I dag, d. 11/9 2003, 30. år efter borgerskabets kup i Chile, er det stadigt lærerigt at tage et kig på fortidens erfaringer. Det dokument vi nu starter offentliggørelsen af, er oprindelig skrevet i 1979 af Alan Woods, men dens analyse er mindst lige så relevant i dag som den var 1979. Download hele dokument som pdf-fil.
Introduktion
Der er allerede gået seks år siden det blodige statskup i Chile.
Nu til dags er det umuligt. at se erfaringerne fra Chile som en isoleret begivenhed, der er specifik for det land. Det er derimod nødvendigt, at denne erfaring bliver taget op af socialister, kommunister og bevidste arbejdere i alle lande. Og vi bør studere disse begivenheder, som det så rigtigt blev sagt af en af lederne af det Chilenske socialistparti (Interne ledelse) i en artikel, der blev trykt for mere end et år siden i “Nuevo Claridad” nummer 24: “Ikke bare for at hengive os til en intellektuel abstrakt øvelse, men for at beslutte på en objektiv og seriøs måde, hvad vi skal gøre på en fra dag til dag basis”.
For enhver seriøs socialist er en analyse af fortidens erfaringer, af sejre og endnu mere af nederlag et middel til at fuldkommengøre vores program, strategi og taktik på samme måde, som de borgerlige militære eksperter bygger på fortidens krige og slag, ikke alene første og anden verdenskrig, men også Napoleons og Julius Cæsars krige for at forberede sig til de kommende krige. Lenin brugte mange år til at studere Pariserkommunen, hvilket var et middel til at berede bolsjevikkernes kadrer til at gennemføre den russiske revolution.
Vi marxister er internationalister, og vi har pligt til at basere os på arbejderklassens erfaringer i alle lande. Der er ikke noget farligere for arbejderbevægelsen end de småborgerlige nationalistiske fordomme, som ser den spanske revolution som værende spaniernes eneret, eller den chilenske som chilenernes eksklusive ejendom. Bag sådanne holdninger, som er i total modstrid med Marx’s, Engels’s og Lenin’s metoder og doktriner, er det ikke vanskeligt at se den frygt, som visse arbejderledere har for en åben og ærlig diskussion af de fejltagelser, de har begået i deres egne lande. Ikke desto mindre er det kun en stadig udvekslen af ideer og erfaringer på verdensplan, der vil gøre det muligt for os at uddanne og træne de ægte marxistiske kadrer, som er i stand til at lede arbejderklassen i kampen mod kapitalismen, som ikke kender nogen grænser, som organiserer sig på verdensplan og som forsvarer sine interesser i alle hjørner af vores planet med alle til rådighed stående midler.
Mens Popular Unity (UP) regeringen eksisterede i Chile, fremstillede alle teoretikerne fra de store arbejderpartier – især alle fra “kommunistpartiet” det “chilenske eksperiment” som et bevis på muligheden af at gennemføre den socialistiske omskabelse af samfundet på en stykvis og gradvis måde gennem parlamentarisk handling uden voldsomme konfrontationer.
Der er ikke nogen tvivl om, at arbejderledere som Salvador Allende ønskede at gennemføre “en fredelig forandring uden chok”, som det ofte gentages i dag i Spanien. Ikke desto mindre som det rigtigt blev sagt af forfatteren til den tidligere nævnte artikel: “Hvis processerne blev bedømt ud fra hensigterne, måtte vi sige, at UPs hensigt var at skabe socialisme i Chile, men trods det har vi fascisme og diktatur”. Denne kendsgerning må ikke bare de chilenske arbejdere, men også de spanske og arbejdere i andre lande tænke alvorligt over.
Tragisk nok ser det ca. seks år senere ud til, at lederne af de store arbejderpartier over hele verden ikke har opsummeret, hvad der er sket i Chile og næppe har draget nogen konklusioner – dem, de har draget, kunne ikke have været mere fejlagtige.
De kommunistiske ledere i mange lande, såsom Italien og Spanien, har draget den konklusion, at et “historisk kompromis” med de Kristelige Demokrater er nødvendigt. Men i Chile spillede lederne for de Kristelige Demokrater en aktiv rolle i kontra-revolutionen. I Italien har kristelige demokratiske ministre aktivt deltaget i flere fascistiske sammensværgelser de seneste år i nært samarbejde med de fascistiske mordere fra MSI. Ikke desto mindre insisterer de “kommunistiske” ledere På nødvendigheden af et regeringssamarbejde med de kristelige demokrater med det formål at… forsvare demokratiet!
Fremprovokere reaktionen?
I Spanien gør lederne af Kommunistpartiet (PCE) sig store anstrengelser for at overbevise arbejderne om nødvendigheden af at acceptere monarkiet, pagter og “enighed” med borgerskabet, og en forståelse med politiet og hæren, som den eneste vej “for ikke at fremprovokere reaktionen”. For alle disse ledere er erfaringerne fra Chile forblevet en lukket bog – lukket med syv segl. Hvis det var op til dem, ville de tusindvis af chilenske arbejdere og bønder være døde forgæves, og de tragiske begivenheder i Chile ville uundgåeligt blive gentaget i andre lande i fremtiden.
Uheldigvis forbliver de samme eksil ledere for UP totalt tavse eller begrænser sig til sentimentale erklæringer om “den chilenske tragedie” og viser ingen interesse i at forklare for verdens arbejderklasse, hvad der skete i deres land. Som lederen af CSP(IL) siger i eksil: “Nogle af disse ledere har haft den frækhed at give vores egen arbejderklasse skylden for nederlaget”.
I dette er der ikke noget nyt. Efter enhver historisk revolution som er blevet slået, har der altid været mange ledere, som var parate til at lægge skylden på den påståede “umodenhed” hos masserne, “de manglende objektive omstændigheder” eller de “ugunstige magtforhold” for at aflede opmærksomheden fra den rolle og det ansvar, som de selv har haft i sagen.
“Han, som ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den”. I dette øjeblik fortsætter de samme eksilledere fra UP, som var direkte ansvarlige for nederlaget i 1973 med at holde fast ved den politik, som førte til nederlaget. De har absolut intet lært af erfaringen.
Hemmelige cirkler
I dag er disse folks centrale idé nødvendigheden af en alliance mellem den chilenske arbejderklasses politiske kræfter og de kristelige demokrater for at kæmpe mod Pinochet’s diktatur. De førende fortalere for denne sag er som altid eksillederne af det chilenske CP, som bliver hjulpet og opmuntret i deres anstrengelser af det russiske bureaukrati. Som dette dokument viser, har disse folk for længe siden forkastet enhver idé om at gennemføre en socialistisk revolution, og er blevet andenklasses medlemmer af den såkaldte “progressive” del af det chilenske borgerskab.
Uheldigvis er en vis del af de gamle eksilledere af det chilenske SP kommet totalt under indflydelse af disse elementer, som naturligvis ikke mangler økonomiske midler, specielt ikke uden for landet, hvor den chilenske arbejderklasses ægte stemme dårligt kan høres i den støjende kampagne, som er sat i scene af de gamle ledere fra deres kontorer i Moskva, Østberlin og Paris. Dette mens socialistiske militante Fortsætter med at kæmpe i Chile praktisk taget uden hjælp – i hemmelighedens anonymitet. det er i denne sammenhæng, at vi må se det nylige split i ledelsen af det chilenske SP (exterior). Hele historien viser, hvordan nogle ledere i eksil, når de en gang er adskilt fra arbejderklassen i deres eget land, har en tendens til at degenerere og forfalde i “emigrationens laster”, som intet har at gøre med virkeligheden i den heltemodige kamp, der i øjeblikket føres under enormt vanskelige omstændigheder i Chile.
