Selv om der var en generel forventning om en jordskredssejr til Bernie Sanders i primærvalget i New Hampshire gav det alligevel chokbølger. Efter et snævert tab i Iowa (og det er meget sandsynligt, at resultatet var manipuleret), slog Sanders Clinton med en margen på mere end 20 sidste tirsdag. Dette resultat har skabt forvirring blandt kommentatorerne. Det var ikke meningen, det skulle ske.

“Teori er grå, min ven, men livets træ er evigtgrønt” (Goethes Faust)

At en 74-årig socialist kunne vinde i både Iowa og New Hampshire syntes utænkelig i en primær valgkampagne, der skulle være en sikker sejr for Hillary Clinton. Demokratiske vælgere var da helt sikkert for praktisk anlagte til at omfavne en kandidat, der agiterede for politiske forslag såsom single-payer health insurance, angreb Wall Street, opfordrede til en politisk revolution og endda kaldte sig selv demokratisk socialist.

I månedsvis forsøgt nyhedsmedierne at ignorere Sanders’ kandidatur. Al opmærksomheden blev viet til Donald Trump, mens det blev taget for givet, at Hillary Clinton ville dominere kapløbet som præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti. Men sådan gik det som bekendt ikke. I takt med at det er blevet klart, at Sanders er ved at blive en seriøs udfordrer, vil hele vægten af det demokratiske partis maskineri blive brugt i et beslutsomt forsøg på at stoppe ham.

Hillary Clinton har støtte fra den Demokratiske elite; fra de valgte partifunktionærer til lederne af de vigtigste aktivistgrupper. Hun blev bakket op af en hær af berømtheder og velhavende støtter og resten af den velhavergruppe, der udgør det borgerlige Demokratiske partis etablissement. Barack Obama kastede sin vægt bag Clinton, roste hende til skyerne og nedgjorde Sanders’ ideer som “urealistiske”. Ud fra en sådan logik burde Sanders ikke have haft en chance. Men det var alt sammen forgæves. Både landsdækkende og i de tidlige primærvalg lykkedes det Bernie Sanders at besejre Clinton. Hvordan kunne det ske?

En del af forklaringen består i, at det lykkedes Sanders at mobilisere støtte blandt masserne. Han byggede sig en base på et enormt græsrodsnetværk og en fundraising base. Sanders har holdt nogle af de største massemøder ud alle kandidaterne – Demokratiske eller Republikanske. Hundredvis af begivenheder blev afholdt, med en overflod af mennesker, som hørte ham opfordre til en “politisk revolution” i USA. Hans Facebook “likes” overgår langt Hillary Clintons. Den vigtigste drivkraft for dette har været de unge. Så meget må stå klart for selv de mest blinde af blinde. Men denne forklaring kræver i sig selv en forklaring.

Det kan ikke forklares med Sanders’ personlige kvaliteter, selv om han helt sikkert har udvist stort mod og modstandskraft over for en stormflod af angreb og fornærmelser. Men han er en ældre hvid mand med en noget excentrisk udstråling. Den væsentligste årsag er at finde i de dybtgående ændringer i bevidstheden, der finder sted i det amerikanske samfund.

Demokrati for milliardærer

I USA var der allerede en følelse af fremmedgørelse fra de politiske partier. Nu omdanner denne fremmedgørelse sig til had. Det er her, vi skal finde forklaringen på Bernie Sander’ himmelflugt. Under det amerikanske samfunds overflade er der en sydende utilfredshed, vrede og frem for alt frustration. Ligesom de enorme kræfter, der ophobes under jordens skorpe, søger denne utilfredshed en kanal, hvor igennem den kan få et udtryk. Før eller senere vil denne kanal findes, og det kan være i de mest uventede steder.

Det økonomiske krak i 2008 og dets eftervirkninger vendte den amerikanske drøm til et amerikansk mareridt for millioner. Det påvirker de unge mest af alt, men de brede samfundslag er også i stigende grad ved at sætte spørgsmålstegn ved kapitalismen. De enorme mængder af offentlige midler, der bliver overdraget til den superrige ene procent; den skærende kontrast mellem obskøn rigdom og ydmygende fattigdom; de politiske eliters arrogance: alle disse ting har skabt en brændende følelse af uretfærdighed, der ikke finder noget udtryk i de eksisterende politiske partier. Vi ser det samme fænomen overalt.

I USA vindes eller tabes valg, og præsidentkandidater vælges eller afvises, ikke på grundlag af deres ideer eller overlegne personlige egenskaber, men udelukkende på baggrund af størrelsen af deres bankbog og kampagneskatkiste. For at blive præsident i verdens rigeste land skal man enten være milliardær eller have opbakning fra flere milliardærer. Demokrati er forvandlet til et tomt ord. Det er de riges regering, af de rige, for de rige. Hillary Clinton startede året 2016 med en kampagnekasse på 100 millioner dollars fra Big Business støtter.

