Share

imageUnder presset fra kapitalismens organiske krise er det demokratisk borgerlige system, der har sat rammerne for spansk politik de sidste 30 år, ved at gå op i sømmene. Den fascistiske diktator Francos død i 1975 åbnende op for en før-revolutionær periode i Spanien.

Den ”demokratiske overgangsperiode” varede indtil 1982, hvor det spanske Socialdemokratiske parti, PSOE, vandt en overvældende valgsejr. Arbejdernes revolutionære bevægelse blev afsporet af de spanske arbejderpartier, så den endte ikke i socialisme med et borgerligt demokratisk regime. Det er er under opløsning.

Francos diktatur

Francos regime begyndte som et klassisk fascistisk regime, efter at Francos styrker havde vundet den spanske borgerkrig i 1939. Arbejderorganisationerne blev smadret og ekstremt hierarkiske fascistiske organisationer blev sat i deres sted. Regimet herskede ved brutal undertrykkelse, og antallet af fængslede, torturerede og myrdede nåede op på titusindvis. Alle levende lag i samfundet, bestående af aktive arbejdere, intellektuelle, kunstnere osv., blev forfulgt og undertrykt.  

Francos regime havde ikke samme omfattende støtte blandt småborgerskabet (fascismens traditionelle sociale base) som Hitlers og Mussolinis. Men det havde dog en vis massebasis blandt middelbønderne og en række dele af småborgerskabet i byen såvel som blandt kapitalister og godsejere. Men som med alle fascistiske regimer så forsvandt denne støtte over en årrække som resultat af fascisternes brutalitet og ikke mindst manglende evne til at tilfredsstille befolkningens sociale behov. Dertil kom skiftet i den sociale sammensætning af den spanske befolkning.

Franco-regimet udviklede sig til et klassisk bonapartistisk regime, dvs. et diktatur kun opretholdt gennem repression uden nogen nævneværdig bred støtte blandt befolkningen, dog ud over naturligvis det spanske borgerskab.

En ny arbejderklasse

Efterkrigsopsvinget i de udviklede kapitalistiske lande betød en hurtig industrialisering af Spanien, der var et paradis for investorer med sin billige arbejdskraft. Lønningerne var fastsat ovenfra af arbejdsgiverne. De officielle fascistiske fagforening (CNS, også kaldet vertikale fagforeninger), som alle arbejdere var tvunget til at være medlemmer af, omfattede både arbejdsgivere og arbejdere. ”Arbejderrepræsentanterne” på fabrikkerne blev udpeget af bureaukraterne i de vertikale fagforeninger i samarbejde med arbejdsgiverne.

Den enorme udvikling af produktivkræfterne ændrede samfundets sociale sammensætning kvalitativt og styrkede arbejderklassens numeriske og sociale vægt, mens middelklassen blev svækket. I 1975 udgjorde lønarbejdere 9,5 mio. mennesker ud af en arbejdsstyrke på 13,4 mio. (dvs. 70% af arbejdsstyrken). Heraf var 3,6 mio. industriarbejdere. Det var et kæmpe skift i forhold til borgerkrigen, hvor bønderne udgjorde 63% af den aktive arbejdsstyrke.

Arbejderklassen vågner op

Efterkrigsopsvinget endte i 1973, hvor verdensøkonomien gik ind i en krise, der dog først for alvor ramte Spanien i slutningen af 1974. En række europæiske lande blev rystet i deres grundvold af massiv klassekamp i denne periode, og i Spanien var krisen uden tvivl med til at accelerere Franco diktaturets fald.

Efter Francos sejr og opløsningen af arbejdernes organisationer var arbejderklassen paralyseret helt ind til slutningen af 1940'erne. Her begyndte de første strejker at fremkomme for at tage endnu mere fart op igennem 1950'erne og især i 1960'erne. Mellem 1964 og 1966 blev der tabt 171.000 arbejdsdage i arbejdskonflikter. Mellem 1970 og 1972 var det 846.000, 1973 til 1975 1.548.000, og efter Francos død antog strejkebevægelsen enorme dimensioner. Fra 1976 til midten af 1978 gik ikke mindre end 13.240.000 arbejdsdage tabt i strejker.

