Share

20120708 173357 345120 0Den russiske revolution i 1917 skulle forandre Danmark og resten af verden for evigt. At arbejderklassen havde taget magten i det gigantiske Rusland førte til, at den danske arbejderbevægelse splittedes i reformister og revolutionære. De to retninger udkæmpede en indædt kamp om Danmarks fremtid fra 1917 og frem: reformistisk klassesamarbejde eller revolutionær klassekamp.

I denne anden del om Danmark og den russiske revolution handler det om, hvordan revolutionen skulle føre til split i den danske arbejderklasse og dens politiske organisationer i kampen om reform eller revolution. Den russiske revolution førte til åben kamp mellem reformisterne og de revolutionære i Danmark. Det blev en kamp, som en lille håndfuld af danske revolutionære tabte, da den store masse af danske arbejdere stod under det socialdemokratiske lederskabs kontrol i den afgørende periode. Perioden 1918-1925 var potentielt stort for et revolutionært marxistisk masseparti i Danmark; men de revolutionære manglede politisk skoling, organisering, og de havde ikke bygget en stærk venstrefløj inde i arbejderbevægelsen op til den russiske revolution. Det var fejl, der kom til at være skæbnesvangre.  

Staunings bureaukratiske diktatur

Det danske socialdemokrati og fagbevægelse havde vokset sig stort og stærkt i årene op til den russiske revolution i 1917. Danmark var stadigvæk i 1917 et udpræget landbrugssamfund; men Danmarks arbejderklasse var i stigende grad organiseret under de socialdemokratiske faner. Siden 1884 havde partiet haft repræsentanter i Folketinget, og siden den første kongres i 1876, hvor partiet havde ca. 6000 medlemmer, var partiet vokset til 60.072 i 1915. Det har nok været svært at få armene ned. Men der var noget råddent i paradis. Partiet havde langsomt, men sikkert forladt de marxistiske og socialistiske principper, som organisationen var blevet bygget på. Yderligere var det interne demokrati ved at blive kvalt. Kongresserne var begyndt at miste deres demokratiske betydning og var blevet til mediestunts og en festlig lejlighed for partiapparatet. Partiet blev mere og mere underlagt Thorvald Staunings enevældige diktatatur, der igennem sin kontrol med partiapparatet styrede organisationen og dens politik.

En af hovedårsagerne til denne udvikling, var, at der har været meget få marxistiske teoretikere i den danske arbejderbevægelses historie. Louis Pio, socialdemokratiets skaber, var en oprigtig revolutionær og marxist; men han blev knækket personligt og politisk efter at have siddet i isolationsfængsel i halvanden år efter slaget på Fælleden i 1872. Han lod sig købe/tvunget af det danske borgerskab til at flytte til USA i 1877.

Socialdemokratiet faldt nu i hænderne på reformister og karrieremagere. Pios efterfølger, P. Knudsen, prøvede en periode at studere marxisme, men mere af pligt end af lyst. Knudsen kom aldrig til at forstå marxismen. Han var bureaukratiets mand. Det handlede om de små gradvise forbedringer af arbejderens hverdag. Hvis klassesamarbejde med gårdejere eller kapitalister kunne fremskaffe det, var det vejen frem. Selvom det samlede danske borgerskab og dens stat prøvede at knuse Knudsen og hans parti, prøvede han ustandseligt at omfavne dem. Knudsens højeste mål var at komme i Folketinget og derefter reformer. Den sti Knudsen trådte skulle føre Socialdemokratiet fra at være dansk kapitalismes største modstander til at blive den redningskrans, der sikrede selvsamme kapitalismes overlevelse. Yderligere blev Knudsens reformisme styrket grundet et økonomisk opsving i kapitalismen i perioden 1896-1914. I Danmarks tilfælde varede opsvinget helt til 1919, da Danmark som neutral nation i første verdenskrig (1914-1918) kunne tjene mange penge på at handle med krigens parter. Dette opsving gav kapitalismen mulighed for mindre indrømmelser til den danske arbejderklasse. Hertil kom, at toppen af Socialdemokratiet var gledet ind i den danske elite og begyndte at have de samme leveforhold som borgerskabet. Den Radikale Venstre regering, der havde magten i samme periode, førte også en bevidst politik om at knytte den socialdemokratiske ledelse til sig for at have kontrol med klassekampen i Danmark. Det skulle vise sig at være en vinderstrategi helt op til vor tid.

I 1910 døde Knudsen; men han havde allerede udpeget sin efterfølger; Thorvald Stauning. Staunings interesse for marxisme var lig nul. Til gengæld kunne han lide magt og personlig prestige. Stauning kvalte det interne demokrati og satte kun loyale folk på det vigtige poster. Staunings personlige vej til toppen betød, at da chancen tilbød sig for at blive minister i den Radikale Venstre regering i 1916, greb han den. Folketinget og klassesamarbejde med de borgerlige blev ophævet til religiøst doktrin. Socialisme blev erstattet med kapitalisme. Internationalisme blev erstattet med nationalisme. Ude i gaderne oplevede arbejderne mangel og fattigdom grundet inflation og rationering; men nu havde de ”en mand af folket” som minister, således som den socialdemokratiske presse prædikede. Toppen af partiet havde mistet jordforbindelsen.

