ØKONOMISK KRISE
Det chilenske diktaturs ulykke var, at statskuppet fandt sted lige for den alvorligste verdensomspændende lavkonjunktur siden slutningen af 2.verdenskrig. Den faldende efterspørgsel på det udenlandske marked medførte et kraftigt fald i prisen på kobber, hvilket havde en meget alvorlig virkning på den chilenske økonomi, som altid har været totalt afhængig af eksport. I årene før 1974 75 lavkonjunkturen udgjorde kobbereksporten næsten 75% af landets totale eksport. Værdien af kobbereksporten var i 1975 45% lavere end i 1974 og 34% lavere end gennemsnittet for 1973 74. Udlandsgælden var omkring 400 millioner dollars (436 millioner SDR’s). Kun verdensimperialismens gavmildhed frelste juntaen fra bankerot. I juni 1976 godkendte IMF et beløb på 79 millioner SDR’s (specielle hæverettigheder) i hjælp for at afhjælpe handelsunderskuddet i 1975. I december samme år godkendte Verdensbanken efter tilskyndelse fra USA og Vesttyskland to lån på tilsammen 60 millioner dollars til Chile det fjerde og femte lån siden statskuppet. I maj 1976 gav en gruppe på 16 banker, som er baseret i USA og Canada, Chile et lån på 125 millioner dollars for 3 5 Ar. I juli samme år godkendte Inter American Development Bank yderligere et lån på 20 millioner dollars for en 20 års periode. Blot de første fire år efter den 11.september modtog Juntaen omkring 1 milliard dollars i lån fra private banker i USA. Al dette står i modsætning til verdensimperialismens systematiske boykot af Allenderegeringen. Imperialismens indstilling er ikke vanskelig at forstå. Ikke så snart var juntaen ved magten, før den begyndte en systematisk udradering af arbejderklassens erobringer ved at give de nationaliserede fabrikker tilbage til deres tidligere ejere og jorden tilbage til storgodsejerne. Juntaens økonomiske politik stammer fra Milton Friedman’s berygtede “Chicago school of economics” som bl.a. står for en politik med den “Åbne dør” for udenlandske investeringer. Endnu engang er Chile underkastet ydmygelsen ved dobbeltudbytning: både de chilenske kapitalisters og storgodsejeres og de store USA monopolers udbytning. Efter den militære magtovertagelse besøgte Friedman Chile og anbefalede koldt 20% nedskæring i statsudgifterne og afskedigelsen af et stort antal statsansatte. Der var en devaluering af escudoen i forhold til dollaren. Ikke desto mindre steg leveomkostningerne i 1975 med 340%. Den “Åbne dørs” politik og anstrengelserne for at tiltrække udenlandske investeringer førte til en åben konflikt med de andre lande i Andespagten. Denne var et forsøg fra en række lande på at beskytte sig mod imperialistisk udbytning. Chile forlod pagten i 1976. “Nedskæringsprogrammet” fra april 1975 forte til en virkelig katastrofal situation. I følge officielle statistikker, som blev offentliggjorte i 1976 var der et fald i bruttonationalproduktet på 16,2% i 1975 og et fald i industriproduktionen på 25%. Inflationen var på 340,7% i forhold til 380% i 1974. Ved slutningen af 1976 var inflationen faldet til 174,3%. Men denne relative forbedring skyldtes mere end noget andet faldet i efterspørgslen og økonomiens totale krisetilstand.
UTÅLELIGE TILSTANDE
0mkring midten af 1976 var arbejdsløsheden ifølge officielle beregninger over 23% (i visse sektorer 50%). Arbejdsløshedstallene er stadig meget høje trods det “økonomiske opsving” de sidste få år. I en rapport dateret 6.juli 1978 forsøger præsidenten for Chiles Central Bank, Alvaro Bardon at vise, at der har været en vis bedring indenfor dette område. Han opgiver følgende tal for arbejdsløsheden i Santiago de sidste Ar:
| Juni 1972 | 2,3% |
| Juni 1973 | 2,3% |
| Juni 1974 | 7,5% |
| Juni 1975 | 12,0% |
| Juni 1976 | 13,4% |
| Juni 1977 | 10,2% |
| Juni 1978 | 9,4% |
Og han tilføjer følgende opdeling af arbejderes og arbejdsløses aktiviteter i Santiago inklusiv forstæder i juni 1978:
| Arbejdsløse | Beskæftigede | |
| Handel | 84.900 | 325.000 |
| Industri | 25.900 | 77.500 |
| Byggefag | 3.500 | 20.000 |
| Service | 61.400 | 725.000 |
| Andre fag | 8.500 | 95.300 |
Denne konservative bankmand erklærer triumferende at “vi nærmer os normale værdier såsom
niveauet i året 1969”. Ifølge tal offentliggjort i en oversigt fra en afdeling af Chiles
universitet, som sammenligner data fra 1974 og 1977, steg arbejdsløsheden fra 9,7% til 13,2%. Ikke desto mindre forvrænger de officielle tal tingenes virkelige tilstand. Ifølge en gruppe af parlamentsmedlemmer fra det vesttyske SPD, som for nylig besøgte Chile, er den reelle arbejdsløshed på nuværende tidspunkt omkring 30% og ikke de 12 13%, som regeringen kommer med. En ting er helt sikker, den chilenske arbejderklasse lever fortsat under helt uudholdelige vilkår med fattigdom, sult, arbejdsløshed og elendighed. Forringelsen for dele af proletariatet til sub proletariske tilstande viser sig ved stigningen i prostitution og tiggeri i alle byer i landet. Alle Folkeenhedens økonomiske og sociale erobringer blev ødelagt efter den 11.september. Den konstant stigende inflation (skønt med lavere hastighed af fornævnte årsager) gør leveomkostningerne utålelige for arbejderklassen. Trods alle de økonomiske indgreb regeringen har foretaget forbliver den chilenske økonomi i en blindgyde. I virkeligheden har “Chicagoskolens” metoder tjent til at øge arbejdsløsheden og elendigheden, lægge det indenlandske marked øde og underminere grundlaget for nationens industri. De nuværende perspektiver for chilensk kapitalisme er på ingen måde lovende. Handelsbalanceunderskuddet var stadig 196 millioner dollars i den første halvdel af 1978 med en øgning af importen og fald af eksporten. De vigtigste markeder for Chile’s eksport er Brasilien, USA og Argentina. I øjeblikket er Chile i konflikt med alle disse lande. I forholdet til Argentina er spændingerne nået til et punkt med afbrydelse af politiske og økonomiske forbindelser. Juntaens ustabilitet omsættes til en tillidskrise i det chilenske borgerskab. Det tydeligste udtryk for dette var et 2% fald i kursværdierne på børsen i Santiago på en uge i juni 1978. Præsidenten for Santiago’s børsmarked indrømmede i et interview med La Segunda “at faldet i priserne på aktier var en afspejling af vort lands udenrigs og indenrigssituation”. Al dette viser de chilenske kapitalisters nervøsitet, deres manglende tillid og pessimisme, hvad angår fremtiden. Perons bonapartistiske regime i Argentina varede mange Ar, og det lykkedes det at få et støttegrundlag blandt masserne gennem de peronistiske fagforeninger takket være det økonomiske opsving i efterkrigstiden, som stimulerede efterspørgslen på argentinske produkter på verdensmarkedet (oksekød). Men Pinochet regimet opstod på præcis samme tidspunkt som den internationale lavkonjunktur og kobberprisens sammenbrud. Årene 1972 74 var rekordår for kobberpriserne, men de faldt voldsomt i 1974 75. De sidste to år har der været en lille bedring, men prisen har stadig ikke nået sit tidligere niveau. Kommentar i “The Times” 4/4.78: “Udtrykt i reelle tal er udbyttet fra kobber på det laveste niveau og de første virkelige tegn på massive nedskæringer i produktionen viser sig nu”. De vigtigste kobberproducerende lande organiseret i CIPEC går ind for en 15% nedskæring i kobberproduktionen for at holde priserne oppe. Men Chile, det land som eksporterer mest kobber nægtede at være med i CIPEC. Det er tydeligt, at juntaen er bange for en drastisk reduktion af kobberproduktionen pga. de sociale følger det kunne have. USA er stadig det vigtigste marked for chilensk kobber. Paradoksalt nok er USA så vel som det største kobberimporterende land også den største kobberproducent. Problemet er at amerikansk produceret kobber er dyrt og ikke konkurrence dygtigt. De USA baserede kobbermonopoler lægger pres på Carter for at begrænse importen fra tredjeverdens lande. Disse protektionistiske tendenser vil have katastrofale konsekvenser for Chile. Devalueringen af dollaren de seneste måneder er udtryk for en maskeret protektionistisk forholdsregel, som vil have meget alvorlige følger for chilensk eksport og den chilenske økonomi generelt i de kommende måneder.
JUNTAEN I KRISE
Ethvert bonapartistisk regime har nødvendigvis en tilbøjelighed til at udtrykke sig gennem
en mands personlige magt, den “stabile mand”, som repræsenterer”nationen”, hævet over “klasser eller partiinteresser”. Leigh Guzmans kritik af Pinochets “ledelse” kan for det første forklares ved utilfredsheden hos en vis del af militærkasten, som føler den er blevet holdt væk fra magtcentrene. Deres del af kagen svarer ikke til deres tidligere stræben. Men denne klike, indenfor hvilke der foregår kampe mellem forskellige gangstergrupper, omfatter langt mere end “såret stolthed” hos en eller anden af juntaens medlemmer.
De utilfredse elementer, som er grupperet omkring Leigh, forsøger at finde støttepunkter i samfundet ved at udnytte den generelle utilfredshed og forsøger at give det indtryk, at deres opposition til Pinochet er en mere “liberal” opposition indenfor juntaen. Den
voksende isolering af Pinochet, som er omgivet af rygklappende vulgære militære karrieremagere og bliver voldsomt hyldet af et stort antal velbetalte unge, har medført illusioner om storhed i hovedet på Chile’s bonaparte.
