Naomi Klein påviser i sin nye bog, hvordan der kynisk bliver skabt formuer på naturlige og menneskelige katastrofer. Der bliver investeret massivt i sektorer, der profiterer på krig, terror, udplyndring, naturkatastrofer, fattigdom og andre elendigheder.
Naomi Klein er internationalt kendt for sin bog ”No Logo”, der udkom på dansk i 2001. Nu har den canadiske journalist skrevet en bog, der er endnu mere bidsk og går i kødet på de store kapitalister og deres ideologer, ikke mindst den borgerlige økonom Milton Friedman. Friedman fik nobelprisen i økonomi for sin indsats for højreorienterede regimer og sin ideologiske kamp imod arbejderbevægelsen. Thatcher, Pinochet, Reagan og andre højreorienterede ledere anså Milton Friedman som deres ideologiske inspiration. Friedman, der døde i 2006, var måske den fremmeste fortaler for ”det frie marked”, privatiseringer, nedskæringer i den offentlige sektor, modstand mod fagforeninger, lave lønninger og høje profitter.Milton Friedman er kendt som nyliberalismens chefideolog.
Naomi Klein påviser, at alle steder, hvor Milton Friedmans ideer er blevet ført ud i livet, har det haft katastrofale konsekvenser for almindelige mennesker. Ikke mindst skildrer hun de forfærdelige konsekvenser, indførelse af kapitalisme har haft i Rusland og Polen.
Chokeffekt
En af de centrale teser, som Naomi Klein opstiller er, at højreorienterede politikere og kapitalisterne benytter sig af chokeffekten efter diverse katastrofer til at gennemtvinge omfattende lovgivneing, som de ellers ikke ville have kunnet indføre. Et eksempel er USA, hvor kapitalisterne og regeringen (som Naomi Klein korrekt beskriver som en sammensmeltet enhed) benyttede sig af chokeffekten efter angrebene i New York og Washington D.C. den 11. september 2001 til at opnå deres mål:
”For det første brugte det Hvide Hus den allestedsnærværende fornemmelse af livsfare i efterbyrden af 11. september til på dramatisk vis at øge den udøvende magts politiovervågning, patruljering, tilbageholdelse og krigsførelse – en magttilraning militærhistorikeren Andrew Bacewich har kaldt for et ’rullende kup’. Dernæst skulle disse nyligt udvidede og til overflod finansierede sikkerheds-, invasions-, besættelses- og rekonstruktionsfunktioner øjeblikkeligt udliciteres og overgives til den private sektor, så den kunne få sig en profit.”
Katastrofekapitalisme, som Naomi Klein kalder det, handler om, hvordan naturkatastrofer giver kapitalisterne mulighed for at genopbygge byer som New Orleans efter egne ønsker ved at gøre området til en forlystelsespark, blæse på de fattige områder og afskaffe socialt boligbyggeri.
Tsunamien gavnede kapitalisterne
Noget lignende fandt sted efter tsunamien i Asien i 2004, hvor fiskere i Sri Lanka blev nægtet tilladelse til at genopbygge deres huse, fordi internationale hotelkæder ønskede at bebygge strandene. Tsunamien slog omkring 35.000 srilankanere ihjel og gjorde en million hjemløse. Småfiskere udgjorde 80 procent af ofrene – og de blev nægtet adgang til at genopbygge deres huse. I stedet blev de interneret i lejre inde i landet, som blev patruljeret af soldater med maskingeværer. Imens blev Sri Lankas strande plastret til med store hoteller med værelser til 300 dollars per nat. Det såkaldte ”udviklingsprojekt” med opbygning af hoteller for 80 millioner dollars, blev finansieret af de nødhjælpsmidler, som var blevet indsamlet til tsunamiens ofre. Pengene var blevet indsamlet i sympati med de fattige fiskere og andre ofre for naturkatastrofen, men som Naomi Klein skriver, ”alligevel kom ’genopbygningen’ for områder som Arugam Bay ikke til at betyde andet end en bevidst udslettelse af deres kultur og måde at leve på og et tyveri af deres jord.”
