Kun få måneder efter de unges oprør i forstæderne, står Frankrig i midten af de unges andet store oprør. Sidste efterår så vi forstædernes unge uden borger rettigheder, der gjorde oprør mod arbejdsløshed, lave lønninger, mangel på infrastruktur, elendighed og diskrimination. Opstanden døde ud uden at opnå nogen betydelige ændringer i forholdene. Nu gør de unge på universiteterne oprør mod det nye ansættelse system, som vil gøre arbejdende unge til en let fordrivelig arbejdskraft. I dag [16. marts, red.] strejker 64 ud af 84 universiteter i Frankrig og mange universitetsområder er blokeret eller besat af de studerende. Mange steder er universitetsarbejderne gået sammen med de studerende og fagforeningerne i en ny dag med demonstrationer over hele landet. En national demonstration vil blive holdt i Paris på lørdag. Det vurderes at mellem 1 og 1,5 millioner mennesker vil marchere i hovedstaden. I dag er mange, hvis ikke flertallet, af universitetsstuderende tvunget til at arbejde for at betale for deres studier. Mange af de studerende der marcherer, har en fod inde på arbejdsmarkedet, men oftest på den værste del: fast-food restauranter, rengøringsvirksomheder, call centre osv. Mange ved fra deres egne erfaringer hvad udbytning betyder. Men da disse jobs så ud til at være mere eller mindre midlertidige, var mange parate til at tolerere de dårlige arbejdsforhold. Nu har regeringen annonceret et nyt jobsystem, hvor studerende unge – i virkeligheden en del af de arbejdende unge – indser, at de vil stå over for de samme forhold efter de har færdiggjort deres studier. De vil stå overfor midlertidige kontrakter, fleksible arbejdstider og resten af deres liv ligge under for bossernes egenmægtighed. Det er ikke tilfældigt, at Frankrig er det land med den højeste procentdel af kortfristede ansættelser i OECD! Arbejderne og de unge kan ikke tolerere dette. Så denne studenterbevægelse har sit udspring i voksende udbytning på arbejdspladsen. Unge mennesker og arbejdere med deres fagforeninger slutter sig nu til en ny bevægelse, som kan tvinge højrefløjsregeringen til at trække i land. Hvis de vinder, og det er bestemt muligt, vil det skabe ny energi på venstrefløjen i Frankrig og andetsteds.
I løbet af de sidst par uger er mobiliseringerne mod Villepin regeringens Første ansættelseskontrakt (CPE) vokset betydeligt og de kulminerede med en national demonstration med mere end 1 million mennesker. Demonstrationsdagen d. 7 marts ubestridelige succes viser klart, at hovedparten af arbejderklassen og ungdommen er imod CPE. Det modbeviser fuldstændig påstanden om, at regeringen, i dens korstog mod ungdomsarbejdsløsheden, har støtte fra det tavse flertal, dette på trods af de svagere mobiliseringer sidste februar (omkring 400.000 demonstrerede over hele landet), som blev undermineret af ferien midt i semesteret. Mobiliseringens succes er endnu mere vigtig fordi den viser enheden blandt arbejdere, unge, studerende og lærere i kampen mod arbejdets omformning til løsarbejde og forringelsen af arbejdsforholdene.
Forstædernes oprør
I baggrunden af disse protester ligger forstædernes arbejdsløse unges optøjer, som fandt sted sent i 2005 (se The revolt of the French estates). Disse optøjer var en klar, om end forvreden, besked til regeringen om at dets politik uden sociale hensyn, med angreb på de arbejdsløse og forsømmelse af uddannelse af arbejderklassens unge, hovedsagligt med indvandrerbaggrund og al yderligere udvanding af de sociale fremskridt, arbejderne har tilkæmpet sig, må holde op.
