Share

20121025121023 hungary56 2.grid 8x2Den 23. oktober 1956 sprang en politisk revolution mod det stalinistiske diktatur til live i Ungarn. Den var som plukket fra siderne af Leon Trotskijs værker.

Det ungarske regime var socialistisk i navn, men bureaukratisk i praksis, inspireret af Sovjetunionen under Moskvas strenge kontrol. Denne livløse regering, som var bureaukratisk deform fra sin fødsel i 1949, blev i 1956 rystet af en levende bevægelse for demokrati og imod stalinistisk undertrykkelse. I modsætning til den stalinistiske bagvaskelse på det tidspunkt var det ikke en bevægelse for genindførelsel af kapitalismen. Det var den ungarske arbejderklasses forsøg på at tage kontrol over deres eget liv og etablere et sundt socialistisk samfund.

Revolutionen blev i sidste ende knust med en jernnæve og russiske tanks. Omfanget af massebevægelsens trussel mod det sovjetiske bureaukrati kan måles i de liv, der gik tabt. Titusinder af ungarske arbejdere blev dræbt og utallige flere såret.

Turbulens og ustabilitet

Afslutningen på Første Verdenskrig blev fulgt af enorm social og økonomisk turbulens. Det skrøbelige borgerlige liberale regime fra 1918 i Ungarn blev væltet af en revolutionær bevægelse i 1919, der førte det unge ungarske kommunistparti til magten. Fejl, som var begået af de ungarske kommunister og invasionen fra imperialistisk støttede rumænske tropper, betød, at den unge socialistiske republik ikke var i stand til at konsolidere sig ordentligt, før den blev væltet af en invasion udefra.

Ved udgangen af 1919 var forholdene forberedt for en fascistisk kontrarevolution, som blev ledet af den tidligere kejserlige admiral Horthy. Han indledte en blodig bølge af hvid terror, var allieret med Hitler under Anden Verdenskrig og deltog i holocaust og invasionen af Sovjetunionen. Horthy-regimet, som var det første eksempel på fascisme i Europa, var alt, hvad ungarsk kapitalisme havde at tilbyde. Erfaringerne herfra forklarer til dels, hvorfor en genoprettelse af kapitalismen og Horthyismen aldrig for alvor var på dagsordenen under revolutionen i 1956.

I 1945 marcherede den røde hær ind i Ungarn. Men Stalin havde ingen interesse i at etablere sunde arbejderstater i Østeuropa, fordi de ville have fungeret som inspiration for de russiske arbejdere til at genetablere traditionerne fra Lenin og Trotskij i en politisk revolution mod Stalins klike. Faktisk sigtede stalinisterne først ikke på andet end at beholde Ungarn under Sovjetunionens indflydelse uden at røre ved kapitalismen i landet. Kommunisterne holdt endda liv i forestillingen om en koalitionsregering med et kapitalistisk parti i de første par år efter krigen.

Til sidst kollapsede kapitalismens facade i Ungarn. Stalinisterne gik over til at gøre Ungarn til en miniatureudgave af USSR uden arbejderdemokrati, men komplet med kvælende bureaukrati og brutalt hemmeligt politi.

Dette betød, at når ekspropriationer, nationaliseringer og økonomisk planlægning fandt sted, blev de gjort uden arbejdernes indflydelse eller deltagelse. Socialismen blev indført i Ungarn via bureaukratiske midler.

Stalinistisk kontrol betød bureaukratisk ineffektivitet og Sovjetunionens systematiske udplyndring af industrien i Østblokken, så den ikke kunne opbygge sin egen industrielle base. Produktionen af daglige forbrugsvarer blev ofret for udviklingen af sværindustrien. Ikke desto mindre er det også korrekt, at uddannelse, kultur og folkesundhed blev forbedret, og at man så fremskridt for kvinder, hovedsageligt i form af ligeløn og noget kollektiv børnepasning.

Khrusjtjovs tøbrud

Samtidig blev bureaukratiet ved med at akkumulere massive privilegier for sig selv i form af luksus feriehuse, limousiner, bedre mad, tøj og boliger. Så længe økonomien voksede, kunne folk acceptere denne dobbeltmoral, men modsætningen kunne ikke forblive under overfladen for evigt.

