UDTALELSE FRA IMT

Den græske krise nærmer sig en afsløring. Dette markerer et vendepunkt for arbejderklassen i Grækenland og hele Europa. I januar stemte grækerne for en regering, der lovede at afslutte den nedskæringspolitik, der har ødelagt landet. Valget af Syriza gav håb for mange mennesker over hele Europa. Men netop af den grund besluttede de politiske ledere i Bruxelles og Berlin at knuse den nye regering, at ydmyge den, at sabotere den, og endelig at få den til at vælte.

Den nuværende krise har tydelig karakter af en bevidst provokation. For en uge siden blev det sagt, at forskellene mellem de to sider var minimal. Alexis Tsipras var kommet med mange indrømmelser for at tilfredsstille de såkaldte Institutioner. Der var snak om en aftale. Men så satte IMF, pludselig, foden ned. Nye betingelser blev indført – betingelser, der var umulige for grækerne at acceptere. Dette var en åbenlys provokation designet til at sætte den græske regering i en umulig position og forårsage sammenbrud i forhandlingerne eller regeringens fald.

Det er umuligt ikke at nå til følgende konklusion: De europæiske banker og kapitalister har besluttet at gennemføre et regimeskifte i Athen, ved hjælp af obligationsmarkeder og banker i stedet for raketter og bomber. Men slutresultatet vil være det samme. Hvis det bliver et JA på søndag, håber gribbene, at de vil slippe af med Syriza-regeringen, at Tsipras vil gå af, og der vil være en slags “national enheds-regering”, der vil gå på knæ og holde tiggeriskålen frem ligesom Oliver Twist og sige “please, Sir, giv mig mere”.

På den baggrund var en folkeafstemning i virkeligheden det eneste mulige valg, der var tilbage for Tsipras. Trojkaen (lad os kalde dem ved deres rette navn) præsenterede Grækenland for et ultimatum, som svarede til at opgive Syriza-regeringens mandat fra valget d. 25. januar. Men det var det græske folks demokratiske beslutning. Det eneste svar er, at folk leverer en demokratisk dom gennem en folkeafstemning.

Økonomisk terrorisme

Trojkaen forsøgte først at forhindre folkeafstemningen i at finde sted, og da det mislykkedes, har de tyet til økonomisk sabotage, tvunget bankerne til at lukke, truet mennesker med sult og forsøger med alle midler at skabe en stemning af frygt og panik, som de håber, vil begunstige et flertal til JA.

Trojkaens forkastelige og provokerende opførsel, der åbenlyst blander sig i et lands suveræne anliggender, ved at fortælle folk i Grækenland, hvordan de skal stemme og skamløst afpresser dem ved at afskære bankernes livsnerve, udstiller den Europæiske Unions virkelige, reaktionære karakter for øjnene af alle. Bag facaden af “europæisk demokrati” og “solidaritet” står bankerne og de store virksomheders diktatur. Alt det andet er bedrageri og løgn.

Spørgsmålet om folkeafstemningen er naturligvis et spørgsmål om demokrati. Men det viser også det borgerlige demokratis grænser. Under kapitalismen kan folk stemme, på hvem de vil, så længe bankerne bestemmer, hvad der skal ske. Befolkningen i Grækenland stemte på Syriza, og den demokratisk valgte regering forsøgte at modstå afpresningen fra de ikke-valgte “institutioner”, der hersker i EU. Nu er disse ikke-valgte fast besluttet på at forhindre folket i at udtrykke deres vilje i en folkeafstemning. De ønsker at bruge deres økonomiske magt til at vælte Syriza-regeringen.

Med sine handlinger har trojkaen erklæret krig mod det græske folk. De vil gerne skræmme dem til overgivelse uden at affyre et skud. Det ville være betydningen af et JA på søndag. De regner med, at hvis JA-siden vinder, vil Tsipras være nødt til enten at træde tilbage eller gennemføre et nedskæringsprogram, der vil miskreditere ham fuldstændig. De har hemmeligt intrigeret med lederne af den græske opposition om at danne en “national enhedsregering” (og splitte Syriza i processen). Det ville svare til et de facto kup.

