Mens disse linjer bliver skrevet står revolutionen og kontrarevolutionen overfor hinanden i Egyptens gader. Tahrir pladsen i Kairo er igen blevet revolutionens brændpunkt. Hen over weekenden brød sammenstød ud igen på Tahrir pladsen, da politiet forsøgte at rydde pladsen for aktivister, som forlangte, militærstyrets ophør. Drevet frem af kontrarevolutionens pisk genindtog titusinder af revolutionære deres position på pladsen, hvor revolutionens første akter udspillede sig.
Sundhedsministeriet bekræftede, tidligt i mandags, at antallet af døde var steget fra 11 til 20, men antallet stiger stadig, som denne artikel bliver skrevet. Samtidigt er tusinder over hele landet, blevet alvorligt kvæstet af metalpatroner dækket af gummi, og af den særlige aggressive type tåregas, som bliver brugt. Det er de længste vedvarende protester siden præsiden Hosni Mubarak blev væltet i februar.
Aktivister fra flere forskellige politiske tendenser og grupper har besat pladsen siden fredag. De krævede, at militærets højeste råd (SCAF) måtte sætte en utvetydig dato for, hvornår de ville ende militærstyret. SCAF har organiseret parlamentsvalg i næste uge, men det er tydeligt, at de forfatningsændringer som SCAF har introduceret, vil efterlade et parlament som intet andet end et figenblad for det fortsatte militære styre.
Igennem weekenden var der kampe frem og tilbage, da hæren forsøgte at genindtage Tahrir pladsen og fordrive de protesterende. Efter disse dødelige konfrontationer og efter alvorlige sammenstød ved solnedgang, genindtog tusinder af protesterende pladsen, efter succesfuldt at have fordrevet soldater i fuld udrustning bevæbnet med knipler og elektrochok våben – som stod lige foran de Centrale sikkerhedstropper (CSF) der affyrede en regn af tåregas. Gaderne i Kairo var fyldt med flygtende demonstranter, som flettede ud og ind på deres vej igennem gader med brændende træer og skyer af giftig gas.
De deltagende var primært medlemmer fra alle oppositions organisationerne. Mange af dem trodsede deres egne ledere ved at være til stede. En af det Muslimske Broderskabs medlemmer fortalte Financial Times: ”Broderskabet har indtil nu besluttet ikke at deltage, men jeg som individ følte jeg måtte komme, fordi jeg tror, vi må beskytte revolutionen og udviklingen af revolutionen. Lige nu er det vores pligt, og ikke bare at sidde tilbage i stolene i en hal med aircondition.”
En anden demonstrant fortalte den samme avis: “ Vi var her, og vi løb væk med en såret mand, da vi hørte skud og en bagved, der faldt. En af os forsøgte at hjælpe ham, men han blev også skudt ned. Jeg regnede med at vende tilbage til mit arbejde på onsdag, men nu bliver jeg, så deres blod ikke flød forgæves.”
Disse kommentarer er en klar indikation på stemningen blandt masserne. Situationen har nu fået sin egen logik og har yderligere udviklet sig i løbet af de første dage i denne uge.
Jack Shenker fra The Guardian rapporterer:
“Efter mere end 48 timers intens kamp i Kairos gader, var spørgsmålet i dag hele tiden om hvorvidt protesterne ville miste deres momentum eller om det ville vokse.”
”Selvom situationen er ekstremt omskiftelig, så ser det ud som om, at det sidste er tilfældet – de seneste paroler fra Tahrir pladsen er; marskalen Mohamed Hussein Tantawi må stilles for en domstol eller henrettes, samtidigt med at rygter spredes om en demonstration tirsdag, som skal samle 1 million mennesker og skal afholdes i hovedstadens centrum. ”
”Nyheden om, at mindst et medlem af det midlertidige regerings råd – kultur minister Abu Ghazi – er trådt tilbage uddybede følelsen af politisk krise. Samtidigt har protesterne øjensynligt spredt sig til byer om Damietta, hvor der allerede i sidste uge var utilfredshed at spore, Damanhour i Nildeltaet og Quena i det nordlige Egypten.”
”I et forsøg på at opretholde tilliden har de civile politiske ledere – som har vist sig at halte efter de revolutionære og stemningen på gaderne de sidste par dage – været presset til at komme til Tahrir og bekræfte retten til fredeligt at protestere.”
”Alt imens der ingen pause er i blodsudgydelserne, og selv med det stigende antal døde ser sikkerhedsstyrkerne ikke ud til at give efter.”