“Nuevo Claridad” – talerør for den marxistiske venstrefløj i PSOE og JJSS erklærer sin totale solidaritet med de socialistiske militante, som efter det forfærdelige nederlag den 11. september 1973 havde modet til at fortsætte med at kæmpe under jorden mod Pinochets diktatur. Al vores sympati og al vores solidaritet er hos dem og ikke hos de gamle ledere, som i sikkerhed i deres kontorer i Europa fortsætter med at slås indbyrdes om navnet det Socialistiske Parti. For de spanske marxister såvel som for enhver ærlig arbejder tilhører det chilenske socialistparti totalt og udelukkende de kammerater, som kæmper for at bevare og opbygge det mod Pinochets politi og hær. I denne sammenhæng tøver vi ikke med at udtrykke vores oprigtige solidaritet med kammeraterne fra det chilenske CSP(IL) imod alle de eksilfraktioner, som kæmper indbyrdes om et navn, som intet har med dem at gøre, og som heller ikke kunne have det, givet den afgrund som skiller dem fra den klassekamp, som i øjeblikket udfolder sig i Chile.
Når vi siger dette, siger vi ikke, at vi er totalt enige i den politiske linie, som kommer frem i CSP(IL)’s offentlige dokumenter. “Nuevo Claridad” er af den mening, at CSP’s politiske linie stadig er i en evolutions- og udviklingsproces. Men på den ene side er det disse kammerater, som bygger partiet i Chile i den forreste linie i kampen og ikke fra sikkerheden i et kontor i Europa.
I dette dokument vil vi prøve at skitsere det chilenske socialistpartis historie i de sidste få årtier, som vores bidrag til en klargøring af kendsgerningerne med det mål at kunne drage nogle konklusioner for fremtiden – ikke bare i Chile, men også på verdensplan.
Madrid 5. juni 1979
Borgerskab og godsejere
Chiles erobring, der begyndte i 1536-37 med Diego de Almagro og senere med Pedro de Valdivia, blev udført med den samme brutalitet, som blev brugt i andre dele af kontinentet. Men erobrerne fandt ikke noget “Eldorado” i Chile. De ret begrænsede guldlagre kunne ikke opveje de kostbare krige ved Araukanernes grænser, som varede indtil 1880, og som gjorde Chile til et underskudsområde for det spanske kongedømme.
I nord og syd gjorde klimaet udviklingen af landbruget meget vanskelig. Mens Mexico og Peru tiltrak de mest eventyrlystne og fantasirige elementer fra den castilianske herskende klasse, kunne Chile ikke tilbyde de samme perspektiver for personlig rigdom og prestige. På den anden side modstod Araukan indianerne heltemodigt den fremmede invasion indtil 1880, idet de viste megen klogskab og mod og ændrede deres militære taktikker og livsmåde efter de skiftende vilkår i kampen.
De invaderende opnåede kun “pacificeringen” af Araukanerne gennem en politik med systematisk udryddelse. I de blodige krige mod indianerne kan vi se de chilenske godsejeres sande karakter, en karakter som blev udviklet i besejringen og underkuelsen af befolkningen – metoder, som de blev vænnet til gennem århundreder, da de anså indianerne for at være laverestående væsner kun lidt bedre end dyr. Denne mentalitet af en højerestående race har karakteriseret den chilenske herskende klasse op til nutiden.
Bag deres “civiliserede” og “oplyste” overflade skjuler der sig erobrerens og feudalherrens mentalitet med den undtagelse, at nu til dags er de chilenske “adelsmænd” og deres borgerlige allierede ikke andet end imperialismens underagenter, som skammeligt men frivilligt er afhængige af fremmed kapital. I århundreder var det bedste landbrugsland koncentreret i den centrale del af landet, delt op i enorme private ejendomme (“haciendas” eller “fundos”), som blev skabt lige efter erobringen. Ifølge en folketælling i 1925 omfattede disse ejendomme næsten 90% af al jorden i denne region. I dalen ved floden Aconcagua nær Valparaiso er 98% af al jorden i hænderne på 3% af jordejerne. Nogle af disse ejendomme omfatter mere end 5.000 hektarer. Kun en meget lille del af jorden tilhører småbønder, som næppe er i stand til at overleve.
Jordproblemet har altid været det centrale problem i det chilenske samfund sammen med løsrivelsen af landet fra imperialismen. Der har altid været mangel på landbrugsland: I nord pga. utilstrækkelig regn, i syd pga. for meget regn. Kun den centrale region gav gode muligheder for udviklingen af godt landbrug. Denne del var ideelt egnet til udviklingen af en middelhavstype af landbrug baseret på produktion af vin, oliven og frugt. Men den største hindring for denne udvikling har netop været koncentrationen af landbrugsland i hænderne på nogle få godsejere.
De store jordejere brugte altid deres ejendomme til kvægdrift. Størstedelen af jorden blev brugt til at dyrke lucerne og andet foder til dyrene. Baseret på den billige arbejdskraft, som landbefolkningen, der levede under elendige forhold næsten som feudalslaver, leverede, havde godsejerne ikke den ringeste interesse i at modernisere landbruget.
De store godsejeres forældede metoder har været hovedfaktoren, som hindrede udviklingen af landbruget. I syden etablerede de tyske emigranter fra 1850 små farme baseret på produktion af hvede og malkekøer. Men i hovedparten af landet eksisterede der ikke en større klasse af velstående bønder men derimod en klar opdeling mellem de store godsejere og deres “forpagtere”, som levede under halv-feudale forhold med en stor klasse af land-halv-proletariat – de “knuste” (rotos) underkastet den mest brutale udbytning og et liv under umenneskelige vilkår.
I modsætning til andre lande kendte Chile aldrig til noget, der med rimelighed kunne kaldes en jordreform. Fra 1925 men specielt fra 1945 prøvede de at opdele de store ejendomme. Men disse forsøg, bortset fra at de var meget stykvise, skete ikke som en konsekvens af en revolution (Mexico) eller en regeringspolitik (Bolivia), men på initiativ fra godsejerne selv, som blev klare over, at det i nogen tilfælde var meget mere profitabelt at opdele deres jord og sælge lodder fra. De chilenske godsejeres feudale mentalitet var ikke nogen alvorlig hindring, da det kom til at tage del i den mest skændige spekulation. Godsejerne solgte en del af deres jord og investerede deres profit i forretninger i byerne. De kontrollerede deres banker og andre økonomiske institutioner.
Borgerskabets underdanighed
I en meget tydeligere form end i andre lande i Latinamerika er de store godsejeres, bankiernes og kapitalisternes interesser i Chile smeltet fuldstændig sammen i et magtfuldt oligarki, som sammen med imperialismen kontrollerer landets økonomiske liv. Det er derfor reelt umuligt at trække en klar skillelinie mellem de store godsejere og det chilenske borgerskab, som hurtigt blev klar over deres fælles interesser og gik sammen i en mere eller mindre ensartet blok rettet mod radikale forandringer i det chilenske samfunds struktur. Dette forklarer manglen på en borgerligt demokratisk revolution i Chile og nederlaget for alle forsøg på at gennemføre en virkelig jordreform som en af den borgerligt demokratiske revolutions vigtigste historiske opgaver. Opnåelsen af mange demokratiske rettigheder i Chile i fortiden var ikke resultatet af en borgerligt demokratisk revolution, som reelt aldrig havde eksisteret, men skyldes eksistensen af en magtfuld arbejderklasse og magtfulde fagforeninger. Presset fra den chilenske arbejderklasse tvang oligarkiet til et antal indrømmelser, hvilket de kunne takket være den chilenske økonomis relativt privilegerede position i mellemkrigsperioden.