I kontrast til dette har Sanders indsamlet omkring 3.5 millioner dollars i donationer fra offentligheden, hver på et gennemsnit på 27 dollars. Efter sin succes i New Hampshire gik hans hjemmeside for fundraising ned, fordi så mange mennesker sendte penge. Adspurgt i en debat om at præcisere forskellen på hans og Clintons planer for håndtering af store banker, svarede Sanders: “Den første forskel er, at jeg ikke modtager penge fra de store banker, jeg modtager ikke personlige honorarer for at holde taler fra Goldman Sachs”.

Clinton modtog 675,000 dollars i honorarer for taler alene i 2015 fra Goldman Sachs, og det er kun toppen af isbjerget. Bill og Hillary Clinton har tjent mere end 153 mio. dollars på betalte taler i løbet af de sidste 15 år, ifølge en CNN undersøgelse. Dette omfatter mindst 7,7 millioner dollars fra 39 taler til Wall Street virksomheder, herunder Goldman Sachs, UBS og Bank of America. Naturligvis benægtede Hillary indigneret, at denne generøsitet fra virksomhederne havde udøvet nogen indflydelse på hendes politiske præferencer, men som vi ved, er det den, der betaler musikken, der bestemmer melodien.

Hillary Clinton personificerer alt det, folk ikke bryder sig om ved amerikansk politik. Hun er personificeringen af etablissementet. Ikke et eneste hår sidder forkert. Smilet er klistret på. Talerne er omhyggeligt skrevet, de offentlige optrædener koreograferet som i en ballet. Som den fuldstændig kontrast, giver Sanders indtryk af at være en mand, som vil skide hul i sit udseende. Og det er netop det, der gør ham vellidt blandt hans unge fans. Som en journalist udtrykte det: “Hans usoignerede hår, hans jakkesæt der ikke sidder, hans upolerede Brooklyn accent, hans tilbøjelighed til at råbe og vinke manisk med hænderne. Sanders ser ud til at være vågnet op sådan. Disse kvaliteter er, hvad der får ham til at virke ‘autentisk’, endda ‘oprigtig’.”

Vi vil ignorere insinuationen om, at Sanders elendige påklædningssans, blot er et kneb for at få ham til at se “autentisk” ud (hvad end det så kan betyde), eller at hans oprigtighed på en eller anden måde er konstrueret. Vi har ingen grund til at betvivle Bernie Sanders ‘oprigtighed, selv om vi ikke nødvendigvis er enige med alle hans idéer. Når det kommer til Hillary Clinton og de andre Demokratiske Wall Street marionetter har uærlighed altid ligget naturligt for dem. Det er helt essentielt for dem, der skal lade som om, de varetager “almindelige menneskers” interesser, mens de i virkeligheden gennemfører en politik, der favoriserer de rige og magtfulde. Og de har naturligvis en upåklagelig påklædningssans, det har alle lakajer. Det kommer med jobbet.

Trump og Sanders

Bernie Sanders har ramt ind i en stemning af utilfredshed i det amerikanske samfund. Der er en voksende afsky mod etablissementet, politikerne i smarte jakkesæt, der hygger sig med finansfolkene, uddeler enorme summer af offentlige penge til de rige, mens de pålægger velfærden til de fattige brutale nedskæringer. Folk er trætte af det og ønsker en forandring. The Financial Times kommenterede 9. februar:

“Hvad, der allerede står klart, er imidlertid, at USA’s politiske klasse kun lige er begyndt at forstå dybden af den anti-establishment stemning, der har grebet USA. Næsten otte år efter finanskrisen, virker denne stemning til at vokse i styrke, ikke aftage. Præsident Barack Obamas meddelelse i sidste uge om, at den amerikanske arbejdsløshed nu er under 5 procent, blev knapt nok registreret i valgkampagnen.”

Mediernes opmærksomhed har i disse primærvalg været centreret næsten udelukkende omkring Donald Trump. På en forkvaklet og reaktionær måde udtrykker selv han denne stemning. Han dyrker en “plebejisk” talestil, der står i kontrast til den opstyltede, søvndyssende Washington-retorik hos de andre kandidater, der er specialister i tomme floskler. Det forklarer hans popularitet i de republikanske rækker, og at han bankede alle sine rivaler i New Hampshire til partietablissementets store fortvivlelse.

Denne milliardær med den store mund og en endnu større bankbog står for Big Business lige så meget som Marco Rubio, Ted Cruz og Jeb Bush. Forskellen er, at nogle af dem forsøger at skjule deres reaktionære politik under en tynd fernis af mådehold, mens Trump bruger populistisk demagogi og foregiver at stå for “den lille mand”, som et middel til at levere de ”små mænd” bundet på hænder og fødder, til Big Business’ inderlige barmhjertighed. Han præsenterer sig selv i rollen som en oprørsk maverick, der kæmper mod “the Washington Establishment”. Forskellen mellem Trump og de andre er stil, ikke indhold. Men for befolkningen, der er trætte af omhyggeligt velplejede politikere, der giver omhyggeligt velplejede taler, kan forskelle i stil nemt forveksles med en radikal forskel i indhold. Her er det, som hos tryllekunstneren håndens hurtighed, der bedrager øjet.

