Share

erdogan

Recep Tayyib Erdogan vandt officielt et JA i folkeafstemningen i Tyrkiet. Men hvad var karakteren af hans sejr, og hvad betyder den?

Ifølge de officielle resultater, stemte 51,3 procent af de 48 millioner vælgere for at acceptere den nye forfatning, som giver omfattende og mere eller mindre ukontrollerede beføjelser til præsidenten. Valgdeltagelsen var meget høj, på officielt 84 procent, og stemningen i hele landet er ekstremt polariseret.

Det var ikke blot en ændring i styreformen, der var på spil, men en afstemning om præsident Erdogan og selve AKP-regimet. Det afslører et samfund, der er delt i to diametralt modsatte lejre. Da Erdogan anerkendte resultatet, gik han straks i offensiven og udtalte, ”Vi har en masse at gøre, vi er på rette kurs, men det er tid til at skifte gear og bevæge os hurtigere frem... Vi gennemfører den vigtigste reform i vores nations historie.” Senere på aftenen erklærede han genindførelse af dødsstraffen. Undtagelsestilstanden blev også straks udvidet

Mens folkeafstemningen var iscenesat med det formål at give et indtryk af et stærkt regime med en solid opbakning - en demokratisk stemme for diktatur, som nogle havde kaldt det – afslørede afstemningen faktisk det stik modsatte.

En demokratisk afstemning?

Der var intet demokratisk over afstemningen. Som vi har rapporteret før, var hele den foregående periode præget af staten og mediernes fuldstændige mobilisering for at sikre, at det blev et JA ved afstemningen. Både private og statsejede medier fokuserede næsten udelukkende på at promovere JA-kampagnen. og der blev kun givet lidt eller ingen plads til NEJ-kampagnen. Kampagnen nåede et absurd niveau, med et slags selvpålagt forbud mod ordet ’nej’ i medierne, hvilket førte til at anti-ryge foldere blev tilbagekaldt, og en film kaldet ”NEJ” ikke måtte sendes!

Præsident Erdogan sidestillede truende en NEJ-stemme med "at tage parti med kup-magerne". Den trussel kan ikke misforstås. Mere end 120.000 mennesker er blevet fyret fra deres job og 40.000 anholdt efter at være blevet beskyldt for at være medskyldige i det mislykkede kupforsøg i juli 2016. Tusindvis af byrådsmedlemmer, parlamentsmedlemmer, embedsmænd og parti-organisatorer i det venstreorienterede, kurdisk baserede, HDP, som førte kampagne for et NEJ, er blevet anholdt på falske anklager.

For ikke at nævne belejringen og den åbne krig mod hele den sydøstlige del af landet, som har ført til den fuldstændige ødelæggelse af snesevis af byer, landsbyer og kvarterer, som har efterladt tusindvis døde og titusinder uden et hjem. I valgkampsperioden blev en taktik med intimidering og terror fuldstændig synkroniseret med HDP’s kampagne, og med udgangsforbud i de byer og landsbyer, hvor HDP havde planlagt begivenheder. I den forløbne uge alene blev der indført udgangsforbud i 14 landsbyer i Lice, Kocaköy og Hazro distrikterne i Diyarbakir. Denne atmosfære af intimidering og terror blev forøget på selve valgdagen, eftersom hundredtusinder politi- og militærfolk blev sendt ud på gaderne for at ”opretholde sikkerheden”.

Sidst men ikke mindst, suspenderede den øverste Valgkomite (YSK) kravet om, at kuverter og stemmesedler skulle forsegles før afstemningsprocessens begyndelse. Dette er ikke blot ulovligt, men også ret sandsynligt en del af planen om at manipulere med afstemningen. Sidste gang et sådant skridt blev taget var i 2004. Dengang var antallet af uforseglede stemmesedler 145. Denne gang var tallet ca. 2-2,25 millioner (!).