Snart efter Stalins død i 1953 var der tegn på "tøbrug" i de politikker, der kom fra Moskva og tilsvarende fra Budapest. Stalins efterfølger Nikita Khrusjtjov, lavede nogle tiltag til reformering af det sovjetiske system. Det var ikke, fordi han var imod et privilegeret bureaukratisk diktatur, men fordi han kunne se det farligt høje niveau af utilfredshed, der ophobede sig under overfladen i det sovjetiske samfund. Han håbede på, at reformer ovenfra ville afværge en revolution fra neden.

Khrusjtjov havde god grund til at være bekymret. I 1953 var der en massiv strejkebølge og flere gadekampe i Østtyskland. I Tjekkoslovakiet var der optøjer i de større byer. Der var endda strejker og protester i Sovjetunionen selv.

I Ungarn reagerede bureaukratiet ved at erstatte den benhårde stalinistiske regeringsleder, Matyas Rakosi, med Imre Nagy, der blev set som "reformvenlig”. Men ligesom Khrusjtjov var Nagy stadig i høj grad en del af bureaukratiet, og hans "reformdagsorden" var yderst begrænset. Det blev bevist af det faktum, at tusindvis af politiske fanger fortsat blev fastholdt i fængsler, som blev bevogtede af det forhadte og hemmelige politi, AVH, mens Nagy var premierminister.

Ved 1955 var den ungarske økonomi i krise, takket være de bureaukratiske brølere, som er uundgåelige i en planøkonomi uden arbejderdemokrati. Oliefelter blev oversvømmet på grund af en for hurtig vækst i produktionen. Bygninger blev opført, så de bevidst ikke levede op til de påkrævede standarder, blot for at produktionsmålene kunne efterkommes. Leverance af varer skulle ske til tiden, selv om 40% af disse varer var defekte.

Appetit på forandring

I 1955 efter en lang og ophedet kamp bag kulisserne i Moskva ændrede Khrusjtjov kurs. Han blev bange for, at det at give masserne en smag for reform ville gøre dem sultne efter mere, især under en økonomisk krise.

Nagy blev derfor fjernet og smidt ud af kommunistpartiet i april 1955. Hardlineren Rakosi blev bragt tilbage for at skrue tiden tilbage til før de nye politikker fra de foregående to år. Den krystalklare udøvelse af total kontrol over den ungarske regering fra Moskva og bureaukratiets zig-zag kurs kom kun til at resultere i at vække harme hos de ungarske arbejdere. De havde endnu aldrig fået en reel chance for at styre deres eget liv, samfund og økonomi.

I februar 1956 satsede Khrusjtjov stort, da han fordømte Stalins forbrydelser i en tale på et lukket møde ved den 20. kongres for Sovjetunionens kommunistiske parti. Han håbede, at ved at flytte hele skylden for tidligere problemer hen på Stalin og kun Stalin personligt, ville det lægge låg på den voksende krise i det bureaukratiske sovjetiske regime. Men det er ikke en marxistisk metode, for et individ ved magten repræsenterer mere end blot sig selv. Vedkommende repræsenterer en klasse eller et bestemt lag i samfundet. Det var ikke meningen, at Khrusjtjovs tale skulle nå ud over partiapparatet, men den blev hurtigt lækket til offentligheden og fordrede folk til at sætte spørgsmålstegn ved hele det stalinistiske bureaukrati.

I Ungarn begyndte hele landet at syde af diskussion og debat. En gruppe af intellektuelle, kendt som Petofi-kredsen, begyndte at mødes og diskutere ideen om en forandring i en semi-åben facon. Det hemmelige politi infiltrerede denne cirkel; men til deres egne øverstbefalendes rædsel, kom politiets spioner tilbage fra møderne overbeviste om behovet for reform og i solidaritet med dem, der argumenterede for forandring.

Begivenheder i hele Østblokken begyndte at accelerere efter Khrusjtjovs tale. I maj 1956 blev der sendt russiske kampvogne og tropper ind Georgien for at knuse et oprør, som var udløst af nedskæringer. I juni 1956 begyndte arbejdere i den polske by Poznan en strejke- og protestbevægelse, som hurtigt bredte sig til hele landet.

