Share

David Cameron CC BY 3doy0 Guillaume PaumierLondon, den 16. juni 2016:

Med en uge tilbage før folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU, er ”Leave”-siden sprunget til en 7-punkts føring i en meningsmåling offentliggjort af The Times mandag. Det pludselige skift væk fra støtte til ”Remain”, som havde en smal føring på 1 procent i sidste uge, har forårsaget direkte panik i Westminster og på aktiemarkederne rundt om i verden.

Brexit-spøgelset

På en enkelt dag (tirsdag) faldt aktieindekset FTSE 100 hele 121 point, hvilket udslettede £ 30 mia. af dets værdi. Siden torsdag den 9. juni har virksomhederne i FTSE 100 mistet i alt £ 98 mia. i aktieværdi hovedsagelig på grund af frygten for den stigende sandsynlighed for, at afstemningen ender med et flertal til Leave-siden d. 23. juni.

Derudover rapporterer Financial Times, at "aktiver i den britiske 'asset management industry' er faldet med næsten £ 200 mia. til £ 900 mia. i det forløbne år, som følge af bekymring over et britisk exit" fra EU. En unavngiven administrerende direktør blev også citeret for at sige, at beslutningen om at afholde folkeafstemningen havde været "en fejl fra starten".

Denne pessimisme og usikkerhed er ikke begrænset til Storbritannien, der har også været fald på aktiemarkederne i Paris, Frankfurt og endda den australske børs, idet investorerne desperat forsøger at tage deres rigdom ud af de ustabile markeder og placere dem i en sikker havn såsom statsobligationer.

Uroen på markederne har afspejlet sig i endnu større målestok i britisk politik. Efter måneders valgkamp, statsfinansierede reklamestakke og alle former for lokkeri og intimidering fra begge sider, har denne folkeafstemning forårsaget uoprettelig skade på regeringen og vil sandsynligvis få endnu større konsekvenser, når den endelig, når sin blodige kulmination.

Better Together, igen

David Cameron er i praksis gået under jorden. Daily Mail rapporterer, at han holder "lav profil" for at give plads til ingen andre end Jeremy Corbyn og tidligere Labour-leder, Gordon Brown, så de kan afstive støtten til Remain. Dette er i realiteten noget af en indrømmelse fra en siddende premierminister, at han er så upopulær, at han er afhængig af oppositionen til at føre valgkamp for sig, hvilket på mange måder minder om den meget forhadte Better Together kampagne i den skotske folkeafstemning om selvstændighed (her indgik Labour og Tories i en tæt alliance for status quo, hvilket i høj grad miskrediterede Labour, red.).

I går (onsdag den 15. juni) gik George Osborne, nuværende konservativ finansminister, og Lord Darling, den tidligere Labour finansminister, sammen i uskøn forening om at udsende en skarp advarsel til nationen: Hvis Storbritannien forlader EU, vil Osborne blive tvunget til at hæve skatterne og gennemføre nedskæringer på sundhed og uddannelse for at fylde det "£ 30 mia. store sorte hul", som Brexit vil skabe.

Uanset om du kalder det Projekt Frygt eller bare god gammeldags afpresning, er budskabet helt klart: en finansminister, der konsekvent skar ned på den offentlige velfærd gennem hele hans seks år lange embedsperiode, vil gennemføre yderligere nedskæringer på den offentlige velfærd i tilfælde af, at den britiske offentlighed stemmer for bryde med en institution, der også har brugt de sidste seks år på at kræve nedskæringer i den offentlige velfærd over hele Europa.

I mellemtiden har tidligere ’investment banker’, Nigel Farage, og multi-millionær og skatte-undviger, Bob Geldof, udvekslet skud fra forstavnen af hver sin båd. Det skete da "Fishing for Leave" kampagnens flotille, der stolt sejlede under St Georges flag (samt et sørøverflag), stødte sammen med Sir Bobs pro-EU "leisure boat" på Themsen (i et medie-stunt, red). Ud over at være en af de mest latterlige begivenheder i britisk politisk historie var 'Battle of the Thames' et perfekt udtryk for den virkelige betydning af denne "debat" - to sørøverbander der slås om det bytte, der er plyndret fra folket.

 

 

Men under overfladen truer kraftige strømme med at flå det Konservative parti i stykker. Kort efter at Osborne kom med sin erklæring, udtalte en gruppe på 65 konservative parlamentsmedlemmer, at finansministerens position ville være "uholdbar", hvis han forsøgte at skære i udgifterne til NHS, politiet eller skolerne. Med et reelt flertal i parlamentet på bare 17 ville et oprør af denne størrelse i bedste fald lamme regeringen midt i en alvorlig økonomisk og forfatningsmæssig krise, og i værste fald ville det føre til dens fald, og sandsynligvis ende i et nyt parlamentsvalg. Ej heller er der nogen garanti for, at en sejr til Remain vil give nogen form for pusterum, når man ser på bitterheden der præger dette spørgsmål i hjertet af det Konservative parti.