Danske revolutionære

Der var dog en revolutionær venstrefløj i det danske Socialdemokrati, og den kredsede rundt om en mand ved navn Gerson Trier. Trier, der var uddannet sproglærer, var i London i 1888, og her mødte han Friedrich Engels. Han og Engels blev venner, og Trier vendte hjem til Danmark som marxist og revolutionær. Han meldte sig ind i Socialdemokratiet og talte og skrev imod reformismen og klassesamarbejdet, der var partiets linje. Derfor blev han omgående ekskluderet i 1889. Men Trier havde mægtige venner i den internationale arbejderbevægelse inklusiv Engels, der lagde pres på Knudsen. Det vakte da også opmærksomhed, at i Danmark ekskluderede den socialdemokratiske ledelse folk for at forsvare socialisme og revolution. For Knudsen og Stauning var partiprogrammet kun ord, hvor der tilfældigvis stod socialisme og revolution og ikke noget man fulgte i praksis; men det sagde man ikke højt i den socialdemokratiske internationale sammnehæng.

Trier var ekskluderet mellem 1889 til 1901. I denne periode ledede han en marxistisk kadre skole på Nørrebro, hvor han uddannede den næste generation af revolutionære. I 1901 blev det internationale pres for meget for Knudsen, . Trier blev medlem af Socialdemokratiet endnu engang og blev valgt til Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Her blev han samlingspunktet for de revolutionære: Ernest Christiansen, en dygtig organisator, Marie Nielsen, pioner inden for den danske kvindebevægelse, og Thøger Thøgersen, landets absoluttet bedste agitator. Alle tre spillede en ledende rolle i den socialdemokratiske ungdomsorganisation S.U.F (Socialistisk Ungdoms Forbund).

Der befandt sig også revolutionære uden for Socialdemokratiet. I 1905 splittedes fagbevægelsen, og der opstod et syndikalistisk forbund under betonarbejder Christian Christensens ledelse. Den socialdemokratiske ledelses klassesamarbejde førte til, at det blev den største modstander af strejker og faglige kampe, der kunne forstyrre forhandlinger med kapitalisterne. Dette vakte en dyb foragt hos de mest radikaliserede lag af arbejdere, hvilket gav den syndikalistiske fagbevægelse vind i sejlene. Omkring 1918 var syndikalisterne vokset til 4000 medlemmer i København. Dog var de mere samlet i deres modstand mod socialdemokraternes passivitet end om de syndikalistiske idéer. Uden klarer mål og teoretisk skoling blev syndikalismen bygget på sand, hvilket ville blive skæbnesvangert (se del 3.).

I tiden op til den russiske revolution var der masser af potentiale for at bygge en stærk revolutionær tendens i arbejderbevægelsen. Men chancen blev tabt på gulvet, og det var primært Triers skyld. Trier debatterede og stemte mod det stigende interne diktatur og højredrejning inden for Socialdemokratiet; men han skabte aldrig et alternativ. De revolutionære var samlet omkring ham, ikke som en revolutionær organisation, men som et løst netværk. Da så omvæltningerne og revolutionerne, kom stod de revolutionære uden et kollektiv, men kun med enkeltpersoner.

Trier indså aldrig dette behov for organisation, da han blev mere og mere antiautoritær. Trier følte en stor personlig afsky ved Stauning og hans metoder; men det fik ham til at ryge i den anden grøft. Han blev mere anarkistisk orienteret og så alle organisationer som det onde. Denne personlige udvikling for Trier var dybt frustrerende for en af hans egne venner, nemlig Lenin. Lenin skrev og debatterede med Trier hver gang han var København for at indprente Trier behovet for at bygge et revolutionært parti. Men forgæves. Da Stauning indtrådte i den radikale regering i 1916, meldte Trier sig ud af Socialdemokratiet og afsvor politik til stor skade for de unge revolutionære i S.U.F. Trier blev kort efterfølgende syg og døde i december 1918. Trier gjorte det stik modsatte af, hvad Lenin havde gjort i Rusland. Siden 1903, hvor det russiske socialdemokrati splittedes i reformister og revolutionære, havde Lenin opbygget et marxistisk parti af revolutionære, der skulle blive det afgørende redskab for den russiske revolutions succes.

Klassesamarbejde eller klassekamp?

