Det er nu en måned siden bevægelsen blandt de studerende på det Nationale Polytekniske Institut (IPN) i Mexico startede. Det er en kæmpe bevægelse, der involverer titusinder af studerende på en række skoler, massemøder med tusinder af deltagere, en bevægelser der har tvunget den nationale regering til vigtige indrømmelser for at forhindre en generel eksplosion af en ungdomsbevægelse.
Bevægelsen startede som en mindre ting, over hvad der virkede som et sekundært spørgsmål. En lille gruppe aktivister på EISA Zacatenco (afdeling for arkitektur og ingeniører) besluttede at besætte deres skole og erklære en strejke. Deres hovedsag var de nye interne regler på IPN og det nye pensum. I virkeligheden er disse to forslag del af et forsøg på at nedgradere uddannelsesniveauet på IPN og tilpasse pensummet til det kapitalistiske markeds behov, der har brug for billig arbejdskraft med knap så store kvalifikationer.
Men bevægelsen samlede hurtigt støtte og sympati fra studerende på andre skoler på IPN, der kunne se, at spørgsmålet også vedrørte dem. Et stormøde blev indkaldt 24. september, hvor over 2000 studerende fra hele IPN deltog. Det blev besluttet at sende informationsgrupper ud til alle skoler, at holde en demonstration d. 25 og derefter, hvis ikke der kom et svar fra myndighederne, at demonstrere igen d. 30 og starte en strejke på hele Poli.
Bevægelsens massekarakter overraskede selv erfarne aktivister. D. 25. var der en enorm demonstration med omkring 25.000 studerende, der gik til IPN’s hovedkontor, hvor de præsenterede deres krav. Det var især tilbagetrækning af de nye regler og det nye pensum, der var blevet smuglet ind af bagvejen uden nogen høring.
(Se 17.18 minutter inde i indslaget)
Den generelle direktør for Polyteknisk institut, Yoloxóchitl Bustamante, reagerede på typisk arrogant vis og afviste affejende alle de studerende krav. På samme tid antydede hun, at der var mørke motiver bag de studerendes protester. Det betød bare, at de studerende blev endnu vredere, og at bevægelsen radikaliseredes yderligere. På samme tid begyndte myndighederne at bruge porros (betalte grupper af studerende i myndighedernes tjeneste) til at infiltrere bevægelsen og at true grupper af aktivister.
Da d. 30 nærmede sig, kom Bustamante med endnu mere provokerende udtalelser. Hun påstod, at alle de krav, som de studerende rejste, allerede var blevet opfyldt. Hun tilføjede, at den eneste grund til at bevægelsen fortsatte, var at den var ”velorganiseret og finansieret af grupper af udenforstående agitatorer”, der ”af politiske årsager” var interesserede i ”at trække bevægelsen ud indtil 2. oktober” for at få den til at falde sammen med den traditionelle demonstration til minde om studentermassakren i 1968.
De studerende reagerede på denne provokation med at holde den største demonstration hidtil i bevægelsen med omkring 70.000 deltagere, hvor størstedelen var studerende, der bar deres IPN kort synlige på sig. Tilstede var også solidaritetsdelegationer fra forskellige fakulteter på UNAM universitetet og UAM. Bevægelsen havde åbenlyst udbredt opbakning udenfor IPN. En anekdote; en gruppe bygningsarbejdere stoppede arbejdet for at hilse demonstrationen med knyttede næver. Der var også medlemmer af den mexicanske elektriker fagforening SME tilstede med deres banner.
Allerede tidligt fra morgenstunden havde mange skoler været besat. Massemøder fandt sted på hver skole, i nogle tilfælde med hundrede deltagere, men på de store skoler med tusinder af studerende, der stemte massivt for strejke. Hele IPN og også andre tilknyttede tekniske skoler (Vocacionales) var helt og aldeles med i strejken.
