Sidste fredag [fredag d. 13. november], var Paris skueplads for en massenedslagtning, hvor mindst 129 mennesker, hovedsageligt unge, der hyggede sig på cafeer og til en rockkoncert, blev skudt ned med koldt blod. Morderne, der råber Allahu Akbar, affyrede magasin efter magasin, og ladede roligt igen før de begyndte at dræbe flere forsvarsløse mennesker, som lå hjælpeløse på jorden.
Disse grusomheder markerer en ny og dyster udvikling i den stadige udvidelse af angreb, som den såkaldte Islamisk Stat enten tilskrives eller har taget ansvaret for. Da de tog ansvaret for angrebene, sagde ISIS, at drabene var svar på luftangreb mod deres aktive folk i Syrien. Og de har truet med yderligere angreb mod Frankrig. I deres vildskab, omfang og tilfældighed ligner de scener, vi forbinder med Beirut eller Bagdad, ikke med Paris eller London. Med disse angreb er Mellemøsten kommet til Europa.
Disse angreb er ikke pludselige indskydelser fra isolerede, ”lonely wolfes”. I juni tog ISIS ansvaret for et skudangreb på en tunesisk badeby i Sousse, som dræbte 38 turister, 30 af dem britiske. I oktober skød Tyrkiet skylden for et selvmordsangreb, hvor 102 mennesker blev dræbt i Ankara på IS, selvom den hovedmistænkte i denne sag var den tyrkiske stat selv. Senere samme måned tog ISIS’ partnere i Sinai ansvaret for at have skudt et russisk passagerfly ned og dræbt alle 224 mennesker om bord. Den 12. november tog IS ansvaret for et bombeattentat på Hizbollahs tilholdssted i det sydlige Beirut, hvor 44 mennesker døde. Og nu Paris, med mindst 129 døde og over 300 alvorligt såret.
Selv om disse angreb ikke nødvendigvis var vanskelige at udføre, så krævede de stadig planlægning, forberedelse, træning, adgang til våben og sprængstoffer, rekognoscering af målet og omhyggelig rekruttering af såkaldte “martyrer” – unge fanatikere parat til at udføre dem velvidende, at de sandsynligvis selv ville blive slået ihjel. Det er ikke noget nyt. Det var den normale modus operandi hos al-Qaeda i begyndelsen af 2000’erne. Målet var at opnå maksimal omtale og forårsage det maksimale antal ofre med et minimum af kræfter, som med de berygtede Madrid bombardementer, som koster endnu flere liv end det seneste angreb i Paris.
Vestlige terrorbekæmpelseseksperter havde konkluderet, at mens sådanne angreb i stor skala stadig kunne være mulige, så var den aktuelle trussel mest sandsynlig fra “lonely wolfes”, folk som dem der myrdede den britiske soldat Lee Rigby i Woolwich nær London i 2013. I lyset af, hvad der er sket i Paris og andre steder, må de muligvis revidere den vurdering.
Det indtryk, der nu er skabt, er et af en selvsikker, almægtig fjende med næsten uendelige kræfter, der lurer uset i samfundets mørke hjørner og bare venter på at slå til. Dette indtryk forstærkes af erklæringen fra den franske præsident om, at det var en “krigserklæring”. Jihadisterne har lavet en masse støj (de er blevet uddannet i propagandaens sorte kunster på sociale medier). Men i virkeligheden er bølgen af terrorangreb ikke et udtryk for styrke men svaghed. ISIS rykker ikke frem, men er på tilbagetog under en regn af slag. Terrorangrebene er ikke en krigserklæring, men en erklæring om desperation.
Flygtningeproblemet
Bombningerne og skyderierne vil have vidtrækkende politiske konsekvenser. Som det kunne forventes udtrykte verdens ledere deres harme. Barack Obama sagde, at USA stod “skulder ved skulder med Frankrig.” Vatikanet beskrev angrebet som “en gal terrorists vold”. Det var måske nok galskab, men med Shakespeare ord: “Der er metode i galskaben”.
Angrebene Paris har fremprovokeret en bølge af panik, der søger en syndebuk for grusomhederne. Den er bekvemt blevet leveret af flygtningene. Siden den blodige borgerkrig brød ud i Syrien for fire år siden, er mere end 250.000 mennesker blevet dræbt og millioner er blevet fordrevet som følge af kampene. I den nuværende stemning af angst og paranoia er det let at pege en anklagende finger på de tusindvis af udmattede, sultne og afrakkede mennesker, der har trodset druknedøden og mange andre farer, for at flygte fra en endnu værre skæbne i deres egne krigshærgede lande.
