Share

stalin vognDen russiske revolution i 1917 ændrede verdenshistorien. For første gang tog arbejderklassen magten og formåede at fastholde den. Revolutionens fjender påstår, at det uhyrlige diktatur under Stalin og hans bureaukratiske klike var den logiske konsekvens af revolutionen. Det er forkert og ikke andet end et forsøg på at afskrække alle fra at kæmpe for en revolution. Der er behov for en sober analyse af revolutionen, både dens fremskridt og årsagerne til, at den degenererede.

Den russiske revolution fandt sted midt i første verdenskrigs forfærdelige slagteri. Leveforholdene for bønder, arbejdere og ikke mindst soldaterne var elendige og forværredes dag for dag. I februar 1917 gik spontane strejker over i en revolutionær bevægelse, der endte med at vælte den despotiske Tsar. Men det borgerligt demokratiske regime, med den provisoriske regering i spidsen, der blev indsat efter Tsarens fald, var helt ude af stand til at levere, hvad massernes krævede: fred, brød og jord til bønderne.

På fabrikker, i lokalområder og på nationalt plan genoptog arbejderne traditionen fra revolutionen i 1905 og opsatte arbejderråd (på russisk ”sovjetter”). Lenin og Bolsjevikkerne forklarede, at den provisoriske regering ikke kunne indfri massernes krav, og at arbejderne selv måtte tage magten gennem sovjetterne og oprette en arbejderstat, hvilket samtidig var den eneste vej til at opfylde de fattige bønders krav om fred og jord.

[Læs også: Den Russiske Revolution]

I august 1917 skrev Lenin mesterværket Staten og revolutionen, hvor han opridsede, hvad han mente, var de nødvendige elementer i en arbejderstat:

  • Alle embedsmænd bør vælges og skal kunne tilbagekaldes øjeblikkeligt
  • Ingen poster skal modtage en højere løn end en arbejder
  • Posterne skal gå på skift – når alle er bureaukrater, er ingen bureaukrater
  • Ingen stående hær, men et væbnet folk

En arbejderstat vil for første gang være flertallets stat og ikke en stat for at sikre et mindretals privilegier mod det store flertal. Lenins elementer var bare første skridt, når arbejderne havde taget magten. Med udviklingen af produktionsmidlerne, og dermed fjernelsen af nød, elendighed og ulighed, ville klasserne begynde at dø bort og dermed også staten.

Revolutionen isoleret

Lederne af den russiske revolution, Lenin og Trotskij, gjorde det fra starten klart, at den russiske revolution blot kunne være gnisten, der antændte en revolutionær bølge. Hvis ikke revolutionen spredte sig til de udviklede kapitalistiske lande, ville den russiske revolution ikke kunne klare sig. Kapitalismen er et globalt system, og økonomien i ét land er helt sammenviklet med den internationale produktion og handel.

Rusland havde desuden brug for den avancerede teknologi og de uddannede arbejdere, som fandtes i de udviklede kapitalistiske lande. Socialisme forudsætter nemlig produktion på et højere niveau end det mest avancerede kapitalistiske land, og klasserne kan først begynde at forsvinde, når der kan produceres nok til, at alle kan få, hvad de har behov for.

For at sprede revolutionen dannede de i 1919 Tredje (Kommunistisk) Internationale. Den russiske revolution blev gnisten, der antændte en revolutionær bølge; men af årsager, der falder uden for denne artikels emne, led revolutionerne i de andre lande nederlag. Mest fatalt i Tyskland 1919 og igen i 1923. Det efterlod den russiske revolution isoleret og overladt til sig selv.

Et tilbagestående land

Rusland var i 1917 et ekstremt tilbagestående land. Det overvældende flertal af befolkningen levede på landet under feudallignende forhold, og mange var analfabeter. Første verdenskrig havde medført massive ødelæggelser og hungersnød i landet.

