Share

Corbyn and Blairites Socialist Appeal UKNår tiden er moden vil omstændighederne bevæge sig med enorm fart og energi, men det kan godt tage lidt tid, før vi når til det punkt.” (Engels, 24. oktober 1891)

Det ser ud til, at arbejderpartier i store lande kun kan udvikle sig gennem intern kamp, hvilket stemmer overens med den dialektiske udviklings love.” (Engels, 20. oktober 1882)

Ved udviklinger af den størrelsesorden er tyve år mere end en dag – men der kan senere komme dage, hvori der ligger tyve år indlejret”. (Marx, 9. april 1863)

Pludselige og skarpe skift ligger indbygget i den internationale situation. Det faktum bliver på dramatisk vis bekræftet af begivenhederne i Storbritannien, hvor situationen skifter ikke dag for dag, men time for time.

På overfladen så Storbritannien ud til at være et af de mest stabile lande i verden. Et sted hvor der ikke skete meget, og hvor tingene skete ekstremt langsomt. Nu er den situation pludselig blevet vendt til sin modsætning. Storbritannien haltede bagefter resten af Europa, men har nu indhentet dem, og kommer måske til at overhale dem.

Storbritannien er nu et af de mest ustabile lande i Europa. Nogle politiske kommentatorer sammenligner det allerede med Grækenland. Det er den største politiske og konstitutionelle krise siden anden verdenskrig. Den herskende klasse og det konservative parti er delt på midten og Labour-partiet står på grænsen af et split. Det er en situation fuldstændig uden fortilfælde.

Det er præcist det, som Trotskij mente, da han talte om den socialistiske revolutions molekylære proces. En langsom, gradvis ophobning af utilfredshed opbygges under overfladen og er ubemærket af overfladiske observatører, indtil de når et kritisk punkt, hvor kvantitet slår om i kvalitet med eksplosive konsekvenser.

Den britiske arbejderklasses utilfredshed kom ikke til udtryk i en bølge af strejker. Hvor utilfredsheden i Frankrig kom til udtryk gennem et udbrud af strejker og demonstrationer, er strejkebevægelsen i England på et lavpunkt. Utilfredsheden holdes tilbage af fagbevægelsens ledere.

Men at den revolutionære proces kommer, udtrykkes ikke kun i strejkestatistikker. I Storbritannien afspejles bevægelsen mod revolution på det politiske plan, hvor det forårsager en dyb krise i de store partier med uberegnelige konsekvenser for fremtiden.

Langvarig tilbagegang

Skiftet i situationen er blevet sat på spidsen af et split i den herskende klasse over spørgsmålet om Storbritanniens medlemskab af den Europæiske Union. Det konservative parti har i mange år været delt på spørgsmålet. David Cameron udskrev en folkeafstemning med henblik på at afslutte denne splittelse. I stedet har folkeafstemningen gjort splittet i det regerende konservative parti til en uoverstigelig afgrund.

Den britiske kapitalismes langvarige tilbagegang har foregået uafbrudt over de sidste hundrede år. Efter anden verdenskrig mistede Storbritannien sit imperium og sin position i verden. Den britiske herskende klasse bestemte sig med forsinkelse for at gå med i den Europæiske Union for at bremse denne tilbagegang.

Men en sektion af den konservative ledelse har aldrig forenet sig med denne virkelighed. De konservative højrefløjschauvinister drømmer om at genvinde Storbritanniens tidligere imperialistiske pragt. De kan ikke forstå, at Storbritanniens magt før i tiden var baseret på dets industrielle styrke, som nu er blevet fuldstændig afviklet.

Storbritannien er nu blevet reduceret til en andenrangs magt ud for Europas kyst. Dets svaghed står nu grelt udstillet, da bruddet med den Europæiske Union straks resulterede i pundets kollaps og kapitalflugt.

Hverken Cameron-fløjen eller fortalerne for Brexit har den ringeste ide om, hvad de skal gøre i denne situation. De havde ingen planer før, og de har stadig ingen planer nu. De konservative ledere gik i panik efter folkeafstemningens resultat blev offentliggjort, og de er det stadig. Finansministeren George Osbourne forsvandt fuldstændig i 48 timer.

