Share

Yoshi 2000Borgerskabet over hele Europa kunne for nylig ånde lettet op og fejre at Gert Wilders og hans højrepopulistiske frihedsparti ikke blev Hollands største parti ved valget i marts. Men lettelsen er kortlivet, for krisen i Den Europæiske Union fortsætter på fuld tryk.

Den 25. marts mødtes EU’s 27 topledere i Rom for at fejre 60 året for grundlæggelsen af Den Europæiske Union og for at diskutere unionens fremtid. Aldrig før har unionen stået i større vanskeligheder. Krisen i kapitalismen truer unionens fremtidige eksistens. Mødet i Rom for de 27 EU topledere burde nok snarere betragtes som gravøl end fejring. Brexit var et chok for Unionens ledere, men vil vise sig bare at være ét skridt i EU’s opløsningsproces.

EU i flere hastigheder

Fortvivlede og frustrerede over de talløse udfordringer og kriser, der rammer EU, har borgerskabet i Tyskland og Frankrig fremsat deres løsning, nemlig et EU i flere hastigheder. Forslaget vil skabe et A og et B hold, hvor A holdet består af Tyskland, Frankrig og andre lande, der fortsat ønsker øget integration og samarbejde. Forslaget om et EU i flere hastigheder er i sig selv en afspejling af opløsningsprocessen internt i EU. Forslaget blev vedtaget på mødet i Rom og vil blot accelerere opløsningen yderligere.

I realiteten vil vedtagelsen af et EU i flere hastigheder betyde opløsning af Unionen. Borgerskabet i Tyskland håber, at de med sådan en omformning af unionen vil kunne redde, hvad der reddes kan, af unionens indre fælles marked. Et EU i flere hastigheder er ingen løsning for det tyske og franske borgerskab i deres desperate søgen efter stabilitet. De centrifugale kræfter, der trækker EU fra hinanden, skyldes kapitalismens krise og kan ikke stoppes uanset, hvilke manøvrer EU lederne forsøger.

Der kan meget hurtigt blive stukket en kæp i hjulet selv på denne plan: Skulle Marie Le Pen gå hen og vinde det franske præsidentvalg i maj, vil Frankrig være på kurs mod en udmeldelse af EU. Det vil efterlade Tyskland temmelig alene på A-holdet. Derudover vil en fransk udmeldelse af EU sende chokbølger igennem det globale finansmarked, forstærke krisen i Europa og derved yderligere forstærke de nationale modsætninger internt i Europa.

Fra samarbejde til konkurrence

Fundamentet for EU er det fælles europæiske indre marked med Schengen aftalen, der etablerede arbejdskraftens (læs: arbejdernes) og varernes frie bevægelighed på tværs af nationale grænser. På baggrund af flygtninge og terrorangreb har de nationale borgerskaber på tværs af EU tyet til øgede grænsekontrol, lukkede grænser og genoprejste hegn, der alt sammen underminerer det fælles indre marked.

At flygtninge, der søger til Europa, er blevet til en flygtningekrise og et problem for borgerskabet i første omgang, bunder i den økonomiske krise, hvor flygtninge blot udgør endnu en mund at mætte i arbejdsløshedskøen. Det er en kø der allerede tæller over 25 millioner mennesker i Europa. Den komplette modvilje fra flere EU lande mod at modtage og fordele flygtningene ligeligt har blot udgjort endnu ét søm i EU’s ligkiste. EU’s regeringsledere har meget svært ved overhovedet at nå en aftale om fordeling af disse flygtninge, og de aftaler, som de når, overholder de ikke. Det udstiller EU’s totale lammelse.

Med krisen i kapitalismen har den intensiverede konkurrence om verdensmarkedet tvunget alle lande til at angribe deres arbejderklasses leve- og arbejdsforhold i et forsøg på at underbyde deres konkurrenter og opnå konkurrencefordele. Så længe verdensmarkedet voksede, kunne de nationale borgerskaber internt i EU enes om at dele byttet; men siden krisen i 2008 har det været hvert nationalt borgerskab for sig. De nationale modsætninger, der midlertidigt kunne holdes nede i en hel periode præget af økonomisk fremgang, kommer nu op til overfladen. Vi er ved at vende tilbage til normaltilstanden i EU.