Og ikke nok med det. Allerede i 1918 blev Rusland invaderet af 21 imperialistiske udenlandske hære herunder Frankrig, England, Tyskland og Japan for at bekæmpe den unge arbejderstat og kvæle den inden den for alvor kom til live.

Men mod alle odds vandt arbejderstaten. Det var bolsjevikkernes internationalistiske appeller til de fjendtlige soldater, der besejrede de invaderende hære. Appellerne havde en stor effekt i de imperialistiske landes bagland, både blandt soldaterne og arbejderne ”derhjemme”, og gav sig udslag i mytterier og revolutionære opstande, som i den tyske revolution i 1918-1919.

Imperialisterne fortsatte dog med at finansiere kontrarevolutionens ”hvide” hære, der med en blodig borgerkrig bekæmpede det nye sovjetstyre. De ”hvides” brutalitet viste med al tydelighed, hvad alternativet var, hvis kontrarevolutionen vandt: brutal undertrykkelse, som under Hitler i Tyskland. Det skubbede mange bønder over på de Rødes side. Under borgerkrigen døde 9 millioner af sult, sygdomme og kulde, og krigen efterlod økonomien i ruiner.

Krigskommunisme

sovjet plakatPlakat fra Den Røde Hær 1919 med teksten: ”DØD OVER VERDENSIMPERIALISMEN”Under invasionen fra de udenlandske hære og borgerkrigen indførte Bolsjevikkerne en hel række tiltag, kaldet krigskommunisme, der blev anset for at være midlertidige nødtiltag. Tiltag der belastede relationen mellem industri og landbrug og dermed forholdet mellem arbejdere ogbønder.

Bolsjevikkerne havde ikke fra starten tænkt sig at nationalisere økonomien, før de havde hævet arbejdernes uddannelsesniveau og udviklet industrien. Men kapitalisterne startede øjeblikkeligt en sabotage af økonomien, og produktionen måtte nationaliseres tidligere, end det havde været meningen. Mellem juli og december 1918 blev 1208 virksomheder i sværindustrien overtaget af staten. Men industrien var fuldstændig smadret.

Økonomien kollapsede: produktion af jern faldt til mellem 1 og 2 % af niveauet i 1913 og høsten i 1921 nåede kun 43 procent af førkrigs niveauet. På grund af sult i byerne flygtede arbejderne ud på landet og det decimerede kraftigt antallet af arbejdere. Antallet af industriarbejdere faldt til 76 procent af 1917 niveauet. Petrograds indbyggertal faldt fra 2,4 mio. i 1917 til 574.000 i august 1920.

For at holde hungersnøden væk blev væbnede grupper sendt ud i landsbyerne for at beslaglægge korn. Bønderne fik sjældent tilstrækkelig kompensation for deres korn, hvilket betød, at de begyndte at vende sig mod revolutionen. Det spændte forholdet mellem bønderne og arbejderklassen til bristepunktet, men der var intet andet alternativ til at undgå hungersnøden.

NEP

Det blev tydeligt, at der måtte gøres noget for at holde bønderne på revolutionens side, og i 1921 blev NEP (New Economic Policy) introduceret. Det blev tilladt bønderne at sælge korn på markedet, imod at de betalte skat til staten. Det var et tilbageskridt i retning af markedsøkonomi, men nødvendigt for at tilfredsstille bønderne og sikre landbrugsproduktionen. Målet for arbejderstaten var at holde stand, indtil de fik hjælp fra arbejderne i de udviklede lande.

NEP gav revolutionen lidt pusterum, og indenfor kort tid begyndte industrien at gå frem. Mellem 1922 og 1923 fordobledes produktionen, og i 1926 var før krigsniveauet nået.

Men NEP havde en negativ side: det øgede klasseskellet ved at styrke de rige bønder, kaldet kulakkerne og kapitalistiske spekulanter, de såkaldte NEP-mænd, der tjente penge på handelen mellem by og land.