Men Yoloxochitls provokationer kombineret med det organiserede arbejde fra Porros’erne havde en vis effekt, da det faldt på frugtbar jord, da der eksisterer visse anti-politiske fordomme blandt de studerende. Disse fordomme, der også var til stede under #yosoy132 ungdomsbevægelsen i 2012, er tosidet. På den ene side afspejler de en sund reaktion fra en ny generation af unge, der går ind i kampen imod råddenskaben i det officielle borgerlige demokrati af alle afskygninger. Alle politikere er korrupte og deres politik er ikke baseret på principper men på at sælge deres stemmer, og de fører alle sammen (PAN, PRI og nu også PRD) basalt set den samme politik rettet mod arbejdere og unge.
Men de har også en anden side. IPNs myndighederne og den nationale regering har bevidst fremmet denne stemning for at kunne bruge den imod de venstreorienterede studenterorganisationer og forhindre bevægelsen i at sprede sig ud over de krav, der er specifikke for IPN.
De forsøgte også at manøvrere for at afvæbne bevægelsen og vinde credit fra den. Om aftenen d. 29 gik en lille delegation af studerende fra Porros organisationerne til Secretaría de Gobernación (Indenrigsministeriet) og overrakte en liste med krav fra bevægelsen (som ikke var blevet vedtaget nogen steder). De fortalte, at de var medlemmer af CLEP (kampkomiteen for de studerende på polyteknisk institut). Formålet var at miskreditere CLEP, som havende solgt ud, og som en gruppe der gik bag om ryggen på bevægelsen, men det satte samtidig scenen for den følgende dag.
Da den enorme studenterdemonstration ankom til SEGOB, kom ministeren, Osorio Cong, til alles overraskelse ud og mødte de studerende og gik op på scenen, hvor han sagde, at han var parat til at møde deres krav og løse det hele indenfor en halv time. Problemet var, at de krav han var parat til at opfylde, ikke var kravene fra de studerende på Polytechnic General Assembly (AGP, der udgøres af to repræsentanter fra hver skole) men var de krav, som aftenen før var blevet overrakt af den ikke-valgte delegation.
På dette tidspunkt var der forvirring og desorientering blandt de studerende. Daniel Antonio Rosales, medlem af CLEP, valgt som delegeret fra sin skole til APG, greb mikrofonen fra Osario Chong og talte til de studerende. Han kom med en række skarpe pointer: at intet var blevet vundet, at enhver indrømmelse var resultatet af de studerende kamp ikke en gavmild gave fra ministeren, og endelig at enhver beslutning måtte tages af de studerendes stormøder og komiteer. Dette indlæg og indlæg fra andre studerende på samme linjer reddede situationen. En korrekt liste over krav blev overrakt til Onsario Chong, og det blev besluttet af fredag d. 3. oktober ville de komme tilbage for at få et svar.
Øjeblikkeligt efter blev en ondskabsfuld mediekampagne lanceret imod Daniel og CLEP. Ideen var at rejse, at han var medlem af Morena partiet (og spille på de anti-politiske fordomme) og derfor en repræsentant for obskure politiske interesser fremmede for IPN. Myndighedernes agitatorer talte ved nogen af stormøderne og fordømte CLEP medlemmerne og foreslog, at de skulle fjernes som repræsentanter til APG. Myndighederne havde tydeligvis identificeret, hvad de anså for den farligste kraft indenfor bevægelsen og ønskede at isolere dem fra massen af studerende.
Kampagnen fortsatte de følgende uger og nåede et klimaks med en forsideartikel i den højreorienterede avissprøjte La Razón, der ved navn anklagede ledende medlemmer af La Izquirda Socialista, nogen af dem tidligere medlemmer af CLEP, for at være Morena manipulatører af bevægelsen. De dage forsiden blev trykt, blev avisen uddelt gratis udenfor IPN for at sikre maksimal effekt.