Det konservative parti har i praksis intet lederskab, og Storbritannien har ikke nogen regering. Det er en politisk og konstitutionel krise uden fortilfælde. [Udtalelsen er skrevet før Theresa May blev leder af de Konservative - red]

Folkeafstemningskampagnen

Folkeafstemningskampagnen afslørede dybe opdelinger i det britiske samfund. Det gælder opdelinger efter klasse, rig og fattig, race, nationalitet, alder, nord og syd. Både Remain og Leave kampagnerne havde klassedelinger i sig. Arbejderklassen var splittet på spørgsmålet. Størstedelen af dem, som arbejder fuld tid eller deltid, stemte for at blive i EU; men de fleste af dem uden arbejde (pensionister og arbejdsløse) stemte for at forlade EU.

Der var også en enorm generationskløft. 61% af dem over 65 år stemte for at forlade EU. Men 75% af unge mellem 18 og 24 stemte for at blive, hvilket var helt op til 80% af studerende.

Skotland stemte massivt for at blive og ligeså et flertal i Nordirland. Tre fjerdedele af sorte og to tredjedel af asiater stemte også for at blive. På den anden side stemte de depressionsramte områder i Nordengland, Midtengland, Yorkshire og Wales samt de landlige rige, konservative amter for at forlade EU. Men selv i disse regioner stemte de store byer (som Liverpool, Newcastle, Leeds, Manchester) for at blive.

London stemte med en stor margin for at blive. Det gjaldt både for Labour arbejderkvarterer i indre London som Hackney (78% bliv), Haringey (75%), Lambeth (78%) og Tower Hamlets (67%). Men det omfattede også mere velhavende konservative bydele som Hammersmith and Fulham (70%), Westminster (69%), Kensington and Chelsea (68%) og Richmond-upon-Thames (69%).

Den britiske venstrefløj havde ingen klar position på dette spørgsmål, i modsætning til ved tidligere lejligheder (1975), hvor det store flertal af arbejderbevægelsen og venstrefløjen var imod britisk medlemskab af den Europæiske Union. Denne gang var Labour og de fleste fagforeninger inklusive de største industrielle fagforeninger i Remain-lejren.

63% af Labour-støtterne stemte for at blive, en position der også blev forsvaret af Jeremy Corbyn, som dog nægtede at dele platform med David Cameron og de konservative og gjorde sin kritik af den Europæiske Union meget klar. Det bliver nu brugt mod ham af Labours højrefløj.

Fremmedgørelse

Resultatet, som var fuldstændig uventet både for Remain- og Brexitlejren, kom som et chok for den herskende klasse, som var fuldstændig ude af trit med virkeligheden. De så ikke den enorme ophobning af vrede, utilfredshed og bitterhed, som samlede sig under overfladen. Resultatet af folkeafstemningen virkede som en enorm kampesten smidt i en sø. Bølgerne spreder sig stadig.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor folk i de depressionsramte områder i Nordengland stemte for at forlade EU. Remain-kampagnens propaganda med budskabet om, at folk er ”bedre stillet i Europa” lød som noget fra en anden planet for de arbejdsløse, som lever i fattigdom i dårlige huse i områder, hvor kulminer og fabrikker var blevet lukket og hele lokalsamfund ødelagt.

Følelsen af, at ”de ikke repræsenterer os”, er udbredt i samfundet og ikke kun i Storbritannien. Der er en følelse af afsky for etablissementet både i Westminster og i Bruxelles, som afspejles i en enormt antal stemmer for at forlade EU.

Men kampagnen, der blev ført for Brexit, var fuldstændig reaktionær, xenofobisk og kvasi-racistisk i sin karakter. Det vigtigste argument i kampagnens program var anti-immigration. Remain-lejren gik også med på dette programpunkt ved at sige, at selv hvis UK blev i EU, burde der være ”immigrationskontrol”. Det var tilfældet både med konservative og Labour politikere, med Corbyn som hæderlig undtagelse.

Det spillede en vigtig rolle i at opildne den offentlige mening. Resultaterne af dette er ganske tydelige. Det har sat gang i racistisk aktivitet med angreb på immigranter, Det gælder ikke kun polakker, men også muslimer, sorte og endda spanioler. Mordet på et Labour parlamentsmedlem begået af en fascist, som råbte ” put Britain first ”, var tydeligvis et resultat af denne reaktionære propaganda.

Racisme og anti-immigrationsfølelser er ikke et nyt fænomen. Det er blevet pisket op i årevis af den herskende klasse i et forsøg på at finde en bekvem syndebuk at give skylden for kapitalismens krise. Forskellen er, at det nu er blevet meget mere åbent, og endda ”respektabelt”. Det har opmuntret racister til at komme frem i det åbne rum. Immigranter og minoritetsgrupper rapporterer, at de har oplevet racemotiverede angreb og overfusning, som de ikke har oplevet før.

