De to første måneder af 1917 var Rusland stadig et Romanov monarki. Otte måneder senere stod Bolsjevikkerne ved roret. De var lidet kendte, da året begyndte, og deres ledere var stadig anklaget for statsforræderi, da de kom til magten. Man finder ikke en tilsvarende skarp vending i historien – især hvis man husker på, at det involverer en nation på 150 millioner mennesker. Det er klart, at begivenhederne i 1917, hvad man end mener om dem, fortjener et nærmere studie.

Revolutionens historie, ligesom enhver anden historie, bør først og fremmest fortælle, hvad der skete og hvordan. Men det er dog ikke ret meget. Fra fortællingen selv, bør det blive klart hvorfor det skete, som det gjorde og ikke på anden vis. Begivenheder kan hverken ses som en række eventyr eller hænges op på forudfattet moral. De må adlyde deres egne love. Opdagelsen af disse love er forfatterens opgave.

Det mest utvivlsomme træk ved en revolution er massernes direkte indgriben i historiske begivenheder. I almindelige tider løfter staten, hvad enten den er monarkisk eller demokratisk, sig over nationen og historien laves af specialister i den slags – konger, ministre, bureaukrater, parlamentarikere, journalister. Men på de afgørende tidspunkter, hvor den gamle orden bliver uudholdelig for masserne, bryder de igennem den barriere, der ekskluderer dem fra den politiske arena, fejer deres traditionelle repræsentanter til side og skaber gennem deres egen indgriben begyndelsen til grundlaget for et nyt regime. Om det er godt eller skidt, overlader vi til moralisternes bedømmelse. Vi selv vil tage fakta, som de er givet af udviklingens objektive gang. En revolutions historie er for os først og fremmest historien om massernes kraftfulde indtræden i et domæne, hvor de bestemmer over deres egen skæbne.

I et samfund, der er grebet af revolution, er klasserne i konflikt. Det er dog fuldstændig klart, at de ændringer i samfundets økonomiske basis og dets sociale underliggende lag af klasser, der introduceres mellem revolutionens begyndelse og slutning, ikke er tilstrækkelige til at forklare selve revolutionens gang, der i løbet af en kort periode kan omstyrte oldgamle institutioner, skabe nye og igen omstyrte dem. Revolutionære begivenheders dynamik er direkte bestemt af hurtige, intense og passionerede ændringer i klassernes psykologi, der allerede er blevet formet inden revolutionen.

Pointen er, at samfundet ikke ændrer sine institutioner i takt med, at behovet opstår, som en mekaniker skifter sine instrumenter. Tværtimod tager samfundet de institutioner, der hænger ved det som givne en gang for alle. I årtier er oppositionens kritik intet andet end en sikkerhedsventil for massernes utilfredshed, en betingelse for de sociale strukturers stabilitet. Sådan var i princippet den betydning som den socialdemokratiske kritik opnåede. Aldeles usædvanlige betingelser, uafhængig af personer og partiers vilje, er nødvendige for at rive konservatismens lænker væk fra utilfredsheden og bringe masserne til opstand.

De hurtige ændringer i massernes holdninger og stemning i en revolutionær epoke udspringer derfor ikke fra den menneskelige hjernes fleksibilitet og mobilitet, men fra det fuldstændig modsatte, fra dens dybe konservative. Den kroniske mangel på ideer og relationer bag de nye objektive forhold helt op til det øjeblik, hvor det sidste styrter sammen over folk i form af en katastrofe, er det, der i en revolutionær periode skaber den springende bevægelse i ideer og udbrud, der for politiet ser ud til at være resultatet af ”demagogernes” aktiviteter.

Masserne går ind i en revolution, ikke med en forberedt plan for en social rekonstruktion men med en skarp følelse af, at de ikke længere kan holde det gamle regime ud. Kun en klasses ledende lag har et politisk program, og selv det må stadig testes af begivenhederne og godkendes af masserne. Revolutionens fundamentale politiske processer består derfor i en klasses gradvise forståelse af de problemer, der udspringer af den sociale krise – massernes aktive orientering gennem en metode med successive tilnærmelser. Den revolutionære proces’ forskellige stadier, som bekræftes af udskiftning af partierne, hvor de mere ekstreme altid efterfølger de mindre ekstreme, udtrykker det stigende pres fra masserne mod venstre – så længe bevægelsens drejning ikke løber ind i objektive forhindringer. Når den gør det, begynder reaktionen: skuffelse blandt nogle lag i den revolutionære klasse, stigende ligegyldighed og derigennem en styrkelse af de kontrarevolutionære kræfter. Sådan er i det mindste den generelle skitse for de gamle revolutioner.