Naomi Klein ser i sin bog på følgerne af de økonomiske teorier fra den såkaldte ”Chicago-skole”, som Milton Friedman tilhørte. De begyndte at få indflydelse efter den internationale økonomiske krise i 1970’erne, og senere igen efter de stalinistiske regimers kollaps i Rusland og Østeuropa. Imidlertid havde ”Chicago-drengene” fra begyndelsen et problem med demokrati. Flertallet af befolkningerne havde gavn af en politik med omfordeling fra toppen til bunden af samfundet. Hvordan ville de reagere på massiv arbejdsløshed og nedskæringer i den offentlige sektor samtidig med, at nogle få rige blev endnu rigere?
Pinochet: liberalismens bannerfører
Første gang, at ”Chicago-skolens” økonomiske politik blev ført ud i livet var – ikke overraskende – under et diktatur. I 1973 væltede general Pinochet ved et militærkup den demokratisk valgte socialistiske regering med Salvador Allende i spidsen i Chile. Pinochet blev den første, der skulle udføre de rabiate ”frimarkeds” reformer af økonomien. Milton Friedman tog til Chile i 1974 for at hjælpe generalen. De offentlige udgifter blev skåret med 72 procent og 500 virksomheder og banker blev privatiseret. Den chilenske økonomi blev åbnet for verdensmarkedet, og importen steg kraftigt. Det samme gjorde arbejsløsheden, der steg til 20 procent, og i 1988 levede 45 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen. De rigeste 10 procent af befolkningen opnåede til gengæld en stigning i indkomsten på 83 procent. Denne udvikling blev modellen for hele Latinamerika, som IMF og Verdensbanken implementerede i samarbejde med diktatoriske regimer og senere såkaldte demokratier. Milton Friedmans teorier blev indført i praksis ved hjælp af torturkamre og militære regimer.
Lån betinget af privatiseringer
I Storbritannien blev den højreorienterede, konservative Margaret Thatcher valgt i 1979 på et program for fri markedsøkonomi. Imidlertid var hendes politik ikke populær, og hendes opbakning faldt til 18 procent. Hun stod til at tabe valget i 1983. Men denne gang var det ikke en naturkatastrofe eller en økonomisk krise (bortset fra den, hendes regering skabte!), der gjorde at hun kunne vinde valget i 1983. Det var Falklandskrigen imod Argentina, som Storbritannien vandt. Det var med til at berede den offentlige mening til fordel for en nyliberalistisk økonomisk politik.
De økonomer, der var tilhængere af Chicago-skolen erobrede internationale institutioner som Verdensbaken og IMF, institutioner der tidligere havde været domineret af keynesianske økonomer. De fleste lande i verden var på et eller andet tidspunkt afhængig af disse organisationer for at låne penge.
Disse lån blev kun givet på betingelse af, at landene accepterede en nyliberal økonomisk politik. IMF og Verdensbanken blev på den måde brugt til at ødelægge millioner af menneskers liv i 1980’erne og 90’erne. Det ene land efter det andet gik gennem finanskrise, og situationen blev særlig desperat i tredjeverdenslande i Afrika, Asien og Latinamerika.
Kapitalismen i Polen: massearbejdsløshed og fattigdom
De tidligere stalinistiske lande fik også at mærke, hvad den nyliberale politik fra Chicago-skolen betyder i prakis. Polen var det første land i rækken. Solidaritet var i begyndelsen kun en fagforening, og i begyndelsen var de ikke tilhængere af kapitalisme. Tværtimod sagde de, at økonomien skulle være socialiseret og kontrolleret af arbejderråd. En af Solidaritets paroler fra 1980 lød: ”Socialisme – JA! Dets forvrængning – NEJ!”
Men da Solidaritet vandt valget i 1989 var den polske økonomi i frit fald. Gælden var på 40 mia. dollars og inflationen var på 600 procent, der var alvorlig mangel på mad og et bugnende sortbørsmarked. Polen fik et lån på en milliard dollars fra Verdensbanken på betingelse af, at regeringen førte den økonomiske politik, som Jeffrey Sachs (der dengang var en af ’Chicago-drengene’) udstak. USA’s daværende præsident George H.W. Bush gjorde det klart, at Solidaritet skulle tilbagebetale den gæld, som det regime, der havde forbudt Solidaritet og fængslet dets medlemmer, havde opbygget.
