Share

30666784353 e9770db8cc oFølgende er en sammenskrivning af to artikler fra hhv. 2. og 24. maj 2017 fra Jorge Martin (IMT), formand for den internationale Hands Off Venezuela kampagne.

I sin tale ved en enorm 1. maj demonstration annoncerede den venezuelanske præsident, Nicolas Maduro, indkaldelsen af en national Grundlovgivende Forsamling, som han beskrev som en arbejder- og kommunalforsamling. Den venezuelanske opposition har straks afvist denne som en del af ”regimets kup” og har opfordret til en eskalering af protesterne.

Maduros bekendtgørelse kom efter 30 dages næsten kontinuerlige, voldelige demonstrationer fra højrefløjsoppositionen i Venezuela (med støtte fra Washington) med det formål at vælte regeringen. En af de vigtigste ledere af oppositionens mest radikale fløj, María Corina Machado, indrømmede åbent dette i en opinionsartikel i den ecuadorianske avis, El Comercio (LINK), hvor hun skrev: ”Der er en voksende fare for, at vi misser den væsentlige pointe. Målet er ikke at afholde valg inden for det kriminelle Maduro regimes rammer. Målet er at sætte en stopper for regimet… Første trin er at afsætte regimet”.

Mediekampagne

Verdens medier har endnu engang forvrænget den virkelige situation i Venezuela. De tegner et billede af et autoritært regime uden nogen folkelig støtte, som undertrykker fredelige demonstranter for at forblive ved magten. Virkeligheden er mere kompliceret. Først og fremmest har oppositionens demonstrationer været ekstremt voldelige og har ført til, at over 68 mennesker i skrivende stund er blevet dræbt. [De 10 er dræbt af regeringsstyrker, 14 dræbt af politisk vold fra oppositionen, 5 som indirekte følge af oppositionens vold (fx en bus, der væltede i forsøg på at undgå oppositionens vejspærring), 30 dødsfald der er under undersøgelse, og 9 som konsekvens af ulykker (fx én der fik stød af en sikkerhedsanordning under en plyndring af en butik), red.].

Bare for at give to eksempler. En kvinde døde i Caracas efter at være blevet ramt i hovedet med en frossen vandflaske, som blev kastet ud fra en bygning under den bolivariske demonstration den 19. april. 2 revolutionære arbejderaktivister i den regionale bolivariske delstat Merida blev skudt i halsen og hovedet for en uge siden af snigskytter. De var posteret i bygninger under oppositionens kontrol, mens de deltog i en pro-regerings demonstration.

For det andet har regeringen, efter oppositionens støtter smadrede og forsøgte at sætte ild til højesteretsbygningen, indsat nationalgarden for at forhindre oppositionens støtter fra at marchere mod højesteret og det nationale valgråds bygninger. Dette har ført til ekstremt voldelige sammenstød med små grupper af unge oppositionsbøller.

For det tredje er der, selvom regeringens popularitet er på et lavpunkt, stadig en hård kerne af arbejdere og fattige, som støtter den bolivariske revolution, og som gik på gaden i massevis den 19. april og 1. maj. Hundredtusinder gik på gaden begge dage mod oppositionens forsøg på at vælte regeringen, og yderligere titusinder deltog i de følgende kvinde- og ungdomsdemonstrationer. Intet af dette er blevet rapporteret i de kapitalistiske medier.

1. maj havde oppositionen for eksempel indkaldt deres støtter til at følge to separate demonstrationsruter: en til højesteret (TSJ) og en til det nationale valgråd (CNE). Højesteretsbygningen var allerede blevet angrebet den 8. april. Det nationale valgråd ligger ved siden af Bolivar Allé, hvor chavistaerne havde valgt at holde deres 1. maj møde. Hele oppositionens strategi var en klar provokation, som sigtede mod at skabe et voldsscenarie, der kunne fremstilles som politiundertrykkelse. Det blev gjort for at sætte regeringen under yderligere pres både hjemme og internationalt.