Pinochet lever i en total urealistisk verden, som en romersk kejser med sine drømme om en
“ny institutionaliseret” og et “teknologisk integreret, beskyttet, autoritært demokrati med virkelig deltagelse”. Ifolge den nye “Pinochet forfatning” vil tilbagevenden til
“det normale” have tre stadier:
1. Genoprettelse (1973-80)
2. Overgang (1980-84)
3. Normalitet eller konsolidering (1985)
Ifølge denne plan vil der ikke være folkeafstemninger om valg af præsident før 1991!
Og selv da ville den reelle magt forblive i generalernes hænder, de “marxistiske” partier ville fortsat være forbudte og aktiviteterne for de øvrige ville være meget begrænsede. De klogeste repræsentanter for borgerskabet forstår klart den enorme fare som Pinochet’s idiotiske drømme udgør for chilensk kapitalisme. Økonomisk krise, voksende sociale spændinger, arbejderklassens langsomme, men sikre genoprejsning og ingen som helst social massebasis for juntaen volder det mere intelligente borgerskab store bekymringer specielt i Washington. USA imperialismens strateger beregner koldt mulighederne for, at den nuværende regering i Santiago overlever og mulighederne for dens fald, med alt hvad det ville betyde for USA’s investeringer i landet. Investeringer, som siden kuppet har genvundet deres tidligere betydning. Washington er bekymret over situationen på hele det Latinamerikanske kontinent. Imperialisternes agenter infiltrerer på alle niveauer inklusive regeringen, og de er helt klar over situationen i landet. De ved, at på nuværende tidspunkt har diktaturet ikke støtte fra nogen væsentlig del. af samfundet. Det opretholdes kun af massernes midlertidige træghed. Men forlængelsen af undertrykkelsesmetoderne kan på et eller tidspunkt fremkalde en revolutionær eksplosion, som ikke blot ville true diktaturet, men selv eksistensen af kapitalisme i Chile. Det ville give kraftig genlyd i alle de andre lande i Latinamerika. Det er den sande forklaring på ændringen i USA’s udenrigspolitik. Og dets uventede interesse for “menneskerettigheder”. Mordet på O. Letelier tjente som en undskyldning for Washington til at lægge pres på regimet i Santiago for at tvinge det til at moderere sin politik. DINA var uden tvivl gået for langt. Det er een ting at massakrere tusinder af arbejdere og bønder i Chile, men noget helt andet at give Carter administrationen problemer ved at myrde en tidligere chilensk diplomat i fuldt dagslys midt i Washington, oven i købet en diplomat med gode forbindelser med den amerikanske regering. Med store forventninger om støtte fra Washington og fra visse dele af det chilenske oligarki og militærkasten startede Leigh kampen den 18.juli i den italienske avis Corriere de la Sera. Når man læser, hvad der står mellem linierne i denne artikel og andre erklæringer fra Leigh, ser man klart frygten hos den mest intelligente del af borgerskabet for en eksplosion i Chile, når han advarer om, at “der er risiko for, at folket vil søge voldelige udveje fra den nuværende situation”, og bekræfter at “det er allerede sent, men det er ikke desto mindre nødvendigt at udarbejde et program for tilbagevenden til normaltilstande, et program som angiver tidsforløb, metoder og alt andet”. Og Leigh fremsætter en overgangsperiode på fem år (“en hurtig overgivelse til civil magt er ikke mulig”) og anbefaler legalisering af de borgerlige partier såsom de Kristelige demokrater og de arbejderpartier, som “handler på skandinavisk måde”.(!) Den ynkelige fiasko for dette forsøg på en paladsrevolution” var ikke længe undervejs. Leigh’s dumhed gav Pinochet det nødvendige påskud til at skaffe sig af med ham og gennemføre en udrensning af embedsmændene i de væbnede styrker. “Jeg er bestemt, meget bestemt, hvad angår mine regeringsmetoder” bekræftede Pinochet senere. Men Leigh episoden havde blotlagt splittelserne og spændingerne i Juntaen. Militærets nervøsitet viste sig ved, at de væbnede styrker og politiet var i streng kvarterarrest og en stærk militærkæde var lagt rundt om forsvarsmilitæret. Alarmeret over uroen i juntaens egne rækker kom den reaktionære presse (El Mercurio og La Tercera) med desperate appeller til “national enhed” og fastholdt nødvendigheden af en “forsoning af de forskellige synspunkter indenfor regeringsjuntaen”. Følelsen af panik i de reaktionære kredse blev perfekt udtrykt på La Tercera’s sider: “Hvis enheden ikke opretholdes, de ved det bedre end nogen andre, så er det mørke stunder, som venter Chile. Alt det, som er blevet opnået, vil være tabt”. Imidlertid var kampen indenfor juntaen et klart tegn på det nuværende regimes ustabilitet. I morgen vil nye kriser, nye spændinger og nye splittelser uundgåeligt opstå under det uudholdelige pres fra det chilenske samfunds ophobede indre modsætninger. Juntaens talsmand hævder utrætteligt, at “der er absolut ro i landet”. Undertrykkelsen er mindsket noget de seneste måneder. DINA er blevet omdøbt til CNI (ifølge dets leder, general Odlavier Mena “grundlæggende set er de ikke forskellige..!”) Men det er ikke nødvendigt at gå særlig langt for at se de første tegn på en genrejsning af masserne, fem år efter den forfærdelige oplevelse den 11.september.
LANGSOM GENOPREJSNING AF MASSERNE
Gæringen i studenterkredse, den stadig mere åbenlyse bevægelse for borgerlige rettigheder,
bevægelsen af familier til “forsvundne personer”, den voksende kløft mellem juntaen og
kirken, det er alt sammen klare tegn på en udbredt utilfredshed bland masserne. Effekten af terror og undertrykkelse bliver mindre hver eneste dag. Selvom det er rigtigt, at der stadigvæk er frygt, er det ikke det samme som for. Der er træghed blandt masserne, som lider under økonomisk krise, sult og elendighed. Men denne situation kan ændre sig uventet pludseligt. Og faktisk er der tegn, ikke mere end tegn i øjeblikket, på at en forandring er i gære.
Pinochet’s bonapartistiske regime, som grundlæggende er baseret p statsapparatet forsøger at opnå en vis uafhængighed ved at balancere mellem klasserne. På denne måde troede Pinochet, han kunne få støttepunkter i masserne ved at støtte sig til visse lag i fagforeningsbureaukratiet. Efter militærets magtovertagelse var arbejderklassens gamle fagforeningsorganisationer sat udenfor loven og lederne arresteret eller myrdet. Ikke desto mindre eksisterede fagforeningsbevægelsen fortsat under juntaen. Selve eksistensen af fagforeninger, skønt med ledere, som var håndplukkede af generalerne, er endnu et tegn på regimets bonapartistiske natur. Pinochet havde en ide om at etablere en “tam” fagforeningsbevægelse, men i den nuværende situation, hvor landet lider under en økonomisk krise, har forsøget vendt sig mod sin ophavsmand. Fagforeningsbureaukratiet har udover at handle som juntaens agenter indenfor arbejderbevægelsen også deres egne interesser, som ikke altid er i overensstemmelse med regimets. I omstændigheder med krise og udsat for medlemmernes pres kan nogle af disse personer, som begyndte som mellemmænd mellem regeringen, arbejdsgiverne og arbejderne, skifte til holdninger i halv opposition eller endda åben opposition. En meget vigtig kendsgerning, hvad angår Chile er den høje organisationsgrad i fagforeningerne som trods alt stadig eksisterer. Ifølge officielle tal var der sommer 1978 mere end 1 million arbejdere organiseret i 7.046 fagforeninger (819 industriforeninger, 877 landbrugsforeninger, 4.144 fagforeninger for videreuddannede og 207 for “beskæftigede indenfor landbruget”) med følgende opdeling:
235.000 i industrifagforeninger
283.000 i landbrugsfagforeninger
495.000 i fagforeninger for videre uddannede
13.000 i fagforeninger for “beskæftigede i landbruget”.
Arbejdernes enhedsorganisation CUT ophørte med at eksistere på dagen for kuppet, bortset fra
som et bureaukratisk apparat. Juntaen udnævnte en række højrefløjs ledere, som forsvarede
juntaen og dens fagforeningspolitik overfor ILO og den verdensomspændende fagforeningsbevægelse. Men kontrollen over fagforeningsbureaukratiet og dermed over de kristelige demokrater eksisterede kun i toppen. Juntaen var ikke i stand til at ødelægge arbejdernes organisationer på lokalt plan. Og trods alt er medlemskab af fagforeningerne ikke faldet særligt. Før kuppet havde CUT 1,8 millioner medlemmer. Det anslås nu, at der er 1,2 millioner medlemmer i de forskellige fagforeningsorganisationer. Den enorme fare dette på et givet tidspunkt kunne udgøre for juntaen blev udtrykt af den tidligere arbejdsminister Nicanor, da han bemærkede at “arbejderne har ikke noget at spise og der er en million organiseret i fagforeninger”.