Arbejdernes rejste hovedsageligt økonomisk krav; men de voksede i stigende grad over i mere politiske krav om opløsning af de vertikale fagforeninger, ret til at strejke, amnesti for politiske fanger, afskaffelse af diktaturet, demokratiske rettigheder o.lign. End ikke direkte revolutionære socialistiske krav som ”Ned med kapitalismen”, ”For en revolutionær grundlovgivende forsamling” og ”Arbejderkontrol” var ualmindelige.

Det spanske borgerskab havde det problem, at repression mod den voksende bevægelse havde den modsatte effekt end den ønskede. Den pressede bare arbejderne endnu mere ud i kamp og i retning fra økonomiske til politiske krav.

Fagforeningerne

Før legaliseringen efter Francos død var ikke mere end 5% af arbejderne tilknyttet en fagforening; men det ændrede sig drastisk med klassekampens kulmination i 1977-78.

Den ledende kraft i strejkerne var arbejderkommissionerne (CCOO), der var opstået i midten af 50'erne efter en strejkebevægelse i Asturien. Den udviklede sig til en bevægelse, der forenede arbejderne på klassebasis omkring kampen for økonomiske krav. CCOO deltog i de vertikale fagforeninger for at nå ud til bredere lag af arbejdere. Gennem denne taktik vandt den i 1975 valget som arbejderrepræsentanter inden for de vertikale fagforeninger på flertallet af de store arbejdspladser. I slutningen af 1976 havde CCOO 200.000 medlemmer.  I 1960'erne gik Kommunistpartiet (PCE) ind i CCOO og arbejdede heri.

UGT, fagforeningen tilknyttet Socialistpartiet, som begge var undergrunds organisationer, spillede en begrænset rolle i starten af 70'erne. Men gennem kampene op mod Francos død voksede organisationen og havde i 1977, da den blev lovlig, over 150.000 medlemmer.

Arbejderpartierne

Kommunistpartiet kom ud af illegaliteten som det stærkeste parti med størst indflydelse i arbejderbevægelsen og organiserede de mest militante og radikale lag af arbejderklassen. Partiet fik stor autoritet på grund af dets afgørende rolle i CCOO og på de vigtigste arbejdspladser samt dets rolle i lokalkvartererne. Mange af dets medlemmer spillede en heroisk rolle i undergrundsarbejdet under diktaturet, og mange medlemmer måtte betale med deres liv.

Men politisk var lederne af PCE influeret af stalinismen, der i praksis havde opgivet marxismens revolutionære program. De havde et åbenlyst reformistisk program, selvom de endnu ikke var tydeligt for størstedelen af dets medlemmer.

Socialistpartiet (PSOE) var langt et mindre parti med bare 10.000 medlemmer, da Franco døde. Men partiet havde en vis autoritet blandt millioner af arbejdere. Det tiltrak tusinder af ægte revolutionære arbejdere og unge, der blev frastødt af PCE's bureaukratiske centralisme. PSOE splittedes i 1972, hvilket åbnede op for en venstredrejning af partiet.

PSOE lå i denne periode til venstre for PCE og kan betegnes som et centristisk parti (bevæger sig mellem reformisme og revolution – enten den ene eller anden vej). I programmet fra 1976 står der bl.a., at det gik ind for ”fortrængningen af den kapitalistiske produktionsmåde gennem arbejderklassens overtagelse af den politiske og økonomiske magt og socialiseringen af produktionsmidlerne, fordelingen og distributionen.”

Francos død

20. november 1975 døde den forhadte diktator Franco. Allerede i 1969 havde Franco udnævnt sin efterfølger, Juan Carlos, Spaniens kronprins. Den 22. november blev Juan Carlos svoret ind som Konge af Spanien foran Francos ”Cortes” (diktaturets parlament, direkte håndplukket af Franco selv). Her svor Kongen, at han ville følge den Nationale Bevægelses principper, dvs. de fascistiske principerklæring, som oprøret i juli 1936 var baseret på. Så meget for Juan Carlos' demokratiske sindelag, som den officielle historie efterfølgende har forsøgt fremføre.

