Den isolationistiske Trump har foretaget en kovending. I stedet for sit løfte om at holde sig ude af Mellemøsten har han brugt harmen over et kemisk angreb på civile i Khan Shaykhun i Syrien til at sende 59 krydsermissiler mod en statslig syrisk flybase. Det Hvide Hus var hurtigt til at meddele, at aktionen sendte et stærkt signal ikke kun til Assad, men også til resten af verden.
Storbritannien, Frankrig, Tyskland og andre medløberstater hilste straks USA’s "afgørende", men "passende" angreb på det syriske regime velkommen som svar på deres usle brug af kemiske våben. Det er dog kun de amerikanske efterretningstjenester, der hævder at have noget bevis for, at Assad var ansvarlig. Det er de samme agenturer, der svor på, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben.
Russerne reagerede vredt på det amerikanske missilangreb og allierede sig med Iran, Assads anden store støtte uden for Syrien, for at advare mod yderligere amerikanske angreb.
Mens Washington og andre eftergivende vestlige regeringer beskyldte den syriske regering for brug af kemiske våben, insisterede Rusland på, at de civile dødsfald skyldtes, at nervegassen var lækket fra en kemisk våbenaffaldsplads tilhørende oppositionen, da den blev ramt af et luftangreb af syriske styrker.
For at kunne afgøre, hvad der er den mest sandsynlige version, er vi nødt til at stille spørgsmålet: Hvem har fordel af denne hændelse?
Til at begynde med havde den berørte by ingen militær betydning. Assad var i gang med at vinde krigen i Syrien, så hvorfor skulle han så med fuldt overlæg bruge kemiske våben, som ville provokere en unødig gengældelse fra USA? Assad havde alt at tabe ved at gøre det. Oppositionens jihadi-styrker har adgang til kemiske våben og har brugt dem. Oppositionen var svært tilfredse ved den amerikanske bombning af Assad. En tidligere britisk ambassadør i Syrien advarede om, at det vil betyde, at der vil blive flere iscenesatte kemiske angreb fra oppositionens side for at skyde skylden på Assad og for at lokke USA til at angribe flere af den syriske regerings mål.
På trods af USA’s påstande om, at bombningen var en "engangs"-hændelse, har den militære aktion sendt chokbølger ud over hele verden. Både Vladimir Putin og den iranske præsident, Hassan Rouhani, udsendte en fælles erklæring: "De aggressive amerikanske aktioner mod en suveræn stat er uacceptable og krænker den internationale ret."
Regimet i Pyongyang [Nordkoreas hovedstad], som provokerede Washington med en missiltest i denne måned, fordømte også angrebet. Kim Jong Un, den nordkoreanske leder, beskrev det amerikanske angreb som en "utilgivelig aggression", som retfærdiggjorde Nordkoreas behov for at udvikle dets atomvåben arsenal. Angrebet vil styrke Pyongyang-regimet og dets beslutsomhed til at udvikle deres nukleare kapacitet. Det så. hvad der skete med Saddam og regimeskiftet i Irak, og konkluderede, at det er nødt til at bevæbne og forsvare sig med egne masseødelæggelsesvåben.
For at intensivere presset på Nordkorea besluttede Pentagon at udsende et hangarskib nær den koreanske halvø, beskrevet af en amerikansk militærmand som en "magtdemonstration". Rex Tillerson, den amerikanske udenrigsminister, sagde, at æraen med amerikansk "strategisk tålmodighed" med Nordkorea var slut. Han understregede, at USA overvejede alle muligheder, herunder militære angreb.
Men det er rent bluff. Nordkorea er en meget ustabil stalinistisk stat, styret af en diktator og bevæbnet med atomvåben. I modsætning til Syrien kan USA ikke bruge missiler mod Nordkorea af frygt for dødelig gengældelse. Hvis Nordkorea blev angrebet, kunne landet nemt sende missiler med atomvåben til Tokyo og Sydkorea og også ødelægge amerikanske militærbaser i området. De nordkoreanske atom- og missilprogrammer er spredt godt ud, herunder underjordisk og undervands. Det ville være yderst usandsynligt, at hele programmet kunne ødelægges i en enkelt række angreb, hvilket umiddelbart ville øge udsigten til nuklear gengældelse fra Nordkorea.
USA bliver nødt til at tage hensyn til denne virkelighed. Nordkorea er bestemt ikke sammenligneligt med Syrien, som var mere eller mindre forsvarsløst mod amerikansk aggression. Syrien er faldet fra hinanden og er ikke i stand til at kæmpe tilbage. Nordkorea er helt anderledes. Selv et såkaldt kirurgisk angreb fra den amerikanske administration vil få katastrofale konsekvenser, ikke mindst for USA’s allierede.