”Nogle af demonstranterne skriver nu deres forældres kontaktoplysninger på deres arm i tilfælde af, at de skulle blive dræbt i frontlinjen, mens et improviseret lighus, opsat på pladsen, har ophængt en skræmmende note om, at de er løbet tør for kister.”
Militærrådet afmaskeret
Mubarak regimet blev væltet af de egyptiske massers revolutionære bevægelse. Men masserne som for første gang trådte ind på historiens scene havde ingen klar ide om, hvad der skulle erstatte regimet, når diktatoren først var væltet. Over flere omgange, specielt i den sidste uge før Mubarak trådte tilbage, lå magten i gaderne og ventende på at nogen tog den, men de såkaldte ledere af bevægelsen nægtede at tage den. De begrænsede deres krav til kun at opfordre Mubarak til at gå af, men de nægtede at tage spørgsmålet om staten eller om den egyptiske økonomi, som stadig er ejet af den gamle herskende klike, op.
Så magten endte i hænderne på militærrådet (SCAF), som opildnet af lederne af bevægelsen og af de amerikanske imperialister, trådte ind for at afværge en total katastrofe for den egyptiske kapitalisme. Den egyptiske hærs historiske rolle og opbakningen fra ”oppositionen” gav SCAF en vis legitimitet i massernes øjne. Men man lærer af erfaring, og nu fordamper alle disse illusioner.
Overgangen efter Mubarak har været en bittersød oplevelse for de, som satsede deres liv for at fjerne den forhadte diktator. Den tidligere præsident og mange af dem omkring ham er nu i fængsel eller i rettergang, men den militære junta, som overtog magten, har på mange måder vist sig lige så repressiv. I marts vedtog regeringen, indsat af militæret, og SCAF en lov, som forbød protester og strejker. Mere end 12.000 politiske fanger holdes stadig fængslet af militære domstole, og hæren er stadigt at finde på den modsatte side af barrikaderne, når arbejdere og fattige forsøger, at bruge deres nyligt vundne demokratiske rettigheder til at kæmpe for en bedre levestandard. Kort fortalt har toppen af hæren, som selv ejer store dele af den egyptiske økonomi rolle siden januar forsøgt at aflede bevægelsen for at beskytte den egyptiske kapitalismes interesser og dens herrer i Washington.
Denne weekends begivenheder kommer efter flere måneders opbygning af spænding mellem masserne og SCAF. Mens SCAF regimet har manøvreret for at omdirigere revolutionen ind i sikre kanaler, er masserne, arbejderne og de fattige, der er kommet ud af revolutionen med stor selvtillid, blevet mere og mere radikaliseret. De forstår, at det at fjerne Mubarak ikke er nok til at løse deres hovedproblemer. De kræver jobs, højere lønninger, bedre leveforhold og i mange tilfælde eksproprieringen af ejendommen tilhørende mennesker med tilknytning til det gamle regime.
På dette grundlag har der udviklet sig flere strejkebølger. I september spredte en strejkebølge sig over hele landet. Hundredetusinder af arbejdere lancerede strejker, sit-ins og demonstrationer i protest mod deres arbejdsforhold. De krav, der udvikler sig, er meget radikale og udfordrer selve den egyptiske kapitalismes grundlag.
For eksempel gik omkring 799 tekstilarbejdere fra Indorama Shebin al-Kom tekstil virksomhed – der blev privatiseret i 2007 – i strejke, og besatte endda Munifiya Governorate hovedkvarteret for at kræve gennationaliseringen af deres virksomhed, såvel som bedre arbejdsforhold og lønninger.
Mange steder har arbejderne vundet store sejre, men de møder hård modstand fra autoriteterne. For eksempel i Tanta Flax and Oils Company besatte arbejderne fabrikken 13. november i et forsøg på at gennemtvinge en nylig dom om at få firmaet tilbage i den offentlige sektor. I Mahalla, hjemstedet for Egyptens største industrielle kompleks, er der blevet opstillet kampvogne foran tekstilfabrikkerne.
Overgang til “demokrati”
Et af revolutionens hovedkrav var frie og retfærdige valg. Men fra starten var det tydeligt, at SCAF ikke havde tænkt sig at overlade spørgsmålet om magten til tilfældigheder. Valglovene, som blev udarbejdet lige efter revolutionen, begunstiger kraftigt alle de organisationer, der havde en konsolideret organisation og netværk. Det betød en overvældende fordel for grupper organiseret af det gamle regime og det Muslimske Broderskab, der havde en position som semi-legal loyal opposition under Mubarak.
SCAF har samtidig cirkuleret dokumenter med forslag til grundloven, der vil give militæret en magt hævet over grundloven, som vogtere af den ”konstitutionelle legitimitet” og sikre at hærens interne affærer og budgetter undtaget civil kontrol.
