Tyskland havde før 2. verdenskrig Europas og 2. Internationales største arbejderbevægelse og verdens stærkeste revolutionære masseparti. Alligevel fejlede den tyske revolution. Spørgsmålet om, hvordan dette kunne ske, er vigtigt for alle, der ønsker at forstå, hvordan man ændrer verden, og dynamikken i en revolution. Vi bringer her første del af en artikelserie om Tysklands arbejderbevægelse, den tyske revolution og fascismens fremkomst.
I 1800-tallet var Tyskland et stærkt feudalpræget rige hovedsageligt bestående af bønder og småbyer og uden støre klassebevidsthed eller arbejderbevægelse. Fødselsraten voksede voldsomt i de fattige provinser og dette gjorde, at et stadig stigende antal jordløse bønder måtte bryde op og søge ind mod byerne. Forholdene her var ringe, og den store arbejdsstyrke medførte kummerlige arbejds- og lønforhold, mens udnyttelsen af det voksende proletariat gav storfabrikanterne ufattelig rigdom. Proletariseringen af den tyske befolkning, og de dårlige leveforholdforhold, gav samtidig grobund for et helt nyt samfundsbillede og socialistiske samfundskritikere begyndte allerede i 1830’erne at forme ideer til et kommunistisk samfund.
Situationen optrappes
Da der i 1848 udbrød revolution i Paris var den tyske befolkning desperate efter bedre forhold, og af frygt og ude af stand til at fastholde magtfordelingen så de regerende fyrster sig nødsaget til at udnævne en demokratisk, liberal regering. De tyske arbejdere mildnedes ved udsigten til det nye borgerlige demokrati, politiske flygtninge som Marx og Engels vendte tilbage til Tyskland og begyndende socialistiske, liberale og kristelige arbejderforbund opstod. De liberale, der frygtede en revolution, stod i klar opposition til socialisterne og den interne splittelse førte til et militærkup ledet af de preussiske generaler og adelen. Al arbejderorganisering blev i 1854 forbudt, de tidligere regenter vendte tilbage og belønnede de liberale med begrænset indflydelse.
Modgangen og den efterfølgende økonomiske krise medførte en øget selvbevidsthed hos arbejder-klassen, og arbejderne indså, at en selvstændig bevægelse uden indblanding fra hverken de konservative eller liberale var nødvendig. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse blev den største da den som den eneste altid forsvarede arbejdernes interesser mod kapitalisterne.
Den socialdemokratiske arbejderbevægelse stod stærkere end nogensinde, da Bismarck i 1878 – under påskud af kejser- og statsbeskyttelse – vedtog de såkaldte socialistlove. Partiet blev officielt nedlagt, hetzen mod fagforeningerne steg, og enkeltpersoner risikerede udvisning.
Marx forklarede, at en stat dybest set ikke er andet end et instrument for én samfundsklasses herredømme over andre klasser. Dette gøres ved hjælp af domstole, militær og politi. Selvfølgelig kan der være al mulig andet tilknyttet staten, for eksempel arbejdsløshedsunderstøttelse, men disse ting er kun et udtryk for, at arbejderne har presset kapitalisternes stat til at yde disse ting (og ikke så lidt ofte får arbejderne selv lov at betale for velfærdsgoder gennem skat). Den klasse, der har magten over statsapparatet, bruger den ivrigt, når den ser sine interesser truet. Således også i Tyskland, da kapitalisterne følte, at Socialdemokratiet kunne gå hen og blive en alvorlig trussel mod deres magt og profitter.
Socialdemokratiet overlevede dog v.h.a. vedholdende tillidsmænd, udenlandsk asyl, hemmelig presse og dygtig organisatorisk illegal aktivitet, og da forbudet ophævedes i 1890 ophørte havde partiet – udover et navneskift til Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD)- fået massiv fremgang fra ca. 500.000 til 1,5 mio. stemmer. Rent bevidsthedsmæssigt var socialistlovene nærmest som sendt fra himlen: arbejderne var gennem fjendskabet til det undertrykkende statsapparat blevet radikaliseret og bekræftet i Marx’ analyse af statsmagten. I årene efter førte partiet med August Bebel og Wilhelm Liebknecht i spidsen med en langt mere marxistisk politik end tidligere. Ophævelsen af lovene var derfor heller ikke en anerkendelse af partiet, men en accept af hvad der ikke kunne ignoreres.
