Del 2: Stalin – Lenins partis bøddel

Se også del 1

Stalin og Bukharins politik førte til en meget farlig situation på landet, hvor kulakkerne var ved at blive en magtfuld faktor, fjendtligt indstillet overfor sovjetmagten. Her ser vi Stalins grove empirisme og mangel på marxistisk forståelse. I februar 1928 skrev han:
”NEP er fundamentet for vores økonomiske politik og vil vedblive at være det i lang tid fremover.”
I april samme år vedtog Stalin og centralkomitéens plenum en resolution, der sagde, at ”kun løgnere og kontrarevolutionære kunne sprede rygter om afskaffelse af NEP.”

Venstreoppositionen advarede igen og igen om faren fra kulakkerne og forlangte en kursændring. Men deres appeller faldt for døve øren. Men indenfor få måneder blev hele politikken vendt på hovedet. Kulakkerne havde organiseret en kornstrejke som det første skridt hen mod kapitalistisk kontrarevolution imod sovjetmagten. Ved slutningen af 1927 havde faldet i kornforsyningerne til byerne antaget alarmerende proportioner. I en 180 graders vending erklærede Stalin ”likvideringen af kulakkerne som klasse.”

I 1930 advarede Trotskij om, at kollektiviseringen af landbruget skulle ske gradvist og på frivillig basis, så man ikke åbnede en konflikt mellem bønderne og arbejderne. Han talte for, at ikke mere end 20-25 procent af gårdene burde kollektiviseres ”med mindre virkelighedens rammer skal overtrædes.”

Dette var på linie med Lenins holdning til kollektivisering. Men i stedet insisterede Stalin på at kollektivisere alting – ned til filtstøvlerne, der blev trukket af kulakkernes børns fødder. I denne proces blev der ikke skelnet mellem de rige og middelbønderne. Resultatet var en blodig borgerkrig, hvor den røde hær måtte sendes ud på landet. Som et resultat af Stalins vanvid, strøg en forfærdelig hungersnød over landet i 1932-33. Millioner af mennesker sultede ihjel. Der var tilfælde af kannibalisme i Ukraine og Centralasien.

Fra en økonomisk synsvinkel var der ingen mening i den altomfattende kollektivisering, da den sovjetiske industri ikke var i stand til at forsyne kollektivbrugene med traktorer og selvbindere. Som Trotskij ironisk observerede: ”Ved at sætte de primitive lugejern sammen med mujhik’ernes sølle krikker, skaber man ikke mere storbrug, end man skaber en stor damper ved at sætte en masse små fiskerbåde sammen.”

Senere var Stalin nødt til at foretage et tilbagetog, men skaden var gjort. Det sovjetiske landbrug kom sig aldrig efter dette slag. Stalins eventyrpolitik med tvungen kollektivisering fremprovokerede en forfærdelig katastrofe. Stalin indrømmede senere over for Churchill at ti millioner var sultet ihjel. (Se Churchill, The Second World War, bind IV, side 447-8.)

På det industrielle felt udførte Stalin en lignende zig-zag kurs. Da Trotskij, der fulgte i Lenins fodspor, talte for industrialisering baseret på femårsplaner og elektrificering, blev han anklaget for at være en ”over-industrialist”. Stalin latterliggjorde Trotskijs forslag om at bygge et vandkraftværk ved Dnepr (Dnieperstroy) og sammenlignede det med at tilbyde en bonde en grammofon i stedet for en ko. Men nu, hvor han tidligere havde fordømt Trotskijs ide om en femårsplan, proklamerede Stalin pludselig en ”femårsplan på fire år”.

Dette førte til alvorlige forstyrrelser i industrien, der kun med stort besvær blev genoprettet efter store tab. Ikke desto mindre var lanceringen af femårsplanerne et gigantisk skridt fremad for Sovjetunionen, der gjorde det muligt at komme ud af tilbageståenheden og industrialisere på meget kort tid. Stalin stjal praktisk talt noget af Venstreoppositionens politik, som han tidligere havde været imod. Men han kopierede politikken på en fordrejet, ensidig og bureaukratisk facon. Det var slet ikke på tale at han ville acceptere de mest basale krav fra Venstreoppositionen angående arbejderdemokrati og internationalisme. Resultatet var ikke en ægte socialistisk politik, men en bureaukratisk karikatur.

Ikke desto mindre blev Stalin-fraktionens svajen mod venstre af mange Oppositionsfolk tolket som et bevis for, at deres politik havde sejret. Et antal prominente ledere kapitulerede, begyndende med Kamenev og Zinoviev. Men kapitulation er en glidebane. Det kan blive en vane. De kapitulerede en anden og så en tredje gang på den mest usle måde, men det redede dem ikke. Stalin brugte dem, og fik dem derefter henrettet. Ingen mængde af kapitulation kunne have reddet dem. Stalinismens konsolidering krævede den komplette likvidering af de gamle bolsjevikker.