Krise i de politiske institutioner

Ligesom EU er i krise, er de politiske institutioner internt i landene også i krise. De traditionelle etablerede partier har under krisen alle ført den samme politik med nedskæringer og angreb på arbejderklassens leveforhold. Men forsøget på at skabe økonomisk stabilitet skaber politisk og social ustabilitet. Ustabiliteten i de traditionelle politiske institutioner afspejles tydeligt i kollapset af de gamle partier, der hurtigt mister troværdigheden. Den politiske midte kollapser, mens der sker en polarisering til højre og venstre.

Borgerskabet har i stigende omfang svært ved at skabe ”stærke” og stabile regeringer, der kan gennemføre de ”nødvendige” nedskæringer, så de overlever i den skærpede globale konkurrence. I visse lande har borgerskabet set sig nødsaget til midlertidigt at afskaffe det borgerlige demokrati og i stedet indsætte teknokrat regeringer, hvis eneste opgave har været at gennemføre brutale nedskæringer. Dette så vi bl.a. i Italien, hvor partierne i parlamenterne viste sig ude af stand til at gennemføre nedskæringer, dikteret af EU. EU indsatte derfor i 2011 økonomen, Mario Monti, som Italiens præsident udnævnte til premierminister i Italien. Monti regerede landet i to år med sit kabinet bestående udelukkende af teknokrater, hvoraf ingen af dem var folkevalgte.

Mistilliden til det politiske system får alle mulige udtryk som f.eks. Brexit og højrepopulistiske partiers fremgang. Det næste alvorlige ”problem” for EU’s ledere er Frankrig, et nøgleland i EU, der har første valgrunde i sit præsidentvalg den 23. april. Her ser det sandsynligt ud af den højrepopulistiske EU-modstander, Marie Le Pen, fra Front Nationale står til at gå videre til anden valgrunde. Hvis Le Pen skulle blive valgt til præsident i Frankrig, vil Frankrig højest sandsynligt forlade EU. Det vil være det ultimative dødsstød til unionen.

Stadig krise i Syd

Den politiske ustabilitet er langt fra det europæiske borgerskabs eneste problem. Mens der er en svag økonomisk vækst i flere nord- og vesteuropæiske lande, så er økonomien i Sydeuropa fortsat i enorme vanskeligheder. I Italien er bankvæsnet ved at kollapse, i Spanien er arbejdsløsheden for unge over 50 %, og den Internationale Valutafond (IMF) har anerkendt, at Grækenland aldrig vil være i stand til at tilbagebetale sin gæld på 180 % af landets BNP.

Kapitalismens krisen har ramt Sydeuropa ekstremt hårdt med store omkostninger for arbejdere og unge i disse lande. Grækenlands BNP pr. indbygger er faldet med 45 % siden 2009, og 66 % af alle 18-34 årige i Italien bor hos deres forældre, da det hverken er til at finde et job eller et sted at bo, som er til at betale. Krisen i Sydeuropa har allerede flere stedet resulteret i en øget intensivering i klassekampen. Nedskæringerne i Grækenland har indtil nu ført til hele 40 generalstrejker, og både Spanien og Grækenland har oplevet massebevægelser, baseret på et anti-nedskærings program.

Krisen i kapitalismen har ikke blot skabt modsætninger inden for EU imellem Nord- og Sydeuropa, men også imellem øst og vest. Mens Storbritannien er i gang med at forlade EU, opfører regeringen i Polen og Ungarn sig som om, de allerede har forladt unionen.

Nye tider for Tyskland

Modsætningerne mellem USA og Tyskland, EU’s ledende økonomi, er blevet markant forstærket siden krisen i 2008 og yderligere forstærket med valget af Trump. I en tid, hvor verdensmarkedet er utrolig usikkert og følsomt over for uforudsete begivenheder, har Trump og hans repræsentanter valgt at tale åbent om en potentiel handelskrig med Tyskland. Tyskland har truet USA med gengældelse, hvis USA skulle realisere deres angreb på tysk eksport. En potentiel handelskrig mellem USA og Tyskland ville kaste kapitalismen ud i endnu en altødelæggende økonomisk krise, som hverken det amerikanske eller tyske borgerskab har interesse i. Men krisen presser de kapitalistiske ledere ud i kortsigtede empiriske beslutninger, der umiddelbart er til deres egen fordel, men ikke nødvendigvis systemets på lang sigt. Trump er det ekstreme udtryk for denne situation. Borgerskabernes problem er, at intet af det, som de gør, kan løse problemerne.

