Søndag den 20. december skal spanierne til stemmeurnerne i hvad, der står til at blive et utrolig vigtigt valg. Det er muligvis det vigtigste valg siden Franco diktaturets fald i 1975.
Fire partier, PP, PSOE, Ciudadanos og PODEMOS, kæmper om magten i en fragmenteret politisk arena. Der har fundet en skarp radikalisering sted i det spanske samfund. Det bedste politiske udtryk for denne radikalisering har været PODEMOS, et venstreorienteret parti der blev stiftet i februar 2014, og som et par måneder senere lå øverst meningsmålinger, og som nu står som en seriøs deltager i kampen om magten.
Trods den stagnation som PODEMOS oplevede hen over sommeren og efteråret, hvor mange erklærede, at partiet havde udtømt sit potentiale, er det nu blevet genoplivet og konkurrerer om tredje eller endda andenpladsen i meningsmålingerne. Disse pludselige skift i den politiske situation er karakteristisk for vores epoke og afspejler de skarpe skift i massernes bevidsthed skabt af kapitalismens krise. Uanset resultatet vil ustabilitet og turbulens være normen i den kommende periode.
Fire års klassekamp
Disse valg kommer efter fire år med massebevægelser, hvor millioner af mennesker er gået på gaden for at protestere mod nedskæringer og regeringen og forsvare deres levebrød. Indignados bevægelsen i 2011, mareas bevægelsen af offentligt ansatte og brugerne af den offentlige sektor imod privatiseringer og nedskæringer på uddannelse og sundhed, minearbejdernes heroiske kamp i 2012, bevægelsen mod tvangsudsættelser fra boliger, generalstrejken i 2012 og en bølge af vilde strejker og værdighedsdemonstrationerne i marts 2014 har alle vækket millioner af mennesker politisk til live og fået dem til at tage et skridt frem for at tage kontrol over deres egen skæbne.
I 2013 var der i gennemsnit 125 demonstrationer hver dag, og 25% af befolkningen hævdede at have deltaget i en form for protest. Hvis der er et vigtigt karakteristiske, der gør den nuværende situation i Spanien exceptionel, er det, at masserne har genindtaget scenen, på en måde der ikke er set siden 1970’erne.
Som Trotskij sagde, ”I almindelige tider løfter staten, hvad enten den er monarkisk eller demokratisk, sig over nationen og historien laves af specialister i den slags – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere, journalister. Men på de afgørende tidspunkter, hvor den gamle orden bliver uudholdelig for masserne, bryder de igennem den barriere, der ekskluderer dem fra den politiske arena, fejer deres traditionelle repræsentanter til side og skaber gennem deres egen indgriben begyndelsen til grundlaget for et nyt regime.
Disse fire år med krise og mobilisering var en hård skole for masserne. Processen med mobilisering var ikke kun kvantitativ, hvor nye lag af mennesker blev trukket ind i kampen, men også kvalitativ med en udvikling i befolkningens bevidsthed.
To centrale konklusioner blev draget i løbet af disse massebevægelser. Den første er, at problemet ikke bare er den ene eller anden uretfærdige lov eller korrupte politiker, men at systemet som helhed er råddent og må ændres fra top til bund. Vi så hvordan Indignados bevægelsens vage krav i 2011, der mest handlede om demokratiske spørgsmål og en reform af valgloven, udviklede sig til de skarpere og mere klasse-baserede krav i værdighedsdemonstrationerne i marts 2014. Her handlede parolerne om demokratiske krav, men også om sociale og økonomiske spørgsmål. I denne runde af protester, der samledes op mod to millioner mennesker på gaderne i Madrid, var de centrale paroler ¡pan, techo, trabajo! (brød, boliger, arbejde!) og den ekstremt avancerede parole ¡la economía da manos del pueblo! (læg økonomien i folkets hænder!).
Den anden konklusion, der blev draget i løbet af disse massebevægelser, var, at for at ændre tingene er det ikke nok at protestere på gader og pladser, men kampen må få et politisk udtryk og i sidste ende, at folket må tage magten. Denne idé krystalliserede sig med fremkomsten af SYRIZA i Grækenland efter 2012, som blev fulgt med stor interesse og forventning i Spanien.
