Trotskijs idéer, som er videreudviklingen af den marxistiske tænkning siden Lenins død, er uden tvivl de idéer i verdenshistorien, der er blevet mest bagtalt og forvansket. Sammen med Marx og Lenin har Trotskij været udsat for en vedvarende hetz fra borgerlig side. De er alle tre blevet beskyldt for at være totalitære og ødelæggende. Sandheden er, at marxismens revolutionære budskab udgør en trussel mod det kapitalistiske system, så kapitalisterne og deres forsvarere må gøre, hvad de kan for at bringe disse idéer i miskredit så tit som muligt.

Ud over denne borgerlige smædekampagne har der været stalinisternes angreb på Trotskij. Før sin død gik Lenin i forbund med Trotskij for at få Stalin fjernet fra sine poster. Desværre fik en række slagtilfælde Lenin væk fra det politiske liv ind til hans død i 1924. Derefter var det Trotskij, der stod i spidsen for kampen mod Stalin og det opblomstrende bureaukrati i Sovjetunionen. Da revolutionen mislykkedes i udlandet, brugte Stalin sin støtte i statsapparatet til at isolere Trotskij og få ham sendt ud af Sovjetunionen.

Da Stalin havde besejret Trotskijs venstreopposition, vendte han sig imod alle sine andre modstandere, deriblandt hans tidligere venner på højrefløjen. Bureaukratiets sejr kulminerede under de berygtede Moskvaprocesser i 1936-39, hvor de Trotskij, som stod i spidsen for Oktoberrevolutionen, og de “gamle bolsjevikker”, blev anklaget for kontrarevolutionær aktivitet, sabotage, mord og samarbejde med fascismen.

De fleste af de anklagede blev senere knækket af det hemmelige politi, NKVD, og blev tvunget til at afgive falske tilståelser om dem selv og andre, og derefter blev de skudt. I 1940 var det kun Stalin, der var tilbage ud af dem, der var med i Lenins centralkomité fra 1917. Trotskij selv blev snigmyrdet af en stalinistagent i august 1940.

Under disse skueprocesser forsøgte Stalin at mobilisere verdensopinionen imod de anklagede. Gennem de forskellige landes kommunistpartier blev der organiseret en international kampagne, der skulle tilsværte og bagvaske Trotskij og de andre ledere af revolutionen. Trotskij blev officielt anklaget for at have stået i ledtog med den tyske efterretningstjeneste siden 1921 og med den engelske siden 1926!

I anklageskriftet i processen mod de gamle bolsjevikker Pjatakov, Radek, Sokolnikov, Serebriakov, Muralov og andre står der: “Undersøgelsen har fastslået, at L.D.Trotskij indgik i forhandlinger med en af lederne af det tyske nationalsocialistiske parti med henblik på at føre en fælles kamp imod Sovjetunionen… Principperne i denne aftale, som Trotskij fortalte, blev endeligt udarbejdet og vedtaget under Trotskijs møde med Hitlers stedfortræder Hess…” (Imprecor s. 128, nr. 6, febr. 1937)

Mens Moskvaprocesserne udspillede sig, var der meget få, der åbent satte spørgsmålstegn ved deres ægthed. Selvom anklagerne virkede fantastiske, så tilståelserne ud til at være klare og udtrykkelige. I Vesten kæmpede trotskijsterne bravt for at mobilisere modstand mod det stalinistiske maskineri. I 1937 blev der oprettet en upartisk undersøgelseskommision, bestående af forskellige liberale demokrater under ledelse af prof. John Dewey, der skulle undersøge anklagerne mod Trotskij og hans søn Leon Sedov – de to hovedanklagede i Moskvaprocesserne. Efter en grundig undersøgelse fandt kommisionen de to anklagede ikke-skyldige og erklærede processen for et svindelnummer.

Den tyvende kongres

Det var først i 1956 på det russiske kommunistpartis tyvende kongres, at Khrustjov endelig afslørede, at processerne rent faktisk var svindel. Det gjorde han for at kunne lægge al skylden for stalinismens forbrydelser over på Stalin selv. At Khrustjov og de andre selv direkte deltog i svindelen, mens Stalin levede, blev ikke nævnt. Hverken Trotskij eller hans søn blev givet oprejsning. På trods af den såkaldte afstalinisering var det tabu at foretage undersøgelser af den Store Terror helt op til slutningen af 1980’erne.

