Jean Luc Mélenchon Place au Peuple 001I de sidste tre uger har vi set en massiv og hurtig fremgang for Rebellious France-kandidaten Jean-Luc Mélenchon i meningsmålingerne for det kommende præsidentvalg: fra at ligge på en femteplads med omkring 11% til at ligge på en tredjeplads med over 18% i øjeblikket. Denne hurtige stigning har været ledsaget af et langsomt, men støt fald i stemmeprognoserne for de to kandidater i toppen, Le Pen yderst til højre (fra et højdepunkt på 28% til de nuværende 24%) og den liberale Emmanuel Macron (fra et højdepunkt på 26% til de nuværende 23%). [en proces der er fortsat, efter at denne artikel er skrevet - red]

Det betyder, at Melenchon har en chance for at nå til anden runde af valgkampen. Det har ført til panik i den herskende klasse, både i Frankrig og internationalt. Pessimisterne, som blot kunne se en ”højredrejning” og ”faren for fascisme” er blevet modbevist.

Muligheden for en anden runde med Le Pen mod Melenchon er blevet beskrevet af The Economist som et ”mareridtsvalg”. Meningsmålingerne viser, at Melenchon ville slå Le Pen med 57 procent mod 43. I tråd med den herskende klasses frygt, er spredningen mellem franske og tyske obligationer skudt i vejret til 75 basispoint (fra omkring 30 i slutningen af sidste år). The Financial Times påpeger, at ”valget allerede er det mest uforudsigelige i en generation”, og tilføjer, at ”de tre førende kandidater i meningsmålingerne nu kommer fra partier udenfor mainstream politik.”

En af de største franske borgerlige aviser, Le Figaro dedikerer hele sin forside til at male fanden på væggen og angribe Melenchon. ”Den franske Chavez’ afsindige projekt” skriger en overskrift. ”Maximilien Illich Melenchon” råber lederen. ”Castro, Chavez ... Melenchon, de revolutionære diktatorers apostel”. Artiklerne går videre til at sammenligne Melenchon med Robespierre, Lenin, Trotskij og Fidel Castro.

Melenchons fremgang i meningsmålingerne kan tilskrives en række faktorer. Først og vigtigst er det, at hans program og taler fremstår som en klar afvisning af hele det eksisterende system. Det beskrives således med paniske undertoner af The Financial Times: ”han [Melenchon] har lovet at øge udgifterne med mere end € 250 mia om året, sænke den lovbestemte ugentlige arbejdstid fra 35 til 32 timer, og beskatte enhver indtægt, der er 20 gange større end medianindkomsten 100 procent. Udenrigspolitisk, ønsker han, at Frankrig skal forlade NATO og genforhandle landets forhold til EU fuldstændig. Hvis forhandlingerne mislykkes, siger han, vil det være ‘op til det franske folk’ at beslutte, om de skal forblive i blokken.”

Hele den franske valgkamp domineres af en dybdegående stemning af direkte afvisning af den etablerede orden. Fillon var højrefløjens overraskelseskandidat, da han besejrede favoritterne Sarkozy og Juppé i primærvalgene. Han er nu blevet vanæret af en korruptionsskandale, der har skubbet ham ned i meningsmålingerne. Vinderen af Socialistpartiets primærvalg, Hamon, besejrede også den foretrukne Valls ved, i ord, at fremføre et meget venstreklingende program, hvoraf dele var lånt fra Melenchons program.

For kun et par uger siden, lagde hele den ”progressive” del af den offentlige mening (herunder også den britiske journalist Owen Jones’), pres på Melenchon for at han skulle trække sig fra valget til fordel for Hamon, for ”ikke at splitte de venstreorienterede stemmer” og at ”få en venstrefløjskandidat med i anden valgrunde”. Melenchon stod korrekt fast på, og ved konsekvent at være den mest radikale af de 2 venstrefløjskandidater overhalede han således først Hamon, og har nu indhentet Fillon og endda opnået en lille føring over ham i nogle af sidste uges meningsmålinger.

Dette afslører en anden vigtig kendsgerning, som må bemærkes: sammenbruddet i opbakningen til den officielle kandidat fra Socialistpartiet, som nu er stagneret på omkring 8-9% af stemmerne. Den nuværende regering ledet af Socialistpartiet, der blev valgt på et program, som af navn gik ind for arbejdspladser i modsætning til nedskæringer, gennemførte i stedet nedskæringer, hidtil usete angreb på de demokratiske rettigheder (med terror som undskyldning) og et massivt angreb på arbejdernes rettigheder i form af El-Khomri arbejdsmarkedsreformen. Sidstnævnte udløste en af de vigtigste protestbevægelser siden maj 1968. En protestbevægelse for bare et år siden hvor millioner af arbejdere og unge gik på gaden og strejkede i månedsvis. Samtidig oplevede vi et oprør fra de unge i Nuit Debout-bevægelsen, hvor landets offentlige pladser blev besat. Bevægelsen nåede ikke sit mål om at stoppe reformen, men som vi forklarede på daværende tidspunkt, ryddede nederlaget vejen for, at arbejderne bevægede sig fra den faglige front til stemmeboksen for at finde en vej ud.

Hele erfaringen med Ayrault - Valls - Hollande-regeringen har skabt en dyb kløft mellem Socialistpartiet og en stor del af deres traditionelle vælgere. Kun 24% af dem, der stemte på Hollande i 2012 ville nu stemme på Hamon, 26% vil stemme på Melenchon og 43% på den liberale Macron (en tidligere minister i den ”socialistiske” regering).

