Denne artikel blev offentliggjort på engelsk fredag den 11 februar på marxist.com

Tyrannen er faldet! Som jeg skriver disse linjer, er Hosni Mubarak trådt tilbage. Det er en stor sejr, ikke bare for det egyptiske folk, men for arbejdere i hele verden. Efter 18 dage med uafbrudt revolutionær mobilisering, med 300 døde og tusinder såret, er Hosni Mubaraks 30-års tyranni stoppet.

Det er resultatet af den storslåede bevægelse blandt masserne, der har stået over for politiets geværer og stave og modigt modstået ethvert angreb fra reaktionens kræfter. Det er kulminationen på to ugers revolutionær kamp, der har været en inspiration for os alle.

I går (10. februar) troede massen af demonstranter, at de havde vundet. Men de sidste 24 timer overbeviste masserne om, at alle forhandlingerne og kompromiser ikke førte nogen steder hen. Det forklarer, hvorfor der i dag (11. februar) er mødte flere op end nogensinde før for at erklære, at intet mindre end en folkelig opstand ville føre til omstyrtelsen af den forhadte og foragtede enevældige tyran. I går aftes før Mubarak talte på TV, fortalte en af demonstranterne på Tahrir-pladsen til BBC: “Vi vil blive her, indtil han går af. Hvis han ikke går af, vil i morgen blive en hård dag for Mubarak.” I morgen er nu oprundet.

Allerede ved daggry begyndte tusinder af mennesker at samles på Tahrir-pladsen, parate til en afgørende konfrontation med regimet. Begivenhederne har udviklet sig med lynets hast. Bevægelsen radikaliseredes time for time. Demonstranterne blev ”modigere dag for dag og mere beslutsomme dag for dag,” fortalte Ahmad Salah, en egyptisk aktivist, til Al Jazeera. “Det er en bevægelse, der vokser, ikke en der skrumper.” Politiske fanger løslades fra fængslerne. Dog savnes der stadig et ukendt antal folk, inklusiv aktivister, som man tror, er blevet arresteret under den nylige uro. Menneskerettighedsgrupper hævder, at den egyptiske hær er blevet involveret i illegale arrestationer og i nogle tilfælde i tortur af demonstranter.

Stemningen i dag blev vred og trodsig. Al Jazeeras Ayman Mohyeldin i Kairo rapporterede i går, at der i den nordøstlige by Port Said blev sat ild til mindst fem regeringsbygninger, inklusiv guvernørens kontor og kontoret for offentlige boliger, i to dages uafbrudt opstand. Folk har blokeret vejene, der har været sammenstød, og et kæmpe antal mennesker strømmede ind på frihedspladsen. Ingen kender det virkelige antal, der har været involveret i dag, men folk har været på gaden over hele Egypten i millionvis.

I provinsen gik tingene længere end i Kairo. I Suez, hvor bevægelsen har været særlig radikal, og hvor der har været ekstra mange tilskadekomne, besatte folket alle offentlige bygninger. I Asyut, hvor titusinder har været ude på gaderne, har de overtaget det herskende partis hovedkvarter og andre offentlige bygninger.

I El Arish i det nordlige Sinai, hvor titusinder demonstrerede, brød en gruppe på omkring 1.000 unge væk fra demonstrationen, og gik i skudveksling med politiet, og angreb politistationen med molotovcocktails.

I Alexandria samledes mindst 200.000 uden for Ras-el. Tin paladset og fraterniserede med sømændene, der uddelte mad til demonstranterne. Damietta, en by beliggende, hvor Nilen munder ud i havet, har en befolkning på omkring en million. Ud af disse var 150.000 på gaden i dag, og omringede politistationen og belejrede regeringsbygninger. Lignende rapporter kommer fra hele Egypten.

På gaderne var folk rasende over mediernes løgnagtige propaganda. I går aftes på BBC i programmet NewsNight undskyldte viceredaktøren for regimets officielle organ Al Ahram over for folket, og lovede at trykke sandfærdige rapporter fra demonstrationerne. “Folket er vrede på os,” indrømmede han: “Jeg har endda modtaget telefonopringninger med trusler om at brænde bygningen ned.”