UTILFREDSHED BLANDT ARBEJDERNE
Et klart tegn på den genvundne klassekampvi1je var mobiliseringerne den 1.maj 1978. Trods et regeringsforbud lykkedes det fagforeningerne at samle 30.000 arbejdere i Santiago. Der blev holdt møder i fabrikkerne, og der foregik andre aktiviteter i andre dele af landet. Trods de enorme vanskeligheder ved at organisere en strejke i Chile er der agitation på fabrikkerne. Der har været fem eller ti minutters arbejdsstandsninger for at lægge pres på arbejdsgiverne. Lidt efter lidt forjages frygten. Arbejderne bliver dristigere. Nye former for kamp og protest bliver opfundet. I Chichiquemata minen nordpå blev en “sultestrejke” organiseret. Arbejderne nægtede at spise i minens kantine. Denne form for protest er blevet udvidet til El Teniente. I denne mine, som er i en nøgleposition, har der i månedsvis været gæring blandt arbejderne. Ifølge dagbladet Hoy: “Der er økonomisk utilfredshed i El Teniente fordi vi i fem og et halvt år har været uden en lønaftale”. “Onsdag den 2.november 1977 mødte 1.200 ud af 4.000 arbejdere i El Teniente kobberminen ikke op på arbejde. I dagene forud var løbesedler blevet uddelt og hængt op på væggene. Løbesedler, som opfordrede arbejderne til ikke at arbejde den 2.” (Revista de America Contemporanea dec. 1977 nr.7 s. 21). Denne aktion tvang arbejdsgiverne til at indvillige i at fremskynde udbetalingen af en produktionsbonus, som først skulle have været udbetalt i december. Samtidig blev 49 minearbejdere fyret “uden nogen reaktion fra kobberarbejdernes sammenslutning”. Den samme kilde fortæller “Ved et massemøde, som blev holdt midt i november for 3.000 arbejdere fra fagforeningen ved Sevell og Minas, krævede mændene, at fagforeningens præsident trådte tilbage grundet hans udtalelser, hvor han retfærdiggør arbejdsgivernes handlinger”. Disse ting viser klart begyndelsen på en reaktiveringsproces indenfor fagbevægelsen. De utålelige vilkår for arbejderklassen med en inflation, som officielt oversteg 60% i 1977, får fagforeningsbureaukratiet til at indtage stadig mere kritiske holdninger. Mange arbejderklassefamilier har kun råd til at spise een gang om dagen. Arbejderne og deres familier må klare sig på te og brod. Desperation bliver omdannet til et oprør, sådan som det skete i El Teniente. Kobberforeningens bureaukrater (hvis leder Guillermo Medina er et medlem af statsrådet) modsatte sig arbejdsnedlæggelserne ved at påstå at “hvad der foregik den 2. er resultatet af politiske aktivister, som benytter sig af minearbejdernes utilfredshed”. Forgæves bliver der foretaget repressalier mod arbejdernes lokale ledere med afskedigelser og indenlandske forvisninger til afsides områder. Arbejdernes utilfredshed bredte sig til andre grupper såsom havnearbejderne, som praktisk talt på samme tidspunkt organiserede en “arbejd langsomt aktion”, der medførte en 50% produktivitetsreduktion i havnen i Valparaiso. Gæringen blandt arbejderne begyndte at give genlyd indenfor bureaukratiet; ved et møde i Caupolican teatret i Santiago ved en mindeceremoni gav lederne for sammenslutningen af træ , konstruktions og byggefag udtryk for medlemmernes utilfredshed: “Med 1.411 pesos som er arbejdernes minimumsløn, har vi penge nok til to kilogram brød om dagen, i en familie på fem til syv personer, vil halvdelen af lønnen gå blot til brod” (Revista de America Contemporarea s.21). En anden kendsgerning, som, viser arbejdernes barske vilkår er, at 10% af landets dødsfald skyldes ulykker på arbejdspladsen, på vej til eller fra arbejde eller i hjemmet. Dette tal er et af de højeste i Latinamerika. Massernes utilfredshed giver endog genlyd i den borgerlige presse. Den 17.juli 1978 fordømte sensationsbladet La Tercera forfølgelsen af arbejderne i El Salvador minen nordpå i landet. Ifølge Barnadino Castillo, præsident for kobberarbejdernes sammenslutning: “Hele ledelsen forfølger systematisk kobberarbejderne, ydmyger dem, udforer tilfældige afskedigelser, overtræder regulativer og nægter at acceptere lovbestemte regulativer og rimelige arbejdskrav.”
FRYGT HOS BORGERSKABET
Castillo tilføjer, at han “…havde besluttet at forsvare sammenslutningens medlemmers rettigheder (!) og stå op til alle følgerne af dette. De forholdsregler, som vil blive taget overfor mig, bekymrer mig ikke. For øjeblikket forholder arbejderne sig roligt, men de demonstrerer dagligt deres uro og utilfredshed.”
I disse få ord kan man se hele det pres, som arbejderklassen lægger på fagforeningsbureaukratiet, som samtidig med at det er tvunget til at øge afstanden mellem sig selv, juntaen og arbejdsgiverne, giver en række advarsler om den nuværende situation. Ligesom i El Teniente var der strejke i El Salvador (den tredje vigtigste kobbermine i landet med 5.634 arbejdere) i november 1977. Strejken var maskeret som “udeblivelser” over spørgsmål om løn og dårlig behandling fra formændene. La Tercera “sympatiserede” med arbejderne og erklærede, at formændene “direkte går imod autoriteternes, holdning (!) i disse sager. Med deres uovervejede opførsel bidrager de blot til udviklingen af social uro”. En så “velvillig interesse” for minearbejdernes problemer er et tegn på den voksende frygt blandt borgerskabet for den mulige genopståen af arbejderbevægelsen. Situationen er endnu værre, da det angår kobber, som tegner sig for 60% af national budgettets indtægter i udenlandsk valuta. Det er grunden til kapitalistpressens anmodninger til regeringen om, at “se på arbejdernes klager” for at undgå enhver mulighed for konflikt.
Kapitalistklassens frygt spreder sig ind i juntaen. Det er ikke noget tilfælde, at Leigh Guzman fra starten koncentrerede sin kritik af regeringen omkring dens økonomiske politik, så tidligt som i august 1975 klagede Leigh over, at juntaens økonomiske politik “medførte store lidelser i de dårligst stillede klasser … De sociale omkostninger ved denne politik har været meget større end jeg forventede. Arbejdsløsheden er højere end forudset og de fattigste klasser lider voldsomt”. Naturligvis skyldes denne reaktionære generals krokkodilletårer ikke samvittighedskvaler, men frygten for de sociale konsekvenser, som dette kan føre til. Pinochet selv har gentagne gange i år holdt møder med fagforeningsbureaukrater for at finde ud af, hvad der foregår og forsøger at finde en udvej. Fagforeningsbureaukratiet ville være henrykt over, at kunne opnå en aftale med regeringen og arbejdsgiverne. Men den katastrofale situation for chilensk kapitalisme giver dem ikke tilstrækkelige manøvreringsmuligheder. Arbejdsgiverne er ikke parate til at give indrømmelser. Arbejderne og deres familier kan ikke tage meget mere. Det er en færdig opskrift på en social eksplosion. De offentlig ansattes fagforeningsledere beskrev en lønjustering på 10% som “utilstrækkelig” og insisterede på, at deres “anmodning” bliver behandlet som en mærkesag, da “de statsansattes økonomiske situation er vanskelig.” Præsidenten for Fentema (Nationale sammenslutning af bilarbejdere og elektricitets og metalarbejdere) tilskriver i et brev sendt til La Tercera (10/7/78) faldet i købekraften “manglen på kollektive overenskomster med arbejdsgiverne og den lette adgang til at afskedige folk”. I dette brev forklarer Castro også slående effekten af den “åbne dørs” politik fra Chicago’s økonomiske skole, da han påpeger at: “Massiv import til skade for den nationale industri og forringelsen af købekraften er de grundlæggende årsager til arbejdsløshed og den økonomiske lavkonjunktur. Fentema har været en af de værst ramte med et medlemstal, som er gået fra 12.000 i 1973 til kun 7.000 i juni 1978. Arbejdsløsheden indenfor faget skyldes nedgangen i firmaer, som reparerer fabriksanlæg (fra 14 til 3) og nedsættelsen af told på importeret elektrisk udstyr”.
OVERENSKOMST UMULIG
Den 28.juni sendte den nationale handelssammenslutning (Fenatrobeco) Pinochet et brev,
som anmodede om genindførslen af de “vindinger, som er opnået af arbejderne efter mange Ars
kamp”. Disse var blevet ophævet kort forinden ifølge et offentliggjort dekret, som hvilket
naivt påpeges i brevet “ikke er i overensstemmelse med, hvad De har gentaget ved flere
lejligheder, at alle de rettigheder, som det arbejdende folk havde opnået, ville blive respekteret”.
Problemet for fagforeningsbureaukratiet er, at det ikke er muligt at opnået en aftale med regeringen og kapitalisterne i den nuværende krisesituation .Fagforeningslederne er tvunget til
konflikt med diktaturet delvis under pres fra arbejderklassen som er begyndt at vågne op til
kamp og delvis for at forsvare deres egne interesser. F.eks. gør anvendelsen af lov dekreter
i fagforeningssager eksistensen af fagforeningsbureaukratiet til et unødvendigt blændeværk, det
fratager dem deres rolle, som “mellemmænd” Det er en anden årsag til den bølge af protester,
som de sidste par måneder er blevet sendt til Pinochet fra fagforeningsledere. Derfor var den
nationale fagforeningskoordinations komite (CNS), som tidligere havde et særlig gunstigt
forhold til juntaen og som “repræsenterede” mere end en million medlemmer på landsplan,
tvunget til at afvise de ændringer som blev indført ved dekretlov nr. 2.200 den 15.juni. Af
visningen, som var underskrevet af blandt andre præsidenten for typografernes fagforening, malernes fagforening, forbundet for “enhed af arbejdere og bønder”, metalarbejderne og minearbejderne, siger ordret: “Vi afviser totalt disse retningslinier, idet de beviser, hvor
falske løfterne om at respektere arbejdernes opnåede rettigheder var … Vi kan ikke acceptere, at arbejdere bliver tvunget til at flytte rundt efter, hvor arbejdet er, da det efterlader
arbejderne bundet på hænder og fødder og tvunget til at acceptere den mest utilslørede udbytning
eller blive fyret uden nogen protestmuligheder.
