David Rey fra IMT i Spanien, redaktør for avisen Lucha de Classes og aktivist i Izquierda UnidaSom et lyn fra en klar himmel er et nyt parti hamret ned i det spanske politiske landskab: Podemos. Fra dets lancering i januar til EP-valget i maj gik det fra nul til 1,24 mio. stemmer. Det gjorde det ved at gøre det modsatte af venstrefløjen i Europa og særligt i Danmark: At afvise hele systemet, og angribe det hårdt og selvsikkert. Siden EP-valget er opbakningen til partiet fortsat med at stige. David Rey fra IMT i Spanien, redaktør for avisen Lucha de Classes og aktivist i Izquierda Unida giver her sin analyse af Podemos’ kometagtige fremkomst.
”Podemos er en afspejling af den politiske situation i Spanien og et produkt af de seneste års kampe: Arbejderklassens kampe, bevægelsen mod udsættelser [fra boliger], mod repression. Podemos er refleksionen af en dyb mistillid til systemet,” forklarer David Rey i en pause under IMT’s Verdenskongres, og fortsætter:
”Mens folket lider, bliver de ansvarlige for krisen belønnet med bonusser og bankerne får milliarder af skattemidler. Der har været mange retssager, men ingen er blevet dømt. Der er blandt mange en fornemmelse af, at bankfolk og politikere er ”urørlige” i et korrupt politisk system.”
Izquierda Unida, der på mange måder minder om Enhedslisten i Danmark, har i et stykke tid været alene til venstre for Socialistpartiet PSOE. Dets medlemmer har været med i de forskellige kampe, og er med i forreste linje, men apparatet har været præget af en vis konservatisme, forklarer David. Derfor er IU ikke, som mange ellers havde håbet på, blevet det organisatoriske udtryk for de enorme bevægelser, som har præget Spanien i kølvandet på krakket i 2008.
Podemos født af sociale bevægelser
Udenfor Spanien er der muligvis en opfattelse af, at Podemos er en direkte fortsættelse af Indignados, at Podemos er startet af denne bevægelse. Det er imidlertid ikke helt korrekt, fastslår David. Indignados-bevægelsen fra 2011 var primært rettet imod det, som aktivisterne anså, som et falskt demokrati, ofte under parolen ”I repræsenterer os ikke!”. Den bevægelse er udtømt og eksisterer ikke længere.
Men ud af Indignados fødtes en lang række nye bevægelser; mod boligudsættelser, mod nedskæringer i sundhedsvæsnet osv. Bevægelser, der på grund af den ens farve på aktivisternes påklædning, kom til at gå under navnet Tidevandene. Således var sundhedsarbejdernes bevægelse Det Hvide Tidevand, bevægelsen til forsvar for uddannelserne var det Grønne Tidevand, kulturarbejdernes det Røde Tidevand osv.
Det er i den kontekst Pablo Iglesias, professor i statskundskab, tidligere medlem af Kommunistpartiets Ungdom, alternativ TV-vært fra net-TV og ivrig debattør, der går hårdt og passioneret i kødet på højrefløjen, kommer frem. Den private TV-kanal LaSexta opdager for et år tid siden hans evner, og begynder at invitere ham til at debattere med højrefløjen, simpelthen fordi det giver mange seere. Biproduktet af dette er, at Pablo bliver landskendt og respekteret bredt i befolkningen og hans popularitet tager hurtigt fart.
Indtil januar i år havde Pablo på intet tidspunkt givet udtryk for at ville gå ind i politik. Men hans enorme popularitet og landsdækkende medie-optræden fører til, at han selv og en lille gruppe venner, på egen hånd beslutter at stille op til EP-valget.
Da han meddeler sit kandidatur, starter de en effektiv kampagne på de sociale medier og det populære netmedie Público støtter ham. Men det var TV-mediet, der var hans primære platform, forklarer David Rey:
”Pablo og Podemos fik uventet eksponering fra LaSexta. Det på trods af, at den ejes af en af mediekæmperne. Vores gæt er, at man eksponerede Pablo for at forsøge at splitte venstrefløjens stemme. Hermed skal ikke forstås, at Pablo var en del af et komplot. Tværtimod tror jeg, at han helt ærligt følte, at Izquierda Unida havde fejlet i at opsamle de enorme frustrationer i befolkningen og dermed blive deres politiske udtryk.”
Da først beslutningen om at stille op er taget, er Pablo i allerhøjeste gear. Hver dag under valgkampen deltager han i debatter, hvor han langer hårdt ud efter de etablerede partier og det bestående system.
