Processen mod mere integration i den europæiske union er nu blevet stoppet. Dette viste sig under EU topmødet i 2007, der skulle have nået til enighed om en ny europæisk forfatning, men som kun tjente til at afsløre de dybe splittelser mellem de forskellige europæiske borgerskaber. To år efter afviste de franske og hollandske vælgere den. Kontinentets blandede udvalg af premierministre og præsidenter har frelst store dele af den gamle tekst og syet dem sammen til en “reformtraktat”.

En udvidet union med 27 lande, kan ikke håbe på at kunne fungere med regler designet til en blok på 15 nationer. Forslaget om et ændret afstemningssystem mødte øjeblikkeligt modstand fra Polen. Dette tvang de andre til at blive enige om at beholde det nuværende stemmesystem indtil 2014, med en overgangsperiode på yderligere 3 år efter det. Og i slutningen af den periode kan EU, hvis det vælger det, gå tilbage til det gamle system. Med andre ord, er al ting aflyst i et årti eller lignende.

Tendensen til øget integration, der så ud til at være ustoppelig, var baseret på økonomisk vækst. Men nu er dette gået i stå. Den europæiske centralbank hævede renten til 4 procent i juni 2007, dets 8. kvartpoint stigning siden december 2005. Det europæiske borgerskab er bekymret for inflation og den seneste rentestigning er sandsynligvis ikke den sidste. Væksten forventes at blive omkring to procent i 2008.

Under disse omstændigheder er tendensen mod øget integration blevet stoppet og går måske i den modsatte retning i den næste periode, når modsætningerne mellem nationalstaterne vender tilbage. Det er usandsynligt at EU vil disintegrere. De europæiske kapitalister må på en eller anden måde holde sammen overfor stigende konkurrence fra USA og Kina. Men alle drømmene om at skabe en europæisk superstat i stand til at udfordre USA er lagt i ruiner.

Væksten har været svag i det meste af euro-zonens økonomier. En GDP vækst på 0,6 procent i det første kvartal af 2007 blev hyldet som en kolossal sejr. Nu er selv dette resultat over deres evner. Den faldende dollar skubber euroen op til rekordniveau og skader den europæiske eksport.

Den kinesiske valuta, forbundet til dollaren, falder også over for euroen. Dette fremprovokerer smertebrøl fra Bruxelles og trusler om gengældelse mod både Kina og USA. Dette er en tidlig advarsel om de protektionistiske tendenser der uundgåeligt vil samle momentum i den næste periode enten med en afmatning eller en krise.

Lige meget hvad har den økonomiske vækst intet løst og har blot tilskyndet arbejdernes indignation der i stigende grad forstår at de ikke belønnes i samme omfang som de anstrengelser de griske bosser kræver af dem. Scenen er sat for en stigning i klassekampen i det ene land efter det andet. På nogle måder ville en fortsættelse af det nuværende svage opsving være det bedste scenarium. En lavkonjunktur er ikke nødvendigvis en opskrift på klassekamp og økonomisk vækst er under moderne forhold absolut ikke en opskrift på klassefred, som vi har set med massestrejkerne i Frankrig.

I Frankrig blev Sarkozys sejr umiddelbart fulgt af en eksplosion i antallet af strejker af den ene gruppe af arbejdere efter den anden. Arbejdsløsheden har svinget omkring ti procent, men niveauet for unge under 25 år omkring 20 procent og for unge af nordafrikansk oprindelse er tallet på 40-50 procent. Dette var hovedgrunden til opstanden i les banlieus for to år siden. For nylig har der været yderligere tegn på uro blandt den arbejdsløse ungdom af hovedsagelig nordafrikansk afstamning.

Der har været store bevægelser blandt de studerende imod Sarkozys kontrareformer indenfor uddannelse. Dette viser akkumulationen af utilfredshed der er opbygget under overfladen gennem årtier. Dette er hvad der førte til Maj 1968 og den samme ting kan ske igen. I Tyskland, det største land i Europa, der tidligere var det økonomiske lokomotiv, var arbejdsløsheden høj i hele den seneste periode. Der har været store strejker indenfor jernbanearbejderne og i andre sektorer og en uro indenfor politik, med Venstre (Linke) partiets vækst til 20 procent i meningsmålingerne.

I Italien var der en demonstration med en halv million i Rom imod ændringerne i pensionslovene og i lille Danmark en endnu større (proportionalt) demonstration med 100.000 deltagere imod nedskæringer. Disse er bevis på at arbejderne ikke uden videre vil acceptere ødelæggelsen af deres tidligere erobringer. Italien er nu Europas syge mand. Tidligere ville det italienske borgerskab komme ud af en krise ved at devaluere Liren og øge budgetunderskuddet. Men nu er begge disse sikkerhedsventiler lukket. Italiens indtræden i eurosamarbejdet forbyder store budgetunderskud og udelukker devalueringer. De italienske kapitalister har derfor ingen andre alternativer end direkte konfrontation med arbejderklassen. De må tage alle indrømmelserne fra de sidste 50 år tilbage. Dette er en færdig opskrift på en stormfuld periode i klassekampen.

I Grækenland bare tre måneder efter genvalget af den højreorienterede Nyt Demokrati-regering, deltog størstedelen af den græske befolkning i en stor bevægelse imod arbejdsgivernes angreb på det sociale sikkerhedssystem. 24-timers generalstrejken 12. december 2007 blev indkaldt af GSEE (arbejdere og funktionærer) og ADEDY (offentligt ansatte) de to største fagforeninger, der repræsenterer omkring 2,5 millioner græske arbejdere. Mobiliseringen involverede også advokaterne, journalisterne, butiksejerne, ejerne af små virksomheder og ingeniører. Alle hovedtransportmidlerne (metro, busser, skibe og lufthavne) var fuldstændig paralyseret hele dagen, undtagen metroen der blev tilladt at operere et par timer for at transportere demonstranterne til strejkedemonstrationerne.

I alle landets større industrier, i de store statsejede virksomheder, på alle de vigtigste arbejdspladser, lå deltagelsen i generalstrejken på 80 til 100 procent. På mange arbejdspladser (såsom butikker, servicevirksomheder, kontorer) hvor antallet af arbejdere er lavt og hvor der ikke er en aktiv fagforening, var den officielle deltagelse, som man kunne forvente, ikke så høj. Men mange af arbejderne på disse små arbejdspladser nægtede at gå på arbejde med den undskyldning at der ikke var nogen transport eller at de havde “problemer med helbredet”. I virkeligheden deltog de alle sammen i strejken.

Der var 64 demonstrationer i forskellige dele af landet. Selvfølgelig var de største demonstrationer i Athen. Den største blev organiseret af GSEE og ADEDY med deltagelse af 50-60.000 arbejdere. Den anden demonstration indkaldt af PAME, KKE’s (det græske Kommunistparti) fagforeningsfront, havde en deltagelse af 20-25.000 mennesker. I alle disse demonstrationer var der en meget militant stemning.

Så bare en måned efter sit genvalg står Karamanlis regeringen i en meget svær situation. Allerede før generalstrejken viste meningsmålinger at 70 procent af den græske befolkning er uenige med regeringens politik om social sikkerhed mens 58 procent også er uenige i deres økonomiske politik både hos PASOK-ledelsen og hos ND-regeringen og at hele 25 procent af ND vælgerne (der stemte for ND bare tre måneder tidligere) er fuldstændig uenige med ND-regeringens økonomiske politik.