Split i bureaukratiet

Som i enhver revolutionær situation under udvikling var bureaukratiet splittet over, hvordan det skulle håndtere den store bølge af utilfredshed. Nogle foretrak reformer som et middel til at genetablere kommunistpartiets troværdighed, så det ville være i stand til at kontrollere bevægelsen. Andre foretrak at knuse urolighederne med hård hånd. Alle herskende kliker i Østbloklandene stod over for et lignende dilemma igennem Sovjetunionens nedgangsperiode og endelige fald. Det er det samme problem, som møder enhver herskende klasse igennem historien, når den står ansigt til ansigt med en revolutionær massebevægelse.

I Ungarns tilfælde var bureaukratiet ikke i stand til at beslutte, hvilken kurs der skulle følges, da de ville have været forkert, uanset hvad den havde valgt. Fordi Rakosi var så forhadt af masserne, blev han i juli 1956 fjernet, men blot for at blive erstattet af en lige så ondskabsfuld hardliner, Kadar. I mellemtiden blev Nagy degraderet yderligere. Kommunistpartiets troværdighed var hastigt på vej imod bunden.

Jorden var gødet for en revolution. Brandfarlige spændinger havde opbygget sig over sommeren 1956, og alt, hvad der manglede, var en gnist til at antænde dem.

Den 23. oktober fandt en protest sted i Budapest. Den var indkaldt af studerende, der inkluderede brede politiske krav. Kravene inkluderede, at Nagy skulle genindsættes som premierminister, valg af en ny ledelse for partiet gennem en national kongres, venskab med Sovjetunionen baseret på lighed, en tilbagetrækning af alle sovjetiske tropper fra Ungarn, frie valg, pressefrihed, akademisk frihed og, at Ungarn fik lov til at benytte sine egne uranlagre. Oven i dette var der en parole om solidaritet med arbejderne i Polen. I den fredelige protest deltog titusindvis af ubevæbnede mænd, kvinder og børn.

Hvad der skete herefter bar kraftig genlyd af den Blodige Søndag i Sankt Petersborg i 1905. Officerer fra det hemmelige politi, AVH, gik i panik og åbnede ild imod demonstrationen. Demonstranterne henvendte sig omgående til almindelige politibetjente, som overrakte deres våben til folkemængden, da de havde hørt, hvad der var sket,. I løbet af få minutter havde arbejderne i Budapest bevæbnet sig selv med rifler og maskinpistoler, og et monstrøst undertrykkende statsapparat forduftede, stillet overfor en bevæbnet massebevægelse.

Autoriteterne panikker

I en revolutionær situation bevæger begivenheder sig med lynets hast. Demonstranterne forlangte, at en regeringsminister kom ud og forklarede hvilke foranstaltninger, der ville blive gennemført for at opfylde demonstranternes krav. En time senere, da en minister ankom, havde folkemængden vendt sig fuldstændig imod regeringen og buede ministeren af scenen.

I takt med, at massernes bevidsthed udviklede sig med hastige skridt, bredte panikken sig blandt de sovjetiske autoriteter. Natten til den 24. oktober invaderede Sovjetunionen Ungarn for at slå revolutionen ned. Modstanden fra de ungarske arbejdere og unge var drabelig. De strømmede ud i gaderne og bekæmpede de sovjetiske soldater med alt og hvad som helst som de havde tilgængeligt. Trettenårige børn kastede hjemmelavede Molotov cocktails imod de fremrykkende tropper.

De sovjetiske soldater, der havde fået fortalt, at de var blevet udsendt for at nedkæmpe et fascistisk oprør, indså hurtigt, at denne folkelige modstand var en anden historie. Efter fraternisering begyndte soldaterne at forlade deres kampvogne og tilsluttede sig demonstrationerne. Eftersom AVH stadig beskød demonstranterne, rykkede de sovjetiske tropper ind for at beskytte folkemængden.

Bureaukratiet kunne føle jorden forsvinde under sine fødder og var tvunget til at trække tropperne tilbage.