Fremkomsten af PODEMOS
Omskifteligheden i massernes bevidsthed blev udtrykt i PODEMOS’ hurtige vækst i foråret 2014. Dette nye parti, skabt af en lille gruppe af universitetsprofessorer og aktivister i slutningen af januar 2014, blev hurtigt et omdrejningspunkt for utilfredsheden og det ønske om radikale forandringer, der eksisterede i det spanske samfund.
PODEMOS fik 1,2 millioner stemmer (8%) til Europaparlamentsvalget i maj 2014. Ved udgangen af 2014 lå de øverst i meningsmålingerne. På et par måneder voksede medlemstallet til over 300.000. En politisk demonstration afholdt af PODEMOS i Madrid i januar 2015 uden specifikke krav var i stand til at samle op mod 300.000 mennesker. I lokalvalgene i maj 2015 vandt “folkets enheds”-lister bestående af PODEMOS sammen med en række andre venstreorienterede kræfter og anti-nedskæringskampagner i vigtige regionale hovedstæder som Madrid, Barcelona, Zaragoza, Cádiz og Coruña.
Hvordan var det muligt? Sådan en pludselig fremvækst af et nyt masseparti er ikke almindeligt i historien. Arbejderklassen har historisk haft en tendens til at bevæge sig først gennem deres traditionelle organisationer, som det skete i de revolutionære processer 1918-1920, 1930’erne og 1970’erne. Men denne gang var radikalisering ekstremt skarp og pludselig, og den traditionelle ledelse af venstrefløjen og arbejderbevægelsen, især Forenet Venstre (IU), og også fagforeningerne, haltede langt bagefter begivenhederne og havde på grund af deres fejltagelser og tilfælde af opportunisme mistet legitimitet blandt nogle af de nyligt politiserede lag. De efterlod derfor et tomrum, som blev udfyldt af PODEMOS, med den karismatiske Pablo Iglesias i spidsen. Dette nye partis kometagtige vækst vidner om radikalisering af befolkningen og de skarpe skift, der er indbygget i situationen.
PODEMOS var i stand til at ramme det ønske om græsrodsdeltagelse, som var opstået i kampene i 2011-2014 ved at organisere partiet på baggrund af círculos, cirkler, lokale debat- og beslutningsgrupper. Pablo Iglesias’ sprog var også i samklang med den udbredte radikalisering. Det er almindeligt at høre, at PODEMOS blev populært, fordi det udvandede sin retorik. Det modsatte er rent faktisk tilfældet. PODEMOS brugte et meget enkelt men skarpt sprog, og populariserede begreber som “el régimen” (regimet) eller “la casta” (kasten), som gav udtryk for klassehadet mod eliten og deres politiske repræsentanter.
Der er masser af beviser for at PODEMOS’ succes kom fra deres radikalisme og ikke fra en formodet moderation. I efteråret 2014, hvor partiet var i fremgang, viste meningsmålinger, at de fleste mennesker placerede PODEMOS som det mest venstreorienterede parti på det politiske spektrum. Selv IU’s vælgere placerede det længere til venstre end deres eget parti! Pablo Iglesias selv syntes at anerkende dette i en række artikler fra maj 2015, hvor han skrev, at PODEMOS skulle være “de folkelige klassers parti”, og måtte vinde hegemoni gennem et “hårdt, klasse-baseret sprog” baseret på ideen om ikke bare politiske reformer, men “økonomisk demokrati”.
Måneders stagnation
PODEMOS’ tilsyneladende uhæmmede vækst standsede efterhånden i foråret og sommeren 2015. Partiet gik fra at være førende i meningsmålingerne, med over 25%, til fjerdepladsen bag PP, PSOE og Ciudadanos, og nogle meningsmålinger gav partiet så lidt som 10%.