Disse faktorer gjorde, at en række venstrefløjspartier, som det egyptiske kommunistparti, boykottede valgene.
Det Muslimske Broderskab står til at vinde en overvældende sejr ved valgene. Det er ikke fordi, at de har stor opbakning fra flertallet af befolkningen, men hovedsageligt fordi de er den eneste organiserede politiske kraft i Egypten med et etableret nationalt netværk og også fordi de har modtaget massiv finansiel støtte fra store lag af businessfolk (og ifølge rapporter også fra Qatari regimet).
Lige meget hvad var det fra starten klart, at hvem end der vinder valgene, vil de være tvunget til at følge SCAFs ønsker. Det Muslimske Broderskab og de andre islamistiske organisationer, som de er i valgalliance med, rolle, ville bare være at agere gummistempel for det nye militærdiktatur.
Men i takt med at SCAFs virkelige natur var ved at blive tydelig for masserne, opbyggedes presset også indeni det Muslimske Broderskab. Ligesom med andre organisationer var det tvunget til at støtte demonstrationen, der var indkaldt i fredags for at kræve at SCAF fremsætter en specifik dato for overgangen til civilt styre.
Lederne af broderskabet blev miskrediteret på grund af deres støtte til SCAF og deres konstante appeller til arbejderne om at udvise mådehold og ”tålmodighed”. Deres ide var at indkalde en endagsprotest for at lukke noget damp ud, men derefter fortsætte som før.
Uheldigvis for disse herrer udvikler revolutionen sin egen logik og masserne vil ikke adlyde diktater fra nogen, når først de har haft fået en fornemmelse for deres egen magt. Sidste fredags demonstrationer er nu gået længere, end hvad nogen havde forventet. Udviklingen de sidste par dage betyder, at valgene næste uge ikke vil have den samme grad af legitimitet, som militæret kunne ønske sig.
Det er tydeligt for alle, at spørgsmålet om magten ikke bliver afgjort i stemmeboksen men på gaderne. Allerede nu er der indkaldt en millionstor demonstration den kommende fredag. Imens har arbejderne fra en fabrik i Suez – de arbejdere, der spillede en nøglerolle i den generalstrejke, der gav Mubarak regimet dødsstødet – opfordret til en tidsubegrænset generalstrejke. Det er et klart tegn på, at SCAFs dage er talte. Det Muslimske Broderskab og de andre islamiske partier, har endnu ikke svaret på denne opfordring, af frygt for at rokke båden for voldsomt.
Hvilket stadie er vi på?
Den egyptiske revolution – den arabiske revolutions fortrop – var et afgørende vendepunkt i verdenshistorien. Millioner af arabere gik på gaden i en imponerende magtopvisning. Masserne fejede alt på deres vej til side og modbeviste ideen om, at intet kunne gøres for at fjerne de forhadte regimer over Mellemøsten. Da støvet havde lagt sig, var en af verdens største undertrykkelsesmaskiner bragt i knæ og Hosni Mubarak var blevet den anden diktator i moderne arabisk historie, efter Ben Ali i Tunesien, der var blevet væltet af en massebevægelse.
Det åbnede op for en helt ny periode ikke bare i Mellemøsten men over hele verden. Revolutionen skar igennem alle kulturelle, nationale og religiøse barrierer, og forenede alle undertrykte masser imod den egyptiske herskende klasse og dets imperialistiske herrer.
Hermed udstillede de fuldstændig den såkaldte teori om Clash of civilizations, fremsat af Samuel Huntington, der argumenterede for, at klassekampens tid var ovre og at det i fremtiden ville være kulturkamp, der skulle bestemme historiens gang.
Revolutionen formåede på få uger at opnå mere, end hvad de småborgerlige reformister og NGO’er havde forsøgt at opnå i årtier. Dette faktum alene retfærdiggør den fuldstændig og beviser dens succes.
Men revolutionen rejser nu nye spørgsmål. Selvom alt har ændret sig på overfladen, er der samtidig objektivt set intet fundamentalt, der har ændret sig. Det gamle statsapparat er stadig intakt og økonomien er stadig domineret af de herskere, som man troede besejret. Samtidig er venstrefløjsorganisationerne små og ubetydelige, mens de islamiske liberale og konservative partier ser ud til at være vokset.
Mange borgerlige “eksperter” og endda nogle “venstreorienterede”, der gentager disse kommentatorer, er nået til den konklusion, at revolutionen er blevet besejret. Det afslører deres fuldkomne ignorants overfor lovene for arbejderklassens bevægelse. Begivenhederne udstiller disse ideer, mens jeg skriver.
