Vi har tidligere beskrevet, hvordan arbejderklassen i Egypten er i offensiven. Hosni Mubaraks regime og de private arbejdsgivere er blevet besejret gang efter gang i den seneste periode.

Nyhederne om de egyptiske arbejderes kamp når aldrig frem til danske medier. Det skyldes ikke, at historierne ikke rummer dramatik, heltemod, menneskelig opofrelse eller skarpe kontraster og dybe konflikter. Det skyldes, at de borgerlige medier ikke ønsker at give et billede af, at arbejderklassens kamp er den væsentligste i den arabiske verden. I stedet bliver vi gang på gang præsenteret med billeder af små ekstremistiske islamistiske grupper, der dybest set ikke repræsenterer andre end sig selv.

Søndag den 23. september blev Egyptens største tekstilfabrik Ghazl el-Mahalla igen besat af arbejderne. Fabrikken beskæftiger 27.000 arbejdere, der arbejder på skiftehold. 10.000 arbejdere besluttede søndag at nedlægge arbejdet og besætte fabrikken for at få gennemført arbejdernes krav. Kravene er, at arbejderne skal have en del af den årlige profit, der svarer til 150 dages produktion, samt forbedret arbejdssikkerhed og større tillæg.

Få timer efter, at beslutningen om strejke blev truffet, ankom flere arbejdere til fabrikken. Samtidig blev politiet sendt ud for at omringe og belejre fabrikken, der ligger i et vigtigt industriområde i Egyptens Nildelta. Arbejderne besætter nu fabrikken, der er omringet af regimets politi. Politiet er dog ikke i stand til at hindre, at hundredvis eller tusindvis af arbejdere bryder ind eller ud gennem politiets rækker, hvilket gør, at belejringen ikke fungerer. Om natten sover 10-15.000 arbejdere på fabrikkens område. Om dagen er over 20.000 arbejdere til stede på fabrikken til demonstrationer og fælles fejring af ramadanen, den muslimske fastemåned.

Politiet sendte ved strejkens begyndelse repræsentanter fra ”fagforeningen” ind på fabrikken. Disse ledere er ikke valgt af andre end regimet selv, og den såkaldte fagforening er blot en af diktaturets organisationer, der har til formål at kontrollere arbejderklassen. Disse repræsentanter kom for at bede arbejderne om at pakke strejken sammen og gå tilbage til maskinerne. Da tekstilarbejderne mødte disse ”fagforeningsfolk” bød de dem ikke velkommen. Et øjenvidne beskrev situationen sådan her:

”Regeringen er begyndt at præsentere nogle kompromisser via formanden for fabrikkens fagforeningskomité Seddiq Siyam til gengæld for at stoppe strejken. Men idioten glemte, at han spurgte efter dette (opgivelse af strejken) mens arbejdernes følelser og hengivenhed var på sit højeste punkt, man kan forestille sig. De uundgåelige skete… Fyren var færdig. Arbejderne slog ham næsten ihjel, seriøst, jeg laver ikke sjov. Men han blev reddet i sidste øjeblik af strejkelederne.”

Mahalla-arbejderne har under deres demonstrationer på fabrikkens område gentaget, hvad der efterhånden er blevet en tradition for arbejderne på denne tekstilfabrik: de har klynget en dukke op, der forestiller fabrikkens direktør og udført en fingeret begravelse under mange tilråb fra de tusindvis af arbejdere. Videoer fra demonstrationerne kan ses her (desværre i meget dårlig kvalitet):
http://www.youtube.com/watch?v=CnxK-wh2Jsc
http://www.youtube.com/watch?v=G2e3KZmxuk4

Arbejderne på tekstilfabrikken i Mahalla har stået i spidsen for arbejderklassen i Egypten under hele den seneste periode med strejker og fabriksbesættelser, som vi beskrev i en tidligere artikel. Også denne gang har arbejdernes besættelse af Ghazl el-Mahalla udløst et opsving i den faglige aktivitet i Egypten – et land hvor strejker og uafhængige arbejderorganisationer egentlig er forbudt. Arbejderne. Arbejderne på tekstilfabrikken Kafr el-Dawwar har afholdt en times demonstration i arbejdstiden, og gjort det klart, at de 12.000 arbejdere på fabrikken vil strejke snart, hvis ikke kravene fra Mahalla bliver imødekommet. Desuden har arbejderne på Kafr el-Dawwar rejst en række krav, som vedrører forholdene på deres egen fabrik. Blandt andet kræver de, at firmaets bestyrelsesformand bliver fyret, at den såkaldte ”fagforenings” formand bliver fyret, at lønnen skal følge med prisstigningerne på fødevarer, samt at arbejderne skal have udbetalt den del af firmaets overskud, som de har krav på ifølge en aftale.


Arbejderne på Melfabrikkerne i Cairo har afholdt en protestdemonstration i solidaritet med Mahalla-arbejderne, og over hele landet samler arbejderne nu økonomisk støtte til de strejkende. Der meldes om indsamlinger blandt arbejdere i Mahalla, Tanta, Helwan, Shoubra, Tenth of Ramadan City, Suez, Alexandria, Beheira, Mansoura og Port Said.