Regeringens originale plan, lige efter den blev genvalgt, var at angribe arbejderklassen med det samme. Men regeringen har et meget snævert flertal i parlamentet på kun to parlamentsmedlemmer og er måske ikke i stand til at blive ved magten. Her igen ser vi borgerskabets svaghed og deres vanskeligheder med at udføre en nedskæringspolitik.

I Spanien er der en stigende skarp polarisering til højre og til venstre, trods en periode med hurtig økonomisk vækst. Højrefløjen (PP) og kirken bruger sprog man ikke har hørt siden 1930’erne på kanten af borgerkrigen. Selvfølgelig er det ikke det umiddelbare perspektiv for Spanien eller andre europæiske lande. Men i den næste periode vil dette ændre sig. I sidste ende vil borgerskabet komme til den konklusion at der er for mange strejker, for mange demonstrationer, for meget “anarki” og at orden må genoprettes.

En reformistisk regering forbereder altid vejen for en endnu mere højreorienteret regering. På et vist punkt kan der komme en bevægelse i retning af bonapartisme i Europa, der derefter vil føre til en yderligere polarisering og intensivering af klassekampen. Borgerligt demokrati er ikke noget fast for altid. Hvad vi har set i Latinamerika kan blive gentaget i Europa, ikke bare i væksten af revolutionære men også kontrarevolutionære tendenser.

Men al dette er fremtidens musik. Ulig 1930’erne kan modsætningerne i samfundet ikke løses hurtigt af en bevægelse mod revolution eller kontrarevolution. Magtbalancen mellem klasserne er enormt favorabel for arbejderklassen og massebasen for reaktion, som eksisterede i 1930’erne blandt bønderne og småborgerskabet, er forsvundet. De fascistiske grupper er i de fleste lande små og selvom de i stigende grad er højrøstede og voldelige kan de ikke spille den rolle de gjorde dengang. Dette vises blandt de studerende der hovedsageligt er venstreorienterede hvor de før 1945 lænede sig mod fascisme.

Den herskende klasse kan derfor ikke bevæge sig mod reaktion i den umiddelbare fremtid. Men arbejderklassen kan ikke bevæge sig for at tage magten, fordi dets traditionelle masseorganisationer er blevet ændret til magtfulde forhindringer, på vejen mod en socialistisk revolution. Den nuværende ustabile ligevægt mellem klasserne kan fortsætte i en årrække med op- og nedture. Men kapitalismens krise vil gøre sig selv mærkbar og gør sig allerede mærkbar. Masserne vil lære af erfaring og vil på et vist stadie bevæge sig for at tage magten som de gjorde i 1970’erne.


Irak

I Irak har amerikanerne tabt krigen, trods tilstedeværelsen af et stort antal tropper bevæbnet med de mest moderne ødelæggelsesvåben. Dette har skabt en krise i regimet. Den herskende klasse har tabt tilliden til Bush. Ligesom med Nixon var det nemt at få ham til magten, men meget sværere at få ham af. The Iraq Study Group ledt af James Baker, en repræsentant som den herskende klasse har tillid til, gav ret fornuftige råd ud fra det amerikanske borgerskabs perspektiv. De sagde: “Vi har tabt – lad os komme ud så hurtigt som muligt; lav en aftale med Syrien og Iran, lad dem rydde op”.

I stedet har George Bush sendt flere tropper og truet Iran. Hans slogan er: “Et sidste skub og vi vinder”. Dette er som generalerne i Første Verdenskrig, der altid beordrede deres soldater over toppen for en sidste gang. Nu er offensiven på plads og ekstra 21.000 soldater er der nu, hvilket bringer deres tilstedeværelse i Bagdad op på 31.000-plus og i hele landet på 160.000, det højeste antal tropper siden slutningen af 2005.

Efter at have sikret Bagdad håbede amerikanerne at de kunne tackle det såkaldte sunni-bælte lige udenfor Bagdad især i de nærliggende hovedsageligt sunni-byer syd for – Mahmudiya, Latifiya og Yusufiya. Men dette har intet løst. Skubbet ud af Bagdad har guerillaen bare bevæget sig til andre områder. Omkring 2,2 mio. irakere ud af en befolkning på 27 mio. anses nu for at have flygtet fra Irak, mens FN anslår at yderligere 2 mio. er internt fordrevne.

Før eller siden må amerikanerne forlade Irak. De forsøger at sammensætte en stat, der kan holde når de forlader landet. Men staten er i sidste ende bevæbnede grupper af mænd. Det irakiske politi består af omkring 188.000 folk, der er trænet af amerikanerne, men ved midten af 2007 var ikke mindre end 32.000 tabt – gennem død (8000-10.000), sårede (lignende antal), deserterede (5000-plus) og andre grunde. Hæren, der råder over 137.000 mand må siges at være bedre og mindre sekterisk, men er ubrugelig mod oprørerne.

Tingene er ikke bedre på den politiske front. Amerikanerne forlanger, at irakerne bygger en bredt funderet national regering, stat, politi osv. Men regeringen for national enhed er slet ikke nær dette. Det er en gruppe af fraktioner, der hver især rager en del af rovet til sig. Der er en blodig sekterisk borgerkrig i gang i Irak. Regeringen og amerikanerne kan ikke løse problemet. Den amerikanske imperialisme er ansvarlig for mareridtet. De bar brænde til den sekteriske konflikts flammer, da de baserede sig selv på kurderne og shiaerne imod Saddam Hussein, der havde baseret sig selv på sunnierne. Nu er situationen ude af kontrol.

General Petraeus indrømmede oprigtigt, at offensiven ville være forgæves med mindre det pusterum, hans tropper prøver at skabe, udnyttes af den shia-ledede regering til at omfatte en bredere række af sunnier. General Petraeus’ herrer i Washington ved, at hvis marionetten Maliki ikke kan gøre noget bedre, så er den amerikanske offensiv – og det stigende tab af amerikanske liv den allerede har medført – dømt til at mislykkes.

De prøvede at opnå en vis trøst i det faktum at Kurdistan indtil for nylig var relativ roligt. “Norden er OK,” plejede de at sige. Men den værste blodsudgydelse og vold vil finde sted i Nord. Kurdistan er etnisk blandet. Det nationale spørgsmål kan ikke løses under kapitalismen, hverken i Irak eller andre steder. Nu er konflikten imellem sunnier, shiaer, kurder, turkmener og andre grupper.

Tyrkiet ser truende på Irak. Ankara vil aldrig acceptere et uafhængigt Kurdistan på sin grænse. Det kurdiske arbejderparti (PKK) har genoptaget sin guerillakrig indeni Tyrkiet og har også baser indeni kurdisk Irak. Parlamentet i Ankara har vedtaget en resolution, der ville give dem lov til at intervenere militært i Irak. Den tyrkiske hær vil bevæge sig for at smadre dem. De samler allerede deres kræfter ved grænsen, og leder bare efter en undskyldning for at invadere. De har allerede foretaget fjendtlige indfald. Hvis Irak begynder at splitte op langs nationalt-sekteriske linier, vil tyrkerne bevæge sig for at besætte området omkring Mosul og Kirkuk, som de altid har begæret for dets olierigdomme. Dette vil medføre nye konflikter og ustabilitet.

Krise i USA

Imperialisterne fører ikke krig for sjov, men for at plyndre, for markeder og indflydelsessfærer. Men de får ingen penge ud af Irak – det koster dem et kolossalt beløb – mindst to milliarder dollar om ugen og tusinder af døde og sårede. Irak har verdens tredje største reserver, men de er til ringe nytte så længe råolien forbliver under jorden. Olieinfrastrukturen er i en kritisk tilstand efter 17 år med krige og sanktioner. Produktionen forbliver langt under det (kritiske) før-krigs højdepunkt på 2,5 mio. tønder om dagen.