Hvis det lykkes, vil de blive opmuntret til at presse på for endnu barskere foranstaltninger mod Grækenland. De vil røve og plyndre det gennem tvungne privatiseringer. De vil stjæle dets jord, øer og rigdomme. De vil presse det, indtil det er tørret ud, og når der endelig ikke er mere tilbage at udvinde, vil de ikke tøve med at smide Grækenland på møddingen.

Det græske samfund er nu skarpt opdelt i to lejre. På den ene side står det græske oligarki, bankerne, kapitalisterne og de store rederimagnater sammen med deres politiske repræsentanter og den ortodokse kirke. Bag disse står de europæiske kapitalister og banker.

På den anden side står de græske arbejdere, pensionister, arbejdsløse og unge, sammen med fagforeningsfolkene og partierne på venstrefløjen. Ingen kan være neutrale i denne kamp. IMT og vores græske sektion, den Kommunistiske Tendens i Syriza, stå fuldt og fast på NEJ-siden i afstemningen, der repræsenterer alt, hvad der er levende i det græske samfund.

Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) har valgt en helt forkert tilgang til folkeafstemningen, der intet har til fælles med leninismen. Mens partiet kommer med en række gyldige og berettigede kritikpunkter af regeringen, der bare anser folkeafstemningen som en måde at få en bedre aftale ved forhandlingsbordet, opfordrer det derefter folk til at ødelægge deres stemmeseddel.

Det er en meget alvorlig fejl. På et tidspunkt, hvor det græske samfund er ekstremt polariseret på klare klasselinjer, vælger lederne af KKE at undlade at stemme. Det er absolut muligt at stemme NEJ til trojkaens ultimatum (som er det spørgsmål, der bliver stillet ved folkeafstemningen), samtidig med at man agiterer mod nedskæringer, mod indrømmelser fra regeringen og for et klart socialistisk alternativ til kapitalismen.

Mediekampagne designet til at fremprovokere panik

Foranlediget af deres chefer i Bruxelles og Berlin fører den græske herskende klasse en beskidt kampagne, som har til formål at skabe panik i middelklassen og presse dem til at stemme JA af frygt. Mediekampagnen er baseret på løgne, økonomisk afpresning, arbejdsgiveres trusler mod arbejdere og sabotage af økonomien. Det er en form for økonomisk terrorisme, og ligesom al terrorisme har den til hensigt at intimidere og skræmme folk, og tvinge dem til at gøre ting, de ikke ville gøre af egen fri vilje.

Trojkaen forsøger at afgøre udfaldet af folkeafstemningen. Det ræsonnerer således: hvis folk tænker, at det er en folkeafstemning om nedskæringer (hvilket det er), vil de stemme nej, derfor er vi nødt til at få dem til at tro, at det er et valg mellem vækst, beskæftigelse og demokrati på den ene side; økonomisk kaos, radikalisme og Egyptens syv plager på den anden side.

Tsipras klager med rette over den skandaløse ensidige mediekampagne. Den såkaldt frie presse i Grækenland er, ligesom alle andre steder, kontrolleret af bankerne og kapitalisterne og udfører trofast deres ordrer. De oppisker en hysterisk kampagne med det formål at så frygt og panik og dermed drive folk over i JA-lejren. Dette er det andet led i den økonomiske terrorisme med hvilken Merkel og hendes græske håndlangere forsøger at opnå et JA, for derefter at vælte den demokratisk valgte regering.

Hvordan kan det græske folk acceptere de skandaløse urimelige krav fra en ikke-valgt bande bestående af finansfolk og kapitalister og deres agenter? Ultimatummet er en fortsættelse af de sidste fire års ondskabsfulde sparepolitik under memorandaene. De har ødelagt den græske økonomi og reduceret dets folk til tiggeri. Desuden er deres planer mislykkedes, og underskuddet er større end nogensinde. Disse politikker skulle nedbringe gælden til et forsvarligt niveau og skabe økonomisk genopretning. I stedet har de skabt mere recession og gælden er omkring 180% af BNP og stigende. Nu ønsker de at påføre Grækenland endnu mere smerte.

