Share

obama-putin-ukraineDe dramatiske begivenheder i Ukraine, der startede omkring november 2013, har indtil videre ført til den tidligere præsident Janukovitjs fald samt Ruslands anneksion af halvøen Krim. I Ukraine ser vi et spil mellem stormagter og rigmænd, mens ingen af den ukrainske befolknings problemer er løst.

Situationen i Ukraine er under stadig udvikling. Efter at Rusland annekterede Krim, er andre dele af Ukraine kommet i spil; ikke direkte gennem russisk handlen, men via militante pro-russiske demonstranter, der har besat regeringskontorer og stjålet militært udstyr, deriblandt kampvogne fra det ukrainske militær. Ingen af de involverede parter, hverken den nye ukrainske regering eller nogen af stormagterne, inklusiv Rusland, har en interesse i en optrapning af konflikten, men udviklingen får sin egen logik og kan risikere at spinde ud af kontrol.

Ukraines historie er præget af dets geografiske placering. Det er et enormt land på 603.628 kvadratkilometer. Det er det største land i Europa.

Med sin placering mellem øst og vest blev det en autonom sovjetrepublik efter kampe mellem henholdsvis den røde og den hvide hær med de nationalistisksindede ukrainere som allierede. Under Stalin, hvor idéen om socialisme i et land blev officiel sovjetisk politik, og Lenins internationalisme således led nederlag, blev Ukraine udsat for tvangskollektivisering, og millioner døde enten af sult eller endte i eksil i Sibirien. Ikke mindst de ukrainske kommunister undergik massiv udrensning under Stalins regime, beskyldt for ’borgerlig nationalisme’. Under anden verdenskrig var Ukraine offer for nazisternes barske forbrydelser under deres fremryk mod Moskva.

Mafiakapitalisme

Ukraine fik under Sovjetunionen deres eget nationale bureaukrati formet i Moskvas billede, et bureaukrati der ligesom i Moskva sørgede for at sikre bureaukraterne mest muligt magt og privilegier, og et bureaukrati som var hurtigt til at tilrane sig al værdi i landet ved privatiseringerne i kølvandet på Sovjetunionens kollaps. Det betød en ulighed og koncentration af økonomien på få familiers hænder, der langt overgår den i de traditionelle kapitalistiske lande. I Ukraine, som i de fleste andre tidligere sovjetrepublikker, opstod der svage mafia kapitalistiske stater, styret af en lille gruppe ekstremt rige oligarker.

Kapitalismen og den officielle selvstændighed fra Rusland i 1991 har ikke været i stand til at forbedre forholdende for den brede befolkning i Ukraine. Tværtimod er uligheden, på trods af at landet er rigt på naturressourcer, eksploderet på samme vis som i Rusland, hvor størstedelen af økonomien sammen med den politiske magt er styret af få rigmandsfamilier, de såkaldte oligarker. I Ukraine er det politiske system endnu mere korrupt og mere infiltreret af mafia og organiseret kriminalitet end i Rusland.

Magthaverne skifter

På mange måder minder bevægelsen nu om Orangerevolutionen i 2004/05, hvor Janukovitj, som også var præsident dengang, blev besejret af pro-vestlige Viktor Jusjenko og Julia Timosjenko. Det gav magten til en elite, der havde økonomiske interesser mod vest i stedet for øst, men ændrede intet for de almindelige borgere.

Og netop da intet ændrede sig, blev Janukovitj genvalgt som præsident i 2010, og Timosjenko endte bag tremmer. Og nu, ligesom sidste gang en præsident blev væltet, ændrer det ikke situationen for den ukrainske befolkning, så længe at magthaverne kun repræsenterer den absolutte overklasse i landet, og at et sådant magtskifte udelukkende handler om overklassens økonomiske interesser, på trods af tomme floskler om frihed, retfærdighed og demokrati.

Stormagternes spil

Selvom det af og til lyder som om, man var tilbage under Den Kolde Krig i medierne, er det vigtigt at huske på, at der ikke er tale om en konflikt mellem to økonomiske systemer, og det betyder også, at der ikke er to supermagter mod hinanden, men i stedet en række kapitalistiske lande med forskellige økonomiske interesser. Tyskland f.eks., er afhængig af gas og olie fra Rusland, og gik derfor langt mere vagt frem i sin kritik af Rusland end f.eks. USA, som ikke er direkte afhængig af Rusland. Hverken USA, Tyskland eller nogen andre vestlige stormagter har en interesse i en optrapning af konflikten, slet ikke militær intervention.