Militæret er pessimistisk angående mulighederne og er i stigende grad åbne omkring det. General Petraeus har advaret om at “kontra-oprørs operationer kan vare ni til ti år”. Den offentlige mening i USA er nu overvældende imod krigen. Selv mange republikanere har fået nok.

Hvad end amerikanerne gør nu vil det være forkert. Hvis det fortsætter vil det betyde flere døde og ikke løse noget. Især som et resultat af Irak er Bush’ popularitet kollapset. Listen over amerikanske døde og sårede fortsætter med at vokse og et disproportionalt antal ofre i Irak er fra fattige latino eller sorte familier.

Dette er i bund og grund et klassespørgsmål. Hvis besættelsen fortsætter, kan det fremprovokere en bevægelse i USA, lignende massebevægelsen mod Vietnam-krigen for 40 år siden. Det kan endda fremprovokere en krise i regimet med revolutionære implikationer. Kombinationen af økonomisk krise, med det følgende fald i levestandarden, arbejdsløshed og tvangsauktioner af folk hjem og krig er en eksplosiv cocktail.

Men hvis de forlader Irak vil det blive endnu værre. De vil efterlade en kaotisk situation der endda kan medføre en opsplitning af Irak i dets bestanddele. Dette vil lægge basen for yderligere ustabilitet, regionale krige og terrorisme – præcis det modsatte af hvad der var hensigten.

I efteråret 2007 mens Bush stadig slog på krigstrommer for krig mod Iran, fremkom overraskende afsløringer i medierne i relation til Iran, præsidentens favorit-“slyngelstat”. Ukendte kilder afslørede, at det amerikanske efterretningsvæsen, for et stykke tid siden havde slået fast, at Iran ikke havde nogen umiddelbar mulighed for at opnå potentiale for at blive en militær atommagt. Dette var det stik modsatte af, hvad Bush havde sagt i månederne op til. Han havde rent faktisk sagt, at det var nødvendigt med det samme, at skride til handling mod Iran, fordi de hvert øjeblik ville få mulighed for at anskaffe atomvåben.

Hvordan reagerede Bush på dette? Rettede han den misvisende propaganda om Teherans opfundne atom arsenal? Annoncerede han med det samme, at han opgav enhver plan for militært angreb på Iran? Nej, det gjorde han ikke. Han gentog det samme gamle vrøvl og fordoblede sine trusler mod Iran. Og den israelske regering faldt ind i koret, og påstod at deres egne efterretninger modsagde rapporterne fra Washington. Øjensynligt er høgene i Israel entusiastiske omkring udsigten til at give Iran en blodtud og de ønsker ikke deres sjov spoleret af nogen.

Hvem stod bag disse afsløringer? Hvem det end var, var det én i en høj position med privilegeret adgang til højfølsomme efterretningsinformationer. Det ser ud til, at være meget sandsynligt, at en del af etablissementet havde besluttet, at afværge et nyt militært eventyr i Mellemøsten ved at frigive information der afslørede al administrationens propaganda på disse spørgsmål som præcis de gamle løgne om Iraks “masseødelæggelsesvåben”.

Denne begivenhed viser tilstedeværelsen af en voksende splittelse indenfor den amerikanske herskende klasse. Der er en stigende erkendelse af, at Bush-administrationens udenrigspolitik har negative konsekvenser, for den amerikanske imperialisme og at en sektion af den herskende klasse, ønsker at sætte en bremse på eller endda at fjerne ham. Indbygget i al dette er en krise i regimet selv.

Det ser mest sandsynligt ud til, at det næste valgt vil blive vundet af Demokraterne. Men hvad kan de gøre? De vil blive overladt en arv af krig, terrorisme og økonomisk krise. Det vil ikke tage lang tid at miskreditere dem, og forberede grunden for en seriøs radikalisering af politikken i USA.

Regional ustabilitet

Irak-krigen har allerede haft konsekvenser, der var uforudsete af den herskende klike i Washington, da de lancerede Irak-eventyret. George W. Bush og Condoleezza Rice ønsker fred i Mellemøsten – fred under amerikansk kontrol. Problemet er, at de to mål er indbyrdes uforenelige: man kan få fred eller du kan få amerikansk dominans, men man kan ikke få begge dele.

Den amerikanske imperialisme søger at styrke sit kvælertag på regionen, som en nøgledel af dets generelle politik for verdensdominans. Den kriminelle invasion af Irak havde som mål, blandt andre ting, at etablere et fast og pålideligt amerikansk brohoved i Mellemøsten. Den har ikke nået sit mål, men har kun formået at fremprovokere en bølge af ustabilitet i hele regionen.

Ved at fjerne den irakiske hær – den eneste kraft der kunne fungere som en modvægt til Iran, har Washington ændret den strategiske magtbalance i hele regionen. Dette har gavnet Iran, der har udvidet sin indflydelse blandt shia-befolkningen i Irak og i hele regionen. Dette truer direkte Saudi Arabien og Golfstaternes interesser, hvor reaktionære pro-amerikanske monarkier sidder på kæmpe oliereserver.

Som en elefant i en porcelænsbutik, har den amerikanske imperialisme raseret regionen, og har fuldstændig ødelagt de elementer af stabilitet, der eksisterede før. Omringet af stykker af ødelagt porcelæn og frygtende at andre værdifulde tallerkener måske bliver ødelagt, indkaldte præsident George Bush til Annapolis-konferencen i et desperate forsøg på at lime de ødelagte stumper sammen igen.

Det saudiske monarki, en af den amerikanske imperialismes hovedallierede i området hænger i en tråd. Det kan blive væltet hvert øjeblik og hvilket regime der end erstatter det, vil det ikke være en ven af Washington. Derfor har den saudiske kongefamilie bedt Washington om hjælp på to fronter: ved at optrappe diplomatisk, økonomisk og militært pres på Teheran og ved at formidle én eller anden fredsaftale der kunne, håber de, løse det palæstinensiske spørgsmål og løfte noget at presset på Saudi Arabien.

Washington ville være mere end tilfredse med at være imødekommende, men der er en række problemer af den mest uregerlige natur. Hovedproblemet er Israel, der nu er den eneste allierede som Washington har, de kan stole på i hele regionen. Den amerikanske imperialisme har ikke meget indflydelse på den israelske herskende klasse i den nuværende situation. USA foreslår, men Israel bestemmer.

Syrien og Libanon

Amerikanerne troede de var smarte da de bragte omstyrtelsen af det pro-syriske regime i stand i Libanon. Men alt de opnåede, var at kaste landet ind i kaos og krig, og at skabe forholdene for en genopblusning af civile konflikter. Nu er Libanon gået i hårdknude over valget af dets præsident. Lige lovligt sent har nogle folk i Washington indset, at Syriens rolle er afgørende. Det er muligt, at beslutningen om at invitere Damaskus til at sende en repræsentant til fredsforhandlingerne i Annapolis var en anerkendelse af dette faktum.

Syriens beslutning om at sende dets vice-udenrigsminister – mindre end en fuld forhandler, men mere end en symbolsk tilstedeværelse – som gengæld for en aldeles symbolsk diskussion i Annapolis om Syrien-Israels fred måske indikerer, at Syrien ønsker, at nå et kompromis med Washington. Hvorvidt dette er muligt kan diskuteres.