Som svar på optøjerne, udover at erklære undtagelsestilstand og indsætte oprørspolitiet (CRS), svang regeringen igen den reaktionære pisk mod arbejderklassen og ungdommen. I stedet for at fokusere mere på uddannelse og forbedringer af skolerne i arbejderklassekvartererne, i et land hvor opnåelsen af en rimelig uddannelse er reserveret for en lille elite, vedtog regeringen en lov der legaliserede lærepladser for folk ned til 14 år og godkendte, at 15-årige sættes på nathold. Ved at gøre dette afskaffede den franske regering noget, arbejderklassens siden slutningen på 2. verdenskrig har anset for at være en fundamental rettighed – fri og obligatorisk uddannelse indtil det 16. år.
Dette var dog ikke nok for den konservative Villepin regering og den klasse som støtter den, borgerskabet. I midten af januar i år præsenterede Villepin, til arbejdsgivernes endeløse glæde, den såkaldte Første ansættelseskontrakt, der skulle være et værktøj til at tackle ungdomsarbejdsløsheden ved at give arbejdsgiverne mere frihed til at bestemme deres unge ansattes arbejdsforhold. Selvfølgelig er sandheden en helt anden. Denne ny kontrakt var intet anden en gave til MEDEF (fransk DA), som ville gør det muligt for arbejdsgivere indenfor en to-årig prøveperiode at fyre nye ansatte under 26 på et hvilken som helst tidspunkt og uden begrundelse. CPE vil også gøre det svært for fyrede arbejdere at modstå disse unfair og uretfærdige fyringer, da den nye kontrakt gør sådanne handlinger fuldstændigt lovlige for bosserne.
CIP’s spøgelse
I skyggen af CPE lurer CPI (professionel indsættelses kontrakt), som blev præsenteret af Balladur regeringen for 12 år siden. CPI var et forsøg på at lave en separat minimumsløn for unge arbejdere. Under pres fra arbejdere og unges mobilisering var Balladur nødt til at trække sit forslag. Nu opfordrer selv samme Balladur, Villepin til at stå fast.
Introduktionen af CPE repræsenterer et ønske om hævn fra MEDEF og andre borgerligt reaktionære kræfter i det franske samfund, ikke kun for CIP’s fiasko men også for at tilfredsstille deres vrede over indførelsen af 35 timers arbejdsugen indført af den forrige ”pluralistiske venstrefløjs” regering, (der ellers stod for privatiseringer), og de andre progressive reformer den gennemførte.
Alt for længe har arbejdsgiverne været nødt til at acceptere, at 14-årige hører til i skolen, og ikke kunne bruges som en kilde af billig arbejdskraft, som man kunne udnytte. Arbejdsgiverne kan ikke længere give indrømmelser til arbejderne og fortsætte med at tillade sidstnævnte at drage fordel af de sociale fremskridt, ofte vundet efter nådesløse kampe, erhvervet igennem den sidste halvdel af det 20. århundrede. Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at introduktionen af CPE sker samtidig med indenrigsministerens, Nicolas Sarkozys, forslag om ”udvalgt indvandring”, indvandrere er jo endnu en glimrende kilde til underbetalt arbejde for arbejdsgiverne.
Studenterfagforeningerne og ungdomsorganisationerne reagerede øjeblikkeligt, efter regeringen havde fremlagt CPE. Snart gik de i stort tal på gaden imod regeringen, igen i enhed med lærerne og arbejderbevægelsen, ligesom det skete i kampen mod CIP i 1994 og imod Filion loven omkring uddannelse sidste år.
Den franske arbejderbevægelse, der langt fra er kedelig og livløs og endnu længere fra at være blåøjede omkring regerings løfter, har naturligvis forstået, at det kun er et spørgsmål om tid, før CPE bliver bredt ud over alle arbejderklassens aldersgrupper, og er derfor gået ud i støtte med de unge arbejdere og studenter. Selv de traditionelt højre-reformistiske fagforeninger, såsom Force Ouvriere (FO), har indkaldt til mobiliseringer og strejker imod CPE.
Igen, hvilket er meget vigtigt fra et marxistisk synspunkt, har studenterfagforeningerne sammenkædet deres krav med arbejderbevægelsen i stedet for at køre et ”studentikost” trip, og har derigennem sikret sig støtte fra størstedelen af klassen i deres retfærdige kamp imod regeringens åbenlyst anti-ungdom og anti-arbejder jobplan.
