Planøkonomi eller markedsøkonomi?

Dag efter dag kan man se, hvordan det i virkeligheden er kapitalismen, der hæmmer udvikling, forårsager nedskæringer, forringelser og usikkerhed og dømmer millioner af mennesker over hele verden til ulidelig fattigdom. Men der er en vej ud af galskaben: En demokratisk planlagt økonomi.

I Socialdemokratiets principprogram kan man finde følgende udsagn: "Derimod viser al erfaring, at planøkonomi og formynderi betyder stagnation og fattigdom." Der er ingen yderligere forklaring på denne påstand, og der er ingen argumentation. Det forudsættes åbenbart, at alle med det samme accepterer denne beskrivelse af planøkonomi som korrekt uden videre. Det er da også denne holdning, man sædvanligvis opfostres med i historiebøger, i skolerne, i medierne og så videre.

Marxisterne deler ikke denne holdning. Dag efter dag kan man se, hvordan det i virkeligheden er kapitalismen, der hæmmer udvikling, forårsager nedskæringer, forringelser og usikkerhed og dømmer millioner af mennesker over hele verden til ulidelig fattigdom. Samtidig afslører et kig på historien, at planøkonomien i f.eks. Sovjetunionen rent faktisk medførte enorme fremskridt og netop viste en vej væk fra fattigdom og dårlige livsvilkår. Det er især nu, under de sidste over ti års forsøg på at genindføre kapitalisme og markedsøkonomi i Rusland og Østeuropa, at den almindelige, arbejdende befolkning i de lande har oplevet stagnation, fattigdom, arbejdsløshed, ødelæggelse af sundhedssystemet, uddannelsessystemet o.s.v. Unødvendigt spild Det kapitalistiske økonomiske system – baseret på det "frie" marked og privat ejendomsret til produktionsmidlerne – er kendetegnet ved et enormt spild af de ressourcer, som bliver brugt. Rige menneskers overforbrug af luksusvarer er kun et af de mest tydelige eksempler på dette – og de har virkelig pengene til det: på verdensplan har de rigeste 447 milliardærer en samlet indkomst, der er større end, hvad de fattigste 3 mia. mennesker i verden har. I beyndelsen af 1800-tallet var forskellen i indkomst mellem verdens rigeste og fattigste lande 3:1, i 1900 var den 10:1, i 1973 44:1, og i 1997 så meget som 727:1! Selv i Danmark, som altid fremstilles som "verdens mest lige samfund," sidder de 10% rigeste familier f.eks. med 26,6% af den samlede indkomst (1997-tal. I 1990 lå det på 25,7%), og efter skat er det 24,0% ( i 1990 var det kun 22,0% - d.v.s. mellem ’90 og ’97 blev der omfordelt fra lavindkomstfamilier til de rigere familier).

Inden for det offentlige er det også let at få øje på penge, der bruges unødigt: f.eks. udgifter til militær og afbetaling af gæld til rige kapitalister, der har for meget i forvejen (i 1999 var den samlede offentlige gæld på 639,7 mia. kr., eller 52,6% af årets BNP). Det "frie" marked, hvor konkurrerende enkeltkapitalister kæmper om at tjene mest muligt profit, fører til dobbeltarbejde og en masse unødige udgifter: konkurrerende firmaer, der i stedet for at samarbejde bruger millioner på at lave den samme forskning og udvikling, på reklamer, der skal lokke os til at købe netop deres produkt, på lobbyister, der skal tale deres firmas sag over for regering og forskellige organisationer, på sagførere til de sager, der uundgåeligt opstår under konkurrence o.s.v., o.s.v.

Et andet slående eksempel på spild er den enorme spekulation, der finder sted på verdens børser og valutamarkeder: hver dag flyttes mere end 1800 mia. dollars rundt på markederne med det ene formål at gøre rige finansfyrster rigere i stedet for at bruge disse ressourcer på nyttige ting, som verdens befolkning har behov for. For under kapitalismen er "behov" aldrig nok – her gælder det at "har du penge, så kan du få; har du ingen , så må du gå," og dø af sult om nødvendigt. Derfor ser vi det absurde, at man i f.eks. Europa har kæmpe lagre af mad, og landmænd, der bruger deres korn som brændstof, mens millioner af mennesker i verden ikke har nok at spise.

Arbejdsløsheden

Når man ved, hvor mange ting der rent faktisk er brug for i verden – ikke bare blandt sultende i Afrika, men lige så meget i et land som Danmark i form af boliger, nye skoler, bedre hospitaler o.s.v., o.s.v, - så er det allerstørste spild i kapitalismen alle de ressourcer, der kunne bruges, men som ikke bliver brugt. Overalt i verden er der arbejdsløshed – det er en vanvittig sygdom, som kapitalismen er kronisk inficeret med. Selv under perioder med "opsving", som i den sidste periode i f.eks. Danmark, er der på trods af regeringens optimisme alt for mange ledige. Det første man skal gøre, er at droppe de officielle, glade tal , og til antallet af officielt arbejdsløse lægge alle dem, der er på orlov, kontanthjælp og de aktiverede dagpengeberettigede: så var arbejdsløsheden i 1994 på 22,6% af arbejdsstyrken og i 1999 på 16,1%. Det er under et opsving – det er det bedste, kapitalismen kan præstere nu!