Bureaukratiets opgang

Et afgørende vendepunkt var afskaffelsen af partiets Maksimum. Dette leninistiske tiltag var tiltænkt som et forsvar mod dannelsen af et privilegeret lag af ”kommunistiske” bureaukrater. Lenin forklarede, at eksistensen af lønforskelle var et levn fra kapitalismen, der ville have en tendens til at forsvinde som samfundet gik fremad mod socialisme. Udviklingen af produktivkræfterne ville blive fulgt af en generel forbedring i levestandarden, og ulighederne ville gå nedad. Imidlertid var det modsatte tilfældet i det stalinistiske Rusland. I stedet for en reduktion af uligheden var der en enorm stigning i forskellen mellem arbejderklassens levestandard og særligt de øvre lag af bureaukratiet.

I en tale i 1931 talte Stalin om sovjetfolkets ”glade liv”. På dette tidspunkt var arbejdernes levestandard ekstremt lav, og arbejdernes lønninger forblev nedtrykte gennem 1930’erne på trods af femårsplanernes kolossale fordele. Men det ”glade liv” var en realitet for millioner af embedsfolk i staten og ”kommunist”partiet; de levede vældig godt. Oven i andre privilegier med provisioner og logi, blev et nyt netværk af lukkede ”distributører ” etableret, og restauranter reserveret for højtstående kommunister eller funktionærer uden for partiet. Dernæst blev særlige ”statsbutikker” oprettet til deres eksklusive brug. I disse butikker kunne man købe alting, men til priser, ingen arbejder kunne betale.

Lenins principper blev trampet ned. Lenin havde peget på, at lønforskelle var et levn fra kapitalismen, der ville blive reduceret mens Sovjetunionen gik frem mod socialisme. Men det stik modsatte skete. Ciliga kommenterer den livsstil og mentalitet, som bureaukraterne og deres familier havde:

”En mands værdi blev målt ved elegancen på de ferier, han havde råd til, på hans lejlighed, hans møbler, hans tøj og den position, han indtog i det administrative hierarki (…)
Den bureaukratiske elites forskel blev også udtrykt på et andet plan; mændene, konerne og børnene udgjorde tre grupper, hver med deres egne standarder. Mændene havde udviklet en diplomatisk sans, de var ikke selvhævdende og glemte ikke at ’have kontakt med masserne’ eller opretholde en proletarisk og revolutionær facade. De udtrykte sig i forsigtige vendinger. Kvinderne havde ikke sådanne bekymringer. Deres eneste tanke var at dupere folk med deres tøj, deres balkon på teatret, deres hjems elegance og deres beskrivelser fra ferier i udlandet. De var bevidste om at tilhøre ’det gode selskab’ og levede kun for deres ynkelige ambitioner (…)
Hvad angår børnene, så var de chokerede over deres forældres hykleri. De ønskede at kalde en spade for en spade. ’Vi er chefen her, hvorfor skjule det?’ ’Hvorfor ikke altid gå i smart tøj? Hvorfor kan man gøre det ved særlige lejligheder, hvorimod man ved andre må gå ydmygt klædt? Hvorfor ikke tage ud i bilen, siden vi har en? Hvorfor kører den og den sine børn til skole i bil, mens vores far nægte at køre os?’ Revolutionære vendinger gik dem på nerverne, de hadede at høre ordet proletariat nævnt igen og igen.” (Ante Ciliga, The Russian Enigma, side 118-9.)

I disse få linier kan man finde al den nødvendige information til at forstå præcis, hvad der har fundet sted i Rusland, Østeuropa og Kina i løbet af de sidste ti eller tyve år.

Stalins processer

Efter Lenins død gennemgik SUKP en proces med bureaukratisk degeneration, der mundede ud i Stalins diktatur. Men for at konsolidere sin magt, var Stalin først nødt til at ødelægge Lenins parti. Dette gjorde han ved fysisk at udrydde bolsjevikpartiet i de berygtede processer.

”Kommunist”partiet under Stalin blev forvandlet til en bureaukratisk klub. Faktisk var det slet ikke et parti men en del af statsapparatet – et organ til at kontrollere arbejderklassen og til forfremmelse af karrieremagere. Selv om nogle ægte kommunister blev tilbage, var det overvældende flertal af medlemmerne jasigere, spytslikkere og spioner.