Fra revolution til reformisme
Anden internationale voksede sig kæmpestor i 1890’erne. Man havde et revolutionært program, men organisationans vækst fandt sted i en periode med økonomisk opsving.
Derfor var det muligt at få bedre forhold for arbejderne inden for kapitalismens rammer, og lederne af Socialdemokratiet gik i praksis væk fra at være revolutionære, fordi de mente, at det var tilstrækkeligt at fokusere på de daglige krav. De mente, at man gradvist kunne tilkæmpe sig reformer, og derigennem vælte arbejdsgiverne og kapitalismen af pinden. Det er det, man kalder for reformisme. De talte stadig om socialisme i 1. maj-taler og andre festlige lejligheder, men i praksis var de gået væk fra ideen om et nyt samfund.
Lederne af Socialdemokratiet havde behagelige positioner i toppen af arbejderbevægelsen, og de mente, at det ikke længere var nødvendigt at ændre samfundet grundlæggende, man kunne nøjes med at forhandle med arbejdsgiverne og de borgerlige politikere. Socialdemokratiets ledere fjernede sig mere og mere fra arbejderne, og fik mere og mere til fælles med kapitalisterne. Dette var kun muligt på grund af, at økonomien gik fremad, og kapitalisterne kunne give indrømmelser for at holde arbejderne i ro. Snart skulle dette ændre sig.
Første verdenskrig
Anden Internationale blev stiftet for at varetage traditionerne fra Marx og Engels. I 1912 forsamledes ledere fra socialistiske og socialdemokratiske partier verden over til Anden Internationales kongres. Dette var i en periode med massiv oprustning og forberedelse til det, der skulle blive første verdenskrig.
På kongressen blev det vedtaget, at man under ingen omstændigheder ville støtte krigen, men derimod holde fast i linjen fra Marx, Engels og Det Kommunistiske Manifest. Man besluttede at holde fast i, at arbejderne ikke skulle i krig for at forsvare en kapitalistisk stat, men derimod angribe kapitalismen på tværs af landegrænser.
Da første verdenskrig brød ud i 1914, havde de socialdemokratiske ledere åbenbart glemt alt om deres løfter fra to år tidligere. I hvert fald støttede næsten hvert eneste socialdemokratiske parti krigsbevillinger og udsendelsen af arbejdere i krig mod andre arbejdere. Kun i to lande var dette ikke tilfældet. I Serbien og i Rusland. I den socialdemokratiske gruppe i den tyske rigsdag var det kun Karl Liebknecht (Wilhelm Liebknechts søn), der fra starten talte imod krigsbevillingerne.
Flertallet i SPD’s ledlse valgte de at erklære krigen for ”en forsvarskrig” og indgik borgfred med de borgerlige og den forhadte kejserlige statsmagt. Dette betød ikke bare at SPD lagde navn til masseslagtning, besættelse af neutrale lande og fortsættelsen af krigen mod den nye socialistiske union, men også at både partiet og fagbevægelsens ledelse distancerede sig fra medlemmerne ved at virke som de borgerlige og arbejdsgivernes marionet. De valgte side sammen med tysk imperialisme i stedet for med arbejderklassen. Dette betød ikke bare en reel godkendelse af Bernsteins reformisme, men også et split i partiet. Resultatet af svigtet udeblev da heller ikke, og partiets venstrefløj samt pacifisterne, der gik mod krigen og det ryggesløse samarbejde med de svorne hovedfjender, splittede i 1917 ud og grundlagde Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands (USPD).
Blandt grundlæggerne af USPD var Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, som stod samtidig i spidsen for den revolutionære marxistisk orienterede organisation, Spartakusforbundet. Organisationens medlemmer havde indtil nu arbejdet i Socialdemokratiet for en mere revolutionær international orienteret politik, men ved 1. verdenskrig stod det klart at de stridende holdninger i SPD ikke kunne forenes. Denne splittelse var ikke blot begrænset til Tyskland; I hele Anden Internationale blev partierne splittet mellem ”socialchauvanisterne”, som Lenin kaldte dem, der valgte side for krigen, og socialisterne, der gik imod at sende arbejdere i krig mod hinanden for imperialisternes ønske om kolonier og nyer markeder. Splittelsen var fundamental, og har præget arbejderbevægelsen lige siden. Krigen var brudt ud, men snart skulle Europa rystes af masseopstand og revolution. Det kan du læse mere om i næste nummer af Socialistisk Standpunkt.