Efter at have opnået uafhængighed i 1818 prøvede de bedste og mest radikale elementer indenfor hæren under stærk indflydelse af eksemplet fra den franske revolution at gennemføre nogle reformer, som gik imod kirkens og de store godsejeres interesser. Men disse forsøg stødte på modstand fra det feudalistiske parti “peluconerne”, som gennemtvang den reaktionære forfatning i 1833.
Udviklingen af kapitalistiske elementer fremprovokerede en konfrontation mellem de liberale og de konservative i den anden halvdel af 1900 tallet. Men i slutningen af samme århundrede smeltede de sammen og fordelte byttet indbyrdes vha. deres kontrol over regeringen og staten. Et vigtigt element i denne sammensmeltning var de konstante krige mod Peru og Bolivia om mineralrigdommene i den nordlige zone. Med erobringen af Araukan ørkenen kom vigtige nitratlagre i hænderne på det chilenske oligarki. Stillehavskrigen løste spørgsmålet om disse lagre til Chiles fordel i 1883. Chile satte sig i besiddelse af de gamle peruvianske provinser Tacna og Arica med en forpligtelse til at afholde en folkeafstemning (som selvfølgelig aldrig blev holdt). Kapitalisterne var tilfredse med at dele deres magt med feudalklassen og militærkasten, hvis militære sejre åbnede op for muligheden af berigelse uden sidestykke. Profitten fra nitratdriften var et springbræt for den chilenske kapitalisme, som ikke så nogen grund til at skabe en konfrontation med feudalherrerne og militærkasten, som på deres side ikke tøvede med at tage del i borgerskabets forretninger. På denne måde viste det chilenske nationale borgerskab fra det øjeblik det opstod alle symptomerne på senil degeneration. I stedet for en gennemført kamp mod de store godsejeres magt underkastede de sig en underdanig alliance, hvor de overgav jordejerne størstedelen af statsmagten og delte rigdom med dem, som var opnået ved superudbytningen af arbejderne og bønderne så vel som byttet fra qrænsekrigene. Borgerskabet havde jord og godsejerne havde aktier i industri, minedrift og handel, begge klasser var nært forbundne ved bankforretninger og økonomiske interesser.
Af disse årsager endte det chilenske borgerskab med at være totalt ude af stand til at gennemføre den borgerligt demokratiske revolutions grundlæggende opgaver, som var blevet udført af det engelske og franske borgerskab i 17 og 18 hundrede tallet.
Vi så, at alliancen mellem borgerskabet og jordejerne blev forstærket efter den militære sejr i 1883 og Araukan indianernes endelige nederlag i det samme årti. Denne alliance havde givet dem meget tilfredsstillende resultater: Udvidelse af de nationale grænser og en enorm stigning i den nationale rigdom udvundet fra nitrat. Det “historiske kompromis” mellem de forskellige dele af den herskende klasse fandt sit politiske udtryk i en lang periode med parlamentarisme. Det økonomiske verdensboom i perioden fra 1891-1913 gav den chilenske herskende klasse et vist spillerum. Chiles neutralitet i den første verdenskrig gav også visse økonomiske fordele. Sammensmeltningen af bankverdenen, godsejerne og storforetagenderne var fuldført. Der var ikke nogen grundlæggende forskelle mellem de politiske partier, som var repræsenteret i parlamentet.
De nedenstående tal viser hemmeligheden bag det “chilenske demokrati” dengang:
Produktion af nitrat:
1832: 300.000 tons
1896: 1.000.000 tons
1901-10: 1.700.000 tons i gennemsnit pr år
1911-20: 2.500.000 tons i gennemsnit pr år
Øgningen af verdenshandlen og efterspørgslen efter chilensk nitrat pressede priserne på nitrat op. Den steg med 75% mellem 1910 og 1918. Noget lignende skete med kobber, som lidt efter lidt afløste nitrat som landets vigtigste eksportvare. Den årlige produktion af kobber steg med 33.000 tons om året i gennemsnit mellem 1901 og 1910, og med 68.000 tons om året mellem 1911 og 1920. Landets udenrigshandel voksede fra en total værdi på 140 millioner pesos i 1886 til 580 millioner pesos i 1906. Men på samme måde som det chilenske borgerskab var ude af stand til at gennemføre en jordreform, overgav det nationale borgerskab sig selv indenfor industri og minedrift i denne “guldalder” for chilensk imperialisme på den mest underdanige måde til udenlandsk imperialisme. Allerede under første verdenskrig var omkring 50% af investeringerne i minerne af udenlandsk oprindelse. Meget hurtigt kom imperialismen helt overvejende den amerikanske til at eje kobberindustrien. El Teniente, som producerede en tredjedel af hele landets produktion, kom i hænderne på et amerikansk selskab i 1904. Chuquicamata blev købt af et andet amerikansk selskab i 1912. Denne mine producerede ca. halvdelen af landsproduktionen. 1 1927 repræsenterede Anaconda og Kennecott Copper en sjettedel af landets kobberproduktion. I mere end et halvt århundrede har selskaber som Anaconda og Kennecott Copper gennemført en reel plyndring af landets mineral ressourcer, og samlet enorme rigdomme på bekostning af den chilenske arbejderklasse.
Hvad der gælder for kobber gælder også for andre sektorer, såsom jern, som er af god kvalitet og i overflod i Chile. Bethlehem Steel fik kontrollen over El Toro i 1913 og kørte den indtil den var udtømt. Den største del af det chilenske stål gik til USA.
Også her har det chilenske borgerskab tydeligt vist sin totalt manglende evne til at gennemføre en anden grundlæggende opgave i den borgerligt demokratiske revolution: Befrielsen af landet fra imperialismens dominans.
For den første verdenskrig var Chile britisk imperialismes halv-satellit, efter de to verdenskrige skiftede det chilenske borgerskab åg og blev afhængig af USA imperialismen. Disse folk, som nu til dags taler så meget om “faderlandet” og det “nationale ideal” er, og har altid været, helt ude af stand til at frigøre Chile fra dets ydmygende afhængighed af imperialismen. Fra første øjeblik har de været tilfredse med rollen som lokale administratorer af imperialisternes interesser – de store multinationales bydrenge. Under borgerskabets herredømme er alle Chiles enorme rigdomme blevet stjålet af imperialisterne eller formøblet af oligarkiet.
De har ikke engang været i stand til at modernisere landet og udvikle en bare nogenlunde rimelig infrastruktur, som vejenes elendige tilstande viser. De enkelte gode veje, som der er oppe nordpå blev bygget af udenlandske mineselskaber. Størsteparten af den chilenske eksport foregår med udenlandske skibe.
Al dette demonstrerer nødvendigheden af i Chile at gennemføre en mængde historiske opgaver, som blev fuldendt i Vesteuropa for lang til siden – i den borgerligt demokratiske revolutions periode. Men hele Chiles historie demonstrerer på gennemgribende måde det nationale borgerskabs totale uduelighed mht. at gennemføre disse opgaver.
Arbejderbevægelsens fødsel
Kapitalismen var allerede blevet den afgørende magt i landet før den første verdenskrig. Men den chilenske kapitalisme var fra sin fødsel bundet på afgørende måde til udenlandske imperialistiske interesser. På den anden side var den gennem bankvæsen og handel bundet til de store godsejeres interesser. Det er netop af denne grund, at det “nationale” borgerskab aldrig har været i stand til at gennemføre de historiske opgaver i den borgerligt demokratiske revolution og aldrig vil blive i stand til det.