Ligesom Trump taler Bernie Sanders på en måde, der er meget anderledes end den måde, den politiske elite taler. Men i modsætning til Trump vinder hans politik, genklang hos de underprivilegerede og underbetalte amerikanske arbejdere. Han raser mod økonomisk og social uretfærdighed og langer ud efter etablissementet. Studerende der kæmper for at betale en ubetalelig gæld og forældre der må arbejde to eller tre lavtlønsjob for at have til dagen og vejen. Ideen om, at økonomien er manipuleret til fordel for den rige elite, har vundet genklang hos millioner af mennesker.

Mange republikanske vælgere har været imponeret af Sanders. I Financial Times påpegede Gideon Rachman, at både Trump og Sanders siger ting, som ville have været utænkelige for ikke så længe siden. “Men det faktum at begge mænd er glade for at smadre retoriske tabuer, har styrket deres respektive krav på at være ægte outsidere. Det ser ud til at være det, som vælgerne søger.” (Vores fremhævning)

Ungdommen

Unge i USA var angiveligt ikke interesserede i politik. Det er næppe overraskende. Hvad var der at være interesseret i? Politik var kedeligt: et meningsløst cirkus, hvor Demokraterne skiftede plads med Republikanerne med monoton regelmæssighed, uden at nogen opdagede den mindste forskel. Men nu har alt det ændret sig. Amerikansk politik er pludselig blevet interessant.

Den vigtigste drivkraft bag denne forandring er de unge. En britisk iagttager beskrev Sanders støtte blandt de unge som “betagende”. Bevægelsen var, i hvert fald i første omgang, ikke så meget resultatet af en organiseret indsats fra Sanders’ kampagne, men mere en følelsesmæssig reaktion på kandidaten selv. Den generation, der er blevet allermest bombarderet med markedsføringsparoler og smarte reklamer ser nu i Sanders noget anderledes og mærkeligt tiltrækkende. I interviews kommer næsten alle unge tilhængere af Vermont senatorens opstilling som kandidat med samme reaktion, når de bliver spurgt, hvorfor de kan lide ham: Her er en mand, der virker oprigtig.

Hære af unge mennesker er ved at omdanne, hvad der syntes en håbløs sag, til en meget effektiv kampagne. En frivillig siger: “Ting, som du aldrig ville forvente fra en traditionel kampagne. Det er overvældene at se.” De fleste unge vælgere (og mange ældre) har en dybtliggende mistillid til politikerne. Fjendtligheden mod Ms. Clinton blandt unge vælgere er slående. Lidende under økonomiske problemer og en kæmpe byrde fra studielån, kan de se, at hun er på alt for god fod med de store banker og corporate Amerika. Men Sanders ses som noget andet.

“Det ser ud som om, han er på det punkt i sit liv, hvor han virkelig siger, hvad han tænker,” sagde Olivia Sauer, 18, førsteårs collegestuderende, der vendte tilbage til hendes hjemby Ames, Iowa, for at lave kampagne for Bernie Sanders. “Med Hillary,” sagde hun, “får man nogle gange en fornemmelse af, at alle hendes sætninger ejes af en eller anden.” Det er meget indsigtsfuld observation. Disse sætninger er ikke hendes egen. De er skrevet af en anden. Men det er ikke kun hendes taler, der ikke er hendes egne. Hendes hjerte, sjæl, sind og samvittighed ejes alle af en anden, og den anden er Wall Street.

Voksende støtte til socialisme

Den voksende støtte til Bernie Sanders markerer et dramatisk skift i det politiske landskab i USA, og derfor verden. Det er så meget mere bemærkelsesværdig i et land, hvor socialistiske ideer er blevet undertrykt og dæmoniseret. Som klummeskribent Catherine Rampell fra Washington Post modstræbende indrømmede fredag 29. januar om den nuværende generation af unge, som hun tilhører, at de “elsker Sanders ikke på trods af hans socialisme, men på grund af den… Mange af os kom ind på arbejdsmarkedet netop som den uhæmmede kapitalisme så ud til at sprænge verdensøkonomien i luften. Måske af denne grund ser millennial-generationen ud til faktisk at foretrække socialisme frem for kapitalisme.”

“I min klumme i dag nævnte jeg, at en af grundene til at millennials foretrækker Bernie Sanders over Hillary Clinton er, at de ikke bare er villige til at se udover Sanders’ socialisme – de kan faktisk godt lide hans socialisme. Det er en attraktion, ikke en fejl. “

En YouGov-undersøgelse spurgte folk, om de havde en positiv eller negativ opfattelse af socialisme og kapitalisme, og resultaterne blev fordelt på forskellige demografiske grupper:

52 procent udtrykte en positiv holdning til kapitalisme, sammenlignet med 29 procent for socialisme. Men det fortæller ikke hele historien. Republikanere, der lever i familier, der tjener mere end 100.000 dolar, og folk der er over 65år gik langt stærkere ind for kapitalisme i forhold til socialisme. Men Demokraterne bedømte socialisme og kapitalisme lige positivt (begge på 42 procent positivt). Og dem under 30 år bedømte socialisme mere gunstigt end kapitalismen (henholdsvis 43 procent vs. 32 procent).

