De danske medier er ved at løbe over med historier (hovedparten næsten enslydende) om, hvordan Ruslands uberegnelige, selvudråbte, halvgud Putin konstant laver militære provokationer og forsøger at skræmme os fredelige vesterlændinge, om det så er i Ukraine eller herhjemme.

Seneste eksempel er fra marts måned. Der var store overskrifter i de danske medier, som ”Ruslands ambassadør truer Danmark med angreb” og ”Ruslands ambassadør: Danske skibe kan blive mål for russisk atomangreb”. Forargelse var stor i medierne og blandt politikerne. Men set i sin geopolitiske og historiske kontekst, ser den russiske aggression ganske anderledes ud. Man skal ikke nære illusioner til det russiske oligarki og mafia-kapitalisterne i Øst. Men Putin og de russiske ledere handler ikke irrationelt, i modsætning til den gængse fremstilling i de danske medier.

Myten om det uskyldige Vesten

Sovjets sammenbrud betød ikke en opblødning af den amerikanske inddæmningspolitik, men nærmere en acceleration. Land efter land i Ruslands periferi indlemmes i NATO, EU eller indgår samarbejdsaftaler, militært, politisk og økonomisk.

Med Ukraines kurs mod EU/NATO, iværksat og opmuntret af USA/EU, var smertegrænsen nået for Rusland. Ukraine i NATO ville være en geopolitisk katastrofe for landet. Det ville betyde, at NATOs forpost kun ville være lidt over 700km fra Moskva, og at Rusland ville miste sin enorme flådebase på Krim i Sortehavet. Alle vidste, at Rusland aldrig kunne acceptere dette. Det var en ”red line”, der ikke kunne krydses. Alligevel fortsætter USA ekspansionen af sin interessesfære og fremprovokerer konfrontation.

[Læs også: Teser om Ukraine]

Der er således i øjeblikket over 1.000 vestlige militære trænere og militærrådgivere i Ukraine, ligesom flere NATO-lande leverer udstyr til den dårligt bevæbnede ukrainske hær. Indtil nu har USA afholdt sig fra såkaldt ”lethal aid” (egentlige våben), men har leveret køretøjer, personlig udrustning osv. Men emnet debatteres intenst i Washington, og den 23. marts vedtog et bredt flertal i Repræsentanternes Hus en resolution, der opfordrer Obama til at begynde egentlige våbenleverancer.

Som en ædru blandt fulde

Det amerikanske geopolitiske efterretningsfirma Stratfor, som absolut ikke kan klandres for at være hverken venstreorienteret eller pro-russisk, beskriver i april 2015, hvordan Vesten ved den kolde krigs afslutning brød deres højtidelige løfter om at lade være med at udnytte tilbagetrækningen af sovjetiske styrker fra Østeuropa:

”Først sagde Præsident [George H.W.] Bush [..] og senere, i 1990, også stort set samtlige andre vestlige ledere til Gorbatjov: Hvis du fjerner dine styrker fra Østeuropa, hvis du lader Østeuropa slippe fri, så vil vi ikke udnytte det til vores fordel.

Trods dette, indrømmet omstridte løfte – omstridt fordi det kun var verbalt og aldrig blev givet i form af en skriftlig traktat – har USA og NATO kontinuerligt bevæget sig mod øst, mod den russiske grænse. Se bort fra de saftige detaljer, som da den amerikanske ambassadør i Ukraine, Geoffrey Pyatt, på bånd blev afsløret i at diskutere det snarlige kup mod den valgte ukrainske præsident Viktor Janukovitsj. Se bort fra den mørke skygge af anti-semitisme hos grupper som Vestukraines Svoboda parti, eller de ukontrollerede militser, der er ansvarlige for nogle af de værste kamphandlinger. Der er rigeligt med skyld at fordele på begge sider af en meget rodet virkelighed. Det vigtige er at forstå, at dette rod har mange andre nuancer end sort og hvidt.”