I Kairo omringede demonstranterne den centrale TV-station, der blev beskyttet af faldskærmstropper. Men soldaternes attitude har været venlig, og der fandt fraternisering sted. Ifølge et øjenvidne, blev en af faldskærmstroppernes majorer set smilende, mens han gav hånd til demonstranterne, der fortalte officeren: “Faldskærmstropperne er OK. Men vi vil ikke have den præsidentielle garde. Han smilede til dem. Alle soldaterne på den anden side af hegnet omkring TV-bygningen så med sympati på demonstranterne. Det er en meget følelsesladet scene.”

Der var konstant rygter om en march mod præsidentpaladset. Flere hundrede demonstranter forlod Tahrir-pladsen i Kairo for at marchere hele vejen til paladset i går aftes – omkring 15 kilometer fra pladsen. Paladset blev forsvaret af hæren og eliten, den præsidentielle garde. Nogle kommentatorer fremkom med spekulationer om hvorvidt, at mens hæren ikke ville skyde på dem, så ville garden måske, og i så fald kunne der være kommet en konfrontation mellem hæren og garden.

Men ifølge rapporter serverede hæren morgenmad til demonstranterne i stedet for at skyde dem. CNN rapporterede, at soldaterne og mængden tiljublede hinanden. I en gestus fuld af betydning vendte kampvognene kanonerne væk fra demonstranterne, der svarede med vild jubel. En soldat klatrede ud af kampvognen og hang et egyptisk flag på kanonens løb.

Manøvrer i toppen
For at sætte disse begivenheder i kontekst: de første indikationer på, at noget var i gang i toppen, var da militærets højesteråd mødtes torsdag den 10 februar, og i fraværet af den øverstkommanderende, Hosni Mubarak, annoncerede på stats TV, at den “støttede folkets legitime krav.” I virkeligheden blev de virkelige beslutninger taget, ikke af hærens højesteråd, men på gaderne og på fabrikkerne. Efter i ugevis at have forholdt sig afventende, er officerskasten blevet vippet af pinden af arbejderklassen og det revolutionære folks handlinger.

Rådet var i permanent møde “for at undersøge, hvilke midler og aftaler, der kunne laves for at beskytte nationen, dets bedrifter og ambitionerne hos dets glorværdige folk.” AFP citerede en kilde i hæren for at sige: “Vi afventer ordrer, der vil gøre folket glade.” Klokken 15:45 havde euforien grebet mængden på Tahrir-pladsen. Folket jublede højlydt, og endnu engang krævede de Mubarak-regimets fald, og at “hæren og folket står sammen, hæren og folket står forenet.”

General Hassan al-Roueini, militærkommandøren for Kairo-området, fortalte tusinder af demonstranter på den centrale Tahrir-plads: “Alle jeres krav vil blive mødt i dag.” Eftersom det første krav var, at Mubarak skulle forsvinde, antog folk naturligvis, at Mubarak var blevet afsat.

En ledende hærfører, der foretrak at forblive anonym, fortalte Ahram Online, at højesterådet havde overtaget ledelsen af landet, “i en midlertidig periode,” hvis længde ville blive besluttet senere. På spørgsmålet om, hvad et sådan skridt ville betyde for præsidenten, vicepræsidenten og premierministeren, sagde hærchefen: “Det er folk, der ingen magt har over de væbnede styrker.”

Et ledende medlem af det egyptiske regeringsparti fortalte BBC, at han “håbede,” at præsident Hosni Mubarak ville overgive magten til vicepræsidenten Omar Suleiman. Men der var allerede indikationer på, at Mubarak ikke var villig til at gå stille. En time senere cirkulerede modsatrettede beskeder. Nyhedsbureauet Reuters citerede Egyptens informationsminister Anas el-Fekky for at sige, ”Præsidenten er stadig ved magten, og han træder ikke tilbage. Præsidenten går ikke af, og alt, hvad I har hørt i medierne, er et rygte.” Det blev sagt, at Mubarak “stadig forhandlede om, hvorvidt han skulle overgive magten til Suleiman.” En egyptisk embedsmand fortalte Reuters: “Det er ikke blevet besluttet endnu… Det forhandles stadig.”