Og det var, hvad der skete. Hundredtusinder af den bolivariske revolutions støtter gik ad tre forskellige ruter til Bolivar Allé. Hele ruten var spækket med folk fra tidligt om morgenen. Mange af deltagerne var rejst natten over fra hjørner af landet for at deltage i demonstrationen. Da jeg ankom til Bolivar Allé omkring kl. 14 om eftermiddagen, var der allerede hundredtusinder tilstede. Flere var på vej væk, men blot for at blive erstattet af andre, som kom til, indtil kl. 16, hvor Maduro talte til mødet.

I mellemtiden stødte oppositionens demonstranter voldeligt sammen med nationalgarden andre steder i Caracas, og brød endda igennem hegnet ved den militære luftbase La Carlota. Det viste verdens medier masser af billeder af.

Styrkeforholdet

I virkeligheden er dette en konflikt mellem forskellige statsinstitutioner (Nationalforsamlingen domineret af oppositionen versus det bolivariske præsidentskab). Denafspejler forskellige klasseinteresser. Oppositionen, hovedsageligt baseret på samfundets middel- og overklasselag, ønsker at fjerne den nuværende regering og tage magten, opmuntret af dens valgsejr i nationalforsamlingen tilbage i december 2015. Maduros regering, hvis støtte hovedsageligt kommer fra arbejderklassen og de fattige, ønsker at blive ved magten.

I starten af den nuværende bølge af voldelige oppositionsprotester var oppositionens mål at udvide sin traditionelle støttebase fra middel- og overklasseområderne i de store byer med arbejderkvartererne og de fattige nabolag. Det har den ikke opnået. Der har været isolerede hændelser af optøjer på steder som El Valle (hvor uromagerne angreb et barselshospital); men de er blevet udført hovedsageligt af kriminelle elementer med ringe deltagelse fra almindelige lokale mennesker.

Det, som den sidste måned har afsløret, er faktisk, at chavismen stadig kan regne med en kerne af støtte, som kan mobiliseres, specielt når den står over for ”kontrarevolutions pisk” og udenlandsk intervention i form af de ekstremt provokerende udtalelser og handlinger fra generalsekretæren for Organisationen af Amerikanske Stater, Almagro.

Imidlertid har oppositionen formået at genoplive dens massebase, som var blevet mere eller mindre demoraliseret efter oppositionens sidste offensiv mod regeringen i september-oktober 2015, der løb ud i sandet. Dengang kastede oppositionslederne handsken til Maduro med massedemonstrationer, trussel om at marchere mod præsidentpaladset Miraflores og påbegyndelsen af en ”politisk retssag” fra nationalforsamlingens side; men de var ikke i stand til at følge op på truslerne og blev viklet ind i forhandlinger gennem mægling fra Vatikanet, som dog ingen steder førte.

Oppositionen kan mobilisere mange mennesker; men den har ikke rigtigt været i stand til at nå ud over dens traditionelle støtteområder og har på trods af gentagne forsøg og åbne opfordringer til militærkup ikke kunnet skabe et brud i hæren. Situationen er derfor fastlåst.

Hvad er grunden til den bolivariske regerings faldende støtte?

Venezuela er kørt fast i en dyb økonomisk krise. Olieprisens skarpe fald har afsløret alle den venezuelanske økonomis modsætninger. Siden indførslen af pris- og valutakontrol i 2003 for at forhindre spekulation og kapitalflugt har den private sektor gjort oprør mod denne kontrol. Den herskende klasse har indledt en investeringsstrejke og har fundet talrige måder at omgå valutakontrollen, som nu er blevet vendt til sin modsætning.

Da olieprisen var høj, kunne regeringen bruge indtægten fra olien til at betale for omfattende sociale programmer og importere madvarer fra verdensmarkedet, som den derefter solgte til lavere subsidierede priser. Det skabte i en periode den illusion, at det var muligt at opretholde en vidtrækkende socialpolitik uden at forholde sig til spørgsmålet om ejerskab af produktionsmidlerne. Det er ikke muligt længere.

