Besættelsen af Irak har i længere tid overskygget hvad der foregår i Afghanistan. I hvert fald indtil de 290 danske tropper der er udstationeret i Afghanistan, i slutningen af august måtte evakuere Musa Qala basen i Helmand-provinsen, hvilket skabte en del røre i de danske medier.
Det er tilsyneladende farligere at være NATO-soldat i Afghanistan end regeringen og forsvaret lige havde forestillet sig. Indtil videre er over 115 udenlandske soldater blevet dræbt i Afghanistan i år, hvilket er det højeste tal siden invasionen i 2001, og udviklingen viser ingen tegn på at stoppe. Samtidig prøver USA at trække deres tropper ud og prøver at presse andre NATO-lande til at erstatte dem. Den 5. oktober overtog NATO således kommandoen over de amerikanske styrker i Afghanistan.
Den militære situation for USA og deres allierede i Afghanistan ser sort ud, og landets sociale, politiske og økonomiske situation er kendetegnet ved barbari, sult og elendighed. I provinserne er det krigsherrerne der styrer, og præsident Karzais marionetregering i Kabul har ikke meget at skulle have sagt uden for hovedstadens grænser. I stammeregionerne mellem Afghanistan og Pakistan, har den pakistanske hær mistet over 500 soldater og støttepersonel.
Imperialisterne presser naturligvis Pakistans præsident Musharraf til at gøre mere ved urolighederne, men jo flere soldater han mister ved at gøre det, jo større presset og utilfredsheden fra hæren og resten af befolkningen over at han udfører imperialisternes politik.
USA finansierede fundamentalisterne
Samtidig beskylder vesten den pakistanske efterretningstjeneste (ISI) for at give økonomisk støtte til Taleban, og på trods af at Musharraf benægter disse anklager, synes de ikke grundløse. ISI har støttet forløberne til Taleban og mujahedinerne siden slutningen af 70’erne, på USA’s opfordringer. Det var USA, der startede og finansierede ISI og Taleban i imperialisternes kamp mod Sovjetunionen. Nu har de, som Frankensteins monster, vendt sig imod deres herre og skaber. ISI og CIA stod blandt andet bag at organisere et netværk af heroinproduktion og -smugling for derved at finansiere de reaktionære fundamentalistiske grupper.
Fra 1979-89 steg produktionen af opium og heroin således dramatisk for at finansiere kampen imod Sovjetunionen og er siden steget til et niveau, hvor den fuldstændig dominerer Afghanistans økonomi. Efter Sovjetunionen trak sig ud, og vesten stoppede støtten, blev landet overladt til interne magtkampe mellem de forskellige fraktioner og krigsherrer, og siden kom Taleban til magten. Men narkonetværket blev aldrig ødelagt, og fortsatte sin trivsel på forskellige måder under skiftende regimer.
Det er ingen hemmelighed at krigsherrerne er dybt involverede i narkohandlen, men sandheden er, at dette også gælder for den afghanske regering. Det afghanske “parlament” har 240 medlemmer og ifølge visse kilder har op mod 200 af disse deres egne hære. Politikere og embedsmænd på alle niveauer bliver ofte sat i forbindelse med narkokriminalitet. Da USA har brug for ikke alene regeringens, men også krigsherrernes støtte, bliver de derfor ofte nødt til at vende det blinde øje til narkohandlen.
Modstandsbevægelsen har folkelige rødder
Men modstanden mod besættelsen baserer sig også på narkopenge, og de har ofte flere penge end regeringen. F.eks. får en soldat i den afghanske hær omkring 5 amerikanske dollars om dagen i løn, mens en soldat hos Taleban får 12 dollars.
Selv ifølge de vestlige kilder går krigen meget dårligt. Ifølge europæiske tænketank Seuilis Council, har “Taleban” generobret landets sydlige halvdel. Seuilis siger endvidere at “US-Britisk militærpolitik” har skabt en humanitær krise af sult og fattigdom i det sydlige Afghanistan, og at “den amerikanske politik i Afghanistan har genskabt det fristed for terrorisme som invasionen i 2001 sigtede mod at ødelægge”.
Hvad Vesten kalder for Taleban er i virkeligheden en voksende sammenslutning af forskellige politiske grupperinger, deriblandt nationalistiske, kommunistiske, socialistiske, pashtunske og talebanske fraktioner. Dette er ved at udvikle sig til en national modstand imod en fremmed besættelse og ikke, som de vestlige medier hævder, kun en fundamentalistisk islamisk talebanbevægelse. Det er klart, at der er modsætninger inden for modstandsbevægelsen, og fundamentalisterne kan ikke vise en udvej for afghanerne.
Fundamentalismen er en blindgyde, som lige nu er i stand til at vinde en vis genklang hos et desperat, udbombet og tortureret folk. Men talebanerne vil ikke være i stand til at løse nogle problemer eller føre en seriøs modstandskamp mod imperialismen, baseret på klasseenhed og appeller til de fremmede soldater.
Træk tropperne hjem!
Modstandskampen er et folks hævn over at blive introduceret til det såkaldte “demokrati” og de “liberale værdier” gennem den skånselsløse bombning af Afghanistan og for enden af et imperialistisk geværløb. Imperialisterne kæmper ikke imod terrorisme i Afghanistan, som de vestlige ledere hævder. De kæmper imod det Afghanske folk! At de danske tropper bliver brugt til dette er en skandale. Det kan ikke være rigtigt, at unge danskere fra arbejderklassen skal bruges som redskab for imperialismens herredømme. Arbejderbevægelsen må kræve, at soldaterne trækkes hjem omgående.
Under det kapitalistiske system er barbari den eneste fremtid for Afghanistan, hvilket der allerede i dag ses klare tegn på. Denne fremtid kan kun undgås ved en socialistisk revolution i hele regionen. Nederlag til imperialismen vil ikke nødvendigvis føre til fundamentalistisk reaktion. En revolutionær bølge i Pakistan, Iran eller andre lande er en reel mulighed, og det vil også skabe en revolutionær bølge i Afghanistan og give mulighed for en socialistisk føderation i det sydlige Asien.
