I år er det 150 år siden, at Karl Marx og Friedrich Engels skrev det manifest færdigt, som de året forinden var blevet pålagt at skrive af den internationale arbejdersammenslutning ?Kommunisternes Forbund.? Resultatet – det Kommunistiske Manifest – udkom 1847, og siden er det kommet i utallige udgaver og på utallige sprog, og det har til stadighed været en kilde til inspiration og lærdom for arbejdere og unge over hele verden. Marxismen lærer os, hvordan man præcist analyserer det omgivende samfund, og hvordan man ændrer det!
Af den grund har Manifestet lige siden sin fremkomst – og ikke mindst nu efter stalinismens fald i Østlandene – været udsat for hård kritik. De folk, der som snyltere nyder godt af det nuværende samfud, og de af dem betalte såkaldte ?eksperter? prøver hårdnakket at fremstille marxismens og Manifestets idéer som forkerte og forældede, men ikke desto mindre bekræftes netop disse idéer gang på gang af de faktiske realiteter i den virkelige verden.
Kapitalkoncentration
I Manifestet forudså Marx og Engels, hvordan den ?frie? konkurrence uundgåeligt ville føre til koncentration af kapitalen og til monopoldannelse, efterhånden som de svageste virksomheder gik under i konkurrencen, og de store blev større og større. At dette sker, benægtes fortsat af det ?frie? markeds forsvarere, men tallene taler deres klare sprog: I USA stod 500 kæmpemonopoler for 92% af al indkomst i 1994, og på verdensplan havde de 1000 største firmaer en indtægt på 8 mia. dollars, hvilket svarer til 1/3 af al profit, der laves i verden. I USA ejer 0,5% af de rigeste familier halvdelen af alle værdier, der ejes af privatpersoner. Fra 1978 til ?89 forøgede den rigeste 1% af USAs befolkning deres del af den nationale indkomst fra 17,6% til 36,3%! Over hele verden ser vi flere og flere firmaer bliver opkøbt eller slået sammen med andre – det er koncentration af kapitalen i hidtil uset omfang, men altsammen forudset af Marx og Engels gennem klarsynet analyse af de daværende økonomiske forhold v.h.a. den marxistiske metode.
Globalisering
Også den globalisering, som enhver kan se foregå idag, blev forudset af Marx og Engels i Manifestet på en tid, hvor kun England var et virkeligt udviklet kapitalistisk land: ?Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte, Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling… Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale grund bort under fødderne på industrien.? Og længe inden The Beatles og store amerikanske film fra Hollywood talte Marx og Engels om en global kultur: ?De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.?
I vore dage er det indlysende, hvor korrekte disse idéer er. Ingen kan benægte verdensmarkedets altdominerende rolle, og dette medfører også uundgåeligt, at en økonomisk nedtur ét sted lynhurtigt vil rive mange andre landes økonomier med sig i faldet, hvilket vi allerede har set i det små efter børs- og valutakrisen i Asien. Det gav ekko over hele verden.
P.g.a. globaliseringen og den tætte internationale kontakt og afhængighed, der er overalt i verden, vil vi også se, at revolutionære bevægelser meget hurtigere end i tidligere tider vil sprede sig fra det ene land til det andet. De årsager, der har fremkaldt arbejderopstande ét sted, vil før eller senere også indfinde sig andre steder – de udspringer fra den samme krise på det samme verdensmarked – og resultaterne af en socialistisk omvæltning ét sted vil blive kendt i resten af verden på ingen tid med den nuværende globale informationstekonologi. På den anden side forhindrer verdensmarkedet og alle landes afhængighed deraf også, at der kan udvikles socialisme i et enkelt land – det må spredes for at kunne hamle op med og overgå det kapitalistiske system.
Denne socialismens internationale karakter, som i vor tid er indlysende for enhver, omtales også allerede i Manifestet: ?Samlet aktion, i det mindste fra alle civiliserede landes side, er en af de første betingelser for proletariatets befrielse.? – en skarp modsætning til stalinismens forfalskninger af marxismen i ?teorien? om socialisme i ét land. At de stalinistiske regimer i Øst er faldet, kan altså ikke være et argument imod marxismen,men er blot en mægtig bekræftelse af Marx? og Engels? idéer!