De sidste fem års erfaring viser meget tydeligt, hvad disse såkaldte institutioner ønsker. De vil ikke komme med indrømmelser, som at tillade Syriza at gennemføre et anti-nedskæringsprogram til fordel for det arbejdende folk. Det tidligere tilbud var en fornærmelse med det formål at ydmyge det græske folk og dets demokratisk valgte regering. Det var et klart forsøg på at destabilisere og vælte regeringen.

En forhandlet aftale?

Alexis Tsipras siger, at et NEJ vil styrke hans hånd i nye forhandlinger med trojkaen. Men det er et naivt håb. Merkel har gjort det helt klart, at yderligere forhandlinger ikke er mulige. Schäuble har sagt helt klart, at han ikke vil have noget at gøre med Tsipras og ikke har tillid Syriza. Med andre ord, de ønsker at installere en ny regering i Athen, der vil gøre, som de ønsker.

Der er en grundlæggende modsætning mellem anti-nedskæringsmandatet fra 25. januar og de europæiske banker og kapitalisters interesser. De vil ikke tillade Syriza at regere på grundlag af dets program. De forsøger at fjerne denne regering med alle midler, og for enhver pris.

Det næste tilbud (hvis der kommet et) vil helt sikkert ikke være bedre end det sidste. Derfor er det helt utopisk at forestille sig, at en sejr for NEJ-siden vil gøre Tsipras i stand til at opnå en bedre aftale gennem forhandlinger. Det ville være som at forsøge at overtale en tiger til at spise salat. Hvis NEJ vinder, vil de afskære al pengeforsyning (som ECB allerede gør), og skubbe Grækenland ud af eurozonen. Det vil få meget alvorlige konsekvenser for euroområdet og verdensøkonomien. Men det lader til, at Merkel og de andre er fast besluttet på at fortsætte.

Lederen af Syriza siger, at hvis der er et stærk NEJ-flertal, vil han næste dag være i Bruxelles og underskrive en aftale. Men “Institutionerne” vil ikke og kan ikke komme med et tilbud, som giver mulighed for at gennemføre Syrizas program. At give dem indrømmelser er nyttesløst. For hvert skridt tilbage Tsipras tager, vil de kræve ti mere. Det er ikke muligt at forene uforenelige modsætninger, mere end det er muligt at løse cirklens kvadratur.

Yanis Varoufakis, Grækenlands finansminister, hævder, at der ikke er nogen juridisk mekanisme til at smide et land ud af eurozonen. Han har helt ret, men det gør ikke den mindste forskel. Lederne af eurozonen er ikke andet end velklædte banditter, og appeller om lovlighed har aldrig været kendt for at forhindre en bandit i at skære halsen over på en mand og stjæle hans tegnebog. Det er de selvsamme mennesker, der udviste Varoufakis fra mødet Eurogruppen!

Med mindre lederne af Syriza er parate til at overgive sig fuldstændig og dermed begå politisk selvmord, er det mest sandsynlige udfald, hvis det bliver et NEJ, derfor Grækenlands udelukkelse fra euroen.

En tilbagevenden til drachma?

Hovedargumentet i de græske medier, der efteraber deres herrer i Berlin og Bruxelles, er, at folkeafstemningen i virkeligheden er en afstemning om JA eller Nej til medlemskab af eurozonen og EU. De maler et apokalyptisk billede af, hvad en græsk exit (eller “Grexit” for at bruge den aktuelle neologisme) vil betyde. Men det overser den lille detalje, at dem, der agiterer om en truende katastrofe, selv er ansvarlige for den nuværende katastrofe, som Grækenland er kastet ud i.

Begivenhederne i de seneste måneder beviser, at EU er en kapitalistisk klub – de riges regering, af de rige, for de rige. Dets lederes politik er en politik med permanente nedskæringer. Hvis Grækenland forbliver i eurozonen, vil dets fremtid være en fortsættelse af, hvad de har haft i de seneste fem år, men værre for hver dag der går. Faktum er, at Grækenland aldrig kan betale den uhyrlige gæld. Den vil hænge om en møllesten om halsen på dem i årtier.