Hvordan kunne der rejses en alvorlig kamp mod imperialistisk kontrol af landet, når det chilenske borgerskabs vitale interesser var afhængige af fremmede investeringer og udlandshandel? Hvordan kunne en ægte landbrugsreform fremsættes, når en vigtig del af pengene til den kom fra de samme godsejere, som borgerskabet var forbundet med gennem tusinder af bånd, såsom familie, uddannelse etc.?
Kort sagt de historiske opgaver i den borgerligt demokratiske revolution kunne ikke gennemføres af borgerskabet. Hvilke andre sociale klasser kunne gennemføre dem? Bønderne? Disse “mørke masser” spredte, uvidende og udsat for den mest brutale undertrykkelse i århundreder var kun i stand til i perioder at udføre desperate oprørshandlinger uden nogen som helst mulighed for sejr, fordi de ikke fandt en bevidst ledelse i en anden social klasse, baseret i landets nerve centre, byerne. Bønderne, den mest uensartede sociale klasse, har været den sociale klasse, som er mindst egnet til at spille en uafhængig politisk rolle. Den handlede enten under proletariatets eller borgerskabets ledelse. Faktisk er kampen for politisk herredømme over bønderne et nøglespørgsmål for den socialistiske revolution i Chile. Her er det første skridt erkendelsen af, at det er umuligt for denne sociale klasse at spille en uafhængig rolle.
Middelklassen? De politiske repræsentanter for middelklassen i Chile har intet til fælles med de franske jakobinere, de småborgerlige revolutionære fra det 18. århundrede, som udgjorde spydspidsen i den borgerligt demokratiske revolution. Den lange periode med økonomisk opsving, som varede fra 1891 til 1918, gav det chilenske oligarki stort spillerum til at købe middelklassens loyalitet ved at tilbyde den bureaukratiske karrierer indenfor staten og i regeringen. På denne måde opstod der en ny gruppe af professionelle politikere. Middelklassens “liberale” politikere solgte sig selv til oligarkiet for en lille sum penge. Fra det øjeblik så middelklassen i Chile politik som en meget profitabel forretning, og det har i endnu højere grad været gældende for de såkaldte “progressive” borgerlige politikere. De “liberale”, “radikale” og “kristelige demokrater” deltog fuldt og helt i denne modbydelige forestilling med korruption og prostitution, mens masserne af bønder og arbejdere blot var passive tilskuere til det parlamentariske spil. Middelklassens politiske repræsentanter var bundet på hænder og fødder til oligarkiets vogn, som garanterede dem positioner i administrationen. For dem fungerede systemet ganske udmærket. Lige fra starten har de chilenske “liberale” været oligarkiets venstre ben.
På den anden side bragte fremgangen i den chilenske økonomi udviklingen af industrien og arbejderklassen med sig. Med udviklingen af industri og handel emigrerede mængder af fattige bønder ind til byerne fra landet. I 1907 levede omkring 43,2% af befolkningen i bycentre. I 1920 nåede dette tal op på 46,4%. I Santiago alene boede 14% af hele befolkningen. Denne hurtige proletariseringsproces ledte til de første forsøg på at organisere arbejderklassen begyndende med fagforeningerne.
Allerede fra starten af dette århundrede stod Luis Emilio Recabarren i spidsen for organisering i nitratminerne. Senere i 1910 blev FOCh dannet. To år senere prøvede Recabarren at give den chilenske arbejderbevægelse det første politiske udtryk med oprettelsen af POS i Iquique.
Men det var de begivenheder, som fulgte den første verdenskrig, først og fremmest den russiske revolution, som fremprovokerede en enorm radikalisering i den unge chilenske arbejderklasse. Den verdensomspændende lavkonjunktur, som begyndte i 1918 bevirkede et fald i prisen på kobber og nitrat. Alle de sociale modsætninger, som var skjult i den forudgående periode, kom op til overfladen. Mellem 1913 og 1923 faldt arbejdernes realløn med 10% pga. inflation. Betydningen af denne radikaliseringsperiode demonstreres af den strejkebølge, som fandt sted mellem 1911 og 1920 – omkring 293 strejker blev registreret.
Den afgørende begivenhed i processen af vågnende bevidsthed i den chilenske arbejderklasse var den russiske revolution. I en atmosfære af generel radikalisering støttede det socialistiske arbejderparti i Chile (POS) den russiske revolution og accepterede i 1922 de 21 betingelser, ifølge hvilke det kunne gå ind i den Kommunistiske Internationale og ændre sit navn til Chile’s kommunistiske parti.
I de følgende år oplevede det chilenske samfund en permanent krise på alle niveauer, hvilket skabte enorme muligheder for den socialistiske revolutions sejr. Massernes illusioner om de “progressive” borgerlige politikere var bristet efter valgene i 1918. Alessandri Palmas “liberal alliance” regering viste sin totale uduelighed til at løse et eneste af arbejderklassens problemer.
Arbejderne lærte gennem bitre erfaringer overhovedet ikke at stole på borgerskabets “liberale” politikere. Den økonomiske magt forblev i hænderne på monopolerne og godsejerne. Den økonomiske krise gik fra at have været slem til at blive værre. Med imperialismens voksende kontrol over økonomien blev det mere og mere tydeligt for alle, at det chilenske borgerskab ikke var andet end den udenlandske kapitalismes lokale agenter.
Den politiske ustabilitet reflekteredes i flere “pronanunciamentos” (militærkup) og i forfatningsændringen i 1925.
Verdenskrisen i 1929 ramte Chile meget hårdt og tvang landet til at forlade guldmøntfoden og frasige sig udlandsgælden. Mineproduktionen i 1929 nåede kun 52% af gennemsnittet for perioden 1927-1929. Arbejdsløsheden voksede massivt. 1 1929 var der 91.000 minearbejdere beskæftigede – ved slutningen af 1931 kun 31.000.
Mistede muligheder
Den udbredte utilfredshed på alle niveauer i samfundet fandt sit klareste udtryk i en bølge af agitation blandt studenterne på Chiles universitet. I almindelighed er intellektuelle og studenter et meget følsomt barometer for modsætningerne og spændingerne i samfundet. Lenin forklarede mange gange, at de objektive betingelser for at gennemføre en socialistisk revolution var (og er) fire: Først, at den herskende klasse mister troen på sig selv og ikke kan blive ved med at udøve sit styre med de samme metoder som før. For det andet, at reaktionens sociale reserver, middelklassen, er vaklende eller i det mindste neutral. For det tredje, at arbejderklassen er parat til at kæmpe for en radikal og afgørende forandring af samfundet. Og for det fjerde, at der eksisterer et revolutionært parti med en revolutionær ledelse, som er i stand til at lede masserne mod overtagelsen af magten.
Krisen i den herskende klasse i Chile viste sig ved de permanente regeringskriser, som karakteriserede 1920’erne. Gæringen blandt studenterne viste en udbredt utilfredshed i middelklassen. Læger og andre faggrupper sluttede sig til studenternes protest. Der var flere voldsomme demonstrationer, som førte til kollaps af Ibanez’ diktatur og hans flugt fra landet. Hvis der havde eksisteret et ægte revolutionært masseparti i Chile, kunne den før revolutionære situation være blevet forvandlet til en revolutionær situation, hvor arbejderklassen tog magten.