På denne måde bliver Kelly planen for arbejdsløshed introduceret. Den plan som regeringen
forelagde for et stykke tid siden, og som blev forkastet af alle dele af fagbevægelsen, selv
dem, som er beslægtet med regeringen”.
De kom også med det synspunkt, at med ophævelsen af kollektive arbejdskontrakter “mister vi alt,
der er blevet vundet gennem Arene”, og at for at svække fagforeningsorganisationen “bliver ledernes lovlige rettigheder begrænset i et sådant omfang, at de bliver illusoriske og det samme
gælder kvinders rettigheder omkring barsel. Og idet de henfører til den fornævnte 10% lønjustering fra juni:
“Vi gentager, at justeringerne ikke opvejer den reelle stigning i leveomkostningerne og arbejderklassen kan ikke fortsat eksistere for de sultelønninger, vi tjener og som undergraver vores menneskeværdighed”. Og endelig: “Fordi situationen er ved at blive uudholdelig.. vil vi om kort tid fremlægge et dokument for regeringen, som indeholder de anmodninger, vi anser for helt uundværlige for at arbejderklassen skal være i stand til at leve. Det omfatter bl.a. en væsentlig lønstigning for arbejderne og de videreuddannede folk, som vi repræsenterer”. Den krise, som nu er opstået mellem Pinochet og de “respektable” kristelige demokratiske fagforeningsledere, som indtil for kort tid siden var blandt de mest brændende tilhængere af militærregeringen, er et tydeligt tegn på den voksende isolering af juntaen. Den økonomiske krise, arbejdsløsheden sulten og elendigheden, som er blevet yderligere forværret ved anvendelsen af Milton Friedman’s vanvittige ideer, har polariseret hele arbejderklassen, bønderne og store dele af middelklassen mod regeringen. Kun massernes midlertidige træghed holder Pinochet ved magten. Men det er helt tydeligt, at udviklingen af arbejderklassebevidstheden samler kræfter under et overfladisk dække af “ro og orden”. Den stadig større afstand mellem juntaen og elementer som fagforeningsbureaukratiet, kirken og de kristelige demokrater er et klart tegn på denne udvikling, som truer med på et givet tidspunkt at give et nyt udbrud af udbredte protester.
DE KRISTELIGE DEMOKRATER
Hvis arbejdernes situation er slem, så er forholdene for bønderne og deres familier tusind gange værre. Landbrugsreformen er systematisk blevet undergravet af juntaen, som har givet det bedste af den eksproprierede jord tilbage til de gamle storgodsejere. Ifølge bladet Chile America (nov.1976 jan.1977): “Indtil den 31.juli 1976, var ud af 5.809 eksproprierede gårde omfattende et område på 9.965.868 hektar svarende til 895.752 hektar med kunstvanding 1.415 gårde omfattende 1.992.217 hektar svarende til 117.775 hektar med kunstvanding blevet givet tilbage til deres tidligere ejere, og yderligere 2.109 gårde med 649.159 hektar svarende til 104.959 hektar var delvist blevet givet tilbage. Som konsekvens heraf var et totalt areal på 2.641.377 hektar svarende til 222.736 hektar med kunstvanding eller lidt over 25% af al den jord, der gennem jordreformen blev overtaget under Frei og Allende regeringerne, blevet givet tilbage op til 31.juli 1976.” Ifølge Enrique Mellado præsident for den kristelige demokratiske sammenslutning for “Bøndernes triumf” lever selv de bønder, som stadig har jord, dårligt: “De er efterladt uden andet end en skal , uden dyr, uden maskiner. De har knapt nok til at skaffe sig gødning, frø, kunstgødning, midler mod skadedyr eller deres daglige eksistensmidler. Der er folk, som siger, at ingen dør af sult ude på landet, fordi alting er der. Sandheden er, at kun en eller to afgrøder bliver høstet, og ingen kan leve af kartofler og bønner hele året.” På et spørgsmål om situationen for landarbejdere på landet svarer Mellado: “jeg vil sige, at de er den værst stillede del af samfundet. De tjener minimumslønnen ifølge loven: omtrent 600 pesos!” Og angående arbejdsløshed på landet: “I de officielle oversigter over arbejdsløshed forekommer landbrug sammen med andre sektorer, hvorfor det er umuligt at sige nøjagtigt, hvor stor arbejdsløsheden er blandt landarbejdere. Er der arbejdsløshed i landsbyerne? Naturligvis er der det, og den hårdest ramte sektor er den, som er blevet omformet vha. det ejendomssystem, som regeringen tvinger igennem. Den jord, som, bliver opdelt, er nødvendigvis utilstrækkelig for de folk, som arbejder på den. Det betyder, at mindst 25% af landarbejderne bliver efterladt uden job, når en gård bliver overdraget.” “Og hvad gør en arbejdsløs bonde? Han er efterladt uden arbejde og uden et hjem. Han arbejder i de småjob han kan finde og nasser på de nærmestboende slægtninge”. (Chile America s.36) Og længere henne kommer denne kristelig demokratiske leder med en meget betydningsfuld bemærkning: “Det, der sker, er, at bosserne fik sat sig selv ved styret igen og regeringen gjorde intet for at forhindre det. Så for hvad og for hvem var den militære magtovertagelse? For mig betød den retfærdighed for alle”. Regeringens økonomiske politik er også mislykkedes indenfor landbruget. Ifølge avisen Ercilla (20/9/76), som citerer forskellige eksperter, er landbrugsproduktionen faldet drastisk siden den militære magtovertagelse: “Hvis tallet for 1971 sættes til 100, ville det tilsvarende for 1974 være 81,8, for 1975 83,4 og i 1976 falder det til 73,8. Så landbrugsproduktionen pr. indbygger vil for 1976 være 9,6% lavere end i 1975 og 26,2% lavere end i 1971. Dette er i et “tilfredsstillet” land med “lov og orden” uden “klassekonflikter” og uden lastbilejeres strejke” (Chile Arnerica s.37). Forsøget på at indføre metoder med “frit initiativ” og den “åbne dør” har medført forarmelse af store dele af arbejderklassen og bønderne og endog betydet ruin for visse dele af borgerskabet selv. De chilenske kapitalisters manglende konkurrenceevne og strømmen af udenlandsk import har medført en bølge af fabrikslukninger selv nogle af de store gårdejere har lidt under følgerne af regeringens politik. Domingo Duran, leder af jordejerne i det sydlige Chile, sagde at økonomiministeriets politik “vil fore til ødelæggelse af landets landbrug” og fastslog at “Central Bankens tilladelse til import af argentinsk vin åbner op for en politik, der vil føre til et alvorligt sammenbrud af vores landbrug.” Den dybe utilfredshed blandt arbejdere, bønder og små ejendomsejere udtrykker sig i holdningsændringer hos hierarkiet indenfor kirken og de kristelige demokrater overfor regimet. Før, under og efter statskuppet stod kirkehierarkiet åbent på reaktionens side. Den 28.september 1974, et år efter kuppet, hvor undertrykkelsen, torturen og massakrerne var i fuld gang, tilbød den permanente komite af biskopper i Chile under ledelse af kardinal Raul Silva Henriques juntaen sit “samarbejde i den åndelige og materielle udvikling af Chile” og udtrykte den chilenske kirkes villighed til at deltage i den “åndelige genoprettelse af fred” i landet. Men under presset fra arbejderne, bønderne og middelklassen er kirken blevet tvunget til at lægge en stadig større afstand mellem, sig og diktaturet. Kirkens kritik angår nu ikke blot arrestationerne og de “forsvundne personer”, men også regeringens økonomiske politik. “Præster for solidaritet” er blevet beskyldt for at indsamle penge til at støtte strejker. Den heltemodige kampagne ført af familierne til de “forsvundne personer” er et andet tegn på at frygten for undertrykkelsen langsomt men sikkert er ved at forsvinde. Den 19.juli 1978 blev en fredelig demonstration for menneskerettigheder, demokrati og frihed afholdt midt i Santiago. Demonstrationen omfattende omkring hundrede unge studenter opløstes hurtigt uden at carabineroerne skred ind. Den voksende opposition i masserne, gæringen i middelklassen og de klare tegn på splittelse og svaghed indenfor juntaen tillader de borgerligt liberale at løfte en frygtsom og skælvende stemme mod diktaturets “udskejelser”. I en tale, som præsidenten for den nationale presse sammenslutning holdt den 1.juli 1978, tillod han sig den luksus at komme med en lunken protest mod censuren: “Pressen burde ikke kontrolleres gennem specielle love. Den situation, som landet befinder sig i på nuværende tidspunkt retfærdiggør ikke eksistensen af visse af de restriktive ordninger.” Situationen forklarer også ændringen i de kristelige demokraters holdning. Dette parti som politisk udnytter middelklassen forsøger under “normale” forhold at placere sig mellem de “konservative” på den ene side og “marxisterne” på den anden side. Som vi så tidligere, er dets rolle at bedrage og forvirre millionerne af bønder, småhandlende og politisk tilbagestående arbejdere for at holde dem under storkapitalens dominans. De kristelige demokraters totalt kontrarevolutionære rolle blev bevist tydeligt nok ved deres adfærd overfor Allende-regeringen. I de første faser handlede de kristelig demokratiske parlamentsmedlemmer som det “respektable” modstykke til de bevæbnede “Patria y Libertad” grupper i gaderne og saboterede systematisk Folkeenhedsregeringens arbejde. Mistillidsafstemningen i kongressen mod Allende regeringen lettede kontrarevolutionen enormt ved at give grønt lys til Pinochet i form af et “forfatningsmæssigt påskud til at intervenere. Efter den 11. september håbede de kristelige demokratiske ledere at generalerne ville belønne dem for deres hjælp. Uheldigvis for dem, er der meget lidt