Marxisme versus terrorisme


Frederik Ohsten



4 minutter

Der er ingen tvivl om, at terrorisme fylder en stor del af den globale dagsorden. Særligt efter 11. september 2001 har der været meget fokus på terror. I Danmark har vi fået en terrorpakke, og vi kan i aviserne læse om terrorberedskab i lufthavne, havne, på jernbanestationer og mange andre steder. Det er klart for de fleste, at Danmark ikke står uden for verdensordenen, og der har været flere advarsler om, at organisationer som al-Qaida vil slå til i landet.

Al-Qaida har vakt meget opsigt på grund af deres fuldstændig hensynsløse terror, og fordi de bevidst går efter at slå så mange som muligt ihjel. I Madrid dræbte de 200 folk på vej til arbejde og skole. Det var ikke generaler eller statsledere, men almindelige arbejdende mennesker. Terrorismen var i gamle dage mest rettet mod konger, hærchefer og andre enkeltpersoner, der stod i spidsen for et system, der undertrykte folk. Det gjorde, at nogle kunne sympatisere med terrorister, simpelthen fordi de ”gjorde noget”. I dag kan ingen være i tvivl om, at individuel terrorisme ikke har et eneste progressivt atom i sig.

Terror et symptom
Terrorisme, der har antaget karakter af en kronisk og uhelbredelig sygdom, er blot endnu et symptom på den krise, som det kapitalistiske system befinder sig i. Ved at fokusere på symptomet og ignorere dets årsag, håber kapitalisterne på at aflede massernes opmærksomhed fra systemets grundlæggende tilbagegang. De prøver desperat at løse de problemer, som verdenskapitalismens krise medfører, med rå magt.

Når de forsøger at genoprette ”orden” ved at bruge deres overvældende militære kraft, øger de blot kramperne og turbulensen, og giver dem tilmed en mere voldsom og barbarisk karakter. For eksempel har krigen i Irak ikke løst noget, men kun skabt endnu større kaos og ustabilitet end før.

Terrorisme og krig lever af hinanden og skaber en ond cirkel af aktion og reaktion. Det barbari vi har set i den tredje verden i årtier, spreder sig nu til avancerede kapitalistiske lande. Massakren i Madrid var et skrækkeligt bevis for dette.

De borgerlige er hyklere
Hver gang, der har været et terrorangreb, træder de borgerlige ledere frem og taler om moral og etiske værdier. Den marxistiske modstand mod individuel terrorisme har intet til fælles med de borgerliges krokodilletårer. De samme ledere, der på overfladen tager afstand fra drab på uskyldige, tøver ikke med at bombe og invadere fremmede lande, hvis det passer dem. De har intet ”moralsk” problem med at sende politi med hunde ind mod strejkende arbejdere, når det drejer sig om arbejdsgivernes profit. Og de borgerlige i Danmark har aktivt støttet såvel Saddam Hussein, taleban-militsen og apartheid-diktaturet i Sydafrika, da det kunne betale sig.

I virkeligheden har de borgerlige stor gavn af terrorisme. Det giver dem gode kort på hånden til at indskrænke arbejderklassens rettigheder, og det styrker deres egen magt. Og med USA’s (og Danmarks) fremfærd i Mellemøsten, agerer imperialisterne som det bedste rekrutteringskontor for Hamas, Mahdi-hæren og lignende grupper. Imperialisterne bruger også diverse terror-grupper til at knuse arbejderbevægelsen og venstrefløjen, for eksempel har den israelske efterretningstjeneste støttet Hamas mod venstreorienterede palæstinensiske grupper. Virkeligheden er, at de store kapitalister ikke er interesseret i at udrydde terrorismen, fordi den fjerner fokus fra de virkelige problemer og skaber støtte til de borgerlige.

Kernen i spørgsmålet om terrorisme er, at kapitalismen er ude af stand til at bekæmpe terror. Så længe kapitalismen er ude af stand til at udrydde sult, elendighed, arbejdsløshed, fattigdom og krig, vil den ikke kunne udrydde terrorismen. Det vil sige aldrig. Og individuel terrorisme vil aldrig nogensinde gøre en ende på de store banker og firmaers grusomme dominans over den 3. verden. Selv hvis Bin Laden havde haft held til at udradere hele Pentagon, ville det ikke ændre en tøddel på USA’s fremfærd i resten af verden. Og det ville i særdeleshed ikke rokke det kapitalistiske system.

Der er ingen tvivl om, at særligt masserne i den arabiske verden nærer et stort had til USA. Det er ikke tilfældigt, men bunder i, at USA har støttet det ene reaktionære regime efter det andet. Lige fra det fundamentalistiske Saudi-Arabien til Shahen i Iran. Og så må det ikke glemmes, at imperialisterne i årevis har udsultet det palæstinensiske folk. Men løsningen er ikke individuel terror. Løsningen på marokkanernes problemer er ikke, at sprænge spanske arbejdere i luften. For araberne er det nødvendigt at smide imperialisterne på porten, og sparke alle de rådne regimer bort. Og for os i Danmark er den bedste beskyttelse mod terror at stoppe al deltagelse i imperialistiske krige og opbygge en verden, hvor der er nok til alle, og hvor ingen frygter for, hvilke rædsler kapitalismen bringer i fremtiden.