Sovjetdemokratiet

Magten var stadig i hænderne på sovjetterne. Og både Bolsjevikpartiet, nu Kommunistpartiet, og Tredje Internationale holdt årlige kongresser, med store interne diskussioner og uenigheder. Det interne demokrati var den diametrale modsætning af, hvad det blev under Stalin.

Arbejderstaten, sovjetdemokratiet, var det mest demokratiske styre. Efter Oktoberrevolutionen var alle partier lovlige undtagen det fascistiske De sorte hundreder, der gennemførte pogromer på bl.a. jøder. Men under borgerkrigen forbød bolsjevikkerne de partier, der med våben i hånd, forsøgte at omstyrte sovjetstyret ved hjælp af borgerkrig og terror.

De Socialrevolutionæres venstrefløjs, der først støttede revolutionen, gik over til oppositionen og blev forbudt, da de forsøgte at sabotere revolutionen ved at myrde den tyske ambassadør i Rusland, med det formål at fremprovokere en krig med Tyskland. I 1918 forsøgte de at snigmyrde Lenin ved at mislykket attentat.

Indskrænkningerne i demokratiet var ment som midlertidige tiltag i en krigssituation, som det ses i alle krigsførende lande. Men i sidste ende gjorde de materielle forhold, at de blev permanente.

Arbejderklassen var atomiseret, og mange var døde af sult eller i krigen. Det havde enorme konsekvenser for sovjetstrukturen, og i takt med at produktionen i fabrikkerne ophørte, begyndte arbejderkontrollen på fabrikkerne at smuldre. Magten overgik i denne periode til sovjetternes præsidium og blev i stigende grad koncentreret og centraliseret i hænderne på regering og partiapparatet, der i stigende grad smeltede sammen med statsapparatet.

Degenerering

I februar 1917 havde bolsjevikkerne omkring 8,000 medlemmer. Under borgerkrigen, hvor der var store personlig risici forbundet med medlemskab, og udfaldet langt fra var sikkert, blev dørene til partiet åbnet vidt op, og medlemskabet voksede til 200.000. Men som borgerkrigen lakkede mod enden, og bolsjevikkerne så ud til at sejre, begyndte karrieremagere og elementer fra de gamle herskende klasser at melde sig ind for at sikre sig en position. I 1921 gennemførte partiet en kampagne for at få disse elementer ud af partiet. I 1922 var 1/3 af medlemmerne på den baggrund blevet ekskluderet.

Men de revolutionære stod overfor langt stærkere kræfter. I slutningen af 1920 var antallet af statsansatte steget fra 100.000 til 5,9 mio.. På grund af analfabetisme blandt de brede masser og manglende uddannelse var bolsjevikkerne nødt til at bruge gamle tsaristiske officerer i hæren som embedsmænd i statsapparatet. Arbejderne var udkørte på grund af krig og sult, og kontrarevolutionære elementer krøb ind i positioner i staten og i partiet og begyndte at udkrystallisere sig til en bureaukratisk klike.

På 11. partikongres i 1922 anførte Lenin, at hovedproblemet for arbejderstaten var en bureaukratisk degenerering af revolutionen, som resultat af pres fra fremmede klasser. Ifølge ham var staten ikke længere styret af kommunister, men i stigende grad hævet over samfundet.

I sit testamente skrev Lenin, at han anbefalede, at Stalin skulle fjernes fra posten som partiets generalsekretær. Stalin var af partiet blevet sat i spidsen for at bekæmpe bureaukrati, men havde i stedet brugt positionen til at bygge en bureaukratisk klike omkring sig. Lenins testamente blev hemmeligholdt helt frem til 1956, og kun få kendte til det. Den bureaukratiske degenerering tog til efter Lenins død i januar 1924. Degenereringen kunne måske have været udskudt, hvis Lenin havde levet længere, men Lenins enke, Krupskaya, udtalte i 1926, at hvis Lenin havde været i live, så ville han allerede have været i fængsel.