Kun på baggrund af et studie af de politiske processer i masserne selv kan vi forstå den rolle, som partier og ledere, som vi mindst af alle er tilbøjelige til at ignorere, spiller. De udgør ikke et uafhængigt, men ikke desto mindre et meget vigtigt element i processen. Uden en organisation, der kan lede, ville massernes energi sprede sig som damp, der ikke er lukket inde i en dampmaskine. Men ikke desto mindre er det, der bevæger tingene ikke maskinen eller boksen, men dampen.

De vanskeligheder, der står i vejen for studiet af ændringerne i massernes bevidsthed i en revolutionærs epoke, er temmelig åbenlyse. De undertrykte masser laver historien i fabrikkerne, i barakkerne, i landsbyerne, på byernes gader. Derudover er de mindst af alle vant til at skrive ting ned. Perioder med højspændte sociale forhold efterlader lille plads for eftertænksomhed og refleksion. Alle muser – endog journalistikkens plebejiske muse, har det, på trods af sine kraftige hofter – hårdt i revolutionære tider. Alligevel er historikerens situation på ingen måde håbløs. Optegnelserne er ukomplette, spredte, tilfældige. Men i lyset af begivenhederne selv tillader disse fragmenter os ofte et gæt på de skjulte processers retning og rytme. I medgang og modgang baserer et revolutionært parti sin taktik på en beregning af ændringerne i massernes bevidsthed. Bolsjevismens historiske kurs demonstrerer, at sådanne beregninger i det mindste i grove træk kan foretages. Hvis de kan laves af en revolutionær ledelse i kampens hede, hvorfor så ikke af historikeren efterfølgende?

Men processen, der finder sted i massernes bevidsthed, er ikke ubeslægtet og uafhængig. Uanset hvor meget idealisterne og eklektikerne raser, bestemmes bevidstheden ikke desto mindre af forholdene. I de historiske forhold, der formede Rusland, hendes økonomi, hendes klasser, hendes stat, i hendes handlinger i forhold til andre stater, burde vi være i stand til at finde forudsætningerne både for Februarrevolutionen og Oktoberrevolutionen, der erstattede den. Eftersom den største gåde er det faktum, at et tilbagestående land var det første til at sætte proletariatet på magten, påhviler det os at søge løsningen på denne gåde i dette tilbagestående lands ejendommeligheder – det vil sige, hvor det adskiller sig fra andre lande.

Ruslands historiske ejendommeligheder og deres relative vægt vil blive karakteriseret af os i denne bogs første kapitaler, der giver en kort skitse af udviklingen af det russiske samfund og dets indre kræfter. Vi vover at håbe, at disse kapitalers uundgåelige skematik ikke vil afskrække læseren. I bogens videre udvikling vil han møde de samme kræfter i levende live.

Dette værk vil ikke på nogen måde afhænge af personlige erindringer. Den omstændighed, at forfatteren var en deltager i begivenhederne, frigør ham ikke fra pligten til at basere sin redegørelse på historisk verificerede dokumenter. Forfatteren omtaler sig selv, i det omfang det kræves af begivenhedernes gang, i tredje person. Det er ikke blot en litterær from: den subjektive tone, som er uundgåelig i selvbiografier eller erindringer, er ikke tilladelig i et historisk værk.

Men det faktum, at forfatteren rent faktisk deltog i kampen, gør selvfølgelig hans forståelse af ikke bare psykologien i de kræfter, der var i aktion, både individuelle og kollektive, men også begivenhedernes indre sammenhæng, nemmere. Denne fordel vil kun give positive resultater, hvis en betingelse er opfyldt: at han ikke stoler på sin egen hukommelses vidnesbyrd, hverken når det kommer til trivielle detaljer eller vigtige spørgsmål, hverken når det gælder fakta eller spørgsmål om hensigt og stemning. Forfatteren mener, at han for så vidt har opfyldt denne betingelse.