Men hvad var der at forhandle om?

Mubaraks lille overraskelse
Præsident Hosni Mubarak havde forberedt en lille overraskelse. Hans beslutning om ikke at træde tilbage kom åbenbart som et chok for både de egyptiske militærchefer og Washington. CIA’s direktør Leon Panetta havde tidligere udtalt sig som om, at hans tilbagetræden allerede var afgjort, og at en løsning på krisen var garanteret. Andre kilder i Kairo udtalte sig i samme retning. På den anden side af Atlanten talte præsident Obama, med hans vanlige sans for en skuespillers retorik, om et “historisk øjeblik,” der var under forberedelse “for øjnene af os.”

Endnu engang narrede den gamle mand dem alle. Mubarak forfulgte sin egen dagsorden. Mange spurgte, hvad hans motiver kunne være. Han var under massivt pres fra alle sider for at træde hurtigt tilbage. Amerikanerne var skrækslagne for, at hvis han ikke snart gik af, ville situationen, der allerede var ved at komme ud af kontrol, blive meget værre. I stedet for blot at ændre et par ansigter i toppen ville massernes direkte intervention feje alt til side: hele regimet ville falde, og med dem, de sidste levn af amerikansk indflydelse i Egypten.

Problemet var, at han også lyttede til andre stemmer. Det saudiarabiske monarki, der er endnu mere korrupt, råddent og reaktionært end Mubaraks regime, er skrækslagne, og indser nu at, hvor deres ven i Kairo er væk, kan de blive de næste. De har tilbudt store pengesummer til Egypten, men på betingelse af, at Mubarak for enhver pris bliver. Israelerne er ligeså skrækslagne for konsekvenserne af at miste deres trofaste egyptiske allierede, manden der gjorde dem i stand til at sælge den såkaldte Fredsplan – det modbydelige bedrag – til verden. De bad indtrængende alle om at stoppe med at kritisere den egyptiske præsident.

Men den mest indflydelsesrige stemme var den indeni præsidentens hoved. Den fortalte ham, at han var stor, at han var god, at han vidste bedre end alle andre, hvad der var bedst for Egypten. Ligesom de gamle enevældige konger anså han sig for at være hævet over alle love, parlamenter, partier og generaler. Han anså sig for at være legemliggørelsen af Nationen og højeste dommer over folkets vilje. Som han talte roligt og velovervejet i går aftes, med et udtryksløst ansigt, der var som hugget i sten som faraoernes begravelsesmasker, fik man indtryk af en mand, der havde mistet al kontakt med virkeligheden.

Men folket i Egypten reagerede blandt andet på Mubaraks tale med en form for sort humor, der ofte dækker over et alvorligt budskab. Et eksempel: indenrigsministeren beder Mubarak om at skrive et farvelbrev til det egyptiske folk. Mubarak svarer: “Hvorfor? Hvor skal de hen?”

Masserne, der samlede sig på Tahrir-pladsen, vejende med det egyptiske flag, ventede utålmodigt på nyheden om hans tilbagetræden, og lyttede med chokeret mistro til, at han gentog de samme gamle banaliteter. Han sympatiserede med den egyptiske ungdom, han beklagede fortidens fejltagelser, han græd for martyrernes blod, og han lovede at straffe dem, der var ansvarlige for deres død (Folkets Fader rødmede end ikke på dette tidspunkt). Han lovede et nyt og bedre liv. Men han gik ikke af.

Chok blev til vrede – et koldt raseri greb masserne, en vrede endnu mere intens på grund af de store forhåbninger, der var blevet rejst af de tidligere rygter. Alle det egyptiske militærs planer lå pludselig i ruiner. I stedet for en ”ordnet overgang” var Egypten endnu engang kastet ind i revolutionens malstrøm.