Arbejderpartierne og oppositionen i parlamentet
Efter ikke at have stået sammen med arbejderne i kampen mod den europæiske forfatning, er Socialist Partiet (PS) nu i gang med at korrigere dette ved at komme med stærk parlamentarisk opposition til CPE. Selvom dette er godt og meget vigtigt i sig selv, så må den bevidste base i partiet og marxister gøre alt i deres magt for at sikre, at den bureaukratiske klike i toppen af PS ikke tilraner sig bevægelsen og bruger den som et redskab til at pleje sine egne interesser.
I sin arrogance besluttede Villepin-regeringen at debatter og tilføjelser omkring CPE, (det vil sige parlamentarisk demokrati, og de procedurer det involverer), ikke for lov til at forsinke ”kampen mod arbejdsløshed”, og gik videre ved at påtvinge paragraf 49.3 af den franske forfatning, som gør en regering i stand til at gennemføre en lov, uden at der stemmes om den. Socialist Partiet fremsatte et mistillidsvotum, hvilket de tidligere havde truet regeringen med, hvis de ville bruge paragraf 49.3. Selvfølgelig var der ingen chance for, at det ville blive gennemført, da de konservative har flertal i parlamentet.
Kommunist Partiet er også imod CPE, og selvom de ikke gik med i at fremsætte mistillidsvotumet, stemte de dog for det. Alle andre venstrefløjsgrupper enten stemte for mistillidsvotumet og/eller var med til at fremsætte det. Det ser ud til, at nogle, eller alle, disse partier (med Socialist Partiet i front) forbereder sig til en ny ”pluralistisk venstrefløjs” regering.
Medierne og Segolene Royal
I vished om hvad, der vil ske til valget i 2007, ikke kun på grund af CPE men også på grund af de sidste 5 års sparepolitik, som regeringen har ført, er borgerskabet begyndt at promovere deres egen kandidat til at repræsentere Socialist Partiet i kampen for Elysee.
I de sidste par måneder har de borgerlige medier konstant promoveret Segolene Royal, Regional præsident i Poitou-Charente, og kone til partiets 1. sekretær Francois Hollande, som den kandidat, der er mest oplagt til at føre partiet til magten i 2007. Royal har været påfaldende stille omkring protesterne mod CPE, og indrømmer gladeligt, at Tony Blair er hendes ”rollemodel”.
Dette træk fra borgerskabet, med at promovere Royal, som den mest sandsynlige vinder i 2007, er åbenlyst en taktik for at sikre, at hvis arbejderbevægelsen vinder, vil Chirac og Villepin blive erstattet med en føjelig og ”markedsvenlig” reformistisk præsident og regering.
De fremtidige kampe: Nej til alle usikre kontrakter! Nej til arbejdets omdannelse til løsarbejde!
Kampen imod CPE og sparepolitikken er langt fra ovre, og endnu længere fra at blive vundet, især i lyset af, at planen endnu engang blev stemt igennem i parlamentet tirsdag d. 9. marts. Studenternes og arbejdernes fagforeninger har sammen indkaldt til en 3. dag med mobiliseringer imod CPE, og 45 universiteter har strejket siden 9. marts. Den samme aften angreb CRS Sorbonne, og barrikader blev rejst på Boulevard Saint Michel, disse blev senere brudt ned af CRS. Som marxist må man se med entusiasme på enheden mellem unge, studenter og selvfølgelig arbejderne. Det er et meget konstruktivt skridt i kampen mod kapitalismen og borgerskabet. Marxister må stræbe efter at bevare denne enhed og tage del i disse fælles demonstrationer for at forsvare vores position og metoder, som de eneste der kan frembringe et socialistisk samfund. Arbejderklassens sociale fremskridt kan ikke fastholdes i en periode med kapitalistisk krise. Den eneste måde vores fremskridt kan fastholdes, er ved at fravriste bankerne og produktionsmidlerne fra den klasse, der på nuværende tidspunkt ejer dem, borgerskabet, og ved at overgive dem til den klasse, der producerer samfundets rigdomme, arbejderklassen.
Nej til arbejdets omdannelse til løsarbejde!
Nej til dårligere arbejdsforhold!
