Den amerikanske imperialismes seriøse strateger forstår, at en militær sejr i Afghanistan er udelukket. Samtidig manøvrerer Rusland, Indien, Kina og andre magter for at drage fordel af situationen. Alt dette er et resultat af nederlaget til Saur-revolutionen i 1978. Imidlertid er minderne fra den periode ved at komme tilbage hos arbejderne og ungdommen, der søger efter et alternativ til de reaktionære fundamentalister og det nuværende regime.

”Afghanistans geografiske position og befolkningens unikke karakter giver til sammen dette land en politisk betydning i Centralasien, der er umulig at overvurdere.”
(Friedrich Engels)

Ligesom andre brændpunkter på planeten er Afghanistans geostrategiske betydning blevet en forbandelse snarere end en velsignelse for dets befolkning. I århundreder har Afghanistan lagt grund til proxykrige, oprør og det Store Spil mellem de imperialistiske magter om kontrol i Centralasien. Tidligere var det en konflikt mellem England og Rusland. Nu er Rusland indblandet i intriger med de tadjikiske og usbekiske befolkinger i det nordlige Afghanistan. Iran spreder sin indflydelse blandt de dari-talende og shiiterne. Kina ønsker at udnytte de store forekomster af mineraler i Afghanistan, hvor Kina ejer verdens største kobbermine. Sidst, men ikke mindst, blander Indien sig aktivt, hvilket forværrer Indiens konflikt med Pakistan, der ser Afghanistan som sin egen baghave. Dette kyniske regionale magtspil kan muligvis føre til en opsplitning af Afghanistan i flere dele i fremtiden. Dette ulykkelige land befinder sig i en brutal imperialistisk invasions greb og i en blodig udmattelseskrig, der ikke har nogen udsigt til at stoppe.

Den imperialistiske aggression har hverken indgydt optimisme hos Vesten eller lettet de afghanske massers forfærdelige lidelser. Valget til parlamentet (Loya Jirga) den 18. september har intet løst. Billedet kan dårlig være mørkere. En narkodrevet økonomi, der køres af lumske krigsherrer, brutal imperialistisk aggression, altomfattende korruption samt det formørkede Talebans barbari: dette er virkeligheden i dagens Afghanistan.

Orientens Paris
Men det har ikke altid været sådan. Der var tider, hvor Kabul var kendt som ”Orientens Paris”. Sejren over englænderne i den tredje engelsk-afghanske krig satte en stopper for et århundrede med imperialistisk indtrængen, og der blev opnået en vis form for national suverænitet. Sovjetunionen under ledelse af Lenin og Trotskij var det første land, der anerkendte Afghanistan som en uafhængig nation. Men denne selvstændighed var kort, og Nadir-dynastiet indførte et enevældigt monarki i 1929.

Den nuværende krig begyndte ikke med USA’s invasion af Afghanistan i 2001. Aggressionen har varet i over 32 år. Muhammad Daouds militærkup i 1973 repræsenterede de store godsejere og borgerskabets interesser. Det modtog støtte fra USA og det stalinistiske bureaukrati i Moskva. Begge forsøgte at køre kur til Daoud-regimet under den kolde krig.

Revolutionen i 1978
Afghanistans Demokratiske Folkeparti (PDPA) blev stiftet på en samlingskongres for de forskellige fraktioner af Afghanistans Kommunistparti den 1. januar 1965. Den 17. april 1978 blev et ledende medlem, Mir Ali Akbar Khyber, myrdet af Daoud-regimet i Pul-a-Charkhi fængslet i Kabul. Der var en spontan demonstration med mere end 10.000 protesterende i Kabul, hvilket rystede det undertrykkende regime. Daoud planlagte at dræbe de andre ledere af PDPA, som sad i fængsel.

