Share

Macron PrsidentDenne artikel blev forfattet inden parlamentsvalgene i Frankrig, den 11. og 18. juni. Men analysen er stadig læseværdig.

Den 7. maj vandt Emmanuel Macron anden runde af det franske præsidentvalg med 66,1 procent af stemmerne mod Marine Le Pens 33,9 procent. Det afsluttede det mest turbulente præsidentvalg i årtier, og åbnede op for et nyt ustabilt kapitel i klassekampen i Frankrig.

Bankmanden vandt

Vinderen, den tidligere bankmand Macron, er allerede i gang med at forberede angreb på de franske arbejdere. Han har ”lovet” at spare, gennemføre reformer af arbejdsmarkedet og få styr på det franske statsbudget og overholde EU’s budgetregler. Selve det konkrete indhold konkretiserer han højst sandsynligt først, når parlamentsvalget er overstået i løbet af juni.

Det franske og internationale borgerskab jublede. Og der er ingen tvivl om, hvad de forventer af Macron. Præsidenten for MEDEF (den største arbejdsgiverorganisation i Frankrig), Pierre Gattaz, udtalte den 25 april sin støtte til Macron, men kom også med en advarsel: "Frankrig har ikke råd til fem år mere med halve tiltag." Med andre ord: de massive angreb de franske arbejdere og unge har oplevet de sidste mange år, var kun ”halve tiltag”i forhold til, hvad borgerskabet virkelig har brug for. Den nye præsident vil uden tvivl lydigt gennemføre deres diktater.

Ustabilt fundament

Men selvom Macrons sejr så overbevisende ud med næsten to-tredjedele af stemmerne, er den ikke baseret på et solidt fundament. De 20,7 millioner stemmer til Macron, udtrykker ikke en homogen støtte til hans program. 43% af hans vælgere sagde, at de stemte imod Le Pen, ikke for Macron.

Hele 4,6 millioner af dem, der stemte i præsidentvalgets første runde, stemte ikke, eller stemte blankt i anden valgrunde. Andelen af folk, der undlod at stemme, var 25% - det højeste antal siden 1969, og dertil skal lægges 10-12%, der stemte blankt eller ugyldigt (også det højeste siden 1969). Som Melenchon udtrykte det, opnåede Le Pen kun en tredjeplads efter Macron, og dem der ikke stemte.

I juni skal der være parlamentsvalg (det foregår i to runder, henholdsvis de. 11 og 18 juni) og det er langt fra givet, at Macron får et flertal i den franske Nationalforsamling. 61% af franskmændene siger, de ikke ønsker, at Macron vinder flertal i parlamentet (inklusiv 30% af dem der stemte på Macron). Selv hvis han mod forventning skulle få et flertal, vil han få det vanskeligt med et hold af helt uprøvede parlamentsmedlemmer. Macrons bevægelse er så ny, at han først fandt kandidaterne til valget efter sin sejr.

Politisk turbulens

Det franske præsidentvalg har været udtryk for en ekstrem politisk turbulens i Frankrig. De gamle traditionelle partier er i krise, og ingen af deres kandidater nåede til anden runde, som de plejer. Ud af de 4 kandidater med flest stemmer var 3 af dem fra ikke-traditionelle partier: Le Pen, Macron og Melenchon. Det franske valg er et udtryk for samme proces, vi ser over hele Europa hvor det politiske systems stabilitet smuldrer. De gamle partier miskrediterer sig selv og afvises af større og større lag og der sker en polarisering både til højre og venstre. De to kandidater i anden runde havde end ikke fået 50% af stemmerne til sammen i første runde.

Da første valgrunde var afsluttet flokkedes hovedparten af de tabende kandidater bag Macron i den såkaldte ”Republikanske front”, med det formål at holde Marine Le Pen fra magten. Selv det franske Kommunistparti (PCF) gik med i den republikanske front. De forklarede, at de straks efter at have stemt på Macron den 7. maj ville kæmpe imod hans politik. Men det kommer unægtelig til at klinge hult at kalde til kamp mod den politik, man netop har hjulpet med at vinde valget.

Den såkaldt republikanske front bestod mest af alt af politiske ledere, der selv er personligt og direkte ansvarlig for Front Nationales fremgang i løbet af de sidste tyve år. Ved at gå med i fronten er Kommunistpartiet med til at opretholde og understøtte det system, der har ført til Le Pens fremgang, og gør dermed ethvert forsøg på at fremstå som et alternativ til det system ekstremt utroværdigt.

Melenchon

Venstrefløjskandidaten Melenchon, der var meget tæt på at være gået videre til anden valgrunde, valgte i stedet at stille sig uden for fronten. Beslutningen blev truffet efter en rundspørge blandt medlemmerne af hans bevægelse ”Rebelske Frankrig”.

Melenchons støtter blev spurgt om bevægelsen skulle anbefale at stemme på Macron, at stemme blankt eller helt at afstå fra at stemme. At der var to muligheder for ikke at støtte Macron, kunne nemt have splittet ”venstrefløjens” stemmer blandt Melenchons støtter og givet sejren til forslaget om at støtte Macron. Men kun 34,83% støttede en stemme på Macron, mens 36,12% foretrak en blank stemmer og 29,05% var for helt at afstå fra at stemme. Altså var over 65% af ”Rebelske Frankrig” imod at vælge nogen af de ”mindre onder” i anden valgrunde.

Det viser noget om den radikalisering, der finder sted i Frankrig, hvor borgerskabet og dets partier har mistet sin politiske legitimitet i et stort lag af arbejdere og unges øjne.

Klassekamp på dagsordenen

Melenchons kampagne og succes ved præsidentvalget viser potentialet for et alternativ til venstre, og at det også kan tiltrække mange af dem, der støttede le Pen, fordi de er imod systemet. Hvis venstrefløjen gik sammen ved parlamentsvalget, ville de kunne vinde. Melenchons bevægelse ”Rebelske Frankrig” må forene venstrefløjen på grundlag af en åben og demokratisk kampagne kontrolleret af medlemmerne.

Præsidentvalget kom på baggrund af massive mobiliseringer i foråret mod en ny arbejdsmarkedsreform. Og perioden efter præsidentvalget har ikke været præget af større ro. Resultatet af første runde blev mødt med spontane demonstrationer fra især unge over hele Frankrig og valget af Macron blev også fulgt af demonstrationer, for at minde ham om at hans mandat er ekstremt svagt.

Det franske og internationale borgerskab kræver ”reformer”, dvs. angreb og nedskæringer og Macron vil gøre hvad han kan for at opfylde de løfter. Men de franske arbejdere og unge er langt fra kuet. Der er åbnet op for et nyt kapitel i klassekampen i Frankrig.

[Gå med i kampen - gå med i IMT og Revolutionære Socialister]

Yderligere information