imod det borgerlige hykleri, der benægtede kvinden enhver selvstændighed, forsøgte en mere udvidet tilgang og kaldte til kamp også på det kulturelle plan. Selvom Mozzoni var gået med i PSI lige fra dannelsen, fordi hun så arbejderklassens befrielse som det centrale spørgsmål, formåede hun aldrig at rejse kvindespørgsmålet i et revolutionært lys, og mens hun korrekt angreb økonomismen, omdannede hun ikke sine korrekte intuitioner til politiske forslag. Så overordnet set var Socialistpartiet ude af stand til at gå fra en korrekt propaganda til et revolutionært politiske program og overdrog ofte sine konkrete interventioner til arbejderligaerne og fagforeningerne, der havde et endnu mere moderat program.

Hvad angår spørgsmålet om kvindernes stemmeret, kommer den manglende evne til at forstå spørgsmålet endnu tydeligere frem. Selvom der aldrig var en formel position imod kvindernes stemmeret, var interessen mildt sagt lunken. Da Giolitti (en borgerlige politiker – red) i 1910, da kampagnen for kvinders stemmeret var på sit højeste, erklærede, at det at give politiske rettigheder til så mange millioner kvinder ville være et spring ud i det uvisse, fastholdt Filippo Turati, partiets leder, at ”den stadig sløve politiske bevidsthed” hos det brede lag af kvinder ikke ville bringe stor nytte, men i virkeligheden ville styrke de konservative partier. Selvom der måske var en vis sandhed i denne observation på det tidspunkt, var det med sikkerhed ingen ansporing til at føre en kampagne for at vække denne ”sløve bevidsthed”. Derfor var PSI’s stemme for kvinderne stemmeret i parlamentet mere en korrekt men abstrakt principfremføring end en virkelig forpligtigelse til at gennemføre denne kamp.

Oktoberrevolutionen og Kommunistpartiet

Et afgørende bidrag til at afklare situationen og bringe mere udviklede positioner i forgrunden kom fra den internationale debat i arbejderbevægelsen. Clara Zetkins artikler om kvindespørgsmålet begyndte at cirkulere, også i Italien, og udbruddet af Første Verdenskrig fortættede modsætningerne i PSI. Propaganda til forsvar for arbejderne veg pladsen for en total kapitulation til ens egne nationale borgerskab. Næsten alle partierne i Anden Internationale stemte for krigsbevillinger og åbnede dermed vejen for massakren af de samme millioner af arbejdere, som det hævdede at forsvare. I 1914 holdt Lenin stand imod dette patriotiske orgie, fordømte socialistpartiernes fejhed og krævede lanceringen af en ny internationale, der havde den socialistiske revolution som mål – dets støtter skulle bryde med de socialistiske ledere, der havde forrådt den proletariske sag.

Oktoberrevolutionen i 1917 gav den nye internationale momentum og fremmede debatten i de socialistiske partier, der var tvunget til at indtage en holdning til disse verdensomvæltende begivenheder. I 1920-21 førte splittelser i de socialistiske partier til dannelsen af kommunistpartier og Tredje Internationale, der agtede at erobre verdensmagten og derigennem sprede sovjetsystemet til hele verden og især i Europa, der var grebet af revolutionær gæring.

Vi kan ikke her gå ind i de store begivenheder, og de konsekvenser det havde for situationen i Italien. Men det må understreges, at de havde en enorm effekt på debatten om kvindespørgsmålet i Italien. For første gang vandt det kommunistiske perspektiv om kvindens frigørelse tilstrækkeligt momentum til, at der kunne dannes en ledelse, der var i stand til at føre denne kamp fremad.

I PSI udkrystalliserede der sig en opposition, der senere dannede Kommunistpartiet. Især mændene og kvinderne omkring avisen Ordine Nuovo i Torino satte sig bevidst som mål at anvende erfaringerne fra Sovjet på situationen i Italien og fandt sig selv i ledelsen for fabriksbesættelserne i Torino og for en revolutionær bevægelse på nationalt plan i 1919-20 kendt som Biennio rosso (de to røde år).