Det kan forklares af adskillige faktorer. For det første betød Tsipras’ kapitulation i Grækenland et hårdt slag for PODEMOS. Pablo Iglesias støttede Tsipras ukritisk og erklærede, at i hans situation, ville han have gjort det samme. Forståeligt nok spurgte den gennemsnitlige vælgere, der måske sympatiserede med PODEMOS sig selv, hvorfor stemme på PODEMOS når deres søsterparti i Grækenland ikke har været i stand til at ændre noget, og har fremprovokeret unødvendigt kaos for bare at vende tilbage til endnu værre nedskæringer end før? De kapitalistiske massemedier samt PP og PSOE understregede dette punkt igen og igen.
En anden vigtig årsag var PODEMOS’ stigende moderation. Partiet udvandede sit program, opgav eller nuancerede nogle af sine oprindelige forslag, såsom nationalisering af energiselskaberne og reduktion af pensionsalderen til 60 år. Partiets sprog og stil blev mere forsonende.
Denne vending mod centrum blev bekræftet af opbakningen til Tsipras’ kapitulation. Det voksende mådehold afspejlede bestræbelserne hos PODEMOS’ ledelse for at komme med et ambitiøst reformistisk program, som var spiselig for kapitalisterne, der gennem deres talerør i medierne havde slået på “uigennemførligheden” af PODEMOS’ forslag. At forsøge at udvikle et anti-nedskæringsprogram, der er acceptabelt for kapitalisterne, er imidlertid en umulig opgave, der sætter en på en glidebane af stadig større indrømmelser, som vi på dramatisk vis har været vidne til i Grækenland.
Bag denne moderation lå der også et bevidst forsøg fra lederne af PODEMOS på at vinde de såkaldte mere “moderate” lag af middelklassen og arbejderklassen over. Men at forsøge at overbevise middelklassen gennem tvetydigt sprog og ved at undgå at tage stilling til kontroversielle spørgsmål er kontraproduktivt: det fremprovokerer bare mistillid blandt de konservative dele af befolkningen, der ser partiet som vage og lidet overbevisende. Fokus på demokratiske spørgsmål og emner som korruption giver samtidig plads til højreorienterede populistiske partier som Ciudadanos, der føler sig godt tilpas med disse spørgsmål, men som hurtigt ville blive presset af en klasse-baseret diskurs med fokus på sociale og økonomiske problemer. Omvendt demoraliserer og forvirrer denne moderation de mere kampklare lag af arbejderklassen og ungdommen, der udgør rygraden i PODEMOS.
En yderligere årsag til PODEMOS’ stagnation var bureaukratisering af partiet, som oplevede en forstening af den interne debat og udtømning af cirklerne. Bureaukratisering af partiet var ikke uden forbindelse til udvandingen af partiets retorik. Strategien med ikke at tage stilling til kontroversielle spørgsmål kvalte den politiske diskussion og gavnede dem, der var parat til artigt at indordne sig under ledelsens linje.
Al fokus var på idéen om online-deltagelse i modsætning til at diskutere spørgsmålene og tage beslutninger demokratisk i cirklerne. I sidste ende gad kun en lille brøkdel af de registrerede at deltage i online afstemningerne. Pablo Iglesias begik også fejl af sekterisk karakter, såsom hårdt at gå imod idéen om en proceduremæssig valgkoalition med IU, som stadig besidder vigtig politisk kapital gennem sin karismatiske leder, Alberto Garzón. Dette gjorde at mange ser Pablo Iglesias som en arrogant leder, og hans popularitet faldt derfor i meningsmålingerne.
PODEMOS stod også over for problemer, der i høj grad lå uden for partiets kontrol. Det højreorienterede populistiske parti Ciudadanos blev kunstigt oppustet af de borgerlige medier og de store virksomheder, der har finansieret det i månedsvis for at opveje PODEMOS’ indflydelse. Som lederen af Banco Sabadell, en af de største spanske banker, udtrykte det for et år siden, Spanien havde brug for et “højreorienteret PODEMOS” – og det kom i form af Ciudadanos, meget lig i Grækenland hvor To Potami blev fundet frem fra den tynde luft som ballast mod SYRIZA. Ciudadanos er dog ikke et helt nyt parti: det har været i det catalanske parlament i næsten ti år, hvor det konsekvent har stemt for reaktionær lovgivning og været de mest højrøstede repræsentanter for spansk nationalisme. Faktisk har partiet og dets leder, Albert Rivera, som nu optræder som moderate “centrister” haft tvivlsomme forbindelser med den yderste højrefløj tidligere.
