Share

Che Guevara and Fidel CastroDenne artikel blev første gang bragt på marxist.com den 28. november 2016.

Fredag den 26. november kl. 22:29 døde den cubanske revolutionære leder Fidel Castro i en alder af 90 år. Hans bror Raul Castro annoncerede nyheden til den cubanske befolkning og verden omkring midnat i en tale på TV. Hans død var ikke uventet, eftersom han havde været syg igennem en årrække og allerede havde fratrådt sine formelle politiske ansvarsområder; men det kom stadig som et chok for venner og fjender.

Hele hans liv var tæt knyttet til den cubanske revolution. En vurdering af hans rolle er i realiteten en vurdering af den cubanske revolution, der som den første afskaffede kapitalisme på den vestlige halvkugle og som i mere end fem årtier modstod angrebene fra den amerikanske imperialisme, blot 90 mil mod nord.

Da Fidel kommenterede på den venezuelanske præsident og revolutionære leder Hugo Chávez’ død, sagde han: ”Vil du vide, hvem Hugo Chávez var? Se på hvem, der sørger, og hvem der jubler.” Det samme kan siges om Fidel Castro. Nyheden om hans død blev modtaget med jubel fra de kontrarevolutionære cubanere i eksil i Miami. Reaktionen var den samme fra den reaktionære opposition i Venezuela og fra mediekommentatorer verden over, såvel på højrefløjen som ”liberale”.

På den anden side føltes Fidel Castros død som et slag for millioner af arbejdere og unge, revolutionære og venstrefløjsaktivister i Latinamerika og jorden rundt. For den var Fidel Castro et symbol på den cubanske revolution, på at stå op imod imperialisme, på garanteret kvalitetssundhedspleje og på uddannelse til alle.

En inspiration

Der er en meget god grund til, at den herskende klasse verden over hader ham så meget, og hvorfor amerikansk imperialisme har plottet over 600 forskellige måder at snigmyrde ham på. Det var truslen om et godt eksempel, som den cubanske revolution gav til verdens undertrykte. Ved at afskaffe kapitalisme var den cubanske revolution i stand til at udrydde analfabetisme, give alle landets indbyggere tag over hovedet, skabe en førsteklasses sundhedssektor, som har reduceret spædbørnsdødeligheden og øget den forventede levealder til samme niveau som i udviklede kapitalistiske lande, og massivt forbedre uddannelsesstandarden for landets befolkning. Alt dette i et land, som inden revolutionen havde været USA's bordel og kasino, og på trods af årtierne med terroristisk chikane og Washingtons kriminelle handelsblokade.

Af disse årsager står vi ubetinget for forsvaret af den cubanske revolution. Dette er vores udgangspunkt. Enhver vurdering af figuren Fidel Castro og den cubanske revolution må være balanceret og kritisk, hvis vi skal lære noget af den. Men den må starte fra udgangspunktet om anerkendelse af revolutionens historiske landvindinger, som blev opnået ved at ekspropriere kapitalister, imperialister og godsejere.

Her gives blot nogle få eksempler. Den cubanske revolution afskaffede analfabetisme og har nu afskaffet fejlernæring blandt børn. Den forventede levealder ved fødslen i Cuba er nu 79,39 år, højere end i USA med sine 78,94 og mere end 16 år længere end nabolandet Haitis 62,75 år. Spædbørnsdødeligheden (død for nyfødte under et år ud af 1.000) er i Cuba 4,5, mens den i USA er 5,8 og i Haiti 48,2.

Fidel bliver revolutionære

Fidel blev født i 1926 i Birán i Hulgín provinsen i det østlige Cuba, i en godsejerfamilie. Han gik på en privat religiøs skole i Santiago og derefter i Havana. Han blev involveret i politik, da han begyndte at studere jura på Havanas universitet.