”Men også andre politikere var meget i TV, uden at have den samme effekt. Nøglen til Pablos store succes er, at han formår at forbinde sig med de 100.000’er, der har deltaget i de mange bevægelser og som er frustrerede over det bestående politiske systems råddenskab. Han opfangede dem ved at angribe bankfolkene og hele systemet meget direkte, uden at lægge fingre imellem, i modsætning til de etablerede politikere, der altid væver og aldrig siger noget klart. Den del af borgerskabet, der forsøgte at bruge ham til at splitte venstrefløjens stemme, fik sig en slem overraskelse og fortryder nu bittert,” mener David Rey.
Mere bevægelse end parti
Podemos er ikke et traditionelt parti. Man kunne oprindeligt ikke blive medlem, og i stedet for afdelinger har det såkaldte cirkler, hvor alle kan møde op, i teorien også folk fra højrefløjen. Ligeledes har Podemos åbne primær-valg, hvor alt hvad der kræves hvis man vil stemme er, at registrere sit navn og e-mail.
Podemos’ program blev lavet af et udkast fra ledelsen (der i parentes ikke er valgt) og sendt ud til cirklerne, der så kunne stille ændringsforlag. Disse blev så redigeret af en (også uvalgt) komite og lagt op på nettet, hvor alle kunne stemme om dem.
På samme måde foregik det med primærvalget. Alle cirkler kunne fremsætte lister. Pablo fremsatte sig eget forlag, som fik 97 pct. af stemmerne. Ikke underligt, da han – i kraft af de manglende strukturer – var eneste fokuspunkt og kendt gennem medierne.
Den bolivariske forbindelse
Podemos’ fremgang har pustet til borgerskabets panik. Pablo og gruppen omkring ham er alle tidligere venstrefløjsfolk og et par af dem var rådgivere for de venstreorienterede præsidenter Chavez og Morales, fra hhv. Venezuela og Bolivia. Det har de borgerlige medier brugt til at angribe dem i en skinger smædekampagne: ”Podemos finansieres af ‘diktaturet’ i Venezuela” og andre lignende beskyldninger. Men påstanden er helt hen i vejret. De var ganske rigtigt betalte rådgivere for flere år siden, og faktisk en del af den mere konservative fløj i den bolivariske bevægelse. Men det er år tilbage. Til gengæld har smædekampagnen haft modsat effekt af, hvad borgerskabet håbede, og har hjulpet med til at give Podemos endnu mere fremgang.
”Mens borgerskabets konspirationsteorier er det pure opspind, er det et faktum, at de har hentet inspiration fra netop Chavez og den bolivariske bevægelse, med sig til Spanien: En stærk og karismatisk leder, brugen af ’cirkler’ som organisationsform, den aktive brug af medier og særligt TV-mediet,” forklarer David og fortsætter:
”Men også svaghederne fra den bolivariske bevægelses første tid har de taget til sig. Således mener de, at venstrefløjsudtryk skubber folk væk, at man ikke skal tale om klasser, men i stedet om ‘demokrati’ og en ny grundlov osv. De ser tydeligvis sig selv som en del af venstrefløjen, men skjuler det, hvilket er tosset. Der er en meget høj klassebevidsthed i Spanien i denne tid. Arbejderklassen identificerer sig med venstrefløjen. Så i virkeligheden er Pablo og Podemos toppens sproglige akrobatik mest for at tækkes de borgerlige medier,” mener han.
Forskelle mellem IU og Podemos
Forskellen på IU og Podemos er ikke programmatisk. Faktisk var deres valgprogrammer til EP-valget nærmest identiske. På den organisatoriske side har IU omkring 30.000 medlemmer og ca. 10.000 aktive med en relativ solid struktur.
Podemos blev på sin side dannet som en valgliste, og er først nu i gang med at etablere strukturer. Således er der nu omkring 800 cirkler i Spanien, hvor der kommer 200-1000 til de store møder. Men der er 10.000’er, der ser sig som Podemos. Podemos er måske nok født ud af bevægelserne, men har ikke interveneret organiseret nogen steder, kun som enkeltindivider. Det gør IU derimod, og har gjort længe. Men til efteråret vil der blive afholdt en stiftende kongres for Podemos der skal sætte fart under den organisatoriske konsolidering og forsøge at lede den valgmæssige opbakning (de får nu omkring 15-20 pct i meningsmålingerne) over i egentlig organisering. Som en del af denne proces har over 100.000 meldt sig ind over nettet, bare i løbet af den seneste måned, hvilket officielt gør Podemos til det tredjestørste parti (efter PP og PSOE).
Hvad vil Podemos med magten?