I 1935 blev Selskabet for Gamle Bolsjevikker opløst, og en måned senere fulgte Selskabet for Tidligere Politiske Fanger og Emigranter. Partiets historie blev genskrevet for at glorificere Stalin, og han ønskede ingen ubelejlige vidner, der kunne modsige ham. Ungdommen repræsenterede en endnu større trussel. En drastisk reorganisering af Komsomol blev gennemført på Stalins personlige initiativ med målet om at eliminere ”folkefjender”.

De første politiske retssager var mod den såkaldte industrielle opposition i 1930. Aldeles uskyldige maskinarbejdere blev gjort til syndebukke for det økonomiske rod, der blev skabt af den tossede politik med ”femårsplaner på fire år”. De anklagede blev anklaget for at have organiseret et stort sabotagenetværk på vegne af den franske militærkommando. De blev presset til at tilstå ikke-eksisterende forbrydelser og tildelt lange fængselsstraffe. Det var Stalins generalprøve forud for Moskvaprocesserne.

Dette blev fulgt af sagen mod ”Bureauet af mensjevikiske socialister”. Disse var tidligere ukendte folk, der engang havde tilhørt mensjevikkerne, men nu var inaktive. De tilstod også at have organiseret en sabotageprogram for at forberede udenlandsk militær intervention imod Sovjetunionen. Der var ikke et ord af sandhed i dette, men det lagde grunden for større ting.

Den syttende kongres i oktober 1934 blev hyldet som ”sejrherrernes kongres”. De delegerede konkurrerede om at synge lederens pris, men næsten alle 2.000 delegerede blev senere ofre for Stalins terror. Kongressen viste, at Kirov, lederen af partiet i Leningrad, var populær blandt de delegerede – for populær. Han modtog en stående ovation ved begyndelsen og slutningen, og blev valgt til centralkomitéens sekretariat. Dette betød, at han skulle forflyttes fra Leningrad til Moskva, hvor han ville være en rival til Stalin. Katastroferne med tvangskollektivisering og den økonomiske forvridning på grund af dårlig ledelse af den første femårsplan havde rejst en del tvivl omkring Stalin, og en fløj i partiet var tilhængere af at erstatte ham med Kirov. Det beseglede hans skæbne.

Den første december 1934 blev Kirov snigmyrdet af en ung kommunist ved navn Leonid Nikolajev, der, meget belejligt, havde været medlem af Zinovievs opposition i Leningrad. Virkeligheden var, at Nikolajev arbejdede for GPU og blot var et redskab i Stalins maskineri. At Nikolajev var en provokatør er klart fra det følgende. Han havde en dagbog ved begyndelsen af 1934, hvor han ikke blot afslørede en kritisk attitude over for partiledelsen, men også terroristiske tendenser. Dette blev opdaget, og han blev ekskluderet fra partiet, men efterfølgende genoptaget. Alligevel fik han lov at arbejde videre på Smolny-institutet, hovedkvarteret for partiet i Leningrad.

Under disse omstændigheder er det ubegribeligt, at Nikolajev fik lov at komme i direkte kontakt med Kirov, der, ligesom alle andre partiledere, var omgivet af livvagter. Imidlertid var der ikke en eneste livvagt i syne ved snigmordet. Umiddelbart efter snigmordet blev der taget skridt til at likvidere alle vidner for at skjule sporene. Ikke blot blev Nikolajev selv skudt, men Kirovs livvagter og hans chauffør blev også dræbt, dertil kommer Nikolajevs kone og andre familiemedlemmer.

Der er ikke den mindste tvivl om, at snigmordet var planlagt af Stalin. Han frygtede Kirov som rival. På et tidspunkt, hvor Stalin mistede opbakning, cirkulerede Kirovs navn i partikredse som en mulig afløser. Han måtte elimineres, og han blev elimineret.

Sagen mod Kamenev og Zinoviev

Først blev skylden for mordet på Kirov lagt på Hvide elementer, men så blev historien om at de virkelige bagmænd var Kamenev og Zinoviev udklækket. Disse ”ubesejrede fjender”, om hvem det sagdes, at de blev vejledt af ”den fascistiske agent Trotskij”. De blev hemmeligt stillet for retten i 1935, anklaget for det politiske ansvar for Kirovs mord. De havde allerede kapituleret til Stalin, og nu kapitulerede de igen. Stalin havde lovet at skåne deres liv, hvis de tilstod, og de blev sendt til en lejr. Men det var utilstrækkeligt for Stalin. Han ville have dem dræbt. Så efter 18 måneder blev de hentet tilbage til Moskva til en anden retssag.

Den 19. august, da diskussionen om Stalins grundlov (”den mest demokratiske grundlov i verden”) var i fuld sving, blev 16 ledende eks-oppositionsfolk, med Zinoviev og Kamenev i spidsen, sammen med Yevdokimov og I.M. Smirnov, slæbt for retten med krav om dødsstraf. Denne gang blev de ikke anklaget for ”politisk ansvar” for mordet på Kirov, men for at organisere terroristiske aktioner imod Stalin, Voroshilov, Kaganovich og Zhdanov, under tæt instruktion og vejledning fra Trotskij.