Cuba var det sidste latinamerikanske land til at opnå formel uafhængighed; men så snart det gennem revolutionær kamp havde befriet sig selv fra den spanske imperialisme i forfald i 1898, faldt det i kløerne på den voksende amerikanske imperialisme. Den magtfulde nabo mod nord dominerede den cubanske økonomi næsten komple, og udøvede derigennem sin kontrol over landets politiske set-up. Over tid formaliserede Platt-lovændringen denne ydmygende dominans i form af en klausul i Cubas grundlov, som tillod amerikansk militær intervention af landet. En brændende følelse af uretfærdighed og et dybtfølt ønske om national selvstændighed inspirerede flere bølger af revolutionær kamp i første halvdel af det 20. århundrede. Fidel blev bekendt med og var inspireret af de vigtigste figurer fra Cubas uafhængighedskrig.

Samtidig havde øen en stor arbejderklasse, der havde udviklet militante traditioner, startende med en magtfuld anarko-syndikalistisk tendens, og senere et militant kommunistparti, en stor Venstreopposition, en oprørsk generalstrejke i 1933, osv. National og social befrielse var blevet tæt forbundet, for eksempel udtrykt af Julio Antonio Mellas, stifteren af det cubanske kommunistparti, af Antonio Guiteras, stifteren af Joven Cuba bevægelsen og andre.

I 1945, da Fidel gik på universitetet, var generationen af middelklasse unge, der involverede sig i radikal politik, på ingen måde tiltrukket af det cubanske kommunistparti (officielt kendt som PSP). De var snarere frastødt af det. PSP, der fulgte den stalinistiske Kominterns folkefrontspolitik af ”demokratiet imod fascisme”, havde deltaget i Fulgencio Batistas 1940-1944 regering.

Fidel var tiltrukket af antiimperialistisk politik, hvilket inkluderede hans deltagelse i en fejlslagen militærekspedition til den Dominikanske Republik i 1947 for at vælte Trujillo diktaturet. I 1948 var han en del af en delegation til en latinamerikansk studenterkongres i Colombia. Her blev han vidne til Bogotazo oprøret, der fulgte efter snigmordet på den radikale leder, Jorge Eliécer Gaitán. den 9 april.

Castro blev også tilknyttet Chibás’ parti, Ortodoxo, en populær senator. Han fordømte korruptionen i Auténtico partiet, som han oprindeligt havde tilhørt. Han begik selvmord i 1951.

26. juli bevægelsen

I 1952 gennemførte Fulgencio Batista sit andet statskup. Fidel og en gruppe af hans kammerater (inklusiv hans bror Raúl, Abel Aantamaría og hans søster Haydée og Melba Hernández) begyndte at organisere en militant organisation, som hovedsageligt trak på Ortodoxo partiets ungdom. Den 26. juli 1953 gennemførte de et dristigt angreb på Moncada kasernen i Santiago. Deres mål var at erobre en stor mængde våben og derefter udsende en opfordring til en national opstand imod Batista diktaturet. Angrebet slog fejl, og næsten halvdelen af de 120 unge mænd og kvinder, der deltog, blev dræbt, efter at de blev tilfangetaget.

Fidels tale fra anklagebænken, som han brugte til at forklare sit program, sluttede med de berømte ord: ”Døm mig! Historien vil frikende mig” gjorde ham berømt. Programmet for, hvad der blev kendt som 26. juli-bevægelsen (M-26-7), blev opsummeret i fem revolutionære love, som de havde planlagt at udbrede:

Genindsættelsen af den cubanske grundlov fra 1940.

Landreform.

Industriarbejderes ret til 30% af virksomhedens profit.

Sukkerarbejderes ret til 55% af virksomhedens profit.

Konfiskeringen af midlerne tilhørende dem, der er fundet skyldige i bedrageri under tidligere regeringer.

Det var et progressivt, nationalt, demokratisk program, som også inkluderede en række tiltag med sigte på at forbedre arbejdernes forhold. Men det gik på ingen måde ud over det kapitalistiske systems grænser, og det satte ikke spørgsmålstegn ved den private ejendomsret. Efter en periode i fængsel fik Fidel amnesti og tog til Mexico.