Det er derfor ikke nogen overraskelse, at resultatet af folkeafstemningen er blevet taget imod med åbne arme af Marine Le Pen, Geert Wilders og Donald Trump. Sidstnævnte, som på samme tid var i Skotland, sagde: ”De stemte for uafhængighed, for at få deres land tilbage. Vi skal gøre det samme”.

Skotland og Nordirland

Dybe brudlinjer er blevet blotlagt også på det nationale spørgsmål. David Cameron gamblede allerede, da han udskrev folkeafstemning om skotsk uafhængighed, hvilket truede enheden af det United Kingdom. Dengang var han heldig. Denne gang var han ikke.

Det faktum, at skotterne stemte overvældende for at bevare forbindelsen til EU, mens England stemte imod, har igen sat dette spørgsmål på dagsordenen. SNP-leder Nicola Sturgeon har udtalt offentligt, at det skotske folk ikke vil acceptere at blive tvunget til at forlade EU mod deres vilje.

Sturgeon har også sagt, at en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed nu er på dagsordenen og har endda besøgt Bruxelles for at diskutere betydningen af dette. Hun blev naturligvis mødt med uforsonlig modstand, specielt fra den spanske statsminister Rajoy. Han er bekymret for muligheden for, at Catalonien vil følge Skotlands eksempel.

Ikke desto mindre vil en skotsk folkeafstemning sandsynligvis blive udskrevet, hvis ikke noget bliver gjort snart for at lave en aftale med EU, og uafhængigheds-siden kunne meget vel opnå flertal denne gang. På den måde har det konservative partis ledere, som påstod, at de var for det Forenede Kongeriges enhed, opnået præcist det modsatte af, hvad de ønskede.

Dette har også alvorlige konsekvenser for Nordirland, der ligesom Skotland har stemt med flertal for at blive i EU. Indtil nu har grænsen mellem Syd- og Nordirland været åben. Landmænd kunne sælge deres dyr og landbrugsprodukter på tværs af grænsen uden nogle problemer. Medmindre en aftale kommer i hus, risikerer vi at stå over for lukkede grænser, bevogtet af bevæbnet politi som tidligere. Denne udsigt vækker bekymring i nord og syd. Der har allerede været en stigning i ansøgninger om EU-pas fra Republikken Irland blandt dem, som lever i Nordirland.

Gerry Adams fra Sinn Feinn opfordrer allerede til folkeafstemning om irsk genforening. Han må være klar over, at han ikke kan opnå det. Men det står klart, at gamle dæmoner er ved at blive vækket. Politiske kommentatorer peger på faren for en fornyelse af de væbnede konflikter, som plagede Irland i 30 år. Overalt, hvor den herskende klasse kigger hen, er der kun kaos, turbulens og uløselig krise. Det hele falder fra hinanden for øjnene af de.

Det konservative parti i krise

De konservative er dybt splittet over Brexit spørgsmålet. Camerons fratrædelse har forårsaget en krise i ledelsen og en dybt splittende kamp om formandsposten. Den herskende klasse er i chok. Dens politiske ledere synes at være lammede og ude af stand til beslutsom handling. [Artiklen er skrevet før Angela May blev erklæret formand for de konservative]

Dette gælder lige så meget dem, som gik ind for, at Storbritannien skulle forblive i EU, som for dem, der var imod. Sidstnævnte havde ikke forventet at vinde folkeafstemningen og har absolut ingen idé om, hvad de skal stille op med resultatet. De førstnævnte, som helt op til folkeafstemningen var sikre på en sejr, er paralyserede og desorienterede, forfærdede over den situation, som de nu så uventet befinder sig i. Naturligvis beskylder de hinanden for den resulterende redelighed.

Den intetsigende forsikring fra folk som Boris Johnson om, at alt ville blive godt for Storbritannien, hvis blot det ville forlade EU, er hurtigt blevet afsløret som en tåbelig illusion. Det faldende pund, kapitalflugt og kaotiske svingninger på aktiemarkederne er advarsler om, at værre er i vente.

Briterne vil heller ikke få en nem medfart fra Bruxelles og Berlin, som Johnson og de andre så selvsikkert hævdede. EU’s ledere lægger forståeligt nok skylden for, hvad der er sket, på Cameron, og under alle omstændigheder vil det være umuligt for disse ledere at give alvorlige indrømmelser til briterne grundet de virkninger, det vil have på andre, der måtte være tilbøjelige til at følge briternes eksempel.