I Bitlis for eksempel vandt JA-siden med 59,35 procent af stemmerne, men dette er et ret vildt swing fra de 45,74 procent som AKP/MHP fik i parlamentsvalget i november og endda højere end de 52.06 procent Erdogan fik ved præsidentvalget i 2014, da han var på toppen af sin popularitet blandt den kurdiske befolkning. I betragtning af den voldelige undertrykkelse af kurderne, han har udført siden, virker resultatet i år temmelig fantastisk. Ligeledes i det nærtliggende Van fik JA-siden 42,72 procent af stemmerne i går, som er meget højere end de 20 procent, de to partier fik ved parlamentsvalget i juni 2015 eller de cirka 30 procent, de fik i november 2015. Tallene virker mildest talt mistænkelige, og de understøtter de mange beskyldninger om valgsvindel, der er blevet givet udtryk for fra disse områder.

Oppositionspartierne, CHP og HDP, har nægtet at acceptere resultatet og har krævet, at de ikke-forseglede stemmesedler ikke skal tælles med i resultatet. HDP’s engelske Twitter-konto hævder, at partiet estimerer at omkring 3-4 procent af stemmerne er blevet manipuleret. Grupper af mennesker gik også på gaden rundt om i landet for at protestere mod afstemningen. Disse protester fortsatte i dag [17.04.17] i større skala i takt med at opmærksomheden om omfanget af uregelmæssighederne voksede. Det er hævet over enhver tvivl, at havde der været ”ens” spilleregler for alle, ville Erdogan sandsynligvis have tabt afstemningen.

Faldende tilslutning

På trods af al valgsvindelen, terroren, truslerne og stemmemanipulation, er det mest overraskende faktisk det lave antal stemmer til fordel for den nye forfatning. Den endelige opgørelse af stemmerne vil ikke være klar før om 10-11 dage, men det billede, vi allerede nu kan danne os ud fra afstemningen, afslører et alvorligt hak i regimets støtte.

Sammenlignet med parlamentsvalget i november 2015, hvor AKP og MHP’s kombinerede stemmer (de to partier bag JA-kampagnen) lå på 61,4 procent, faldt JA stemmerne i går med 10 procent, eller med ca. 4,2 mio. stemmer.

I de kurdiske områder, hvor staten forsøgte sit bedste, og sandsynligvis lykkedes i et vist omfang, at holde vælgerne hjemme, stemte 9 ud af 10 provinser, som har fået deres kurdisk-venlige guvernører fjernet og erstattet med centralt udpegede administratorer, alle NEJ.

Vigtigst er det, at næsten alle de større byer er gået imod Erdogan. I Istanbul, hvor Erdogans politiske karriere tog fart, efter at han blev borgmester, vandt NEJ-siden med 51,41 procent på trods af, at JA-lejrens partier fik 57,34 procent af stemmerne i de tidligere valg. Faktisk fik JA-lejren færre stemmer (48,65 procent) end AKP fik i de tidligere valg (48,75). I arbejderklasse-området Fatih, vandt JA-siden med 51,35, men det er stadig mindre end de 52,2 procent, som AKP fik i 2015, for ikke at nævne de 8,1 procent MHP fik. I Umraniye, også et arbejderklasse område, er billedet det samme: JA 55,2, men 55,5 til AKP i 2015 og 9,3 procent til MHP.

Den samme proces kan ses i Ankara, hvor AKP/MHP fik 63 procent af stemmerne i 2015, men hvor NEJ vandt med 51,15 procent. Også i Izmir, højborg for CHP, AKP/MHP alliancen oplevede et brat fald, da deres samlede stemmer gik fra 42,38 procent i 2015 til 31,2 i går.

NEJ-siden vandt alle de vigtigste byområder, Diyarbakir, Adana, Antalya på samme vis. I Antalya fik JA-siden 18,8 procentpoint mindre end resultat fra 2015 og NEJ-siden fik en overvældende sejr med 59,08 procent.

Men det der drev JA-stemmerne frem, bortset fra de meget uregelmæssige tal fra den sydøstlige del, var i høj grad de landlige områder. Det er ikke tilfældigt, at den største procentdel af JA-stemmer kom fra ikke-industrielle områder som Bayburt, Rize, Aksaray, Gumushane og Erzurum. Men selv her mistede JA-alliancen stemmer i forhold til de tidligere valg: Bayburt med 11,58 point, Rize med omkring 5,7 point, Aksaray med 14,22 point, Gumushane med 16,27 point og Erzurum med 15.23 point.