Den cubanske revolution

På baggrund af Moncada programmet organiserede de en gruppe mænd, der skulle rejse til Cuba i båden Granma i slutningen af 1956. Igen var deres ide, at dette skulle falde sammen med et oprør på den østlige del af øen omkring Santiago. Endnu en gang led deres planer nederlag, og størstedelen af ekspeditionens medlemmer blev enten dræbt eller fanget i løbet af de første par timer. Tilbage var kun 12, som trak sig tilbage til Sierra Maestra bjergene. Og alligevel bare lidt over to år senere den 1. januar 1959 var Batista tvunget til at flygte fra landet, og den cubanske revolution havde sejret.

Den revolutionære krigs sejr skyldtes en række faktorer: regimets ekstreme råddenskab, guerillakrigen i bjergene, som ved hjælp af revolutionære metoder som jordreformer, havde vundet bønderne over og demoraliseret de indkaldte til hæren, den udbredte opposition i llano (sletterne) blandt middellagene og sidst, men ikke mindst arbejderklassens magtfulde deltagelse (som er mindre kendt). Det endelige slag imod regimet var den revolutionære generalstrejke, indkaldt af M-26-7, som varede i en uge i Havana indtil guerillasoldaternes ankomst.

I løbet af de næste to år var der en proces med hastig radikalisering af revolutionen. Implementeringen af det nationale, demokratiske Moncada program, især landbrugsreformer, fremprovokerede den herskende klasses vrede og betød, at de mere moderate elementer forlod regeringen. Men programmet skabte entusiasme blandt masserne af arbejdere og bønder, der skubbede på for mere og en modreaktion fra amerikansk imperialisme. Som svar imod alt dette tog revolutionen mere og mere radikale skridt imod imperialistiske besiddelser på øen.

Den konsekvente implementering af et nationalt demokratisk program havde resulteret i eksproprieringen af amerikanske multinationale selskaber. Fordi disse dominerede økonomiens nøglesektorer, betød dette i praksis en afskaffelse af kapitalisme i 1961. Jeg spurgte en gang en cubansk kammerat, der havde været involveret i den revolutionære fagforeningsbevægelse i Guantánamo siden 1930’erne, hvordan han ville karakterisere Fidel og lederskabet i M-26-7. Han svarede, at de var “revolucionarios pequeño-burgueses guapos” (modige småborgerlige revolutionære). Her var ”småborgerlig” ikke ment som en fornærmelse, men som en beskrivelse af såvel den klasseoprindelse, som mange af dem havde, som en beskrivelse af det program de havde kæmpet for. Det faktum, at de på modig vis implementerede deres program, pressede dem langt længere, end de havde forventet. Det er til Fidel Castros ære, at han førte processen til ende.

Sovjetunionens indflydelse

fidelEksistensen af Sovjetunionen på daværende tidspunkt spillede også en rolle i begivenhedernes forløb efter den revolutionære sejr. Det skal ikke forstås som, at Sovjetunionen opfordrede dem til at bevæge sig væk fra kapitalisme. Tværtimod er det dokumenteret, at Sovjetunionen afskrækkede dem og rådede dem til at fortsætte forsigtigt og langsomt. På trods af dette var det en vigtig faktor, at Sovjetunionen kunne udfylde de huller, som den voksende amerikanske aggressivitet skabte (salg af olie, køb af sukker, brud på blokaden).

I omkring 10 år var forholdet imellem den cubanske revolution og Sovjetunionen imidlertid ikke problemfrit. Det cubanske kommunistparti (PSP) havde kun tilsluttet sig den revolutionære bevægelse i dens sidst stadie, og den cubanske ledelse var stolte af dens uafhængighed og havde egen støttebase. Revolutionens første periode var karakteriseret af vidtrækkende diskussioner og debatter på alle områder (udenrigs- og økonomisk politik, kunst, kultur og marxisme), hvor stalinisterne forsøgte – ikke altid med succes – at gennemtrumfe deres linje.