I takt med at chancerne for, at Melenchon klarer sig videre til anden valgrunde, stiger, er det sandsynligt, at endnu flere af Hamons tilhængere vil flytte deres støtte (46% angiver, at de ikke er sikre på deres valg og at det stadig kan ændre sig).

Hans fremgang er også faldet sammen med de to tv-transmitterede debatter, hvor millioner kunne se de forskellige forslag blive fremsat uden indblanding fra de kapitalistiske medier. Aftenen efter den anden tv-debat, den 4. april, viste en meningsmåling fra ELABE, at seerne mente, at Melenchon havde været den mest overbevisende kandidat (25%) og også den ”der bedst forstår folk som mig” (26%).

En anden faktor i Melenchons fremgang har været den måde hans kampagne har formået at mobilisere et stort antal mennesker til store stævner, meget større end nogen af de anden partiers, og endnu større end dem vi så ved det foregående præsidentvalg i 2012. Den 18. marts, på årsdagen for Pariserkommunen, samlede han 130.000 på Bastillepladsen i Paris. I søndags, den 9. april, 70.000 i Marseille, en ellers traditionel højborg for Front National, men samtidig en by der var en af de mere radikale centre i arbejdernes protester mod El-Khomri-reformen.

Disse stævner gør ikke kun at kandidaten kan finde en vej udenom de kapitalistiske mediers løgne, men giver også de tilstedeværende, og dem der ser med på de sociale medier, en følelse af deres egen fælles styrke, og hvor mange der støtter op om kandidaten, og får dermed en multiplicerende effekt. Derudover er kampagnen ikke bygget et bestemt partis ressourcer (støtten fra Kommunistpartiets strukturer er i bedste fald halvhjertet og Melenchons eget Venstreparti er meget småt), men bygger snarere på mobiliseringen af titusinder af græsrødder gennem ”Rebellious France”-kampagnegrupper lokalt.

Det er bemærkelsesværdigt, at den del af befolkningen, hvor støtten til Melenchon er højest, er blandt de unge. Han er top-kandidaten blandt dem mellem 18 og 24 år, med 29%. Han har også stor opbakning blandt både arbejdere (18%) og funktionærer (20%), hvor han kun overgås af Le Pen. Hun ligger stadig forrest blandt hendes vigtigste vælgergruppe, arbejderne, men har mistet noget terræn, og er faldet fra 45% til 39%.

Vi må påpege, at der efter vores opfattelse, er en række mangler i Melenchons program, mangler vi har diskuteret andre steder. Det centrale spørgsmål er, at hans plan med gradvis social og økonomisk reformer af sundhedsvæsenet, uddannelse, arbejderrettigheder mv. kræver økonomiske midler. Højrefløjen har gjort et stort nummer ud af dette: der er ingen penge til at betale for det, siger de. Melenchon har reageret ved at fremlægge et aggressivt program for at beskatte de rige, som endda har sit eget online-spil (Fiscal Kombat), hvor kandidaten selv ryster de rige og magtfulde (herunder Sarkozy, Lagarde, etc.) for at få de nødvendige midler.

Selvfølgelig går marxister ind for det mest progressive skattesystem og for at bekæmpe skatteunddragelse. Problemet er, at dette umiddelbart vil medføre en kapitalflugt til andre lande med lavere skatteordninger (som vi så, da Hollande implementerede sin 75%-skat for de rigeste i 2014, et tiltag han senere blev tvunget til at droppe). Som vi allerede kan se med de panikagtige bevægelser, på obligationsmarkederne, ville en sejr til Melenchon straks betyde et angreb fra ”markederne”. Som det skete med Grækenland, ville en Melenchon-regering blive sat under enormt pres fra kapitalistklassen og dens institutioner (især Europa-Kommissionen og Centralbanken) for at kapitulere på alle politiske og økonomiske fronter, selv på grundlag af deres eget begrænsede program. Læren fra Grækenland er, at inden for rammerne af kapitalismen er det ikke muligt at bryde med nedskæringerne for alvor. Enten lader du arbejderne betale for kapitalismens krise, ellers må du bryde med kapitalismen og lade de store virksomheder betale. Det betyder ikke blot at beskatte de rige, men frem for alt at sætte produktionsmidlerne, distributionen og aktiehandelen, som de ejer, under fælles ejerskab og demokratisk kontrol, så landets ressourcer kan bruges til gavn for flertallet og ikke en klike i toppen, der hverken er valgt eller kan stilles til ansvar.

Selvfølgelig ville en Melenchon sejr i Frankrig ikke være præcis som i Grækenland. Det er trods alt en af de centrale lande i EU, med den næststørste økonomi i euro-zonen. En sejr til en venstrefløjskandidat i Frankrig ville have en massiv indvirkning i hele Europa, især i nabolandet Italien, der allerede er kørt fast i en dyb økonomisk og politisk krise. Det ville i høj grad accelerere alle de centrifugale kræfter, der eksisterer i EU.

Det vigtigste at forstå, er, at dette er en nødvendig skole, som de franske arbejdere og unge skal igennem, eftersom der ikke eksisterer et ægte revolutionært alternativ i tilstrækkeligt antal og indflydelse. Hvad de hundredtusinder af mennesker, der ser til Melenchon, ser, er ikke denne eller hine mangel i hans program, men snarere på mere eller mindre defineret vis, et program som udtrykker deres vrede og afvisning af hele systemet. Den 23. april har de en chance for at rette et slag mod netop det system

Yderligere information