Efter stalinismens fald og åbningen af kommunistpartiets arkiver er der fremkommet ny viden om Moskvaprocesserne. En af de sidste bøger, der er kommet om emnet, og som analyserer det nye arkivmateriale ud fra et marxistisk perspektiv, er “1937: Stalins terrorår” af den russiske historiker Vadim Z. Rogovin. Denne udmærkede bog giver et godt billede af processernes rædsler.

Stalin startede ikke den store udrensning, fordi han var gal. Tværtimod så var det en bevidst og planlagt handling, der skulle sikre bureaukratiets magt. Stalin tog ikke beslutningen om at fjerne de gamle bolsjevikker senere end 1934, og så begyndte han at forberede operationen, begyndende med mordet på Kirov i december samme år.

Situationen i 1934 var foruroligende for de stalinistiske bureaukrater. Der var udbredt utilfredshed over hele landet efter tvangskollektiviseringen. Der var en udpræget stemning af opposition. Stalin frygtede, at de gamle bolsjevikker ville blive et samlingspunkt for modstand. Nogle af dem havde faktisk taget kontakt til Trotskij i hans eksil.

Stalin brugte mordet på Kirov til at sætte gang i sine planer. Først blev det erklæret, at ger-ningsmændene var en gruppe af 13 “zinovjevister,” der blev skudt i december1934. De tidligere oppositionsfolk Zinovjev og Kamenev – som før havde brudt med Trotskij og kapituleret – blev så dømt i januar 1935 for “objektivt set” at opildne terroristiske idéer blandt deres tilhængere. Men det var kun begyndelsen.

Terrorisme

Stalin forstod nu, at det var en fejl, at han havde sendt Trotskij i eksil i 1928, for det gjorde, at Trotskij kunne kritisere det stalinistiske styre, så meget han ville fra udlandet. Trotskij var det vigtigste samlingspunkt for modstanden mod Stalin. Han var en revolutionær leder, der ikke kunne knækkes. Så fra nu af lagde Stalin planer for at få ham myrdet, og han opdigtede anklager for terrorisme mod Trotskij og hans støtter.

Det beskidte arbejde skulle udføres af NKVD under ledelse af Jagoda og derefter Jezjov, der begge var stalinistiske bødler. De skulle “bevise,” at der eksisterede en hemmelig zinovjevistisk undergrundsterroristorganisation, der samarbejdede med et hemmeligt trotskijstisk netværk. I begyndelsen af 1935 modtog NKVD et direktiv, der forlangte “fuldstændig udryddelse af hele den trotskijst-zinovjevistiske undergrund.” Formodede nuværende og tidligere oppositionsfolk blev arresteret. Så fulgte forhør og de første “tilståelser” – om at man havde modtaget terroristiske ordrer fra Trotskij.

Efter halvandet år i fængsel blev Zinovjev og Kamenev hentet til Moskva til afhøring. De var på dette tidspunkt blevet knækket – psykisk nedbrudt – gentagne gange. Stalin havde med sin sædvanlige metode haft held til at skabe indbyrdes splid mellem de to. Zinovjev skrev fra sin celle ydmyge breve til Stalin: “Min sjæl brænder med ét ønske: at bevise over for Dem, at jeg ikke længere er en fjende. Der er intet krav, jeg ikke ville opfylde for at bevise dette . . .” (Rogovin, s.5)

Kamenev optrådte med særligt stort mod. Han sagde til dem, der forhørte ham: “I ser nu Thermidor*) i ren form. Den franske revolution lærte os en masse, men vi forstod ikke at gøre brug af det. Vi ved ikke, hvordan vi skal beskytte vores revolution mod Thermidor. Det er det, der er vores store fejltagelse, og historien vil fordømme os for det.”

Jezjov fik ordrer om at gøre dem klar til en offentlig proces, hvor de skulle sværte sig selv og Trotskij til – for revolutionens skyld! Der kom trusler mod deres familiemedlemmer, hvoraf et vist antal blev holdt fanget af NKVD. De blev spærret inde og udsat for ydmygende procedurer. Zinovjev var den første, der blev knækket, og han overtalte så Kamenev til at følge efter, så de kunne redde deres og deres familiers og støtters liv. Så blev de stillet for Stalin og Vorosjilov. Zinovjev anråbte dem: “I vil fremstille medlemmer af Lenins politburo og Lenins personlige venner som principløse banditter, og fremstille Partiet som en slangerede med intriger, forrædderi og mord.” Dertil svarede Stalin, at processen ikke var rettet mod dem, men mod Trotskij, “Partiets svorne fjende.”