Men desperationen i den britiske herskende klasse og frygten i det europæiske og amerikanske borgerskab er alligevel så stor, at en form for kompromis på ingen måde er udelukket. På trods af alle benægtelserne finder en eller anden form for forhandling nok allerede sted i hemmelighed med det formål at lave en aftale.

Det europæiske borgerskab insisterer dog på, at enhver aftale, som giver Storbritannien adgang til det indre marked, skal ledsages af en accept af arbejdskraftens frie bevægelighed. Men det var netop løftet om begrænset indvandring og "kontrol over vores grænser", der var det centrale punkt i Brexit kampagnen og de konservative fortalere for ”Leave” indrømmer åbent, at en stopper for den frie bevægelighed aldrig var deres hensigt.

Ethvert kompromis på immigrationsspørgsmålet vil medføre voldsom harme hos anti-indvandrings tilhængere i og uden for det konservative parti. Den bitterhed og vrede, der eksisterer mellem de to fløje i partiet, kan let føre til en splittelse, hvilket især er sandsynligt, hvis der kommer en aftale med EU, der forråder anti-indvandringsslængets forhåbninger. Dette ville straks sætte en splittelse hos de konservative på dagsordenen.

Labour

Krisen i det konservative parti giver teoretisk set Labour en fremragende mulighed. Alligevel befinder Labour sig i en endnu dybere krise end regeringspartiet. De højreorienterede blairister, der dominerer Labours parlamentsgruppe, har hele tiden været fast besluttet på at slippe af med Jeremy Corbyn som partileder. De brugte folkeafstemningsresultatet som en bekvem undskyldning for at organisere et kup mod ham. Men det var uundgåeligt på et eller andet tidspunkt under alle omstændigheder.

Planerne for kuppet blev lagt for lang tid siden. Den oprindelige plan var at spille det lange spil for at give Corbyn tid til at miskreditere sig selv. Men højrefløjen var for utålmodige. De fratrådte en bloc deres poster i skyggekabinettet for at fremtvinge en krise i Labour, og gik derefter over til at organisere et mistillidsvotum, hvor over 80% af det Labours parlamentsgruppe stemte imod Corbyn.

Som altid støttes højrereformisterne af den herskende klasse og masse-medierne, som har arrangeret en ondsindet kampagne mod Corbyn med den hensigt at tvinge ham til at træde tilbage. Det har han nægtet at gøre. Resultatet er, at der nu er borgerkrig inde i Labour.

Det er nu mere og mere klart, at højrefløjen har forregnet sig. Corbyn vandt formandsvalget i september sidste år med støtte fra de menige medlemmer, som gav ham 59,5% af stemmerne. Han har stadig støtte fra hundredtusindvis af Labour-medlemmer, der mobiliseres for at besejre højrefløjen. Mange nye medlemmer går med i partiet for at bakke op omkring ham.

Et afgørende element i ligningen er fagforeningernes stilling. Under pres fra medlemmerne har ti fagforeninger, herunder de fire største, smidt deres vægt bag Corbyn. Lederne afspejler stemningen blandt fagforeningernes menige medlemmer.

Private meningsmålinger udført af fagforeningerne viser, at støtten blandt deres individuelle medlemmer til Corbyn er ligeså stærk, som den var, da han vandt sin jordskredssejr i september 2015, og i nogle fagforeninger endnu stærkere. Ved en konference i Unite - den største fagforening i Storbritannien – diskuteres spørgsmålet om obligatorisk omvalg [dvs. Labours afdelinger skal vælge hvem der skal være deres valgkandidat - red], og forbundets generalsekretær har truet med at støtte denne sag.

Endnu vigtigere er holdningen hos Labours menige medlemmer. pro-Corbyn Momentum bevægelsen har taget en yderst forsigtig stilling indtil nu, de har undgået enhver antydning af en kampagne for omvalg af Labours parlamentsmedlemmer, som vi har krævet konsekvent fra starten.

Nu er lederne af Momentum blevet presset til at komme ud af busken: "Vi holdt os tilbage ift. omvalg, fordi Jeremy bad medlemmerne om det. Dette mislykkede kup er en anti-demokratisk krigserklæring mod partiets medlemmer, "sagde Paddy Denning, 45 år, en lærer fra Darlington til The Guardian, hvilket opsummer stemningen hos mange.

Momentum bliver presset til at mobilisere mod højrefløjen. Det bliver et samlingspunkt for tusindvis af aktivister. Store møder for Momentum bliver holdt i forskellige dele af landet. Vores kammerater rapporterer, at stemningen er meget vred og radikal til disse møder.