Nye maskiner – mere stress
De borgerliges ?eksperter? jubler over den nye computer- og informationsteknologi, og mange tror, at dette er ting, der kan sikre det kapitalistiske systems fremtid. At der fremkommer ny, revolutionerende teknologi er imidlertid på ingen måde noget nyt – i Manifestet skrev Marx og Engels: ?Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden hele tiden at revolutionere produktionsmidlerne.? Det tvinges de til af deres indbyrdes konkurrence, og samtidig med at der indføres nye maskiner m.m., ?vokser også arbejdsmængden, enten det nu er ved at sætte arbejdstiden i vejret eller ved at kræve mere arbejde i en given tid, ved at sætte maskinens fart op o.s.v.? Tal fra USA viser tydeligt, at dette har holdt stik: i løbet af de sidste 20 år er de amerikanske arbejderes realløn faldet med 20%, mens den gennemsnitlige arbejdsdag er blevet 10% længere. Det nuværende opsving med højteknologisk udvikling o.s.v. er altså sket på almindelige arbejderes bekostning – overalt i alle lande oplever arbejdere et hårdere og hårdere pres og mere og mere stress.
Arbejdsløsheden
Det allermest paradoksale er, at dette umenneskelige pres eksisterer samtidig med, at over 120 millioner ifølge FN er arbejdsløse i hele verden (det er det officielle tal – et mere realistisk bud er omkring én milliard!). Over for dette kan man kun gentage Marx? og Engels? kommentar fra Manifestet: ?Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under dette bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.?
Klassekampen og ledelsen
Det Kommunistiske Manifest blev skrevet midt i klassekampen og er intet mindre end en håndbog for arbejdere i, hvordan man forstår og vinder denne kamp. Og derfor er det netop højaktuelt idag, for selvom arbejdere og unge i det lange efterkrigsopsving kunne nyde godt af tilkæmpede reformer, fuld beskæftigelse o.s.v., så er den slags fredelige tider nu definitivt forbi. Overalt i verden er kapitalismen gået ud over sine naturlige grænser, og nu skal der spares – det kapitalistiske system kan ganske enkelt ikke fungere og samtidig give anstændige forhold for almindelige arbejdere længere. Derfor ser vi nedskæringer og spareprogrammer i alle lande. Det kapitalistiske samfunds fundament er pilråddent, og det er allerede begyndt at falde langsomt men sikkert fra hinanden – den krise, vi har set i Asien, er kun en spæd begyndelse.
Overalt vil vi se modstand og protester, overalt vil klassekampen blusse voldsomt op i den kommende periode. Derfor er Det Kommunistiske Manifest og de marxistiske idéer så umådeligt vigtige, for vi har op igennem historien kun set alt for mange eksempler på, hvad der sker, når arbejderklassen ikke har en ledelse, som den kan stole på, og som har et klart perspektiv grundet på de socialistiske idéer. En sådan ledelse – et stærkt, socialistisk arbejderparti med et reelt socialistisk perspektiv – manglede under Pariserkommunen i 1871, og den manglede under den spanske revolution i ?30erne – vi kender alle sammen de tragiske konsekvenser af disse og mange andre fejlslagne kampe. Den dag idag eksisterer en sådan ledelse og et sådant parti heller ikke, og det er det, der er den kommende periodes store opgave: at arbejdere og unge træder ind i arbejderklassens organisationer og parti og kæmper for at genopbygge det, som der er behov for: en stærk bevægelse og et stærkt parti, der på et ægte socialistisk program og med den socialistiske omvæltning for øje går ind i kampen mod de kommende forringelser og angreb, som er alt, hvad kapitalismen i vore dage kan tilbyde almindelige mennesker over hele verden.
Det Kommunistiske Manifest og de marxistiske idéer er uvurderlige våben i denne kommende kamp – lad os bruge dem!!