Middelklasse-England i oprør

Den seneste fremgang til Brexit i meningsmålingerne afspejler imidlertid ikke nogen massiv bevægelse til venstre blandt arbejderne imod euro-nedskæringer og den frygtelige behandling af flygtninge. I en artikel med titlen "Middle England drives Brexit revolution", opremser Financial Times de tre vigtigste bekymringer blandt de, der tilhører i Leave-kampagnen, som værende "migration, suverænitet, identitet". I en artikel offentliggjort tirsdag (14. juni) rapporterede the Daily Mail triumferende, at det pludselige skift til Brexit havde fundet sted efter offentliggørelsen af en "rapport" (kilden er ikke angivet), som erklærede, at befolkningen i Storbritannien vil nå op på 76 mio. i 2035.

Kombineret med et intenst had og mistillid til hele det politiske etablissement (politik og politikere), der ofte ses som værende forbundet med det Bruxelles-baserede bureaukrati i EU, blev denne stemning af "at tage kontrollen tilbage" og "at være os selv" taknemmeligt grebet af tosser og opportunister som Boris Johnson. Men kilden til denne utilfredshed udspringer ikke fra Johnson eller Farage, men skal findes i hele det britiske politiske establishment, især det Konservative parti, og i sidste ende det kapitalistiske system.

Alle de kræfter, som tidligere blev brugt på at opretholde stabilitet i systemet, bliver til sin modsætning i denne folkeafstemning. I årtier, hvis ikke længere, har de konservative politikere bevidst dyrket og leflet for de mest reaktionære fordomme for kynisk at vinde stemmer. Man behøver blot huske Zac Goldsmiths islamofobiske, underforståede racistiske kampagne til borgmestervalget i London for at se en klar demonstration af dette.

Derudover har Camerons regering systematisk fjernet folk fra valglisterne, især unge og studerende. Valgkommissionen skønnede i februar, at 770.000 navne var blevet fjernet efter ændringer i registreringsreglerne. Ved at fjerne disse mindre "pålidelige" vælgerne håbede de konservative at sikre sig et stabilt styre de kommende år.

I stedet truer de samme kræfter, som har holdt Cameron ved magten, nu med hans fald. Ved at udskrive en folkeafstemning, og derefter kæmpe for Remain, har Cameron brændemærket sig selv som forræder, mens tusinder af vælgere, som ville have været mere tilbøjelige til at stemme Remain, er forsvundet fra valgregistret. Dette forklarer det pludselige pres for at får unge til at registrere sig inden deadline.

I mellemtiden offentliggjorde The Sun, der anses for britisk politiks "Konge-mager", for nylig en forside der utvetydigt støttede en stemme til Brexit. Efter at både de Konservative og New Labour politikere har logret for ham, har the Suns redaktør Murdoch leveret, hvad der kan vise sig at være et afgørende slag mod Remain lejren.

Selv om det er passende, at de Konservative meget vel kan blive smadret af deres egen monstrøse skabning, rummer dette perspektiv ingen opmuntring for de britiske arbejdere, der står overfor et valg mellem to lige reaktionære og frastødende fløje. Det, der har været fuldstændig fraværende i hele denne debat, er et uafhængigt klassealternativ baseret på en principiel modstand mod imperialisme, nedskæringer og fremmedhad. Ansvaret for dette ligger helt og holdent hos arbejderbevægelsens ledere.

 

 

Corbyn isoleret

Under enormt pres fra både medierne og hans egne parlamentsmedlemmer, fremførte Corbyn sit "socialistiske argument" for at blive i EU i tirsdags, omgivet af fagforeningsledere og hans skyggekabinet. Han fokuserede på det offentlige sundhedssystem, NHS, i et forsøg på at styrke Labours Remain stemme, han beskrev med rette Johnson og Farage, som "ulve i fåreklæder", når det kom til deres tilsyneladende bekymring for NHS.

Corbyn har konsekvent og offentligt afvist at dele nogen form for platform med Cameron og har forsøgt at fremhæve forskellen på hans argumenter for at blive i EU og argumenter fra de pro-europæiske konservative. Og alligevel sagde Tom Watson, MP, Labours Deputy Leader, i et interview samme dag som Corbyn holdt sin tale, at EU-reglerne om fri bevægelighed "må ændres", og han valgte at gentage den konservative leders argumenter frem for hans egen leders.