Strejkebevægelsens nøglerolle
Det afgørende element i den revolutionære ligning, der endelig tvang Mubarak ud, var arbejderklassens intervention. Det er svaret til alle de “kloge” damer og herrer, der sagde, at arbejderne ikke var revolutionære – eller endda, at arbejderklassen ikke eksisterede. De sidste dage er arbejdere og fagforeninger gået med i protesterne over hele landet. Strejker over hele landet gav et nyt og uimodståeligt momentum til massedemonstrationerne i Kairo og andre byer.

Over hele Egypten gik arbejderne i aktion med mere end 20 strejker indenfor jernbanerne og også i tekstilindustrien, blandt sygeplejersker og læger på et hospital og i både regeringsejede og privatejede fabrikker. Antallet er i omegnen af titusinder, og er hele tiden voksende. Onsdag var der en strøm af strejker i Kafr El-Zaiat, Menoufeia og Suez kanal zonen. CTUWS rapporterede, at i tekstilbyen Mahalla blokerede mere end 1.500 strejkende vejene, og mere end 2.000 arbejdere fra medicinalvirksomheden Sigma i Quesna gik i strejke.

I Giza afholdt hundrede af unge kvinder og mænd en protest foran Giza guvernørens kontor, og krævede boliger. I Assiut protesterede 7.000 ansatte på Asyut Universitetet, hvor de udtrykte deres vrede over ikke at arbejde på ordentlige kontrakter og til lave lønninger. Demonstranterne krævede, at de fik de samme rettigheder som de fastansatte. Yderligere 200 ansatte på Assiut benzinselskab fortsatte deres protester fra i går foran firmaets hovedkvarter, hvor de havde tilbragt natten. Demonstranterne sagde, at de nægtede at forlade stedet, indtil de havde fået ordentlige kontrakter.

I Qena-provinsen gik de ansatte i Siyanco i strejke dag, og krævede, at de finansielle retningslinjer blev implementeret lige for alle. Tusinder af oliearbejdere gik også i strejke, og protesterede i forskellige dele af landet. I Ismailia krævede ansatte på Suez Kanalens universitet, Petrotrade og hovedhospitalet bedre arbejdsforhold og rigtige kontrakter. I Aswan i det sydlige Egypten protesterede 300 ansatte i Udviklings- og Landbrugs Kreditbanken imod korruption.

I de sidste to dage har Egypt Telecom, et af landets største teleselskaber, har også oplevet udbredte protester foran dets forskellige hovedkvarterer over hele landet. Arbejderne kræver rigtige kontrakter og bedre løn. I Kairo holdt 700 ansatte på Mukattam hospitalet, inklusiv læger og sygeplejersker, en protest, hvor de krævede bedre lønninger og ordentlige arbejdskontrakter.

Læger og sygeplejersker har strejket og demonstreret. På Ain Shams hospital, protesterede 1.000 ansatte, og krævede bedre lønninger, ordentlige kontrakter og sundhedsforsikringer for hospitalspersonalet. Selv skuespillerne har protesteret imod deres fagforening, og krævet, at dens leder, Ashraf Zaki, trådte tilbage, og at generalanklageren starter en undersøgelse af korruption.

I går (torsdag) marcherede tusinder af medicinstuderende og læger klædt i deres hvide kitler og advokater i deres sorte kapper i det centrale Kairo, og blev tiljublet af pro-demokratiske demonstranter, da de ankom til Tahrir-pladsen. Pladsens navn – “frihedspladsen” – er i sandhed velvalgt.
Også kunstnere og offentlige transportarbejdere, inklusiv buschaufførerne, gik med i strejken, og sluttede sig til dem. Bevægelsen vokser.

Mange af disse strejker er af økonomisk karakter. Selvfølgelig! Arbejderklassen fremfører sine umiddelbare krav. Det viser, at de ser revolutionen som et middel til at kæmpe – ikke blot for formelt demokrati, men for bedre lønninger, bedre arbejdsforhold – for et bedre liv. De kæmper for deres egne klassekrav. Og denne kamp vil ikke stoppe blot fordi, Hosni Mubarak ikke længere sidder i præsidentpaladset.