Et andet ømtåleligt spørgsmål for PODEMOS var det nationale spørgsmål i Catalonien. Det blev et særdeles varmt emne i september, med de catalanske valg. Dette valg, som fik karakter af en folkeafstemning om uafhængighed, var præget af polarisering på nationale skillelinjer. PODEMOS, der havde en overordnet set korrekt, men til tider tvetydig, platform, forsvarede retten til selvbestemmelse, men faldt ned mellem de to sider. Partiet fik uimponerende 8,9%. De konstante angreb mod uafhængighed ikke bare fra regeringen i Madrid, men også de store virksomheder, EU og endda USA, den gav nationalistiske lejr en aura af oprør, hvilket drev mange arbejdere og unge til at stemme på partier, der gik ind for uafhængighed. Det bedste udtryk for denne oprørske streng indenfor den catalansk løsrivelse er CUP, som var i stand til at indfange disse progressive, anti-establishment stemmer på bekostning af PODEMOS.
Et nyt skift: December 2015
Men op til valget begyndte situationen at ændre sig. Dette skift i den politiske stemning blev varslet af en række mobiliseringer i efteråret. Efter en relativ stilstand i massebevægelserne, var der 7. november en stor protest mod kønsrelateret vold, hvor stemningen var militant og klart venstreorienteret, der forbandt kønsrelateret vold med nedskæringerne og regeringens reaktionære politik. 28. november var der demonstrationer mod militær intervention i Syrien.
Men det var de forestående valg, som virkelig fik folk til at begynde at tale politik igen. Det var tid til at tænke over de forskellige partier, og hvad de står for, at gøre status over begivenhederne i de seneste år, og til at tænke over udsigterne for landet. Vælgerne begyndte at vurdere hvert parti nærmere, hvilket for eksempel betød, at opbakningen til PSOE begyndte at falde i takt med at erindringen om den tidligere Zapatero regering vendte tilbage, mens mange begyndte at se den reaktionære kerne under Ciudadanos’ glitrende overflade. Endnu vigtigere blev billedet af PODEMOS som den virkelige drivkraft for radikale politiske forandringer i Spanien gendannet.
Denne tendens blev hjulpet på vej af en række tv-debatter, hvor Pablo Iglesias langt overskyggede sine modstandere. TV-debatternes popularitet er i sig selv en bemærkelsesværdig kendsgerning, der afspejler befolkningens politisering. Den sidste debat med repræsentanter fra de fire største partier havde et publikum på over ni millioner, hvilket kan sammenlignes med en Barcelona-Madrid fodboldkamp! I disse debatter har PP forsøgt at skjule sin bemærkelsesværdigt ukarismatiske og upopulære leder Rajoy fra kameraerne, og generelt lave så lidt støj som muligt, for ikke at provokere venstreorienterede vælgere.
Ciudadanos, der havde spillet på sin uklarhed, er blevet tvunget til at tage stilling til de forskellige spørgsmål, og partiets højreorienterede karakter er blevet afsløret. Faktisk viser meningsmålinger, at folk er ophørt med at se Ciudadanos som et “centrum” parti, som det var tilfældet for et par måneder siden, men nu ser det som en helt og holdent højreorienteret formation. De sidste medieoptrædener fra partiets leder, Albert Rivera, har været undervældende.
Men den virkelige underdog har imidlertid været PSOE. Helt løsrevet fra stemningen på gaderne har de bekæmpet PODEMOS på en hysterisk højreorienteret platform. Deres nye leder, Pedro Sánchez, en karrieremager af Renzi-typen, har beskyldt PODEMOS for at være inspireret af Sovjetunionen og for at være skabstilhængere af ETA.