Mens “socialist” var den eneste kategori, som et flertal af de adspurgte sagde, at de ville være uvillige til at stemme på, er det mest bemærkelsesværdige faktum, at 47 procent sagde, at de ville stemme på en socialist.

Unge mennesker viste sig at være omkring lige så eller mere fordomsfri end de ældre i alle kategorierne i Gallup testen, men den største forskel mellem unge og gamle var i fht. “socialistiske” kandidater: Også her er forskellen i tråd med respondenternes alder: Mens 34 procent af de adspurgte på 65 år og ældre sagde, at de ville være villige til at stemme på en socialist, var antallet blandt respondenterne under 30 år næsten dobbelt så stort – 69 procent.

Det indikerer et kæmpe skift i bevidstheden, som er slående blandt unge, men ikke er begrænset til dem. På trods af den kolossale syndflod af anti-socialistisk propaganda, som den amerikanske offentlighed har været udsat for gennem mange årtier, er det faktum, at over en tredjedel af ældre mennesker er villige til at stemme socialistisk i sig selv ganske bemærkelsesværdigt. Og vi skal huske på, at disse tal er fra sidste juni, før Sanders’ kampagne havde taget fart. Der kan ikke være tvivl om, at støtten til socialisme er steget siden da. Resultatet i Iowa var allerede en indikation af dette, og det blev bekræftet af resultatet i New Hampshire.

Etablissementet er foruroligede

Så længe nogen kan huske var amerikansk kapitalisme baseret på to solide støttepiller: Demokraterne og Republikanerne. Nu fremkommer der revner i dette tilsyneladende solide bygningsværks grundvold, og de borgerlige bliver alarmeret. Bloomberg View bragte 5. februar en artikel med overskriften: Bernie Sanders, en trussel mod offentligheden. Der står følgende: “Senator Bernie Sanders er et anstændigt menneske og en lidenskabelig politiker. Han er også en alvorlig trussel mod mådehold og rationel empirisme. Sanders’ solide præsidentkampagne er derfor også en trussel mod USA.”

Men tingene står ikke meget bedre til med Big Business’ andet parti:

“Det republikanske parti er blevet svækket, både som kilde til politik og som regeringsparti af de stadigt strengere ideologiske krav, som partiets magtfulde og hårdnakkede fløje pålægger partiets reducerede og svækkede centrum. Det har bukket så grundigt under for den paranoide form for politik, at den førende republikanske præsidentkandidat fra den såkaldte etablissements fløj rutinemæssigt antyder, at præsident Barack Obama agerer forbryderisk for nationens undergang. Vrangforestillinger og harsk tale er blevet så almindeligt på højrefløjen, at det sjældent bemærkes længere.”

Den største frygt for amerikansk kapitals strateger er, at kapitalismens krise vil føre til en kraftig polarisering til venstre og højre, det vil sige en klassepolarisering. Det er det, de mener, når de henviser til et “reduceret og svækket centrum”. Frem for alt frygter de Bernie Sanders, ikke så meget for manden selv (de har mange måder til at ødelægge eller annullere enkelte politikere), men de kræfter, han har sluppet løs.

Sanders, står der i artiklen, har “uvelkomne egenskaber”. Hvad er de? Han er “næsten udelukkende optaget af økonomisk ulighed og uretfærdighed.” Hvor forfærdeligt! En præsidentkandidat der er imod ulighed og uretfærdighed! Den fortsætter:

“Den amerikanske økonomi, et usammenhængende 18 billioner dollars stort monstrum, der udstrækker og sammentrækker sig i flere retninger på én gang, end nogen overhovedet kan forstå for slet ikke at tale om kontrollere, er ‘manipuleret’ siger Sanders. Denne påstand minder meget om en paranoid stil. Hvem har manipuleret denne giganotosaurus af forskellige varer og uendeligt varierede tjenester? Måske ‘Wall Street’. Eller måske ‘virksomhederne’.”

Bloomberg Views harme kender ingen grænser. Hvordan kan nogen ved deres fulde fem tro, at de store banker og virksomheder har manipuleret økonomien i deres egen interesse? Hvortil vi svarer: Hvordan kan nogen ved deres fulde fem tro noget andet? Men corporate Amerikas virkelige frygt udtrykkes i følgende:

“I politik, er enhver kraft der er for flyvsk til at have et rigtigt navn, for flygtig til at kunne holdes i skak af regeringen eller loven. Sanders indrømmer det så godt som. Han nævner, at selv hvis han vælges til Det Hvide Hus, hvor han vil have kommandoen over den udøvende magts store løftestænger, vil det være utilstrækkelig til at afmanipulere tingene. Et flertal af stemmerne er måske tilstrækkeligt for en “moderat” som Hillary Clinton; Sanders behøver en ‘revolution’.” (Vores fremhævning)