Den chilenske arbejderklasses tragedie var, at konsolideringen af kommunistpartiet faldt sammen med den stalinistiske degeneration af USSR. Vi så den samme proces i alle de partier i den Kommunistiske Internationale, som fortsatte med blindt at følge den politiske linie, som var bestemt af det russiske bureaukratis interesser. Fra 1928 og fremefter anerkendte Internationalen, som var skabt under den leninistiske politik med proletarisk internationalisme, officielt den stalinistiske linie med “socialisme i et land”, hvilket effektivt forvandlede de kommunistiske partier til udelukkende instrumenter for det russiske bureaukratis udenrigspolitik. Det var det afgørende skridt i den national reformistiske degeneration af alle Komiterns partier.
Samtidig tilsluttede partierne i Internationalen sig, efter instruktioner fra den stalinistiske klike i Moskva, ultra venstre vanviddet i den såkaldte “tredje periode” ifølge hvilken alle arbejderklassens andre organisationer var “social fascister”. Denne politik var grunden til den tyske arbejderklasses forfærdelige nederlag i 1933. I alle andre lande mistede kommunistpartier deres basis i masserne som en konsekvens af dette vanvid, som gik direkte imod Enhedsfronts politikken, der var anbefalet af Lenin. Også i Chile medførte den stalinistiske politik katastrofale resultater. Vi så kommunist partiet reduceret til en sekterisk lille gruppe, som var isoleret fra masserne i det afgørende øjeblik, og totalt ude af stand til at give en seriøs ledelse til den revolutionære bevægelse.
Grundlæggelsen af socialistpartiet
Som konsekvens gik muligheden tabt. Carlos Davilas kortlivede “socialistiske” regering blev styrtet i september 1932 ved et statskup af Arturo Alessandri. Det er interessant’ at lægge mærke til den kendsgerning, at det chilenske borgerskabs “liberale” parti, de radikale, støttede Alessandri. I 1930’erne var det radikale parti faktisk kontrolleret af en klike af godsejere og storkapitalister.
Hovedårsagen til katastrofen 1 1932 var manglen på et revolutionært masseparti. Davila regeringen havde proklameret den socialistiske republik i Chile, men da den ikke gjorde regning på massernes aktive støtte, forblev den frit svævende i luften. “Pronanciamento” metoden er nogle gange nok til at gennemføre en radikal ændring uden at bryde den borgerlige orden. Men den socialistiske bevægelse må baseres på arbejderklassens bevidste bevægelse. I denne forbindelse kommer Adonis Sepulveda med følgende kommentar i sin artikel om CSP’s historie (“El Socialismo Chileno”, maj 1976, 1. nummer): “Bevægelsen fastholdt ikke sin støtte i masserne, den gav ikke våben til folket til at forsvare regeringen, der var ikke et parti, som kunne give en ledelse til arbejdernes beslutning om at kæmpe”.
Erfaringen fra disse begivenheder overbeviste de bedste kæmpere i den chilenske arbejderklasse om den bydende nødvendighed af et nyt parti, et parti som virkelig ville forsvare arbejderklassens interesser, som ikke ville basere sig på Anden Internationales socialdemokratiske reformisme, og heller ikke på den stalinistiske forvanskning af Komintern. Et parti, som måtte vende tilbage til de ægte ideer i marxisme-leninismen, bolshevismen og oktoberrevolutionen. Mange kadrer fra det gamle POS, som var utilfredse med kommunistpartiets stalinistiske linie, gik med i dette initiativ til at stifte Socialistpartiet i april 1933.
Her vil det være passende at resumere nogle af de mest fremtrædende punkter fra det gamle “principprogram” for socialistpartiet.
Metoder til forståelse: “Partiet accepterer marxismen, beriget og ændret med alle de videnskabelige bidrag fra den konstante sociale udvikling, som en metode til at forstå virkeligheden”.
Klassekampen: “Den nuværende kapitalistiske organisering deler det menneskelige samfund op i to klasser, som adskilles klart hver eneste dag. Een klasse, som har tilegnet sig produktionsmidlerne og som udnytter dem til egen vinding, og en anden klasse som arbejder, som producerer og som ikke har andre midler at leve for end sin løn.
Arbejderklassens behov for at opnå økonomisk trivsel og den besiddende klasses iver efter at opretholde sine privilegier bestemmer kampen mellem klasserne”.
Staten: “Den kapitalistiske stat repræsenteres af den eksisterende stat, som er den ene klasses undertrykkende organisme over den anden. Når klasserne en gang er blevet fjernet vil statens undertrykkende karakter forsvinde, og den vil begrænse sig til at vejlede, harmonisere og beskytte samfundets aktiviteter”.
Omskabelsen af samfundet: “Det kapitalistiske produktionssystem, baseret på den private ejendomsret til jorden, produktionsmidlerne, vareudvekslingen, kredit og transport, skal nødvendigvis udskiftes med et socialistisk økonomisk system, i hvilket den ovennævnte private ejendom er omdannet til kollektiv ejendom”.
Arbejdernes diktatur: “I processen mod den totale omskabelse af systemet er de organiserede arbejderes diktatur nødvendigt.
Den evolutionære omskabelse ved hjælp af det demokratiske system er ikke mulig, fordi den herskende klasse har organiseret sig i officielle bevæbnede organer, og har oprettet sit eget diktatur for at fastholde arbejderne i fattigdom og uvidenhed og forhindre deres frigørelse”
Internationalisme og økonomisk anti imperialisme: “Den socialistiske lære har en international karakter og kræver en samlet og koordineret aktion af arbejdere over hele verden. For at virkeliggøre dette mål vil socialistpartiet foreslå den økonomiske og politiske enhed af de latinamerikanske folk for at opnå føderationen af socialistiske republikker på kontinentet og skabelsen af en anti imperialistisk politik”. (Socialismo Chileno side 15-16). Disse grundlæggende principper stod skrevet på medlemskortet hos enhver militant fra CSP i de første 25 år af dets eksistens.
Efter Hitlers sejr i Tyskland foretog det russiske bureaukrati en ny vending i dets udenrigspolitik. Først prøvede Stalin at få en aftale med Berlin. Da det ikke lykkedes, gik Moskva i gang med en ny politik baseret på ideen om en alliance med de “demokratiske lande” (hovedsaglig med den franske og engelske imperialisme) mod Tyskland. Fra den ene dag til den anden modtog de “kommunistiske” partier nye ordre: Stop den tidligere “tredje periodes” politik og gå ind i alliancer og pagter ikke alene med de socialdemokratiske partier (som dagen for blev kaldt “socialfascister”), men også med borgerskabets “progressive” partier for at stoppe faren for fascisme.
På den måde blev lederne for “kommunistpartierne” de mest passionerede allierede af det “progressive” borgerskab. Lenin havde kæmpet hele sit liv mod denne samarbejdspolitik med de såkaldte “progressive” dele af borgerskabet, nægtet at gå ind i den provisoriske regering i koalition med de borgerligt liberale efter februarrevolutionen i Rusland. Menshevikkerne og de socialrevolutionære retfærdiggjorde på det tidspunkt, at de gik ind i den provisoriske regering – historiens første udgave af “folkefronten” – ved at påstå, at i Rusland, et tilbagestående land, hvor arbejderklassen var en lille minoritet af befolkningen, var de presserende opgaver den borgerligt demokratiske revolutions opgaver, og derfor skulle socialister alliere sig med de “progressive” borgerlige partier for at bekæmpe resterne af feudalismen og den fascistiske kontra revolution. Lenin kom med et bestemt og entydigt svar. Ingen tiltro til borgerskabet, ingen støtte til den provisoriske regering. Hav især mistillid til de mest “radikale” elementer fra borgerskabet såsom Kerensky. Ingen tilnærmelse til de andre partier (sigtede især til menshevikkerne). Med andre ord – stol kun på styrken af den organiserede arbejderklasse i sovjetterne eller arbejderrådene, som den eneste kraft, som er i stand til at tilintetgøre reaktionen, gennemføre den borgerligt demokratiske revolutions opgaver i alliance med masserne af fattige bønder gennem overtagelsen af magten og som konsekvens heraf uden at stoppe op, gå over til ekspropriationen af borgerskabet og begynde den socialistiske revolutions proces.