I modsætning til alle de andre skiller Pablo Iglesias sig ud som en nede-på-jorden politiker, den eneste normale person blandt et væld af professionelle politicos, med en selvsikker, skarp og tiltalende stil. Iglesias er også vendt tilbage til det aggressive sprog fra PODEMOS’ begyndelse. I sin afsluttende tale i den sidste tv-debat bad han publikum om at erindre nedskæringerne i sundhed og uddannelse, alle korruptionsskandalerne, de nye arbejdsmarkedslove, udsættelserne, men også til at tænke på Indignados, blokaderne af boligudsættelserne, ukueligheden hos de arbejdsløse og de overudnyttede arbejdere, de ældre pensionister og kvindelige arbejderes dobbeltarbejde, og at smile, fordi vi kan ændre tingene.
Henvisninger til socialisme og arbejderklassen er vendt tilbage til hans taler. I en meget vellykket valgreklame udfordrer Pablo Iglesias frontalt ejerne og de administrerende direktører i de store banker og selskaber. Han udpeger ved navn lederne af JP Morgan og RBS og inviterer dem til en offentlig debat med ham, da det er dem, der virkelig står bag de andre kandidater, og som har trukket i trådene i spansk politik.
Selv om PODEMOS’ program er blevet udvandet, indeholder det stadig vigtige punkter, som, hvis de gennemføres, vil forbedre levestandarden for befolkningen massivt: en ende på udsættelser, afskaffelse af de nye arbejdsmarkedslove, en stigning i mindstelønnen, et loft på energipriserne, en basisindkomst til familier i nød, slut på nedskæringer på sundhed og uddannelse, og en afskaffelse af undertrykkende love som ley mordaza, revision af aftalerne med Vatikanet, sænkning af politikernes løn osv.
PODEMOS’ politiske kapital er også blevet øget væsentligt ved at inkorporere kendte aktivister udefra (og nogle af dem til venstre for partiet), såsom Xosé Manuel Beiras, Mónica Oltra og frem for alt Ada Colau. Hun blev berømt i anti-udsættelsesbevægelsen og gik fra at blive tæsket af politiet på blokader til at blive Barcelonas borgmester. Hun er langt fra at være en klassisk venstreorienteret politiker: hun er en aktivist fra arbejderklassen, der er tæt forbundet med stemningen på gaderne. Colau er en central figur i situationen og vil uden tvivl spille en vigtig rolle i fremtiden i den spanske revolutionære proces.
Hendes tilstedeværelse er særlig vigtig for kampagnen i Catalonien. Den negative tendens for PODEMOS i denne region er blevet vendt, og de ligger nu øverst i meningsmålingerne som del af den valgmæssige front En Comu Podem, der samler andre venstreorienterede partier og sociale bevægelser. Denne gang er retorikken om det nationale spørgsmål entydig: PODEMOS står for en bindende folkeafstemning om uafhængighed, og vil gøre det til en forudsætning for enhver regeringsaftale efter valget. Det er bemærkelsesværdigt, at den største andel af stemmer fra tilhængerne af CUP, som ikke stiller op ved de nationale valg, vil gå til En Comú Podem frem for andre nationalistiske partier, hvis udsigter er uimponerende.
Også i Galicien er der blevet etableret en bred valgfront bestående bl.a. af Podemos, de galiciske IU og de galiciske venstrenationalister ledet af Xosé Manuel Beiras. Under navnet Marea udfordrer de nu PSOE’s position som venstrefløjens største parti og kan endda måske få deres egen gruppe i det spanske parlament. I Valencia, hvor PODEMOS har indgået en alliance med Compromís, kæmper koalitionen også for andenpladsen, efter PP. Disse eksempler (Catalonien, Valencia, Galicia), viser, at hvis der kunne have været nået enighed om en bred alliance mellem Podemos og IU, kunne den samlede styrke nu have kæmpet for førstepladsen. Konklusioner må drages.