PDPA havde ingen andre muligheder end at gøre gengæld. Den 27. april 1978 omstyrtede officerer i den afghanske hær og flyvevåben det undertrykkende Daoud-regime gennem et kup. Pul-a-Charkhi fængslets mure blev bombarderet, og PDPA-lederne blev befriet. Den Demokratiske Republik Afghanistan blev udråbt, og der blev dannet et revolutionsråd og en ny regering med PDPA’s leder Nur Muhammad Taraki i Spidsen.

Revolutionens fremskridt
Et af de første dekreter, som revolutionsrådet udstedte, var et totalt forbud imod køb og salg af kvinder. Kvinder i Afghanistan før revolutionen havde ingen rettigheder. De var en vare, og købet var slet skjult bag betalingen af medgift i det præ-feudale afghanske samfund. Alligevel foregår dette barbari stadig i stort omfang i Afghanistan i dag, ikke kun i Taleban-områderne, men også under det imperialistiske ”demokrati”.

I juli 1978 afskaffede dekret nr. 6 al gæld til godsejere og pengeudlånere. Dette betød, at 11,5 millioner mennesker – 80 procent af landbefolkningen – med et pennestrøg ikke længere blev holdt som gidsler af pengeudlånerne. Mængden af den gæld, der blev afskaffet, udgjorde 33.000 millioner afghani. Den nye regering gennemførte også en jordreform. Fem procent af befolkningen ejede tre fjerdedele af al landbrugsjord. I efteråret 1979 blev al denne jord eksproprieret og fordelt til over 300.000 jordløse bønder.

Mellemmændenes rolle i landbrugsproduktionen blev også afskaffet. Den første folketælling nogensinde blev afholdt. Der blev taget radikale skridt til at forbedre sundhedssystemet, boligsituationen, fødevareforsyningerne og til at udrydde arbejdsløshed. Over 600 skoler og højere uddannelsesinstitutioner blev oprettet i 1978-79. 800.000 arbejdere og bønder begyndte at gå til kurser for at lære at læse. Store mængder imperialistisk og ”national” borgerlig kapital blev nationaliseret.

International betydning
Naturligvis blev den nye revolutionære regering set som en trussel af imperialisterne. Blandt de mange løgne om Saur-revolutionen (forårs-revolutionen) var, at den var ”støttet af Sovjetunionen”. Dette var aldeles forkert, hvilket visse vestlige medier var nødt til at erkende. For eksempel skrev Time den 28. januar 1980:

”Det marxistiske kup, hvori Nur Muhammad Taraki væltede Daoud i april 1978 overraskede Sovjetunionen i lige så høj grad som amerikanerne. Vestlige efterretningstjenester har ikke været i stand til at finde russiske fingeraftryk på april-revolutionen.”

I en tale den 9. april 1979 sagde Taraki: ”Ingen udenlandske kræfter var indblandet i revolutionen i april. Afghanistan hverken importerer eller eksporterer revolution… Landet er slået ind på en ny kurs for at bygge et samfund uden menneskets udbytning af mennesket.”

Jihad mod socialismen
De radikale tiltag, der blev taget i de første måneder efter revolutionen, havde en enorm indvirkning, særligt i det sydlige, centrale og vestlige Asien. Imperialisterne var rædselsslagne over følgerne for hele regionen. Det er den virkelige grund til, at den største hemmelige operation i CIA’s historie blev udløst imod den afghanske revolution. Det var også dengang, den nuværende krig begyndte med det reaktionære oprør, der blev organiseret af imperialisterne under parolen om ”islamisk jihad”.

Washington Post skrev den 15. februar 1980:
”Vigtige komiteer under Kongressen, der er ansvarlige for at følge hemmelige aktiviteter, er blevet informeret om Udenrigsministeriet og CIA’s aktiviteter … De hemmelige transaktioner kan rejse spørgsmål om, hvorvidt den hemmelige hjælp til oprørerne, om end den generer og trætter de russiske styrker, muligvis også kan hindre deres tilbagetrækning, hvilket er regeringens udtalte mål.