Vigtigst var der et fald i støtten i AKP’s centrale højborge i de nye industrielle byer de ”anatolske tigre”. AKP er den anatolske kapitalistklasses parti. Men AKP’s succes ved valget har i høj grad, været bundet til den unge arbejderklasse i disse områder, hvor de gennemsnitlige indkomster, sammen med den generelle lokale vækst, er steget 4-5-6 gange, siden partiet kom til magten. Men den stagnerende økonomi skaber stigende klassespændinger i disse områder og knuser resterne af de paternalistiske relationer, som har haft en stor indflydelse på det økonomiske og politiske liv. Denne folkeafstemning har muligvis givet os det første glimt af klasseskel i AKP’s højborg.

Selvfølgelig formåede Erdogan at vinde i de anatolske tiger-regioner, men Erdogan oplevede også for første gang et markant fald i sin støtte. I Gazienatep, centrum for tyrkisk Jihadisme og et brohoved i Tyrkiets intervention i Syrien, fik JA-siden 62,45 procent, 8,79 point mindre end de to partier opnåede i 2015. I de bymæssige distrikter i Gaziantep fik JA-siden omkring 61 procent af stemmerne, mens det var landområderne, som garanterede det samlede gennemsnit.

I Konya fik JA-siden 7,88 point mindre end AKP alene fik i 2015 (74,52 procent). Her fik JA-siden 13,04 point mindre end de to JA-partier opnåede i 2015. Denne afstemning blev, igen, båret af de bymæssige distrikter i Konya, Meram, Karatay og Selcuklu, som alle stemte JA, men i mindre grad end AKP alene fik i 2015.

I Kayseri tabte JA-lejren 16,17 point i forhold til 2015. I Denizli, en nøgle anatolsk tiger, der startede sin økonomiske vækst før de andre, og derfor har en mere moden arbejderklasse, vandt NEJ-siden afstemningen, og udslettede omkring 15 procentpoint af JA-partiernes resultat i 2015. så længe økonomien var i vækst, og der ikke var noget reelt politisk alternativ, stillede arbejderklassen i Anatolien sig bag AKP. Men i takt med at tilknytningen til landsbylivet glider længere og længere væk i arbejdernes hukommelse, begynder de virkelige klassemodsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere at bliver mere og mere tydelig. Det er kun naturligt, at denne klassemodsætning også vil afspejle sig på det politiske område. Samtidig med at den økonomiske krise i Tyrkiet bliver dybere, vil denne proces blive stærkere og en voldsom klassekamp vil opstå i Anatolien. Disse valg afslører de første faser af denne proces.

Processen med faldende støtte til JA-partierne er synlig i hele landet. Det er svært at se, hvor denne støtte er taget fra, men der er sandsynligvis, et fald i støtte til begge partier. Selv hvis vi antager, at resultatet kun afspejler et fald i støtten til MHP, ville det stadig være en advarsel til Erdogan, der har været afhængig af højre-nationalistisk støtte for at stabilisere sit styre de seneste to år. Under alle omstændigheder havde MHP ikke støttet folkeafstemningen, ville det blot have været nødvendigt med meget mere valgsvindel for at sikre Erdogan sejren.

Mangel på alternativ

Det var tydeligt, at Erdogan ikke ville sky nogen midler for at realisere sin drøm om et moderne sultanat. Udover decideret valgsvindel, var hans vigtigste taktik, på den ene side at stole på mindet om den blomstrende økonomi, der har været under hans styre, og på den anden side det nationalistisk anti-kurdiske hysteri og terror. Han lovede stabilitet i modsætning til truslen om ustabilitet. Det er klart, at dette havde en effekt på et bestemt lag af befolkningen, primært i landområderne i hele landet. Men denne virkning var ubetydelig.

Hovedårsagen til at Erdogan ikke blev besejret, var, at der ikke var nogen troværdig oppositionskampagne. HDP blev massivt handicappet af den ekstreme anti-kurdiske stemning, der blev pisket op af borgerkrigen, samtidig med der blev slået hårdt ned på organisationen, så den i realiteten blev lammet. Samtidig har partiet ikke formået at bryde ud af sin politiske isolation og imødegå de daglige angreb i medierne, hvor de bliver portrætteret som en terrororganisation kun for kurdere.

