For tiden er vi vidne til en strejkebølge internationalt, der ikke har været set i lang tid. De borgerlige medier plejer ofte at afskrive dem med, at folk er forkælede og bare kræver og kræver. Dette udsagns absurde arrogance burde være klar for de fleste. Ifølge dem går folk åbenbart i strejke for sjov, ja hvad kan man andet end at ryste på hovedet. Der er selvfølgelig en grund til, at folk strejker, de vil have ordentlige forhold, løn, pension osv.
I flere europæiske lande har vi været vidne til store strejker. I Østrig strejkede hele den offentlige sektor, transport, skoler alt var lukket. Derudover strejkede store firmaer som f.eks. MAN, BMW, Siemens og OPEL. Grunden var først og fremmest en meget upopulær pensionsreform, der vil betyde, at pensionerne skæres ned. I det sidste forslag, før forhandlingerne brød sammen, skulle pensionerne skæres 12%! Også i Frankrig har der været demonstrationer mod forringelser af pensionerne.
I Sverige har kommunalarbejderne været i strejke – deres krav var en meget beskeden lønforhøjelse på 5,5%. Undersøgelser viste, at 80% af befolkningen støttede strejken! Desværre blev arbejderne endnu en gang forrådt af deres egne ledere, der – på trods af at flere fagforeninger i den private sektor var parate til at sympatistrejke – gik med til en meget lavere lønstigning.
I Frankrig var 2 millioner arbejdere ude at demonstrere den 13. maj imod den højreorienterede regering. Dette var på grund af regeringens politik med at skære ned på jobs i den offentlige sektor. Derudover har der været strejker i Spanien, Italien, Grækenland, Tyskland, ja hele Europa er i oprør. Grunden er, at vi selv i “smørhullet” Europa mærker kapitalismens krise. Hver gang der er krise i økonomien, prøver man at redde profitterne på bekostning af dem, der får samfundet til at køre rundt – arbejderne.
Økonomien i USA
I USA, verdens største økonomi, har det længe stået sløjt til på det økonomiske område. Økonomer har prøvet at bortforklare det med bl.a. 11. september og krigen i Irak. Hvad de så meget bekvemt vælger at se bort fra, er, at USA allerede havde ondt i økonomien før det. Krisen rammer selvfølgelig først og fremmest arbejderne. En liberal journalist ved navn Harold Meyerson har i et essay undersøgt økonomien i USA. Ifølge ham er der i de sidste år sket følgende: På trods af at produktiviteten og profitterne er steget, så er både lønningerne og beskæftigelsen faldet. 6% af arbejdsstyrken står uden job, det svarer til 8.8 millioner! Siden Bush kom til, er der forsvundet 2,6 millioner jobs i den private sektor – det betyder, at der hver måned forsvinder 69.000 jobs!
Meyerson afslutter med at konkludere, at situationen næppe ser ud til at forbedres. Da produktiviteten er steget 2,5%, behøver arbejdsgiverne ikke at antage nye folk. Arbejdsgiverne skyder på den måde sig selv i foden – det opsving, der var i den amerikanske økonomi, var først og fremmest baseret på forbrug, men hvordan skal folk forbruge, når de ikke har noget job?
Økonomien i USA ser kun ud til at blive værre, hvilket vil have indflydelse på resten af verden, da USA så at sige er drivkraften i den internationale økonomi. I de følgende år vil vi, i takt med at økonomien forværres, kunne komme til at se en optrapning i klassekampen i USA og en intensivering af kampen for, at fagforeningerne bryder med Demokraterne og opbygger et selvstændigt arbejderparti.
Latinamerika
For de faste læsere af Socialistisk Standpunkt vil det ikke komme som nogen overraskelse, at Latinamerika er på randen af revolution. Kæmpe strejker og demonstrationer har været dagligdagen i Peru, Argentina, Columbia, Ecuador, Bolivia og El Salvador. I Brasilien blev venstrereformisten Lula valgt i håbet om, at det ville føre til bedre forhold for de mange fattige og undertrykte. I Venezuela slog arbejderne og de fattige et kup mod præsident Chavez tilbage, og som i Argentina har man set flere eksempler på arbejderkontrol med virksomheder.
Over hele verden er arbejderne i bevægelse mod de følger, der kommer, når kapitalismen er i krise: Nedskæringer, øget arbejdspres, indskrænkning af demokratiske rettigheder osv. Indtil videre har problemet de fleste steder været, at ledelsen af arbejderbevægelsen har været bange for at “gå for langt”. Lederne er blevet vant til forhandlinger og det “søde liv”, og selvom arbejderne ikke får mere i løn, betyder det ikke noget for deres levestandard. Derfor kæmper socialister over hele verden bl.a. for, at faglige repræsentanter skal have samme indkomst som almindelige arbejdere.
Den økonomiske krise ser kun ud til at blive værre, hvilket vil føre til nedskæringer i velfærd og lønninger over hele verden. Hvis vi vil retten til et ordentligt liv, hvor man ikke skal vende hver en øre for at komme igennem måneden, er vi nødt til at gøre op med kapitalismen. Vi har simpelthen ikke råd til et system, der konstant kommer i krise og ødelægger vores liv. Det eneste alternativ er en socialistisk revolution og opbyggelse af et nyt samfund, hvor arbejderne selv demokratisk leder og fordeler arbejdet. På den måde vil man kunne sikre, at der er nok til alle, samtidig med at folk ikke ville være nødt til at slide sig halvt ihjel. Der er nok værdier i verden – de er bare kontrolleret af de forkerte mennesker!