De udenlandske valutareserver er kollapset. Det har reduceret regeringens evne til at støtte import af mad og har ført til mangel i en situation, hvor den private sektor nægter at producere varer til salg ved regulerede priser. Samtidig har regeringen prioriteret betaling af udlandsgæld. For at fastholde de offentlige udgifter kører regeringen med et enormt budgetunderskud, svarende til 15% af BNP, som den financierer ved at trykke penge. Kombinationen af disse faktorer har ført til massiv devaluering af møntfoden på det sorte marked, kombineret med hyperinflation og mangel på basale produkter, specielt mad og medicin.

De sidste tre år har Maduro-regeringen ført en politik, hvor den forsvarer sig selv mod oppositionen på den politiske front, mens den laver alle mulige åbninger og indrømmelser til kapitalisterne på den økonomiske front. Lige før den nuværende protestbølge var Maduro vært for Expo Venezuela 2017. Her understregede han, at hans regering ikke var kommunistisk, og at han gik ind for privat ejendomsret og for at give favorable lån i bolivars og dollars til udenlandske og nationale selskaber.

Den politiske demoralisering

Oppositionens nuværende forsøg på at vælte regeringen blev udløst af højesterets beslutning om at omgå nationalforsamlingens beføjelser. Det gjorde den for at sætte regeringen i stand til at underskrive en samarbejdsaftale med et udenlandsk (russisk) selskab om udvinding af olie. Regeringen har brug for den tilførsel af penge for at betale den seneste portion af udenlandsgælden, som løber op i 3 milliarder dollars. Regeringen har også så godt som ophævet priskontrollerne og erstattet dem med målrettet levering af statsstøttet mad direkte til lokalsamfundene under navnet CLAP.

Men den faldende opbakning til den bolivariske revolution går ud over rent økonomiske årsager. I december 2002 under oliesabotagen og den nationale lockout, som var organiseret af kapitalistklassen, gennemgik det revolutionære folk alle mulige slags vanskeligheder og strabadser og forblev loyale over for revolutionen. Det var før nogen af regeringens sociale programmer var blevet påbegyndt.

Masserne bliver selvfølgelig dybt påvirkede af den hurtige udhuling af lønningernes købekraft, manglen på varer osv. Arbejdere kæmper for at få enderne til at mødes, og deres kost er blevet mærkbart forringet. Men det, som de virkelig er vrede over, er, at regeringen ikke ser ud til at have nogen strategi for at løse disse problemer. Mens den snakker om, at oligarkerne fører økonomisk krig mod revolutionen, sætter den sig samtidig ned med de selv samme kapitalister og giver dem fortsat større indrømmelser. Mens den snakker om socialisme, bliver arbejderne og de revolutionære gruppers revolutionære initiativ indskrænket, kvalt eller åbent blokeret af regeringsbureaukrater, der sidder i luksuriøse aircondition-afkølede kontorer og kører rundt i luksusbiler.

Bureaukrati, korruption og blokering af de menige medlemmers deltagelse er det, som har ført til desillusionering, skepsis og endda kynisme blandt et lag af dem, der tidligere støttede den revolutionære bevægelse. Selvom det er svært at måle, er den venezuelanske befolkning nu mere eller mindre opdelt i tre: en tredjedel, der stadig støtter den bolivariske revolution, en tredjedel, der støtter højrefløjsoppositionen og endelig en tredjedel, der er imod regeringen, men også er på vagt over for oppositionens ledere.

Den grundlovgivende forsamling

Det er i den kontekst, at Maduro 1. maj annoncerede den grundlovgivende forsamling. Forslaget er et spring ind i det ukendte. Halvdelen af medlemmerne af forsamlingen (250) skal vælges i almindelige territoriale valgkredse, og den anden halvdel skal vælges i sektorbaserede valgkredse (arbejdere, kvinder, unge, de handikappede, de oprindelige folkeslag, osv.), ud fra nationale lister med meget høje spærregrænser for kandidater, der ønsker at opstille. Den grundlovgivende forsamling er almægtig, hvilket betyder, at alle statens beføjelser erstattes af den, og at disse skal bekræftes gennem valg til nationalforsamlingen og præsidentembedet, når forsamlingen er færdig med sit arbejde.