Man kan måske sige, at Sanders’ opfordring til en politisk revolution er uklar. Det er måske rigtigt, men dens betydning er meget klar for kapitalens strateger. Hvis Sanders nogensinde blev valgt til præsident, ville han stå overfor en fjendtlig Kongres – ikke mindst blandt Demokraterne, hvoraf de fleste hader og frygter ham. De ville først forsøge at købe ham, rekruttere ham til deres side, en taktik de har udviklet til en kunst gennem generationer. Men hvad nu hvis det ikke lykkes? Problemet er her skåret ud i pap med forbløffende kynisme:

“Ingen af disse problemer er en hindring for Sanders i Senatet, hvor han er en ud af 100. Men Sanders er ikke længere tilfreds der. Han forsøger at opbygge en bevægelse for at dominere det Demokratiske parti og derefter vinde Det Hvide Hus. Demokraterne har dårligt råd til nogen af resultaterne.”

Ved konstant at rejse ideen om revolution har Sanders ramt en nerve hos mange mennesker, der føler, at det nuværende system er bundråddent og korrupt. Det har plantet kim i folks hoveder, der vil vokse og få et masseudtryk i takt med, at kapitalismens krise uddybes. Konsekvenserne er uoverskuelige. Gideon Rachman understreger farerne for den herskende klasse – og ikke kun i USA:

“Hvis USA’s længsel efter anti-etablissements ledere fra de politiske fløje fortsætter, vil konsekvenserne være omfattende – for USA og for verden. Systemet, domineret af Demokrater og Republikanere, har altid afvist de politiske ekstremer. Det betyder, at bag dag-til-dag dramaerne, har nationen nydt godt af en grundlæggende politisk stabilitet, hvilket i høj grad har bidraget til dens økonomiske styrke og globale magt. Hvis USA’s immunitet over for ekstremisme slutter, vil hele verden føler konsekvenserne. “

Sexisme”

Kvinder forventedes at hjælpe Hillary Clinton til magten i den demokratiske nominering, men unge kvinder er blevet tiltrukket til Bernie Sanders’ sag. Det har skabt forargelse og vrede blandt feminister, som forfatteren Gloria Steinem. Hun er trofast tilhænger af Hillary Clinton. Sammen med andre ældre feminister fører hun en kampagne mod Sanders for påstået sexisme. Men her er Steinem stødt ind i et ømtåleligt problem: et meget stort antal unge kvinder fører aktivt kampagne for Bernie Sanders.

En beskidt smædekampagne er blevet lanceret af Clinton-lejren, der antyder, at den uafhængige socialistiske entusiastiske hær på de sociale medier (the “Bernie Bros”) fremmedgør kvindelige vælgere. Den seneste af disse skabninger, der er kravlet ud af træværket, er tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, der for nylig dukkede op på et valgmøde for Clinton, hvor hun stort set beskyldte unge kvinder for at “forråde deres køn”. “Der er en særlig plads i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden!” proklamerede hun i håb om, at denne yderst fantasifulde trussel om at sende alle kvinder, der støttede Bernie, til et ubehageligt varmt sted, ville klare ærterne efter at alt andet havde fejlet.

Hvilken særlig plads i helvede der er forbeholdt en kvinde, der har tjent den amerikanske imperialisme hele sit liv, og fastholdt at en halv million døde irakiske børn som følge af amerikanske sanktioner var “det værd”, har Ms Albright ikke nedladt sig til at informere os om. Disse smædekampagner fremprovokerede øjeblikkeligt en storm af protester fra mange kvinder. Selv om mange naturligvis gerne ville se en kvinde som præsidentkandidat, forstår de, at man ikke skal stemme på en kandidat udelukkende baseret på køn. De foretrækker Bernie Sanders frem for folk som Hillary Clinton og Madeleine Albright. Og hvem kan bebrejde dem?

De trængte Steinem og Albright var imidlertid hurtige til at modtage forstærkning fra en, der er kendt for sin venlige holdning til kvinder – William Jefferson Clinton, også kendt som Bill. Den tidligere beboer i Det Hvide Hus nyder nu en behagelig pensionisttilværelse, efter at have samlet hvad der anslås til 80 millioner dollars for ydelser til USA (det vil sige de amerikanske banker og kapitalister). Da Hillary Clintons nettoformue er i størrelsesordenen 31,3 millioner dollars, når Bill og Hillarys kombinerede nettoværdi op omkring 111 mio. dollars. Selvfølgelig ville Clinton familiens formuer blive væsentligt forbedret, hvis Hillary kommer tilbage i Det Hvide Hus. Så det er ingen reel overraskelse, at Gamle Bill dukker frem fra pensionisttilværelsen for at udtrykke sin inderlige støtte til hans kone.

Den tidligere præsident talte i næsten 50 minutter, og jo længere han talte, jo mere ophidset blev han. Hans bemærkningers ophidsede karakter udtrykte tydeligvis den frustration, som the Clintons følte to dage før primærvalget i New Hampshire – en stat, der har belønnet dem i fortiden, men som forberedte sig på at give dem en solid lussing. Gamle Bill syntes især irriteret over, at New Hampshire, efter at have løftet hans bud for den demokratiske nominering i 1992, og givet hende en comeback sejr i 2008, nu var parat til at droppe hans kone. Hans vrede ved tanken blev et anfald, da han til sidst trak, hvad han må have set som sit mest effektive våben: kønsspørgsmålet. Sanders’ tilhængere, sagde han, bruger kvindefjendsk sprog til at angribe fru Clinton.