Sachs udarbejdede en plan for økonomisk chokterapi i Polen. Planen blev udarbejdet på en enkelt nat og var femten sider lang. Han forudsagde, at chokterapien ville medføre ”momentane omrokeringer”. Alle store industrivirksomheder blev privatiseret, selv om 60 procent af polakkerne i 1992 var modstandere af privatisering. I 1993 var arbejdsløsheden på 25 procent, og 59 procent af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. En aktivist fra Solidaritet sagde, ”jeg ville ikke have tilbragt en uge eller en måned i fængsel, for slet ikke at tale om otte et halvt år, for kapitalisme.”
Højrefløjen frygtede ikke stalinisterne, men demokrati
Berlin-murens fald i 1989 gav kapitalismen adgang til 25 nye lande. Deres erfaring med kapitalisme var imidlertid ikke de socialdemokratiske styreformer fra tiden efter anden verdenskrig med velfærdsstat og fuld beskæftigelse. Sovjetunionens kollaps betød, at kapitalismen på verdensplan havde mistet en fjende og uhindret kunne regere. De østeuropæiske lande, med deres svage arbejderbevægelser, var lette mål for kapitalismen. Men også lande, der fortsat blev styret af et ”kommunistparti”. I 1980 blev Milton Friedman inviteret til Kina af Deng Xiaoping. Repressionen efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989 gav en ideel baggrund til indførelsen af neoliberal politik uden opposition. Det var ikke stalinisterne, som ”Chicago-drengene” frygtede, men de demokratiske bevægelser, som gik imod dem.
Kapitalisme = folkemord på russere
Sovjetunionens leder Gorbatjov indså ifølge Naomi Klein, at den nyliberale økonomiske politik ikke kunne gennemføres under demokratiske forhold. Højreorienterede økonomer opfordrede ham til at spille ”samme rolle som Pinochet i Chile”. Da han nægtede, var de nødt til at lede efter en anden, og de fandt Jeltsin, som ikke havde noget imod at underkaste russerne den økonomiske chokdoktrin. Dette indebar opløsningen af Sovjetunionen, et kup mod det valgte parlament og at kaste store dele af befolkningen ud i desperat fattigdom. Der var et totalt udsalg af fabrikker og landbrug. Verdensbanken rapporterede, at 72 millioner mennesker blev fattige ”på kun otte år”. Mellem 1996 og 2006 blev der seks millioner færre russere – en kendsgerning der viser den ”fri markedsøkonomis” katastrofale indvirkning i Rusland.
Kapitalismen reddet i Sydafrika
Naomi Klein viser også, hvilken følge Nyliberalismen har haft i Sydafrika. ANC med Nelson Mandela i spidsen vandt valget i 1994, men nu, over ti år senere, er Sydafrika et af de mest ulige samfund i verden. Fire millioner mennesker lever for under en dollar om dagen. Hvordan kunne det ske? Naomi Klein beskriver, hvordan ANC-lederne overlod kontrollen med økonomien til landets centralbank sammen med IMF og Verdensbanken. Det bandt ANC-regeringen til nyliberal økonomisk politik med privatiseringer og endda afbetaling på den gæld, apartheid-regimet havde opbygget. ANC-ledelsens politik med at forblive inden for kapitalismens rammer har ført til katastrofale forhold. Lederne for ANC og Kommunistpartiet valgte at redde kapitalismen på trods af, at kapitalismen var fuldstændig miskrediteret i Sydafrika, efter kapitalisterne i årtier havde benyttet sig af det racistiske apartheid-system.
Irak: en meget kapitalistisk katastrofe
Naomi Klein har dedikeret en del af bogen til Irak. Hun leverer en skarp analyse af, hvad der foregår i Irak og hvilke bevæggrunde, Bush-kliken havde for invasionen. Ofte hører man bedrøvede borgerlige tale om, at der ikke var en plan for genopbygningen af Irak efter USA’s invasion. Men Naomi Klein viser, at der var en meget detaljeret plan. Planen var at privatisere hele den offentlige sektor og skabe en amerikansk domineret frihandelszone i hjertet af den arabiske verden. Lad os citere en par passage fra bogen:
”Thomas Friedman talte lige ud af posen om, hvad det ville betyde for Irak at blive valgt som model. ’Vi er ikke ude på at opbygge en nation i Irak. Vi vil lave nationskabelse,’ skrev han – som om det at gå rundt og lede efter et stort, olierigt arabisk land, som man ville skabe fra bunden, var en naturlig, ja, ligefrem ’nobel’ ting at gøre i det enogtyvende århundrede. Friedman hører til de mange tidligere krigstilhængere, der siden har hævdet, at han ikke kunne forudse det blodbad, der ville blive følgen af invasionen. Det er svært at forestille sig, hvordan han skulle have overset den detalje. Irak var ikke noget tomt område på et kort; det var, og vedbliver med at være, en kultur så gammel som civilisationen selv, med en stærk anti-imperialistisk stolthed, stærk arabisk nationalisme, en stærk tro og et militært trænet flertal af den voksne, manlige befolkning. Hvis det var ’nationskabelse’, der skulle foregå i Irak, hvad skulle der så blive af den nation, der allerede var der i forvejen? Den uudtalte antagelse var fra begyndelsen, at meget af den måtte forsvinde for at gøre plads til det store eksperiment – en forestilling der som noget centralt helt sikkert indeholdt en ganske særlig brug af kolonialistisk vold.”