Efter Lenins død åbnede den nye ledende klike dørene til partiet og en masse politisk tilbagestående elementer strømmede ind i partiet. Hele 75-80% af partimedlemmerne var rekrutteret efter 1923, og kun 1% havde været medlemmer under revolutionen. Det var forudsætningen for bureaukratiets sejr i apparatet.

Stalin udtrykte det opadstigende bureaukratis ønske om fred og ro, ikke mindst med helt igennem anti-marxistiske teori om socialisme i ét land. Teorien svarede til at give dødsstødet til Sovjetunionen, for kun en socialistisk verdensrevolution kunne redde den unge arbejderstat.

Venstreoppositionen

trotskyLeon Trotskijs tale i Idrætshuset 27. november 1932Trotskij stod i spidsen for at danne Venstreoppositionen, der tog kampen op mod Stalin og bureaukratiseringen efter Lenins død. Venstreoppositionen fremførte behovet for en industrialisering af landet gennem de såkaldte fem års planer. Det ville kunne lægge grunden for at afslutte NEP og samtidig øge produktiviteten i landbruget. Derudover kæmpede de for at genindføre arbejderdemokrati, som den eneste vej til at sikre planøkonomiens videre udvikling.

Stalin førte en benhård kamp mod sine modstandere, først og fremmest Trotskij, der i 1925 blev fjernet fra posten som folkekommissær for krig. På 10 års jubilæet for oktoberrevolutionen i 1927 intervenerede oppositionen i demonstrationer med bannere mod kulakker og NEP-mænd. En uge senere blev de helt ledende partimedlemmer Trotskij, Zinoviev, Kamenev og 3 andre ekskluderet fra Bolsjevikpartiets Centralkomite, og i december blev hele Venstreoppositionen ekskluderet fra partiet. Titusinder oppositionsfolk blev fyret, deres familier jaget og sendt i eksil og en generel undertrykkelseskampagne sat i gang. Trotskij blev landsforvist og Stalin og bureaukratiet konsoliderede deres magt.

Stalin afviste venstreoppositionens kritik, men udviklingen var ved at glide ud af bureaukratiets kontrol. Kulakkerne og NEP-mændene fik større og større økonomisk magt, og de gamle klasserelationer og alt det, man havde kæmpet imod, begyndte at vende tilbage. Der var et stigende pres fra arbejderne for en ændring af politikken. Det pressede bureaukratiet til at gennemføre en karikatur af venstreoppositionens politik.

På landet begyndte Stalin sin sindssyge politik med tvangskollektiviseringer. Industrien var slet ikke udviklet til at overgå til storbrug i det omfang, da det kræver traktorer frem for træplove o.l. I stedet for at overbevise bønderne ved det gode eksempels magt og teknologiske fremskridt blev tvang den udbredte metode. I 1929 udgjorde de kollektive landbrug 1,7%, det tal var i 1936 vokset til 89,6%. Landbruget blev alvorligt ramt. Bønderne, der frygtede kollektiviseringerne, solgte eller slagtede deres kvæg. Det anslås, at 7 millioner døde af sult i 1931-33 som følge af den katastrofale politik.

Indenfor industrien indførtes fem-års planer, og i 1929 blev det besluttet, at den skulle gennemføres på 4 år. For at nå målet blev arbejdsugen forlænget, akkordarbejde introduceret osv. De første år oplevede økonomien kæmpe fremskridt med vækstrater på 20-30 procent. Ved den anden 5 års plan begyndte reallønnen at stige.

Bureaukratiet konsolideres

Efter venstreoppositionen var ekskluderet, gik Stalin efter partiets højrefløj. Men bureaukratiet følte sig ikke sikre på deres magt og privilegier. I 1930’erne blev flere lande igen ramt af massebevægelser, og i Spanien udviklede det sig til en revolutionær situation.