Det var dette klima, der hærdede de kvindelige kommunistiske ledere, der skrev de fineste og rigeste sider om kvindens befrielse i arbejderbevægelsen. Den ledende kvinde i Ordine Nuovo var Camilla Ravera, og det slogan, der opsummerede gruppens program, var: ”Kvinden befriet fra manden, begge befriet fra kapitalen”. De intervenerede i arbejderkampe, ikke længere med en paternalistisk attitude om at hjælpe de fattige og udnyttede, men gennem en kampagne for at bringe arbejderne i ledelsen for kampene, træne arbejderaktivister og at vinde arbejdere over til kommunismens sag. Det var med dette perspektiv, at interventionen blandt arbejderne udviklede sig, og Gramsci, redaktør for Ordine Nuovo, gjorde Camilla Ravera ansvarlig for at redigere en ugentlig spalte dedikeret kvindespørgsmålet, Tribuna delle donne (Kvindernes talerstol).

Denne spalte indeholdt artikler af Zetkin, Kollontai, Rosa Luxemburg og hovedlederne i Sovjet med rapporter om situationen i Sovjetunionen og udviklingen i kampen for kvindernes frigørelse undervejs i revolutionen. Udover alt dette var der agitatorisk materiale for arbejde blandt kvindelige arbejdere, der havde et solidt teoretisk grundlag, så alle artikler om kvinders undertrykkelse blev fremhævet og set i det rette perspektiv.

Ravera insisterede på at rejse alle aspekter selv de mest private sider af dagliglivet, hvor den borgerlige ideologi var rodfæstet i arbejderklassen og endda ”blandt kammeraterne selv”. Hun fordømte livets elendigheder for husmoderen, den umenneskelige udmattelse som de kvindelige arbejdere blev udsat for i hjemmet og på fabrikken og den brutale fysiske og moralske fattigdom hos de fleste familier, ved siden af hvilken ”al den borgerlige fraseologi om frihed, kærlighed, familien, forholdet mellem forældre og børn, bliver endnu mere kvalmende.”

Deres teoretiske klarhed gjorde de kvindelige kammerater i Ordine Nuovo i stand til at tage en mere udviklet position på spørgsmålet om moderskab. De fordømte hykleriet om moderskabets glæder og erklærede, at for den kvindelige arbejder var børnefødsler en ulykke. Så længe samfundet ikke anerkendte den sociale værdi i børnefødsler og ikke påtog ansvaret for opgaver knyttet hertil, måtte kvinderne have retten til at acceptere eller nægte at føde børn. Dermed blev retten til abort fremsat for første gang. I kølvandet på den stalinistiske degenerering blev denne modige position ikke længere taget op af kommunistpartierne i efterkrigsperioden og den blev ikke genoptaget før fremvæksten af den feministiske bevægelse i slutningen af 1960’erne.

I Tribuna delle donne blev vægten lagt på kvindens befrielse som en løftestang for mændenes befrielse. Da demobiliserede soldater lavede kampagne imod kvinders ansættelse, forpassede Ravera ikke muligheden for at intervenere og fordømme den patriarkalske kultur, der så mændene som familiens ubestridte overhoved og ægteskabet og parforholdets kommercialisering, der tvang individer ind i brutale økonomiske forhold for gensidig støtte.

Og hun angav ethvert slaveri for kapitalen i privatlivets fattigdom:

“Som slave for kapitalen er manden korrumperet af sit eget slaveri. Han forsøger at vinde hævn ved at kue kvinden, udnytte og pine hende. Undskyldt af arbejde uden glæde eller formål søger manden glemsel i alkohol, i fuldskab; kvinden, hjertets vogter, er altid offeret for dette. Det er kvinden, der forbereder kanonføden, kødet der skal udnyttes, kødet til glæden. Kvinden vil ikke blive fri, før manden er fri.”
(Ravera, L’Ordine Nuovo, 6. oktober 1921)

Gramsci og Bordigas kommunistiske parti, der blev dannet ud fra splittelsen på PSIs konference i Livorno i 1921, forberedte at udvikle arbejdet blandt kvinder på dette grundlag, mens de på samme tid var fuldstændig klar over de vanskeligheder, som dette arbejde indebar. Det unge kommunistparti havde 1200 afdelinger nationalt og 96 kvindekommissioner, der var ansvarlige for arbejdet blandt kvindelige arbejdere. De kvindelige medlemmer udgjorde 400, og fra 1922 havde de en avis, La Compagna, der blev solgt i 150.000 eksemplarer. (P. Spriano, Storia del Partito Comunista italiano, Einaudi, Torino, 1967.)

[Anden del af artiklen kan læses her]