Processen var et forsøg på at give en undskyldning for massearrestationer på alle, der satte spørgsmålstegn ved Stalins ledelse. Under processen blev de anklagede tvunget til at kaste skidt i hovedet på sig selv. Kamenev gav vidneudsagn om, at ”han selv tjente fascismen, og sammen med Zinoviev og Trotskij havde forberedt en kontrarevolution i Sovjetunionen.” Zinoviev sagde, at ”trotskisme er en variant af fascisme”. Disse tilståelsers usle natur frelste dem ikke: de blev skudt. I løbet af 12 måneder efter denne proces, blev 100.000 mennesker enten arresteret eller skudt i Leningrad alene.

GPU’s metoder var inkvisitionens metoder. De anklagede blev hevet ud af sengen midt om natten, holdt i isolation, tæsket, torteret, deres familier truet for at fremtvinge en falsk tilståelse. Afhøringerne blev udført uafbrudt dag og nat, i 16 til 24 timer, hvor fangen blev nægtet søvn. De, der ikke tilstod, blev skudt eller forsvandt blot. De brugte agents’ provocateurs for at fabrikere anklager. Børn blev opfordret til at angive deres egne forældre.

Hovedmotivet for processerne var at likvidere bolsjevikpartiet, at udrydde hele den gamle generation af gamle bolsjevikker og dermed konsolidere bureaukratiets herredømme. Enhver der kunne huske de gamle demokratiske og internationalistiske traditioner fra leninismen blev set som en fare. Som enhver ordinær forbryder forstod Stalin behovet for at eliminere alle vidner. Men der var også et personligt motiv. Stalin var en middelmådighed, der ikke kunne måle sig med de gamle bolsjevikiske ledere. Sammenlignet med Bukharin, Kamenev eller selv Zinoviev, for slet ikke at tale om et geni som Trotskij, var han en nullert. Og han vidste det. Derfor havde han lyst til hævn mod hele den gamle generation af bolsjevikker.

Stalin var en sadist, der havde personlig interesse i at pine sine ofre. Han bragte de primitive metoder fra den georgiske blodhævn, hvor ikke blot fjenderne måtte dræbes, men også deres familier, med sig til Moskva. Han sagde engang: ”Der er intet sødere i verden end at planlægge hævn over ens fjende, se det udført, og derefter roligt gå i seng.” Han tjekkede personligt listen over ofre, og bestemte, hvem der skulle leve og dø. Ud af en samlet mængde med omkring 700.000 sager, underskrev han personligt 400 lister med 40.000 mennesker. På disse lister var navnene på Lenins løjtnanter og kampfæller.

Stalin havde en meget simpel opskrift på afhøringen af fanger: ”Slå, slå og slå igen.” Chefen for OGPU-NKVD ved tiden for de første processer var Genrykh Grigorievich Yagoda. Han udførte Stalins direktiver, men ikke med tilstrækkelig entusiasme. Stalin var rasende, fordi Yagoda ikke havde fået tilståelser for mordet på Kirov ud af Kamenev og Zinoviev i processen i 1936. Han kaldte ham ind og sagde: ”Du arbejder dårligt, Genrykh Grigorievich. Jeg ved allerede med sikkerhed, at Kirov blev myrdet efter instrukser fra Zinoviev og Kamenev, men indtil nu har du ikke været i stand til at bevise det! Du er nødt til at torturere dem indtil de til sidst fortæller sandheden og afslører alle deres forbindelser.” (Anna Larina, This I cannot Forget, side 94.)

Yagoda var en korrupt embedsmand og en foragtelig karrieremager, hvis hænder var plettede af blod, men da han havde været partimedlem siden 1907 var han påvirket af de gamle traditioner og var nogle gange modvillig mod at udføre de monstrøse ordrer, han skulle udføre. Dette beseglede hans skæbne. Han blev fjernet, sat for en domstol, anklaget for blandt andre ting at have forgiftet forfatteren Maxim Gorki, og henrettet. Anklagen vedrørende Gorki er betydelig. Gorki, der havde et blødt hjerte, havde ofte foretræde for Lenin på vegne af folk, der var blevet arresteret, og forsøgte det samme med Stalin. Men Stalin var ikke ligesom Lenin. Han fandt den gamle mands bønner irriterende. Men Gorki var for berømt til at retsforfølge som ”trotskist”, så efter al sandsynlighed ombragte Stalin ham stille og skød skylden på den uheldige Yadoga. Det var Stalins stil.