Spørgsmålet om det politiske ståsted hos forfatteren, der som historiker har de samme synspunkter, som han havde som deltager i begivenhederne, står stadig ubesvaret. Læseren er selvfølgelig ikke nødt til at dele forfatterens politiske synspunkter, som han på sin side ikke har nogen grund til at skjule. Men læseren har ret til at kræve, at et historisk værk ikke bør være et forsvar for en politisk position men et internt velfunderet portræt af revolutionens virkelige processer. Et historisk værk opfylder dermed kun denne mission, hvis begivenhederne udfolder sig på dets sider i deres fulde naturlige nødvendighed.

Er det dertil nødvendigt at have historikerens såkaldte ”upartiskhed”? Ingen har endnu klart forklaret, hvad denne upartiskhed består af. Clemenceaus ofte citerede ord, at det er nødvendigt at tage revolutionen ”en bloc”, som en helhed – er i bedste fald en kløgtig undvigelse. Hvordan kan man tage som et hele en ting, hvis essens består af en spaltning? Clemenceaus aforisme var delvist dikteret af skammen over hans for beslutsomme forfædre, delvist af forlegenheden over for deres skygger.

En af de reaktionære og derfor fashionable historikere i Frankrig nu, L. Madelin, bagvasker i sin salonstil den store revolution – det vil sige hans egen nations fødsel – og hævder, at ”historikeren bør stå på en truet bys mure og på samme tid betragte de belejrende og de belejrede”: kun på den måde, ser det ud til, kan han opnå en ”forsonlig retfærdighed”. Men Madelins egne ord bevidner, at hvis han klatrer ud på muren, der deler de to lejre, er det kun som reaktionens spejder. Det er godt, at han kun interesserer sig for fortidens krigslejre: i en tid med revolution er det forbundet med stor fare at stå på muren. Derudover finder man i tider med uro oftest prædikanterne for ”forsonlig retfærdighed” siddende indenfor fire mure, mens de venter på at se, hvilken side der vil vinde.

Den seriøse og kritiske læser vil ikke ønske en forræderisk upartiskhed, der tilbyder ham et krus forsoning med det reaktionære hads velplacerede gift i bunden, men en videnskabelig samvittighedsfuldhed, der for dets sympatier og antipatier – åbne og utilslørede – søger støtte i en ærlig undersøgelse af kendsgerningerne, bestemmelsen af deres virkelige sammenhænge, en fremvisning af deres bevægelses kausale love. Det er den eneste mulige historiske objektivisme, og derudover er det fuldt ud tilstrækkeligt, for det er verificeret og bekræftet, ikke af historikerens gode intentioner, som kun han selv kan garantere for, men af den historiske proces’ egne naturlige love, som han afslører.

Kilderne til denne bog er utallige periodiske publikationer, aviser og tidsskrifter, erindringer, rapporter og andre materialer, delvis i manuskriptform, men størstedelen udgivet af Instituttet for Revolutionens Historie i Moskva og Leningrad. Vi har fundet det overflødigt at lave henvisninger i teksten til særlige publikationer, eftersom det bare ville genere læseren. Blandt de bøger, der har karakter af kollektive historiske værker, har vi især brugt Essays on the History of the October Revolution (Moskva-Leningrad, 1927) i to bind. Den er skrevet af forskellige forfattere, og de forskellige dele af bogen er ikke af lige stor værdi, men de indeholder uanset hvad faktuelt materiale i rigelige mængder.

Datoerne i vores bog er overalt indikeret i forhold til den gamle stil – det vil sige, de er 13 dage efter den internationale og den nuværende sovjetiske kalender. Forfatteren følte sig tvunget til at bruge den kalender, der blev brugt under revolutionen. Det ville selvfølgelig ikke have været et stort arbejde at oversætte datoerne til den nye stil. Men denne operation, der ville have fjernet en vanskelighed, havde medført andre mere essentielle. Monarkiets omstyrtning er gået over i historien som Februarrevolutionen: ifølge den vestlige kalender fandt den dog sted i marts. Den bevæbnede demonstration imod den provisoriske regerings imperialistiske politik er gået over i historien under navnet ”April dagene”, mens de ifølge den vestlige kalender fandt sted i maj. For ikke at tale om andre mellemliggende begivenheder og datoer bemærker vi blot, at Oktoberrevolutionen ifølge europæisk beregning fandt sted i november. Vi ser, at selv kalenderen er farvet af begivenhederne, og historikeren kan ikke ordne den revolutionære kronologi med ren aritmetik. Læseren vil være så venlig at huske, at før end den byzantinske kalender blev omstyrtet, måtte revolutionen omstyrte de institutioner, der klamrede sig til den.