Lenin og bolshevikkerne forstod, at opbygningen af socialisme ikke var mulig i et enkelt land og endnu mindre i et tilbagestående land som Rusland på det tidspunkt. Derfor fremhævede de den tvingende nødvendighed af at sprede revolutionen til andre lande, først og fremmest de udviklede kapitalistiske lande i Europa. Derfor skabte de den Kommunistiske Internationale, som proklamerede nødvendigheden af en verdensrevolution, Europas forenede socialistiske stater og endelig en verdens socialistisk føderation.
Den første chilenske folkefront
Under Lenin og Trotsky sammenknyttede den Kommunistiske Internationale de mest revolutionære bevidste elementer fra arbejderklassen på verdensplan. Belært af den bitre erfaring fra den Anden Internationale (som med Lenins ord ikke var en Internationale, men snarere et “postkontor” næsten uden nogen forbindelse mellem de forskellige nationale partier) gik bolshevikkerne tilbage til det oprindelige begreb om en Internationale som Marx og Engels havde, mens International Workmen’s Association eksisterede – den socialistiske revolutions verdensparti med fælles program, strategi og ledelse. Denne idé var ikke det mindste anti demokratisk, den betød heller ikke ét partis dominans over de andre. Det var det totalt modsatte. På Komiterns første fire kongresser viste de interne debatter det store spillerum for internt demokrati, at frihed for diskussioner, hvor selv det mindste parti kunne udtrykke sine uenigheder med det største partis, bolshevikpartiets, politik. Der var en vid selvbestemmelse for de nationale sektioner indenfor den generelle politik fastlagt af den Kommunistiske Internationales kongresser, som indtil Lenins død blev afholdt årligt trods alle vanskelighederne.
Med den bureaukratiske degeneration af den russiske revolution, som opstod som et resultat af isoleringen af arbejderstaten i et tilbagestående land, ændredes denne situation fuldkommen.
Staliniseringsprocessen i kommunistpartierne blev afspejlet ved en sideløbende proces i Komitern. Alle de kritiske elementer blev bureaukratisk fjernet, noget som aldrig skete i Lenins dage. Lederne af den Kommunistiske Internationale blev stalinistiske funktionærer, hvis eneste mål var at udfore Moskvas ordrer. Fra 1928 udførte disse elementer den “tredje periodes” ultra venstre politik. Derpå foretog de i 1935 uden noget som helst problem en drejning på 180 grader til “folkefronts” politikken, som Trotsky korrekt havde karakteriseret som en “ondskabsfuld karikatur af menshevismen og en strejke-brydende sammensværgelse”.
Men stalinisterne kunne ikke gennemføre deres klasse samarbejdspolitik uden deltagelse af socialisterne. De chilenske arbejdere havde lært fuldkommen at mistro borgerskabets “liberale” politikere. Skabelsen af SP var udtrykket for arbejderklassens instinktive ønske om en nødvendig uafhængig klassepolitik. Socialisternes erklærede politik var arbejdernes enhedsfront, som der blev kæmpet for ved Marmaduke Grove’s kandidatur, en fremstående leder af arbejderbevægelsen, som blev fængslet af regeringen og valgt til senator i Santiago under sloganet: “Fra fængslet til senatet”. Bevægelsens revolutionære ånd på det tidspunkt blev udtrykt i Groves berømte ord: “Når vi kommer til magten, vil der ikke være nok lygtepæle til at hænge oligarkiet i”. Disse ord afspejlede stemningen hos massen af arbejdere og resten af den undertrykte del af det chilenske samfund, som søgte vejen gennem den socialistiske revolution og ikke gennem samarbejde med borgerskabet.
Radikaliseringen af masserne og kapitalismens krise tvang oligarkiet til at søge den “endelige løsning”, akkurat som i Tyskland og Italien, ved at organisere og bevæbne fascistiske grupper. Under den bonapartistiske regering var ingen af det chilenske samfunds problemer blevet løst. Men den fascistiske bevægelse blev mødt med heroisk modstand fra arbejderklassen. Arbejdermilitserne fra socialistpartiet og Ungsocialisterne, “stålskjorterne”, kæmpede mod fascisterne over hele Chile. Skræmt af dette var den samme regering under Alessandri tvunget til at tage handling mod fascisterne, da de forsøgte et statskup.
Fiaskoen for det fascistiske forsøg, Alessandri regeringens krise og den voksende bølge af radikalisering af masserne skabte meget gunstige nye vilkår for en arbejderklasse offensiv. Men her spillede de chilenske stalinister en utrolig skændig rolle. Lederne af SP var uheldigvis totalt ude af stand til at tilbyde noget alternativ. Stalinisterne tog initiativet og lagde kraftigt pres på ledelsen af SP for at få dem til at acceptere ideen om en folkefront med det radikale parti. Denne ide gik imod alle partiets principper og blev mødt med en beslutsom modstand fra arbejderklassen, som instinktivt forstod det liberale borgerskabs forræderiske karakter, og som ønskede en arbejderregering. Med Adonis Sepulvedas ord: “Når ændringerne i arbejderbevægelsens strategi bringer dannelsen af en folkefront op til diskussion, modsætter socialistpartiet sig denne alliance, som overgiver den ledende rolle i arbejderbevægelsen til bestemte dele af borgerskabet. Arbejderbevægelsen har på nuværende tidspunkt en dyb folkelig tiltrækningskraft og en karismatisk leder. Der er en fantastisk kraftig stigning i dens militans. Ingen socialist accepterer afståelsen af ledelsen til en anden magt” (Socialismo Chileno side 20).
Ulykkeligvis førte manglen på erfaring hos de unge kadrer og vaklen hos partiledelsen, som ikke vidste, hvordan de skulle modstå det vedholdende pres fra stalinisterne til den fatale fejl at gå ind i folkefronten. Det skete til trods for modstanden fra de menige medlemmer og i total modsætning til partiets principper og politik. På den ekstraordinære kongres, som blev holdt i 1938 behøvede generalsekretæren, Oskar Schnake, fem timer til at overtale de delegerede til at acceptere tilbagetrækningen af Marmaduke Groves kandidatur, som der havde været agiteret for siden 1936.
Denne tragiske forfejlede beslutning havde katastrofale følger for chilensk socialisme og for arbejderklassen som helhed. Sepulveda drager følgende konklusion af socialisternes indtræden i folkefrontsregeringen, som vandt valget i 1938: “Det unge parti modstår ikke klassesamarbejde. Dets mest umodne og mest opportunistiske dele “kommer til at holde af” statsapparatet og glemmer de mål, som fik dem til at blive en del af det. Hos nogle ledere bliver der en opblomstring af den svaghed og reformisme, som havde været godt gemt under de hårde kampe i de første år. Dem med den bedste marxistiske forståelse og en sikker klassebevidsthed kæmper hårdt mod den reformistiske bølge, som invaderer partiet. Den kampivrige og revolutionære ungdom er forrest i den interne kamp for ideologisk helbredelse. De menige medlemmer reagerer voldsomt mod den korruption og de handler med dem som på det tidspunkt har magten, som bryder ud på de bureaukratiske højdepunkter. Uoverensstemmelserne kommer ikke alene fra de radikale grupper, men også fra gamle arbejderklasse medlemmer. Centralkomiteens eksklusion af ungdommen er dråben, som får bægret til at flyde over, der sker den mest alvorlige splittelse i socialismens 43 årige liv”. (Socialismo Chileno, side 20-21).