Året 1937

Året 1937 vil af historien huskes som synonym med Stalins utæmmede terror. Manden der afløste Yadoga, Nikolai Yezhov, var et monster i Stalins billede. Inen handlinger var for tarvelig eller blodig for ham, ingen ordre for skændig til at udføre. Denne skabning var den perfekte personifikation af Stalins politiske kontrarevolution.

I lejrene sultede og arbejdede millioner til døde. Mellem 1929 og 1934 var den forventede levealder her mindre end to år. Alligevel klagede chefen over, at forholdene var for behagelige: de var ”ligesom kursteder”. Op til 1937 var det ikke lejradministrationens bevidste politik at udrydde fangerne, selv om mange døde som et resultat af dårlig mad og overarbejde. Men Yezhov ændrede dette. Efter han tog over, blev situationen meget værre. Til at begynde med blev den maksimale straf, udover dødsstraf, hævet fra 10 til 25 år. I de fleste tilfælde svarede dette til en dødsdom.

Ifølge data fra Yezhov fra slutningen af 1936 og begyndelsen af 1937, blev der alene i Moskvas centrale institutioner arresteret tusindvis af ”trotskistiske sabotører”. Mellem oktober 1936 og februar 1937 blev følgende antal ansatte i folkekommisariaterne (ministerierne) arresteret og dømt: Transport – 141, Fødevareindustri – 100, Lokal industri – 60, Intern handel – 82, Landbrug – 102, Finans – 35, Uddannelse – 228, og så videre. Senere blev situationen endnu værre. På én dag alene, 12. september 1938, godkendte Stalin og Molotov henrettelsen af 3.167 mennesker ved skydning, og gik derefter i biografen.

Det er nu kendt, at NKVD havde kvoter for anholdelser, og det var forventet, at de overholdt dem, ligesom kvoterne for stål, kul og elektricitet under femårsplanen. Yevgeniya Ginsberg husker den følgende samtale, hun havde i fængsel i 1937: ”Da jeg var tartar var det nemmere at gøre mig til borgerlig nationalist. Faktisk anklagede de mig først for at være trotskist, men de sendte rapporten tilbage og sagde, at det overskred kvoten for trotskister, men at de manglede nationalister, selv om de havde taget alle de tatariske forfattere, de kunne komme på.” (Yevgeniya Ginsberg, Into the Whirlwind, side 109-10.)

Stalins propagandamaskine arbejdede på overtid. Der blev organiseret møder under paroler som ”Død over de fascistiske agenter!” og ”Knus de trotskistiske skadedyr” og ”trotskisme er en anden form for fascisme!” Den 6. marts 1937 skrev Pravda at ”trotskisterne er et fund for den internationale fascisme (…) Denne bandes ubetydelige antal bør ikke berolige os, vi er nødt til at øge vores årvågenhed tifold.” Den 15. marts 1938 skrev Vechernaya Moskva: ”Historien kender ingen ondskabsfulde gerninger, der kan måle sig med denne antisovjetiske højre-trotskist-bloks forbrydelser. Spionagen, sabotagen og plyndringen, som overbanditten Trotskijhar udført sammen med sine sammensvorne Bukharin, Rykov og andre, fremkalder følelser af vrede, had og foragt, ikke kun hos det sovjetiske folk, men hos hele den progressive menneskehed.” (Citeret i D. Volkogonov, Trotsky, side 381-2.)

Historien kender ingen ondskabsfulde gerninger, der kan måle sig med det antisovjetiske stalinistiske bureaukratis forbrydelser. En bølge af rædsel blev udløst af Stalin over folket i Sovjetunionen. Millioner og atter millioner af uskyldige folk blev arresteret, dømt og sendt til Gulag. Selv sikkerhedstjenesten blev udrenset. I 1937-8 blev 23.000 NKVD-folk arresteret. De fleste angav hinanden for at overleve.

Ikke alle Stalins ofre blev ført for en domstol. Fagforeningslederen Tomsky, en tilhænger af Bukharins højreopposition, snød Stalin ved at begå selvmord. Stalins kone, Nadezhda Alleluyeva, blev også drevet til selvmord af Stalin. Som en anstændig og ærlig kvinde sympatiserede hun med Bukharin. Hun skød sig selv i protest mod Stalins moralske og politiske perfiditet. Senere faldt den samme skæbne på Sergo Ordzhonikidze, Stalins gamle ven og kammerat. Den 18. februar 1937 døde han pludselig, angiveligt af et hjerteanfald. I virkeligheden blev han også drevet til selvmord af Stalin, der fik Sergos bror arresteret, tortureret og skudt uden grund.