De vigtigste aktører i denne hemmelige CIA-operation for at omstyrte den venstreorienterede regering i Kabul var Zia-diktaturet i Pakistan og monarkiet i Saudi Arabien. Den såkaldte ”dollar-jihad” blev indledt af ingen andre end den amerikanske præsident Jimmy Carters nationale sikkerhedsrådgiver Zbignaiv Brzezinski i efteråret 1978 i Khyber-passet. Det var også ham, der rekrutterede Osama bin Laden til den ”hellige krig”. Da krigen blev indledt, råbte han ”Allahu akbar”.

Imidlertid forhindrede de ideologiske utilstrækkeligheder og det snævre nationalistiske udsyn hos PDPA-ledelsen en formulering og udførelse af en revolutionær internationalistisk klassepolitik til at bekæmpe og besejre det imperialistiske oprør. PDPA-ledernes ideologi var domineret af nationalistiske tendenser snarere end marxistisk internationalisme. Dette afspejlede deres stalinistiske baggrund og uddannelse.

Kontrarevolutionen
Forsøget på at samle støtte til revolutionen på grundlag af pashtunsk (og anden) nationalisme var dømt til at slå fejl. I takt med at oprørets pres blev stærkere udbrød der interne kampe i PDPA’s ledelse, hvilket også afspejlede delinger langs nationale og etniske skillelinjer. Det førte til, at Taraki blev dræbt og de russiske kampvogne rullede ind i Afghanistan over Oxus-floden og gennem Salang-passet. Dette forandrede hele konfliktens dimension.

Efterspillet blev alene forudsagt af marxisterne. Ted Grant skrev i juni 1978, blot uger efter Saur-revolutionen:

”Hvis de [PDPA-lederne] nøler, muligvis under indflydelse fra det russiske regime, vil de bane vejen for en grusom kontrarevolution baseret på den truede adel og mullaherne. Hvis kontrarevolutionen lykkes, vil den genskabe det gamle regime på knoglerne af hundredtusinder af bønder, massakre på de radikale officerer og noget nær udryddelse af den uddannede elite.”

Denne fantastiske prognose er blevet udført til punkt og prikke i den følgende periode. Taleban indtog Kabul i 1996 med hjælp fra USA. Den vigtigste person, der stod bag Talebans ”erobring af Kabul” under Mullah Omar, var den tidligere amerikanske viceudenrigsminister Robert Oakley. Han handlede med den stiltiende accept fra Benazir Bhuttos regering i Pakistan og den pakistanske efterretningstjeneste ISI.

Frankensteins monster
Efter de sovjetiske styrkers tilbagetrækning i 1987 overlod amerikanerne Afghanistan til de reaktionære kræfter, de havde skabt. De spredte død og ødelæggelse i dette ulykkelige land. Men i 2001 vendte det Frankensteins uhyre, de havde opbygget, sig imod dem. Det var det, der førte til den imperialistiske besættelse af Afghanistan, hvilket har medført rendyrket elendighed for de i forvejen fattige masser.

Efter næsten ni år med direkte besættelse, står amerikanerne nu over for nederlag. Tænketanken Stratfor, der er oprettet af tidligere CIA-folk, kommer i sin rapport fra 6. september med den følgende forbløffende erkendelse:

”[Det] er særlig grelt på grund af den grundlæggende realitet, at USA ikke kan opnå en sejr i Afghanistan i nogen konventionel form… Taleban vil sandsynligvis være nødt til at blive en del af enhver form for aftale, der kan gå forud for USA’s tilbagetrækning.”

Afghanistans kontroversielle præsident Karzai kan fornemme den USA-dominerede koalitions svaghed, og det har forvandlet ham fra Washingtons marionet til en åben kritiker af USA. For at bevare sin egen position er han klar til at acceptere Talebans kontrol over dets lokale bastioner. Washington er urolige over betingelserne i den fredsaftale, som Karzai nu har fremlagt. Pentagon, udenrigsministeriet og CIA er bittert splittede over denne ”forhandlede fredsløsning”.

