Følelsen af chok blandt Labours højrefløj fremgik tydeligt af deres ansigtsudtryk, da de strømmede ud af partikonferencen lørdag. Deres drømme om en sejr til Owen Smith, den såkaldte “enheds”kandidat, blev knust. Dette har skabt en følelse af uro og forvirring på Labours højrefløj. Selvom mange havde erkendt deres kandidats nederlag, håbede de stadig, at de kunne reducere margenen på Corbyns sejr. På trods af alt, fejlede de fælt.

Det er svært at overdrive omfanget af defaitisme og frygt i den højreorienterede lejr blot tre måneder efter, at de vedtog mistillidsvotummet til Jeremy Corbyn. For dem ser fremtiden mere og mere dyster ud, med Corbyn styrket i sit mandat fra de menige medlemmer. Luften er nu tyk af opfordringer til enhed, og de parlamentsmedlemmer, der var trådt ud af skyggekabinet, plages nu af spørgsmålet om, hvorvidt de skal vende tilbage eller forblive på sidelinjen.

Højrefløjsfolk skifter hest

Parlamentsmedlemmer har bønfaldt deres tilhængere om ikke at forlade partiet efter tegn på, at mange rev deres medlemskort over, som svar på Corbyns genvalg. Michael Dugher, et tidligere medlem af skyggekabinet sagde, at det var “deprimerende” at se folk rive deres medlemskort over og lægge dem ud på sociale medier. “Folk der bare har fået nok, parlamentariske kandidater, byrådsmedlemmer, anstændige gode mennesker, som har stillet deres liv til rådighed… I må blive, I er nødt til at blive.” Men mange anti-Corbyn medlemmer vil melde sig ud, som de gjorde, da han vandt første gang for et år siden.

Nogle har allerede skiftet hest. Lord Mitchell, en Labour peer, forlod partiet med påstanden om, at Labours leder var omgivet af folk med “voldelige anti-israelske holdninger”. Iværksætteren, der var forretningstalsmand for partiet i Overhuset under Ed Miliband, udtalte, at “Jeremy har ingen lederevner overhovedet – hans lille gruppe kan lide ham, og de tror, han er Messias, men han vil aldrig blive leder og premierminister af dette land.”

Hvad kunne man ellers forvente fra en mand, der hjalp med at lede SDP udsplittelsen i begyndelsen af 1980’erne, og som stillede op mod Labour i 1983 og 1987, men fik lov at komme tilbage i partiet af Blair? Sådanne konservative infiltratorer er ikke velkomne i Labour og burde ryge ud.

At splitte eller ikke at splitte?

Trods tidligere trusler forsøger højreorienterede parlamentsmedlemmer nu at dysse enhver tale om et split svarende til SDP i 1981 ned. “Vi giver ikke op, og vi har ikke tænkt os at splitte ud, dette er vores parti,” udtalte Tom Blenkinsopp, parlamentsmedlem for Middlesbrough South og East Cleveland, på et møde i Labour First gruppen. Tidligere skyggeuddannelsesminister Tristram Hunt skrev i mellemtiden: “Vi moderate vil ikke søge asyl i Singapore eller nogen andre steder lige med det første.”

Andre var ikke i stand til at tilbageholde deres bitterhed over resultatet. Partiet var “mere splittet, end jeg nogensinde har oplevet det,” siger Lucy Powell, en anden tidligere skyggeuddannelsesminister. Chris Leslie, tidligere skyggefinansminster, udtalte, at han var loyal over for det parti, som eksisterede for at regere på vegne af hele landet snarere end en “snæver skare af mennesker”.

I en kritik af Corbyn for at love øget offentligt forbrug hånede Leslie det “magiske pengetræ” af ubegrænsede offentlige midler, som ledelsen mente kunne “virkeliggøre alle vores drømme”.

Et parlamentsmedlem udtalte med sammenbidte tænder, at “de mennesker, der plejede at stå uden for konferencen, er nu indenfor, og kører tingene.”

Lord Hain fortalte Newsnight, at partiet ville stå overfor sin “største krise”, hvis Corbyns sejr blev brugt til at presse på for deselection (fravalg af de eksisterende parlamentsmedlemmer som kommende kandidater til valg). “Den hårde venstrefløj omkring Jeremy har aldrig haft kontrol over partiet før”, sagde han. “De har aldrig haft kontrol over ledelsen, og de har aldrig haft kontrol over organisationen. Hvis de får det, så vil de have opnået, hvad de ønskede at opnå, hvilket er kontrol med partiet, snarere end at vinde landet. “

Blairisterne fanget på det forkerte ben

Ikke desto mindre har højrefløjen ikke opgivet deres plan for at fjerne Corbyn, selvom de blev fanget på det forkerte ben. Men de har måtte genoverveje deres strategi. De håber at genvinde deres flertal i det nationale forretningsudvalg (NEC) ved at liste forslaget om at udpege repræsentanter fra Skotland og Wales igennem.