Regimet har svaret ved at arrestere fem arbejdere, der står i spidsen for strejken på Ghazl el-Mahalla. De er underkastet aldeles absurde anklager. De står anklaget for sabotage, anstiftelse af oprør og for at have kostet fabrikken 10 mio. egyptiske pund i tabt overskud på grund af strejken. Som om, at strejken udbrød på grund af ”radikale agitatorer”! Naturligvis er det vigtigt og betydeligt med gode ledere på arbejdspladsen. Det ved enhver arbejder. Men strejker skyldes først og fremmest ophobede frustrationer, vrede og ydmygelser, der har fået lov at ulme under overfladen gennem længere tid. Selv den dygtigste taler og organisator vil aldrig kunne skabe en strejke, fabriksbesættelse eller revolution, hvis ikke, at der fra arbejdernes side er vilje til at kæmpe.

De fem arbejdere, som nu sidder i et af Mubaraks fangehuller er Mohamed el-Attar, Faisal Laqousha, Wael Habib, Magdi Sherif og Gamal el-Saadawi. Hensigten bag arrestationen af disse arbejderledere er klar nok: regimet ønsker at sende et signal til arbejderne i hele Egypten om, at de skal holde sig i ro og dukke nakken, ellers står den på tortur i regimets berygtede fængsler (bødlerne er, i parentes bemærket, bevæbnet af USA).

Problemet for Hosni Mubaraks regime er bare, at arbejderne ikke har ladet sig kue. I mange år har regimets taktik med repression virket som en dæmper på arbejderklassens aktivitet og krav. Men under det nuværende opsving i klassekampen har det den modsatte effekt. Repressionen har hærdet arbejderne og gjort dem endnu mere oprørte og målrettede i deres kamp. Mahalla-arbejderne siger nu, at de ikke vil stoppe fabriksbesættelsen, selv hvis deres oprindelige krav bliver opfyldt – de vil også have løsladt de fem arbejdere, der nu er fængslet. Løsladelsen af de fem er gået hen og blevet arbejdernes hovedkrav. Statens repression har i arbejdernes øjne blot givet de fængslede endnu højere autoritet.

Strejken handler i virkeligheden ikke kun om bedre økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold for arbejderne på fabrikken, selv om de egyptiske tekstilarbejdere hører til de lavest betalte i verden. Lønnen for en gennemsnitlig egyptisk tekstilarbejder svarer til 85 procent af lønningerne i Pakistan og 60 procent af lønningerne i Indien.
Det er tydeligt, at der er en høj politisk bevidsthed blandt Mahalla-arbejderne. Under demonstrationerne råber de slagord som ”Vi vil ikke regeres af verdensbanken! Vi vil ikke regeres af kolonialismen!” Desuden er mange af parolerne på de plakater, som arbejderne bærer, rettet imod Mubaraks diktatur.

Det er ganske naturligt, at strejkerne i Egypten ikke kun er økonomiske. I et land, hvor strejker er ulovlige, er arbejderne klar over, at de er oppe imod statens sikkerhedstjeneste og hele diktaturets undertrykkelsesapparat. Alle egyptiske arbejdere kender historierne om, hvilke grusomheder, der foregår i Mubaraks torturkamre, og hvilke overgreb, der kan overgå de fængsledes familier. Skellet mellem ”økonomiske” og ”politiske” strejker er så at sige ikke-eksisterende i et eks-kolonialt kapitalistisk diktatur som det egyptiske.

En vigtig faktor i klassekampen i Egypten er den meget aktive rolle, som de kvindelige arbejdere spiller. På Ghazl el-Mahalla var det 3000 kvindelige arbejdere på morgenholdet i fabrikkens spinderi, der startede fabriksbesættelsen i december sidste år – en kamp, der blev vundet, og som gav anledning til en bølge af nye strejker overalt i Egypten, særligt inden for industrien.

I sommer vandt arbejderne på tekstilfabrikken Mansoura-Enspana en sejr, da de forhindrede, at fabrikken blev lukket. Det skete efter, at de knap 300 arbejdere – omkring 75 procent af dem kvinder – besatte fabrikken og boede i produktionslokalerne i omtrent to måneder. Det er meget bemærkelsesværdigt, at kvinderne – de mest underkuede og undertrykte lag af arbejderklassen – på denne måde har spillet en vigtig og ledende rolle for deres mandlige klassefæller.

I løbet af august alene var der 100 arbejdskonflikter i Egypten, fordelt på 88 virksomheder. Arbejderklassen i Egypten har i den seneste periode været ude i en enorm mængde kampe. Det afgørende for bevidstheden indtil nu har været, at de ikke har fået nogle nederlag af betydning. Arbejderne har fået en enorm kollektiv selvtillid, og de går i stigende grad i retning af egentlig konfrontation med Mubaraks pro-imperialistiske regime. På trods af, at Mubaraks diktatur er nummer to på listen over lande, der får flest penge fra USA (nummer et er Israel), har regimet ikke været i stand til at kontrollere arbejdernes massive protester, strejker og fabriksbesættelser. Når det drejer sig om universitetsstuderende, der kræver demokratiske rettigheder eller de småborgerlige folk fra det Muslimske Broderskab, har det ikke været nogen sag for Mubarak at slå hårdt ned. Kun arbejderklassen har vist, at den kan tage kampen op imod regimet.

Kampen i Egypten er langtfra afgjort. Dette er kun begyndelsen. Mahalla-arbejderne har vist de egyptiske arbejderes virkelige ansigt. Forude ligger stormfulde begivenheder, der enten vil ende med det største nederlag, eller også at arbejderne omstyrter en af imperialismens strategiske udposter i Mellemøsten – og dermed åbner portene for en socialistisk revolution fra Atlanterhavet til den Persiske Golf.