Planøkonomi eller markedsøkonomi?

 

sam grafDe fleste, der har forsvaret socialisme, kan nok nikke genkendende til at blive mødt med modargumentet: ”men det har jo aldrig virket”. Der henvises til historier om grå boligblokke, tomme hylder i butikkerne og Stalins arbejdslejre.

At planøkonomien er markedsøkonomien overlegen, skal vi nok komme ind på senere. Men først kunne man passende spørge kapitalismens forsvarere: hvor godt de egentlig selv synes det går?

Kapitalismens fallit

Først et par fakta til at illustrere, at kapitalismen som system langt fra har løst verdens problemer.

Hvert år dør der 3,1 million børn af underernæring og omkring 870 mio. mennesker lider af kronisk underernæring. Samtidig med at vi dyrker nok mad til at brødføde 10 mia. At brødføde de 66 mio. børn, der dagligt går sultne i skole koster 3,2 mia. dollars årligt, svarende til sølle 1/24 af Bill Gates’ formue.

I verdens rigeste land, USA, lever mere end 40 mio. i fattigdom. Mens mennesker sulter, mangler tag over hovedet osv. er 26 mio. mennesker, mere end hver tiende, i EU alene arbejdsløse. Endnu større er spildet af menneskeligt potentiale blandt de unge under 25 år, hvor mere 23 pct. er arbejdsløse (i Spanien og Grækenland er det mere end 60%).

I 2008 oplevede kapitalismen den dybeste krise siden 1930’erne og med hensyn til omfang måske nogensinde. Den efterfølgende bedring af økonomien er den historisk svageste efter en krise. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og kan ikke tilbyde en fremtid for det store flertal.

Trods politikernes snak om fremgang er også den danske økonomi blevet ramt alvorligt. Det danske BNP var i faste priser i 2013 hele 5 procent under højdepunktet i 2007, Endnu værre ser det ud for industri og råstofudvinding der i juni 2014 var 15 pct. under toppen før krisen, mens industriproduktionen alene i juni 2014 var 4 pct. under toppen før krisen. Her seks år efter krakket, der kickstartede krisen, er den danske økonomi stadig ikke nået op på niveauet fra før krisen.

De tal alene er nok til at bevise, at kapitalismen har spillet fallit.

Organisk krise

Marx og Engels forklarede allerede i det Kommunistiske Manifest, hvordan kriser er en indbygget del af det kapitalistiske system. I tidligere samfund opstod kriser, når der var for lidt, når høsten slog fejl eller lignende. Kapitalismen er det eneste økonomiske system, hvor kriserne opstår ud af overproduktion. Overproduktionen opstår ud fra modsætningerne i markedsøkonomien og samfundets spaltning i klasser med modstridende interesser. Arbejderne, der skaber værdierne, får kun en del af den producerede værdi i form af løn og de kan derfor ikke købe alt det tilbage, de har produceret. Resten, det Marx kaldte merværdien, går til profit. I opsvingene kastes størstedelen af dette tilbage i produktionen som investeringer, men det øger blot problemet på længere sigt, da de øgede investeringer på et tidspunkt udtrykkes i flere produkter. Det når en grænse, der er for mange varer der ikke kan sælges – produktionen overgår markedet.

Når den grænse nås, bremser produktionen op – kapitalisten producerer med profit for øje, og for ham er det ikke nok, at arbejderen har skabt merværdi ved at arbejde for ham – merværdien skal også realiseres og det kræver, at varerne kan sælges. Når krisen sætter ind, starter en nedadgående spiral, hvor stigende arbejdsløshed yderligere sænker efterspørgslen, endnu mindre kan afsættes osv.

Under kapitalismen er krisens funktion at ødelægge overproduktionen og overkapaciteten – dvs. varelagre og fabrikker og maskiner – og på den måde forberede vejen for et nyt opsving. Det var anden verdenskrigs enorme destruktion, der trak kapitalismen ud af den organiske krise i 1930’erne. I dag betyder styrkeforholdet mellem klasserne, der kraftigt er øget til arbejdernes fordel og opfindelsen af atomvåben, at en ny verdenskrig er udelukket. I stedet kan vi se frem til årtier med stagnation i bedste fald og massive angreb på levestandarden samtidig med stigende antal konflikter og krige mellem lokalt og regionalt.