Borgerskabet var splittet. En del af borgerskabet havde allerede før Francos død nået den konklusion. at det kunne risikere at ende i en revolutionær eksplosion blandt masserne, hvis de opretholdt diktaturet. Det ville true selve kapitalismen. Denne gruppe forsøgte at få indført reformer fra oven for at afværge revolution fra neden. Faren var, at hvis det gik for vidt med de demokratiske reformer, kunne masserne se det som et svaghedstegn, som ville opmuntre dem yderligere. For at undgå dette scenarie måtte borgerskabet for det første trække processen med overgang til demokrati ud så længe som muligt under Juan Carlos' ledelse.

Den anden del borgerskabet ville kontrollere masserne, hvilket krævede deltagelse fra arbejderorganisationernes ledelser. Det gjaldt især lederne af PCE, der havde størst autoritet blandt arbejderne, og i mindre grad lederne af PSOE.

Desværre blev det hurtigt tydeligt, at hverken lederne af PCE eller PSOE arbejdede i retning af en socialistisk omdannelse af samfundet. De gik i stedet ind for en konsolidering af det borgerlige demokratiske regime, hvor arbejderne kunne få formelle demokratiske rettigheder uden, at basen for det kapitalistiske system, det private ejerskab over produktionsmidlerne, blev berørt. Socialismen blev udskudt til en uvis fremtid.

Til dette formål dannede disse ledere alliance med det ”progressive borgerskab” inklusive en lang række personager, der havde spillet ledende roller under Francos diktatur, men som pludselig var ”omvendte” demokrater. Den første monarkistiske regering var ledet af den samme mand, der havde stået i spidsen for den sidste af Francos regeringer: Arias Navarra med tilnavnet ”slagteren fra Malaga” fra hans rolle i undertrykkelsen i Malaga efter borgerkrigen.

En før-revolutionær situation

I de første måneder af 1976 fik arbejdernes bevægelse et uimodståeligt momentum ansporet af Francos død. I januar alene blev der tabt 21 mio. arbejdstimer i strejker. Bevægelsen blev brutalt undertrykt, bl.a. i Vitoria i Baskerlandet, hvor den var gået længst, med oprettelse af arbejderråd i sin kimform; men repressionen fremprovokerede blot endnu mere omfattende bevægelser.boy in streets during spanish transition to democracy    

En før-revolutionær situation havde åbnet sig i Spanien med alle de klassiske objektive betingelser. Således var arbejderne var villige til at kæmpe til enden, middelklassen så med stor sympati på arbejderklassens kampe og gik i mange tilfælde med dem, og borgerskabet var i panik og internt splittet. Problemet var, at den subjektive faktor, det revolutionære parti, var fraværende.

Arbejderklassen kunne med en revolutionær ledelse flere gange have taget magten i 1976 og 1977. Men i stedet for at lede arbejderklassens kamp fremad i socialistisk retning gjorde lederne af arbejderklassens organisationer, hvad de kunne for at lægge en dæmper på kampviljen og aflede bevægelsen ad demokratiske kanaler. Det overbeviste borgerskabet i Spanien om at bruge arbejderorganisationerne, og i løbet af 1977 blev PSOE, PCE, UGT og CCOO legaliseret. PSOE og PCE voksede fra lige over en halv million medlemmer tilsammen i starten af 1977 til næsten 6 millioner i 1978.

Social pagt

I april 1977 blev de første valg siden februar 1936 udskrevet.  Det borgerlige Demokratisk Centrum (UCD) blev det største parti med 34,7% af stemmerne. Forklaringen er delvis, at valgreglerne var ikke favorable for arbejderpartierne (de tyndt befolkede landlige områder havde langt større repræsentation end byområder samt en valgretsalder på 21 år). Men en anden forklaring var, at arbejderpartiernes linje var svær at skelne fra UDC's. Alligevel fik arbejderpartierne tilsammen flere stemmer end de borgerlige partier med PSOE 30% og PCE 9,2%. UCD med Suarez i spidsen dannede regering, men var afhængig af støtten i parlamentet fra PCE og PSOE. De gav beredvilligt denne.