Maduro har bekendtgjort, at forsamlingen vil blive opfordret til at stadfæste de bolivariske sociale programmer (missions), så de ikke kan afskaffes. Vi må dog advare om, at det i virkeligheden er usandsynligt, at dette forslag faktisk vil forbedre styrkeforholdene for den bolivariske revolution. Valgsystemet til den grundlovgivende forsamling gør det meget vanskeligt at vælge kandidater, som virkelig repræsenterer de menige revolutionære. Demange aktivister og støtter af revolutionen er dybt skeptiske over for evnen hos de nuværende ledere af den bolivariske bevægelse til reelt at lade de menige medlemmer få indflydelse. Erfaringerne fra ”Congreso de la Patria” (faderlandskongressen), som blev indkaldt efter nederlaget i 2015, og som blev en tom snakke øvelse, står stadig for frisk i deres erindring.

Yderligere er der ingen tegn på, at denne bekendtgørelse signalerer et skift til venstre i regeringens økonomiske politik. Maduro talte i sin 1. maj tale om ”et skift i økonomisk paradigme” og om ”at bevæge sig mod en anderledes, post-olie økonomisk model”; men han nævnte ikke engang ordet socialisme. Der var intet tegn i retning af tiltag for at ekspropriere kapitalistklassen.

Under disse omstændigheder vil Maduros bekendtgørelse kun give oppositionen flere argumenter, som om de havde brug for det, uden at adressere nogle af de virkelige problemer.Det gælder forsyning af mad og medicin, bureaukrati og korruption, som har reduceret opbakningen til PSUV (det bolivariske parti).

Som forudset fordømte oppositionen den grundlovgivende forsamling som et kup og opfordrede sine støtter til at optrappe protesterne. Allerede kl. 21 aftenen efter blev der slået på potter og pander. Den 2. maj opfordrede den sine støtter til at blokere alle landets hovedveje fra kl. 6 eller 7 om morgenen i to timer. Oppositionen opfordrede også til en national arbejdsnedlæggelse. Hen over natten blev barrikader antændt flere steder. Oppositionens bøller spændte også de livsfarlige guyaer ud. Det er stålkabler på tværs af gaderne i 1 meters højde med det formål at dræbe motorcyklister.

Radikalisering af oppositionen

Den 23. maj annoncerede præsident Maduro så retningslinjerne for indkaldelse til den grundlovgivende forsamling. Samtidig opfordrede han CNE (Det Nationale Valgråd) til at udskrive de regionale valg, som har været suspenderet siden 2016

CNE annoncerede derefter, at valget til den grundlovgivende forsamling vil komme til at ligge i slutningen af juli og, at regionalvalgene (guvernørvalg og valg til lokale lovgivende forsamlinger) vil blive afholdt til december.

Nationalforsamlingen afviste den grundlovgivende forsamling og opfordrede i stedet til at afholde en afstemning om, hvorvidt ”folket vil have valg til en grundlovgivende forsamling eller regulære valg”. Med ”regulære valg” mener den præsidentvalg, som reglerne ikke skal afholdes før i slutningen af 2018.

Vreden blandt oppositionens medlemmer var dog så stor, at deres leder, Julio Borges (formand for Nationalforsamlingen), selv blev mødt med alverdens fornærmelser og angreb og tvunget til offentligt at ”undskylde for forvirringen”. Mesa de Unidad Democratica (MUD - koalitionen af oppositionspartier) har som organisation nu lagt en hårdere linje med opfordring til yderligere mobiliseringer i gaderne og afvisning af både valget til den grundlovgivende forsamling og regionalvalgene.