PODEMOS’ massemøder tiltrækker, på trods af at de holdes indendørs, tusinder og fremviser en entusiastisk og kamplysten stemning. Mødet i Palma de Mallorca havde en deltagelse på 5000, Zaragoza 7.000, og det seneste i Caja Magica i Madrid 12.000, mange flere end hos end PP, PSOE og Ciudadanos. Der har været lange køer for at komme ind i på mødestederne og endda tilfælde af mennesker, der har tilbragt natten udenfor for at få en god plads. Et stigende antal unge deltager i møderne. Rapporter fra kammeraterne fra Podemos por el Socialismo, der støttes af den spanske del af den Internationale Marxistiske Tendens, fortæller, at folk er ivrige efter at købe revolutionær litteratur ved indgangen til disse massemøder.
Slagordet i PODEMOS’ kampagne er nu remontada (omvæltning eller magtovertagelse). Det virker korrekt. Meningsmålingerne fra de seneste par uger har givet partiet en stadig stigende andel af stemmerne; fra 10-15% for et par måneder siden til omkring 20% nu. Dette er vigtigt, fordi i den fragmenterede spanske politiske scene, hvor fire partier kappes om magten, kan en lille vækst betyde sejr. Selv om det er usandsynligt, og det mest sandsynlige scenarie er en smal sejr til PP, kunne PODEMOS godt overhale PSOE og Ciudadanos. Det er også værd at bemærke, at IU står til at vinde omkring 5-6% af stemmerne, hvilket betyder, at den radikale venstrefløj samler den største andel af stemmerne. Den generaliserede politisering af den spanske befolkning vil blive udtrykt i, hvad der forventes at blive den højeste valgdeltagelse siden 1982, på omkring 80%.
Ustabilitet og politisk krise
Hvad er udsigten for den næste regering? Selv hvis PODEMOS vandt, ville det være med simpelt flertal, ikke et absolut, og det ville være næsten umuligt for dem at danne en regering. Der har været lejlighedsvis snak om en potentiel PODEMOS-PSOE alliance, men dette synes yderst usandsynligt, både numerisk og politisk. Det er sandsynligt, at en vis form for ustabil borgerlig regeringsaftale vil blive nået. PP og PSOE besidder stadig en vis stemmemæssig vægt især blandt den aldrende befolkning i landdistrikterne. Disse små valgkredse, som Zamora, Palencia, Badajoz eller La Rioja, er begunstiget af en valglov, der er designet i 1970’erne til at holde arbejderklassen i de store byer tilbage. Disse provinser er tildelt et antal pladser, der er ude af proportion med størrelsen af deres befolkninger. Mens de to traditionelle partier står til at klare sig dårligt i byer som Madrid, Barcelona, Valencia, Zaragoza eller Coruña, vil de vinde mange af stemmerne i de små byer, hvilket vil give dem en uforholdsmæssig parlamentarisk repræsentation.
En borgerlig regeringsaftale kan antage mange former, en PP-Ciudadanos koalition (som i øjeblikket måske ikke engang kan få et samlet flertal), en PP-regering støttet udefra af Ciudadanos eller af de baskiske højreorienterede nationalister osv. Hvis de borgerlige partier ikke får nok stemmer, kan det måske endda blive nødvendigt at bringe PSOE ind i eventuelle aftaler. Det vil sætte partiet under et enormt pres og vil kaste det ud i en krise, og troen på, at det stadig er en venstreorienteret, progressiv kraft ville endeligt blive manet i jorden. Et dårligt resultat for PP og Ciudadanos kunne også bringe de højreorienterede catalanske nationalister fra CDC ind på scenen. På trods af deres seneste anti-Madrid retorik har de traditionelt været brugt som en krykke for PP og PSOE mindretalsregeringer, og vi kan ikke udelukke, at de kunne blive presset til at gøre det igen – hvilket også ville kaste dette parti i en dyb krise. At disse partier måske vil blive bragt ind i en uhellig pagt med PP og Ciudadanos er fuldt ud muligt. Den seneste GESOP meningsmåling giver en potentiel PP-Ciudadanos alliance så lidt som 161 sæder, 14 under et parlamentarisk flertal. Denne politiske opsplitning på parlamentarisk plan er intet andet end en afspejling af den klassepolarisering, der finder sted i samfundet som helhed.