Washington i vildrede
Det Hvide Hus søger en ærefuld exit. Men forholdene på jorden udelukker en sådan løsning. USA’s allierede i NATO er ikke klar til at blive. Den amerikanske befolkning længes efter en tilbagetrækning. Men Pentagon har ikke råd til det. Den amerikanske øverstkommanderende, general Petraeus, har lagt hårdt pres på Obama for at udskyde enhver seriøs tilbagetrækning til langt senere end den tidsramme på juli 2011, som præsidenten foretrækker. Obama er tilsyneladende på vej væk fra denne deadline. De amerikanske strateger og væbnede styrker er i et roderi, de selv har skabt. De har ikke råd til at trække sig tilbage, men de kan heller ikke blive ved med at opretholde en så forfærdelig dyr og blodig krig. Som Howard Hart, tidligere områdechef i CIA, fortalte Nicholas Kristof fra New York Times: ”Selve tilstedeværelsen af vore tropper er problemet. Jo flere tropper, vi indsætter, desto større bliver modstanden.”

Det, som de vestlige medier skjuler, er, at Taleban og Al Qaida ikke er den eneste opposition. De ignorerer den voksende bølge af massedemonstrationer på baggrund af sociale og økonomiske spørgsmål, der har fundet sted i de fleste byer i Afghanistan. Adskillige venstreorienterede, nationalistiske og andre elementer er indblandet i den nationale modstandskamp imod den udenlandske besættelse. Protestdemonstrationerne i Afghanistans byer vokser i hyppighed og dristighed. Jo mere ødelæggelse, besættelsesstyrkerne skaber, desto større vil modstanden blive.

Der er frygt for, at tilbagetrækningen af NATO-styrkerne kan føre til anarki og en blodig borgerkrig. Andre spørger, hvor meget mere blodbad og ødelæggelse, der kan opstå end den ekstreme turbulens og de massakrer, der allerede bliver skabt af besættelsesstyrkerne. De reaktionære talebanere bruger dette som et påskud til at myrde og mishandle uskyldige folk.

Parlamentet: en farce
I desperation kan imperialisterne overveje at splitte landet op for at bane vej for en ”ærefuld exit”. Der er etniske spændinger mellem pashtunerne (44 pct. af befolkningen) samt tadjikkerne (27 pct.), usbekerne, hazaraerne og andre mindretal i nord, hvilket bliver opdyrket og udnyttet af udenlandske magter. Disse nationale konflikter betyder, at en balkanisering af landet ikke er udelukket. Men det er ikke det mest sandsynlige perspektiv på kort sigt. Hvis imperialisterne tager denne strategi til sig, vil det føre til et endnu mere grufuldt blodbad i Afghanistan.

Muligheden for at opnå stabilitet under besættelsen bliver mindre dag for dag, selv for hver time, der går. Det er muligt, at general McChrystal forsætligt fremprovokerede sin afskedigelse i forventning om et forestående nederlag. Hans efterfølger Petraeus har ikke nedbragt tabstallene, og han har heller ikke gjort nogle nævneværdige fremskridt i krigen. Associated Press citerede ham 4. september for at sige ”man kan ikke dræbe eller fange sig ud af et oprør med industriel styrke.”

Valget til Loya Jirga (et før-middelalderligt stammeråd) blev afholdt den 18. september og var lige så gennemsvindlet, som præsidentvalget var. Den parlamentariske farce er et bedragerisk forsøg fra imperialisterne og deres håndlangeres side på at skabe sig en vis troværdighed over for et Vestligt publikum. Hensigten er at levere en vis berettigelse for et eventyr, der er gået frygtelig galt. Det eneste valg, som de afghanske masser stod over for ved dette valg, var mellem forskellige krigsherrer og kriminelle. De er lejesoldater, der har tjent millioner på denne krig gennem narkohandel, kidnapning for løsepenge og afpresning gennem skiftende loyalitet. Dette valg vil intet løse.