“Chok og ærefrygt”
Naomi Klein viser, hvordan det var en central del af den amerikanske strategi at paralysere den irakiske befolkning gennem en voldsom brug af våbenmagt. Formålet var at skræmme – chokere – irakerne så meget, at de ikke var i stand til at gøre modstand mod invasionen og den efterfølgende plyndring af landet gennem udsalg af hele den offentlige sektor til amerikanske virksomheder:
”I løbet af Golfkrigen i 1991 blev der affyret rundt regnet trehundrede Tomahawk krydsermissiler i løbet af fem uger. I 2003 blev der affyret mere end tre hundrede og firs på en enkelt dag. I perioden fra 20. marts til 2. maj, ugerne med ’intens kamp’, nedkastede det amerikanske militær mere end tredive tusinde bomber over Irak, samt tyvetusinde præcisionsstyrede krydsermissiler – 67 procent af alle dem, der nogensinde er blevet fremstillet.”
Naomi Klein viser amerikanernes chok-strategis indvikning gennem et citat fra en irakisk kvinde:
”’Jeg er så bange,’ sagde Yasmine Musa, en mor til tre fra Bagdad, under bombardementerne. ’Der går ikke et minut, uden at vi hører og føler en bombe falde et eller andet sted. Jeg tror ikke, at der er så meget som en meter nogetsteds i Irak, der er sikker.’ Det betød, at strategien med Chok og Ærefrygt gjorde sin indvirkning. I åben strid med krigslovene, der udelukker kollektiv afstraffelse, er Chok og Ærefrygt en doktrin, der bryster sig af ikke blot at angribe fjendens militære styrker, men også, som dens forfattere understreger, ’samfundet som sådan’ – massefrygten er en central del af strategien.”
Plyndring af Irak
Da amerikanerne havde indtaget Irak, ankom de med en radikal privatiseringsplan for at skabe profit til de amerikanske kapitalister. Naomi Klein skildrer gennem grundig og solid dokumentation, hvordan Irak skulle plyndres. Afsnittet om Irak er på den måde et af de allermest oprørende i hele bogen.
”For at lokke udenlandske investorer til at tage del i privatiseringsauktionen og bygger nye fabrikker og detailforretninger i Irak udstedte Bremer en række radikale love, som af The Economist blev omtalt i rosende vendinger som den ’ønskeliste, udenlandske investorer og donorer drømmer om med hensyn til nye markeder.’”
Amerikanerne anså ”skrumpning” af Iraks offentlige sektor som et så helligt mål, at de endda også anså plyndringen af Iraks Nationalmuseum som en slags privatisering – hvilket egentlig ikke er helt forkert. Naomi Klein viser, at plyndringerne ikke var et tilfælde, men den logiske konsekvens af amerikanernes politik.
De amerikanske udenrigsministerium afholdt i begyndelsen af besættelsen en konference i Bagdad, hvor de inviterede politikere, der havde stået i spidsen for den økonomiske chokterapi i Østeuropa. Formålet var, at der skulle ske det samme i Irak, som i disse lande. Selv Verdensbanken og IMF blev fejet til side. De var ikke rabiate nok i deres privatiseringsiver. Paul Bremer, USA’s prokonsul i Irak, fremlagde en plan for privatisering af de 200 største virksomheder, en nedbringelse af selskabsskatten fra 45 til 15 procent samt fuld åbning af den irakiske økonomi for udenlandsk kapital. Også sundhedsvæsenet skulle privatiseres:
”James Haveman, der stod i spidsen for genopbygningen af Iraks sundhedssystem, var ideologisk set imod gratis, offentlig sundhed. I et land, hvor 70 procent af børnedødeligheden skyldes behandlingsmulige sygdomme som diarré, og hvor kuvøser holdes sammen af gaffatape, besluttede han, at privatiseringen af medicindistributionen skulle have første prioritet.”
