I de seneste måneder har venezuelanerne gennemlevet perioder med fødevaremangel, især med visse fødevarer såsom majsmel, sukker, madolie, kød og kylling. Dette viser sårbarheden ved fødevaresikkerheden, som har rod i det faktum at borgerskabet kontrollerer store monopoler inden for alle grene af produktionen; industri, transport, lagrer og forsyninger til det venezuelanske marked og propaganda- og kommunikationsmedierne.

At gøre det umuligt at regere og at skabe utilfredshed

I december (2012, red.), udnyttende den spændte situation skabt af kammerat Chávez’ fravær, forstærkede borgerskabet presset på folket med det klare formål at skabe angst, uro og lovløshed forud for regionalvalget. Dette skete efter at den reformistiske ledelse på klodset vis havde besluttet, at løsningen ovenpå to måneders fødevaremangel var at snakke med sabotørerne, for at få dem til at ”opfører sig som gode velopdragne knægte”.

Ministeren (for industri, red.) Ricardo Menéndez, tillagde fødevaremanglen det faktum, at distributionskæden var ramt af en ”over-efterspørgsel”, hvoraf 30% skulle være sket af ”medie-mæssige” grunde, og fastslog at regeringen havde ”forklaret den private sektor og befolkningen om nødvendigheden af at have logistikken” for at undgå denne slags problemer.

Ved det pågældende møde havde repræsentanten fra POLAR (den største private fødevarekæde i Venezuela, red.), Manuel Larrazal, erklæret: ”vi har nok råstoffer til at garantere og fortsætte med at producere ved maksimal kapacitet”. Desuden garanterede også bestyrelsesformanden for Sammenslutningen af Hvede Møller (Asotrigo), Nicolás Constantino, at den branche han repræsenterede havde de fornødne råstoffer. Han tilføjede også, at forbrugerne burde være ansvarlige og ikke købe ukontrolleret.

Situationen blev svagt forbedret efterfølgende, men (destabiliserings, red.) kampagnen blev yderligere forstærket efter kommandant Chávez død og starten på valgkampen (op til præsidentvalget den 14. april 2013, hvor Maduro vandt, red.). I dag har den økonomiske sabotage og tilbageholdelsen af fødevarer nået til ekstremer som en del af den ekstreme højrefløjs planner for et statskup.

Hvem vil garantere forsyningerne af fødevarer?

Spørgsmålet er: Er det de samme der forårsager manglen (på fødevare, red.) for at sabotere økonomien, skabe utryghed i befolkningen og en mulig situation med lovløshed, er det de samme som kan garantere forsyningen (af fødevarer, red.)? Hvorfor garanterede POLAR den ikke i december og januar? Hvorfor forpligter de sig til at garantere den i februar, hvorefter situationen forværres i midten af marts?

POLAR varetager produktionen og forsyningen af næsten 50% af al majsmel. Mere end nok til, at man med en lille nedjustering i distributionen og en pressemeddelelse, skaber forventningen om at varen muligvis forsvinder og derved forårsager (over)efterspørgslen.

Det interessante er, at samtidig med manglen på almindelig majsmel, kan man sagtens købe luksus-varianter af det samme produkt, f.eks. majsmel til desserter, med havre, ekstra blød, med aroma, med ris osv. På samme måde forsvinder sukkeret, men man kan fortsat få alle slags juice, sodavand, karameller, småkager osv. der alle bruger store mængder sukker og produceres af det samme selskab som registrere nedgang i (sukker, red.) produktionen. Det er også almindeligt ikke at kunne få mælk og ost, men godt yoghurt, mælkepulver, fløde osv.

Kampagnen ”det er på mode at gøre godt”

Desværre, i modsætning til andre år, har vi de sidste to år ikke været vidner til store og vigtige fremskridt imod godsejerne og kapitalisterne. Tværtimod; Stillet overfor den store udfordring med præsidentvalget i oktober sidste år, valgte de reformistiske dele af ledelsen af den bolivariske bevægelses at udvikle en småborgerlig tendens om at orientere alle kampagner fuldstændigt imod middelklassen og derved totalt forlade alt politisk arbejde med arbejderklassen og med de undertrykte masser i vores samfund og videre forlade, og i nogle tilfælde endda likviderede, noget så vigtigt på dette tidspunkt som arbejderkontrol over produktionen.

Demonstrerende deres manglende forståelse af klassekampens dynamik i de forskellige områder, udtalte reformisterne, at for at vinde ”middelklassen” over til den bolivariske bevægelses rækker, påråbte man sig en ”light” profil og undlader at ridse op i de slogans og forslag som de (middelklassen, red.) ser som radikale. Man havde (i stedet, red.) en besked om kærlighed, om at i betragtning af at socialisme er kærlighed, er socialisme ”at gøre godt” uden noget revolutionært klasseindhold, og for intet i verden at tale om at ekspropriere bankfolk, godsejere og industriejere, til forsvar for folkets interesse.

Resultatet har været det stik modsatte hos vores folk. Det skaber forvirring på et tidspunkt hvor vi har brug for klarhed, den samme klarhed der i 2002 under arbejdsgiverlockouten gjorde at millioner af arbejdere stod fast med revolutionen overfor den værste fødevaremangel. ”Light”-profilen hjælper slet ikke til at vinde middelklassen over, den nytter slet ikke, når borgerskabet udsætter dem for mangel (på basale varer, red.). Rent faktisk skriger disse sektorer i hovedet på de revolutionære; ”se selv hvad der sker, når I stemmer på socialisme!” og ligger ansvaret for problemet hos revolutionen.

Siden Kommandantens (Chávez, red.) afgang er der blevet rapporteret fra alle delstater om den mystiske forsvinden af basale fødevarer og andre personlig hygiejne-artikler som der er mangel på i regionen. De store fødevaremonopoler er lige så voldelige mod folket som fascisterne som dræber ”bolivarianerne” på gaden. Det økonomiske kup fortsætter med at underminere vores sociale base, skaber utilfredshed og giver reaktionen gode kort på hånden, som forbereder at slå igen, mens vores ledelse foreslår et nyt møde med arbejdsgiverne, i tillid til at borgerskabet forstår at det er ”på mode at gøre det rigtige” og at vi sammen med dem vil ”ændre verden”.

Oprindeligt bragt på den venezuelanske hjemmeside www.luchadeclases.org.ve den 29. april 2013. Oversat fra spansk.