Fidel og de andre var dybt mistænksomme over for Sovjetunionen, specielt efter Khrusjtjovs håndtering af missil-krisen i 1962, hvor han indgik en aftale med USA uden overhovedet at konsultere cubanerne. Derudover forsøgte de på Che Guevaras insisteren at sprede revolutionen til andre lande i Latinamerika og videre ud. Det var noget, der stødte sammen med såvel Sovjetunionens politik om “fredelig sammeneksistens” som med det dybe konservative udsyn hos de fleste latinamerikanske kommunistpartier.

Forsøgene på at eksportere revolutionen mislykkedes, delvist på grund af den grove måde, hvorpå erfaringen fra den cubanske revolution blev generaliseret. Ideen om, at en lille gruppe af bevæbnede mænd, der tog op i bjergene, på kort tid ville føre til omvæltningen af reaktionære regimer (som i sig selv var en oversimplificering af de betingelser, der tillod den cubanske sejr), blev bevist fejlslagen i praksis. Måske var det mest ekstreme eksempel Bolivia, som havde haft en delvis landbrugsreform, og som også havde et militant og politisk avanceret proletariat af minearbejdere. Her endte Che Guevaras forsøg i 1967 med hans død, begået af amerikansk imperialisme (som også havde lært lektioner fra Cuba).

Gradvist blev den Cubanske Revolution isoleret og derfor mere afhængig af Sovjetunionen. Fiaskoen for ”ti millioners sukkerrørshøsten” i 1970 og den økonomiske forvridning, som den skabte, øgede kun afhængigheden. Tætte bånd til Sovjetunionen tillod den cubanske revolution at overleve i tre årtier, men bragte også stærke elementer af stalinisme med sig. Med Quinquenio Gris (De fem grå år) i 1971-75 startede anvendelsen af repressive midler for at pådutte stalinistisk tænkning inden for områder som kunst, socialvidenskab og mange andre. Det var også på dette tidspunkt, at homofobi og diskrimination og chikane af homoseksuelle mænd, som allerede eksisterede og var nedarvet fra det gamle regime, blev institutionaliseret.

Manglen på arbejderdemokrati

eb2b74ea 863b 11e4 823341bMåden, som revolutionen havde sejret på igennem en guerillahærs ledelse, spillede også en rolle i statens bureaukratiske natur i revolutionen. Som Fidel selv forklarede: ”En krig bliver ikke ledt igennem kollektive, demokratiske metoder, men er baseret overkommandoens ansvar.” Efter den revolutionære sejr havde ledelsen enorm autoritet og udbredt opbakning. Hundrede af tusinder greb til våben ved at øjebliks varsel i 1961 for at overvinde invasionen i Svinebugten. En million mennesker samlede sig på Revolutionspladsen i 1962 for at ratificere den Anden Havana Deklaration.

Men der var ingen mekanismer for revolutionært demokrati, hvorigennem ideer kunne blive debatteret og diskuteret og frem for alt, hvorigennem masserne af arbejdere og bønder kunne udøve deres egen magt og stille deres ledere til ansvar.

Det Cubanske Kommunistparti, for eksempel, der var resultatet af en fusion med tiden af det stalinistiske PSP, M-27-6 og det Revolutionære Direktorat, blev grundlagt i 1965, men holdt ikke sin første kongres før 1975. Og det var ikke før 1976, at en formel forfatning blev vedtaget

En planøkonomi har brug for arbejderdemokrati, som menneskekroppen har brug for ilt.. Det er den eneste måde at kontrollere produktionen.

International solidaritet

Processen med bureaukratisering havde også en stor betydning for udenrigspolitikken i den cubanske revolutions ledelse. Den cubanske revolution var uovertruffen, når det kom til international solidaritet, udsending af medicinsk bistand og hjælp rundt omkring i verden. Den spillede også en afgørende rolle i at besejre det sydafrikanske regime i Angola, en kamp, som hundrede af tusinder af cubanere deltog i over mange år.