Folkefronten bryder sammen
Trods alle de aftaler partiet havde indgået, kom ledelsen af regeringskoalitionen i hænderne på borgerskabets politikere i det radikale parti. Under massernes pres gennemførte folkefronten visse reformer, men senere valgte den en politik med kontrareformer, som fremprovokerede åbne konfrontationer med arbejderbevægelsen. Et officielt dokument fra Chiles socialistiske parti, som blev offentliggjort for at fejre 45 året for dets grundlæggelse, mindes arbejdernes svar på de anti arbejderklasse lovforslag, som i januar 1945 blev vedtaget af regeringen: “Santiagos arbejderklasse svarede på det første dekret med en mægtig massemobilisering, som tragisk blev slået ned af de væbnede styrker. Massakren blev efterfulgt af et generelt oprør, regeringens tilbagetræden og, som den første handling i et vanvittigt eventyr mellem ledelsen af SP og visse dele af de væbnede styrker, kom dannelsen af en bastard koalition blottet for principper, program og folkelig basis. På kongressen, som fandt sted i oktober 1946 blev disse ledere frataget deres positioner”. (CSP’s 45 års fødselsdag side 4-5).
Lige fra starten havde socialistledernes deltagelse i en koalition med borgerskabet været et eventyr uden principper, som havde katastrofale konsekvenser for partiet. Det begyndte med en serie af interne kriser og splittelser. Partiet blev kun reddet takket være Ungsocialisterne og marxisterne, som kæmpede mod ledelsens klassesamarbejdspolitik, for en revolutionær politik med klasse uafhængighed. Ved præsident valget i 1946 støttede de chilenske stalinister endnu engang en kandidat fra borgerskabet, og gik ind i Gonzales Videla’s regering med de liberale og de radikale. To år senere fik de deres belønning, da de blev ekskluderet af regeringen og gjort illegale indtil 1958.
Endnu engang viste Videla regeringen verden det “liberale” chilenske borgerskabs fuldstændige reaktionære karakter. Denne “radikale venstrefløjs” regering viste sig at være det mest tjenesteivrige redskab i hænderne på USA imperialismen og det chilenske oligarki. Til sidst splittedes SP omkring de reformistiske lederes samarbejde og blev til det reformistiske “Socialists of Chile” (Chiles socialister) og det venstreorienterede “Popular Socialist” (Folkesocialisterne). På en konference om programmet, som blev holdt i 1947, understregede folkesocialisterne “den manglende uafhængighed borgerskabet udviser, når det kommer til at stå op mod imperialismen og kreol oligarkiet” og genforsikrede arbejderfrontspolitikken i modsætning til samarbejde med det liberale borgerskab. Her er det interessant at citere nogle få linier fra programmet, som opsummerer den chilenske arbejderbevægelses erfaringer i de forgående årtier og drager en række meget vigtige konklusioner:
Socialistisk revolution: “På nuværende tidspunkt er opgaven for socialisterne og ligesindede partier i Latinamerika i vores semi-koloniale lande at gennemføre de økonomiske vindinger og lovændringer, som i andre dele af verden er blevet drevet frem og dirigeret af borgerskabet. De unormale og modsætningsfyldte omstændigheder, som vi befinder os i forårsaget af forsinkelsen af vores sociale og økonomiske udvikling midt i, hvad der ser ud til at være kapitalismens afgørende krise, kræver en fremskynding af den kollektive livsproces. Vi må afkorte stadierne ved nationale anstrengelser og solidaritet med det formål at skabe den planlagte udnyttelse af den arbejdskraft, teknik og kapital, som vi har til vores rådighed.
Den materielle proces har i mere velstående lande været resultatet af det spontane samspil mellem livsvigtige og sociale kræfter i en kreativ indbyrdes spænding. Hos os må den nødvendigvis blive resultatet af kollektiv aktivitet, realiseret udfra et teknisk kriterium og dirigeret til sociale mål. Den vending, der er sket i verdensbegivenhederne og de interne problemers påtrængende karakter tillader os ikke at vente.
Udfra de historiske omstændigheders uundgåelige nødvendighed vil den borgerligt demokratiske revolutions store økonomiske omskabelser – jordreform, industrialisering, national befrielse – i vores latinamerikanske lande bliver gennemført ved den socialistiske revolution”.
Klasse uafhængighed
Erfaringerne fra flere på hinanden følgende borgerlige regeringer viste, at disse teser var korrekte. Efter velstands årene efter 2. verdenskrig og et stykke tid derefter, begyndte kobberprisen endnu en gang at falde, hvilket medførte en krise i den nationale økonomi. Arbejdsstyrken i den chilenske industri faldt i 1949 ned under antallet i 1947. Inflationen blev ved med at stige og de chilenske kapitalister skabte sig formuer ved at spekulere i landets valuta. 75% af det opdyrkelige landbrugsland forblev i hænderne på 5% af befolkningen, og USA kapitalen forstærkede sin kontrol over den nationale industri.
I mellemtiden var genforeningen af fagbevægelsen opnået efter at den var blevet brudt i 1946. CUT, der blev dannet i 1953 fastslog som sit vigtigste mål organiseringen af alle arbejdere i byen og på landet “for at kæmpe mod det ene menneskes udbytning af det andet indtil den fuldkomne socialisme er opnået”.
I 50’erne kom de chilenske socialister til følgende konklusion på basis af alle deres tidligere erfaringer: “Denne situation drejede sig om muligheden for eller ikke at samarbejde med regeringer, som ikke repræsenterede arbejderne, karakteristisk for den historiske evolution af socialisme, indtil den, da den bliver klar over fattigdommen i dens ideologiske muligheder, beslutter at genopdage i sine principper en politik, som foran sig tegner et perspektiv med ideologi, klasseuafhængighed og som grundlæggende repræsenterer arbejderne. Det var af den grund, at de såkaldte “Arbejder Front” teser kom til dagens lys i august 1956. I disse er den første og fundamentale lære, at borgerskabet i vores lande ikke er en revolutionær klasse. På den anden side er industri- og minearbejderne, bønderne, det intellektuelle borgerskab, håndværkerne og de selvstændige alle sektioner af befolkninger, hvis interesser støder sammen med den etablerede orden, revolutionære klasser. Og indenfor denne helhed spiller arbejderklassen en stadig mere afgørende rolle. Gennem sin organisering, sine fagforeninger og politiske erfaringer, dens klassefølelse, er arbejderklassen den fasteste kærne i den sociale kamp”. (CSP’s 45 års fødselsdag).
Det samme dokument trykt i april 1978 slår fast: “Der er mange objektive enkeltheder, som stadig ikke er opnået, og derfor må ses, som vitale mål for Chile, men vi benægter, at vores umodne og blodfattige borgerskab har uafhængigheden og evnen til at opnå dem. Her er det en klasse, som er et påhæng til imperialismen nært forbundet til jordejerne, og som uretmæssigt gør brug af økonomiske privilegier, som nu ikke kan forsvares på nogen måde. Vi konkluderer derfor, at kun de udbyttede klasser, håndens og åndens arbejdere kan påtage sig den opgave at skabe et nyt samfund, som er båret oppe af en moderne og progressiv struktur”.