Men det er også politiske strejker. Mubarak er gået af, men arbejderne har krævet, at det uretfærdige system, som han baserede sig på, også må forsvinde. Arbejderne rejser spørgsmålet om demokrati i fabrikkerne og fagforeningerne. Den officielle regeringsfagforeningssammenslutning, Den Egyptiske Fagforeningsføderation (den eneste legale fagforening), støttede Mubarak. Men de er forsvundet. De strejkende kræver den gamle ledelse fjernet. Den 30. januar blev en ny sammenslutning etableret, Sammenslutningen af Egyptiske Fagforeninger (Federation of Egyptian Trade Unions – FETU) i mange byer og i både den private og offentlige sektor.

Arbejderne gødede jorden
Lad os huske på, at den egyptiske revolution blev forberedt af den største strejkebevægelse, som Egypten har været vidne til i mere end et halvt århundrede. Fra 2004 til 2008 har mere end 1,7 millioner arbejdere deltaget i mere end 1.900 strejker og andre former for protester. I den seneste periode har der været 3.000 strejker indenfor alle sektorer, både regerings og privat. Mange af dem var succesfuld,e og førte til lønstigninger. Men forbedret levestandard var ikke længere nok til at tilfredsstille arbejderne.

Tusinder af arbejdere fra Mahalla spinde- og væveselskab gik i strejke torsdag, og krævede bedre lønninger. Ifølge Centret for Fagforenings- og Arbejderservices (CTUWS) deltog 24.000 arbejdere i protesterne. Arbejderne fra morgenholdet var gået sammen med deres kollegaer fra natholdet, og samledes denne morgen foran selskabets hovedkvarter, hvor de annoncerede deres strejke og solidaritet med demonstranterne på Tahrir-pladsen.

Arbejderne på regeringens tekstilfabrikker i El Mahalla, El Kubra og titusinder flere på mindre private fabrikker udgør den egyptiske arbejderbevægelses sjæl. Begivenhederne i Mahalla den 6. april 2008 forandrede alt. Titusinder af mennesker i denne by med en halv million indbyggere gik på gaden. “Vores slogan er ikke fagforeningskrav,” sagde Mohamad Murad, en jernbanearbejder, fagforeningskoordinator og venstrefløjspolitiker. “Nu har vi mere generelle krav om forandring.”

Politiet åbnede ild, dræbte to, og mængden stormede gennem gaderne og satte ild til bygninger, plyndrede butikker og kastede mursten mod officererne. Demonstranterne rev et gigantisk portræt af Mubarak ned og trampede på det på den centrale plads. “Denne opstand var den første, der brød barrieren af frygt over hele Egypten,” sagde Murad. “Den fredag kontrollerede massen byen.” […] Ingen kan sige, at Egypten var det samme efterfølgende.” Der er ingen tvivl om, at disse strejker spillede en nøglerolle i at bryde frygten ned i resten af befolkningen, startende med arbejderne selv.
6. april-bevægelsen, der hovedsageligt består af unge, voksede ud af denne bevægelse blandt arbejdere.

Hæren
Gårsdagens begivenheder viste allerede, at generalstaben ikke længere var interesserede i at redde Mubarak, men kun i at redde sig selv og regimet som deres magt og privilegier afhænger af. Mubarak er 82 år gammel, og ville uanset hvad forlade embedet i september. Han var en opbrugt kraft, og generalerne vidste det. I går havde de åbenlyst besluttet sig for at kassere ham. Men til deres umådelige overraskelse og irritation nægtede den gamle mand at gå af.

Teoretisk set lå den endelige beslutning hos hæren, der tydeligvis var rystet af de seneste 24 timers begivenheder. Men hæren selv viste tegn på at slå revner under massernes pres. Al Jazeera rapporterede i går om en major i hæren, der lagde sine våben og gik med demonstranterne på Tahrir-pladsen sammen med sine soldater. Han annoncerede, at han ikke var alene, men en del af en gruppe på 15 officerer af forskellig grad, der gik med i revolutionen. Det var tilsyneladende ikke et isoleret tilfælde. Under disse omstændigheder kunne der ikke under – nogen omstændigheder – være tale om at bruge hæren imod det revolutionære folk. Dette og den massive strejkebølge, der har fejet over Egypten, forklarer hvorfor, at hærrådet i sidste ende besluttede sig for at kassere Mubarak.