Amerikanerne har brug for Syrien, for at forhindre Libanon i at eksplodere i åben borgerkrig. Men George Bush er for dum og snæversynet, til at kunne forstå verdensdiplomatiets realiteter. Han tilbød ingen indrømmelser til Syrien for at sikre dets støtte, men gav i stedet Damaskus et rap over fingrene i hans tale. Han lavede en spids og unødvendig henvisning til Libanons behov for et valg “fri for indblanding og trusler udefra”. Det er en joke, når man ser den åbenbare indblanding fra USA i hele regionen. Men Syrerne så ikke det sjove i det.

Det palæstinensiske spørgsmål

Det palæstinensiske spørgsmål ligger i hjertet af den turbulente situation i Mellemøsten: et nøgleområde for den amerikanske udenrigspolitik af både økonomiske og strategiske årsager. I årtier har det været som et betændt sår, der forgifter forholdet mellem stater og skaber en risiko for nye konflikter, terrorisme, ustabilitet og krige.

Efter Sovjetunionens kollaps har den amerikanske imperialisme ønsket at øge deres indflydelse i de arabiske lande og var parate til, i en vis udstrækning, at ligge pres på Israel. De ligger derfor pres på Israel for at give indrømmelser. Dette førte til Camp David-forhandlingerne og Madrid og Oslo-aftalerne der på ingen måde tilfredsstiller palæstinensernes nationale stræben. Det tilfredsstiller ingen.

Resultatet var yderligere vold, terrorisme, konflikter og bitterhed med en åben splittelse indenfor de palæstinensiske rækker, med Hamas’ overtagelse af kontrollen i Gaza, voksende kaos og ustabilitet og elementer af borgerkrig. Krisen i Gaza er en borgerkrig mellem Hamas og PLO under Abbas.

Israels tilbagetrækning fra Gaza var en taktisk manøvre for at styrke dets kvælertag på Vestbredden. Vi ser en kynisme hos imperialisterne (ikke bare den amerikanske men også EU), når de med det samme suspenderer den økonomiske støtte til Hamas regeringen, der, uanset hvad man siger, blev demokratisk valgt. Lige så snart sammenstødet mellem Mahmoud Abbas og Hamas opstod, genindførte imperialisterne den økonomiske støtte til Vestbredden og håndlangeren Abbas. De ønskede at bruge den ene side til at splitte palæstinenserne og dermed sikre, at den palæstinensiske kamp for et ægte hjemland slår fejl.

Den israelske herskende klasse ser på med stille tilfredshed, mens palæstinenserne bekæmper hinanden og sender lejlighedsvis kampvogne ind, eller strammer den økonomiske skruestik, bare for at vise hvem der bestemmer. Situationen er et mareridt for de palæstinensiske masser, der ikke kan se nogen vej ud. Hamas’ taktik løser intet, men styrker kun de israelske imperialisternes position ved at give dem en undskyldning for yderligere aggression og undertrykkelse, uden at det skaber en ridse i deres rustning.

Den israelske herskende klasses slogan er: hvad det har holder vi fast i. Zionisterne har ingen intentioner om at give nogen vigtige indrømmelser. Hamas pralede med, at de havde smidt den israelske hær ud af Gaza. Det er en joke. Israelerne trak sig tilbage fra Gaza, som et taktisk træk for at lukke munden på den internationale kritik og skabe det indtryk, at de opgav noget vigtigt, i virkeligheden har de ingen interesse i Gaza. Det var meningen det skulle styrke deres kvælertag på Vestbredden, som er det afgørende spørgsmål.

Israelerne er ubarmhjertigt fortsat med at bygge den afskyelige mur, der skærer sig gennem det palæstinensiske territorium på Vestbredden, og som stjæler store stykker land med påskuddet “forsvar”. Bosætterne bliver i stigende grad dristige og uforskammede. Efter begivenhederne i Gaza vil ingen Israelsk regering ønske at konfrontere bosætterne på Vestbredden.

Derudover er der det lille spørgsmål om Jerusalem, som både jøder og arabere gør krav på, som deres naturlige Guds-givne hovedstad. Hvad angår palæstinenserne, udvist fra deres hjem siden 1948, og deres ret til at vende hjem, er der ingen chance for at Israelerne vil acceptere at de kommer tilbage, da det fuldstændig ville ødelægge den demografiske balance i den “jødiske stat”.

Både Israel og USA har en interesse i at opnå én eller anden form for aftale om det palæstinensiske spørgsmål. Det, i en sådan grad, at de kan snakke og snakke igen og igen. Men lige meget hvilken aftale de når, vil det være imod palæstinensernes interesse.

De har opdyrket den palæstinensiske “leder” Mahmoud Abbas som en føjelig håndlanger, der kan sætte sit stempel på hvad de end aftaler imellem dem selv. Men dette er ikke så nemt! Abbas ønsker, som de fleste mennesker, at leve længe nok til at blive gammel og han frygter også at miste endnu mere støtte blandt de palæstinensiske masser, end han allerede har tabt. Han har ikke råd til at blive set, som om han åbent kapitulerer til Washingtons og israelernes krav. Men i sidste ende vil han ikke have et valg.

Fredstopmødet i Annapolis har intet løst. Efter fire måneder med endeløse forhandlinger om forhandlinger, har Condoleezza Rice, den amerikanske udenrigsminister, ikke formået at opnå hvad Abbas havde behov for: en eller anden form for aftale om dannelsen en Palæstinensisk stat.

Uløseligt problem

USA skulle overvåge begge sider overholdelse af “køreplanen for fred” fra 2003, ifølge hvilken, Israel skal fastfryse opbygningen af bosættelser på Vestbredden, mens de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PS) skrider til handling mod militante der angriber Israel.

Det har betydet at USA, har fået rollen som dommer i konflikten efter gensidigt samtykke fra begge de stridende parter. USA er gået med til at overvåge begge sider af overholdelsen af køreplanen: det er blevet præsenteret, som en sejr for palæstinenserne eftersom at Israel tidligere, har været de facto dommer i forhold til opførsel. Men hvad dette kan opnå i den givne situation er meget begrænset. Dommeren i en fodboldkamp skal være neutral og deri ligger autoriteten til at bestemme. Men siden denne dommer tydeligvis hælder til den ene side, kan denne domsafsigelse ikke blive meget værd.

Den første test er klar: hvad vil Olmert gøre med de 100-plus “uautoriserede” forposter etableret af stærke tilhængere af bosættelserne. Køreplanen kræver, at han nedlægger omkring 60 af dem, men tidligere forsøg på at nedlægge bare en enkelt, har ført til voldelige sammenstød mellem politiet og bosætterne, der regrupperer sig til en styrkeprøve, efter de tabte kampen om at blive på Gaza striben i 2005.

Det er muligt at han lægger noget pres på bosætterne (de er kun bønder i skakspillet og bønder kan altid ofres for at vinde vigtigere mål). Men en fuldstændig likvidering af de jødiske bosættelser på Vestbredden er utænkelig. Bosætterne er fanatikere, der fuldt ud er i stand til at fremprovokere alvorlige forstyrrelser, både på Vestbredden og i Israel, og ingen Israelsk regering vil ønske at risikere en sådan destabilisering. Problemet med bosætterne vil derfor fortsætte, og virke som en permanent provokation overfor palæstinenserne. Det er svært at se hvilken rolle “dommeren” skal spille i denne sag.