På dette tidspunkt havde massedemonstrationernes krav krystalliseret sig til to: tilbagetrækning af sovjetiske tropper og afskaffelse af AVH. På samme tid under presset fra en revolutionær situation under udvikling begyndte arbejderne og bønderne instinktivt at bevæge sig imod arbejderkontrol og demokrati over hele landet. Arbejderkomiteer sprang op i hver by. Disse komiteer kaldte sig selv ”nationale” eller ”revolutionære”, idet de forkastede ordet sovjet, som var blevet tilsølet af stalinismen.

Peter Fryer, korrespondent for det britiske kommunistpartis, Daily Worker, som var i Ungarn på daværende tidspunkt, beskriver i sin bog, Hungarian Tragedy, udviklingen imod arbejderdemokrati som følgende:

”Selvfølgelig, som i enhver ægte revolution ’fra neden’, var der ’for meget’ snakken, diskussion, skænderi, en kommen og gåen, raseri, iver, agitation og uro. Det er én side af billedet. Den anden side er fremkomsten af almindelige mænd, kvinder og unge til ledende positioner, folk som AVH’s dominans havde holdt nede. Revolutionen kastede dem frem, rejste deres folkelige stolthed og latente organiseringsgeni og satte dem til at arbejde for at opbygge demokratiet ud af bureaukratiets ruiner."

Revolutionen spredes

Revolutionen fejede fra byerne til landet. De forhadte tvangskooperativer blev opløst, og de inkompetente bureaukrater, som kørte dem, blev smidt på porten. Bønderne organiserede sig for selv at sende mad til Budapest, som blev uddelt gratis for at hjælpe revolutionen. På trods af demonteringen af de kollektiviserede landbrug blev der vedtaget resolutioner landet over, der sagde, at bønderne ikke ville acceptere kapitalismen og godsejervældets tilbagevenden.

5fc6e5b105440b5ac0088b803db816daRadiostationen blev beslaglagt af arbejderne for at udsende deres revolution til hele verden. Aviser sprang op alle steder, og således blev de seks officielle aviser overgået af 25 nye i løbet af et par dage. Fængslerne blev åbnede, og tusindvis af mennesker, heraf mange som havde været antaget døde i årevis, strømmede ud i gaderne. Et enormt underjordisk netværk af hemmelige passager, som strakte sig over hele Budapest, blev opdaget. Sagte banken i de dybeste afkroge indikerede, at der stadig var mennesker låst inde, som ikke kunne nås, inden kontrarevolutionen slog til.

Bureaukratiets næste træk var så den 25. oktober at fjerne hardlinerne fra bureaukratiet, som havde provokeret masserne, og genindsætte Nagy som premierminister. På hans første dag tilbage på jobbet blev der erklæret undtagelsestilstand, og 300 arbejdere blev dræbt af statsstyrker uden for parlamentet. For dem, der få dage inden havde set til Nagy som en modvægt imod sovjetbureaukratiet, var disse illusioner sønderknuste.

Igennem en hel uge lå magten hos arbejderne og deres revolutionære komiteer. Mens regeringen slagtede sit eget folk på ordre fra Moskva, blev disse komiteer set som de eneste legitime administrative organer i landet. De var ydermere den eneste reelt bevæbnede styrke i landet. Komiteerne forlangte, at kontrollen over produktionen skulle gives til arbejderråd, at lønnen skulle hæves, at lønforskelle skulle udlignes, og at et program for bygning af boliger hastigt skulle igangsættes.

En vision om et ægte socialistisk samfund var ved at tage form i millioner af menneskers bevidsthed. Det var en vision, hvori Nagy regeringen ikke havde nogen plads, for den repræsenterede ingen ud over sig selv.

For Khrusjtjov var der et sidste terningekast for at knuse en revolution, der havde potentiale til at strømme igennem hele Østblokken og selve Sovjetunionen. Hver by i Ungarn blev omringet af sovjetiske kampvogne og søndag morgen kl. 4 den 4. november begyndte bombardementet.

Budapest bombarderet

Den anden invasion blev gennemført af tropper fra de østligste regioner af Rusland, som kun havde ringe eller slet ingen forbindelse med de ungarske arbejdere, end ikke et fælles sprog. Tropperne blev beordret til at forblive i deres kampvogne og ikke at tale med de civile. Enhver sovjetisk soldat, der viste sympati for befolkningen, blev skudt af deres befalingsmænd. Tropperne fik fortalt, at de var i Berlin, hvor de kæmpede imod tyske fascister. Enhver mulig foranstaltning blev taget for at undgå en gentagelse af den første invasions fraternisering og deserteringer.