taknemmelighed i politik. Nu da den gamle ligevægt var ødelagt og et grusomt militærdiktatur var ved magten, var de kristelig demokratiske “mellemmænds” tjenester ikke længere af nogen interesse. Trods alle deres forsøg på at nærme sig juntaen, gjorde Pinochet åbenlyst nar af dem og beskrev dem ikke uden grund, som “politikere fordrevet fra magten, der nu forsøger at holde deres næser oven vande”. Lidt efter lidt begyndte undertrykkelsen også at berøre de kristelige demokrater. Naturligvis ikke på samme måde som arbejderne og bønderne. Disse herrer blev hverken tortureret eller skudt. Simpelthen “fordrevet fra magten”. De mistede deres parlamentsmandater og deres privilegerede position i det politiske liv. Når det gik højest måtte nogle af dem tåle et relativt behageligt eksil indenfor landets grænser. Disse mænds vrede mod regimet, som har berøvet dem deres privilegier og karrierer, er uden tvivl oprigtig. Da først deres tjeneste var blevet forkastet, var den fælles besættelse for alle ICD lederne så hurtigt som muligt at vende tilbage til “normaltilstande”. Det vil sige at få deres tryner tilbage i det svinetrug, som midlertidigt er optaget af andre. Desuden indså disse drevne politikere, at Pinochets regime ikke kunne vare for evigt, og at enhver som var forbundet med det ville miste al troværdighed overfor masserne. En gammel ræv, som Frei, forstod, at selvom hans tjeneste i dag var overflødig for borgerskabet, ville den i morgen efter Pinochets fald være mere nødvendig end nogensinde før. Det er derfor, at professionelle kynikere som Frei søger et nyt “bevis for god demokratisk opførsel” med blikket rettet mod fremtiden. Den 13.juli gjorde Frei et udfald i ugebladet Hoy med en artikel med titlen “tilbagevenden til demokrati”. I denne advarede han den herskende klasse om de farer, som en fortsættelse af diktaturet vil medføre for dem. Idet han analyserer erfaringerne fra Portugal, Tyskland, Italien og Spanien, kommer han til den konklusion at: “Alle anstrengelser for at ødelægge eller tilintetgøre politiske kræfter har vist sig at være ufrugtbare” og “jo længere (disse anstrengelser) varer, jo mere energisk fornyer modstandernes demokratiske kræfter eller dem, som arbejder bedre under jorden sig selv. Med disse ord ønsker den kristelige leder at advare kapitalisterne og jordejerne om, at fortsættelsen af diktaturet ikke har tjent til at ødelægge arbejderbevægelsen, men til at radikalisere den mere og mere og drive masserne mod “modstandernes demokratiske kræfter” (?) eller “dem, som arbejder bedre under jorden”, hvilket ikke netop er de “moderate” ledere af de kristelige demokrater eller socialdemokratiet. I den samme artikel indtager Frei sin sædvanlige stilling som “mellemmand mellem klasserne”
FREI’s “FORNUFTIGE RAD”
“Tilbagevenden til demokrati” fastslår han i artiklen, “modarbejdes ikke alene af dets erklærede fjender, men også af dele af befolkningen som, skønt de er tilhængere af et demokratisk regime, frygter at dette vil betyde en tilbagevenden til fortiden og en gentagelse af
de grundlæggende fejl, som førte til dets fald… samtidig frygter grupper som hører til regeringen, at dens ophør vil fremkalde en stemning af forfølgelse, hævn og had mod dem”.
Frei’s hensigt mod al dette er at berolige kapitalistklassen, som mens den ikke ville have
noget imod at skille sig af med Pinochet, som er af mindre og mindre værdi for den, er rædselsslagen ved tanken om en ny udgave af Allende regeringen. En regering med nye nationaliseringer og jordovertagelser med den resulterende radikalisering af masserne. På den anden side forsikrer denne storslåede repræsentant for kristelig moral juntaen, torturbødler, voldtægtsforbrydere og mordere, at der slet ikke er nogen hensigter om at skabe en stemning af forfølgelse, hævn og had. Med andre ord den tilbagevenden til “demokrati”, som de kristelige demokrater forslår, betyder for det første en sikker garanti for respekt for stormonopolernes og storgodsejernes ejendom og en almen amnesti for alle de fascistiske svin, som gennem de sidste fem år har gjort Chile til et helvede for massen af arbejdere, bønder og deres koner og børn.
Mens Frei giver “fornuftige råd” til oligarkiet og juntaen, prædiker hans parti til de undertrykte masser i den ægte Ponitus Pilatus ånd:
“De kristelige demokrater inspireret af principperne om ikke vold (også den 11.september?)
for genindførelsen af grundlæggende demokratiske institutioner (først og fremmest det
“daglige brød” til den kristelige demokratiske parlamentsgruppe) og for udarbejdelsen af et
perspektiv af sameksistens uden had eller hævn (Det vil sige: de arresterer os, de torturerer
os, de myrder os med kugler og med sult og vi må “vende den anden kind til”).”
En erklæring som denne burde fylde enhver arbejder med dyb vrede og forurettelse. Ikke desto mindre ser det ud til, at visse ledere indenfor arbejderbevægelsen tager Frei’s ord meget alvorligt. Lederne af “kommunist” partiet i Chile har utroligt nok som et grundlæggende punkt i deres strategi for Chile en alliance …. med de kristelige demokrater. Lederne af CP og deres venner i Kreml er enormt interesserede i at genoppudse det “demokratiske” billede af de kristelige demokrater. Gennem do sidste fem år har de anvendt deres betydelige propagandamidler til at forhindre arbejderbevægelsen både i Chile og internationalt i at drage de korrekte konklusioner fra erfaringerne med UP regeringen. Radio Moskva gør sig i sit program
“Hør efter Chile” store anstrengelser for at male de kristelige demokrater i de mest tiltalende farver.
Takket være disse elementer opnåede de kristelige demokrater nøglepositioner i fagforeningsbevægelsen i Chile efter den 11. september. Kommunistledelsen anser disse herrer for “demokratisk allierede” i kampen mod Pinochet. Men hvilken slags konkrete handlinger gennemfører disse folk? Frei har samtaler med FN’s kommission for menneskerettigheder: Den slags handlinger medfører ikke for mange problemer for en “ansvarlig” politiker. De socialistiske og kommunistiske militante lider i koncentrationslejrene, arbejderne og bønderne dør af sult og minearbejderne kæmper heltemodigt mod regeringen og arbejdsgiverne. Og Frei sætter sig ned i sit behagelige kontor i Santiago for en sludder med herrerne fra FN. Og det er den forslåede “arbejdsdeling” mellem arbejderklassen og borgerskabets liberale politikere!
Fra Venezuela kommer de kristelige demokrater med appeller for dannelsen af en “national bevægelse for genoprettelse af demokrati”. Men samtidig foreslår de en gradvis overgang uden “bevæbnede sammensværgelser eller hemmelige metoder”. Og dette er den almene tone i den kristeligt demokratiske propaganda. En ting er helt klar. Hvis det kun afhang af disse herrer ville Pinochets diktatur vare til år 2000. Og ikke desto mindre fastholder en stor del af de tidligere ledere af Folkeenheden, at en alliance med de kristelige demokrater er den eneste måde, hvorpå diktaturet kan omstyrtes. Specielt har lederne af det såkaldte “kommunist” parti draget alle de mest fejlagtige konklusioner fra erfaringen med UP regeringen. De er som Bourbonerne i Frankrig, som ikke lærte noget og ikke glemte noget. Hvis den linie, som de forslår, får overhånd en politik, som er tusind gange værre end den forgående vil det blot føre til nye tilbageslag og nye og blodige nederlag for den chilenske arbejderklasse.
ET SOCIALDEMOKRATISK ALTERNATIV?
En meget positiv kendsgerning i den nuværende situation i Chile er, at socialist partiet, som indenlands er genopstået i fornyet form siden 11. september, har indset nødvendigheden af en selvstændig klassepolitik baseret på de bedste traditioner fra CSP og opsummeret
i partiets centrale slogan: “Tillid til os selv”.
Skønt ingen nøjagtigt kan forudsige, hvad der vil ske, er Pinocets fald og en ny periode af massemobilisering uundgåelig. Det er netop, fordi de forstår dette at imperialismens strateger som gennem fem år har opretholdt deres dominans gennem Pinochets fascistiske metoder, forbereder et alternativ i form af Frei og de kristelige demokrater. De kristelige demokraters rolle vil blive at bevare godsejernes, bankernes og kapitalisternes magt og privilegier med andre metoder.
Den nuværende ledelse for socialistpartiet fastholder korrekt nødvendigheden af en arbejderenhedsfront som den eneste måde at gennemføre den socialistiske omskabelse af samfundet. I modsætning hertil hævder lederne af kommunistpartiet og nogle af de tidligere ledere af socialistpartiet, som er nært knyttet til kommunistpartiet, at fordi den umiddelbare opgave for den chilenske arbejderbevægelse er erobringen af demokratiske rettigheder og ikke den socialistiske revolution, er det nødvendigt at indgå alliancer med de “progressive” dele af borgerskabet og først og fremmest med de kristelige demokrater. Som om det var muligt at rejse en “kinesisk mur” mellem kampen mod diktaturet og kampen mod det oligarki, som holder det oppe! Hele Chiles historie beviser, at kampen mod juntaen for erobringen af demokratiske rettigheder, hvis den føres igennem til enden, nødvendigvis indebærer en kamp ikke blot mod Pinochet, men også mod de økonomiske interesser, der holder ham ved magten, mod godsejerne, bankerne og stormonopolerne. Med andre ord en revolutionær kamp mod kapitalismen.
