Straks efter Chiracs indgriben i går aftes [søndag aften, red.], demonstrerede tusinder af unge spontant i gaderne i mange byer rundt om i Frankrig. På den måde viste de at Chiracs forslag havde præcis den modsatte effekt af det tilsigtede. Mobiliseringerne fortsætter og vokser i styrke og den næste uge vil blive afgørende.

Mens millioner af skoleelever og universitetsstuderende og arbejdere gennem strejker og demonstrationer har krævet tilbagetrækningen af CPE (Første Ansættelseskontrakt), har Chirac forsøgt en nederdrægtig manøvre ved at forslå to meningsløse ændringer. Den første giver arbejdere mulighed for at ”blive gjort bekendte med grundene” til fyringen. Nogle store virksomheder har allerede forklaret, hvad det betyder. De er parate til at give ”grunden” for fyringen af en arbejder under CPE, på det vilkår at disse grunde ikke kan appelleres til en arbejdsret – dvs. på vilkår af, at arbejdsgiverne ikke har andre forpligtelser end at give begrundelser, som ikke har nogen retslig værdi for de arbejdere, de smider væk!

Franske studenter kræver tilbagetrækning af CPE og de Villepins afsked

Det andet, nedsættelsen af prøveperioden til et fra to år, vil ikke ændre noget som helst. Truslen om at blive fyret når som helst i et eller to år er et uudholdeligt pres på arbejdere med CPE kontrakter. Ydermere kan arbejdsgiverne, ved at lege med denne prøveperiode, altid udskifte en CPE for en anden CPE – som de allerede gør det med praktikanter, arbejdere på tidsbegrænsede kontrakter (CDD) og midlertidige arbejdere.

28. marts
Med mere end 3 millioner mennesker i demonstrationer over alt i Frankrig – et antal ikke set siden maj 68 – på aktionsdagen d. 28. marts blev arbejdernes og ungdommens moral og målbevidsthed i kampen styrket. Det øgede også splittelserne indeni UMP. Den herskende klasse er, berettiget, paniske over at regeringens stædighed kan fremprovokere en revolutionær eksplosion. Den er dødeligt bange for den franske arbejderbevægelses traditioner, som de kraftfulde mobiliseringer af skoleelever og universitetsstuderende er et godt eksempel.

Ved at forgive indrømmelser prøver Chirac at genforene UMPs rækker. Nogle af dem, der i går kritiserede de Villepins ”stivhed”, hilser i dag statsoverhovedets indgriben velkommen. Men det er ekstremt overfladisk. Denne tilsyneladende enhed vil sandsynligvis ikke vare ved efter aktionsdagen d. 4. april, der kan og bør være et afgørende stadie i den nuværende kamp.

Arbejderklassens rolle
Mobiliseringen af universitetsstuderende og gymnasieelever har nået historiske højder. Men for at kunne overvinde regeringen må arbejderklassen træde massivt ind i kampen, da de er de eneste, der kan ramme den herskende klasse på dens svage punkt ved at paralysere landets økonomi. Studenterbevægelsen må derfor rette størstedelen af dens energi mod mobilisering af arbejderklassen. Stormøderne må tage konkrete initiativer i den retning, som for eksempel uddeling af flyers i massevis på de lokale fabrikker og arbejdspladser.

Fagforeningsledernes slogan for 4. april er præcis det samme som for 28. marts: ”en aktionsdag med strejker, arbejdsstop og demonstrationer”. Vi har allerede sagt andetsteds: denne parole er langt mindre klar en den om en ”24-timers generalstrejke”. Fagforeningslederne må tydeligt forklare, at sejren kun kan nås gennem massemobilisering, i form af en strejke blandt arbejderne i både den offentlige og den private sektor.

Generelt set er det sværere at strejke i den private end i den offentlige sektor. Fagforeningsorganiseringen er mindre i den private sektor og truslen om gengældelse fra arbejdsgiverne har en større betydning. Mens mobiliseringen i den offentlige sektor udvikles, må fagforeningslederne tage konkrete initiativer for at mobilisere arbejderne i den private sektor. For eksempel burde der laves fagforeningskomiteer på lokalt, regionalt og nationalt niveau til at planlægge strejkerne og identificere de arbejdspladser, hvor det er sværere at mobilisere, for at styrke dem med kraften fra de virksomheder hvor fagforeningerne er stærkere. Disse komiteer må også have valgte repræsentanter fra skoleeleverne og de universitetsstuderende.

Givet bevægelsens bredde er sloganet om “tilbagetrækningen af CPE” for snæver. Alt taget i betragtning så er CPE ikke andet end en fortsættelse af CNE, som allerede er blevet indført i virksomheder med under 20 ansatte. Alle artiklerne i loven om ”lige muligheder” er reaktionære – for eksempel den sektion som sænker alderen for lærlinge til 14 år. Den nuværende bevægelses magt åbner muligheden for at kræve ikke tilbagetrækningen af CPE eller de Villepins afsked, men Chiracs afsked og parlamentets opløsning. Regeringens stædighed, som næsten ingen støtte har i befolkningen, skaber betingelserne for, at et sådan slogan kan have et omfattende ekko blandt ungdommen, arbejderne og alle dem, som er blevet ramt af angreb fra den siddende højrefløj. I stedet for at appellere til højrefløjen om ”fornuft” og angribe den for ”at smide benzin på bålet”, burde ledelserne af venstrepartierne mobilisere for at slå regeringen af pinden.

En eksplosiv situation
Regeringen satser på, at bevægelsen løber tør for damp. Samtidig bruger de i kampen brutal undertrykkelse af ungdommen. I de sidste tre uger er hundreder af unge blevet afhørt, prøvet og dømt af nødprocedurer, i nogle sager har de fået fængselsdomme. Men dette forsøg på at skræmme ungdommen betyder kun, at bevægelsen radikaliseres, og at det fremkalder vrede hos både forældre og skoleelever. Det er især tilfældet, efter at uddannelsesminister Gilles de Robien krævede de blokerede gymnasier, hvor sammenstødene er blevet mangedoblet, ryddet ”med magt”.

I den nuværende kontekst kan et hvert tilfælde – som for eksempel en ”uheldig fejl” fra politiets side – fremkalde en revolutionær eksplosion. Men selv uden et sådan tilfælde kan det ikke udelukkes at arbejderklassens massive indgriben i de næste dage og uger kan rykke landet mod en ubegrænset generalstrejke, dvs. en revolutionær krise som den i maj 1968 – og dette uanset fagforeningsledelsens krav og slogans som det var tilfældet i 1968.

Med dens uforsonlighed er højrefløjsregeringen ved at give ungdommen og arbejderklassen i Frankrig en hård men dyrebar lektion. På den ene side ser al snakken om ”Republikken” og det kapitalistiske ”demokratis” fordele, ikke ud til at være andet end kyniske løgne, for dem der er midt i kampen. Den herskende klasse viser hvordan den, når det gælder dens interesser, vil grine spottende af flertallet i samfundets vilje. På den anden side er højrefløjens stædighed forbundet med det kapitalistiske systems dybe krise. Denne krise betyder, at den herskende klasse ikke er forberedt på letsindigt at give indrømmelser. Kapitalismen kan ikke længere tolerere sociale reformer. Derimod kræver den konstant flere kontrareformer. I denne sammenhæng må kampen for reformer og mod bossernes angreb forbindes med nødvendigheden af at vælte selve det kapitalistiske system.

Nej til CPE og CNE!
For en 24-timers generalstrejke!
Øjeblikkelige valg til parlament og præsidentembedet!