Det var meningen, at den anden invasions brutalitet skulle havde smadret revolutionen med et slag. Men de ungarske arbejdere kunne ikke kues så let.

Igennem fire dage og nætter blev Budapest bombarderet. Kampvogne patruljerede byen i løbet af dagen, hvor de pumpede bygninger fulde af fosfor for derefter at sætte ild til dem og bombarderede huse på klods hold. Budapests arbejdere, soldater, studerende og skolebørn gik på gaden og sværgede at kæmpe til den bitre ende.

Peter Fryer, der var vidne til modstanden, skriver igen i Hungarian Tragedy:

15 year old Hungarian freedom fighter Budapest 1956”Folket bekæmpede invasionsstyrken gade for gade, skridt for skridt, tomme for tomme. Den blussende energi fra de elleve dages frihed blev udbrændt i en sidste stor glorværdig flamme. Sultne, søvnløse og hjemløse kæmpede frihedskæmperne med ynkeligt underlegent udstyr imod en knusende overlegen vægt fra sovjets våben. Fra vinduer og fra de åbne gader kæmpede de med rifler, hjemmelavede granater og Molotov cocktails imod T54 kampvogne. Folket brækkede vejen op for at bygge barrikader, og om natten kæmpede de i lyset fra de ildebrande, der fejede ukontrolleret igennem blok efter blok.”

Den 10 november var kampene forbi. Nagy var igen blevet erstattet, og denne gang af hardlineren Kadar. Modstanden fortsatte i form af en generalstrejke. Der er endda rapporter om yderligere isolerede strejker og demonstrationer så sent som i 1959, da Sovjetunionen strammede dets greb og oversvømmede Ungarn med flere tropper, der blev udstationeret på permanent basis.

Stalinismens krise

På trods af nederlaget viste disse begivenheder, at der var et andet alternativ til stalinismen end at vende tilbage til kapitalisme. Det var derfor, at bureaukratiet var nødt til at knuse den ungarske revolution. Ved at gøre det skabte Moskva derfor en krise i den kommunistiske bevægelse verden over, hvilket ledte til splittelse og demoralisering i de stalinistiske partiers rækker.

Den ungarske revolution holdt ud i knap to uger; men i løbet af den tid gik arbejderne fra i deres første radioudsendelse at bede om en FN intervention til i deres sidste udsendelse at opfordre arbejdere i alle lande til at forene sig. I en revolutionær situation kan hver time af hver dag gøre hele forskellen.

Den organiserede tilstedeværelse af en ægte marxistisk ledelse i Ungarn på daværende tidspunkt, som var baseret på Lenins og Trotskijs ideer og metoder, kunne havde accelereret forsøgene på at sprede revolutionen igennem Østblokken og kunne havde bevæbnet arbejderne politisk for at forberede dem fra begyndelsen på det uundgåelige opgør med sovjetbureaukratiet. Desværre stod den ægte marxismes kræfter på daværende tidspunkt ekstremt svagt over hele verden, specielt i de stalinistiske lande.

Ungarn 1956 var blot én episode i stalinismens og Sovjetunionens krise. De krampetrækninger, der rystede Rusland og dets allierede i denne periode var symptomer på stalinismens indbyggede fundamentale modsætning. For en planøkonomi kan ikke overleve uden arbejderdemokrati. Med tiden bragte denne modsætning Berlinmuren til fald og fik Sovjetunionen til at kollapse. Men på det tidspunkt var bevægelsen blevet kapret og traditionerne fra 1956 var kvalt i hul liberalisme og en tilbagevenden til kapitalisme.

Vi fortsætter i dag de heltemodige ungarske arbejdere og unges kamp ved at kæmpe for ægte socialisme. Vi bør lære den lektie deres historie kan lære os og lade os inspirere af deres dedikation, kampånd og ofre.

Denne artikel blev oprindelig bragt hos Socialist Appeal og i Revolution nr. 25, december-januar 2016-17. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information