De bad for deres liv og blev mødt med Stalins forsikring om, at det “sagde sig selv.” Men han forrådte dem, lige som han forrådte de andre. I virkeligheden var det et forrædderi mod revolutionen til gavn for det regerende bureaukrati med Stalin selv i spidsen. Smirnov og Mrakhkovskij nægtede begge stædigt at komme med tilståelser under forhørene. Ifølge den ledende forhørsmand, Vysjinskij, bestod hele forhøret af Smirnov d. 20. maj i, at han sagde: “Jeg benægter det. Jeg benægter det igen. Jeg benægter det.” Mrakhkovskij blev stillet for Stalin personligt, men afslog alle hans tilnærmelser. Så blev han overladt til Slutskij, der var leder af NKVDs udlandsafdeling. Ifølge hans udsagn forhørte han Mrakhkovskij uafbrudt i næsten fire dage. Mrakhkovskij sagde til Slutskij: “Du kan sige til Stalin, at jeg hader ham. Han er en forræder. Før førte de mig hen til Molotov, som også prøvede at købe mig. Jeg spyttede ham i ansigtet.” Under forhøret ringede telefonen hver anden time – det var Stalins sekretær, der skulle høre, om Mrakhkovskij var blevet “knækket.” Efter et langt, langt forhør lykkedes det, og han brød grædende sammen og “konkluderede, at alt var tabt.” I lang tid nægtede han at smudse Trotskij til med falske beskyldninger om terroristiske aktiviteter.

Løgn

Den første skueproces – processen mod de Seksten – skulle ødelægge det mytiske trotskijst-zinovjevist-netværk. Vysjinskij kunne ikke støve ét eneste bevis op imod de anklagede – der var ikke ét dokument eller stykke papir af nogen art – der var kun de anklagedes tilståelser. Hvor svag anklagerens sag var, blev klart ud fra den mangel på sammenhæng, der var kendetegnende for de vidneerklæringer, der blev afgivet i retten. For eksempel sagde Goltsmam, at han havde mødt Trotskij og Sedov i København på Hotel Bristol. Men hvad anklagerne ikke vidste, var, at Hotel Bristol var blevet nedlagt i 1917! De stalinistiske researchere havde ikke gjort deres arbejde ordentligt.

Ved slutningen af processen erklærede Vysjinskij: “Jeg kræver, at disse gale hunde bliver skudt – hver eneste af dem!” Selvom de Seksten bad om nåde – hvilket de troede ville blive efterkommet – blev de i løbet af få timer ført væk og skudt.

Dem, der bøjede sig for det stalinistiske diktatur og forrådte og bagtalte deres tidligere kammerater, kunne aldrig stille Stalin tilfreds. De blev udryddet, når de havde opfyldt deres rolle. Der blev lagt nye planer for en ny omgang heksejagt. Som Leon Sedov forklarede: “Stalin skal have Trotskij ned med nakken – det er hovedmålet. For at nå det, vil han gå til de mest lumske ekstremer.”

Da Hitlertyskland faldt i 1945 og Nürnbergprocesserne, som blotlagde naziregimet og dets samarbejdspartnere, begyndte, kom der ikke ét ord eller dokument frem, der kunne bevise den mindste forbindelse mellem Trotskij og Gestapo. Det var ikke Trotskij, der lavede aftaler med Hitler. Det var Stalin, der underskrev en pagt med Hitler i august 1939.

Det vil være passende at afslutte denne artikel med et citat fra Leopold Trepper, lederen af det berømte anti-nazistiske spionnetværk i Vesteuropa:

“Men hvem protesterede dengang? Hvem talte imod? Det er trotskijsterne, der har den fortjeneste. De fulgte det eksempel, som deres leder havde sat, og som han blev belønnet for med en isøkse, og de kæmpede imod stalinismen indtil døden, og de var de eneste, der gjorde det. I dag har trotskijsterne ret til at fordømme dem, der dengang hylede sammen med ulvene. Men lad os ikke glemme, at de havde det store fortrin frem for os, at de havde et sammenhængende politisk system, der kunne afløse stalinismen. De havde noget at holde fast i midt i deres dybe fortvivlelse over at se revolutionen blive forrådt. De “tilstod” ikke, for de vidste, at deres “tilståelse” hverken ville gavne Partiet eller Socialismen.”

*) Thermidor var navnet på en måned i den franske revolutionære kalender (juli), i 1794. I den måned blev jakobinerne, den mest radikale fløj i den franske revolution 1789-99, styrtet. Ordet thermidor bruges af marxister om en politisk kontra-revolution, der ikke styrter de ejendomsforhold, der er blevet oprettet under en forudgående social revolution. [Overs. anm.]