Revolutionen i Egypten er på et kritisk stadie. Den gamle statsmagt kollapser under massernes slag. Men revolution er en kamp mellem levende kræfter. Det gamle regime har ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp. De kontrarevolutionære styrker er i offensiven. Der er voldsomme kampe i Cairo imellem regimets tilhængere og dets modstandere.

Tirsdagens ”million-protest” overgik alle forventninger. Over en million mennesker samlede sig på og omkring Tahrir Square [Frihedspladsen]. Der var 300.000 på gaden i Suez, 250.000 i Mahalla, 250.000 i Mansoura og 500.000 i Alaexandria. Denne bevægelse har intet fortilfælde i Egyptens historie.

Demonstranterne gik på gaden i hver eneste by. Visse skøn peger på, at fire millioner demonstrerede over hele Egypten. Til sammenligning var det meget få, der gik på gaden for at ytre støtte til præsidenten. Uden tvivl er der tale om folk fra sikkerhedsstyrkerne, bureaukrater og deres familier, der har meget at miste, hvis Mubarak bliver væltet.

Revolutionen har enorm støtte. Imidlertid er der svaghed i den revolutionære lejr. Som vi har peget på fra begyndelsen er bevægelsens spontane karakter både dens største styrke og dens vigtigste svaghed. Kontrarevolutionens styrker er langt svagere i antal. Men antal er ikke alt i en revolution, ligesom i en krig. Det er sket mange gange i historien, at en stor hær af tapre soldater er blevet besejret af en mindre, professionel hær med dygtige officerer.

De revolutionære har vilje, mod og moral. Men de kontrarevolutionære har meget at miste: deres job, deres stillinger, deres magt og privilegier. Desperationen vil give dem mod til at gøre modstand. Og de er organiserede og trænede. Der er ikke den mindste tvivl om, at de stormtropper, der angreb demonstranterne på Tahrir Square onsdag var politifolk uden uniform. Det var ikke en spontan opvisning i loyalitet over for præsidenten, men en nøje planlagt handling.

Mubaraks strategi
I Tunjesien besluttede præsident Ben Ali sig relativt hurtigt for, at spillet var ude, og han tog et fly for at flygte i eksil sammen med sin kone og en stor mængde tyvekoster. Egyptens præsident Mubarak er hårdere og mere stædig. Han besluttede sig for at ignorere de millioner af demonstranter i gaderne, der højlydt kræver hans afgang. Han er ligeglad med, hvad der sker med Egypten. Han er endnu mere ligeglad med sine tidligere venner og allierede i Washington. Hans eneste program er overlevelse. Hans eneste perspektiv er de gamle despotiske slogan: ”Après moi le deluge” – ”Efter mig kommer oversvømmelsen!”

Alle må nu have indset, at den eneste måde, man kan få ro i landet, er hvis præsidenten går af. De selvudnævnte ”oppositions-ledere” har gjort det klart, at de ikke engang vil forhandle, med mindre Mubarak går af. De har intet valg, da masserne på gaden er årvågne og ikke vil tolerere et kompromis.

Det eneste håb for en ”kontrolleret magtoverdragelse”, som USA så inderligt håber på, er derfor Mubaraks afgang. Men som John Simpson – den internationale redaktør for BBC News, en intelligent borgerlig kommentator – korrekt pointerer: ”Det eneste problem er, at ingen har fortalt dette til menneskemængden på Tahrir Square. Deres krav er ’ned med Mubarak nu’ og ikke ’en ærefuld afgang for Mubarak om få måneder og fortsættelse af hans system med mindre forbedringer’.”

I sin tale tirsdag aften lovede Mubarak at gå efter det næste valg, og han lovede reform af grundloven. Men han meddelte også, at han agtede at blive indtil september for at tage sig af magtoverdragelsen. I talen tirsdag sagde Mubarak, at han vil tilegne sin sidste tid ved magten til at sikre en fredelig magtoverdragelse til sin efterfølger (han nævnte ikke sin søn Gamal). Han kritiserede demonstranterne og sagde, at hans prioritet var at ”genoprette fred og stabilitet”. ”Dette er mit land. Det er her, jeg har boet. Jeg har kæmpet og forsvaret dets jord, suverænitet og interesser, og jeg vil dø på dets jord,” sagde han.