Masserne afskyr fundamentalisme
I Afghanistan kan kapitalismen ikke udvikle landet eller forbedre tilværelsen for folkemasserne. Under de nuværende forhold med mafia-kapitalisme kan der ikke etableres en formel nationaløkonomi, for slet ikke at tale om den national-demokratiske revolutions opgaver. Hele økonomien er baseret på udenlandsk hjælp og narkohandel. I denne narkoøkonomi med 70 procents analfabetisme, ingen social sammenhængskraft, middelalderlig formørket dominans, ekstrem fattigdom, elendighed og sygdom, er der intet ”demokratisk” system, som imperialismen indpoder, der nogensinde kan fungere. Genopbygning, udvikling og fremskridt er drømme, der ikke har forbindelse til virkeligheden. I dette morads af eksplosive modsætninger er der ingen udvej. Afghanistan kan ikke overvinde sine etniske konflikter, økonomiske ubalancer, kroniske ustabilitet, krige, blodsudgydelser og afsavn uden et grundlæggende brud med fortiden.

Det billede, der males i Vesten af den afghanske befolkning som islamistiske fanatikere og tilhængere af Taleban, er aldeles forkert. Fundamentalismens mørke kræfter og de korrupte liberale demokrater har ingen tiltrækningskraft på masserne. Men der er en begyndende og vigtig genopblomstring af venstreorienterede kræfter. Der har været en genoplivning af PDPA, som har holdt kongres i Kabul for nylig. Andre venstreorienterede partier er også blevet aktive igen.

Minderne om fremskridtene for de fattige bønder, arbejdere og unge efter revolutionen i 1978 er blevet overleveret til den nye generation. De første måneder af Saur-revolutionen viste et glimt af, hvad der kan opnås gennem omstyrtelse af det rådne kapitalistiske system og oprettelse af en planøkonomi, selv i en karikeret form.

Revolutionær fortid og fremtid
Den imperialistiske propaganda, der præsenterer et spøgelse med grusomt, formørket herredømme og talebanisering af Afghanistan som det eneste alternativ til imperialistisk besættelse, er absolut vrøvl. For 32 år siden var Afghanistan det eneste land i det sydlige Asien, hvor godsejervælde og kapitalisme var blevet omstyrtet og det imperialistiske kvælertag var blevet brudt. Ved at lære af de gamle lederes fejltagelser, kan en ny generation af unge og arbejdere i Afghanistan gennemføre en socialistisk revolution på et langt højere niveau.

Tilbagekomsten af det gamle, forældede system gennem imperialistisk aggression og religiøst snæversyn har været en katastrofe for det afghanske samfund. Den nye generation er vokset op i forfærdelige forhold. De er vokset op i en skole med tyranni, udbytning og slavearbejde. Men dette er ikke Afghanistans folks uundgåelige skæbne. Den nye generation bevæger sig i retning af revolutionære konklusioner. I en debat på en populær hjemmeside for afghanske unge, var over 70 procent tilhængere af at studere og forstå Trotskij.

Internationalisme er nøglen til den fremtidige afghanske revolutions succes. Afghanistans skæbne er i dag mere end nogensinde forbundet til, hvad der sker i Pakistan og Iran. Stærke historiske, kulturelle og økonomiske bånd har bundet disse samfund sammen i tusindvis af år. Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) har også udviklet beskedne, men bestemte, kræfter i disse lande. Oprettelsen af et IMT-kontor i Kabuls centrum er ikke en dårlig bedrift for vækst og udvikling af den revolutionære marxismes kræfter.

Den revolutionære marxismes kræfter kan vokse hurtigt i de stormfulde begivenheder, der venter. En socialistisk sejr kan komme på dagsordenen hurtigere end de fleste forestiller sig på nuværende tidspunkt. Historien har afgjort, at denne region enten vil falde ned i en afgrund af kapitalistisk barbari eller springe over den kapitalistiske udviklings stadier ved hjælp af en socialistisk revolution. Dette er den eneste vej frem. Det er den eneste vej til overlevelse og befrielse for de millioner af undertrykte folk, der brænder efter forandring.