Det kurdiske spørgsmål er nu blevet fuldstændig knyttet til Erdogans skæbne. Havde det ikke været for borgerkrigen mod kurderne og den deraf følgende opsplitning i arbejderklassen langs nationale linjer, kunne han ikke have holdt sig ved magten. Desværre har det største oppositionsparti, CHP kun gået Erdogans ærinde ved at bruge samme retorik og støtte en række anti-kurdiske love. I deres protest over afstemningen nævnte de ikke et ord om den krig, der føres mod kurderne, som udgør en femtedel af befolkningen, og heller ikke den brutale undertrykkelse af HDP, det fjerdestørste parti i parlamentet.

Mere end noget andet, har CHP’s nuværende ledelse udmærkede sig ved sin afmagt. Mens Erdogan mobiliserede hele statsapparatets styrke i folkeafstemningen, forsøgte CHP’s ledere efter bedste evne at bevare deres statsmand-lignende status. Vrede over CHP-lederen Kemal Kiliçdaroglu har ophobet sig blandt CHP’s tilhængere, der ser, at hans handlinger som ”loyal opposition” til at legitimere Erdogans regime, går imod CHP’s kemalistiske rødder. CHP’s ledere er langt mere bange for at oppiske en ukontrollerbar massebevægelse på gaderne, end de er for udsigterne til Erdogans neo-sultanat. Selv Erdogan tager ikke CHP-oppositionen alvorligt. Til Kiliçdaroglus krav om at afstemningen skulle erklæres ugyldig, svarede han koldt: ”De bør ikke forsøge, det vil være forgæves. Det er for sent nu.”

Et diktatur?

Erdogan havde offentligt rejst håbet om at få op mod 60 procent støtte i folkeafstemningen, men det er nu klart, at han knap nok slæbte sig over 50 procent. Det er ikke et tegn på et stærkt, levende regime. Tværtimod, afspejler det en svækkelse af regimet, som langer ud for at overleve. Hvad CHP ledelsen og det traditionelle kemalistiske storborgerskab frygter mere end noget, er ikke Erogans omfattende beføjelser, men at hans bevægelse væk fra det formelle borgerlige demokrati, også eliminerer tyrkisk kapitalismes "sikkerhedsventiler". Jo mere bonapartistisk Erdogans styre bliver, jo mindre chance vil der være for at sikre en "velordnet" - ikke-revolutionær - overgang, når hans opbakning er blevet for lav til at opretholde hans regime.

Erdogan kom oprindeligt til magten på en bølge af folkelig opbakning og anti-establishment stemning i Tyrkiet, imod hæren samt alle de etablerede partierne. Hans popularitet blev opretholdt af det længste opsving i tyrkisk historie. Men siden 2013, da væksten begyndte at aftage, brød Gezi park protesterne ud, hvorefter Tyrkiet begyndte at gribe ind i den syriske borgerkrig, har han gradvist mistet støtte. Mens denne folkeafstemning umiddelbart synes at være en sejr for hans regime, afslører det faktisk kun en fortsættelse af denne proces.

Erdogan har kun undgået de mange kriser ved at skabe nye. Krigen i Syrien, krigen mod kurderne og de enorme bobler i kredit- og ejendomsmarkederne, er alle problemer, som ikke vil gå væk af sig selv. Samtidig, mens han har angrebet den kurdiske bevægelse og forskellige fraktioner inden for staten og den herskende klasse, har han ikke endnu angrebet den tyrkiske arbejderklasse, en klasse, der er vokset voldsomt i de seneste 20 år, og som ikke har oplevet et stort nederlag siden 1980. For at etablere et fast diktatur er Erdogan først nødt til at knuse denne klasse, men ethvert forsøg på at gøre det ville ende med hans egen undergang. I mellemtiden vil regimet, i manglen på et politisk alternativ, fortsætte ned ad samme vej, og svækkes med hver kommende krise.

Yderligere information