Den forvirrede ide om alliancer mod de “gode” kapitalister mod de “onde” kapitalister stammer fra en manglende forståelse af samfundets klassekarakter. Det er ikke et spørgsmål om, hvad lederne for de forskellige politiske partier siger, men om de klasseinteresser, som står bag dem. Trods sammenstødet mellem dem tjener Frei og Pinochet den samme herre storkapitalen og imperialismen. Borgerskabet har ikke nogen fordomme angående hvilket regeringssystem, der er det bedste. Det er meget smidigt i den måde, det dominerer arbejderklassen. Til tider er demokrati belejligt for det, og det er derfor, det har sine “demokratiske” lejesvende. På andre tidspunkter passer diktaturet det bedre og derfor har vi Pinochet’erne og Videla’erne. Bankerne og kapitalisterne
er ikke specielt interesserede i sådanne forandringer forudsat, at de beholder deres magt
og privilegier.
De chilenske socialisters holdning til spørgsmålet om overenskomster mod kapitalens “demokratiske” partier er afgørende for den chilenske arbejderbevægelses fremtid. Enhver flertydighed eller uklarhed i dette spørgsmål nu, vil senere blive betalt for med blod og tårer.
Det er klart, at i et land som Chile, har proletariatet ikke blot mulighed for, men pligt til at danne fronter for fælles handling med andre undertrykte dele af samfundet principielt
de fattige bønder og det undertrykte småborgerskab.
Men herfra til forslag om selv “midlertidige i specielle situationer” med et ikke-eksisterende “progressivt” borgerskab, er der et enormt spring. Det overvældene flertal af bønder og småhandlende lider under bankernes og stormonopolernes udbytning og undertrykkelse. Netop af denne grund er disse grupper arbejderklassens naturlige allierede. I modsætning hertil er de såkaldt “progressive” dele af kapitalistklassen, det vil sige de liberale og de kristelige demokrater hverken
mere eller mindre end storforetagendernes venstre ben.
At indgå alliancer, selv “midlertidige i specielle situationer” med disse elementer ville være det samme som at sige til bønderne og de småhandlende: “Disse folk, er nu vores allierede. 1 kan glemme, hvad de tidligere har gjort. Alt det var blot en lille misforståelse. Men nu er de på rette vej og i kan have tillid til dem”.
Hvad vi bør sige er præcis det modsatte: “Dette er de mænd, som hjalp Pinochet til magten,
deres hænder er plettede af arbejderes og bønders blod. Nu vil de bedrage os igen. De er
de dygtigste, og derfor de most forræderiske repræsentanter for bankerne og monopolerne.
Hvis I ønsker at kæmpe for brød og frihed så afvis disse herrers tilbud og stol kun på jeres egen styrke.”
Kun på denne måde vil de chilenske socialister kunne hjælpe arbejderne og bønderne til, at
forstå de kristelige demokraters virkelige rolle. Den eneste måde at kæmpe for ledelsen
af middelklassen er at kæmpe med næb og klør mod de liberales forsøg på at forføre småborgerskabet med deres hykleriske og forræderiske propaganda. Det nuværende regime er meget mere ustabilt end det måtte syne ved første øjekast. Det er netop grunden til Washingtons forsøg på at lægge en vis afstand til Pinochet. Imperialismens strateger har ikke nogen tiltro til juntaens overlevelsesevner. Den nuværende konflikt mellem Chile og Argentina over Beagle kanalen er endnu et tegn på denne ustabilitet. Pinochet forsøger at aflede opmærksomheden fra de enorme indre modsætninger i det chilenske samfund vha. en konfrontation med militærregeringen i Buenos Aires. Uden tvivl har begge sider betydelige interesser i det omstridte område. Men det er også sandt, at Pinochet er interesseret i at bruge sagen på samme måde som Franco brugte Gibraltar. Som et belejligt middel til af aflede folks opmærksomhed fra den indenlandske krise og fremkalde en falsk følelse af “national solidaritet mod den ydre angriber”. På den anden side må begge regimer være rædselsslagne for muligheden af, at denne krigslignende konfrontation udvikler sig til en virkelig militærkonflikt. Udfra en sammenligning af styrker er der ikke nogen tvivl om, at en krig mellem Chile og Argentina (hvilket ikke kan udelukkes som en teoretisk mulighed, skønt det forekommer højest usandsynligt med mindre en yderst kritisk situation opstår i Santiago) ikke ville vare længe og resultatet ville blive et nederlag for Chile. Som det spanske dagblad “El Pais” påpegede (13/12.1978): “Udtrykt i menneskemateriel er forskellen i Argentinas forsvar slående:
| Hæren | 80.000 | 50.000 |
| Flåden | 32.000 | 24.000 |
| Luftvåben | 17.000 | 11.000 |
| Total | 129.000 | 85.000 |
Spændingerne mellem de to lande er øget væsentligt med en slags handelskrig allerede undervejs. Men så vel som konflikten med Buenos Aires har Chile territoriale problemer med Peru og Bolivia (som afbrød diplomatiske forbindelser med Chile, idet de hævdede, at regeringen i Santiago ikke havde vist “tilstrækkelige smidighed” i spørgsmålet om at give Bolivia adgang til Stillehavet) og selv med Brasilien over High Parana. Al dette gør, at juntaen leger med ilden i konflikten med Argentina, som det fremgår af følgende erklæring fra en af juntaens talsmænd: “Jeg kan forsikre Dem, at det ville værre vanvid, for ingen ville vinde. Det ville betyde en nyttesløs tilintetgørelse af folket. Så hverken Argentina eller Chile vil vinde.” En krig mellem Chile og Argentina med muligheden af væbnet intervention af Peru og Bolivia for at genvinde deres mistede territorier ville i sandhed være vanvid eller rettere katastrofe med voldsom genlyd i hele Latinamerika. Det ville få Washingt6n til at skælve og USA imperialismen vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at forhindre det. Imidlertid må vi ikke glemme at en lignende “vanvidshandling” de græske obersters intervention på Cypern medførte Athen juntaens fald. De sidste måneder har Argentina og Chile brugt omkring 2.000 millioner dollars på krigsforberedelser ifølge det amerikanske tidsskrift “Business World”. Det kan være, at begge sider er interesserede i at opretholde en atmosfære af vedholdende spænding. Både af politiske grunde og som et påskud til at retfærdiggøre de enorme summer som de væbnede styrker i både Chile og Argentina formøbler. I alt fald ville en bevæbnet konflikt ligegyldigt hvor kort betydle kollaps af Pinochet regeringen. Af alle disse grunde optrapper Carter administrationen sine forsøg på at finde et “demokratisk” alternativ til Pinochet, som vil sikre USA imperialismens interesser i Chile. Kommunist lederne og selv nogle af de gamle folkeenhedsledere venter, at Washington vil løse deres problemer. For eksempel fortalte Benjamin Peplizki fra det radikale parti og sekretær for “Demokratisk Chile” pressen, at “han troede at juntaen så en mulighed for en forhandlet tilbagetrækning med mellemmænd fra det chilenske borgerskab og ligvis (?) grupper fra USA”. (vor understregning).
Det ser ud til, at der er nogen folk, som ikke vil lære. Pinochet vil først overveje muligheden for en “tilbagetrækning” forhandlet eller ikke når massernes bevægelse tvinger ham ud. Washington har trods flere og flere bange anelser ikke travlt med at få fjernet Pinochet, selv ikke hvis det var i stand til at holde situationen under kontrol med de tidligere brutale metoder. Indenfor en vis periode et, to eller tre år afhængigt af, hvordan situationen i landet udvikler sig, vil et opsving i arbejderbevægelsen, en splittelse indenfor juntaen, et militært vovestykke nødvendiggøre en forandring. Derfor skynder alle de “Liberale” og “socialdemokratiske” politikere sig, for at nå at tilbyde Washington deres tjeneste. Her ligger en enorm fare for arbejderbevægelsen i Chile. Imperialismens og borgerskabets strategers ide efter Pinochet’s fald er at danne en koalitionsregering af kristelige demokrater og repræsentanter for arbejderklassen. I eksil. bliver ideen aktivt agiteret for ved samarbejdet mellem Folkeenheden og de kristelige demokrater i en “bred front” mod diktaturet. Hovedfortalerne for denne ide er (hvem ellers?) lederne for “kommunist” partiet og det russiske bureaukrati. På den anden side viser det reformistiske bureaukrati fra den Anden Internationale en stigende interesse for Afrika og Latinamerika netop på det tidspunkt, hvor revolutionære og pre-revolutionære situationer er ved at opstå på begge kontinenter. Det er interessant at se hvordan socialdemokraternes og USA imperialismens strategi udvikler sig på samme måde i denne sammenhæng. Det er tydeligt, at der ligger en række pres på visse af den Anden Internationales ledere “udenfor” arbejderbevægelsen. Det er ikke noget tilfælde, at det såkaldte “socialdemokratiske projekt” i Latinamerika kommer for dagen netop på dette tidspunkt med godkendelse fra Bonn og Washington. Det lille bitte radikale parti med en lille eller ingen støtte i den chilenske arbejderklasse har ikke an tilstrækkelig basis til at kunne indgå i koalition med de kristelige demokrater. De kristelige demokrater er i øjeblikket uvillige til at danne en koalition med kommunistpartiet, mens kommunistpartiet åbenlyst er ivrig efter at danne en sådan. Derfor er socialistpartiet en afgørende faktor i situationen. Uden socialisterne ville en klassesamarbejdsregering ikke være mulig. Derfor bliver der lagt enormt pres på partiet om at deltage i denne nye anti arbejderklasse sammensværgelse i Chile. Ulykkeligvis er der an del af de tidligere socialist ledere, som er kommet under indflydelsen og de stærke pres, som bliver udøvet på forskellig måde af stalinisterne, som er i besiddelse af meget magtfulde materielle midler specielt i eksil.. Sammenstødet mellem de pro stalinistiske elementer, som åbent går ind for an klassesamarbejdspolitik og de socialistiske aktivister i Chile, som kæmper for den revolutionære fornyelse af det indenlandske parti, har medført et brud i den chilenske socialismes kræfter.