Krisen i 2008 var ikke bare en ”normal” cyklisk krise, hvor recession og opsving afløser hinanden, men en organisk krise, det begreb som Trotskij i 1930’erne brugte til at beskrive depressionen. Det er en beskrivelse af en dyb historisk krise, der afspejler optrevlingen af alle de indbyggede modsætninger i et system i uhelbredelig nedgang. Selv i en sådan organisk krise kan der komme perioder med svage og delvise bedringer i økonomien. Men den generelle udvikling er nedadgående og alle borgerskabets forsøg på at komme ud af krisen mislykkes.

Dystre udsigter

Selv de borgerlige økonomer er begyndt at indse, at kapitalismen ikke bare befinder sig i en normal cyklisk krise, men at udsigterne er temmelig pessimistiske. OECD kom i juli med en økonomisk prognose frem til 2060. De forudser, at væksten, der allerede nu er historisk lav, vil falde yderligere til omkring 2/3 af det nuværende, at uligheden vil stige massivt og at der er en stor risiko for, at klimaforandringer vil gøre tingene værre. The Guardian beskriver på den baggrund udsigterne således: “OECD har en klar besked til verden: for de rige lande er kapitalismens bedste dage overstået. For de fattige – der nu oplever industrialiseringens glitter og dis – vil det være ovre i 2060.” At forudsige økonomien frem til 2060 ville kræve en krystalkugle, men det siger noget om borgerskabets pessimistiske syn på fremtiden.

Den nobel-prisvindende økonom Poul Krugman skrev i New York Times: ”Men hvad hvis den verden, vi har levet i de sidste fem år, er den nye normal? Hvad hvis depressions-lignende forhold fortsætter, ikke bare et år eller to endnu, men i årtier?”. Og den anerkendte økonom Larry Summers sagde på IMF’s årlige konference: ”Vi har […] en økonomi, hvis normale tilstand er mangel på efterspørgsel – eller i det mindste mild depression – og som kun kommer tæt på fuld beskæftigelse når den holdes flydende af bobler.” (NYT, 17.11.13).

De seneste tal for Europas økonomi understreger, at pessimismen ikke er ubegrundet. Tyskland, der ellers er EU’s økonomiske lokomotiv, havde i 2. kvartal i år negativ vækst, Frankrig var stagneret og Italien havde fortsat negativ vækst.

I årene efter krisen i 70’erne blev profitraten presset op, ved at presse lønningerne ned og arbejdstempoet i vejret. Ved at udvide gælden blev der gjort op for den faldende købekraft hos arbejderne. Krisen blev udskudt ved hjælp af kredit, hvilket blot var med til at øge og uddybe krisen, da først den kom. I USA alene voksede gælden fra 1 billion dollars i 1964 til 50 billioner i 2007.

For kapitalisterne gik det godt. Uligheden steg enormt, en proces der er fortsat efter krisen. Ifølge Oxfam ejer 85 mennesker lige så meget som verdens 3,5 mia. fattigste. Men da krakket kom i 2008, krævede markedsfortalere, at staterne skulle redde dem, bankerne blev dømt ”to big to fail”. Skatteyderne, dvs. arbejderklassen, reddede banker og investeringsselskaber. Den amerikanske centralbank kastede i månedsvis 85 mia. dollars ud i økonomien (penge de reelt bare har trykt) for at holde den flydende. Det har ikke skabt investeringer, men har i stedet medført en enorm vækst i spekulativ kapital og rekord på aktiemarkederne. Resultatet har været at øge den offentlige gæld i USA til alarmerende niveauer uden at skabe et opsving, der er værd at tale om.

Kapitalismens historiske retfærdiggørelse var udviklingen af produktivkræfterne. Det er slut. Kapitalismens fallit viser sig i, at de i opsvingene kun kan udnytte omkring 80 pct. af kapaciteten, mens det under krisen var helt nede på 65 pct. Som Marx forklarede, producerer kapitalisterne ikke med det formål at producere stole, mælk og maskiner, de producerer med det formål at øge deres kapital og deres største drøm er at skabe penge ud af penge og springe det besværlige produktionsled over. Det globale derivatmarked (finanskapitalens form for roulette), der løb op i $59 billioner i 2008, var vokset til $67 billioner i 2012. På trods af enorme overskud producerer virksomhederne ikke, for hvad er pointen, hvis varerne ikke kan sælges. De danske virksomheder havde i 2012 opsparet 225,9 milliarder kroner siden 2009, uden at investere.