De skærpede modsætninger mellem EU og USA betyder, at også NATO kan være på vej mod opløsning. NATO’s fremtidige opbrud og amerikansk imperialismes skiftende interessesfære fra Europa til Asien rejser spørgsmålet om, hvilket land der vil opstå som den nye militærmagt i Europa og udfylde tomrummet efterladt af USA.

Som den anerkendte tyske avis, Der Spiegel, skriver, så åbner USA’s dalende tilstedeværelse i Europa op for nye muligheder for Tyskland. Tyskland har ikke altid sammenfaldende interesser med USA, f.eks. i forholdet til Rusland, som forsyner den tyske økonomi med naturgas. Den er essentiel for landets økonomi. Men det åbner også igen op for øgede spændinger internt i EU, fordi især mange østeuropæiske lande vil være bange for en tilnærmelse til Rusland. Med NATO’s svækkelse kan Tyskland fremstå som en endnu større magtfaktor i Europa end nu; men som Der Spiegel påpeger, mangler Tyskland en militær styrke til at kunne stå op imod Rusland. Blandt eksperter, politikere og journalister i Tyskland er man begyndt åbent at diskutere, hvorvidt Tyskland skal anskaffe sig atomvåben.

Siden den tyske genforening i 1990 har tysk imperialisme på baggrund af sit højtudviklede økonomiske produktionsapparat været i stand til at dominere det meste af Europa gennem det fælles europæiske indre marked. I årtier foretrak det tyske borgerskab at føre dets interesser ud i livet igennem EU; men kriser i EU og fragmenteringen af NATO har tvunget det tyske borgerskab til at revurdere deres position. At et kommende Europa vil være domineret af Tyskland, er ingen hemmelighed.

EU er også i stigende grad på kollisionskurs med et andet NATO land, nemlig Tyrkiet. Det kom til udtryk i marts, hvor en folkeafstemning i Tyrkiet udløste en diplomatisk krise imellem Tyrkiet og EU landene, Tyskland og Holland. De skyldtes, at ministre fra Erdogans regering forsøgte at føre valgkamp blandt tyrkiske statsborgere, bosat i disse EU lande. Erdogan har dog en klemme på statslederne i Europa, da han imod betaling fra EU har sat en stopper for strømmen af flygtninge, der tager ruten til Europa igennem Tyrkiet. Det er ikke utænkeligt at Erdogan kunne være fristet til at åbne op for flygtningestrømmen, hvis det tyrkiske borgerskab føler, at det kunne presse de europæiske ledere til at imødekomme tyrkiske interesser. En genåbning af flygtningestrømmen ville hurtigt skærpe de nationale modsætninger i Europa yderligere.

For et socialistisk Europa!

Den igangværende opløsning af EU, som er forårsaget af krisen i kapitalismen, er et udtryk for at hvert nationalt borgerskab forsøger at rede sit eget skind. EU kan ikke overleve, og med vedtagelsen af et EU i flere hastigheder er EU trådt endnu et skridt mod afgrunden.

EU blev dannet for at forsvare de europæiske kapitalisters interesser, både eksternt mod især USA og Japan og internt mod egne arbejdere. Så længe kapitalismen gik fremad, var der fordele ved samarbejdet. Men nu åbner krisen op for alle de gamle modsætninger. EU har aldrig været løsningen for Europas arbejdere og unge. Efter krisen er EU blevet brugt som redskab til at gennemføre de mest brutale nedskæringer. Enhver, der er i tvivl om dette, behøver blot se på Sydeuropa.

Men et Europa, som består af selvstændige nationale stater på kapitalistisk basis, vil dog heller ikke være et fremskridt. Kapitalismens krise og konkurrencen mellem de nationale kapitalistklasser vil bestå. Fjenden for arbejderklassen og unge er ikke EU, men kapitalismen og den herskende klasse. Vejen frem er ikke at gå tilbage til Europa før EU, hvad i øvrigt er umuligt. Vejen frem for arbejdere og unge på tværs af Europa er at omvælte det nuværende kapitalistiske system og skabe Europas forenede socialistiske stater i en socialistisk verden.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 28, april 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information