Demonstranterne så talen som en provokation. I stedet for at lægge en dæmper på tingene, var det benzin på bålet. Demonstranternes reaktion på Mubaraks tale var først mistro, dernæst vrede. ”Talen er ubrugelig, og den optænder vores vrede,” sagde demonstranten Shadi Morkos til Reuters. ”Vi vil vortsætte med at protestere” var den almindelige reaktion.

Tirsdag aften forblev demonstranterne på Tahrir Square og sagde, at Mubaraks løfte ikke var tilstrækkeligt. De råbte ”vi vil ikke gå! Han vil gå!” Masserne ønsker ikke at give Mubarak tid til at manøvrere. De ønsker at vlæte ham og stille ham for en domstol. Ved demonstrationerne tirsdag hang de en dukke af ham. Det viser, hvad folk på gaden virkelig tænker.

Alle ved, at det var ham, der gav ordre til at skyde demonstranterne ned sidste fredag. På TV kunne man se en far til en ung mand, der blev dræbt under en demonstration, og han råbte: ”De myrder vores børn”. Nu angriber regimet på morderisk vis ubevæbnede folk. Ubevæbnede folk bliver slået, stenet og gasset på Tahrir Square. Der kan ikke være våbenhvile, fred eller tilgivelse over for dette regime.

Et historisk fortilfælde
Egypten er fanget i en kæmpemæssig kamp mellem revolution og kontrarevolution. Indtil nu har alle demonstrationer været aldeles fredelige. Det har gjort, at masserne har fået en falsk følelse af sikkerhed. Nu er alle disse illusioner opløst. Masserne går gennem deres ilddåb. Mubaraks plan er at erobre kontrollen med Tahrir Square og genvinde initiativet, som hidtil har været i de revolutionæres hænder. Kampen om magten er for alvor begyndt.

Det hele er blevet planlagt på forhånd. Demonstranterne er ubevæbnede og var ikke forberedte på konflikten. Regimets styrker er bevæbnede og har brugt tåregas, som de har kastet ind i mængder, hvor der også er børn. De har redet ind på Tahrir Square på kameler og heste. De har haft overraskelsesmomentet, overlegne våben og en velforberedt taktik på deres side. Mens disse linjer skrives presser de kontrarevolutionære langsomt de revolutionære tilbage. De har anholdt demonstranter, som derefter bliver overgivet til hæren. Deres skæbne er uvis.

I en kontekst med disse handlinger er det tydeligt, at Mubaraks tale var en integreret del af planen for at skubbe revolutionen tilbage skridt for skridt. Ved at love indrømmelser og tilbyde at træde tilbage i september håbede han at vinde opbakning fra de vaklende elementer: middelklassefolkene der frygter ustabilitet og længes efter ”ro”; borgerskabet der frygter revolutionen som pesten og gerne vil vende tilbage til tingenes normale tilstand; de tilbagestående, politisk apatiske lag, der intet forstår og hælder imod de store navne, de stærke mænd og de, der har magten; de frodærvede kriminelle klsser og lumpenproletariatet, som sælger deres politiske loyalitet for højeste bud. Dette er kontrarevolutionens sociale reserver, der nu bliver mobiliseret imod revolutionen.

Der er et historisk fortilfælde. Den 17. oktober 1905 (30. oktober i den nye kalender) udstedte Ruslands Tsar Nikolaj 2. det såkaldte ”oktobermanifest” som modsvar til den russiske revolution. Regimet var i en tilsyneladende umulig situation. Det stod over for en kolossal revolutionær bevægelse og en generalstrejke. I mange områder tog arbejdernes revolutionære komiteer kontrol med samfundet.

Manifestet lovede borgerrettigheder til folket, herunder personlig straffrihed, religionsfrihed, religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed samt oprettelse af et valgt parlament – Dumaen, hvortil alle mænd havde stemmeret. På papiret var dette en stor sejr, men i praksis var demokratiseringen ubetydelig. Tsaren forblev ved magten og havde vetoret i Dumaen, som han opløste flere gange.

Manifestet var et gigantisk svindelnummer, helt ligesom Mubaraks reformer, men det var tilstrækkeligt til at købe et lag, der indtil da havde støttet revolutionen. De borgerligt-liberale støttede det omgående, brød med revolutionen og sluttede fred med tsaren. De ønskede ”stabilitet” ligesom en stor del af middelklassen. Deres desertering banede vejen for et kontrarevolutionært tilbageslag.