Alternativet

Hvad er så alternativet kunne man spørge?

Den enorme udvikling af produktionen under kapitalismen betyder, at vi i dag kan producere nok til, at ingen behøver at lide nød, at ulighed kan ophæves. Kapitalismen er blevet en bremse på udviklingen af produktionsmidlerne. Skal samfundet igen gå fremad, er det nødvendigt at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og i stedet demokratisk planlægge økonomien. Spørgsmålet er ikke en overtagelse af folks personlige ejendele, som medierne forsøgte at skræmme folk til at tro i hetzen mod Enhedslisten, hvor debatten stod om ejerskabet til tandbørster. Og vil folk slide i sin egen lille cykelsmed eller bagerbutik, skal de have lov til det. Som marxister mener vi, det er nødvendigt, at de afgørende dele af økonomien eksproprieres, at arbejderklassen overtager kontrollen med og planlægningen af de styrende dele af økonomien.

Det såkaldt frie marked er nærmest ikke eksisterende. Et svejtsisk studie har vist, at 147 virksomheder, hovedsageligt banker, gennem datterselskaber, aktiebeholdninger osv. kontrollerer 40 procent af verdens rigdom. Ikke mere end 500 enorme multinationale selskaber står for den langt overvejende del af verdensøkonomien.

I realiteten er en stor del af økonomien allerede nu underlagt planøkonomi: indenfor alle virksomheder er der planlægning. Ingen virksomhed ville overleve længe, hvis den lod markedets anarki herske internt – der planlægges hvor mange råvarer, der skal købes, hvilke maskiner der er brug for, hvor mange ansatte, hvordan varerne skal transporteres osv. Med de gigantiske virksomheder der eksisterer, kræver det i virkeligheden ikke meget at overtage og planlægge hele økonomien, ikke mindst med udviklingen af IT. Når du køber en mælk i supermarkedet, registreres det i kassen, der sendes besked til lageret og producenterne om hvor meget ny mælk, der skal produceres og køres ud til butikken. Det registreres endda, hvis det fx pludselig skulle ske, at en slankeguru anbefaler sødmælk frem for minimælk og produktionen derfor må justeres.

Stopper udviklingen?

Men, indvender skeptikerne, vil det ikke bare betyde, at der ikke sker nogen innovation, at al udvikling går i stå? Tværtimod! For det første holdes udviklingen i dag tilbage af patenter, fabrikshemmeligheder osv. I dag opkøber virksomheder patenter, der kan skade deres indtjening, fx opkøber olieselskaber patenter om miljøvenlige biler. Opfindelser holdes tilbage, fordi de ikke er rentable, som fx elpæren der kan holde det meste af et menneskes liv, og alle kender vist til, at batteriet på smart phonen dør ikke længe efter, at garantien er udløbet. Derudover er det pengene, der bestemmer, hvad der forskes i. Hvorfor er der ikke for længst udviklet en ebola medicin? Blev forskningen bestemt af behov, blev der kastet milliarder ind i hurtigst muligt at redde de tusindvis af syge – men indtil nu er det primært fattige afrikanere, der er ramt, og de har ikke råd til medicin, så de er ikke potentielle kunder.

I en demokratisk planøkonomi vil patenter ophæves og de bedste forskere sættes sammen i stedet for at forske i det samme hver for sig.

Andre indvender, at der ikke vil blive opfundet nyt, hvis ikke man kan tjene penge på det. De fleste af dem, der i dag forsker og udvikler nye ting, er ikke dem, der ejer virksomhederne. Dem, der virkelig tjener pengene på, at Novo Nordisk udvikler ny medicin, er aktionærerne, og de opfinder intet. I en planøkonomi vil nye opfindelser komme flertallet til gode, ikke en lille gruppe superrige. Hvis en arbejder i dag finder en smartere måde at gøre tingene på og fortæller det til sin chef, er konsekvensen sandsynligvis fyringer (effektiviseringer). I en planøkonomi vil det tværtimod betyde, at den samlede arbejdstid sættes ned eller ressourcerne kan flyttes over i andre områder.

En planøkonomi ophæver markedets anarki og profitjagt og der kommer derfor ikke kriser og der er ingen arbejdsløshed. I en planøkonomi kan vi med det samme gøre op med det enorme spild, der eksisterer i markedsøkonomien. Fordeler vi arbejdet mellem alle og planlægger de eksisterende ressourcer bedre, kan vi med det samme sænke arbejdstiden. Og vi kan lægge grunden for en enorm vækst.