Efter sovjetunionens sammenbrud var Ruslands magt stærkt svækket, men nu er Rusland igen pga. USA’s svækkelse begyndt at blive en spiller i international politik, som vi så det i Syrien og nu i Ukraine. Rusland har ikke militær magt til en længerevarende besættelse af Ukraine, men de har relativ store økonomiske pressionsmidler imod den ukrainske regering; den ukrainske økonomi er ekstremt afhængig af støttet gas fra Rusland, som nu er begyndt at kræve den internationale markedspris, ligesom de kræver tilbagebetaling af Ukraines store gæld til Rusland.

For at modgå dette økonomiske pres fra Rusland der var ved at kaste den allerede kuldsejlede ukrainske økonomi i bankerot, gav IMF Ukraine en redningspakke. Som alle andre steder følges en sådan redningspakke af krav om massive nedskæringer og besparelser, der rammer den allerede hårdt ramte ukrainske befolkning og som vil underminere den Ukrainske regerings popularitet.

En progressiv bevægelse?

Indstillingen til protesterne i Ukraine i vestlige medier har været præget af tilpasning og ukritisk støtte til oprørerne på Maiden pladsen, der førte til Janukovitjs fald. Det er, hvad man kan forvente, men selv på venstrefløjen har der været en naiv opbakning til protesterne mod styret i Ukraine, på trods af at det blev mere og mere tydeligt, at de havde en kerne af ultra-nationalister og fascister.

Som marxist er det vigtigt ikke blot at hægte sig på opstande og protester uden at have en forståelse for protesternes klassegrundlag. Fordi nogen gør oprør mod et korrupt styre, gør det ikke nødvendigvis bevægelsen progressiv. Oprørerne udskiftede en gruppe oligarker med en anden, og orienteringen fra en imperialistisk stormagt til anden.

Det var den nye Ukrainske regerings nationalisme, der fremprovokerede opstanden i det østlige Ukraine, hvor størstedelen af de etniske russere og russisk talende Ukrainere lever. Den første lov, som den nye regering i Kiev forsøgte at vedtage, var at forbyde russisk som officielt sprog, et tiltag der skulle tilfredsstille de Ukrainske nationalister på Maiden, men som samtidig sendte en klar besked til masserne i det østlige Ukraine, hvor størsteparten af landets industrielle arbejderklasse er koncentreret.

Enhed i arbejderklassen

Dermed ikke sagt at den Ukrainske befolkning ikke er utilfredse med den nuværende situation. De røde faner og referencer til Sovjetunionen i det østlige Ukraine er ikke bare udtryk for Sovjet-nostalgi, som medierne forsøger at fremstille det, men har dybe rødder blandt de østukrainske masser, som protest mod hvad den kapitalistiske restaurering har bragt.

Bevægelsen vækker kræfter, der er langt farligere for det kapitalistiske korrupte oligarki i Ukraine og alle de andre tidligere sovjetrepublikker, ikke mindst Rusland.

Rusland blev i den årlige Global Wealth rapport, publiceret af Credit Suisse, kåret som det mest ulige land i verden. Bare 110 russiske borgere kontrollerer 35 procent af den totale velstand i landet. Denne statistik alene giver et glimt af niveauet af det røveri, som almindelige russere har måttet finde sig i, siden den kapitalistiske restauration.

Fra arbejderklassens synspunkt er der brug for en position uafhængig af både ukrainsk og russisk nationalisme og at bringe klassespørgsmålet frem i forreste række. I Østukraine er der en opfattelse af, at vejen væk fra det økonomiske kollaps, der truer, er en tilbagevenden til Sovjet. Men Sovjet eksisterer naturligvis ikke længere og russisk kapitalisme er ikke interesseret i at holde hånden under det østlige Ukraines gamle udtjente industri, i konkurrence med deres egen. I Vestukraine opfatter de vejen frem gennem redningspakken fra IMF og tættere integration med EU, så de kan emigrere og finde jobs og måske tiltrække udenlandske investeringer. Begge ”løsninger” er illusioner. Den eneste vej frem er en klassebaseret løsning baseret på kampen mod den reaktionære nationalisme på begge sider og imod de oligarkiske skurke, der bruger nationalismen til at fremme deres egne pengegriske interesser.

Denne artikel har været bragt i maj-nummeret (Nr.93) af Socialistisk Standpunkt. Tegn abonnement HER

 

Yderligere information