USA har udnævnt en general, James Jones, som en sikkerhedsgesandt for P.S. dette betyder ikke meget. Og det er klart at israelerne ikke vil gøre hans job nemt. En israelsk embedsmand siger at ethvert indtryk af at Hr. Olmert planlægger en total frysning af bebyggelser, som køreplanen stiller som betingelse, er en “belejlig misforståelse”. Denne lille detalje er højst bemærkelsesværdig. Den udstiller det amerikanske diplomatis falskhed. Rent faktisk er det hele lige præcis det: en belejlig misforståelse.

Hvor “dommeren” vil være uforsonlig er på spørgsmålet om at slå ned på de militante. De store summer penge amerikanerne sender til de palæstinensiske myndigheder, er ikke gratis. De forventer noget til gengæld. De forventer at Abbas smadrer de palæstinensiske militante, for at forberede vejen til en aftale, der langt fra vil leve op til hvad palæstinenserne stræber efter. Det er derfor at Washington i mange måneder har bevæbnet de Palæstinensiske selvstyremyndigheder og trænet dets sikkerhedsstyrker. Det er en forberedelse til den borgerkrig de ved vil komme.

Den israelske løsning af køreplanen, er at de palæstinensiske selvstyremyndigheder fuldstændig skal afskaffe terroristiske grupper, før nogen endelig aftale, som de to parter når, kan træde i kraft og de vil kræve fuldstændig overholdelse, før yderligere skridt overvejes. Men dette ligger ud over Abbas’ reelle muligheder, der frygter, at en alvorlig konflikt med Hamas kunne føre til et fuldstændigt kollaps af hans væbnede styrker. Derfor insisterer palæstinenserne på at de kun behøver at begynde på at “genoprette orden”.

Derfor har de seneste forhandlinger ikke løst noget, ej heller kunne de løse noget. Denne konflikt er for dyb og bitter til at kunne løses gennem forhandlinger. Og selv når forhandlingerne genoptages i december, hvordan kan de løse de vigtige spørgsmål: den palæstinensiske stats grænse, delingen af Jerusalem, de 4,5 mio. palæstinensiske flygtninge udenlands, delingen af vandressourcerne og de andre brændende spørgsmål.

Olmert vil give lige præcis nok indrømmelser til at holde fredsprocessen gående, for ikke at irritere amerikanerne. Men han vil ikke give så mange indrømmelser, at det vil provokere højrefløjspartierne, til at forlade hans koalition. De sidste har gjort det klart, at de ikke er parate til at give indrømmelser på nøglespørgsmål. For eksempel har de stillet et forslag i parlamentet der vil gøre det meget sværere for Israel at opgive nogen del af Jerusalem til de palæstinensiske selvstyremyndigheder.

Abbas, der fik meget mindre ud af Annapolis end han havde håbet på, løber den risiko, at blive beskyldt for at kapitulere til sine modstandere. Den palæstinensiske selvstyremyndigheds sikkerhedsstyrker har slået hårdt ned på anti-Annapolis demonstrationer på Vestbredden. Det er en advarsel om hvad der vil komme. Frem for at føre til en virkelig fredsaftale for skabelsen af en palæstinensisk stat, vil Annapolis bringe mere konflikt, blodsudgydelse og borgerkrig mellem palæstinenserne, og efterlade sig en arv af bitterhed, der vil vare længe.

Den eneste vej ud

I mange lande tager arbejderklassen, efter årevis med fortvivlelse og udmattelse nu kampens vej. Vi ser dette i den imponerende strejkebølge i Egypten, men også i Marokko, Jordan, Libanon og i Israel selv. Det er nødvendigt at sætte kampen for en arbejderklassepolitik på dagsordenen, for proletarisk international solidaritet og kampen for socialisme, som den eneste varige løsning på massernes problemer.

Det er essentielt at den revolutionære ungdom i Palæstina forstår dette. Hvis vi accepterer det argument at det israelske samfund, bare er én reaktionær masse, så vil det palæstinensiske folks sag være tabt for evigt. Men det er ikke sandt! I Israel er der rige og fattige, udbyttere og udbyttede, ligesom i ethvert andet land. Det er nødvendigt at arbejde for at skabe bånd mellem de revolutionære i Palæstina og masserne i Israel – jøder, så vel som arabere. Det er den eneste vej til at drive en kile ind mellem den reaktionære zionistiske herskende klasse og masserne.

Vi bliver fortalt at dette er umuligt. Det er ikke sandt! Ved mere end én lejlighed tidligere har der været klare tegn på, at beskeder fra de besatte områder trængte igennem til masserne i Israel. Da palæstinenserne blev massakreret i Libanon var der kæmpe protestdemonstrationer i Israel og under den første Intifada var der klare tegn på utilfredshed i Israel, inklusiv i de væbnede styrker.

Taktik som selvmordsbomber og raketangreb på civile mål er forkerte, fordi de er kontraproduktive. For hver israeler der dræbes, vil de dræbe mange flere palæstinensere. Det skader ikke det israelske hærmaskineri men er af ekstraordinær hjælp, for den israelske herskende klasse og stat. Ved at skubbe masserne tættere på den zionistiske stat, styrker denne taktik lige præcis det den skulle ødelægge.

Vi kæmper for en socialistisk revolution i hele Mellemøsten og i Iran, den Persiske Golf og Nordafrika. Vi kæmper imod imperialismen – hovedfjenden for alle folkene. Men vi kæmper også imod godsejervælde og kapitalisme – imperialismens hovedagenter. Vi er imod religiøs fundamentalisme, der forsøger at aflede massernes sunde anti-imperialistiske instinkter, ind i en blindgyde af religiøs fanatisme og reaktionær dunkelhed. Vi går ind for arbejdermagt og socialisme og en ny social orden, der udtrykker massernes interesser. Vi er for skabelsen af en socialistisk føderation i Mellemøsten, hvor jøder og arabere kan garanteres et hjemland i autonome socialistiske republikker. Det er den eneste virkelige vej frem!

Ingen løsning af det palæstinensiske spørgsmål er mulig på basis af samkvem med imperialismen. Den eneste mulige løsning, er at dele Israel på klasselinier: at knuse den reaktionære zionismes kvælertag. Men dette kræver en klasseposition. Det er svært at fremsætte denne position, under de givne omstændigheder, men begivenhederne vil give marxisterne åbninger i takt med at masserne indser nyttesløsheden af de gamle metoder. I mellemtiden er det nødvendigt tålmodigt at forklare vores ideer, til de mest avancerede elementer. I fremtiden vil vores ideer vinde genlyd blandt masserne.

Den iranske revolution

Der er et voksende revolutionært potentiale i Iran. Ahmedinejad spiller på anti-amerikanisme som et middel til at aflede massernes opmærksomhed. Men, efter de nylige afsløringer om Irans atomprogram, ser det ud til at udsigten til et luftangreb mod Iran er aftaget – i hvert fald for nu.

Det passer absolut ikke Ahmedinejad. Hans støtte smuldrer hurtigt inde i Iran, og hans eneste håb var at blive ved med at slå på krigstrommen om faren for en amerikansk aggression, for at aflede massernes opmærksomhed væk fra deres mest presserende problemer og dermed redde hans regime. Han har givet en offentligt udtalelse, om at de nye afsløringer udstiller Bush som en løgner (hvilket de gør) og fuldstændig retfærdiggør hans regimes politik (hvilket de ikke gør).