NBC rapporterede, at en nylig afsluttet amerikansk rapport om dets Nordkorea-politik indeholdt muligheder for at placere amerikanske atomvåben i Sydkorea og at snigmyrde Kim Jong Un, den nordkoreanske leder. Dette ligner de amerikanske forsøg på at destabilisere Cuba og myrde Castro, som endte i fuldstændig fiasko. Det vil bestemt være en farlig sti at træde ind på, og det vil helt sikkert provokere Pyongyang.
USA’s unilaterale handling i Syrien vil helt sikkert give anledning til frygt. Det gælder ikke mindst i Kina, ikke kun fordi Donald Trump spiste middag med Xi Jinping, da bomberne faldt, men også på grund af den stadig hårdere tone vedrørende Nordkorea fra den amerikanske administration. Truslen om - og det er hvad det er, at Trump vil gå ind alene i Nordkorea, vil nu blive taget mere seriøst af kineserne. Når det er sagt, har Kina ingen interesse i at ændre sin politik og støtte til Nordkorea. Et sammenbrud af Pyongyang-regimet eller en lammelse af landets økonomi ville sende en flygtningestrøm ind i Kina med al det kaos, som det ville betyde. Det kunne også åbne vejen for en eventuel genforening af Korea, hvilket vil betyde flere amerikanske tropper og baser på selve grænsen til Kina og ,hvilket vil være uacceptabelt for det kinesiske regime. Derfor har kineserne besluttet at kalde Trumps bluff ved at flytte 150.000 tropper til grænsen til Nordkorea.
Joe Detrani, en tidligere højtstående CIA-officer, der har haft kontakter med nordkoreanske embedsmænd, sagde, at Kim kunne blive bekymret for sin sikkerhed, men ikke ville ændre sin politik. "Hans far, Kim Jong Il, gik bogstaveligt talt i skjul efter den første Golfkrig, da USA brugte en overvældende luftstyrke til at ødelægge Iraks militær," sagde Detrani. "Kim Jong Un vil måske gøre det samme ... Det vil dog ikke afskrække ham fra at forbedre sine atom- og missilprogrammer."
Den kinesiske regering har dog alligevel advaret Nordkorea gennem Global Times, en kinesisk "kommunistisk" partiavis, om, at landet må forstå situationens alvor og undgå endnu en provokation ved at gennemføre, hvad der ville være den sjette nukleare-test.
"Hvis Nordkorea gennemfører den sjette nukleare-test, vil muligheden for, at det bliver den afgørende faktor i at skubbe Washington ud i et militært eventyr, ikke udelukkes", erklærede avisen i en leder. "Det er af afgørende betydning, at Nordkorea ikke fejlbedømmer situationen i fremtiden. Nye nukleare tests vil blive mødt med hidtil usete reaktioner fra det internationale samfund, endda til et vendepunkt. "
Ikke bare kineserne er nået bristepunktet, for det gælder endnu mere magthaverne i Seoul og Tokyo. Trump var tvunget til at ringe til både den japanske premierminister, Shinzo Abe, og Hwang Kyo-ahn, den fungerende sydkoreanske præsident, vedrørende angrebet i Syrien og situationen på den nordkoreanske halvø. Og det er ikke underligt, at de er nervøse. Selv hvis USA var i stand til at smadre hele Nordkoreas atomprogram på en gang, har nordkoreanerne stadig et formidabelt konventionelt artilleri. De kunne affyre et ødelæggende angreb på Seoul, den sydkoreanske hovedstad med 10 millioner mennesker 35 mil (ca. 55 kilometer) fra den nordkoreanske grænse. Japan ville også være sårbart over for missilangreb, og det samme gælder amerikanske baser i regionen.
Denne tilsyneladende ændring i Trumps udenrigspolitik har helt sikkert skabt chokbølger internationalt. Trumps oprindelige antipati for indgriben i Mellemøsten, der var et centralt punkt i hans kampagne for at blive præsident, ser nu ud til at være blevet kastet over bord. Trump, ligeså ustabil som nogensinde, synes at trække i land. Så hvad er årsagerne til denne tilsyneladende kovending i forhold til Syrien?
Ændringen - selv hvis den er midlertidig - er mest af alt en afspejling af de problemer, som Trump står over for på hjemmefronten. Her står han over for et stigende pres som følge af hans medarbejderes relationer til Moskva. Det er en afspejling af den ndflydelse fra den amerikanske 'deep state', de hemmelige tjenesters afdelinger, som er grundlæggende fjendtligt indstillet over for Rusland. Ved at genoprette USA's magt på verdensplan håber Trump på at aflede sine politiske modstanders opmærksomhed; men prisen er at underkaste sig deres udenrigspolitiske dagsorden. Dette kunne også forklare meddelelsen, der kom bare et par dage før angrebet i Syrien, om, at Steve Bannon, præsidentens hovedstrateg og hovedforkæmper for "America first"-nationalismen i Det Hvide Hus, havde mistet sit sæde i Det Nationale Sikkerhedsråd (NSC). General Michael Flynn, som delte mange af hr. Bannons radikale instinkter, blev også afskediget som leder af NSC i februar.