Samtidig med, at tsaren meddelte sine reformer, slap han de ”mørke kræfter” løs på masserne: lumpenproletariatet, udskuddene fra slumkvartererne, de antisemitiske pogromer for at drukne revolutionen i blod. Mubarak forsøger at gøre det samme. I Rusland blev pogromerne organiseret af tsarens politi. I Cairo bliver de kontrarevolutionære angreb organiseret af civilklædte betjente, der udgiver sig for at være ”pro-Mubarak demonstranter”.

Samtidig med, at hans håndlangere knækker kranier på Tahrir Square, har Mubarak meddelt, at bankerne og butikkerne vil åbne igen søndag, den første arbejdsdag efter den islamiske weekend. Hensigten er at skabe indtryk af, at normaltilstanden bliver genetableret. Men normaltilstanden vil ikke vende tilbage til Egypten i lang tid fremover.

Washington bekymret
I Washington bliver de stadig mere nervøse. Jo længere Mubarak klynger sig til magten, desto større er risikoen for, hvad de kalder ”kaos”. Den seneste udvikling har bekræftet deres værste frygt. Egypten kan glide i retning af borgerkrig. Amerikanerne ville ikke være alt for bekymrede om det, men problemet er at det ville ødelægge deres planer for en ”kontrolleret overgang”.

I en udtalelse efter Mubaraks tale sagde Obama, at USA glædeligt ville tilbyde hjælp til Egypten under overgangsprocessen. Han erklærede ydmygt, at hans land ikke har ret til at diktere vejen for Egypten, men at enhver overgang måtte inkludere oppositionens stemme samt lede til frie valg: ”Jeg er af den overbevisning, at enhver ordentlig overgang må være meningsfuld, den må være fredelig og den må begynde nu.”

På trods af Obamas beroligende ord om ikke at have ret til at vælge andre nationers ledere, kan vi huske at, Washington havde et og andet at gøre med fjernelsen (og retsforfølgelsen) af Slobodan Milosevic, og de var vist også medvirkende til at fjerne (og henrette) Saddam Hussein. Vi kan også huske den iver, med hvilken USA udråbte deres politik med “regimeskifte” til at være den bedste til at fjerne diktatorer og indvarsle “demokrati” (under amerikansk kontrol).

Her fremstår det borgerlige demokratis kynisme ud i al sin klodsethed. Den amerikanske imperialisme regner det altid for at være sin ret at fjerne ulydige ledere og erstatte dem med smidigere ledere. Til dette formål er “demokrati” en lige så god en undskyldning som alle andre. Men når det kommer til regimer, der er venlige overfor amerikanske interesser, forsvinder alle tanker om demokrati og menneskerettigheder. Hele verdens politimand bliver pludselig ramt af en legalistisk samvittighed: “det er ikke vores lands ret at diktere vejen for Egypten” – selvfølgelig heller ikke for Saudi Arabien, Jordan, Marokko eller nogen af de mange usmagelige regimer, der er gode venner med USA.

Obama sagde, at han har fortalt Mubarak alt dette i en 30 minutters samtale. Det ville være interessant at kende indholdet af denne samtale, men vi kan forestille os at samtalen ikke var særlige venskabelig. Når den nuværende amerikanske præsident siger, at en ordentlig overgang “må begynde nu”, er det det tætteste amerikanerne kan tillade sig at komme på at sige: “For Guds skyld, gå nu af!”

Der er meget god grund til at Obama ikke offentligt kan sige til Mubarak, at han skal gå af. Amerikanerne skal vælge deres ord med omhu, for han bliver nøje fulgt af Jordans, Marokkos og Saudi Arabiens herskere, der kan føle jorden ryste under deres fødder.

Simpson forklarer igen:
“Præsident Mubaraks tilbud om at gå af vil sende chokbølger igennem hele Mellemøsten. Indtil for nylig virkede det egyptiske regime fuldstændig fast. Nu vil de autokratiske regeringer fra Nordafrika til Yemen, Syrien og måske endda til Saudi Arabien, se sig om efter måder til at købe sig ud af utilfredsheden hjemme.”

Chokbølgerne fra Egypten fortsætter med at ryste alle nabolandene. Tyrkiets premierminister Erdogan er den seneste til at tilbyde venskabelige råd til den trængte Mubarak. I en obskur udtalelse, som vi mest af alt kan forbinde med osmannisk diplomati, rådede han sin ven i Cairo til at tage “et anderledes skridt”. Han udelod at tilføje en lille detalje: at det var et skridt ud over en meget stejl klippe.