Selvfølgelig er Ahmedinejad ikke i stand til at føre en seriøs kamp imod imperialismen men han havde en interesse i at opretholde det anspændte forhold, for at aflede massernes opmærksomhed fra deres virkelige problemer. Nu er det usandsynligt, at Bush vil være i stand til at handle. Det vil gøre det nemmere for udviklingen af en vidt spredt oppositionsbevægelse fra de iranske arbejdere og studerende, der allerede er begyndt og som er bestemt, til at ændre hele det politiske liv i regionen i den kommende periode.

Mullaherne klynger sig til magten men deres støtte kollapser. Regimet oplever en langsom proces af intern nedbrydning. Efter årtier ved magten, ses de som korrupte og undertrykkende. Ungdommen er i åbent oprør. Trods det magtfulde apparat med statsundertrykkelse, er Ahmedinejad blevet pebet ud og afbrudt af studerende. Det er et meget vigtigt symptom. Det er normalt for en revolution, at begynde med en bevægelse blandt de studerende. Det var tilfældet i Rusland i perioden 1900-1903. Studenterprotesterne forberedte vejen for massebevægelsen blandt arbejderne i 1905 revolutionen. Det var også tilfældet i Spanien i 1930-31. I maj 1930 skrev Trotskij:

“Når borgerskabet bevidst og stædigt nægter at påtage sig løsningen af de opgaver der udspringer af krisen i det borgerlige samfund: når proletariatet fremstår som stadigt værende uforberedte til at påtage sig løsningen af disse opgaver selv, så bliver scenen ofte besat af de studerende … De studerendes revolutionære eller semi-revolutionære aktiviteter betyder at det borgerlige samfund gennemgår en dyb krise…

“De spanske arbejdere udviste et fuldstændig korrekt revolutionært instinkt, da de gav deres støtte til de studerendes manifestationer. Det er forstået, at de må gøre dette under deres eget banner og ledelse af deres egne proletariske organisationer. Dette må garanteres af spansk kommunisme, og for der behøves en korrekt politik.”
(Leon Trotskij, Problems of the Spanish Revolution, egen oversættelse).

Disse ord er fuldt ud anvendelige i Iran i dag. Studenterne protesterer og demonstrerer trods den massive tilstedeværelse af det iranske regimes sikkerhedsstyrker. På studenternes dag (4. december) deltog omkring 500 studerende og venstrefløjsaktivister i en illegal samling på Teheran Universitet. Gruppen råbte slogans der fordømte de nylige arrestationer og det truende miljø og mødet sluttede med afsyngning af Internationale. Dette viser at de radikale og revolutionære traditioner i den iranske studenterbevægelse der går tilbage til december 1953, er i live og ved godt helbred. Men som et symptom, er dette er endnu mere vigtigt.

Lenin forklarede, at der er fire betingelser for en revolution. Den første er at regimet skal være splittet og i krise. Det iranske regime er dybt splittet og i fuldstændig hårdknude. Det punkt er nået, der, som de Tocqueville pointerede, er det farligste øjeblik for et diktatur, som er når det begynder at lave reformer. På dette punkt åbner en splittelse sig mellem de konservative og reformtilhængerne. De sidste siger: “vi må reformere eller der vil komme en revolution.” De første siger: “hvis vi laver reformer vil der komme en revolution.” Og begge sider har ret. Iran nåede dette punkt for noget tid siden.

Den anden betingelse er at mellemlagene i samfundet skal være i en tilstand af uro og svinge mellem revolution og status quo. Denne uro afspejles i bevægelsen på universiteterne men er ikke begrænset til dette. Dele af middelklassen såsom de småhandlende (bazarister) der tidligere støttede mullaherne, er nu også utilfredse. Reaktionens massebasis forsvinder gradvist, mens revolutionens sociale reserver til stadighed vokser.

Det næste og vigtigste element i ligningen er arbejderklassen. Det mægtige iranske proletariat, er den mest afgørende kraft i revolutionen. De iranske arbejdere er nu i bevægelse - der har været en massiv strejkebølge, involverende mange dele af arbejderklassen: buschauffører, skibsværfter, tekstilindustrien, jernbanerne, Haft-Tapeh sukkerfabrikker, olieindustrien og andre dele. Disse strejker begynder måske med økonomiske krav, men givet regimets natur, vil de uundgåeligt få en stigende politisk og revolutionær karakter.

Med andre ord er alle betingelserne som nævnt af Lenin, enten tilstede eller er ved at modnes. Det er alene den sidste betingelse der mangler: det revolutionære parti og ledelse. Vores iranske kammerater har lavet fortræffeligt arbejde, der stadig er i sine tidlige stadier, men det kan tage fart hurtigt som revolutionen udvikler sig. Iran er på et stadie, der kan sammenlignes med situationen umiddelbart før januar 1905. Lad os huske på, at de russiske marxister også var ekstremt svage på det tidspunkt, men voksede med en kolossal hastighed, da arbejderklassen først begyndte at bevæge sig.

Vores tendens er den eneste, der har opdaget et revolutionært potentiale i Iran. Den iranske arbejderklasse er blevet vaccineret mod islamisk fundamentalisme. Det er ungt og friskt og frigjort fra fordomme og forvrængninger fra reformismen og stalinismen. Det kan meget hurtigt bevæge sig i retning af de mest avancerede revolutionære ideer. Den iranske revolution vil komme på tværs af atmosfæren af stilstand og reaktion, hvor man ikke kan ånde, der hænger over regionen. Det vil kaste den religiøse fundamentalismes åg af sig og beslutsomt tage vejen mod socialisme og arbejdermagt.

På dette tidspunkt i historien er den iranske revolution nøglen til Mellemøsten. Det vil skære gennem den religiøse fundamentalisme og reaktionens tåge. Den vil give håb og nye perspektiver til arbejderne og ungdommen i den arabiske verden, som på ny vil begynder at vågne til klassekampen. Det vil skabe chokbølger, der vil sprede sig til Afghanistan, Pakistan og hele Centralasien og dets følger vil kunne føles langt borte.

Afghanistan

Som i Irak har imperialisterne også i Afghanistan ikke opnået deres fundamentale mål. Landet er i fuldstændig rod og chokbølgerne der strømmer ud herfra har destabiliseret Pakistan. Krigen trækker ud og antallet af vestlige døde og sårede vokser. Den amerikanske plan om at være afhængig af luftmagt i Afghanistan for at undgå amerikanske ofre har fejlet. I stedet har bomberne skabt massive civile ofre. Dette er Pentagons version af kunsten at vinde venner og influere folk.

Britisk ledte tropper kæmper på jorden i Helmand-provinsen. Men de får en masse ofre i en krig de ikke kan vinde. Taleban undgår frontale kampe og er nu gået over til selvmordsangreb og vejsidebomber. Disse “asymetriske” (dvs. guerilla) taktikker er meget effektive og bruges selv i Kabul. En selvmordsbombe dræbte næsten den amerikanske vicepræsident Dick Cheney.

Den britiske general David Richards siges at have advaret kollegaerne i London om at NATO fik “det bedste ud af et dårligt job”, fordi der var mangel på tropper. Men det er meget nemmere at oplyse om problemet end at løse det. Hvor skal NATO få flere soldater fra? I stedet vil flere af USA’s allierede begynde at droppe ud. Viljen til at fortsætte kampene vil fordufte i takt med at et stigende antal ofre påvirker indenrigspolitikken. Dette har allerede skabt en politisk krise i Italien. Det vil ikke blive den sidste.