Det er meget sandsynligt, at Corbyn vil vinde i et formandsvalg og fortsætte som partileder. Men det vil kun uddybe den åbne splittelse mellem Labours menige medlemmer og fagforeningerne på den ene side og Labours parlamentsgruppe, der er domineret af højrefløjen, på den anden.

Helvede vil bryde løs i de lokale Labour-afdelinger, der efterspørger at kunne stille Labours parlamentsmedlemmer til ansvar. Efterspørgslen efter fravalg (tilbagekaldelse) af alle højreorienterede Labour parlamentsmedlemmer bliver uimodståelig og får en entusiastisk respons, når spørgsmålet rejses. Højrefløjens dilemma fremgår af det faktum, at Angela Eagle, der stiller op imod Corbyn, ikke har støtte fra sin egen lokale Labour afdeling, som derimod støtter op om partilederen.

En magtfulde bevægelse er begyndt at flytte magten væk fra parlamentet over til de menige medlemmer og fagforeningsfolk. Planer om at indføre obligatorisk omvalg af parlamentsmedlemmer og fremtvinge tilbagekaldelsessuppleringsvalg af parlamentsmedlemmer, der træder uden for rækkerne og prøver at indskrænke medlemmernes beføjelser, er alle under overvejelse. Under disse omstændigheder er en splittelse i Labour uundgåelig. Blairisterne forbereder sig allerede på det. Kapitalens strateger har allerede draget den logiske konklusion:

"Mange midtersøgende konservative har mere til fælles med deres kolleger på Labour-siden end med de engelske nationalistiske Brexit’ere; og ligeledes er de midtersøgende Labour-folk tættere på de pro-europæiske konservative end på hr. Corbyns 1970'er udgave af statssocialisme." (Financial Times)

De borgerlige medier spekulerer allerede åbent i etableringen af et nyt "midterparti" i Storbritannien, bestående af disse meget naturligt allierede. Men det forudsætter en komplet omgruppering af britisk politik, hvilket afspejler den stigende polarisering mellem klasserne i det britiske samfund.

Borgerskabet og højrefløjen i Labour er fuldt ud klar over, at hvis der var er et nyt formandsvalg, ville Jeremy Corbyn, i en fair kamp mellem ham og en som Angela Eagle stadig vinde massivt.

Det forklarer den massive kampagne mod Corbyn, der har til formål at knække ham og presse ham til at træde tilbage. Hvis han skulle gøre dette, ville det betyde, at han ville skulle kæmpe for at finde de nødvendige parlamentsmedlemmers nomineringer [der kræves et vist antal underskrifter fra PM’s for at kunne stille op], og han ville derfor være ude af løbet.

Indtil videre ser det ud til Corbyn står imod presset, og situationens logik er, at han vil fortsætte med at gøre det, da der er så massiv støtte fra Labour og fagforeningernes medlemmerne. Der er dog den ekstra faktor, at Labour bureaukratiet søger en "blød venstre" kandidat, der kunne få nogle fagforeningsledere væk fra støtten til Corbyn. Konfronteret med en reel mulighed for en splittelse af partiet, kunne fagforeningsledere som Len McCluskey beslutte at droppe Corbyn.

Vi kan derfor ikke udelukke, at Corbyn med al det øgede pres kunne bukke under. Hvis han skulle gøre det, ville det føre til udbredt skuffelse blandt hans tilhængere, hvoraf mange af dem kan ende med at forlade partiet, hvilket uden tvivl er en del af højrefløjens beregninger. Dette er ikke det mest sandsynlige scenarie.

1930’erne og nu

Disse begivenheder har en slående lighed med den situation, der eksisterede i Storbritannien i 1931, som Trotskij beskrev som en pre-revolutionær situation. Under forhold med dyb social og økonomisk krise splittede Labour. Independent Labour Party (ILP) bevægede sig i centristisk retning, og Trotskij opfordrede de britiske trotskister at gå ind i ILP.

Splittet i Labour førte dengang til dannelsen af en National samlingsregering, bestående af de Konservative, de Liberale og Labours højrefløj. I valget, der fulgte, led Labour massivt nederlag. Men da partiet først kom i opposition, svingede det langt til venstre. Under disse betingelser anbefalede Trotskij, at hans tilhængere forlod ILP og gik ind i Labour.