Det hævdes, at et syrisk pas, der er registreret i Grækenland, blev fundet på en af angriberne. De græske myndigheder siger, at mindst én af angriberne kan have passeret gennem øen Leros med en gruppe på 69 flygtninge. Manden der, åbenbart, er registreret i Grækenland havde fået taget fingeraftryk. Det serbiske indenrigsministerium siger, at indehaveren af det syriske pas krydsede ind i Serbien den 7. oktober og søgte asyl.
Flygtningekrisen, som i forvejen har testet Europas evne til at træffe beslutninger til grænsen, vil få en ny dimension. Dette kan allerede påvises i Polen. En polsk minister syntes at udfordre den tyske tilgang til at byde flygtninge velkomne, da han sagde “vi skal være opmærksomme på, at vi tog fejl, at vi var for naive og idealistiske.” Den nye minister for europæiske anliggender Konrad Szymanski sagde, “vi vil kun acceptere flygtninge, hvis vi har sikkerhedsgarantier”. Men hvordan sådanne “garantier” kan gives, er uklart.
Formand for Europa-Kommissionen Jean-Claude Juncker advarede søndag mod at give efter for, hvad han kaldte “uædle reaktioner”, på flygtningekrisen. Men lederen af BFV, den tyske efterretningstjeneste, Hans-Georg Maassen, har advaret om, at “vi observerer, at islamister specifikt henvender sig til flygtninge i modtagelsescentre. Vi kender allerede mere end 100 sager”.
Det kan naturligvis på ingen måde udelukkes, at ISIS har gjort brug af denne strøm af flygtninge til at infiltrere terrorister ind i deres rækker. Den 1000 mil (1600 km) lange grænse mellem Tyrkiet og Syrien er en meget lille hindring for de tusindvis af potentielle jihadister, der kommer fra Europa for at tilslutte sig IS. Det ser ud til at være endnu mindre en barriere for terrorister, der bevæger sig i den modsatte retning.
Men denne forklaring er lige så forkert, som den er overfladisk. For det første, selv om grænsen nogle steder stadig er gennemtrængelig, så er meget af grænsen på den syriske side nu kontrolleret af YPG, en kurdisk milits, der er indædte modstandere af IS. Så det “vindue”, hvorigennem jihadister kan krydse lukkes hurtigt. Irak er ikke en realistisk transitrute, Jordans grænse er lukket og i Libanon er der stor risiko for at blive fanget af sikkerhedsstyrker.
Hele pointen med dette er netop, at ISIS’ online hververe har været tvunget til at ændre taktik. I stedet for at tilskynde folk til at forsøge den risikable rejse til Syrien, så rådgiver de i stedet deres tilhængere til at blive i deres egne lande og udføre angreb der. Det vil, på kort sigt i hvert fald, øge sandsynligheden for terrorangreb i Europa som det i Paris.
Hvilken pris for Schengen?
Strømmen af flygtninge fra Syrien, Afghanistan og andre krigshærgede og fattige dele af kloden har ført til krav om strammere grænsekontrol. Efter angrebene i Paris er dette kor blevet højere og mere skingert. Hvis jihadisterne forbereder store operationer inden for Europa, så bliver grænsekontrol et langt mere presserende problem.
Schengen-aftalen garanterer fri bevægelighed for personer. Dette var en af hjørnestenene i den Europæiske Union. Men dette grundlæggende princip, “juvelen i den europæiske krone”, er nu i fare. Selv før de dystre begivenheder i fredags sagde den polske formand for Europarådet, Donald Tusk: “Lad der ikke være nogen tvivl; Schengens fremtid er på spil, og tiden er ved at løbe ud … vi må genvinde kontrollen med vores ydre grænser”.
Der er snak om en belgisk forbindelse til begivenhederne i Paris. Flere mænd er blevet anholdt i nærheden af Bruxelles. Le Monde rapporterede om en politirazzia i en forstad til Bruxelles, Molenbeek. Aviserne skriver, at det drejer sig om et andet hold, der flygtede fra den franske hovedstad fredag aften i en bil. Ifølge vidner havde en af de biler, der blev benyttet af terroristerne, en belgisk nummerplade. Frankrig har nu indført midlertidige grænsekontrol. Men denne foranstaltning kan vise sig ikke bare at være midlertidig.
En række andre lande, herunder Tyskland, har også suspenderet Schengen-aftalen. Og jo længere tid landene går tilbage til grænsekontrol eller hegn, jo mere vil princippet om et åbent Europa blive undermineret. Intet vil blive tilbage af det stolte praleri om en stadig dybere europæisk integration.
Angrebene i Paris vil forværre den krisefølelse, der allerede fandtes i Europa, følelsen af, at grænserne ikke er sikre på et tidspunkt, hvor krige raser lige udenfor i Europas ydre. Efter højlydt at have proklameret hendes vilje til at byde asylansøgerne velkomne, bønfalder Angela Merkel nu tyrkerne om at tage flygtningene tilbage, og tage de nødvendige skridt for at bremse dem, der flygter til Europa i jagten på et nyt liv.