Det eneste håb for Syriza er, at de drager de nødvendige konklusioner af det, der sker. Det er forgæves at håbe, at Merkel og Juncker kan overtales til at være venlige over for Grækenland. Befolkningen i Grækenland er i krig med Europas banker og kapitalister, og der kan ikke være tale om nogen våbenhvile i en sådan krig. I sidste ende må den ene klasse vinde og den anden må tabe. Og Gud nåde taberen!

Det var trojkaen med sin ubarmhjertige påtvingelse af den grusomme nedskæringspolitik, der skubbede den græske økonomi ned i en afgrund af massearbejdsløshed, fattigdom, nedskæringer på løn- og pensioner, selvmord og desperation. Det er den eneste gang i historien, hvor en sådan depression er blevet forværret med vilje af regeringer og finansielle institutioner.

Nogen har hævdet, at hvis Grækenland bliver skubbet ud af Euroen vil det i sidste ende kunne levere en løsning på de økonomiske problemer. Det er ekstremt naivt, for ikke at sige uansvarligt. Spørgsmålet vil stadig være: hvilken slags økonomi, drevet af hvem, og i hvis interesser?

Lad os antage at den nye valuta kaldes drachmer. Hvad vil der ske med den? Den vil falde som en sten, fordi ingen ønsker at eje den. Det vil få priserne til at stige kraftigt, endda skabe hyper-inflation som i Tyskland i 1923. Folks opsparinger vil blive udslettet. Der vil komme en dyb krise og endnu mere arbejdsløshed.

Desuden, vil Grækenland, hvis det er tvunget ud af euroen, også befinde sig ude af den Europæiske Union. Det europæiske borgerskab ønsker ikke deres markeder invaderet af græske varer fremstillet billigere af det uundgåelige fald drachmaen (eller hvilken som helst valuta der vælges). Det vil være nødvendigt at tage meget drastiske tiltag for at undgå en økonomisk katastrofe. Halve tiltag vil være ubrugelige. Man kan ikke helbrede kræft med en hovedpinepille.

På nuværende tidspunkt er det ikke flertallet, der bestemmer. Det er bankerne og kapitalisterne – både de græske og udenlandske – som kontrollerer alt. De er ikke interesserede i det græske folks problemer, men kun i det overskud de kan presse ud af arbejderne, pensionisterne og de fattige.

Hvis det græske folk ønsker at tage deres skæbne tilbage i deres egne hænder, må de fortælle regeringen, at de skal konfiskere oligarkernes rigdomme og ekspropriere bankerne og de store virksomheder. Derefter kan man begynde at kontrollere økonomien og køre den efter flertallets behov, ikke efter at skabe mest mulig profit til et lille mindretal af velhavende tyve og parasitter.

Den grundlæggende årsag til den økonomiske krise, massearbejdsløshed, krige og fattigdom er, at det kapitalistiske system har nået sin grænse, og ikke længere er i stand til at udvikle produktivkræfterne, som det gjorde før i tiden. Der er behov for en grundlæggende forandring. Den eneste løsning er socialisme.

Hvad er alternativet?

IMT støtter helhjertet det græske folk i deres retfærdige kamp. Vi opfordrer dig til at stemme NEJ på søndag. Stem NEJ til nedskæringer og besparelser! Stem NEJ til tvang og afpresning! Stem NEJ til forsøget på at få arbejderne til at betale for kapitalismens krise!

Alt levende i det græske samfund vil kæmpe for et NEJ på søndag. Men det vil ikke være nok. En sejr til NEJ-siden løser i sig selv ingenting. På kapitalistisk grundlag er der ingen fremtid for Grækenland – i eller uden for EU. For at bryde med nedskæringerne er det nødvendigt med et radikalt brud med kapitalismen.