Hvorfor er der arbejdsløshed?

Arbejdsløshed er et af de mest iøjnefaldende og absurde træk ved kapitalismen, og derfor prøver borgerlige og reformister konstant at bortfoklare den ved at skyde skylden på alt muligt: det er de arbejdsløse, der er dovne og arbejdssky, aktiveringsindsatsen er for ineffektiv, understøttelsen er for høj og motivationen til at arbejde for lav, siger de. Påstanden om, at arbejdsløse selv er skyld i arbejdsløsheden, er arrogant og nedladende, og findes vel kun hos folk, der ikke selv har haft arbejdsløsheden tæt inde på livet. Tvangsaktiveringspolitikken med "lær-at-stå-op-om-morgenen"-kurser m.m. hører til i samme kategori. Hvordan man end vender og drejer den, står det fast, at det ikke er de arbejdsløse arbejdere, der har fyret sig selv eller undlader at ansætte sig selv – i kapitalismen er det kapitalisterne, der står for disse ting, så ansvaret for arbejdsløsheden ligger ene og alene hos dem. Det er blot endnu et udtryk for kapitalismens fallit. Derfor må det også være et klart krav fra arbejderbevægelsen, at arbejdsløse økonomisk må kompenseres fuldt ud, når de udelukkes fra et arbejdsmarked, der ikke står til rådighed for dem. Dette er et krav, der kan samle alle arbejdere – med og uden arbejde – fordi en hær af arbejdsløse på sultebudget er en stor trussel mod bevægelsens kampkraft og stilling i kampen mod arbejdsgiverne.

Kapitalismen virker ikke

Dette er blot nogle eksempler på, at kapitalismen har spillet fallit, men der er masser af andre: er toget forsinket om morgenen? – så er det nok fordi der åbenbart ikke er nok penge i at sikre ordentlig offentlig transport, og der er jo også nogle, der skal tjene penge på biler og benzin. Sådan er kapitalismens logik. Bliver vi syge af maden og bliver køerne gale? – så er det fordi konkurrencen på markedet og jagten på profit gør det umuligt at tænke på vores og dyrenes vel. Er der krige og strid mellem folkene i verden? – så er det fordi forskellige kapitalistiske stater kæmper om indflydelse, magt og markeder. Og sådan kunne man fortsætte og fortsætte – kapitalismen virker ganske enkelt ikke, og det får flere og flere ubehagelige konsekvenser. Og alle problemerne vil blive yderligere forværret, når kapitalismen igen dykker ned i en af sine tilbagevendende kriser. I det Kommunistiske Manifest skrev Marx og Engels: "Under handelskriserne bliver en stor del af ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion." Arbejderklassen sælger sin arbejdskraft til gengæld for en løn, men den produktion, de leverer, er mere værd end lønnen – forskellen tilfalder kapitalisten. D.v.s. at arbejderen ikke kan købe alle de varer, kapitalisten skal have afsat. Sålænge kapitalisterne kan investere i nye ting og finde nye markeder, kan det gå fremad med opsving, men det når altid sin grænse på et tidspunkt. Så brænder kapitalisterne inde med vare og må skære ned, fyre folk, firmaer går under og krisen sætter ind. Det er det, der er ved at begynde at ske lige nu med de før så populære it-virksomheder, der fremlæger dårlige resultater og forventinger på stribe, og de store fald på verdens børser: vi er på vej ind i endnu en af kapitalismens evindelige kriser, og noget tyder på, at det bliver en hård tur.

Vejen frem er en demokratisk planlagt økonomi

Hvis man vil gøre op med alle disse store problemer én gang for alle, er det nødvendigt at tage fat om ondets rod. Kapitalisterne og deres repræsentanter i diverse regeringer har haft masser af tid til vise, hvad de kan – og løse problemerne kan de i hvert fald ikke. Det er ved at være på tide, at arbejderklassen tager sagen i egen hånd, smider kapitalisterne på porten og sætter sig selv i spidsen af samfundet. Så kan man afskaffe kapitalismens kaos og det "frie" markeds vilde op- og nedture (se bare på børserne verden over lige for øjeblikket). I stedet for kapitalisternes private profitjagt kan man opbygge et velfungerende socialistisk samfund baseret på arbejderklassens egen overtagelse og styring af de største virksomheder, jorden, bankerne, fordelingen o.s.v. Når produktionen ikke længere skal indrettes efter, hvor meget en tilfældig enkeltperson kan tjene, så kan man sætte sig ned og på demokratisk vis planlægge hvad der skal laves, hvordan og til hvem. Er der brug for plejehjem og skoler? – jamen, så bygger vi da nogle. Er der folk der mangler et sted at bo? – så bygger vi da også det. Vil vi sikre ordentlige arbejdsforhold? – det vedtager vi da bare og fører ud i livet. Sådan vil man kunne sige og gøre, når det er arbejderklassen selv, der styrer samfundet og økonomien.

