Pakistan er nok en af de stater, der har den mest turbulente historie i verden, med revolutionære bevægelser, borgerkrige, militærdiktaturer og truende atomkrig. Den nærmeste fremtid ser ikke ud til at blive mindre turbulent, med en økonomi i laser, over halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen, strejkebevægelser i den pakistanske arbejderklasse og truslen om en atomkrig hængende over hovedet.

Staten Pakistan dannes efter revolutionær bevægelse

Staten Pakistan blev oprettet i 1947, efter at hele verden blev ramt af revolutionære bevægelser i kølvandet på 2. verdenskrig. Det indiske subkontinent var under kolonialt styre fra England og den nationale befrielsesbevægelse tog en socialistisk revolutionær retning. Men den engelske trone og de nationale indiske ledere frygtede alle denne retning, og pga. manglen på et revolutionært parti blev denne bevægelse afsporet og førte til den blodige deling af det daværende Indien i Indien og Pakistan. Englænderne trak sig ud, og det kapitalistisk-feudale system blev bevaret.

Pakistan blev oprettet som en "muslimsk" stat og er blevet brugt som reaktionært bolværk af USA og imperialisterne i hele regionen. Der har i Pakistans relativt korte historie været 4 succesfulde militærkup, og landet styres nu endnu engang af et militærdiktatur ledet af general Musharraf, som kom til magten i oktober 1999.

Elendige forhold

Diktaturet har fra start været i konstant krise. Den økonomiske situation er elendig og forværres yderligere af den verdensomspændende økonomiske nedgang.

Over 79% af den pakistanske befolkning er uden offentlig sygehjælp, kun 0,7% af BNP (bruttonationalproduktet) bruges på sundhed, hvilket ikke engang dækker lønningerne i sektoren. 22% har adgang til rent drikkevand og kun 15% til toiletfaciliteter. Også på uddannelsesområdet står det lige så skidt til. Det medfører, at sundhed og uddannelse bliver en luksus, mens størstedelen af befolkningen kæmper for deres fysiske overlevelse.

65% af det pakistanske BNP går til afbetaling af gæld, mens 40% går til militæret - det betyder at den pakistanske økonomi starter med et underskud hvert år. Der er altså ingen penge til en offentlig sektor, og gælden må forøges. Dette betyder samtidig en opblomstring af den sorte økonomi, der gennemtrænger alle sektorer af Pakistans økonomi og statsapparat. Den sorte økonomi er en svulst på den økonomiske udvikling og har samtidig ført til en fuldstændig korrupt stat, som er umulig at styre for nogen.

Pakistans totale udlandsgæld er på 82 mia. $, mens BNP kun er på 67 mia. $. En af IMF's (den internationale valutafonds) "løsninger" på dette er privatiseringer, men selvom alt privatiseres, vil den pakistanske stat kun få 5 mia. $ ud af det. Privatiseringer vil på den anden side betyde yderligere forringelser af levestandarden for de pakistanske masser.

Fra 1995-2000 var væksten i storindustrien officielt 0%, men reelt var den negativ pga. lukningen af 6000 industrienheder. De udenlandske investeringer faldt i denne periode også drastisk, og de investeringer, der var, erstattede i høj grad tidligere indenlandske investeringer, så det gik lige op. Der har været gevaldige prisstigninger, hvilket har skubbet endnu flere ud i fattigdom. I perioden fra 1990 til 2000 steg andelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen fra 17,2% til 35% og dette er kun de officielle tal, virkeligheden er meget værre!

Demokrati, revolution eller atomkrig?

Det nuværende Musharraf-diktatur er et meget mærkeligt diktatur, som har gennemført en række reformer såsom mindsteløn og flere kvinder i parlamentet. Vesten har hyklet op om mangel på demokrati og menneskerettigheder, men har alligevel brugt diktaturet i fx "kampen mod terrorisme". Diktaturet er internt meget svagt, hvilket det må kompensere for med hårdere og hårdere undertrykkelse, især af den pakistanske arbejderklasse, men det fører på den anden side til stadig mere modstand, som igen gør styret svagere. At diktaturet begynder at stå svagt internt betyder også, at dets popularitet i Vesten svækkes, da de har brug for en stærk ledelse, der kan styre de pakistanske masser. Der er en intern kamp i staten mellem den sorte og hvide økonomi, hvilket kommer til udtryk som kampen mellem "liberalister" og "fundamentalister". Især krigen i Afghanistan har medført en stigning i muslimsk fundamentalisme, som også kommer til udtryk internt i staten, hvor loyaliteten er splittet.