Spørgsmålet rejser sig: hvad så? For at undgå den katastrofe, der nu truer Grækenland, må Syriza beslutte sig for at foretage defensive handlinger: nationalisere bankerne uden kompensation, indføre statsmonopol på udenrigshandelen. Der må være statsintervention for at kontrollere distributionen af fødevarer, medicin og andre basale fornødenheder for at sikre forsyningerne og forhindre hamstring og spekulation.

Den må tage skridt til at tilbagekalde sendetilladelser til medier, som bevidst spreder urigtige oplysninger og skaber panik. Nogle af disse opererer i virkeligheden uden tilladelse. Disse tiltag må bakkes op af arbejdernes direkte initiativ: besættelse af bankerne, fabrikkerne og medierne under arbejderkontrol. Dan aktionskomitéer for NEJ på alle arbejdspladser og i alle lokalkvarter – for at vinde folkeafstemningen og begynde at tage kontrol over industrien og samfundet for at forhindre sabotage og kaos.

Frem for alt er det bydende nødvendigt, at Grækenland ikke isoleres internationalt. Der kan ikke gives nogen tillid til regeringerne i Rusland og Kina, der repræsenterer deres egne oligarkiers interesser. I stedet er det nødvendigt med en appel om international solidaritet til arbejdende mennesker i Spanien, Italien og andre europæiske nationer.

Dette er ikke bare Grækenlands problem, men hele Europas. Overalt angriber bankerne og kapitalisterne levestandarden og arbejdernes rettigheder. Der er behov for en fælles front bestående af alle anti-kapitalistiske kræfter i Europa til at kæmpe for at forsvare arbejdspladser, rettigheder og levestandard. Men det er ikke nok. Vi må kæmpe for at omstyrte bankernes og kapitalisternes reaktionære Europa.

En appel fra Grækenland til arbejderne i Europa – dets eneste virkelige allierede – kan kun lykkes, hvis det følges af dristige antikapitalistiske tiltag. Over hele Europa lider arbejderne under angreb på levestandarden. Det er netop derfor, at Merkel og hendes bande ikke kunne lade Grækenland gøre op med deres program for permanente nedskæringer, på grund af det eksempel det ville udgøre for det arbejdende folk i Spanien, Italien og alle andre europæiske lande.

I Irland, Portugal, Spanien, Italien og Frankrig, selv i Storbritannien, følger folk, hvad der sker i Grækenland. Syriza kunne give venstrefløjen i Europa et samlingspunkt-punkt, men kun på én betingelse: at det tager dristige skridt imod kapitalisterne og bankfolk. Det ville lægge grunden for en massesolidaritetsbevægelse i Europa, der ville forvandle hele situationen.

En rungende sejr til et NEJ til nedskæringer i denne folkeafstemning ville være det første skridt i en al-europæisk kamp imod nedskæringer. Men det er kun et første skridt. Syrizas anti-nedskæringsprogram kan kun gennemføres ved et radikalt brud med kapitalismen.

Men hvis regeringen lader sig blive kuet til at indgå en aftale, der er ensbetydende med kapitulation, vil det have en deprimerende effekt på resten af Europa. Det er, hvad Merkel og co. satser på. De ønsker, at Syriza gennemfører et nedskærings- og spareprogram, der vil miskreditere det i massernes øjne. Så vil de sige til arbejderne i Grækenland og hele Europa: “Se hvad der sker, når venstrefløjen kommer til magten?” De vil bruge Grækenland som en advarsel til andre anti-nedskærings og venstreorienterede bevægelser i Spanien og andre lande.

Kløften mellem de privilegerede og ikke-privilegerede vokser i hele Europa. Begivenhederne de seneste måneder viser ud over al tvivl, at Den Europæiske Union er en institution oprettet af de rige og for de rige. Dens politik er en med permanente nedskæringer. Det eneste demokratiske Europa ville være en socialistisk føderation af europæiske stater. Det er på høje tid, at den europæiske venstrefløj bryder med kapitalismen og på sit banner indskriver:

Ned med kapitalismen!

Afslut bankerne og kapitalisternes diktatur!

For Europas Forenede Socialistiske Stater!

Arbejdere i alle lande, foren jer!

London, 3. juli 2015

Revolutionære Socialister er den danske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens – gå med i IMT