De klassiske betingelser for entrisme, som blev fremsat af Trotskij, har ikke eksisteret i årtier. Den revolutionære bevægelse i samfundet er generelt ikke blevet afspejlet blandt medlemmerne i Socialdemokratiet på samme måde, som det var tilfældet i 1930'erne. I stedet har vi set fremkomsten af massebevægelser som Podemos i Spanien. Imidlertid er den nuværende situation i Storbritannien på vej til at bevæge sig i en anden retning

Hovedproblemet for den herskende klasse I Storbritannien er den umiddelbare trussel om opløsningen af "midten". I de sidste 100 år har britisk politik har været domineret af to store partier: Konservative og Labour. Philip Stephens skriver i en artikel i Financial Times med titlen "Storbritannien er begyndt at efterligne Grækenland": "Storbritanniens to-parti system har været under pres i nogen tid. Nu splintrer det". (FT, 30/6/16)

Dette er en kilde til dyb bekymring hos den herskende klasse. Det truer med at skabe en skarp polarisering til venstre og til højre i britisk politik. Et split i det konservative parti ville føre til skabelse af et højreorienteret, nationalistisk og fremmedfjendsk parti, formentlig en fusion af den konservative Brexit tendens med Nigel Farages UKIP. Det ville være lig Front Nationale i Frankrig.

På den anden side ville en splittelse i Labour ende i en koalition af blairisterne med Cameron-Osborne fraktionen hos de konservative og de liberale – og måske endda en fusion på et tidspunkt – for at danne noget, der ligner den nationale samlingsregering i 1930'erne. Hvis et parlamentsvalg blev udskrevet hurtigt under sådanne betingelser, ville Labour lide nederlag. Men det ville ikke blive ødelagt. I opposition kunne det svinge langt til venstre og forberede vejen for en venstreorienteret Labour-regering i fremtiden. Det er under sådanne betingelser, at den britiske herskende klasse ville overveje at bevæge sig i retning af reaktion.

Den situation, der eksisterer i Storbritannien nu, ligner langt mere situationen dengang end hele perioden siden 1945. Vi må drage de nødvendige konklusioner af alt dette. Krisen i britisk kapitalisme vil blive trukket ud i en årrække. Det er den grundlæggende forskel med 1920'erne og 1930'erne, hvor en før-revolutionær situation ikke kunne vare længe, men hurtigt blev afgjort af en bevægelse i retning af enten revolution eller kontrarevolution (fascisme).

Af grunde, som vi har forklaret i tidligere dokumenter, er et sådant perspektiv ikke muligt, i det mindste ikke i Europa. Igennem en hel periode vil Labour være i en tilstand af uro, hvor marxister vil intervenere og vinde frem på bekostning af de forvirrede venstrereformister.

Et fundamentalt brud

Dialektik lærer os, at ting ændrer sig til sin modsætning. Efter en lang periode med politisk stagnation udgør den seneste udvikling et grundlæggende brud i situationen i Storbritannien. I stedet for at halte bagefter vil Storbritannien nu befinde sig i front for den europæiske revolution. Med Financial Times’ ord med henvisning til folkeafstemningsresultatet: "Det var en britisk beslutning, men en global krise."

De internationale implikationer er vidtrækkende på både den politiske og økonomiske front. Det såkaldte økonomiske opsving var allerede så skrøbeligt, at ethvert chok kunne få det til at bryde sammen. Resultatet af den britiske folkeafstemning var netop et sådan chok. I løbet af tre dage blev 3 billioner dollars udslettet på verdens aktiemarkeder. Dette viser den ekstreme nervøsitet blandt borgerskabet internationalt.

Hvem end der overtager styringen af det konservative parti, vil vedkommende nu blive nødt til at gennemføre en brutale nedskæringspolitik. Det allerede enorme budgetunderskud er blevet til en gabende afgrund. Direktøren for Bank of England har allerede meddelt, at han er rede til at gøre "alt hvad der er muligt" for endnu en gang at redde bankerne med milliarder af pund fra offentlige midler. De uundgåelige konsekvenser vil være stejle skattestigninger og dybe nedskæringer i de offentlige udgifter. Derfor vil den næste regering være en regering i krise.

En meget turbulent periode begynder nu. Situationen i Storbritannien åbner nu op på en måde, der ville have været vanskelig at forudsige for ikke så længe siden. Begivenhedernes tempo accelererer dag for dag. Det er umuligt at sige, hvor længe situationen vil vare; men i den nærmeste fremtid vil det åbne store muligheder for den marxistiske tendens.

Yderligere information