Mange på venstrefløjen er imod vækst. Det er vi absolut ikke. Det er ikke en løsning på verdens problemer, at sænke levestandarden. Tværtimod skal det store flertal have et langt bedre liv end nu. Ingen skal bekymre sig om mad, arbejde, bolig, tøj på kroppen eller andet. Produkter af god kvalitet skal ikke kun være for de rige, men for alle. Det kan kun opnås ved en planøkonomi og naturligvis skal væksten ikke ske på bekostning af kloden som nu. Kun ved at fjerne profitmotivet kan vi reducere forurening, sætte de nødvendige midler af til forskning i nye energikilder, miljøvenlige biler osv.

Skræmmeeksemplet Sovjet

Men hvad så med indvendingen mod planøkonomien om at det aldrig har virket; ”Se bare på Sovjet”.

Lad os starte med at få et par ting på plads: den russiske revolution betød et kæmpe fremskridt. I de 50 år fra 1913 (højdepunktet før revolutionen) til 1963 steg den totale industriproduktion i Rusland mere end 52 gange. Det tilsvarende tal for USA var mindre end seks gange.

På et par årtier blev Rusland omdannet til det andet mest magtfulde land i verden med et højt kulturelt niveau og flere videnskabsmænd end USA og Japan tilsammen. Den forventede levealder blev mere end fordoblet. Huslejen var fastsat til omkring seks procent af den månedlige indkomst.

Men Rusland var i 1917 et ekstremt tilbagestående land og den revolutionære bølge i resten af verden led nederlag og efterlod Rusland isoleret og uden den teknologiske viden der fandtes i de mest avancerede kapitalistiske lande. Lenin og Trotskij havde gjort det helt klart, at den russiske revolution kun kunne være gnisten til verdensrevolutionen – at Rusland aldrig ville kunne skabe socialisme alene (det var en ide Stalin kom frem med i 1924). Sovjets tilbageståenhed og isolation udgjorde det materielle grundlag for degenereringen under Stalin.

Luca MogliaEn boligblok fra Sovjet-tiden. Det sovjettiske bureaukrati blev en lænke for al (også kreativ) udvikling i landet.Under stalinismens blev al kritik holdt nede, men som Trotskij forklarede, har en planøkonomi behov for demokrati på samme måde, som et menneskeligt legeme behøver ilt. Og i takt med at økonomien blev mere og mere kompliceret, jo større et problem blev bureaukratiet. Mange kender historien (om den er sand vides ikke) om gummistøvlefabrikken, der kun producerede venstregummistøvler i str. 43 – en utrolig effektiv måde at nå kvoten i ton gummistøvler, men ikke særlig effektivt for russere med våde fødder. Fra imponerende vækstrater begyndte økonomien at stagnere for til sidst at kollapse i en tilbagevenden til kapitalisme.

Sovjet var aldrig socialistisk, dvs. en økonomi på et højere udviklingsstadie end det førende kapitalistiske land. Men de første år viste planøkonomiens enorme potentiale. Var revolutionen blevet spredt til fx Tyskland, med et højt teknologisk niveau og en veluddannet arbejderklasse, så havde det været en helt anden historie.

En revolutionær epoke

Marx forklarede, at intet socialt system forlader historiens scene, før det har udtømt sit potentiale og ikke længere kan udvikle produktivkræfterne. Når det sker, går samfundet ind i en periode med sociale revolutioner. Det er præcis en sådan periode, der eksisterer i dag på verdensplan. Vi ser en krise, hvor produktivkræfterne gør oprør mod den private ejendomsret og nationalstatens lænker. Kapitalismen har udspillet sin historiske rolle og er blevet en bremse på den økonomiske og sociale udvikling og på menneskehedens fremskridt generelt.

Den historiske krise baner vejen for revolutionære begivenheder og massive ændringer i bevidstheden hos masserne. Den økonomiske krise udtrykkes i en krise på alle niveauer. Der findes ikke nogen vej frem under kapitalismen. Kun ved en revolutionær ændring af samfundet kan menneskeheden igen gå fremad og menneskets fulde potentiale kan frigives.

 

[Gå med i Revolutionære Socialister ]

[Tegn abonnement på Revolution ]

 

Del

Powered by CoalaWeb

Yderligere information