CLEP gjorde det klart, at alle studenterorganisationer havde ret til at være del af bevægelsen og komme med forslag. Det havde faktisk været et fælles forslag fra forskellige aktivistgrupper, inklusiv CLEP, der havde ført til dannelsen af APG, indkaldelsen af demonstrationerne d. 25 og 30, og starten på strejken. De tilføjede at uanset hvad, havde bevægelsen sine egne demokratiske strukturer, valgte delegerede og at det selvfølgelig stod dem frit for at stemme for eller imod CLEP’s og alle andres forslag. Kampagnen havde kun effekt på et par skoler, hvor CLEP medlemmerne blev fjernet som delegerede. De fleste andre fortsatte med at spille en ledende rolle på deres skoler som APG delegerede. se video
At indenrigsministeren var kommet ned for at møde de studerende og var parat til at opfylde nogle af deres vigtigste krav (fjernelsen af generalsekretæren for IPN, afskaffelsen af de interne regler og det nye pensum) afspejlede regeringens frygt for, at bevægelsen ville sprede sig til andre universiteter.
I Mexico eksisterer der en generel utilfredshed og ophobet vrede, der indtil nu ikke har fundet en klar kanal at udtrykke sig gennem. Regeringen (ikke bare myndighederne på IPN) var bange for, at dette kunne blive en sådan kanal.
Bevægelsens næste skridt var demonstrationen d. 2. oktober. Her blev en af bevægelsens svage sider afsløret. Autoriteternes kampagne om, at der var udefrakommende ”politiske” manipulatører med det ene formål at få de studerende på IPN med til demonstrationen d. 2., havde en vis effekt. Selvom APG havde besluttet at mobilisere massivt til deltagelse i den, var der en voldsom kampagne på de sociale medier, der spredte falske rygter, løgne osv. Resultatet af dette og det faktum, at nogle af de delegerede fra APG måske også var påvirket af kampagnen, og derfor ikke spillede en fuld rolle, var at de IPN studerendes tilstedeværelse på demonstrationen d. 2. oktober var reduceret.
Der var heller ikke nogen klar appel til andre lag om at gå med i de IPN studerendes kamp og ingen organiseret kampagne for at sende informationsgrupper til UNAM, UAM og andre universiteter eller for kontakt med arbejderbevægelsen. Opgaven blev overladt til små grupper af aktive studerende blandt dem CLEP, og effekten var begrænset. Der var en vis følelse af, at bevægelsen var begrænset til det polytekniske institut og at være baseret alene på akademiske krav, der kun vedrørte de studerende på IPN.
Fredag d. 3. oktober var der endnu en enorm demonstration med titusinder, der gik til indenrigsministeriet for at modtage svaret fra Osorio Chong på de studerendes krav. Igen var der en offentlig dialog med ham foran de studerende. Endnu engang skældte de studerende Osario Chong ud og de udtrykte også solidaritet med de kidnappede studerende fra Ayotzinapa. Medlemmerne af CLEP i APG spillede en vigtig rolle heri.
Svaret fra regeringen indeholdt vigtige indrømmelser. Det inkluderede fjernelsen af IPN’s generalsekretær, tilbagetrækningen af de interne regler og tilbagetrækning af det nye pensum, en afskaffelse af lønninger på livstid til tidligere IPN generalsekretærer, afskaffelsen af the Banking politistyrken fra IPN og andre krav. Det er rigtigt, at en del af disse indrømmelser var en smule vage, og der var andre punkter, der ikke blev opnået enighed om. Men det var bemærkelsesværdige indrømmelser, der var blevet vundet gennem kampen. Det var uden tvivl, at regeringen var bekymret.
Derefter gik de studerende tilbage og APG mødtes i tre lange dage og forberedte et svar. Bevægelsen krævede større klarhed og flere detaljer vedrørende indrømmelserne, der var blevet vundet og også en hel række punkter i relation til behovet for en demokratisering af livet på universiteterne. For eksempel argumenterede de for, at det var fint nok at fjerne generalsekretæren, men at det bare betød, at regeringen ville udpege en ny. De krævede demokratiske valg med deltagelse fra de studerende.
Men det blev ikke fulgt af en klar plan for, hvordan kampen skulle optrappes, hvis kravene skulle indfris. Den eneste mulige vej frem havde været at involvere andre grupper i kampen: lærerne og det tekniske personale, UNAM, UAM og andre universiteter og en åben appel til forældre, slægtninge og arbejderbevægelsen generelt set. Kun ved at øge presset kunne der vrides mere ud af regeringen.
