Jonas T. Bengtsson er en af de få nutidige danske forfattere som har socialrealisme som hovedmotor i sit forfatterskab. Hans første to bøger, Aminas breve (2005) og Submarino (2007, senere filmatiseret af Vinterberg, red.), handler begge om Københavns underverden, om narkomaner, alkoholikere, sindssyge og skæve eksistenser. Sidste år udkom hans tredje roman, Et Eventyr, som til en hvis grad også foregår i det univers.

Bogen starter i Sverige i 1986, det år Oluf Palme bliver myrdet og slutter i 2000 i Berlin. Igennem de første to tredjedele af bogen følger vi en far og hans søn. Faderen er på flugt fra noget, men man ved ikke hvad. Han er rastløs, skifter jævnligt job og bolig, og lever i det hele taget på kanten af samfundet. Han lærer sin søn hvordan man klarer sig.

Historien fortælles fra sønnens perspektiv, i et underspillet, forsimplet sprog. Langsomt forstår sønnen mere og mere af verden omkring ham, men han aner også at faderen ikke kan forlige sig med denne. De flygter fra noget, men barnet ved ikke hvad.

Vi får mange flotte og genkendelige billeder fra barnets opvækst. Bengtsson skildrer eminent livet i arbejderklassen, men uden hverken at forsøde eller dæmonisere det. Og ligesom i hans foregående bøger, er hovedtemaet det særlige familiære bånd og den fælles kamp for overlevelse. På trods af alle de forhindringer – ikke mindst økonomiske, som far og søn må klare.

Inde i fortællingen synes forfatteren også implicit at stille det logiske spørgsmål: Er det dem der er på kant med samfundet, som er sindssyge? Eller er det samfundet der er sindssygt? Eller som Bob Dylan skrev i hans sange, ”To live outside the law, you must be honest”. Et ganske interessant og anderledes perspektiv, i en tid hvor politikere og meningsdannere forsøger at udstille arbejdsløse som parasitære undermennesker.

Uden at røbe romanens forløb, kan man sige at drengen igennem årene ikke kan forlige sig med sin familie og sin opvækst. Det får fatale konsekvenser senere i historien, for hans fortid indhenter ham og han bliver nød til at tage en konfrontation med denne.

Når Et Eventyr desværre ikke når op i højde med Aminas breve eller Submarino, er det fordi Bengtsson ikke har strikket plottet helt så glidende sammen denne gang. De første to tredje dele af bogen er langsommelige og mangler klare vendepunkter og suspens. Det gør romanens første del til unødvendigt tung og krævende læsning.

Alligevel er Et Eventyr så absolut anbefalelsesværdig, ligesom resten af Jonas T. Bengtssons forfatterskab er det. Her er i det mindste en forfatter som ikke skriver om det bedre borgerskab, men som formår at portrættere mænd, kvinder og børn på gulvet. Og som stiller spørgsmålstegn ved det etablerede kapitalistiske samfund og dets normer. Det i sig selv, er begrundelse nok for hans værk.

Et Eventyr af Jonas T. Bengtsson, Rosinante, Udgivet i 2011, 383 sider.