Hvad nu?
John Simpson tilføjer:
”I enhver revolution – folkelig eller andet – kommer der et kritisk punkt – et vendepunkt – hvor fremttiden bliver afgjort […] Kendsgerningen er, at vi endnu ikke er på vendepunktet. Men vi vil vide det, når vi ser det.

Der er pludselig et svar til det grundlæggende spørgsmål: er demonstranterne stærkere end magtstrukturen, eller kan landets ledere kue dem?

Han fortsætter:
”Alle folkelige revolutioner har visse lighedstræk. De store folkemængder, der ofte samler sig for første gang og tror, at sejren er sikker på grund af, at de er så mange, og deres vilje er stærk. Men hvis den politiske struktur nægter at opfatte dette vink og bibeholder opbakning fra hæren og det hemmelige politi, så kan den overleve. Det afhænger af, hvor stærk og robust, den herskende struktur er.”

Simpson sammenligner situationen i Egypten med omstyrtelsen af de stalinistiske regimer i Østeuropa for tå årtier siden. Jeg lavede den samme sammenligning i en artikel sidste uge. Parallellerne er lærerige. På papiret så disse regimer solide og uforanderlige ud. De rådede over mægtige hærstyrker, politi og hemmeligt politi. Men i sandhedens time viste de sig skrøbelige og tynde som papir.

Eksemplet med Rusland i 1991 er endnu mere slående. Demonstranterne, der væltede det gamle regime, var ganske få og nervøse for regeringens reaktion. Men regeringen var endnu mere svag og kollapsede uden modstand. Nu ser vi et lignende fænomen. I Østeuropa blev mængderne ved at demonstrere indtil det gamle regime gav op. Det er det, vi ser i Egypten. Men der er en forskel. Mubarak nægter at gå af.

Masserne er på gaden i stort antal, men Mubarak har sluppet kontrarevolutionens styrker løs mens hæren ser til. Hvad må der gøres? Folket har korrekt konkluderet, at hvis en uges demonstrationer kan presse præsidenten så langt, er der al grund til at fastholde presset på ham. Det næste kritiske punkt vil være fredag, hvor endnu en massedemonstration vil finde sted efter fredagsbønnen. Der verserer rygter om, at det næste skridt vil være en march imod præsidentpaladset.

Folket kræver retfærdighed og hævn. De, der er skyldige i forbrydelser mod folket, må overdrages til folkelige tribunaler og stilles til ansvar for deres forbrydelser. Det gælder ikke kun de politifolk, der skyder på ubevæbnede demonstranter, men også manden, der gav ordren. Den eneste udvej er en opstand. For at den kan lykkes må arbejderbevægelsen spille en nøglerolle.

Det var den lange bølge med arbejdernes strejker, der spillede en nøglerolle i at svække regimet og skabe denne bevægelse. Arbejderne danner nu uafhængige fagforeninger. De har magt til at lamme landet og til at organisere økonomien. Der har været snak om jernbanearbejder, der nægter at transportere tropper og sikkerhedsstyrker til brug for repression.

Det eneste passende svar til brugen af bøller imod ubevæbnede demonstranter, er en landsdækkende generalstrejke. For at forberede den og holde orden, må der oprettes komiteer overalt (arbejdsplader, boligområder og kaserner), og de må forbindes på lokalt, regionalt og nationalt niveau. På denne måde kan det revolutionære folk tage magten og vælge deres egne repræsentanter i stedet for de selvudnævnte ”ledere” eller folk, der er indsat af USA’s ambassadør.

Det, vi ser, er en desperat reaktion fra det gamle regimes side. Den gamle orden er som et såret dyr, der nægter at dø, og som slår vildt fra sig. Det nye samfund kæmper for at blive født. Resultatet af denne kamp om liv og død vil afgøre revolutionens umiddelbare skæbne. Revolutionen må forsvare sig. Den må bevæbne sig for at modstå de kontrarevolutionære angreb. Men det bedte forsvar er et angreb. Det er på tide, at bevægelsen bevæger sig ud over massedemonstrationer.

Den eneste måde, man kan dræbe en slange på, er ved at slå den i hovedet. Passivitet er døden for revolutionen. Magten vil ikke falde dig i hænderne som et råddent æble. I stedet for at blive på Tahrir Square bør masserne gå i offensiven, marchere imod præsidentpaladset og tage magten. De revolutionære masser bør alene stole på deres egne kræfter. Det er den eneste vej til at redde revolutionen og vinde en afgørende sejr.