I Prime Minister’s Questions i går gav Corbyn et klart tilsagn om, at hans parti ville modsætte sig ethvert post-Brexit budget, bare en dag efter at den seneste Labour finansminister gik sammen med den nuværende finansminister om at advare om nedskæringer i tilfælde af Brexit! I mellemtiden har Labours borgmester i London gladeligt delt platform med Cameron, den mand der for nyligt mere eller mindre kaldte ham en terrorsympatisør.

Labours position er som helhed en farce. En del af parlamentsmedlemmerne støtter Leave af hovedsageligt chauvinistiske grunde; den Blairistiske fløj af partiet er i en fælles front med den ”moderate” fløj af det konservative parti; imens fremsætter Jeremy Corbyn, en mand, der har modsat sig EU i mere end 30 år, et socialistisk argument for det samme. Intet under at debatten har fået karakter af et skænderi mellem to fløje af det konservative parti.

Hvis Corbyn havde ført en anti-nedskærings Brexit massekampagne på et uafhængigt arbejdergrundlag, kunne hele situationen være blevet forvandlet. Corbyn og Labour kunne have stået i opposition til både europæisk og britisk korruption og nedskæringer, og have fremhævet at EU's politik med privatiseringer og besparelser er i direkte modstrid med Labour-lederens eget program for offentligt ejerskab og skat på de rige.

I stedet for dette ser vi, at venstrefløjsaktivister aktivt fører kampagne for at forsvare én konservativ regering for at forhindre, at en endnu mere reaktionær konservativ regering kommer til magten. Således bliver det til, at de "moderate" konservative støtter bankerne, Labours højrefløj støtter de "moderate", og venstrefløjen støtter højrefløjen, alt sammen på bekostning af de britiske arbejdere.

Afvis folkeafstemningen

Ingen af valgmulighederne på stemmesedlen kan tilbyde de britiske arbejdere noget, undtagen yderligere nedskæringer og angreb på arbejdsvilkårene. At fremstille en stemme på Leave, som noget progressivt, er at ignorere hele Leave-kampagnens karakter. Mens det at fremstille en stemme på Remain som et forsvar for migranter og arbejderes rettigheder er, at ignorere de meget virkelige angreb på indvandrere og smadringen af arbejderes rettigheder, der i øjeblikket finder sted i hele Europa, herunder i Storbritannien, under nøje opsyn fra EU og dets institutioner. Socialister kan ikke støtte nogen af disse valgmuligheder.

Vi afviser denne reaktionære folkeafstemning og opfordrer derfor arbejdere og unge til at boykotte den og destruere deres stemmeseddel i protest. Men i sig selv opnår dette naturligvis intet. De vigtigste kampe ligger stadig ude i fremtiden. Uanset resultatet i denne folkeafstemning vil begge siders løgne og trusler bekvemt blive glemt, og alt, der vil være tilbage, er nedskæringer og angreb, idet arbejdere, unge og de fattige påtvinges at betale for kapitalismens krise. Inde eller ude: under kapitalismen vil det altid være arbejdsgiverne og bankerne, der tager alle de virkelige beslutninger i samfundet, mens almindelige mennesker står tilbage med regningen for systemets fallit.

Opgaven for arbejdere og unge er derfor at bygge en massebevægelse, der er i stand til at kæmpe for et reelt alternativ til nedskæringerne - et alternativ med et dristigt socialistisk program. Uanset om det ender med Leave eller Remain, burde Corbyn og de andre ledere af arbejderbevægelsen gå i offensiven for at besejre de Konservative (både pro-Brexit og pro-EU varianterne) med et sådant program.

Det er imidlertid klart, at Corbyn og hans store opbakning blandt arbejdere og unge konstant undergraves i at opfylde dette mål af en klike af højreorienterede Labour parlamentsmedlemmer, der har mere til fælles med den konservative regering, end deres egne vælgere. Labours medlemmer må bruge deres demokratiske rettigheder til at sparke disse Blairite karrieremagere ud og erstatte dem med valgte repræsentanter, der er villige til at forsvare Corbyn og det program, han blev valgt på.

Brexit eller ej, vi må kæmpe for socialisme i Storbritannien, i Europa og i hele verden.
Boykot denne reaktionære folkeafstemning!
Ned med den Konservative regering - Labour til magten på et socialistisk program!
Ned med EU - for Europas Forenede Socialistiske Stater!

TwoSidesOfTheSameCoin

Yderligere information