Men disse tilbagetog har dog allerede skabt problemer hos hans tilhængere, der er fjendtligt indstillet over for flere udenlandske eventyr. Hans tilhængere siger, at han skal holdes til ansvar, "fingrene i ilden", for at stoppe dette uønskede eventyr. Ann Coulter, forfatter af ”In Trump We Trust”, tweetede sin forfærdelse og spurgte: "Hvorfor blive involveret i en endnu en muslimsk katastrofe?" Dette kunne være årsagen til Trumps tilbagetog, hvor han tydeliggjorde, at USA ikke var "på vej ind i Syrien", hvilket kun øger forvirringen.
I virkeligheden er al Washingtons snak om røde linjer ikke andet end varm luft under de nuværende forhold. Bombningen af Syrien har gjort situationen værre ved at øge spændingerne overalt. På trods af den hårde tone bliver Washington tvunget til at leve med de nordkoreanske atomvåben lige som den måtte tidligere med andre landes. Til syvende og sidst vil de også nå til en aftale med Rusland i Mellemøsten. Der er ikke rigtigt noget alternativ. Rusland har alle kortene på hånden i Syrien med indflydelse og en militær tilstedeværelse. Det er noget, som USA ikke har.
På kort sigt vil Washingtons forsøg på at lægge pres på Rusland for at gøre en ende på sin støtte til den syriske præsident Assad blive mødt af en kold skulder. Tillersons besøg i Moskva afgjorde ikke spørgsmålet. Tværtimod blev USA koldt afvist. USA’s unilaterale aktion i Syrien har forsuret relationerne med Rusland, som er en nøglespiller i Syrien, eller måske endda skadet dem alvorligt. Uden Rusland har amerikanerne intet at forhandle med i regionen. USA’s snak om, at problemet i Syrien var, at Moskva sponsorerede et "morderisk regime", vil blot være brænde på bålet. Tillersons beskyldninger om, at Moskva ikke nødvendigvis var medvirkende til det kemiske angreb, men "inkompetente", vil ikke blive mødt med glæde af russerne. For tiden har russerne vendt ryggen til amerikanerne og øget deres støtte til Assad.
I virkeligheden har amerikanerne skudt sig selv i foden. Situationen udstiller også grænserne for den amerikanske magt. Amerikanerne er magtesløse lige som resten af den vestlige verden.
G7-magternes afdæmpede møde anerkendte deres svaghed. Selv Tillerson var tvunget til at nedtone sit sprog. Og klodsmajoren Boris Johnson, den britiske udenrigsminister, fik et rap over nallerne for sin appel om flere sanktioner mod Rusland og Syrien. "Spørgsmålet blev ikke rejst af nogen undtagen Boris Johnson", udtalte den franske udenrigsminister. Ydmygende blev han behandlet som en uartig lille skoledreng og bedt om at sætte sig i skammekrogen og være stille. I en magtesløs gestus aflyste Boris Johnson et planlagt besøg i Moskva, idet han sagde, at han ville lade Tillerson om at levere en "klar og koordineret besked". Boykotten afspejler simpelthen, hvor lille magt Storbritannien har i internationale anliggender. Johnson afspejler Storbritanniens position som intet andet end amerikanernes puddelhund, der er bange for træde et skridt forkert af frygt for et spark fra onkel Sam. Hans isolation på G7 viser, hvordan Storbritannien har mistet grebet med verdensdiplomatiet.
Briterne er som bjæffende hunde, et ensomt bjæf, men uden bid i. Selv Storbritanniens forsvarsminister, Michael Fallon, forsøgte at puste sig op ved at beskylde Rusland for at være direkte medvirkende til blodsudgydelsen i Syrien. "Denne seneste krigsforbrydelse skete på deres vagt", tordnede Fallon. "I de seneste år har de haft mulighed for at trække nødbremsen og stoppe borgerkrigen. Som proxy er Rusland ansvarlig for ethvert civilt dødsfald i den sidste uge."
Men al denne opblæsthed er fuldstændig hul. De vil betale prisen for denne brovten. Med den uforudsigelige Trump bag roret i Det Hvide Hus vil et kursskifte i udenrigspolitikken være uundgåeligt. Uden nogen gennemtænkt strategi er han som en elefant i en porcelænsbutik. Han har fremmedgjort europæerne og truet med at underminere NATO. Han har erklæret "America First", som indvarsler en ny protektionistisk periode. Han er som den første præsident i historien i åben konflikt med CIA og efterretningstjenesterne. Han har vendt det republikanske parti på hovedet. I en allerede meget ustabil situation hælder han blot mere benzin på bålet.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 29, maj 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