Vi ved ikke, hvad publikum mente om denne præstation. Men hvad angik vælgerne i New Hampshire, havde det ingen virkning overhovedet. Hvad Bernie Sanders’ kampagne beviser er, at når masserne begynder at bevæge sig, vil de skære på tværs af alle de splittende spørgsmål om race, køn, religion og nationalitet. De, der forsøger at splitte og forvirre bevægelsen, vil nådesløst blive kastet til side. Arbejderklassen og den revolutionære ungdom har brug for enhed for at ændre samfundet.

Sanders’ program

Mens alle de andre kandidater fortsat lovpriser kapitalismen, stiller Bernie Sanders ubehagelige spørgsmål om den eksisterende samfundsmodel. Han har nådesløst angrebet de store banker og Wall Street og påpeget, at langt størstedelen af al den rigdom, som den amerikanske arbejderklasse har skabt, går til den én procent rigeste. Han går ind for at øge mindstelønnen til 15$ per time og opsplitte Wall Street bankerne. Han beskriver Wal-Mart som modtager af velfærdsstaten. Det samme kan siges om alle amerikanske banker og store virksomheder.

Dette er, hvad han betegner som en “manipuleret økonomi, et system” hvor en magtfuld rig elite dominerer over almindelige mennesker, ikke bare økonomisk, men politisk. Det er en rimelig beskrivelse af det 21. århundredes kapitalisme i USA og alle andre steder, hvor Kapitalen dominerer. Sanders vil øge indkomstskatten for dem, der tjener over $ 250.000, ved at øge deres rate til 37 procent. Dem i den øvre ende af indkomstskalaen – dem der tjener mere end 10 mio. dollars om året – ville skulle betale 52 procent i skat. Sanders vil også øge andre skatter eller afgifter, herunder Social Security skatterne for de højere indkomster. Desuden vil han beskatte kapitalgevinster på samme procentsats som den en skatteyder tjener på at arbejde.

Han siger, at alle unge skal have mulighed for at få en uddannelse, finde arbejde og tjene en løn; at der skal være fri og passende uddannelse for enhver i USA. Han hævder, at gennem uddannelse kan unge i USA få adgang til en bredere vifte af job og kan blive mere produktive medlemmer af samfundet. Hans forslag om single-payer healthcare går langt videre end Obamacare ordningen.

Der er mange ting i Sanders’ program, der vil være meget tiltrækkende for mange mennesker i USA. Mange af disse ting er vi enige med, såsom universel sundhedspleje, gratis uddannelse, reduktion af studerendes gæld og en mindsteløn på 15$ i timen . Det store spørgsmål, der skal besvares, er imidlertid, hvordan disse ting skal nås uden at bryde de store banker og monopolers magt?

Han har foreslået at opsplitte landets største banker, og siger, at de seks største øver for meget kontrol over økonomien. Han har også foreslået at nægte bankernes topledere i at sidde i Federal Reserves 12 regionale bestyrelser, fordi deres medlemskab i disse bestyrelser , siger han, udgør en interessekonflikt, og underminerer reguleringen af den finansielle sektor. Men lignende forslag er blevet fremført mange gange før, navnlig af Theodore Roosevelt for hundrede år siden, uden den mindste langsigtede effekt.

Ideen om at opsplitte de store truster er endnu ældre end det. Denne idé er i direkte modstrid med kapitalismens mest fundamentale love, som Karl Marx forklarede i Det kommunistiske manifest. Marx forklarer, at konkurrence uundgåeligt fører til monopol. De større virksomheder vil altid sluge de mindre. Marxister siger, at denne kontrol kun er muligt ved at ekspropriere de store banker og selskaber. Men Bernie Sanders går ikke ind for det. I stedet taler han for at opsplitte de store banker og regulere kapitalismen. Han siger, at Franklin D. Roosevelt er hans foretrukne præsident.

Dette er en væsentlig bemærkning, og det samme er hans udtalelse om, at den socialisme, som han har i tankerne, er som i Skandinavien, dvs. en slags reguleret kapitalisme med en velfærdsstat og mindre ulighed. Problemet med denne idé er, at det ikke længere eksisterer, end ikke i Skandinavien. Vi marxister siger: Vi vil kæmpe for enhver reform, der udgør en reel forbedring af livet for arbejdere og unge, men vi må være parat til at drage alle de nødvendige konklusioner.

Når Sanders’ borgerlige kritikere advarer om, at hans program kun kan gennemføres af en revolution fra neden, har de helt ret. Hvis denne kamp skal blive en succes, må det ende i omstyrtelsen af Wall Street og de store banker og selskabers diktatur. Den eneste måde at bryde de store private monopolers magt er at erstatte private monopoler med et statsmonopol på bankerne og de store virksomheder. I stedet for en lille håndfuld chefers diktatur, ville en socialistisk planøkonomi være under arbejderklassens demokratisk kontrol og ledelse.