Detaljerne i denne sag blev afsløret af Krustjov på SUKP’s 20. kongres i 1956. I den samme tale afslørede han, at ud af et samlet tal på 139 medlemmer og kandidatmedlemmer af centralkomitéen, der blev valgt på den 17. kongres i 1934, blev 98 – 70 procent – skudt. Krustjov sagde, at de, der blev arresteret, blev udsat for brutal tortur og først tilstod ”alle mulige slags usandsynlige forbrydelser”, da ”de ikke længere var i stand til at klare den barbariske tortur.”

Ødelæggelsen af den røde hær

Stalin var mistroisk over for den røde hær, der var blevet stiftet af Trotskij. Mange af dens ledere, helte fra borgerkrigen, havde kæmpet sammen med Trotskij og havde været under hans indflydelse. Mange af dem var ekstremt talentfulde, og i hvert fald én, M.N, Tukhachevskij, var et militært geni. Han var tidligere officer i den zaristiske hær, men gik over på revolutionens side og tjente den trofast. Han anførte den røde hær i kampen mod Wrangel og mod polakkerne.

I 1920 kom hans tropper så langt som til Warszawa, og de blev besejret, delvist fordi Stalins håndlangere Voroshilov og Budyonny nægtede at gå sammen med Tukhachevskij og foretrak at føre krig for deres egen regning og forfølge det sekundære mål i Lvov. Resultatet blev, at den røde hær blev besejret ved Warszawas porte – et stort tilbageskridt i Lenins strategi for verdensrevolution, hvilket førte til isolationen af den russiske revolution og afskar den fra den tyske revolution.

Den polske diktator Pilsudsky afslørede senere at: ”Vores situation så for mig helt igennem håbløs ud. Det eneste lyspunkt jeg så i den mørke horisont var, at det ikke lykkedes for Budyonny at starte et angreb fra min bagside (…) og svagheden, der blev udvist af den tolvte armé.” Det vil sige, den armé, der efter ordre fra kommissær Stalin havde nægtet at hjælpe Tukhachevskijs styrke og havde brudt væk fra den.

I 1935 blev Tukhachevskij marskal i den røde hær. Dette var velfortjent. Dette store militærgeni havde regnet ud, at anden verdenskrig ville blive en mobil krig, udkæmpet med kampvogne og fly. Men Stalin var misundelig på Tukhachevskij og mistroisk over for den røde hærs generalstab. Så da Tukhachevskij insisterede på at øge antallet af fly og kampvogne i den røde hær, nægtede Stalin og kaldte ham en ubesindig rænkesmed. (Se Dimitri Shostakovich, Testimony, side 103.)

Middelmådigheden Stalin hadede altid folk med talent. Og han hadede og frygtede Tukhachevskij, hvis genialitet altid mindede ham om sin egen inkompetence i militære spørgsmål, hvor han gerne så sig selv som et geni. Men langt mere alvorligt levede Stalin i frygt for et militærkup. Han organiserede derfor en lang række falske anklager om en sammensværgelse, der omfattede hele den sovjetiske generalstab. Han anklagede Tukhachevskij og andre nøgleledere af den røde hær for at samarbejde med Hitler.

Den berømte sovjetiske komponist Dimitri Shostakovich var Tukhachevskijs personlige ven. I sine erindringer skriver han: ”Nu er det almindeligt kendt at Tukhachevskij blev ødelagt gennem Stalin og Hitlers fælles indsats. Men man bør ikke overdrive den tyske spionages rolle i denne sag. Hvis der ikke havde været disse forfalskede dokumenter, der ’afslørede’ Tukhachevskij, ville Stalin have skilt sig af med ham alligevel.” (Dimitri Shostakovich, Testimony, side 99.)

Stalin erstattede denne store originale militære tænker med sine håndlangere Budyonny og Voroshilov, to inkometente folk, der mente at Anden Verdenskrig ville blive udkæmpet med kavaleri! Lige før Anden Verdenskrig viste de propagandafilm i Rusland med Voroshilov og hans kavaleri, der fejede fjenden til side! Først efter den røde hærs første knusende nederlag i 1941 indså Stalin sin fejltagelse, men det var en meget dyr lektion for Sovjetunionen. Det samme skete med raketter. Stalin fik alle Leningrads raketeksperter skudt, og derefter måtte man starte fra grunden.

Udrensningerne ødelagde alle de ledende kadrer i den røde hær og beskadigede kraftigt Sovjetunionens forsvarsevne. Tukhachevskij, Yakir og andre blev skudt i hemmelighed, hvilket peger på, at de nægtede at tilstå. De militære udrensninger, der fortsatte gennem 1938, førte til eliminering af 90 procent af generalerne, 80 procent af obersterne og 30.000 af de lavere rangerende officerer. Dette efterlod den røde hær alvorligt svækket lige op til Anden Verdenskrig. Vi ved, at det var en af hovedfaktorerne, der overbeviste Hitler om at angribe Sovjetunionen. Han svarede protesterne fra sine generaler med bemærkningen: ”De har ingen gode generaler.”