Nogle lande som England, Danmark og Polen øger deres styrker. Men andre er ikke ivrige for at miste flere liv. Tyskerne er til stede, men deres tropper er begrænset til norden (hvor der er mindre eller ingen kampe) og har forbud mod at forlade barakkerne om natten!). Den afghanske mission er upopulær i Tyskland og bragte næsten den italienske regering ned i februar 2007. Hollænderne vakler og Sarkozy har sagt at han også gerne vil forlade ISAF selvom embedsmændene siger nej, er sådan en beslutning umiddelbart forestående.

Den akutte mangel på tropper på jorden, betyder at imperialisterne må kompensere med stor ildkraft. Dette betyder flere civile ofre, der yderligere vil gøre den afghanske befolkning dårligt stemt. Taleban derimod, har masser af penge, mænd og våben, finansieret af de afghanske valmueafgrøder.

Opiumøkonomien og opstanden styrker hinanden gensidigt: narkoen finansierer Taleban, mens kampene opmuntrer til valmuedyrkning især i Helmand, der står overfor endnu en rekordhøst dette år, og producerer mere opium (og fra det heroin og andre illegale stoffer) end resten af Afghanistan sammenlagt.

Narkohandelen er yderst profitabel, med en værdi på omkring 320 dollar årligt. Opiumshandelen svarende til omkring en tredjedel af Afghanistans totale økonomi. Den afghanske opiumshandel er omkring 60 milliard dollar værd i gadepriser i de forbrugende lande – og den er ude af kontrol. Afghanistan producerede sidste år svarende til 6.100 ton opium, omkring 92 procent af hele verdens produktion. I det mindste førte Taleban en vis kontrol, nu er der ingen. I dag er Talebankommandanter og narkosmuglere de samme personer.

Nogen af de største narkobaroner er medlemmer af den nationale og regionale regeringer, selv personer tæt på Hamid Karzai. The Economist skriver (28/6/07): “hele regeringskæden der burde opretholde retsstaten fra indenrigsministeren til den almindelige politibetjent er blevet undergravet. Elendigt betalte politimænd bestikkes til at lette handelen. nogle betaler deres overordnede for at få særligt ’indbringende’ jobs såsom grænsekontrol.”

Pakistan - nøglen

Pakistan er et nøgleelement i USA’s udenrigspolitik i Asien. Men det er i dybe vanskeligheder, omringet af en fatal kombination af kollaps, Islamisk oprør, terrorisme, splittelser i staten og politisk kaos. Det præcise resultat er umuligt at forudsige. Men én ting er sikkert: ustabiliteten vil vokse, og sammen med den, den sociale og politiske polarisering, som vil give en kraftfuld impuls til både revolutionære og kontrarevolutionære tendenser.

Begivenhederne i Pakistan går stærkt. General Musharraf var tvunget til at gå af som hærchef og udskrive valg. Det sætter scenen til en stor forandring i Pakistan. Splittelserne og konflikterne i toppen sørger for et brud, hvorigennem den akkumulerede utilfredshed blandt masserne trænger sig frem. Begivenhederne vil få deres egen logik.

Diktaturet blev tvunget i knæ af massedemonstrationer og protester og af de utålelige modsætninger som gennemtrænger Pakistan på alle niveauer. Som vi forudsagde, bragte Benazir Bhuttos tilbagekomst millioner af arbejdere og bønder ud på gade. Det er ikke på grund af, men på trods af Benazirs politik og ledelse, som er allieret med den amerikanske imperialisme og ind til for nyligt forsøget at indgå kompromis med Musharraf.

Musharrafs diktatur blev undermineret som et resultat af det egne modsætninger og indre råddenskab. Dette indre forfald kunne ses i advokaternes krise. Så var der krisen i den røde moské osv. Som et resultat heraf besluttede imperialismen at droppe Musharraf og forberede sig på Bhuttos tilbagevenden. Benazir Bhutto og Nawaz Sharifs tilbagevenden og den General Pervez Musharrafs formelle exit fra hæren betød begyndelsen på enden for diktaturet. Dampen er simpelthen gået af det og kollapser under dets egen vægt.

Pakistan har haft en stormfuld historie siden det opnåede formel uafhængighed, sammen med Indien, i 1947. Siden da, har det svage pakistanske borgerskab vist sig fuldstændig ude af stand til at bringe det enorme land fremad. Det forbliver i dyb, rædsom fattigdom og feudal tilbageståenhed. Økonomien er i uorden og landet går tilbage, ikke fremad.

Den pakistanke kapitalismes svaghed har manifesteret sig i ekstrem politisk ustabilitet. Svage ”demokratiske” regimer er regelmæssigt blevet overvundet af militære diktaturer af den ene eller dan anden slags. Den sidste diktator, Zia ul Haq blev myrdet (sandsynligvis af CIA). Musharraf frygter samme skæbne, og hager sig desperat fast til magten. Men magten glider allerede ud af hans hænder.

Erklæringen af undtagelsestilstand var den desperate gamblers kast, som jog landet ud i politisk kaos, som vi forudså. Det tjente ikke USA-imperialismens, for hvilken Pakistan nu er af nøglestrategisk vigtighed, på grund af krigen i nabolandet Afghanistan. Washington lagde pres på Musharraf for at slå ned på pro-talibanske kræfter, som havde krydset grænsen for at bekæmpe koalitionen i det sydlige Afghanistan.

Presset fra alle sider underminerede Musharraf. Hans hær har lidt store tab i stammeområderne, hvor de uden succes har forsøgt at optrævle oprørerne. Der er stadig en magtfuld fløj i hæren og frem for alt i efterretningstjenesten (ISI), som støtter Taleban og al Qaeda og beskytter dem.

Musharraf er ude af stand til at gøre noget ved det. Hæren var hans eneste understøttende base og den har vist sig meget ustabil. Derfor kom den amerikanske imperialismes strateger til den konklusion at Musharraf ikke længere var dem til nogen nytte og var overflødig. De så til at Benazir Bhutto kunne overtage i stedet.

Perspektiver for Pakistan Peoples’s Party

For advokaterne og de professionelle politikere er “demokrati” et spørgsmål om at opnå lukrative parlamentariske og ministerielle positioner. Deres vigtigste indsigelser imod Musharraf er ikke principielle men blot at hæren fik for stor en del af kagen og ikke levnede nok til dem. For den ”politiske klasse” koges hele spørgsmålet ned til en kamp om hvem der får trynen i svinetruget.

Det amerikanske borgerskab har andre interesser. De har deres egne (langt større) svingetrug derhjemme. Forsvaret for det de kalder ”amerikanske interesser” er fuldstændigt forbundet til det. Men for at beskytte ”amerikanske interesser” (hvilket betyder de store amerikanske banker og multinationales interesser) må de deltage i udenrigspolitik.

Amerikansk udenrigspolitik har to afdelinger: den første er den amerikanske hær, flåde og luftvåben, den anden er diplomati. Den første bruger råstyrke til at smadre fjenden, den anden bruger en kombination af trusler, bestikkelse og korruption for at bibeholde støtte fra ”venligsindede regeringer”, siden venskab også er en vare og kan erhverves lige som andre varer.

Desværre, lige som andre varer, kan venner ophøre med at være nyttige og deres markedsværdi falder følgelig. Værdien af General Musharrafs venskab har været meget lav i lang tid nu. Derfor ser Washington sig nu om efter nye venner i Islamabad.

Benazir forspildte ingen chancer for at fremstå som en pro-vestlig ”moderat”. Men bag Benazir og PPP står masserne som inderligt længes efter forandringer. De er loyale overfor PPP’s oprindelige socialistiske stræben og forlanger roti, kapra aur makan (brød, tøj og tag over hovedet), hvilket den pakistanske kapitalisme ikke er i stand til at give dem. Stemningen blandet masserne viste sig da Benazir vendte tilbage til Pakistan: mindst to millioner mennesker gik på gaden: det overvældende flertal af dem var arbejdere, bønder og fattige folk.