Men mens revolutioner, såsom den i Nicaragua i 1979-89 og i Venezuela for nyligt, fik tilbudt uvurderlig praktisk og materiel støtte og solidaritet, så har de politiske råd, som den cubanske ledelse gav, været ikke at følge den samme vej som den cubanske revolution med at afskaffe kapitalisme. Dette havde katastrofale konsekvenser for begge lande. I Nicaragua lagde Sovjetunionen et enormt pres på den sandinistiske ledelse for, at den skulle bevare en ”blandingsøkonomi” - dvs. en kapitalistisk – og for at deltage i Contadora fredsforhandlingerne, som endte med at kvæle revolutionen. Den sandinistiske ledelse var tæt på og havde stor respekt for den cubanske revolution. Fidels råd var ikke desto mindre det samme som Sovjetunionens: lad være med at ekspropriere kapitalisterne, for det, som I gør, er, hvad der kan gøres i Nicaragua i dag. Det råd viste sig fatalt.

Også i Venezuela, hvor den cubanske revolution gav uvurderlig støtte (specielt med cubanske læger) og solidaritet, var det politiske råd, som blev givet igen, imod at gå ned ad den vej, som den cubanske revolution havde rejst af 40 år tidligere. Resultatet af at lave en halv revolution kan vi se tydeligt i dag: en massiv forvridning af produktivkræfterne og kapitalismens oprør imod ethvert forsøg på at regulere den. Dette råd havde ikke bare negativ indflydelse på den nicaraguanske og venezuelanske revolution, men forværrede også den cubanske revolutions isolation.

Hvorhen nu?

viva fidelDen cubanske revolutions heroiske modstand efter Sovjetunionens kollaps er i sandhed imponerende. Mens lederne af ”Kommunist” partiet i Sovjetunionen hurtigt og ubesværet rykkede mod at genoprette kapitalisme og plyndre statens ejendom, forsvarede Fidel og den cubanske ledelse revolutionens fremskridt. Den ”specielle periode”, som den blev kendt, var også et vidnesbyrd om den cubanske revolutions vitalitet. En generation var i live, som stadig huskede, hvordan livet var før revolutionen, og andre kunne sammenligne deres levestandard med den, der er i de kapitalistiske nabolande.

Ledelsen modstod, og det cubanske folk fandt på kollektiv vis veje og midler til at overkomme den økonomiske modgang. Fuldstændig isoleret i lyset af den amerikanske blokade blev Cuba nød til at lave vigtige indrømmelser til kapitalismen samtidig med, at de beholdt hoveddelen af økonomien på statens hænder. Turisme blev hovedkilden til indkomst med alle de onder, som følger med.

Udviklingen af den venezuelanske revolution, specielt efter det fejlslagne kup i 2002, gav en ny livslinje ti år senere. Det skyldtes ikke kun udvekslingen af cubanske læger for venezuelansk olie, men genoplivede også de cubanske massers entusiasme over at se revolutionen udvikle sig i Latinamerika igen. Økonomiske problemer og udmattelsen af revolutionen i Venezuela, netop fordi den ikke gik hele vejen og eksproprierede oligarkernes og imperialisternes ejendom, som det var blevet gjort i Cuba, betyder, at den nu er ved at ende.

Det dødvande, som den cubanske revolution befinder sig i, har skubbet en vigtig del af ledelsen i retning af markedsreformer og indrømmelser til kapitalisme i kinesisk- eller vietnamesisk stil. Mange skridt er allerede taget i den retning. Ledelsen håber, at sådanne tiltag i det mindste kan skabe noget økonomisk vækst. Det er en illusion. I dag er verdens kapitalistiske system i krise, og det er tvivlsomt, hvor meget, det vil investere i Cuba. Cuba besidder ingen reserver af billig arbejdskraft, som er en af nøglefaktorerne i den kinesiske økonomis ”succes”. Selv hvis alt dette ikke var sandt, så er genopretningen af kapitalisme i Kina blevet fulgt af en massiv polarisering af velstand, den brutale udbytning af arbejderklassen og destruktionen af den kinesiske revolutions landvindinger.