Den økonomiske krise lagde pres på den spanske økonomi med bl.a. en inflation på omkring 30% i 1977. Borgerskabet ønskede en ”social pagt”, der kunne tilgodese deres interesser om bedre konkurrenceevne. Deres problem var den stærke arbejderbevægelse. Men lederne af arbejderorganisationerne gik med i en aftale, der var et alvorligt angreb på arbejdernes løn- og arbejdsvilkår. Ved udgangen af 1977 havde arbejdernes løn tabt 10% i købekraft. Det var den første i en række af sociale pagter rettet mod arbejderklassen uden, at det løste den økonomiske krise.

Samtidig med at arbejderbevægelsens ledere var på vej mod højre, var bevægelsen blandt de spanske arbejdere i den modsatte retning. UGT og CCOO vandt over 70% af posterne i de første valg i fagforeningerne i starten af 1978, hvor arbejderne kunne vælge deres egne repræsentanter. De to organisationers medlemskab toppede i denne periode med 5 mio. medlemmer tilsammen, og en organisering på næsten 50% af arbejderklassen – et højdepunkt, der ikke siden er overgået.

Ny grundlov

I løbet af 1978 blev spørgsmålet om en ny grundlov sat på dagsordenen. Formålet med denne var at etablere borgerligt demokrati i Spanien. Efter årtiers diktatur fangede det naturligt de spanske arbejderes opmærksomhed. Lederne af PSOE og PCE understregede igen og igen, at den eneste garanti for ”demokratisk stabilitet” var en godkendelse af grundloven. Borgerskabet var mere end villige til at love hvad som helst, så længe dens magt over samfundet ikke blev undermineret.

Den nye grundlov indeholdt en hel række mekanismer for at sikre borgerskabets magt. De gjaldt dommeres ret til at suspendere enkeltindivider og partiers rettigheder og frihed, hvis de ansås som en trussel mod kapitalismen. Grundloven fik med støtten fra arbejderpartierne et flertal ved folkeafstemningen.

Krise i PSOE

Samtidig med at klassekampen stadig rasede, brød en åben kamp ud i PSOE. Ledelsen ønskede et opgør med marxismen, der var indskrevet i partiets program. Fra 1977 havde ledelsen ført en heksejagt mod alle, der konsistent forsvarede de marxistiske ideer i partiet, og ikke mindst ungdomsorganisationen, der i praksis blev lukket ned. Hundredevis af medlemmer blev ekskluderet.

I maj samme år annoncerede partiets leder Felipe González til medierne, at han ”ikke længere var marxist”, og at han følte, at det var på tide at skrive marxismen ud af partiprogrammet. Det rejste en proteststorm blandt partiets medlemmer.

På partiets kongres i 1979 skulle slaget stå. Hvad der var på spil, var partiets revolutionære klassekarakter. I praksis havde ledelsen for længst opgivet marxismen og var overgået til opportunisme og reformisme; men blandt medlemmerne var der stor opposition til ledelsens forslag.

Kongressen var en af de mest demokratiske i PSOE's historie. Omkring 1000 delegerede, der var valgt direkte fra lokalafdelingerne, deltog. Ledelsens beretning blev godkendt; men dens forslag om at skrive marxismen ud af programmet blev afvist af et flertal af de delegerede.

Det fik ledelsen til at bruge et af de ældste bureaukratiske tricks i bogen: afpresning. Felipe Gonzalez annoncerede, at han ikke ville genopstille til ledelsen. Det åbnede muligheden for oppositionen, der havde forsvaret marxismen, til at fremsætte en alternativ ledelse. Oppositionen var dog desværre ikke konsistent revolutionær, men snarere centrister. Karakteristisk for centrismen er dens vaklende indstilling, og på et af de mest kritiske tidspunkter i partiets historie turde oppositionen ikke tage det næste skridt fremad. I stedet annoncerede den, at der måtte oprettes en ”ledelseskomite”. Den kunne indkalde en ekstraordinær kongres, der kunne vælge en ny ledelse og ”redde partiets enhed”.