Uanset resultatet er det mest sandsynlige perspektiv en svag borgerlig regering ligesom dem, vi så i Grækenland før januar 2015. Den vil blive nødt til at fortsætte med at forvalte kapitalismens krise og gældsbjergene, der er blevet samlet sammen, og vil blive meget upopulær, og dermed bane vejen for nye skift til venstre i samfundet. Ciudadanos ville være central for en sådan regering, og ville således miste sin fernis af at være et “fornyelses”parti og bebuder af “en ny type politik”.
Samtidig ville et positivt resultat for PODEMOS, selv en sejr med simpelt flertal, stille det op som et reelt alternativ. Et godt resultat vil øge tilliden hos arbejderklassen og ungdommens kæmpende lag, og ville åbne op for ideen om radikale forandringer blandt de mindre kamplystne dele af samfundet. En stærk tilstedeværelse i parlamentet ville tjene som en stærk platform og vil positionere PODEMOS som den vigtigste opposition til nedskæringerne. Mens det meste af massernes opmærksomhed de sidste 18 måneder har været centreret om den valgmæssige front (med de europæiske, kommunale og nu parlamentsvalg), er det sandsynligt, at vi i det nye år vil se en fornyelse af kampene i gaderne og på arbejdspladserne mod en ustabil borgerlig koalitionsregering, der udfører nedskæringer.
Perspektiver for den spanske revolution
Det er sandsynligt, at den radikale spanske venstrefløj, med PODEMOS i spidsen, vil blive presset til magten på mellemlang sigt. PODEMOS’ ledelse tror, at Spanien vil have mere albuerum end Grækenland til at gennemføre reformer inden for kapitalismens rammer, fordi det har en større økonomi, og i øjeblikket ikke er underlagt et formelt redningsprogram. Men økonomien er ikke i statens hænder, men i hænderne på et magtfuldt oligarki, der vil gøre, alt hvad der er nødvendigt for at beskytte deres ejendom og deres privilegier. I dette vil de have støtte fra deres medieimperier, international kapital og EU, som er rædselsslagne ved udsigten til at have en venstreorienteret regering i eurozonens fjerdestørste økonomi. Og selv hvis Spanien ikke er i et formelt redningsprogram, låner landet de fleste af sine penge fra spanske banker. Med andre ord vil en venstreorienteret regering straks komme på kollisionskurs med spansk og international kapitalisme.
Selv et program for begrænsede reformer, som dem PODEMOS foreslår, vil blive blokeret fra dag ét. Desuden vil den spanske revolutions opgaver kompliceres af landets kombinerede og ujævne udvikling, som kombinerer kapitalistiske sociale formationer med vigtige lommer af tilbageståenhed. Spørgsmålet om monarkiet, national selvbestemmelse, kirken, historisk hukommelse og arven fra Francos diktatur, er alle flettet sammen i en enorm gordisk knude, der ikke kan skæres igennem med halve foranstaltninger inden for systemets rammer.
Den eneste måde, disse spørgsmål kan overvindes, er gennem den socialistiske omdannelse af samfundet: at den enorme rigdom, der findes i Spanien, eksproprieres og sætte under offentlig kontrol gennem en demokratisk planøkonomi, så der produceres ikke for profit, men af hensyn til sociale behov. En potentiel PODEMOS regering ville have en formidabel allieret i gennemførslen af dette; den spanske arbejderklasse, som er numerisk meget større end den græske og har stærke revolutionære traditioner. Den er i dag meget stærkere end i 1930’erne eller 1970’erne, mens den sociale base for reaktion (småborgerskabet, bønderne osv.) er svagere. Og den revolutionære ledelse, som den spanske arbejderklasse ville tilbyde, ville, som det var tilfældet i 1930’erne, uden tvivl blive et fyrtårn for arbejdere og unge i andre lande. På grundlag af et socialistisk program, der er parat til at gå direkte imod det gamle regime, ¡sí se puede!