Kan han vinde?

Kampen om den amerikanske præsidentpost har skiftet gear, efter at primærvalgene er startet og afholdes i hver stat indtil juni. Kan Sanders vinde nomineringen til præsident? Det afhænger af mange ting. Hans sejr i New Hampshire vil ikke nødvendigvis blive gentaget i andre stater især i den sydlige del, hvor Sanders, i det mindste for øjeblikket, er i en svagere position i forhold til sin modstander.

Efter sejren i New Hampshire sagde Sanders: De smider alt efter mig undtagen køkkenvasken, og jeg har på fornemmelsen, at køkkenvasken kommer meget snart”. Den følelse er velbegrundet. De vil hive alle beskidte trick i bogen frem og mobilisere alle deres ressourcer for at stoppe ham. Hillary Clinton siger, at hun vil kæmpe for hver stemme i hver stat, og vi tvivler ikke på, at dette er sandheden. Hun har opbakning fra den magtfulde Demokratiske partimaskine.

Det såkaldte system med “superdelegerede” betyder, at Sanders sandsynligvis får brug for 60-70 procent for at vinde. Det er en kæmpeopgave. Ikke desto mindre er det i sidste ende ikke utænkeligt, at han kan vinde. Vreden mod etablissementet er så stærk, at partimaskinen måske ikke er en så formidabel forhindring, som det ser ud. Situationen er så ustabil, at næsten alt kan ske.

Hvad vil ske, hvis Bernie Sanders ikke vinder nomineringen? Det afhænger af, hvordan han vil reagere. Han har offentligt udtalt, at hvis han lider nederlag, vil han støtte Hillary eller enhver anden kandidat, som partiet har valgt. Hvis han gør det, vil det fremprovokere en bølge af skuffelse blandt hans tilhængere. Bevægelsen han har inspireret kunne fordampe som en dråbe varmt vand på en varm pande. Men det er på ingen måde den eneste mulighed.

Bevægelsen omkring Bernie Sanders har opbygget et momentum, og det vil have en tendens til at accelerere og vokse i de kommende måneder. Der er et dynamisk samspil mellem Sanders og den voksende bevægelse, han står i spidsen for. Hvis de i sidste ende snydes for sejren ved manøvrer fra partimaskineriet, vil der komme en eksplosion af vrede, der vil have en effekt på Sanders, som vil være under enormt pres for ikke at acceptere resultatet.

Hvad denne kampagne allerede har vist er, at det der blev antaget at være de politiske love i USA i virkeligheden kun var skikke og traditioner, der kan brydes, og er i gang med at blive brudt. Det kan derfor ikke udelukkes, at det kan føre til, at Sanders bryder med det demokratiske parti og bevæger sig i retning af at oprette et nyt parti til venstre for Demokraterne. Det ville udgøre en grundlæggende ændring i hele situationen.

Sanders og det demokratiske parti

Lenin påpegede, at historien kender alle slags besynderlige transformationer og der har været mange sådanne transformationer på det seneste. Den politiske støbeform er blevet brudt i det ene land efter det andet: Grækenland, Spanien, og Storbritannien for blot at nævne de mest oplagte eksempler. Dette er ikke noget tilfælde. Den krise, der begyndte i 2008 og stadig er i gang, har haft en dybtgående virkning på bevidstheden. Traditionelle politiske strukturer er blevet udsat for uimodståeligt pres, og i mange tilfælde er de blevet knust af disse belastninger.

I en sådan situation er det nødvendigt at undersøge processerne meget nøje og sikre, at vores taktik, paroler og orientering er i harmoni med en situation, der er under hastig forandring. Det er lige så rigtigt om USA som alle andre lande. Vi har sagt det mange gange, at der ikke er nogen reel forskel mellem Republikanere og Demokrater. Er det stadig tilfældet? Selvfølgelig er det. Med den store amerikanske forfatter Gore Vidals ord: “Vores republik har kun et parti – ejendomspartiet – med to højrefløje.” Det er helt korrekt, og skal gøres klart som udgangspunkt for enhver marxistisk analyse.

Men udgangspunktet er endnu ikke rejsens ende, og denne rejse kan tage alle mulige mærkelige veje, der ikke blev forventet af os – eller nogen andre. Sanders kampagnen repræsenterer uden tvivl en vigtig ny faktor i ligningen. En ting er det demokratiske parti og en anden ting er den massekampagne, der har udviklet sig omkring Bernie Sanders’ person. Vi må sørge for at foretage denne skelnen. Den er allerede blevet foretaget af mange af dem, der følger Sanders, ikke fordi han er demokrat, men fordi han siger, at han er socialist.