Den smilende maske af humanitær bekymring er gledet af og afslører det imperialistiske hykleris grimme ansigt, der ligger bag alle disse falske udtalelser. Da Tyrkiet – i endnu højere grad efter de nyeste angreb – er et centralt land for Vestens planer, er Europa parat til at indgå en aftale med præsident Erdogan, og bekvemt glemme hans autoritære tendenser, hans brutale undertrykkelse af kurderne og frem for alt hans velkendte de facto alliance med ISIS.
“Krigen mod terror”
Præsidenten for den franske republik Francois Hollande har udtalt, at fredagens angreb var en “krigshandling … forberedt og planlagt andetsteds, med involvering fra udenforstående, som denne undersøgelse vil forsøge at fastslå”. Han tilføjede, at Frankrig vil være “hensynsløs i sit svar”. Franske kampfly har efterfølgende angrebet en række mål i og omkring Raqqa, hovedstaden i det såkaldte kalifat. Men disse luftbombardementer har haft mere propagandistisk indhold end egentlig militær betydning. Efter mere end et år med, hvad der skulle være en intensiv bombekampagne for at nedbryde og ødelægge ISIS som militærstyrke, så er den amerikansk ledede koalition blevet tvunget til at indrømme, at den har fejlet.
Den britiske premierminister Cameron vil gerne tilslutte sig Hollande i at bombe Syrien, men han tør ikke bede Parlamentet om at stemme om det, før han tror, at han kan få flertal. “Isil anerkender ikke en grænse mellem Irak og Syrien og det bør vi heller ikke. Men jeg har brug for at bygge argumentet op, jeg er nødt til at tage det op i parlamentet, jeg har brug for at overbevise flere mennesker,” sagde han. Det vil ikke være en nem opgave. Den britiske offentlighed, ligesom den amerikanske, er træt af militære eventyr, der ikke bringer andet end nye og endnu større katastrofer.
Stående over for den presserende virkelighed med flygtningekrisen, og nu med truslen om en hidtil uset terrorkampagne i Europa, understreger de vestlige ledere behovet for en “politisk løsning” på den syriske krise. For at opnå dette er de blevet tvunget til at bide deres stolthed i sig og søge støtte fra en mand, de har præsenteret som værende udenfor den menneskelige civilisation, Vladimir Putin.
Den russiske militærintervention i Syrien har utvivlsomt spillet en vigtig rolle i alt dette. Med et slag blev alt ændret. Det tvang de amerikanske ledere (som var og er splittede i dette spørgsmål) til at vælge side og skride til afgørende handling mod ISIS. Det har forvandlet den militære situation og knust det ustabile dødvande og presset ISIS i defensiven. Det meste af sidste år og meget af i år har ISIS fokuseret på at indtage og fastholde territorium i Mellemøsten. For dets ledere i Raqqa og Mosul er det stadig prioriteten. Så hvad er grunden til at organisere voldelige jihad-angreb i Europa og andre steder?
ISIS vakler under det daglige stormløb af luftangreb, hvor de mister den ene leder efter den anden. De forsøger i stigende grad at lede eller inspirere til angreb på bløde mål længere væk i et forsøg på at vise, at de stadig er en kraft, man skal regne med. I virkeligheden var angrebene i Paris ikke et tegn på styrke, men mere en desperat handling født ud af svaghed. ISIS har lidt en række tilbageslag i de seneste uger. Takket være russisk støtte har Assads styrker vundet vigtigt terræn, omend med store tab.
Dette har rystet amerikanerne til forsinket handling. Amerikansk-støttede grupper har for nylig gjort store fremskridt i den nordlige og nordøstlige del af Syrien. Det blev også annonceret i Washington, at amerikanske tropper er involveret på jorden. Det var bemærkelsesværdigt, at meddelelsen ikke kom fra Obama selv, da de i teorien ikke har haft tilladelse til det.
Nu mødes ledere fra Europa og USA med Putin ansigt-til-ansigt under på G20-topmødet i Tyrkiet. Det sker efter mindst 18 måneder, hvor de har beskyldte den russiske leder for enhver tænkelig forbrydelse og et par til. Men ved at følge den diplomatiske traditions nedslidte vej vil disse mest erfarne udøvere i kynismens blide kunst hilse manden fra Kreml med varme håndtryk og smil. Den britiske premierminister indrømmede, at forhandling med Rusland om Syriens fremtid var “vanskelig”, og at der havde været “dybe uenigheder”, men tilføjede, at Putin anerkendte den trussel, som IS udgjorde mod hans land. Så er alt i skønneste orden.