Offentlige anliggender som forsyning af vand og elektricitet til irakerne var ikke en prioritet for amerikanerne:
”En taxachauffør i Mosul spurgte: ’Hvilken genopbygning? I dag drikker vi urenset vand fra et vandværk bygget for årtier siden, og som aldrig har været vedligeholdt. Vi får kun besøg af strømmen to timer om dagen. Og nu går det endda baglæns. Vi laver mad over bål med træ, vi finder i skoven, fordi der heller ikke er nogen gas.’”
Det blev af mange irakere set som en krigserklæring imod befolkningen, hvilket bidrog til organiseringen af modstandsbevægelsen. Religiøse organisationer trådte til, hvor det offentlige ikke længere hjalp. Fundamentalisme spredte sig i dette ellers særdeles sekulære land.
Krig er forfærdeligt… Indbringende!
Samtidig med modstandsbevægelsens vækst, har der været en vækst i antallet af såkaldte ”private sikkerhedsfolk”. Denne betegnelse dækker i virkeligheden over lejesoldater fra firmaer som Blackwater og Kellogg, Brown and Root (KBR), et tidligere datterselskab i Halliburton. Disse lejesoldater er til dels livvagter og til dels yder de vagtservice for varetransporter, men de udfører også offensive operationer i såkaldte ”fjendtlige” områder. De opererer straffrit og uden at stå til ansvar for hverken den såkaldte irakiske regering eller for de amerikanske myndigheder. Der er nu omkring 180.000 af disse lejesoldater i Irak. Det skal ses i forhold til de 160.000 amerikanske soldater. De private lejesoldater er en særdeles indbringende. Mellem 2004 og 2007 havde Blackwater tjent omkring 1000 mia. dollars på sine aktiviteter i Irak.
Et vigtigt værk
Naomi Klein skildrer i sin bog glimrende, hvordan den amerikanske storkapital er vokset sammen med statsapparatet, så det er umuligt at se på finansektoren, militærindustrien, oliebaronerne og regeringen som adskilte størrelser. Hun konkluderer, at der er tale om en korporatistisk stat, hvor stat og kapital er vokset sammen til en fælles enhed. Det var præcis det, som Lenin også beskrev i sit mesterværk Imperialismen, men som Naomi Klein underbygger gennem en imponerende mængde dokumentation. Graden af koncentration inden for kapitalen, og sammenvoksningen af statsapparatet med højfinansen, er uden tvivl langt større i dag end på Lenins tid. Naomi Kleins værk er et vigtigt dokument, der viser, at krige og katastrofer ikke er en tilfældighed, men en integreret del af kapitalismen.
Naomi Klein giver grund til optimisme i sin optegning af den voksende modstand imod imperialismens dominans og selve kapitalismen i Latinamerika.
Naomi Kleins bog er et vigtigt værk, som bør læses af alle som et overblik over den økonomiske og politiske udvikling i løbet af de seneste 30 år. I begyndelsen af 1970’erne var det for de fleste mennesker utænkeligt, at man skulle vende tilbage til tider med nedskæringer på de offentlige budgetter, stigende ulighed og større arbejdsløshed. De højreorienterede økonomer har gjort brug af kriser til at retfærdiggøre deres politik, som tidligere var blevet miskrediteret. De fleste anmeldelser af ”Chokdoktrinen” har fokuseret på kapitalisternes brug af naturkatastrofer til at tjene profit. Men Naomi Kleins bog går længere endnu. Den viser, at det er selve kapitalismen, der er en katastrofe. Naomi Klein leverer en nådesløs fordømmelse af kapitalismen, men hun præsenterer ikke et alternativ. Det er op til marxisterne at præsentere det.
Se en videopræsentation af Chokdoktrinen her.
Naomi Klein: Chokdoktrinen – katastrofekapitalismens opkomst. Forlaget Klim. 667 sider, 349 kroner.