Desværre blev dette ikke gjort og den næste demonstration, d. 10. oktober, var stadig stor, med titusinder men ikke så stor som den foregående. Der var en klar fare for, at bevægelsen havde toppet. Myndighederne begyndte at agitere i medierne og gennem deres betalte agenter blandt de studerende for at ende strejken.
Argumenterne var som følger: strejken er domineret af et radikalt mindretal, I har allerede opnået alle jeres krav, i mister et semester osv. Det havde lille effekt. Strejken var stadig massiv, men stormøderne blev tydeligvis mindre, og antallet af studerende, der var direkte involveret i strejken, var vagter ved de besatte bygninger osv. var lavere.
D. 14 tog en delegation fra APG hen for at modtage svaret fra undervisningsministeren på deres modforslag. Det indeholdt nogle nye elementer. Regeringen foreslog en debat med de studerende, der ville blive sendt live i TV og en samling af Kongressen på Polyteknisk for at diskutere en fornyelse af institutionen.
Ideen om en live fjernsynsdebat var en god mulighed, som APG burde tage imod med begge hænder og udnytte maksimalt til at nå ud til landets unge og arbejdere. Faren er, at strejken uden et klart perspektiv om vejen frem kan begynde at blive svækket, og at nogle skoler måske stopper strejken selv, og dermed bryder bevægelsens enhed.
Kammeraterne fra CLEP fremfører ideen om, at forslaget om at indkalde en kongres på Polyteknisk bør accepteres på betingelse af, at det er et offentligt og åbent organ med magt til at bestemme, at en offentlige TV debat bør accepteres og bør finde sted øjeblikkeligt, og at al dette må følges af massive mobiliseringer på gaderne, da der ikke må sættes nogen lid til myndighedernes gode vilje.
Frem for alt argumenterer CLEP for, at den eneste måde, til at give bevægelsen et nyt skub frem, er at forbinde den med bevægelsen for retfærdighed for de Ayotzinapa studerende [en politiofficer åbnede her ild mod de studerende og dræbte 6, sårede 17 g kidnappede yderligere 43 og overgav dem til et narkokartel Læs mere på engelsk her] og at der må mobiliseres på andre universiteter. Hvis bevægelsen forbliver begrænset til IPN, vil myndighederne spille et vent-og-se spil for at trætte bevægelsen, mens de øger presset for at slutte strejken.
CLEP har også forklaret, at selvom vi afviser politik i det borgerlige demokrati, er det ikke nok. De studerende og arbejdere må bevæbnes med et standpunkt, der klart r baseret på forsvaret for deres egne interesser imod den herskende klasses.
Hvad end resultatet bliver af denne bevægelse, er en ting klar: det har allerede været den største bevægelse blandt de studerende i Mexico siden 1968. Lige nu er der lige så mange fakulteter og skoler i strejker som i 1968 (på IPN, men også på andre universiteter som del af en 48 timers strejke i solidaritet med Ayotzinapa). Det viser opvågningen af en ny generation af unge, der kan se, at under det nuværende system har de ikke nogen reel fremtid.
Demonstrationerne og stormødernes massive karakter skyldes ikke bare de specifikke krav fra de studerende på IPN, eller solidariteten med de studerende i Guerrero, selvom de er vigtige. Der er en meget dybere utilfredshed og vrede, der er blevet ophobet.
Bevægelsen har bestemt sine svagheder: en vis korporativistisk karakter, frygten for ”politik”. Det er uundgåeligt i de tidlige faser, og det er delvist også et resultat af de indskrænkede kræfter hos organisationer som CLEP. Når det er sagt, har denne bevægelse allerede skabt panik hos myndighederne og fravristet dem vigtige indrømmelser (selvom nogle af disse må gøres mere specifikke og klare).
Bevægelsen har lært en vigtig lektion: den eneste måde man kan forsvare sine rettigheder og vinde indrømmelser er gennem massekamp og direkte aktion.
På onsdag d. 22 afholder vi en solidaritetsmanifestation foran den mexicanske ambassade (Bredgade nr. 65 i Kbh) kl. 14.00. Mød op og vis din solidaritet!