Den proces vi er vidne til i dag i Egypten, er den samme, som vi ser i alle revolutioner. Trotskij forklarer i sit mesterværk Den russiske revolutions historie, at de russiske arbejdere stod med magten i hænderne, efter at de havde væltet Tsaren, men at de ikke vidste, hvad de skulle stille op med den. Derfor blev de frarøvet magten og den blev lagt i hænderne på den provisoriske regering, der var blevet udpeget af tsaren. I begyndelse spredte der sig en demoralisering blandt masserne og i juli og august måned 1917 herskede reaktionen i Rusland, og tvang de bolsjevikiske ledere til at gå under jorden.
Men under overfladen var en ny revolution under forberedelse. Masserne, der i starten havde store illusioner til den provisoriske regering, lærte gennem deres egen erfaring, at den ikke engang var i stand til at opfylde selv deres mest basale krav og skabe grundlag for den mest basale form for demokrati. Bolsjevikkerne formåede gennem tålmodig forklaring at forbinde deres program for socialistisk revolution med massernes bevægelse. De forklarede, at de russiske masser kun kunne få opfyldt deres krav, hvis de tog magten i egne hænder.
Den samme proces udfolder sig i Egypten i dag. Marxisterne har altid fuld tillid til revolutionen. Men vi forklarer også, at en revolution ikke er en lineær proces. I fraværet af en virkelig revolutionær ledelse vil bevægelsen nødvendigvis tage alle mulige omveje og lære gennem hårde lektioner; ved at prøve sig frem.
Derfor vil vi i den næste periode se mange tendenser og partier vokse og falde sammen. SCAFs dage er talte og nogen rapporter peger faktisk på, at regeringen har indgivet sin afskedsbegæring, men at SCAF ikke har accepteret den. Men hvem skal efterfølge SCAF? Allerede nu er den liberale Mohammed El Baradei, altid på udkig efter at høste frugten af det, som masserne har sået, trådt frem og har meldt sig til tjeneste for at skabe ro og redde kapitalismen. Men El Baradei, der er blevet fuldstændig udstillet under revolutionen, ville vare endnu kortere tid end SCAF.
Det Muslimske Broderskab forbereder at træde til, men en regering ledt af dem ville ikke være meget mere stabil. Allerede nu kan de mest fremskredne aktive lag gennemskue Broderskabet. For eksempel blev en af deres kandidater, Mohamad Beltagy, smidt ud fra Tahrir pladsen af demonstranterne, da han forsøgte at nå pladsen. Men selvom det Muslimske Broderskab er miskrediteret i de fleste aktivisters øjne, har det stadig støtte fra de mere inaktive lag af masserne, men det signalerer på ingen måde, at reaktionen har sejret i Egypten. Det er blot et stadie i en langstrakt proces.
Pointen er: hvem, der end kommer til magten i den egyptiske revolutions kontekst, vil øjeblikkeligt stå overfor massernes krav om en løsning på deres hovedproblemer – manglen på ægte demokrati, lave lønninger, fattigdom og arbejdsløshed.
Årsagen til den egyptiske revolution skal findes i det kapitalistiske system, der ikke er i stand til at give selv de mest basale indrømmelser til masserne. Men ingen af de etablerede partier er villige til at udfordre kapitalismen som system. De forsvarer i virkeligheden den kapitalistiske orden og det er derfor, de ikke vil være i stand til at adressere folkets hovedkrav og derfor vil komme i konflikt med masserne på et tidspunkt.
På den anden side er arbejderne og ungdommen stadig gennemsyret af selvtillid fra deres sejre i foråret 2011. De vil teste alle partier, der kommer til magten. I begyndelsen kan der være perioder, hvor de vil vente og se, hvad de bliver tilbudt, men disse partier vil uundgåeligt blive vejet og fundet for lette. Derfor betyder manglen på et klart revolutionært alternativ ikke på nuværende tidspunkt revolutionens endeligt. Tværtimod, situationen opbygges mod nye opstande. Den nuværende situation skaber værdifulde lektioner for masserne og derfor er en ny revolution uundgåeligt under forberedelse.
Opmærksomheden er nu rettet mod morgendagens mobiliseringer, Der må opsættes aktionskomiteer i alle lokalkvarterer og fabrikker til forberedelse af demonstrationen og for at koordinere og udbrede generalstrejken. Alle kræfter må nu mobiliseres for at vælte juntaen. For de egyptiske masser er lektionen: stol kun på jer selv og jeres egen styrke – I, masserne, har drevet revolutionen fremad og kun I kan sikre den endelige sejr.
Thawra Hatta Al Nasr! Fremad til sejr!