Og videre om den russiske ”aggression”:

”Rusland (...) har ingen virkelig interesse i at trænge dybere ind i Østukraine [...]. Med mindre, selvfølgelig, at Vesten – NATO, motiveret af USA – uden grund presser på for en 'alt-eller-intet' løsning. I det tilfælde vil mange russere, ikke mindst strategerne i Kreml, næsten helt sikkert blive motiveret til at gå ind i en ”humanitær intervention” for at beskytte deres russiske venner, der lider under ”undertrykkelse” på den anden side af grænsen i det østlige Ukraine. I dette scenarie, fremprovokeret af Vesten, vil der flyde blod.

Et pres fra Vesten for en 'alt-eller-intet'-løsning vil være ufornuftig og i fuldstændig modstrid med de verbale forsikringer, som blev givet, da Reagan og Gorbatjov forhandlede afslutningen af den Kolde Krig. […] En dybere forståelse af de geopolitiske realiteter, set i en historisk kontekst, bør give os grund til at stoppe op, før vi giver efter for de tåbelige opfordringer til at bevæbne ukrainerne mod en usandsynlig russisk offensiv.”

Selvom Stratfor helt ser bort fra klassekampen i både Ukraine og Rusland, og det enorme potentiale blandt landenes arbejdere, så har de en vigtig pointe i deres karakteristik af det geopolitiske forhold mellem Vesten og Rusland: Det er Vesten, der siden den Kolde Krig på det generelle plan, aggressivt fremprovokerer russiske reaktioner, ved at forsøge at udvide NATO og dermed USA's interessesfære mod øst.

Enhedslistens slingrekurs

Mens et højreorienteret firma som Stratfor udmærket kan se den dynamik, der er på spil - se bare en smule ud over nyhedsoverskrifterne nu og her - så er dette (bevidst eller ubevidst) ikke tilfældet for de danske medier og politikere. De køber gladelig præmissen om det utilregnelige, aggressive Rusland, der bare venter på en mulighed for at kunne rulle sit imperium ud over Europa.

Enhedslisten og den danske venstrefløj må åbne øjnene og stikke hovedet op over mediernes tågesnak. Men desværre slingrer partiet rundt og er endt ud med at følge efter de borgerlige og den ”offentlige mening”, som det fremgår af følgende interview med Nikolaj Villumsen i Berlingske den 19. marts:

I Ukraine-krisen har Enhedslisten først krævet sanktioner mod det gamle styre i Kiev, derpå afvist sanktioner mod Rusland og endelig krævet sanktioner og våbenembargo mod Rusland.

Hvorfor slingrekursen om sanktioner?

”Vi var først skeptiske over for EUs sanktioner, men har siden bakket fuldstændig op. Ruslands optræden er fuldstændig uacceptabel. De bryder alle internationale regler. Jeg har selv været observatør ved præsidentvalget. Der er ingen tvivl om, at Ukraine har en demokratisk valgt regering, selv om man skal være opmærksom på, både før og nu, at man i høj grad har at gøre med et land, der mere er et oligarki end et demokrati.”

Trods Nikolajs kosmetiske forbehold til sidst, er hovedkonklusionen klar: I konfrontationen mellem Rusland og Vesten har Enhedslistens folketingsgruppe klart valgt NATO's side.

MAD

Det gælder tilsyneladende også i spørgsmålet om missilforsvaret. Der hersker en atombalance i denne verden, om man kan lide det eller ej, og den er primært mellem USA og Rusland. Den går efter princippet MAD (Mutually Assured Destruction): At den enorme ødelæggelseskraft på begge sider gør, at ingen vil igangsætte en atomkrig, som vil betyde alle parters undergang. Men hvad sker der, hvis USA laver et effektivt missilforsvar og dermed potentielt neutraliserer den anden part? Så har man reelt skabt et atom-monopol, og der er dermed intet til hinder for, at USA kan gå i åben konventionel krig mod Rusland, eller i yderste tilfælde bruge sin ”first strike-capability” og udslette Rusland med sine atomvåben. Er det usandsynligt, at USA vil starte en atomkrig mod Rusland – Ja! Men kapaciteten vil være der, og det alene vil blotte Ruslands strube totalt og være uacceptabelt for den russiske overkommando. Derfor reagerer de selvfølgelig skarpt.