Sanders har ikke været Demokrat længe. Han var en uafhængig socialist, tidligere borgmester i Burlington, Vermont, som var i gruppe med Demokraterne på Capitol Hill. Det Demokratiske Partis etablissement accepterede ham tydeligvis som kandidat, fordi de troede, han kunne bruges til at trække et par progressive over til partiet, og der ikke syntes at være nogen mulighed for, at han blev valgt. En lignende fejl blev foretaget i Storbritannien af lederne af Labour, da de tillod Jeremy Corbyns navn at komme på stemmesedlen i formandsvalget. Den fejl blev lavet af nøjagtig samme grund: disse mennesker er helt ude af trit med den virkelige stemning i samfundet. Som i andre lande er den politiske elite i USA fuldstændig fjernt fra virkeligheden.

Vi går ind for oprettelsen af et arbejderparti i USA. Vi siger, at det Demokratiske Parti er et borgerligt parti, der ikke kan ændres. Det er sandt, men det er ikke udtømmende. Det er nødvendigt at sige konkret, hvordan et arbejderparti kan skabes. Tidligere fastholdt vi, at det sandsynligvis ville komme fra fagforeningerne, der ville bryde deres politiske bånd til Demokraterne. Det var en rimelig hypotese at opstille. Men som enhver anden hypotese må den testes mod erfaring.

Der har været mange forsøg på at agitere for et arbejderparti baseret på fagforeningerne, men de har ikke ført nogen steder. Degenereringen af fagforeningernes ledelse i USA er sandsynligvis gået længere end noget andet sted. De faglige ledere har absolut ingen intentioner om hverken at bryde med Demokraterne eller at oprette et arbejderparti. Faktisk fylder selve ideen dem med rædsel.

Bevægelsen for et alternativ til venstre for Demokraterne, blokeret af fagforeningsbureaukratiet, er ikke forsvundet. Utilfredsheden med det Demokratiske partis ledelse har aldrig været så intens som nu. Men den er kommet op til overfladen gennem bevægelsen omkring Bernie Sanders. Selvfølgelig skal vi altid gå ud fra det grundlæggende, hvis ikke vi skal blive blæst ud af kurs af flygtige udviklinger. Men det er helt klart, at noget er ved at ændre sig i amerikansk politik, og vi nødt til at analysere det omhyggeligt og drage de nødvendige konklusioner.

En ting er marxismens færdige program og ideer, men en helt anden ting er massernes nødvendigvis ufærdige, forvirrede og selvmodsigende bevidsthed. Vi kan ikke forvente, at unge mennesker, som kun lige at vågnet op til politisk liv, vil have en klar forståelse af tingenes natur. Det er en opgave for marxisterne at levere den nødvendige klarhed. Men det kan ikke gøres ved blot at gentage marxismens generelle udsagn (selv om de kan være et hundrede procent rigtige). Det er nødvendigt at engagere sig aktivt med bevægelsen, indgå i en meningsfuld dialog med den, tage del i dens kollektive erfaring, og selvfølgelig, tålmodigt at forklare, på en forståelig måde.

Marxisternes arbejde ville absolut være meget enklere, hvis masserne ville træde ind i den politiske kamp med en grydeklar socialistisk bevidsthed. I så fald ville der ikke være behov for at gøre sig den ulejlighed at opbygge en marxistisk organisation. Men vi ved, at det ikke er tilfældet, at masserne går ind i kampen med meget forvirrede ideer og kun langsomt, på grundlag af erfaringerne, begynder de at forstå situationens realiteter.

Mens vi tålmodigt forklarer venstrereformismens begrænsninger og forsvarer den revolutionære marxismes ideer, er det essentielt, at vi bygger bro til de unge, der støtter Bernie Sanders. Kammeraterne i WIL har med rette anført, at “i denne epoke med kapitalistisk krise, er der kun et kort skridt fra en uformelig stræben efter grundlæggende rettigheder og beskedne reformer til at drage fuldt revolutionære konklusioner. Den stigende interesse for socialisme er et verdensomspændende fænomen i forskellige versioner, alt efter de enkelte landes traditioner og historie: Jeremy Corbyn som leder af Labour i Storbritannien; Pablo Iglesias og fremkomsten af Podemos i Spanien; Tsipras og Syrizas valgsejr i Grækenland. Her i USA oplever vi vores egen variant, forvrænget gennem prismen af et land med en anti-kommunistisk fortid og uden et traditionelt massearbejderparti.

“I manglen på et levedygtigt alternativ og med arbejderledere, der ikke tilbyder en selvstændig klassevej, stemmer mange arbejdere “Demokratisk”, når valgsæsonen ruller ud. Bernie Sanders, den uafhængige senator fra Vermont, stiller op i valget som Demokraternes præsidentkandidat. Hans opfordring til en politisk revolution og for demokratisk socialisme vinder genklang blandt millioner af amerikanere, der er skuffede over Obamas falske løfte om forandring. Efter års blodfattigt “opsving”, nedskæringer, og oprørende ulighed, har hans rasen mod “milliardærklassen” vækket genklang fra Minneapolis til Maine.”

Alt dette viser, at de tektoniske plader under amerikansk politiks overflade er i bevægelse. Før eller senere vil det producere et jordskælv. Det, vi er vidne til, er de første rystelser, der annoncerer ankomsten af en eksplosion.

London, 12 februar