Planøkonomien i Sovjetunionen

Men lad os vende tilbage til citatet fra Socialdemokratiets proncipprogram: er planøkonomi ikke lig med stagnation og fattigdom, og viser erfaringen fra Sovjet ikke, at det vil gå helt galt?

Først må vi have nogle kendsgerninger og tal på bordet: før den store Oktoberrevolution i 1917 var zarens Rusland et tilbagestående, middelalderligt og halvbarbarisk u-land, hvor arbejderklassen kun bestod af under 4 mio. mennesker ud af en samlet befolkning på omkring 150 mio. Desuden blev landet og befolkninegn nærmest totalsmadret under verdenskrigen og i de reaktionæres blodige borgerkrig imod det nye styre. I årene efter revolutionen var der udbredt hungersnød. Ud af dette skabte planøkonomien verdens andenmægtigste land med et enormt industrielt grundlag og et højt kulturelt og videnskabeligt niveau.

Fra 1913 (som var højdepunktet i produktionen før krigen) til 1963 blev den totale industriproduktion 52 gange større (USA : 6 gange, UK: knap 2 gange) og arbejdsproduktiviteten (der er den mest afgørende måleenhed i denne sammenhæng) steg med 1310% (USA: 332%, UK: 73%)! Efter anden verdenskrig var der enorme fremskridt – uden den Marshall-hjælp, der understøttede den meget mindre fremgang i Europa. Væksten i Sovjet lå i de år på over 10%. Fra 1945-60 steg stålproduktionen fra 12,25 mio. til 65 mio. tons, olieproduktionen fra 19,4 mio. til 148 mio. tons, kulproduktionen fra 149,3 mio. til 513 mio. tons. I midt-firserne havde USSR overhalet de fleste kapitalistiske lande, og var på mange områder klart nummer et.

Befolkningens levestandard oplevede stadige stigninger, størstedelen havde ting som tv, køleskab, vaskemaskine o.s.v. Huslejen lå fast nede omkring ca. 6% af månedsindkomsten og priserne på basale ting som brød lå også fast lavt. Indtil op i 80'erne havde den sidste prisstigning på brød, sukker og de fleste andre madvarer været i 1955, og på kød og mælk i 1962 - sammenlign det med en inflation på 2600% i 1993!

Disse tal illustrerer en kendsgerning, der burde sige sig selv: at planlægning er tusind gange mere effektivt end kaos.

Demokrati en absolut nødvendighed

Fremgangen i Sovjet kunne imidlertid have været meget større. Den blev forhindret af det undertrykkende stalinistiske bureaukrati, der langsomt begyndte at vokse frem – og de nævnte fremskridt blev opnået med meget spild og enorme omkostninger. I artiklen om Trotskij, som kommer i næste numer af denne avis, kan man læse om denne proces og om trotskijsternes forsøg på at stoppe den. Her må vi blot slå fast, at bureaukrati og manglende demokrati i længden er abslout uforeneligt med planøkonomi. Til sidst måtte bureaukratiet blive en total hindring for videreudvikling af planøkonomien, efterhånden som økonomien blev mere og mere sofistikeret, sammensat og teknologisk avanceret. Det begyndte at ske i 70'erne og det førte i sidste ende til kontrarevolution og forsøg på at genindføre kapitalismen til glæde for en lille gruppe gamle bureaukrater og nyrige slyngler. For almindelige mennesker har hvert et skridt i retning af kapitalisme imidlertid betydet den ene katastrofe efter den anden, og en total ødelæggelse af produktionsapparat, velfærd, videnskab og kultur i både Rusland og de andre Østlande.

Skal der planlægges fornuftigt og efter den arbejdende befolknings egne behov, er det naturligvis nødvendigt at kende disse behov, og der må være frihed til at udtrykke dem. Kort sagt er ægte demokrati en absolut nødvendighed for en planøkonomi. Det vil ligeledes være nødvendigt med en drastisk nedsættelse af arbejdstiden for at sikre alle arbejdere mulighed for at deltage i demokratiet. Er disse forudsætninger til stede, og bliver udgangspunktet et fremskredent land som Danmark og en udvidelse af den socialistiske planøkonomi til stadig flere lande, så vil de kæmpefremskridt, som planøkonomien vil frembringe, få alt, der tidligere er set, til at blegne i sammenligning. I stedet for kapitalismens kaos med kriser, nedskæringer, arbejdsløshed, høje priser, ulighed og alle de andre "velsignelser" vil vi kunne bygge et samfund, der kan skabe ordentlige forhold for alle mennesker og sikre os alle en harmonisk fremtid.

Del

Powered by CoalaWeb

Yderligere information