I perioden op til den ekstraordinære kongres havde ledelsen travlt med at ændre vedtægterne, så de delegerede ikke længere skulle vælges lokalt, men regionalt, hvor medlemsbasen blev hørt langt mindre. Det betød, at ledelsen med Felipe Gonzalez i spidsen vandt stort på den nye kongres, og at det bureaukratiske apparat blev styrket yderligere. Muligheden for at dreje PSOE skarpt til venstre blev tabt på gulvet.

De sidste krampetrækninger

Efteråret 1979 kom de sidste større bevægelser blandt arbejdere og unge. Borgerskabets politik med at inkorporere arbejderklassens ledelse i sikringen mod revolution havde båret frugt. PSOE og PCE ledelsernes deltagelse i en række sociale pagter efterlod de spanske arbejdere og unge demoraliserede uden ledelse.

Løn- og arbejdsforhold var på mange måder forværret siden Franco-tiden. Massearbejdsløshed blev et kendt fænomen og inflationen var op på 16%. Demokratiet havde nok givet de spanske arbejdere ret til at stemme, men ikke social lighed og frihed. Arbejderne forlod gaderne og vendte hjem, udbrændte og frustrerede.

UCD blev genvalgt ved valget i 1979, men var stadig helt afhængig af støtten fra arbejderpartierne. Den herskende klasse var utilfreds med regeringens zig-zag kurs og jævnlige indrømmelser til arbejderpartierne. På den anden side var arbejderklassens kampe uden ledelse ikke i stand til at vinde egentlige sejre. Situationen var i en blindgyde, regeringen var paralyseret og stillede ingen tilfredse. En del af borgerskabet besluttede sig for at tage sagen i egen hånd og begyndte organiseringen af et kup i februar 1981.

Det var tydeligt at toppen af hæren var vidende om kuppet uden at gøre noget for at stoppe det. Kuppet slog fejl, fordi de afgørende dele af borgerskabet kunne se, at de risikerede at fremprovokere en konfrontation med arbejderklassen, som ville være meget farlig for borgerskabet selv. Derfor mobiliserede de for at afværge kuppet. Millioner af spanierne gik på gaden i protest over kuppet.

Efter flere skandaler og UCD regeringens fortsatte  manglende popularitet gik UCD til sidst i opløsning. De seks års centrum-styre og UCD's kollaps havde lært arbejderklassen om centrums falske karakter og polariseret det spanske samfund yderligere til højre og venstre.

Store dele af arbejderklassen og middelklassen havde store forhåbninger til PSOE, der vandt en jordskredssejr ved valget i oktober 1982. PSOE vandt 202 ud af 350 pladser i parlamentet og havde alle betingelser for at begynde en proces med grundlæggende ændring af Spanien, som millioner af arbejdere og andre undertrykte higede efter. Håbene og drømmene fra perioden efter Francos død blev genantændt hos millioner.

PSOE kunne relativt fredeligt have stået i spidsen for en overgang til socialisme i Spanien. I stedet førte PSOE en klassisk reformistisk politik og har efterfølgende gennemført nedskæringspolitik, når den har været i regering. En proces, der har ført til, at partiet i dag er yderst miskrediteret blandt brede lag af den spanske arbejderklasse.

I overgangsperioden kunne den spanske arbejderklasse have taget magten, hvis deres organisationer PSOE, PCE, UGT og CCOO havde viste en vej frem. I stedet blev kapitalismen konsolideret. Det har lagt grunden for den krise i kapitalismen, som vi ser i dag i Spanien (og resten af Europa). Denne krise har medført en politisk krise, der igen har mobiliseret de spanske arbejdere og unge. Det er afgørende at lære af erfaringerne fra fortiden for, at de muligheder for en socialistisk revolution, der uden tvivl vil komme i den næste periode, denne gang ender i succes.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 21, juli-august 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information