Forretningsudvalget er faktisk fint balanceret mellem pro- og anti-Corbyn tilhængere. De har haft travlt med intriger bag kulisserne, med hjælp fra McNicol, den højreorienterede generalsekretær, og næstformand Tom Watson. Lækkede interne parti emails afslører, at næstformanden har styret et såkaldt “Projekt Anaconda” – en intrige for at fremme ændringer i skyggekabinettet og bredere NEC forslag.

“”Project Anaconda “… vil indebære at isolere og svække JC og i sidste ende presse livet ud af hans lederskab,” hævdede en e-mail. “Hver indrømmelse JC kommer med, vil blive brugt til at stramme grebet.” Watson nægtede at have brugt udtrykket.

Big business “entrisme”

Det er ikke tilfældigt, at McNicol brugte hele sin tale på konferencen til uforvarende at gå imod Corbyn, hvor denne “neutrale” partifunktionær, der ødselt roste parlamentsgruppen (PLP) og funktionærerne, og derefter citerede §1 i vedtægterne, om pligten til at etablere partiet i parlamentet, som Labours primære opgave. Det var en klar udfordring til Corbyn. Men §1 går ikke ud på at etablere en parlamentsgruppe for karrieremagere, og andre der søger en position, men at etablere politisk repræsentation for arbejderklassen i parlamentet. Vi går klart ind for sidstnævnte, men ikke førstnævnte.

Højrefløjen bruger Progress og Labour First, begge grupper som er udstyret med næsten ubegrænsede mængder af penge fra big buisness bagmændene til at fremme deres mål. De har pralet med, hvor effektivt de var i stand til at sikre delegerede fra partiets valgkredse til partikongressen. De bruger alle manøvrer, der findes i bogen.

Deres seneste stunt er at kræve, at Jeremy Corbyn træffer foranstaltninger for at genoprette enheden, som om han var valgets taber! Det er dem, der har brug for at forbedre deres opførsel, ikke Jeremy Corbyn – ellers må de fjernes af medlemmerne.

Momentum tøver

Desværre har venstrefløjen omkring Momentum, i stedet for virkelig at tage kampen op mod højrefløjen, været undvigende, og har undgået at rejse spørgsmål som deselection. Frem for at organisere at venstrefløjen fik valgt delegerede til partikonferencen, at der blev vedtaget venstreorienterede resolutioner i partiets lokalafdelinger, har Momentum koncentreret sin indsats i at organisere en fire-dages lang fraktionsbegivenhed, med musik, poesi og workshops. Dette er alt sammen meget godt, men det er næppe en strategi for at besejre højrefløjen.

Med blairite parlamentsmedlemmer, der fortsætter med at stikke Corbyn i ryggen, bør Momentum organisere at få dem ud. Kløften mellem disse højreorienterede parlamentsmedlemmer og partiets medlemmer er massiv og stadigt voksende. Venstrefløjen må ikke være blød overfor disse angreb. Som Len McCluskey sagde, “de [højrefløjen] beder selv om det”. Det er trods alt de almindelige medlemmers demokratiske ret at vælge deres offentlige repræsentanter.

Forsvar Corbyn! Kæmp for socialisme!

De parlamentsmedlemmer, der er under pres, vil være tilbøjelige til at holde hovedet nede for nu. De vil vente på bedre tider og blot fortsætte med at underminere Corbyn bag lukkede døre. De vil fortsætte med at opbygge deres eget “parti i partiet”, i og uden for parlamentsgruppen. Men på et tidspunkt vil de vælge en åben kamp med Corbyn på spørgsmål såsom forsvar eller udenrigspolitik. De vil gå i offensiven for at sikre kapitalismens behov.

Labour blev oprettet for at repræsentere arbejderklassens klasseinteresser. Det er blevet overtaget i fortiden af højreorienterede karrieremagere og lykkeriddere, der ikke tjener arbejderklassens men big business’ interesser.

Med Corbyns genvalg og regenerering af partiet er det nu på tide, at disse mennesker ryddes ud én gang for alle. Dette må gå hånd i hånd med kampen for et socialistisk program – for at opruste partiet i lyset af den største krise i kapitalismen siden 1930’erne. Vi må derfor bringe den gamle paragraf fire tilbage, der forpligtede partiet til den socialistiske omdannelse af samfundet.

Corbyns sejr endnu en gang er et vendepunkt. Men “Corbyn revolutionen” er ikke komplet. Vi må skabe et virkeligt socialistisk Labour parti i Storbritannien, der vil sætte en stopper for kapitalismens mareridt og ligge grundlaget for en reel fremtid.