Lige nu står Pakistan over for en reel trussel om krig med Indien. Begge lande er atommagter, og krigen kan medføre en uoverskuelig menneskelig katastrofe. Det centrale spørgsmål ved alle de tidligere krige mellem de to lande og også den nuværende spændte situation har været konflikten om Kashmir. De herskende eliter har de sidste 50 år brugt og misbrugt denne konflikt til deres egne formål. Imperialisterne kan bruge spørgsmålet i deres "del og hersk"-strategi, og internt i de to lande bruges konflikten til at aflede massernes bevidsthed fra deres egen elendighed.

Den indiske regerings beskyldninger om, at den pakistanske stat står bag terrorangreb på fx det indiske parlament, er ret usandsynlige og ikke den virkelig grund til den truende krig. Musharraf står så svagt internt, at det ville være tåbeligt af ham at begynde at angribe Indien. Men den indiske regering har brug for en periode med intense spændinger til at aflede opmærksomheden fra bl.a. forskellige etniske udrensninger som dem i Gujarat.

Der er lige nu stillet op til krig på begge sider af grænsen – en krig der kan smadre begge samfund, og som kan startes af selv det mindste uheld. Imperialisterne ønsker ikke denne krig, men har svært ved at afhjælpe den. Krigstruslen har også konsekvenser internt i det pakistanske regime. De islamisk fundamentalistiske hærledere er rasende over Pakistans svigt over for fundamentalisterne i Afghanistan og muligheden for endnu et sådant svigt i Kashmir, så de har god grund til at ønske at destabilisere regimet.

Samtidig er den pakistanske arbejderklasse nu begyndt at røre på sig. Pakistan har gennemført IMF's diktater hurtigere end noget andet land, med privatiseringer o.l., og krigen i Afghanistan kostede den pakistanske stat 5 mia. $. Regimet står nu i et dilemma - hvor langt kan de gå? De har startet nedskæringerne på arbejderklassen i delstaten Baluchistan, som de anså for den mest tilbagestående, men dette har medført en strejkebølge (læs på bagsiden om strejken i Quetta).

Fremtiden for de pakistanske arbejdere

Musharraf har udskrevet valg til parlamentet i oktober. Af frygt for at få et fjendtligt indstillet parlament udskrev han også præsidentvalg. Dette valg var så gennemskueligt falsk, at selv hans støtter frastødtes, og oppositionen boykottede det. Han endte med en valgsejr på 98%, som han nu kan prale med. Der er i øjeblikket et politisk vakuum i Pakistan, da alle politiske partier ved, at der skal en massebevægelse til for at vælte Musharraf, og at en sådan meget vel kan udvikle sig uden for deres kontrol. Musharrafs såkaldte kampagne mod fundamentalismen er den rene farce. Fundamentalisme kan ikke fjernes inden for en forfalden kapitalistisk stat, og det har i stedet ført til en stigning i bombesprængninger og andre terrorangreb.

Musharrafs mulighed for at knuse en massebevægelse er minimal, og derfor kan det meget vel tænkes, at Vesten vil sætte sin lid til Pakistan People's Party, PPP, ledet af Benazir Bhutto. PPP har tidligere været brugt til at aflede revolutionære bevægelser ved at give reformer, men har samtidig i praksis gennemført demokratiske kontrarevolutioner. Selvom det i bund og grund er et borgerligt parti, er det det parti, som de pakistanske arbejdere og masser sætter deres lid til. Men PPP vil få det svært, da Musharraf allerede har lovet vidtgående reformer, som ikke har været mulige at gennemføre i et kapitalistisk Pakistan.

Når bevægelsen tager til vil masserne samles om PPP, men de vil ikke stille sig tilfredse med en afledning af bevægelsen. Der er allerede nu røre i PPP's medlemsskare og i fagforeningerne.

Brug for socialisme

Situationen i Pakistan viser, hvordan det kapitalistiske system medfører dyb elendighed, menneskelige katastrofer, og det understreger også, hvad løsningen er. Der er brug for en socialistisk revolution i Pakistan, som uvægerligt vil få stor betydning for hele regionen med milliarder af mennesker i både Indien og Kina og også resten af verden. Men historien i Pakistan viser også, hvilken menneskelig tragedie manglen på en revolutionær marxistisk ledelse fører med sig, og at der er brug for at opbygge en sådan både i Pakistan og resten af verden.