Processen mod de 21

I marts 1938 åbnede processen mod de 21 i Moskva. Bukharin, Rykov, Kretinskij, Rakovsky og andre fra den såkaldte højre-trotskistiske blok. Disse gamle bolsjevikker blev af den tidligere mensjevik Vyshinsky beskrevet som ”stinkende ådsler”, ”ynkeligt afskum”, ”forbandede skadedyr”, ”imperialismens lænkehunde” og så videre. Pravda beskrev denne modbydelige parodi af en skueproces som ”den mest demokratiske folkedomstol i verden.” Denne dom blev accepteret af en højst uventet ”ven af Sovjetunionen” – Winston Churchill, der beskrev Vyshinskys udførsel som ”brilliant”.

På den tredje retssags første dag, den 2. marts 1938 smædede den tidligere mensjevik Andrei Vyshinsky den mand, som Lenin i sit testamente havde beskrevet som ”partiets yndling”: ”Bukharin sidder her med sit hoved nedbøjet, en forræderisk, tvetunget, ondskabsfuld nullert, der er blevet afsløret som leder for en bande spioner, terrorister og tyveknægte, som anstifter til snigmord (…) Denne beskidte lille Bukharin”. (The Case of the Anti-Soviet Bloc of Rights and Trotskyists, retsudskrift, engelsk udgave, Moskva 1938, side 656-57.)

Selv om Vyshinsky oplæste teksten, var forfatteren Stalin, der tilsølede sit offer før han ødelagde ham fysisk. Dette var den foretrukne metode hos ”den elskede leder og lærer”. ”Denne mands hykleri og perfiditet overgår selv de mest perfide og monstrøse forbrydelser i menneskehedens historie.” Disse ord kan ikke sættes på Bukharin, en revolutionær med pletfri ærlighed og dedikation, men de passer perfekt på en beskrivelse af Stalin.

Bukharin sagde senere: ”Den anklagedes tilståelse er et middelalderligt retsvidenskabeligt princip. (…) Jeg erklærede mig ikke skyldig (…) Jeg kender ikke til det (…) jeg nægter det (…) jeg nægter kategorisk enhver medskyldighed.”

Ikke kun trotskister blev dræbt, men også mange stalinister, der faldt i unåde hos den ”elskede leder og lærer”. Abel Yenukidze, for eksempel, blev skudt for at prøve at redde nogle af de gamle bolsjevikkers liv. Da han ikke var tilfreds med at slå sine fjender ihjel, tog Stalin hævn over deres familier og venner. Hundrede tusinder blev sendt til lejrene, ikke blot som ”folkefjender”, men også som chesirs eller ”familiemedlemmer til en forræder mod moderlandet”. Blandt disse ofre var Tukhachevskijs kone og søstre, Bukharins kone, Trotskijs første kone, hans ældste søn Sergei, der ikke var indblandet i aktiv politik, men som blev arresteret og modigt nægtede at angive sin far og blev skudt.

GPU’s metoder blev afsløret på en overraskende måde under Moskvaprocesserne. Da Yagoda selv blev sat for retten, erklærede Vyshinsky (den 11. marts 1938): ”Yagoda i spidsen for den teknologi, der dræbte folk på de mest luskede måder. Han repræsenterede det sidste nye indenfor ’videnskaben’ om bestialitet” (Sudebny otchet po delu antisovetskogo trotskiiskogo tsentra, den officielle rapport fra retssagen på russisk, Moskva 1937, side 332.)

Yezhov havde opnået den højeste magt. Der var endda en Yezhov-dyrkelse, der kunne hamle op med Stalin-dyrkelse. Yezhov blev officielt omtalt som ”nationens elskede”. De rædsler, han påførte sine ofre var kendt som ”Yezhovs stik” (Yezh betyder pindsvin på russisk). Skjalde i Centralasien sang om Fader Yezhov. Alt dette var ikke en klog ting at gøre under Stalin, som havde en morbid angst for rivaler.

Yezhov sendte endda et forslag til centralkomitéen, angiveligt på baggrund af ”utallige henvendelser fra arbejdere” om, at Moskva skulle omdøbes til Stalinodar. (Se Volkoganov, side 463.) Imidlertid var Stalin ikke tåbelig nok til at acceptere dette. I stedet fik han Yezhov arresteret i 1938. Stalin skød, ganske typisk, skylden for alle rædslerne og tvangsflytningerne under udrensningerne på sin skødehund Yezhov, som han udskiftede med en georgisk marionet, Lavrenty Beria. ”Nationens elskede” forsvandt derefter til Gulag og blev tilsyneladende skudt i 1939.