Men, påstår kommentatorer og naivister herhjemme; det amerikanske missilforsvar er jo ikke rettet mod Rusland, men Iran og andre ”slyngelstater”. Man kan tro, hvad man vil, men en militær kapacitet, som et missilforsvar, begrænser sig ikke til at kunne uskadeliggøre missiler påmalet den Islamiske Republiks flag. Det skelner ikke mellem missilers nationalitet. Og derudover må man spørge, hvorfor danske flådefartøjer, som alt andet lige er temmelig langt fra Iran og temmelig tæt på Rusland, skal være en del af et forsvar rettet mod Iran, der slet ikke har ballistiske missiler, der kan nå så langt (deres max er ca. 2.000km)? Det giver kun mening, hvis missilforsvaret er rettet mod Rusland.

USA's 794 interkontinentale ballistiske atommissiler og angrebsplaner er naturligvis også rettet mod den eneste anden atommagt, som blot tilnærmelsesvis kan måle sig med USA: Rusland (med 528 interkontinentale missiler) og omvendt.

Det bringer os tilbage til Danmarks rolle. Hvis Danmark går med i det amerikanske missilforsvar, så bliver de pågældende danske styrker selvfølgelig set som en brik i det amerikanske forsvar - hvordan kunne det være anderledes? Derfor bør ambassadørens bemærkninger om, at Danmark vil blive mål for Russisk militær og atomvåben, såfremt danske styrker blev integreret i det amerikanske missilforsvar, ikke overraske nogen. Det er en selvfølgelig konsekvens af at integrere sig i den ene stormagts atomberedskab.

[Læs også: Det danske "forsvar" - imperialismens stik i rend-dreng]

Alligevel hoppede Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen med på medie-vognen og mente, at Ruslands ambassadør muligvis ”havde kigget for dybt i vodkaflasken”. Hvis nogens ædruelighed skal beklikkes i denne sammenhæng, bør det imidlertid være de danske medier og politikere, som tror, at deres handlinger ikke har konsekvenser.

For en klasselinje

Enhedslisten burde være i front med en sønderlemmende kritik af det danske borgerskabs imperialistiske rolle. De burde afsløre løgnene og vise hvilke interesser, der gør sig gældende, på begge sider. 'Vesten mod Rusland' er ikke en kamp mellem det gode og det onde, men mellem to imperialistiske magter, hvoraf Vesten bestemt ikke er den mindst aggressive.

Det danske borgerskab spiller med på amerikansk imperialismes forsøg på at inddæmme Rusland, ud fra sine egne kyniske økonomiske og geopolitiske interesser. Det har intet at gøre med ”demokrati” eller humanitære hensyn. Det er stormagtspolitik. Og Danmark spiller rollen som skødehund for amerikansk imperialisme. Den danske regering bakker op om USA's uansvarlige fremfærd, som truer med at kaste endnu flere landes arbejdere ind i proxykrige, eller kommende direkte militære konfrontationer, mellem de to stormagter.

Derfor må vi sige: ikke den mindste indrømmelse til vestens og det danske borgerskabs hykleri om forsvar for fred og demokrati! Den største trussel mod danske arbejderes sikkerhed, liv og levned er de vestlige lederes politik, herunder de danske, som aktivt søger konfrontation og at udvide deres interessesfærer. En politik der allerede har medført krig i Ukraine og truer med nye konfrontationer.

Vi må bekæmpe NATO og de vestlige borgerskabers aggressive ekspansionspolitik, som fører til krig og elendighed for millioner, og vi må kæmpe for enhed mellem verdens arbejdere og for en international socialistisk revolution, der vælter de rådne regimer; ikke bare i Rusland og Ukraine, men også i Vesten. Men en virkelig internationalistisk politik starter med en kamp mod ”vores eget” borgerskab.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 9 - maj 2015. Tegn abonnement og støt op om arbejdet, samtidig med at du får den trykte udgave 10 gange om året.