Hæren har nu overtaget regeringsmagten i Egypten, men de kontrollerer ikke gaderne eller fabrikkerne. Millioner af egyptere strømmede ud i gaderne. Militæret måtte handle hurtigt eller fuldstændig miste kontrollen med situationen. Men generalerne havde kun få valgmuligheder. Den første var at gøre intet, og tillade mængden at vokse og lade dem marchere mod præsidentpaladset og håbe på det bedste. Den anden mulighed var at forsøge at blokere for flere demonstrationer på Tahrir-pladsen. Den tredje var at vælte Mubarak.

Problemet med den første mulighed var, at det ville betyde, at det var masserne og ikke militæret, der bestemte begivenhedernes forløb. Den anden mulighed ville skabe en situation, hvor hæren muligvis måtte åbne ild mod demonstranterne. Men et blodigt sammenstød med folket ville have ført direkte til en splittelse i hæren.

Det efterlod dem kun med en mulighed, som var et kup. Det skulle allerede have været foretaget i går aftes, så det kunne have været annonceret før demonstrationerne begyndte at tage form efter fredagsbønnen. Forsinkelsen i handlingen viser, at hærens øverste kommando selv var delt, paralyseret og ude af stand til konsekvent handling. De ønskede, at bossen skulle forsvinde, men på samme tid frygtede de konsekvenserne af hans forsvinden. Måske fornemmede Mubarak dette, og det er årsagen til, at han behandlede dem med en sådan foragt.

Hærchefernes frygt var velbegrundet. Nu da Mubarak er gået af, vil en tung byrde være løftet fra det egyptiske samfunds skuldre. Sluseportene vil være åbne, og enhver del af samfundet vil presse på for at få opfyldt sine krav. Men hvordan skal et militært regime kunne tilfredsstille dem?

“Revolution indtil sejr”
Omstyrtelsen af Mubarak er kun det første skridt. Revolutionen er nu gået ind i en ny fase. Kampen for demokrati er kun den første halvdel af opgaven. Den anden halvdel vil være en kamp imod de riges diktatur: for eksproprieringen af Mubarak og hele den herskende klikes ejendom; for eksproprieringen af imperialisternes, der bakkede dem op, og holdt dem ved magten i tre lange årtier, ejendom.

Med tilbageholdt åndedræt ser Washington på, at begivenhederne udfolder sig. Leon Panetta, CIA’s direktør sagde i går, at der var stor sandsynlighed for, at Mubarak må træde tilbage i aften, hvilket vil være bemærkelsesværdigt i forhold til, hvordan den, forhåbentlig, ordnede overgang i Egypten, finder sted. “Hvad amerikanerne forstår ved en “ordnet overgang”, er en overgang kontrolleret af CIA. Men det kommer ikke til at ske.”

Udviklingen er gået for langt, masserne er vækket, og vil tage denne sejr som et signal til at presse på for deres krav – ikke som et til at demobilisere. Ved at klynge sig til magten til den bitre ende har Mubarak radikaliseret hele situationen. Enhver chance for en “ordnet overgang” er blevet fatalt undermineret. Amerikanerne manøvrerede som afsindige med hærens top om at erstatte Mubarak med Omar Suleiman. Men nu er Suleiman blevet nødt til at gå sammen med hans herre.

Folket stoler ikke mere på Suleiman end på Mubarak. Lad os huske på, at Suleiman fortalte den amerikanske TV-station ABC, at egypterne ”ikke var parate” til demokrati. Han advarede også om, at hvis demonstranterne ikke gik i dialog med Mubaraks regering, kunne hæren blive tvunget til at gennemføre et kup. Hvordan kan sådan en mand blive betroet opgaven med at indføre demokrati i Egypten? En demonstrant sagde, at hvis Omar Suleiman tager over efter Mubarak: “Vil det eneste, der vil ske være, at alle på Tahrir-pladsen vil omskrive deres plakater og fortsætte med at demonstrere.”