Washington var i første omgang lettet da Nawaz Sharif blev deporteret tilbage til Saudi Arabien i september 2007, men efter at have været vidne til massemobiliseringerne, som blev fremprovokeret af Benazirs tilbagevenden, er de nu glade for at have ham tilbage. Den saudiske kongefamilie forlangte, at lederen af den Muslimske Liga fik lov at vende tilbage. Saudierne vil for enhver pris forhindre at PPP vinder, og ville have Musharraf til at læne sig op ad dem for at holde Benazir fra magten. Imperialisterne ville balancere imellem Sharif og Bhutto. De ville presse dem ind i en koalition og en sikring mod masserne.

Mordet på Benazir Bhutto har ændret hele situationen. Masserne har sat sig i bevægelse. Hvis valget bliver afholdt, vil de stemme massivt på PPP. På kort sigt vil ”centrum” profitere i form af en PPP-regering, muligvis i koalition med den Muslimske Liga. Men den vil vise sig kraftløs og ude af stand til at løse samfundet fundamentale problemer. ”Centrum” vil vise sig som et gigantisk nul.

Regimets krise

Imperialisterne og Pakistans herskende klasse var ikke bange for Benazir Bhutto, men de er rædselsslagne for masserne som står bag PPP. Masserne vil have en grundlæggende forandring af samfundet og vil ikke være tilfredse med tomme taler og løfter.

Benazir ville danne koalition med Sharif fordi hun havde brug for en undskyldning for ikke at gennemføre politik i arbejdernes og bøndernes interesser. De vil presse på med deres mest presserende krav. Det vil åbne for en helt ny situation i klassekampen i Pakistan.

Alle de småborgerlige intriger og manøvre foregår i toppen. Journalister og kommentatorer er fascinerede af dette ”politiske drama”, som ligner højlydt kævleri blandt gnomer i et cirkus. Alle disse endeløse kombinationer og aftaler er blot skum på oceanets bølger, som er det synlige udtryk for de kraftfulde strømninger neden under. Det vigtige er dog ikke det første, men det sidste.

Krisen i Pakistan er ikke en overfladisk polisk krise, men en krise i selv regimet. Den svage pakistanske kapitalismes, rådne og korrupte marv har ledet et enormt land på 160 millioner mennesker ind i en horribel blindgyde. I mere end et halvt århundrede har det degenererede pakistanske borgerskab vist sig ude af stand til at bære nationen fremad. Det viser sig nu i en fuldstændig blindgyde, som truer med at trække den ned i en forfærdelig afgrund.

Kun masserne, ledt af arbejderklassen kan vise en vej ud af dette mareridt. PPP’s rigtige bagland er masserne: de millioner af arbejder og bønder, revolutionære unge og arbejdsløse som gik på gaden efter mordet på PPP-lederen. De hyldede ikke et individ, men et ideal: idealet om ægte demokrati og retfærdighed i Pakistan: et Pakistan uden rige og fattige, uden undertrykkere og undertrykte: et socialistisk Pakistan.

I den næste periode må masserne tilbage i PPP’s skole, hvor de vil lære nogle barske lektier. Men masserne lærer generelt gennem deres erfaringer. Hvordan skulle de ellers lære? Den næste periode vil være en periode med storm og stress. En PPP-regering vil omgående blive udsat for enormt pres fra alle sider: masserne vil forlange at der bliver taget skridt i deres retning, for deres interesser og imperialisterne, godsejerne og kapitalisterne vil forlange at der bliver taget skridt i retning af de rige og magtfuldes interesser. PPP vil blive trængt mellem to møllesten.

Kun vores tendens forstod og forudsagde denne udvikling. Som altid var venstresketerikerne aldeles ude af stand til, at forstå måden hvorpå masserne tænker og bevæger sig. Som altid deltager marxisterne i massernes sande, levende bevægelser og kæmper for de samme konkrete mål, imod den samme klassefjende. Vi belærer ikke arbejderne og bønderne fra sidelinien, som en skolelærer der underviser små børn. Vi forklarer tålmodigt, skridt for skridt og hjælper arbejderne med at drage deres egne konklusioner.

I sidste ende vil arbejderne og bønderne lære at skelne mellem de som kæmper for arbejdende menneskers interesser og de som ikke gør. Marxisterne i PPP vil bekæmpe alle forsøg på at indgå koalition eller aftaler med den Muslimske Liga. Vi forlanger virkeliggørelse af PPP’s oprindelige program, et socialistisk program baseret på ekspropriation af godsejerne og kapitalisterne. Vi vil udvikle de nødvendige overgangskrev for at forbinde alle konkrete kampe for fremskridt, med målet om en socialistisk omvæltning af samfundet.

Ligesom i Iran udvikles de klassiske forhold for revolution i Pakistan. Enhver revolution begynder i toppen, med split i det gamle regime. Dette første forhold eksisterer allerede i Pakistan. Middelklassen er totalt fremmedgjorte overfor den herskende klike. Det ses delvist i advokaternes protester, selv om bevægelsen indeholder modsætningsfyldte elementer. De seneste år har der været et opsving i klassekampen i Pakistan, med store strejker som de, blandt telekommunikationsarbejderne og på Pakistan Steel. De sidste par dage har der været en national strejke i PIA (Pakistan Airways). Disse strejker er knapt blevet nævnt i medierne uden for Pakistan, men de er af stor symptomatisk vigtighed. De viser det pakistanske proletariats genopvågning.

Det sidste og vigtigste forhold er tilstedeværelsen af en revolutionær organisation og ledelse. Findes der det i Pakistan? Ja der gør! De pakistanske marxister, repræsenteret af The Struggle er vokset i styrke og indflydelse over de sidste år. The Struggle har vundet den ene position efter den anden og har haft held med at samle den overvejende del af den militante ungdom og arbejderklasseaktivister omkring sig. De har en stærk og tiltagende tilstedeværelse i alle regioner, alle nationaliteter og alle vigtige byer.

I arbejdernes kampe har de spillet en enestående rolle. Sammen med PTUDC (Pakistan Trade Union Defence Campaign, Kampagnen til forsvar for de pakistanske fagforeninger) – den vigtigste militante fagforening i Pakistan, har de vundet vigtige kampe, såsom overvindelsen af forsøget på at privatisere Pakistan Steel. I Kashmir har de vundet størstedelen af de marxistiske studerende over og i Karachi og i Pakhtunkhua (ved den nordvestlige grænse) har de vundet mange tilhængere fra det tidligere Kommunistparti.

Vi var de eneste på venstrefløjen, som forstod PPP’s rolle og de eneste, som forudså hvordan masserne ville reagere. De pakistanske kammerater intervenerede i demonstrationerne og uddelte revolutionær litteratur og fremførte revolutionære slogans. De blev entusiastisk modtaget af arbejdere og bønder, som ønsker det samme som vi.

Vigtige udviklinger er på dagsordenen og vores kammerater står i gode positioner til at gøre brug af dem. Frontlinierne trækkes endnu tydeligere op: enten sort reaktion eller den socialistiske revolutions triumf i Pakistan, i Indien og på hele subkontinentet. Pakistan kan meget vel få æren af at blive det første land til at slå et slag for socialisme og vil tænde revolutionens flamme, som vil sætte både centralasien og subkontinentet i lys lue.