Som alt andet omkring Podemos er svaret på dette spørgsmål flydende. Men en journalist spurgte for nyligt Pablo Iglesias, hvad de første opgaver ville være, hvis Podemos kom i regering og fik følgende svar:
Ekspropriering af tomme boliger (som folk er blevet smidt ud af) og udlejning af disse til husleje på 15-20 pct. af husstandens indkomst.
Forbud mod at lukke for elforsyning til familier, der ikke kan betale og sænkelse af priserne. Lever El-selskaberne ikke op til disse krav, skal de eksproprieres.
Stop for brugen af skattely og tilbagetrækning af pengene
Dom og fængsel til de bankfolk, der har svindlet
Forbud mod udsættelser af familier fra deres hjem
Enhedsfront
IU’s manglende evne til at opfange de hundredetusinder af utilfredse har ført til en intern krise, som er blevet kraftigt accelereret af Podemos’ stormende fremgang. Som svar på dette er en række prominente personer fra IU’s venstrefløj blevet hevet ind i partitoppen. Samtidig er medlemmerne af IU ikke blinde for, at IU og Podemos’ programmer er meget ens, at de står på samme side i de forskellige kampe og deres MEP’ere fra de to partier er endda i samme gruppe i Europaparlamentet. Derfor er der også fremkommet et enormt pres og krav enhed mellem IU og Podemos. Et krav der dog også møder en vis modstand:
”Modstanden kommer primært fra højrefløjen i IU’s partiapparat, men også fra enkeltindivider i Podemos. Men lige nu står de overfor en flodbølge, de har svært ved at bremse. Allerede nu er der i Barcelona lokalt dannet en enhedsfront op til lokalvalget.
Forsætter dette pres fra bunden, vil hverken toppen i Podemos eller IU kunne sige nej til en enhedsfront. Det skal ikke forstås som en sammenlægning. Men en enhedsfront mellem de to partier vil gøre det til et reelt alternativ, hvilket kan få store konsekvenser, og som udsigterne er nu, kan de vinde vigtige byer ved lokalvalgene i foråret 2015. Gode valg lokalt vil igen have konsekvenser for det nationale valg i december 2015, hvor IU og Podemos tilsammen, ifølge de seneste meningsmålinger, kan komme ud som den største valgmæssige formation i Spanien med lige under 30 pct, endda foran PP,” fortæller David.
Fremtiden
På den modsatte side af den politiske skillelinje argumenterer stadigt flere ”meningsdannere” for en koalitionsregering mellem det nuværende regerende konservative parti Partido Popular (PP) og Socialistpartiet PSOE. Men ligesom den nuværende PP-regering vil det også være en regering i krise fra start, grundet de enorme sociale problemer og krav om yderligere angreb på velfærd fra markederne. Derfor kan det teoretisk set ikke udelukkes, at en sådan koalitionsregering kan bane vejen for en venstrefløjsregering på lidt længere sigt, vurderer David:
”Men selv et år er lang tid i den nuværende sprængfarlige politiske og sociale situation. Stemningen blandt store lag af arbejdere og unge i Spanien er præget af en høj bevidsthed og decideret klassehad. Podemos er ramt lige ned i dette og dets største styrke er, at det ses som noget nyt. Det er ikke bare levebrødspolitikere, de er ikke indfiltret i systemet. Og frem for alt har Podemos og særligt Pablo Iglesias selvtillid. Han hagler svovlild over elitens privilegier og korruption og han gør det i et direkte sprog. Han er modig og skammer sig ikke over sine radikale ideer og ambitioner: det gamle system skal fjernes!”
På valgnatten for Podemos’ jordskredsresultat blev Pablo Iglesias mødt af utallige journalister, der ville høre hans reaktion på det formidable resultat. Alle forventede, at han ville være glad og udråbe det til en stor sejr, som enhver anden levebrødspolitiker ville have gjort. Men noget helt andet mødte kameralinserne, forklarer David:
”I stedet for at være glad over at være gået fra nul til 8 pct, svarende til 1,24 mio. stemmer, i løbet af få måneder, og udråbe det til en stor sejr, så han helt alvorlig ud. Og han svarede journalisterne med Chavez’ ord ved hans fejlslagne kup i 1992, der banede vejen for hans senere sejr: ’Vores mål er endnu ikke opnået.’ Og han fortsatte med at sige, at de ikke kunne være glade, fordi den dårlige politik vil fortsætte, og at de ikke vil være tilfredse, før de har magten. Det er sådan noget som dette, der viser, at nye vinde blæser i Spanien.”
Denne artikel bliver bragt i september-nummeret af Revolution (Nr. 2).