Regimet er endelig knust under revolutionens hammerslag. Onsdag trak Gaber Asfour, den nyligt udpegede kulturministeren, sig fra Mubaraks kabinet af “sundhedsmæssige årsager.” I dag har generalsekretær Hossam Badrawi fra regeringspartiet NDP lige trukket sig. Andre vil følge efter. Rotterne skynder sig allerede at forlade den synkende skude.

I fraværet af et alternativ har hærens øverste kommando taget over. Men på trods af, hvordan det ser ud på overfladen, er de også magtesløse. Hærrådet har overtaget på toppen af en revolutionær bølge. Kampvogne og geværer er alt sammen meget godt, men de kan ikke skaffe arbejde til de arbejdsløse, eller brødføde de sultne, huse de hjemløse, eller reducere de høje fødevarepriser. Hæren, der har taget magten under disse omstændigheder, vil derfor ønske at overdrage magten til en civil regering så hurtigt som muligt. Den kan meget vel indkalde valg i september eller måske endda før. Der er ingen mangel på kandidater til jobbet som præsident og premierminister. El Baradei venter utålmodigt i kulissen.

Men ingen af de brændende problemer i det egyptiske samfund kan løses af en “markedsøkonomi”. Det egyptiske samfund lider under stigende priser og arbejdsløshed. 10 procent af arbejdsstyrken er arbejdsløse. 76 procent af ungdommen har intet arbejde. Lønningerne er lave. De fleste regeringsarbejdere (omkring fem millioner) tjener omkring 70 dollars om måneden. I den private sektor er lønningerne omkring 110 dollars om måneden. Der er store boligproblemer, og nogle af de fattige lever på kirkegårdene. Fire millioner mennesker er uden ret til adgang til sundhed. De anses end ikke som en del af arbejdskraften i nogen kontraktlig form.

Der er en brændende vrede imod ulighed og korruption. Uafhængige journalister fremhæver den altgennemtrængende korruption, der er hovedkarakteristikken ved det gamle regime. Milliarder af dollars er forsvundet. The Guardian anslår, at Mubaraks familie alene er 70 milliarder dollars værd. Det har fremprovokeret vrede og afsky i et land, hvor 40 procent lever under fattigdomsgrænsen. Nu vil de egyptiske arbejdere sige: “Jeg vil have mine rettigheder, hvor er vores rettigheder?” Ingen af borgerskabets regeringer kan opfylde arbejderne deres rettigheder eller løse nogle af det egyptiske folks grundlæggende problemer.

Arbejderklassen er nu den virkelige drivkraft i revolutionen. Indtil for nylig var revolutionens krav politiske, centreret omkring demokratiske rettigheder. Men arbejderne giver programmet en social-revolutionær karakter. I går offentliggjorde vi programmet fra jern- og stålarbejderne i Helwan, en industriby på Nilens bred. (Se artiklen De egyptiske arbejdere giver revolutionen styrke).

Det er et meget avanceret program, der udtrykker arbejdernes ønske om at føre revolutionen til sin ende. I går i Helwan var fem militærfabrikker i strejke. I dag var arbejderne fra Helwan militærfabrik nummer 63 på Tahrir-pladsen med et banner, der blot sagde “thawra hatta’l nasr” (Revolution til sejren), og de mente det.

Den egyptiske revolution er begyndt, men den er ikke gjort færdig. For at løse problemerne i det egyptiske samfund er det nødvendigt at bryde med kapitalismen, ekspropriere kapitalisterne og imperialisterne og gennemføre den socialistiske omdannelse af samfundet. Det er både muligt og nødvendigt. Hvad vi har set i dag, viser, at når arbejderne er mobiliseret for at forandre samfundet, kan ingen kraft på jorden stoppe dem. Det er en lektie, der før eller siden vil blive lært af arbejdere og unge i alle lande.

Folket i Egypten jubler, og vi jubler med dem. Alt er muligt nu. Lad vores slogan være: Revolution indtil sejr!

• Længe leve den egyptiske revolution!
• Længe leve socialisme!
• Arbejdere i alle lande, foren jer!