Mordet på Trotskij

Den eneste alvorlige opposition til Stalin var Trotskijs Venstreopposition. Stalin læste alt, Trotskij skrev, og var fast besluttet på at eliminere ham. De russiske trotskister (bolsjevik-leninister) fastholdt deres tro på bolsjevismens principper og perspektivet for verdensrevolutionen. De holdt deres organisation i live selv i Stalins koncentrationslejre. De organiserede sultestrejker imod deres bødler og blev kun gjort tavse af skytter. Mens de gik mod døden i den frosne tundra sang de Internationale.

Det var med sådanne midler, Stalin udryddede de sidste rester af leninismens traditioner fra Sovjetunionen. Men der var én stemme, der var tilbage og udfordrede ham – den tilhørte Lenins vigtigste løjtnant, oktoberrevolutionens arkitekt og stifter af den røde hær, Lev Davidovich Trotskij. Så længe Trotskij var i live kunne Stalin ikke være rolig.

På trods af alt følte Stalin sig ikke sikker. Hans forfølgelse af Trotskij var ikke blot et spørgsmål om personligt had – selv om det var til stede. Det var først og fremmest frygt for, at Trotskij og bolsjevik-leninisternes ideer og program ville vinde genklang i arbejderklassen. Dette var ikke en ubegrundet frygt. Der var voksende utilfredshed i den sovjetiske arbejderklasse over de dårlige forhold og frem for alt over den voksende ulighed og bureaukratiets privilegier.

Selv på processernes højdepunkt var der indikationer på, at utilfredsheden boblede

under overfladen. Gennem rapporter fra partiet og NKVD var Stalin klar over, hvordan situationen så ud. I partiets protokoller fra 1937 om byggefirmaet Medgrorodsk (Smolensk), finder vi en ualmindelig ærlig beskrivelse af arbejdernes leveforhold:

”Arbejdernes barakker blev beskrevet som overfyldte og ekstremt mis vedligeholdte med vand strømmende direkte fra taget ned i arbejdernes senge. Varme blev sjældent tilført barakkerne. Sengetøjet var uskiftet og sanitære faciliteter var næsten ikke-eksisterende. Der var ingen køkkener eller spisesale på byggepladserne. Varm mad kunne ikke skaffes før aften, hvor arbejderne måtte gå langt for at komme til spisesalen. ’Mange af kvinderne,’ rapporterede en kvindelig partiarbejder, ’lever praktisk talt på gaden; nogle af disse forsvarsløse skabninger truer med at begå selvmord.’ Desuden var antallet af sager, hvor lønnen ikke betalt, i vækst. Al denne ’forsømmelse af arbejdernes elementære behov’ såvel som ’mangel på behandling af dem som mennesker’ resulterede i ’fuldt berettiget utilfredshed’ og bitterhed hos arbejderne.
Stemningen hos nogle af arbejderne blev beskrevet som ’ofte truende’ og ’direkte kontrarevolutionær’. For eksempel blev en vis Stephan Danin, en tømrer, citeret for følgende i en diskussion om 1936-grundloven:
’Vi må tillade eksistensen af flere politiske partier blandt os – som det er i borgerlige lande; de vil bedre være i stand til at se kommunistpartiets fejltagelser. Udbytningen blandt os er ikke blevet elimineret, kommunister og ingeniører ansætter og udbytter tjenestefolk. Trotskisterne Kamenev og Zinoviev vil alligevel ikke blive skudt – og de burde ikke blive skudt, for de er gamle bolsjevikker.’
Som et svar til en agitator på, hvem der skulle anses for en gammel bolsjevik, svarede en arbejder ’Trotskij’.” (Citeret i M. Fainsod, Smolensk Under Soviet Rule, side 322.)

Stalin fulgte derfor trotskisternes aktiviteter meget tæt. Han plantede sine agenter i deres rækker, og Trotskijs artikler lå på hans skrivebord hver morgen – ofte før de var blevet udgivet. Stalins agenter i Paris myrdede Trotskijs søn Leon Sedov, der havde en nøglerolle i bevægelsen. Det var et alvorligt slag mod Fjerde Internationale, som stadig var på fosterstadiet. En efter en blev Trotskijs samarbejdspartnere, venner og familie myrdet af Stalin.

En NKVD-officer ved navn Sudoplatov fik ansvaret for snigmordet på Trotskij. Det første bevæbnede angreb på hans hus i Coyoacan slog fejl. Men det blev øjeblikkeligt fulgt af et nyt. Den 20. august 1940 blev Lev Davidovich stukket ned af en af Stalins agenter i Mexico City.