Obama og Kerry presser nu på for, at der skal indgås en aftale med russerne og iranerne. På TV så man Obama i intens privat samtale med den russiske leder. Dette vil naturligvis ikke behage tyrkerne og saudierne, der har spillet deres eget beskidte spil i Syrien og er besluttet på at få en bid af kagen i “freds”forhandlinger.
Vestens ledere må sluge mange ubehageligheder, hvis de vil have den russiske præsidents hjælp til at komme op af det hul, de har gravet sig selv ned i. På toppen af den russiske dagsorden er opretholdelsen af Bashar al-Assads regering. Og selvom tyrkerne og saudierne ikke kan lide det, må de acceptere nederlaget. Det er Rusland, ikke dem, som bestemmer nu.
Reaktionære konsekvenser
Lige nu befinder Frankrig sig i en tilstand af kollektivt chok. Som det er sædvane i sådanne situationer, er det normale politiske liv blevet midlertidigt suspenderet. Der er en naturlig udgydelse af folkelig sorg og vrede. Men meget snart er der valg i Frankrig, hvor Marine Le Pens højreorienterede Front Nationale forventes at få fremgang. Få timer efter Paris-angrebet opfordrede hun til “udslettelse” af radikale islamister. Lørdag fortalte hun reportere i Paris, at landet måtte slå ned på islamistisk fundamentalisme, lukke moskeer og udvise farlige “udlændinge” og “illegale indvandrere”.
Denne giftige retorik kan vinde genklang i den tilstand af alarmberedskab og frygt, som angrebene har skabt. Som altid styrker terrorisme reaktionen. I virkeligheden ønsker terroristerne, i dette tilfælde, netop det resultat. De ønsker at skubbe det franske samfund i armene på reaktionen for at skabe en ond spiral af aktion og reaktion, hvorfra de håber, at de kan vinde mange nye rekrutter, som er parate til at sprænge sig selv i luften for sagen.
Terrorisme fører altid til en styrkelse af reaktionære tendenser i samfundet og også en styrkelse af staten. Blodbadet i Paris vil føre til en øjeblikkelig udvidelse af statens beføjelser – og ikke kun i Frankrig. Politiet i Storbritannien var ikke sene til at kræve flere, ikke færre, penge fra staten. Den tidligere politikommissær fra Metropolitan Police Sir Ian Blair sagde, at han var “meget bekymret” over nedskæringerne i politiets finansiering, og tilføjede at budgettet for Metropolitan Police må fastholdes for at sikre, at der fortsat kommer efterretninger til brug i terrorbekæmpelsen fra lokalsamfundene.
David Cameron spildte ingen tid, da han annoncerede en betydelig stigning i finansieringen af efterretningstjenesterne, hvis antal skal øges med næsten 2000. Det betyder en stigning på 15 procent i efterretningstjenesternes bemanding, i en tid hvor essentiel offentlig velfærd bliver skåret ind til benet.
Angrebet i Paris kom på et tidspunkt med øget klassekamp i Frankrig. For nylig blev cheferne for Air France angrebet af arbejderne, som efter signende skulle have revet jakken af en af dem, da han prøvede at løbe væk. BBC bragte en artikel med den sigende titel: ”Frankrigs kamp med fagforeningerne afslører genlyd af revolution”.
I en video fra et tv-program på Canal +, forklarer Xavier Mathieu, CGT eks-tillidsmand fra Continental, som blev lukket for et par år siden, hvorfor arbejderklassens vrede vokser, og han erklærer, at han plejede at være pacifist, men at han nu tror på vold, da det er det eneste cheferne forstår. I samme video er der en tale fra en meget vred Air France værtinde, der er blevet spredt viralt, og som arbejdere overalt i Frankrig har identificeret sig med.
De frygtelige begivenheder i fredags kan have den virkning, midlertidigt, at aflede de franske arbejderes opmærksomhed fra klassekampen og afspore denne proces. Men det kan ikke vare længe. I virkeligheden er den bedste rekrutteringsagent for jihad-galningene de forfærdelige forhold, som millioner af arbejdsløse og fordrevne unge bor i, i slumkvarterer i fattige ghettoer i udkanten af Paris og andre storbyer. For det andet er det udenrigspolitikken i lande som Frankrig og Storbritannien, der deltager i imperialistiske militære eventyr, som i sidste ende afspejles i terroraktioner hjemme.
Før Anden Verdenskrig forudsagde Leon Trotskij, at krigen ville ende i sejr for amerikansk imperialisme, men han tilføjede, at USA ville have dynamit indbygget i sit fundament. Den prognose blev tragisk bekræftet med ødelæggelsen af twin-towers 11. september. Nu har tragedien ramt Frankrig. Den samme tragedie kan gentages til enhver tid på gaderne i en af Europas hovedstæder. Der er dynamit i selve vores samfunds fundament. Kun en grundlæggende forandring kan fjerne det.
London, 16. november 2015