KOMMUNISTPARTIETS ORGANISATORISKE STYRKE
Først og fremmest har de socialister, som forsvarer en linie med klasseuafhængighed i overensstemmelse med marxismen leninismens ideer og de tidligere principper for det chilenske socialistparti, skønt de udgør den afgørende majoritet af de socialistiske kræfter i Chile i dag, en række bagdele i forhold til deres politiske modstandere. Kommunistpartiet, som før kuppet havde mindre støtte end socialistpartiet, er nu under jorden arbejderpartiet med den største styrke. Det er umuligt nøjagtigt at udregne hvert undergrundspartis talmæssige styrke, men kommunistpartiet har mindst 8.000 aktive medlemmer. Desuden har de en meget bedre intern struktur og bedre udstyr end andre partier og grupper: et trykkeri, mange fuldtids partiarbejdere, en aktiv ungdomsorganisation, foretagender , et dagligt to timers program fra Radio Moskva såvel som programmer fra Radio Østberlin, Radio Prag etc.
GENOPBYGNING AF SOCIALISTPARTIET INDENLANDSK
Socialistpartiets apparat har aldrig kunne måle sig med kommunistpartiets. Skønt tilsyneladende baseret på marxistisk leninistiske ideer optog socialistpartiet aldrig rigtigt Bolshevismens organisatoriske metoder, uden hvilke det mest marxistiske program i verden er værdiløst. Trods deres talmæssige overlegenhed og deres overvældende flertal af stemmer havde de ikke det samme niveau af aktive medlemmer som kommunistpartiet (selv før den 11.september havde de knapt nok en ordentlig partiopbygning med fuldtids ansatte etc.) Derfor var socialistpartiet i den værst mulige tilstand til at klare problemerne med hemmeligt arbejde. Ikke desto mindre lykkedes det de bedste kadrer i chilensk socialisme med store lidelser at omgruppere sig indenfor landets grænser og gå i gang med den langsomme og vanskelige opgave at genopbygge partiet blandt arbejderklassen og bønderne. I dag er socialistpartiet skønt talmæssigt mindre end kommunistpartiet den anden arbejderklassestyrke i undergrundsarbejdet. De arbejder i fabrikkerne og arbejder kvartererne og hjælper familierne til de fængslede og “forsvundne personer”. Trods den totale mangel på hjælp fra udlandet (som udelukkende går til den pro Moskva sektion) lykkes det socialistparti kammeraterne at udgive fire aviser inde i landet: “Arauco”, partiets teoretiske blad (månedsblad), “Vi, arbejderne” (“Nosotros los Trabajadores”), fagforeningsbladet, som udkommer hver 14. dag, “Brigada”, studenterbladet (udkommer uregelmæssigt) og “Solidarity” (månedligt). Indenfor fagforeningerne har partiet en basis blandt mekanikerne, skotøjsarbejderne, bagerne, kobberarbejderne og landbrugssammenslutningerne. Det har også en ungdoms og en kvindegruppe. Problemet for socialisterne som arbejder i Chile er, at det udenlandske partiapparat er totalt domineret af den pro stalinistiske sektion. Det lykkedes disse elementer at få kontrol. over partiet i 1971 ved at gå sammen med den socialdemokratiske fløj af partiet (Rodriguez). Men nu udgør de kun en minoritet af de socialistiske kræfter indelandsk. Ikke desto mindre er det denne minoritets sektion, der har fået al den økonomiske hjælp, som er blevet sendt fra den “officielle” eksil ledelse. Uenighederne indenfor den socialistiske lejr har medført en voksende afstand mellem de forskellige tendenser. Den såkaldt Koordinerende Komite for regionale grupper brød ud og dannede et nyt parti, som gik i retning af pro guerilla standpunkter. I 1975 76 lykkedes det denne gruppe at samle et betydeligt antal indenlandske socialistiske aktivister, som var utilfredse med den gamle eksilledelses opportunistiske og pro stalinistiske politik. Men som uundgåeligt er med en total forkert orientering og en forvirret politisk linie led denne tendens under en række af interne kriser, slagsmål og splittelser, som har fort til opløsningen af gruppen. De alvorligste aktivister fra gruppen har indset nødvendigheden af at vende tilbage til socialistpartiet for at kunne kæmpe indefra imod de opportunistiske strømme for en ægte marxistisk~leninistisk politik i stedet for Maos og Castros guerilla karrikaturer. Skønt de socialistiske kræfter i Chile har gjort betydelige fremskridt til trods for de vanskelige og farlige vilkår i undergrunden, er de i dag i mindretal i forhold til kommunistpartiets styrker. Kommunistpartiet er i besiddelse af meget bedre midler og er derfor i stand til at udvikle mere effektivt arbejde i arbejderklassen. Selv den pro stalinistiske sektion af partiet har bedre midler, skønt de ikke har halvt så meget støtte i arbejderbevægelsen som socialisterne. Men alt dette kan ændre sig kraftigt indenfor de næste få år, hvis socialist kammeraterne ikke giver efter for presset fra stalinisterne og socialdemokraterne og fastholder en klar revolutionær linie af klasseuafhængighed. For et marxistisk leninistisk parti er spørgsmålet om organisation og økonomiske midler væsentligt, men ikke det afgørende spørgsmål. Selv med verdens mest imponerende partiapparat er et parti med den forkerte politik dømt til nederlag. Det er den lære, vi har set gentaget mere end en gang i Chiles historie såvel som i andre landes. På den anden side med en korrekt politik, korrekt strategi og taktik og med Bolshevikkernes arbejdsmetoder vil de nødvendige organisatoriske midler altid blive fundet.
BOLSHEVISME OG MENSHEVISME’
Forskellene mellem Bolshevisme og menshevisme i Rusland viste sig ikke bare i politiske sporgsmål (reform eller revolution, samarbejde med de liberale eller selvstændig klassepolitik), men drejede sig også om forskellige arbejds og organisationsmetoder. Før 1917 havde menshevikkerne altid større økonomiske midler end bolshevikkerne. De russiske opportunister modtog ligesom deres chilenske modstykker i dag mængder af hjælp fra udlandet takket være ledere som Plekhanovs personlige prestige. De modtog også store pengesummer fra en række “progressive” borgerlige, småborgere, universitetslærere, sagførere etc. Lenin var meget stolt af den kendsgerning, at bolshevik partiet og dets daglige avis “Pravda blev finansieret af små bidragsydere “kopek” fra russiske arbejdere.
Trods alle problemerne og alle ufuldkommenhederne kan de chilenske kammerater også være stolte af, at i løbet af fem år og under de vanskeligst tænkelige omstændigheder er det lykkedes dem at opbygge en organisation uden hjælp udefra, med penge fra de chilenske arbejdere og baseret på personlige ofrer fra aktivisterne og de ledende kadrer. I sidste instans er hver eneste cent, der bliver rejst på fabrikkerne og i arbejderkvartererne i Chile mere værd end de tusinder af dollars, som skaffes af opportunister i udlandet. Fordi arbejdet med at rejse penge i Chile er politisk arbejde, som lægger grundlaget for organisationen i selve arbejderklassen. Der er ikke noget at håbe på fra opportunisterne, socialdemokraterne eller de “pro stalinistiske” elementer. Bortset fra visse ærlige arbejdere, der sandsynligvis af sentimentale grunde støtter de gamle ledere og er blevet ført bag lyset af disses prestige, er det store flertal af disse folk uforbederlige. Det er nogen gange en fejl at tro, at “hvis der er flere af os, er vi stærkere”, nogen gange betyder en mere, at resultatet bliver nul i stedet for to. Enhed er noget, vi alle ønsker og kæmper for. Men enhed kan købes for dyrt. Ethvert forsøg på at blande en revolutionær politik med en opportunistisk politik, gennem “overensstemmelser” for at opnå enhed er som et forsøg på at blande olie og vand. De indenlandske kammerater har selv haft lejlighed til at bevise, at alle anstrengelser for at opnå enhed med opportunisterne er mislykkedes de sidste fem år. Og man skal ikke se denne “fiasko” som noget totalt negativt. Ja, vi går ind for enhed. Og alle er klare over hvem der er ansvarlige for den nuværende splittelse. Men den eneste enhed, som tjener socialismens sag er enhed på grundlag af en række principper. På ethvert andet grundlag, forening af en række forskellige fraktioner som alle trækker i forskellig retning, vil det føre til afmagt. Hele socialistpartiets historie beviser dette. Hvad nytter det at have revolutionære principper og program, hvis ledelsen i det afgørende øjeblik er ude af stand til at gennemføre det i praksis, fordi den har viklet sig selv ind i rækker af aftaler, kompromisser og overensstemmelser med opportunisterne og de pro kapitalistiske elementer? Nej, et totalt brud med enhver form for opportunisme er forudsætningen for forøgelsen af socialistpartiet. Det er netop i modgang, at man lærer at skelne mellem sande venner og fjender. Hvis de chilenske socialister ikke kan drage alle de nødvendige konklusioner fra de sidste fem års forfærdelige erfaringer, vil alle dødsfaldene have været forgæves. Det er sandt, at situationen kan ændre sig drastisk allerede i morgen . Efter de forfærdelige oplevelser under diktaturet, lange år med sult, elendighed, død og undertrykkelse vil mange arbejdere og bønder tænke på årene med Folkeenheden som en slags guldalder. Det kunne være, at illusionerne i folkefrontspolitik endnu en gang ville bruse op i masserne efter Pinochets fald. På den måde ville diktaturet have været en enorm bremse på arbejderklassens bevidsthed og endnu mere på de tilbagestående masser af bønder og middelklasse. Imidlertid ser arbejderne og bønderne i dag undergrundsarbejdet, “socialisterne” som de kammerater, der er ved deres side og som kæmper skulder ved skulder mod bosserne og diktaturet. Frem for alt har de tidligere Folkeenhedsledere i eksil et dårligt ry for mange af aktivisterne. På den måde kan de “generaler uden hær” som tålmodigt venter i Berlin, Paris, Moskva og Algeriet på Pinochets fald, hvor de vil vende tilbage i triumf