Da nyheden om at bolsjevikkerne havde taget magten i november 1917, faldt det som en bombe i det danske samfund. Den Første Verdenskrig, hvor Danmark var neutralt, havde betydet kronede dage for borgerskabet og elendighed for arbejderklassen. Borgerskabet havde tjente styrtende på at handle med krigens parter. Rottekød på dåse til soldaterne i skyttegravene til overpris viste sig at være en god forretning. På den anden side oplevede arbejderklassen rationeringer og faldende lønninger uden det, der lignede moderne velfærdsydelser. Det førte til næsten direkte sult på Nørrebro og Vesterbro. Fronterne var trukket op og stemningen eksplosiv.

Først bød den socialdemokratiske ledelse revolutionen velkommen. Zarens fald og bolsjevikkernes løfte om fred virkede som god karma for Stauning og kompagni. Stauning havde igennem den Anden Internationales kongres mødt Lenin en del gange; men han havde vist ikke rigtigt fattet, at når Lenin sagde international socialistisk revolution, så mente han det. Det indså Stauning snart og så vendte partiet rundt på en tallerken. I det socialdemokratiske parti gik bolsjevikkerne fra at være fredsstiftere til at blive blodtørstige omstyrtere af verdensordenen.

Sandheden var, at bolsjevikkerne slog alt væk som generationer af danske reformister havde troet på og levet højt på. Bolsjevikkerne talte ikke om Utopia i en fjern fremtid, men gjorte det fra den ene dag til den anden. Det gjaldt uden at samarbejde eller indgå kompromis med overklassen. Den eneste klasse bolsjevikkerne tjente var den internationale arbejderklasse. Den russiske revolution var ikke blot en trussel mod Stauning og hans tjeners lederskab over arbejderbevægelsen, men bolsjevikkerne var en trussel mod deres privilegerede position i det danske samfund. Stauning kunne dog ikke vende partiet fra venskab til fjendskab med det nye Sovjetunionen uden problemer. For i S.U.F var der flertal for revolution.

I S.U.F blev den russiske revolution modtaget med begejstring. Her var omsider et virkeligt eksempel på, at arbejderklassen kunne overtage magten og vende samfundet i en socialistisk retning. Ungdomsorganisationen kom dog også mere og mere på tværs af moderpartiet. Igennem 1917 havde en lille, men meget militant militærnægterbevægelse skabt overskrifter i pressen. S.U.F stod bag (se del 1.), hvilket blev en pinlig affære for Stauning som minister; men det skulle blive mere end pinligt for Stauning. Omkring nytår 1918 blev Tyskland ramt af en gigantisk strejkebevægelse. Den russiske revolution havde krydset grænsen og var nu ved at blive den tyske revolution. Det satte skub i den danske klassekamp. Spontane strejker og demonstrationer stod nu på dagsordenen.

I starten af 1918 var den socialdemokratiske bevægelse paralyseret af begivenhederne i Rusland. Det betød, at syndikalisterne greb initiativet som den eneste organisation uden for den socialdemokratiske. Arbejdsløsheden og vreden i arbejderklassen var stigende, og syndikalisterne forbandt sig med denne stemning til at holde demonstrationer, aktioner og strejker. Den 11. februar indkaldte syndikalisterne til demonstration, hvor flere tusinder deltog. Til politiets store overraskelse var demonstrationens endemål Børsen, hvor demonstrationen brød ind og tævede børsmæglerne med fastelavnskøller. Denne demostration er bedre kendt som stormen på Børsen. Politiet fik dog til sidst bugt med demonstrationen.

I slutningen af februar holdt socialdemokratiet kongres, hvor lederskabet fordømte stormen på børsen og yderligere fremlagde et program for at fortsætte klassesamarbejdet med Det Radikale Venstre, så Stauning kunne blive ved med at være minister. Afstemningen om klassesamarbejde blev vundet med 222 mod 156; men det var partiapparatets stemmer, der sikrede Stauning sejren. Marie Nielsen rejste sig op på kongressen og brød med Stauning og hans kumpaner. I de efterfølgende dage blev hun kontaktet af Thøger Thøgersen. Sammen startede de Socialistisk Arbejderparti. Forsøget på at bygge et revolutionært masseparti i Danmark var startet; men de to var uhyggeligt uforberedte. En lille kreds af revolutionære uden organisation, avis eller penge kastede sig ind kampen for en socialistisk revolution i Danmark.

Litteratur

Carl Heinrich Petersen (1973). Danske revolutionære – 1 & 2. Holstebro: Bogens billigs bibliotek.

Claus Bryld (1976). Det danske socialdemokrati og revisionismen. København: GMT.

Lise Togby (1968). Var de så røde? Aalborg: Fremads fokusbøger.

Jørgen Bloch-Poulsen & Morten Thing (1979). Danmarks kommunistiske part 1918-1941. Viborg: Politisk revy.

Tønnes Bekker-Nielsen, Bernard Eric Jensen, Niels Arne Sørensen og Paul Ulff-Møller (2003). Gads Historie leksikon. København: Gyldendals Bogklubber.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 27, marts 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information