8559532083 117af28a4c bI skrivende stund (onsdag den 24. maj) har de voldelige aktioner varet to måneder, og oppositionen har indkaldt til en stor march mod CNE. Det vil blive endnu en milepæl i oppositionens opstandslignende eskalering. Ledelsen af oppositionen kræver nu åbent, at artikel 350 i forfatningen, som giver folket mandat til at gøre oprør mod en anti-demokratisk regering, skal tages i brug.

Hvis der var nogen, der nærede tvivl, bør den være forduftet nu. For oppositionen vil ikke have valg, men omstyrtelse af regeringen ved at kombinere massemobiliseringer på gaden, ekstrem vold udført af organiserede grupper, samt opstandslignende aktioner. Det er sådanne, som vi så i sidste uge i San Antonio de los Altos og i de seneste dage i Barinas, hvor de blandt andet angreb og ødelagde politistationer, et rådhus, guvernement og private forretninger. De regner selvfølgelig med støtte fra amerikansk imperialisme og dennes lokale lakajer.

Oppositionen var ellers i den seneste tid begyndt at miste opbakning som følge af to faktorer. Dels udmattelse blandt egne medlemmer efter næsten to måneders mobiliseringer uden resultat. Dels at store dele af befolkningen afviser dens stadigt mere voldelige metoder. Nu har oppositionen mulighed for at omgruppere dens styrker.

Oven i dette kommer Columbias stadig mere provokerende fremfærd efter Santos [Columbias præsident, red.] besøg hos Trump. Herefter har han sendt pansrede køretøjer til grænsen, og der er stadigt mere og mere snak om etablering af en ”humanitær korridor” (dvs. udenlandsk intervention).

Den næste tid vil blive afgørende

Revolutionens sejre er stadig mange og vidtrækkende. For eksempel Mission Vivienda, regeringens boligprogram, som lige har leveret 1.6 millioner boliger til familier i nød. Den eneste måde at forsvare disse sejr, er at fuldføre revolutionen. Det vil sige at ekspropriere kapitalistklassen, som står bag det nuværende forsøg på at vælte regeringen, og at afmontere den kapitalistisk stat og erstatte den med et ægte arbejderdemokrati. Kun denne form for tiltag vil igen kunne øge den bolivariske bevægelses sociale base.

Vores position forbliver klar. For vi er stærke modstandere af den opstandslignende offensiv fra reaktionen og imperialismens side. Hvis de lykkes med deres forehavende, nemlig at vælte Maduro-regeringen og tage magten, vil det betyde en absolut katastrofe for arbejderklassen og de fattige. I opinionsartikler i oppositionens aviser har den allerede beskrevet, hvad dens program vil gå ud på: at privatisere statsejede selskaber, reducere budgetunderskuddet ved at skære massivt i sociale udgifter, specielt uddannelse og sundhed, at fyre hundredtusinder af arbejdere i den offentlige sektor, at liberalisere priserne, at få fri adgang til dollars fra olieindtjening, at ophæve arbejdere og fagforeningsrettigheder, specielt forbuddet mod fyringer, osv.

Oppositionens sejr vil betyde barbarisk forfølgelse af aktivister fra revolutionen og dennes organisationer samt undertrykkelse af demokratiske friheder. Vi vil kæmpe af al magt for at forhindre dette i at ske. Samtidig er det dog vores pligt at påpege, at vi er imod regeringens politik. På det økonomiske område består den i at give indrømmelser til kapitalisterne, mens den på det politiske område ikke ændrer den bureaukratiske virkemåde, som har hæmmet og tilbageholdt folkets revolutionære initiativ. Det er folket, som er den eneste garanti for forsvar af revolutionen. Regeringens nuværende politik vil føre til nederlag.

Den revolutionære bevægelse må forberede sig ved at udvide sin organisation, skærpe sin politiske klarhed omkring den nuværende situation og, hvad der er behov for, og også ved at skabe sine egne midler til selvforsvar i fabrikkerne, på arbejdspladserne og i lokalområderne.

Kun folket kan redde folket. Ned med reaktionen og imperialismens offensiv. Forsvar revolutionen med revolutionære midler.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 30, juni/juli 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information