Det forklarer også at “vores generations opgave består ikke i at opnå det sidste stadie i den borgerligt demokratiske transformation, men i at tage det første skridt i den socialistiske revolution”. I realiteten kan de grundlæggende opgaver i den borgerligt demokratiske revolution i Chile kun gennemføres ved, at arbejderklassen tager magten foran masserne af fattige bønder og andre undertrykte dele af samfundet. Men en arbejderregering i Chile kunne ikke begrænse sig til borgerligt demokratiske opgaver, selve situationen ville uden afbrydelser føre til et angreb på det kapitalistiske system og til den socialistiske omskabelse af samfundet”.
Ved præsident valget i 1958 fik Salvador Allende, fælles kandidat for det genforenede SP og CP under FRAP’s (Folkeaktionsfrontens) faner, 356.000 stemmer, kun 30.000 færre end højre fløjskandidaten Alessandri. Højre regeringen gennemførte et nedskæringsprogram, som lagde tunge byrder på arbejderklassen. Svaret var en strejkebølge, som blev mødt med blodig undertrykkelse af regeringen.
Uheldigvis ser vi i FRAP endnu engang en tendens hos SP lederne til at vige under presset fra CP. I det fælles program er det en bemærkelsesværdig og grundlæggende ændring i forhold til det socialistiske partis program. Som dokumentet “CSP’s 45 års dag” udtrykker det: “Det er endnu engang vanskeligt at finde de socialistiske principper i FRAP’s linie, der omfatter en tåget masse af principper, blandt hvilke det er umuligt at genkende nogen af partiets… 20 år senere har vi en korrekt national og international politik, en fyldestgørende social identitet: “Arbejderfronten”, som er helt i overensstemmelse med vores principper, men vi er blevet håbløst viklet ind i den fælles kurs, som er blevet fulgt. På denne har enhver alliance ført til en udvanding og fået os til at give efter, og for tredje gang tager vi en forkert beslutning, at gå med til en pagt, som glemmer arbejderklassen, klassekampen, glemmer at borgerskabet ikke er revolutionært, og skønt det står skrevet i vores principper, i vores rapporter til kongresserne, i diskussionerne med andre partier, etablerer vi endnu en gang en hellig alliance, som modsiger forudsætningerne for vores parti og for Arbejderfronten. På denne måde bliver en ny koalition født, muligheden for en folkeenhed”.
Lederne for det såkaldte “kommunist” parti fastholder endnu en gang deres påstande om den chilenske revolutions borgerligt demokratiske karakter, og nødvendigheden af at indgå pagter og alliancer med de såkaldte “progressive” borgerlige partier.
Og endnu en gang viste de socialistiske ledere sig ude af stand til at modstå dette pres. Skønt deres hensigter tydeligvis var gode nok: For enhver pris at bevare enheden blandt de vigtigste kræfter i den chilenske arbejderklasse , betalte lederne af SP en for høj pris, resultatet af dette var kun alt for åbenlyst med statskuppet den 11.september 1973.
Hvad der står klart her er, at for at lede arbejderklassen til overtagelse af magten, er det ikke nok at have mere eller mindre korrekte ideologiske principper. Naturligvis vil det – uden klare ideer, uden et revolutionært program, uden marxistiske principper og uden korrekte perspektiver – aldrig være muligt at bygge det revolutionære parti eller lave den socialistiske revolution. Men det er også nødvendigt med en revolutionær ledelse, en bolshevikledelse, som ikke mister revolutionens vigtigste mål af syne ved at vige i grundlæggende spørgsmål under dække af “taktiske aftaler” eller “enhed”.
I dette spørgsmål stod Lenin altid fast. Mere end én gang blev han anklaget for “sekterisme” og “dogmatisme”, fordi han principielt nægtede at indgå aftaler, ikke bare med borgerskabet (det var indlysende), men også med andre arbejderklasse partier. Det tydeligste eksempel var hans uforsonlige holdning i 1917 overfor Menshevikkerne, som netop anklagede ham for “sekterisme” og for at “søge at bryde enheden i den revolutionære lejr”. Sådanne beskyldninger må aldrig skræmme en revolutionær ledelse. Lenin forstod fuldkommen nødvendigheden af midlertidige pagter og aftaler med andre arbejderpartier. Men Lenin’s slogan var altid: “Gå fremad hver for sig, og slå til sammen”. Aldrig at sammenblande de forskellige programmer og forskellige faner fra disse arbejderpartier, når de indgår aftaler om en konkret aktion. Den chilenske socialismes tragedie har gennem hele dens historie været, at efter at have draget en række korrekte konklusioner af kamperfaringerne, har dets ledere altid giver efter i grundlæggende spørgsmål, når de stod over for stalinisternes krav. Stalinisterne, for hvem det hver gang lykkedes at dominere enhedsfronten, som begge partier var forenet i, og gennemtvinge deres ideer, deres programmer og deres synspunkter. Denne recept har altid ført til de mest eklatante nederlag for arbejderklassen.
1958-1964 Alessandri regeringens reaktionære politik medførte en radikaliseringsbølge i landet, som viste sig i strejkebevægelsen. Den årlige vækstrate svingede omkring 4,5%. Mens inflationen voksede enormt, forblev arbejdernes realløn på praktisk talt samme niveau som i 1945. 60% af befolkningen modtog kun 20% af den nationale indkomst. Situationen på landet var så elendig, at i de rigeste landbrugsprovinser f.eks. i Aconcagua og Santiago ejede kun 7% af jordejerne mere en 90% af jorden. Generelt var ca. 86% af al den opdyrkelige jord i landet koncentreret på omkring 10% af landbrugene. Trods alle løfterne om en jordreform fortsatte vilkårene for de fattige bønder “inquilinos” (fæstebønder) og “afueringos” (landarbejdere) nøjagtigt som før: Fattigdom, sult, analfabetisme, udbredte sygdomme og alkoholisme.
Frei regeringen
Endvidere førte “latifundisternes” (storgodsejernes) jerngreb om landbruget til en situation, hvor Chile måtte importere landbrugsprodukter til at føde sin befolkning, skønt det har mere opdyrkelig land pr. indbygger end mange europæiske lande. Årsagen er ikke vanskelig at finde. Storgodsejerne bruger billig arbejdskraft i stedet for maskiner, og bekymrer sig overhovedet ikke om at introducere nye landbrugsmetoder. På denne måde er de chilenske bønders sulteløn også årsagen til det lave produktionsniveau i chilensk landbrug. Den uopsættelige nødvendighed af en gennemgribende jordreform i Chile har været åbenlys i årtier. Men ikke én af de “progressive” borgerlige regeringer har kunne gøre noget alvorligt ved problemet af årsager, som allerede er nævnt ovenfor.
Lige før præsident valget i 1964 udgjorde bønderne stadig 30% af den aktive befolkning. Men i det forudgående årti var urbaniseringsprocessen blevet forstærket. Ifølge folketællingen i 1940 boede 52% af befolkningen i byerne. I 1960 var andelen 66%.
Strejkebølgen og den høje bevidsthed i den chilenske arbejderklasse var en advarsel til borgerskabet om, hvad der kunne ske ved præsidentvalget i 1964. Der var overhovedet ingen tiltro til Alessandri regeringen. Oligarkiet behøvede et politisk alternativ, som var i stand til at stoppe arbejderpartiernes fremgang. Dette alternativ var det Kristelige Demokratiske parti, som var blevet dannet i 1957.