med alt sikkert lagt til rette for at gentage de samme fejltagelser som tidligere, meget vel få en meget ubehagelig overraskelse. Specielt hvis det lykkes kammeraterne i socialistpartiet i Chile at bygge et stærkt parti stærkere end nu ikke alene i antal, men frem for alt i praksis ved at uddanne de socialistiske kadrer til uforsonligopposition mod enhver aftale eller alliance med borgerskabet og mod den mindste indrømmelse til opportunisterne. Socialistpartiets kadrer i Chile har gjort store fremskridt. Men der er stadig mangler ikke alene mht. partiapparatet, men også i deres politik, som trods den helt nødvendige og korrekte fastholden af en selvstændig klassepolitik stadig indeholder en række uklarheder og udeladelser. Skønt disse i øjeblikket ikke ser ud til at være særlig vigtige, kan de, hvis de ikke bliver afklaret, i morgen medføre enorme problemer, interne kriser, rystelser og splittelser. På et givet tidspunkt med Pinochet regimets fald og masse bevægelsens genopståen vil socialistpartiet komme under enormt pres fra alle sider. Kapitalistpressen, den stalinistiske og socialdemokratiske presse, den “offentlige mening” og selv arbejdernes egne naturlige og forståelige instinkter til fordel for “enhed” vil ligge tungt på socialistpartiet for at presse det til endnu en gang at indgå i en “fællesfront” med stalinisterne, socialdemokraterne og denne gang sandsynligvis de kristelige demokrater i en “national samlingsregering”. Hvis partiet ikke gør sin egen position helt klar på forhånd, er det meget sandsynligt, at det vil være ude af stand til at modstå disse pres. Trods sloganet “Tillid til os selv” vil der være visse kammerater selv indenfor partiledelsen, der vil være tilbøjelige til at give efter for presset. “Vi vil blive isolerede”. “Vi kan ikke bryde enheden”. “Det drejer sig kun om midlertidige aftaler”. “Det er en taktik og vi beholder vores selvstændige program”. “Vi vil kæmpe mod borgerskabet indenfor regeringen”. Der er aldrig mangel på argumenter for at retfærdiggøre opgivelsen af en revolutionær marxistisk politik. Det har været chilensk socialismes erfaring gennem hele dens historie. Og altid med de samme resultater. Sagen er, at det er muligt at socialistpartiet, hvis det nægter at indgå i koalitionsregeringen i en kort periode vil se sig selv isoleret fra hovedparten af arbejderklassen. Det vil blive angrebet fra alle sider for “Sekterisme”, “dogmatisme”, “overbudspolitik” eller endnu værre ting. Men hvis et marxistisk leninistisk parti og specielt dets ledelse ikke er i stand til at modstå den slags pres, hvad er der så ved det parti og dets ledelse? I virkeligheden er en uforsonlig holdning til en koalitionsregering med borgerskabet den eneste måde at vinde masserne for socialistpartiet og den socialistiske revolution. Masserne lærer af deres erfaringer. De ville meget hurtigt blive klare over, at den nye regerings politik er en politik dikteret af kapitalistklassen ved hjælp af de kristelige demokratiske ministre. Selv hvis de er i mindretal, vil disse kyniske repræsentanter for borgerskabet nedlægge veto imod enhver anti kapitalistisk lovgivning, som arbejderpartierne foreslår, og true med at træde tilbage, hvis arbejderpartierne kræver gennemførelsen af en politik i arbejderklassens interesse. Alle Frei’s artikler og alle de kristelige demokraters erklæringer viser, at en ny koalitionsregering ikke engang ville gennemføre Folkeenhedsregeringens lovforslag, med mindre den blev tvunget til det af en ny bølge af massemobilisering. Hvad der end sker vil en ny koalitionsregering i en situation med kapitalistisk krise ikke kunne løse noget for arbejderklassen. Illusionerne om et påstået “socialdemokratisk projekt” for Chile ville hurtigt blive brudt af den økonomiske krise.
Som det oprindelige Folkeenhedsprogram i sin tid forklarede: “I Chile har de “reformerede”
og “udviklende” opskrifter, som blev faldbudt af Alliancen for Fremskridt og taget op af
Frei regeringen, ikke været i stand til at forandre noget som helst af betydning. Grund
læggende set har det været en ny borgerlig regering, som tjente indenlandsk og udenlandsk
kapitalisme. Denne regerings svage forsøg på sociale forandringer led et vanærende nederlag under økonomisk stagnation, de høje leveomkostninger og voldsom undertrykkelse af befolkningen. Med dette er det endnu en gang bevist, at reformisme er ude af stand til at løse befolkningens problemer”(den sidste sætning er understreget i originalen). Og hvis det var sandt under Frei’s kristeligt demokratiske regering, før den verdensomspændende kapitalistiske lavkonjunktur startede, vil det så ikke være tusind gange sandere nu med 17 millioner arbejdsløse i de udviklede kapitalistiske lande i OECD, udbredt stagnation af de produktive kræfter og verdenshandlen, mangel på markeder og faldende efterspørgsel og priser for chilenske varer i udlandet? I dag er chilensk kapitalisme ikke i en tilstand, hvor den kan give arbejderklassen og bønderne dybtgående og langvarige indrømmelser. Selv hvis en koalitionsregering i sine første måneder blev tvunget af massernes pres til at give en række reformer, ville den uundgåeligt under pres fra oligarkiet og imperialismen gå over til en næste fase med kontrareformer. Arbejderne og bønderne ville se stigende arbejdsløshed og deres lønstigninger ædt op af inflationen. En ny proces med skuffelse og demoralisering ville starte. Men denne gang ville der uundgåeligt rejse sig en opposition blandt medlemmerne i arbejderpartierne og fagforeningerne. Masserne ville forstå de kapitalistiske ministres rolle som en “Trojansk hest” placeret i regeringskoalitionen for at sabotere den indefra. Bevægelsen ville vokse for at smide storforetagendernes agenter, de kristelige demokratiske ministre ud og i stedet danne en regering af arbejderpartier med et socialistisk program. Hvis det chilenske socialistparti skulle gøre den skæbnesvangre fejl at gå ind i regeringen, ville masserne forbinde det med den anti arbejderklasse politik, som blev ført, vil de meget hurtigt vinde støtte i oppositionen og tiltrække mange af de menige medlemmer i kommunistpartiet, hvis dette hvad der ser ud til at være uundgåeligt går med i regeringen. Sloganet “En socialist-kommunist regering med et socialistisk program og uden de kristelige demokrater” ville give enorm genlyd blandt kommunistpartiets medlemmer. En ting er sikker. For Chile er der kun to alternativer: enten den socialistiske revolution som en gang for alle vil knuse godsejernes, kapitalisternes og imperialisternes magt eller en ny række af blodige nederlag. For at løse arbejdernes og bøndernes påtrængende problemer er det nødvendigt at gennemføre ekspropriation af bankerne, godsejerne og stormonopolerne og begynde en planlagt organisering af produktivkræfterne i alles interesse. Det er nødvendigt med en betydelig stigning i den økonomiske vækst for at hæve massernes levestandard. Det er først muligt, når staten under det arbejdende folks kontrol mobiliserer alle landets ressourcer. For at dette kan ske, må kapitalisternes og jordejernes modstand først brydes. Hvad er alternativet? De kristelige demokrater, socialdemokraterne og stalinisterne har en illusion om, at det er muligt i Chile at bygge et “forbrugersamfund” som Vesttyskland, Storbritanien eller USA. Men netop i disse lande er det kapitalistiske system ikke længere i stand til at fastholde hverken levestandarden eller retten til arbejde. Der er 8 millioner arbejdsløse i USA og 7 millioner arbejdsløse indenfor fællesmarkedet. Der sker angreb på levestandarden og nedskæringsprogrammer i alle disse lande. Og der er strejkebølger i Frankrig, Italien, Storbritanien, Tyskland, USA etc.
Eksistensen af et borgerligt demokrati og sociale reformer i Chile i fortiden var muligt takket være den chilenske økonomis privilegerede position og udenlandske markeders efterspørgsel på dets varer i en lang periode. Nu hvor disse faktorer er forsvundet, kommer alle modsætningerne indenfor det chilenske samfund op til overfladen. Frei’s “reformistiske” regering var ude af stand til at løse dem. Allende regeringen forsøgte at lave en “halv revolution” og efterlod nøglepunkter i statsmagten i kapitalistklassens hænder med det velkendte resultat. Heller ikke juntaen har med alle sine mord og koncentrationslejre været i stand til at løse det chilenske samfunds problemer. Den har forværret dem. Og der er ingen tvivl om, at en chilensk regering med de borgerligt liberale heller ikke vil løse noget som helst. Alternativet for den chilenske arbejderklasse under kapitalismen er ikke et “forbrugssamfund”, men en konstant stigning i arbejdsløshed, elendighed, økonomisk stagnation, sult …..
DER ER INGEN “MIDDELVEJ”
Chiles socialistiske revolution ville været et eksempel for arbejderklassen og alle Latinamerikas undertrykte folk. Med en arbejderregering i Chile hvor længe ville militærdiktaturerne i Argentina, Uruguay etc. vare? Udbredelsen af den socialistiske revolution til alle lande på kontinentet ville resultere i Latinamerikas Socialistiske Forenede Stater, og forene alle befolkningerne i en fælles anstrengelse for at udnytte kontinentets umådelige økonomiske muligheder. Den fælles planlægning af Latinamerikas enorme menneskelige og materielle ressourcer ville gøre det muligt for os at forandre alle folks liv i løbet af et par fem års planer. Latinamerikas Socialistiske Forenede Stater ville være det første skridt mod socialismens triumf på verdensplan og skabelsen af verdens socialistiske sammenslutning, som een gang for alle ville fjerne kapitalismens og fascismens mareridt og åbne op for et nyt stadie i menneskehedens historie: socialisme.