Bureaukratiet i Sovjet frygtede, at hvis det lykkedes de spanske arbejdere at tage magten, ville de indføre et arbejderdemokrati, hvilket ville give fornyet håb til de russiske arbejdere og dermed true bureaukratiets privilegier. Den spanske revolution blev derfor paradoksalt nok startskuddet til en optrapning af undertrykkelsen i Sovjetunionen med Moskva-processerne. Det var skueprocesser, der skulle udrydde alle med forbindelser tilbage til oktoberrevolutionen. 

Under tortur blev tidligere ledende bolsjevikker tvunget til at indrømme al verdens uhyrligheder.

Processerne likviderede, hvad der var tilbage af traditionerne fra Bolsjevikpartiet. Mellem 1939 og 1952 blev der ikke holdt en eneste partikongres. I 1939 var der kun 2 af de oprindelige medlemmer af partiets Centralkomite fra oktober 1917 i live. Den ene var Kollontai, der var ambassadør i Sverige, og den anden var naturligvis Stalin. Af de 1966 delegerede ved partikongressen i 1934 blev ikke mindre end 1108 senere anklaget for kontrarevolutionære forbrydelser.  Hele familier blev udryddet, inklusiv Trotskijs, og Trotskij selv blev myrdet af en stalinistisk agent i 1940.

Hvad gik galt?

Man kan ikke forstå Sovjetunionens degenerering uden at forstå den konkrete kontekst. Rusland var et tilbagestående land, der forblev isoleret. Uanset intentionerne hos den ene eller anden leder, kan man ikke komme uden produktivkræfternes niveau, og i Rusland var de ikke tilstrækkelig udviklede til at sikre nok til alle – det lagde grunden for udviklingen af en lille privilegeret bureaukratisk elite.

Skal det få os til at afvise revolution? Absolut ikke! Revolutionen og planøkonomien betød et kæmpe fremskridt. På de 50 år fra 1913 (som var højdepunktet før krigen) til 1963 øgede Sovjetunionen sin industriproduktion mere end 52 gange, sammenlignet med USA’s der voksede mindre end 6 gange, og med Englands der kæmpede for at fordoble sin. Arbejdsløsheden blev afskaffet, og priserne på basale varer blev holdt nede, fx var huslejen fastlagt på ca. 6% af den månedlige indkomst. Antallet af læger pr 100.000 indbygger var 205 i Sovjet, i USA 150, 144 i Vesttyskland og 101 i Sverige, og der blev brugt fire gange så meget pr indbygger på uddannelse i Rusland som i England.

Men på trods af den økonomiske fremgang var der store problemer. En planøkonomi kan ikke fungere uden demokrati, uden retten til at kritisere, tænke frit osv. Det manglede fuldstændig i Sovjet. Jo mere kompleks økonomien blev, jo sværere blev det for en lille elite at kontrollere og styre den. Efter 1965-1970 begyndte vækstraterne at falde, indtil de helt stagnerede. Det endte i Sovjetunionens kollaps, med katastrofale følger for befolkningen.

Situationen i dag er langt mere favorabel end i 1917. Teknologien er langt mere udviklet, arbejderklassen udgør på verdensplan et flertal og er i vores del af verden langt bedre uddannet, end den russiske var. Samtidig er de internationale kommunikationskanaler udviklet i helt ekstrem grad; i dag kan man følge med i en revolution ”live” over internettet. De materielle forhold for en socialistisk verdensrevolution er altså langt mere gunstige i dag.

Men der findes ingen garantier i politik. Det eneste, vi kan garantere, er, at så længe dette rådne kapitalistiske system får lov at eksistere, vil nød, sult og krig fortsat eksistere. Havde bolsjevikkerne ikke forsøgt, var revolutionen endt i nederlag, som ville have haft en demoraliserende effekt på verdens arbejdere og unge. I stedet blev den russiske revolutions sejr en kæmpe inspirationskilde, helt op til i dag. Den bedste garanti vi kan sikre os, er at lære af den russiske revolution og bygge en marxistisk organisation, der kan sikre arbejderklassens sejr på verdensplan.

Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 10, juni-juli 2015. Tegn abonnement for 250kr om året

 

Yderligere information