Det er i denne kontekst, at Obama forsøgte et skifte i den amerikanske taktik. Strategien forbliver den samme: genopretningen af kapitalisme i Cuba og destruktionen af revolutionens fremskridt. Men i stedet for at fortsætte med den samme forfejlede taktik med direkte konfrontation, finansiering af kontrarevolutionære og terroristiske grupper osv., har USA nu besluttet, at det måske er klogere at ødelægge revolutionen indefra ved at bruge verdensmarkedets dominans over en lille ø med meget få ressourcer og en meget lav arbejdsproduktivitet.

Det er tydeligt, at imperialisterne så Fidel selv efter at han formelt var pensioneret fra officielle politiske embeder, som en forhindring for denne proces. Han fordømte offentligt bureaukratisme og den stigende ulighed og advarede om faren for, at revolutionen ville blive ødelagt indefra. I en berømt tale ved Havanas Universitet i november 2005 talte han om ”vores mangler, vores fejl, vores uligheder, vores uretfærdigheder” og advarede om, at revolutionen ikke var uigenkaldelig og kunne ende ligesom Sovjetunionen. ”Dette land kan selvdestrueres; denne revolution kan ødelægge sig selv, men de kan aldrig ødelægge os; vi kan ødelægge os selv, og det vil være vores skyld,” sagde Fidel og tilføjede: ”Enten besejrer vi alle disse afvigelser og gør vores revolution stærk, ellers dør vi.”

Bureaukratisme er dog ikke bare en afvigelse eller problemet med nogle få individer. Det er et problem, som har rod i manglen på arbejderdemokrati i ledelsen af økonomien og staten, og som styrkes af revolutionens isolationen. Når det er sagt, så var det klart, at kapitalismens strateger mente, at så længe Fidel var i live, så ville det være småt med fremskridtene på vejen til kapitalisme i Cuba.

Med hans død håbede de, at denne proces ville accelerere. Der er allerede store modsætninger, og en proces med stigende social differentiering er begyndt i landet. Hovedfaktoren i denne proces er: stagnationen af den bureaukratiske planøkonomi og Cubas ekstremt ulige status i verdensøkonomien, som er et resultat af revolutionens isolationen. ”Socialisme i ét land” er endnu en gang blevet bevist umulig.

Af dette følger, at den eneste vej frem for den cubanske revolution går igennem kampen for demokratisk arbejderkontrol i Cuba og for den socialistiske revolution over hele verden. Det er den eneste måde at forsvare den cubanske revolutions landvindinger på.

I dag taler imperialister alle steder kontant om manglen på ”menneskerettigheder” i Cuba. Det er de samme mennesker, som vender det blinde øje til det saudiske regime og hejser flaget på halv, når dets reaktionære semi-feudale, rådne diktator dør. Det er de samme mennesker, som ikke har noget problem med at indsætte og støtte de mest brutale regimer i Chile, Argentina, Paraguay, Uruguay, Bolivia, Venezuela, Guatemala, Den Dominikanske Republik, Mexico, Nicaragua, El Salvador, Honduras,.... Listen er endeløs.

Vi taler heller ikke her om en fjern fortid. For ikke så lang tid siden blev amerikansk sponsorerede kup forsøgt i Venezuela, Honduras, Ecuador og Bolivia. Nej, når Obama og Clinton taler om ”menneskerettigheder”, er det, som de mener, kapitalisternes ret til at udbytte arbejderne, godsejernes ret til at smide lejere på porten, og de rige turisters ret til at købe kvinder og børn.

I dag mere end nogensinde siger vi: forsvar den cubanske revolution, nej til kapitalistisk genopretning, bekæmp kapitalisme på verdensplan!

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 25, december-januar 2016-17. Tegn abonnement og få bladet fra 99 kroner om året.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information